.

    Lidt mere om
    at finde de rigtige ord på din vrede
    og derved blive forstået og få et bedre resultat.



    Ord er vigtige, når du er vred.
    En ny hollandsk undersøgelse viser, at den måde,
    hvorpå vi taler om vreden, spiller en stor rolle for, hvordan
    andre reagerer mere eller mindre føjeligt på vores vrede.

    Hvad skal man overhovedet stille op
    med sin vrede og protest overfor andre mennesker?
    Kort fortalt fraråder den tidligere forskning ubeherskede aggressioner
    både af verbal og korporlig art. Og fraråder, at man bider vreden i sig
    og forsøger at undertrykke eller fortrænge den. Hvis man afreagerer
    sin vrede i åbenlys aggression, risikerer man at støde andre fra sig
    og blot skabe mere konflikt og vredladenhed.

    Og hvis man skjuler
    og undertrykker sin vrede, så vil man dels ikke få lært de andre
    at tage mere hensyn til ens egne følelser, og dels risikerer man
    ifølge adskillige andre undersøgelser, at den undertrykte vrede
    giver langvarige fysiologiske stressreaktioner, der kan være
    direkte usunde for helbredet.

    Konklusionen er, at du skal vælge ”den tredje vej”
    og roligt og direkte fortælle den anden om at du nu er vred,
    og være mere præcis i, hvorfor du blev vred på vedkommende.

    Her er det så, at den nye hollandske undersøgelse giver et resultat,
    der betyder at det gør en ganske stor forskel på den anden, om man
    taler om sin vrede på den ene eller anden måde. De hollandske forskere
    har specielt set på, hvilken forskel det gør, om man i sin formulering
    retter vreden mod den andens person eller mod den konkrete
    specifikke handling, der udløste vreden.

    Denne interesse for de to måder at formulere sin vrede på
    stammer fra børnepsykologien, hvor flere børnepsykologer
    ud fra naturlige iagttagelser af forældre-børnsamspil har frarådet,
    at forældrene – når de vil skælde deres barn ud for et eller andet
    retter deres kritik mod barnets person (”din væmmelige dreng”,
    når han feks. slår lillesøster).

    En sådan afvisning af hele barnets personlighed
    kan blot risikere at gøre barnet mere trodsigt og fjendtligt
    og i øvrigt også risikere at give barnet en negativ selvopfattelse,
    der kan være skadelig senere hen. I stedet anbefaler børnepsykologerne,
    at man retter sin kritik specifikt mod barnets handlinger (”det gør ondt på lillesøster,
    når du slår hende”). Da viser det sig, at barnet oftere vil være imødekommende
    over for forældrene og styre sine handlinger på en mere positiv måde.

    Den nye hollandske undersøgelse viste,
    at nøjagtig det samme gælder blandt voksne!

    For at studere effekten af forskellige typer af vrede udtalelser
    blandt voksne havde forskerne indrettet en lidt kunstig forhandlingssituation,
    hvor voksne forsøgspersoner skulle agere sælgere af forsikringspolicer
    over for en kunde i et tilstødende rum.

    Forsøgspersonerne (sælgerne) kunne altså ikke se kunderne,
    men skulle kommunikere med dem via en pc-skærm. Forhandlingen gik ud på,
    at forsøgspersonerne skulle søge at sælge en bilforsikring til så høj en præmie som muligt,
    og de fik at vide, at de selv kunne vinde en ganske stor pengepræmie, hvis de opnåede
    en god pris igennem deres forhandlinger med en ”række kunder”.

    Forhandlingerne skred frem på den måde, at sælgerne afgav et tilbud,
    som kunden skulle svare på ved enten at acceptere eller afslå,
    i sidste tilfælde med et krav om en lavere pris.

    På bestemte tidspunkter af disse forhandlinger
    udtrykte kunderne vrede over de urimelige krav, sælgeren havde stillet,
    og denne vrede blev i forskellige forhandlinger enten udtrykt som vrede mod sælgeren
    (”du er da skør at forlange så meget”), eller mod sælgerens adfærd, det konkrete krav,
    han havde stillet (”det er da et skørt krav at stille”).

    Efter at have forhandlet sig frem og tilbage et stykke tid
    skulle sælgeren (altså den rigtige forsøgsperson) beslutte sig til
    et ultimativt krav til den pris, kunden skulle betale, og spørgsmålet var så nu,
    om de to former for kritik havde påvirket sælgernes (forsøgspersonernes)
    holdning til køberne, - så at der var forskel på de krav, der blev stillet
    afhængig af de former for kritik, sælgeren havde været ude for.

    Det viste sig i høj grad at være tilfældet:
    Efter at have været udsat for ”personlig kritik” stillede sælgerne
    i eksperimentet langt højere (altså langt mindre venlige) krav til køberne,
    end de gjorde efter at have været ude for en kritik,
    der rettede sig mod deres adfærd
    og ikke mod deres person.

    Hvis man bliver vred på et andet menneske og føler trang til
    at udtrykke denne vrede, tyder den hollandske undersøgelse altså,
    på at man kommer længere med den anden ved at rette sin vrede imod
    vedkommendes konkrete handlinger, mens man blot avler mere modvilje
    ved at formulere sin vrede, så den retter sig mod hele den andens personlighed.


    referat fra
    Thomas Nielsen, lektor fra
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.
    Forskningsnyt fra Psykologien, August 2003

    Kilde: Steinel, W., Van Kleef, G.A. & Harinck, F. (2008).
    Are you talking to me? Separating the people from the problem
    when expressing emotions in negotiation.
    Journal of Experimental Social Psychology, 44. 362-369.



    At tale om følelser kan svække følelserne
    Det er en almindelig antagelse, at det at forsøge at beskrive
    en følelsesmæssig tilstand med ord, især hvis følelsen er lidt svag
    eller uklar, næsten kan få den pågældende følelse til at forsvinde.

    Nu har en amerikansk forskergruppe fundet en meget
    kontant forklaring på dette fænomen. De amerikanske forskere
    bad forsøgspersoner – mens de havde hovederne inde i en hjernescanner
    om at vælge mellem to forskellige ord for en følelsesmæssig tilstand
    hos en person på et fotografi, der blev vist oven over de to ord.
    Ved en person, der så angst ud, kunne der fx nedenunder
    til venstre stå angst og nedenunder til højre stå vred.

    Forsøgspersonen havde en
    kontakt i hver sin hånd, og hvis han vil bruge det venstre
    ord til at betegne den følelsesmæssige tilstand hos personen
    på billedet, skulle han trykke med venstre hånd – og tilsvarende
    med højre ord og hånd. I andre tilfælde skulle forsøgspersonerne
    blot iagttage den følelsesmæssige tilstand hos personen på fotografiet
    uden at bruge ord, og i en tredje gruppe skulle forsøgspersonerne vælge
    imellem to andre mindre fotografier for at angive, hvilket af disse to billeder,
    der udviste den samme følelse som det store billede
    – igen uden at sætte ord på.

    Det viste sig, at de stærke følelsesmæssige udtryk
    på de store billeder i de fleste tilfælde fremkaldte en øget aktivitet
    i amygdala, den del af hjernen, der anses for at være en slags ”center
    ” for følelsesmæssige oplevelser. Men det viste sig også, at aktiviteten i amygdala
    faldt meget hurtigere til det normale i den gruppe, der skulle betegne følelsen
    med et ord sammenlignet med de grupper, der blot skulle iagttage billedet
    eller sammenligne billedet med andre billeder
    – uden at sætte ord på følelsen.

    referat fra
    Thomas Nielsen, lektor fra
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.
    Forskningsnyt fra Psykologien, August 2003

    Kilde: Lieberman, M.D., Eisenberg, N.I.,
    Crokett, M.J., Tom, S.M., Pfeifer, J.H. & Way, B.M. (2007).
    Putting Feelings into Words. Affect Labeling Disrupts Amygdala Activity
    in Response to Affective Stimuli. Psychological Science, 18(5). 421-428.



Tilbage igen til Index