Hvad er vrede?
    Og hvordan er sand vrede
    anderledes end et raserianfald?

    Et forsøg på at finde en ny synsvinkel
    og en konstruktiv vej til at ændre det destruktive,
    - der alt for tit gror ud af misforståelser, fordomme,
    dumhed, uvidenhed - og gode viljer, der går helt amok.


    Vreden har 2 ansigter:
    Der er meget godt at sige om det
    at have en rigtig god kontakt med sin vrede
    og derfor også med sin udfarende kraft, sin potens og vitalitet.
    Vrede er sandt nok en udløber af din livskraft
    og jo mere vredesenergi du kan stimulere
    jo mere magtfuld og styrke, føler du.


    Og vrede viser hen til "noget",
    som du virkelig gider hidse dig op over.
    Vrede er power. Vrede kan give dig styrke
    og vrede kan give dig det lille ekstra skub,
    - så du lige gider at give den en tand til.

    Vrede kan opleves som fortættet varm energi
    og et raserianfald kan frigøre megen god varme
    og mange følelser. Samt kan give dig en stor lettelse,
    fremfor at du blot fejt bider det hele i dig og får ondt
    i maven, hovedet, hjertet - eller andre steder i livet.


    Vredens 2. ansigt er mere skræmmende.
    Se her, hvad et stigende press og indre stress,
    kan gøre ved dig kropsligt     - og hvad der så kan ske,
    hvis du i længere tid overhører de alarmsignaler, som din krop
    sender til dig, når - og hvis dine tålegrænser overskrides.
    Det sker trin for trin, så du kan se processen således:

    .....
    ......(Disse herlige, stærke emotionelle tegninger stammer fra Stanley Kelemans udforskning
    ........af kroppens reaktions mønstre, som du kan læse mere detailjeret om i hans fascinerende
    ..........mesterværk: "Emotional Anatomy", Center Press, Berkeley, 1. udgave, 1985).


    Vredens forskellige kampprægede-sider
    tændes, hvis truslen, angrebet eller overmagten bliver større end din styrke
    til at gå op imod dette pres. Du går da igennem at føle afsky, rædsel og panik,
    hvorefter en hidsighed og modstandskraft i dig vokser til et voldsomt raseri,
    der - hvis dette ikke bliver udtrykt og forløst - kan blive til et panikanfald.
    Og holder presset ikke op i tide - vil du i de senere stadier af stress
    "få" en depression = føle en utrolig dyb "mærkelig" udmattelse
    - der slår ud i en bred vifte af kropslige og psykiske smerter .

    I de sidste stadier
    af Resignationsprocesen - den total Selvopgivelse.
    visner du bare langsomt bort uden en lyd - eller du dør mere dramatisk.
    At befinde sig i en længerevarende Vredes-tilstand er livsfarligt!
    (Klik på billedet - og se mere om denne stress-synsvinkel)


    Hvad er vrede?
    Nogle poetiske og søde mennesker siger
    at vrede og raseri - det er blot skuffet kærlighed.
    Og det kan godt være sandt i den sidste analyse.

    Inden vi ser så dybt,
    og stræber så højt, lad os da se lidt nøjere på
    forskellen imellem at føle vrede eller fjendtlighed,
    - sådan som du og jeg oplever det i hverdagen.
    Det er i hvert fald mit faglige udgangspunkt.


    Hvordan oplever du din vrede?
    Også her, har vi hver sin oplevelse - og fortolkning.
    Nogle er stolte af deres vrede, og andre skammer sig.
    Og vi har nok hver især ret, på hver sin måde osv. osv.
    Her får du min måde at forstå vredes-følelser:

    Vrede er i mine øjne en udadvendt kraft,
    et udtryk for at du vil noget og kæmper for noget.
    Bagved ethvert engagement er der et gå på mod,
    som er nært beslægtet med vredesenergien.

    Vredes-følelsen opstår ikke ud af det blå.
    Vreden kommer, når denne fremdrift, dette vågne engagement,
    bliver stoppet - eller du løber ind i en uventet modstand.
    I stedet for at stoppe op og forundret spørge dig selv:
    "Gad vide, hvad det mon er, der stopper det jeg vil?",
    skruer du via vreden stærkt op for energien, så
    du bedre kan komme frem og overvinde
    den modstand, du nu er løbet ind i.

    Vrede er altså et udtryk for et engagement,
    der bliver blokkeret. En " noget jeg vil, kan jeg ikke"
    - reaktion, kunne vi sige og derpå lave endnu en ny teori
    over den enkle formel.

    Men vrede er mere end det.


    Vrede er også et signal
    om at dette her er vigtigt
    - og at folk nu bør lytte til det, du siger.
    Gør de det, forsvinder vreden, som dug for morgensolen
    og forvandler sig lynhurtigt til et mere ægte engagement.
    Fjernes modstanden, slippes det gode engagement fri.
    Eller fremdriften bliver ført et andet sted hen, som
    det oftest sker, når man får talt ud og bliver hørt

    At lytte og forstå
    er ikke altid det samme som at du får ret
    i det, du kæmper for - eller imod. Men det
    at blive lyttet til forstået på egne betingelser,
    er et meget vigtigt 1. trin frem imod at der
    derpå kan tales om andre måder, at opnå
    det, du virkelig gerne vil have.

    Lyttes der ikke, ja så
    vokser vreden måske til et raserianfald.
    Og når du stadigvæk ikke bliver lyttet til,
    og hørt, ja så slår vreden over i fjendtlighed,
    hvor du blot ønsker den anden skal forsvinde.
    Eller måske allerbedst fordufte væk fra dit liv,
    ja dø, som i en Trylllefilm. Pif, paf - puf: Væk.
    Kun dette "Gå væk!", kan forvandle raseriet til ro.
    Sådan opleves det af den rasende.


    Du mærker det selv ske i kroppen
    og andre ser det som en stigende intensitet,
    (også i volume, åndedrættet - og i gestiken),
    Det, som i starten egentlig var et velment råb
    om at: "Det her jeg nu siger, det er vigtigt for mig!".
    Lyttes der, forvandles vreden til et engagement.
    Lyttes der ikke, vil raseriet folde sig ud.

    Lyttes der ikke,
    forbinder vreden sig hurtigt med afmagtsfølelsen,
    og trodsenergien. Fordi du et sted inden i godt fornemmer,
    at du lige nu og her kun taler til en mur - eller med dig selv?
    Modstanden = Muren imellem dig og mig forsvinder ikke,
    ergo skruer vi bare begge to højere op for blusset.

    Jeg føler mig bagved helt alene, ensom og afmægtig
    og derfor kæmper jeg pludselig for min eksistens.
    Og andre gange hidser jeg mig måske op
    blot for at bevare min fremdrift.

    Kort sagt: Jeg skruer mig selv op,
    og ved at vide det, får jeg øje på et valg.
    Jeg kan bremse mig selv, give slip i vreden
    eller give los - uanset, hvad den anden gør.
    Ligesom jeg selv kan vælge den måde,
    hvorpå jeg udtrykker min vrede.
    Valget giver mig min styrke.


    En zenhistorie
    En ung samurai i det gamle Japan havde lært
    sig at mestre næsten alle de kendte kamparter
    og han gik nu rundt i landet og slog en masse
    ikke-helt-så dygtige Udfordrere ihjel. Ldt
    ala en gunmand i en cowboy-wild west
    eller en moderne action film.

    En dag fik han at vide
    at der var en gammel zenmunk oppe i bjergene,
    som endnu ingen havde besejret, der hævdede
    at han havde opdaget forskellen på et lykkeligt
    og et ulykkeligt liv, på lykke og ulykke.

    Den kampglade samurai ledte længe efter
    dennne mærkelige gamle mand og fandt ham
    endelig ved en flod, hvor han sad og fiskede.
    Samuraien stillede sig udfordrende op
    foran den gamle og sagde ligeud:

    "Det siges du kender forskellen på
    at blive et lykkeligt og et ulykkeligt menneske.
    Fortæl mig din hemmelighed - eller jeg
    vil slå dit hovedet af med mit sværd."

    Den gamle så blot på ham
    og smilede, hvorpå han fiskede videre.
    "Hørte du ikke, hvad jeg sagde?" råbte
    den unge hidsigprop vredt og trak sit sværd
    højt op over sit hovede, parat til at slå
    hovedet af den tavse gamle.

    Den gamle zenmunk så igen på ham
    og sagde: "Se hvor smukt sollyset skinner
    på dit sværd lige nu. Ser du det?"

    Forvirret sænkede samuraien sit dragne sværd
    og stak det i skeden. Hvorefter den gamle sagde:
    "Det første du gjorde, det er vejen til ulykken.
    Det andet du gjorde, er vejen til lykken.
    - Vil du have en fisk?"


    Et raserianfald
    har også 2 ansigter:
    Et raserianfald kan godt være befriende.
    Det kan hjælpe dig til at få mere ud af dit liv
    jfå renset luften - og virkelig få sagt din mening.
    Ja, der er nogle mennesker, der elsker at hidse sig op
    og nogle af disse, tænder sågar seksuelt derved.

    Nogle gange kan en dybtfølt tiltrængt skideballe
    godt føre til, at du får et mere ærligt og godt forhold til
    den person, du her virkelig gad hidse dig sådan op overfor.
    Intensiteten viser, hvor bange du er og hvor stærkt du føler
    Det afgørende her er om ordene kommer fra hjertet
    - og om der bliver lyttet til det, du da siger.

    Et raserianfald kan gengive dig din selvrespekt.
    Du kan mærke, hvor stærkt du brænder for noget
    og kan overvinde en modstand - ja vinde kampen.
    Det er dette røde, energigivende og varme raseri,
    som mange sportfolk sejrer på


    Og raseri kan blive destruktivt
    Et iskoldt, eller hvidglødende raseri kan slå ihjel.
    En masse undersøgelser viser, at det oftest er værst
    for dig selv og dit hjerte, ligesom du kan risikere
    at få en fatal hjerneblødning derved. Ligesom
    det også er værd at bemærke sig ,at kun
    få mordere bliver særlig gamle.


    Denne lynhurtige proces
    sker ikke bare "helt af sig selv".
    Jeg bliver ikke på mystisk vis, bare lige overfaldet
    eller opslugt af en stor indre rød - eller sort vrede, der
    lige pludselig medfører at jeg knalder en tallerken i gulvet
    i et raserianfald. Eller bare går og smækker døren hårdt i.

    Ellerdu raser ud
    som kvinder er berygtede for: Slår med hån,
    underfundig sarkasme, bagtalelser og spydigheder
    og lufter lignende fatale ydmygende ord, der godt
    kan slå lige så hårdt som en vred knytnæve.
    Rasende dumme ord kan gøre meget ondt.


    "Anfaldet" sker,
    fordi at verden ikke opfører sig,
    sådan som jeg synes at den skal. Eller fordi
    at "noget" gør modstand imod det, jeg synes skal ske.
    Verden opfører sig kort sagt ikke, som den skal.
    Dette sker ikke "af sig selv". Jeg er selv med
    til at det sker- at der sker det, som der sker.
    Såvel mht. resultatet, som følelserne og
    konsekvenserne af det, vi gjorde.

    Vrede og et raserianfald
    er en del af det at være menneske
    og opdage, at verden ikke altid er sådan
    som du troede - at verden, andre og du var.

    Førend du kan styre din vrede
    og bruge dit raseri med dig selv, kreativt
    må du acceptere disse følelser for, hvad de er:
    Magtfulde primære instinktive emotioner, der
    (som andre stærke følelser, som glæde og sorg)
    kan virke positivt eller negativt, være gode og onde,
    konstruktive eller destruktive - alt efter, hvad du gør
    ved dem - og især: Hvordan du udtrykker dem.


    Hvornår går vreden bananas?
    Dér, hvor du ikke bare vil høres. Du vil have ret.
    Og samtidig med at du virkelig er kommet op af stolen,
    ved du også samtidig godt - at det her ikke nytter noget.
    Så du råber og skriger bare - og mister helt kontakten
    med den person, du før blot ville nå med dine ord
    - og derfor nu oplever, som din fjende.

    Der er ligesom en volumekontrol,
    der blot skrues højere og højere op,
    når du opdager, at en anden og andre er blevet døve.




    Selvklart virker denne intense blanding af vrede
    fortvivelse, afmagt og ensomhed ikke særlig effektivt
    og befordrende for at vi andre derved slår ørerne ud.
    Så du føler dig blot mere og mere ensom.
    Yderst logisk - på sin egen måde.

    En virkelig dødsens alvorlig
    rasende fortvivlet person kan minde lidt om
    ham, der står ude på en kirkegård og skræmt råber ad månen.
    Der er ikke noget så uendeligt koldt, afmægtigt - og ensomt
    som at befinde sig midt i et hvidglødende raserianfald.
    Hvad enten du er ofret - eller udøveren.
    Sådan er helvede.


    Kort sagt:
    Den største forskel imellem at føle vrede
    og få et raserianfald er, at det sidste du ønsker,
    når du er vred på en anden, er at denne går væk.
    Hvorimod du dybest set ønsker at "den fjende",
    som du er rasende på, bare vil forsvinde væk.

    Dvs. en vred person, skuffes og græder når du går.
    En der er fjendtlig rasende, ånder bare lettet op.
    når du forlader rummet.







    Vidste du forøvrigt at ordet "Aggression",
    oprindelig kommer fra det græske ord "aggressos",
    der betyder "AT TRÆDE FREM" . Det blev brugt,
    når en borger i Athen trådte frem i deres Byråd
    og der sagde sin ærlige mening lige ud,
    at han da "havde vist aggressos".


    En god snak bagefter,
    når følelser er blevet mere stille,
    kan godt lære dig noget vigtigt.

    Jeg havde længe lovet Else Marie
    at grave et rosenbed til hende i vores have.
    Det var ikke lige min ide, da jeg vidste hvor svært
    det er at få roser til at holde år efter år, uden svamp
    og lus - og desuden er jeg ret doven, kropsligt.

    Da hun selv en dag fik hentet roserne
    på en planteskole, var der ingen vej udenom mere,
    så jeg gravede og gravede en hel eftermiddag,
    hvor efter jeg glad og lettet hentede hende
    for at vise , hvordan beddet så ud nu.

    Da vi kom ud og sammen så på rosenbeddet,
    var naboens hund sørme kommet over i vores have
    og den var ivrigt nu begyndt at grave kødben ned
    i det nygravede rosenbed! Det var bare helt vildt
    at se, hvordan den gik til den opgave.

    Else Marie farede op og jagede hunden bort,
    hvorimod jeg begyndte at grine af det, jeg så
    udspille sig for mine øjne. Den forskrækkede hund,
    der ikke ville opgive sine kødben - og Else Marie,
    der lynhurtigt gik fra at være forbløffet, og
    derpå vred - til at blive en sand furie.
    Hun vandt, og hunden for væk.

    Bagefter spurgte jeg hende,
    hvorfor hun blev så vred på hunden?
    "Jo, for det jeg så, var en dum hund,
    der ødelagde mine roser!"

    Således gemmer der sig oftest
    en hund, der ikke vil give slip på sit kødben
    samt en eller flere roser - bagved et vredesudbrud.
    Det fjendtlige raseri opstår, når nogen bare skider
    på dine roser - eller ikke værdsætter dit kødben.
    Vrede spejler altså det, som du synes
    er værdifuldt. Værd at kæmpe for
    eller forsvare.

    Så sig mig klart og præcist
    hvad du bliver meget vred over
    og jeg skal sige dig, hvad du holder af
    her i livet.

    Er det egentlig ikke så enkelt?


Tilbage igen til Index