.
Dine raseri og vredesudbrud
kan forståes, som et afmægtigt forsøg på
at dominere og vinde over en anden.
Dvs. ses som en Dominans-strategi
|
Din pegefinger røber dig:
Om Magt hormonet, Testosteron.
+ din reaktion på et nederlag afhænger af dit testosteron niveau.
Kønshormonet testosteron findes hos begge køn,
dog i større mængder hos mænd, hvor det både produceres i testiklerne
(kønskirtlerne) og i binyrerne, mens det hos kvinder kun produceres i binyrerne.
Dette kønshormon, testosteron, ser ud til hos begge køn at hænge nøje sammen
med visse psykologiske egenskaber. Man har tidligere troet, at testosteron
kun var et ”volds-hormon”, der gjorde folk mere aggressive og voldelige,
men en række nye undersøgelser viser nu helt klart,
... at mængden af testosteron primært hænger sammen med
ønsket om Dominans, dvs. den pågældendes tilbøjelighed til at søge magt
over andre og til at dominere dem, han eller hun kommer i kontakt med.
Den dominerende adfærd kan være godartet (prosocial),
således at den ytrer sig på en venlig, men dog dominerende måde,
som vi ser det hos gode ledere og andre, der vil noget med sig selv og andre.
Men hos nogle kommer trangen til magt over andre til at tage en negativ drejning
(så den bliver ”antisocial”) og fører til øget tendens til at undertrykke andre
med mere eller mindre rå vold (verbal eller korporlig).
Hvis trangen til dominans og høj status er forbundet med
et højt testosteronniveau hos alle mennesker, så skulle man forvente,
at mennesker med et højt testosteronniveau i blodet ville blive mere stressede,
hvis de oplever et nederlag, altså et tab af status, end mennesker
med et mere beskedent indhold af testosteron i blodet.
Og det er netop hvad en amerikansk forskergruppe har fundet..
Man har tidligere i den psykologiske forskning undersøgs forsøgspersoners
reaktioner på sejre og nederlag ved lidt kunstige laboratorieforsøg, hvor de
for eksempel skulle spille mod en ukendt modstander i et tv-spil,
hvor forskerne så havde fixet spillet, så man på forhånd
kunne bestemme, hvem der skulle vinde og tabe.
I sådanne undersøgelser
har man tidligere fundet en vis sammenhæng mellem testosteronniveauet
og reaktionen på sejr eller nederlag i den forventede retning. Disse resultater
har dog ikke været helt klare, hvilket det amerikanske forskerhold tilskriver
de noget kunstige omstændigheder, forsøgene er udført under. Det er jo
ikke sikkert, at stærkt dominerende mennesker føler deres dominans
særlig truet ved et kunstigt tv-spil.
For nu at undersøge den omtalte problemstilling
under mere naturlige og følelsesmæssigt provokerende omstændigheder
har de amerikanske forskere taget udgangspunkt i en naturlig konkurrence
imellem mandlige hundetrænere.
Det har åbenbart været en temmelig udpræget sport i forskernes hjemegn,
at grupper af mænd trænede en hund til at løbe en bestemt vej igennem
en slags labyrint udelukkende ved at tale eller råbe til hunden. Dette har
medført store offentlige konkurrencer, hvor forskellige hold konkurrerer
imod hinanden foran et stort publikum og med omhyggelig tidtagning,
så alle på en lystavle kan se, hvor godt det enkelte hold har klaret sig.
Den amerikanske forskergruppe bestemte på forhånd at betragte
den halvdel af holdene, der klarede sig bedst, som ”vindere”
og den halvdel, der klarede sig dårligst som ”tabere”.
Og hvordan reagerede disse vindere og tabere så på deres sejre
og nederlag? Det undersøgte forskerne ved, at alle deltagerne før
og efter konkurrencen afgav en lille spytprøve.
I denne spytprøve kunne man måle
koncentrationen af stresshormonet kortisol, som ifølge et utal
af undersøgelser ser ud til at være et rigtig godt mål for et menneskes
aktuelle stresstilstand. Især er ændringer i kortisolproduktionen
et pålideligt mål for ændringer i stresstilstanden.
I første omgang fandt man
en forholdsvis beskeden forskel i kortisolproduktionen hos vinderne
og taberne. Forud for konkurrencen var der ingen forskel på de to grupper,
men efter bekendtgørelsen af de forskellige resultater, viste det sig som ventet,
at taberne havde et noget højere kortisolindhold i spyttet end vinderne.
Da man tog mændenes testosteronniveau (som var målt i blodprøver
inden konkurrencen) i betragtning, viste der sig
et anderledes klart mønster.
Den halvdel af mændene, der havde det højeste testosteronniveau,
havde også en betydelig større stigning i kortisolproduktionen, hvis de havde tabt,
end den halvdel, der havde den mindste testosteronkoncentration i blodet.
Det bekræfter jo meget godt forskernes hypotese om,
at et højt testosteronniveau fører til en højere dominans,
der gør det mere stressende at tabe en åben konkurrence.
Noget mere uventet var det måske, at de høj-testosteronmænd,
der vandt konkurrencen, udviste et fald i deres kortisolindhold efter konkurrencen,
hvilket ikke forekom hos mændene med et lavt testosteronniveau.
For mænd med et højt testosteronniveau var det afstressende
at besejre andre i en konkurrence!
De mænd, der havde et lavt testosteronniveau,
udviste så godt som ingen ændring i deres kortisolproduktion,
hvad enten de hørte til vinderne eller taberne, så for disse mænd
var det åbenbart meget lettere at efterkomme det gamle ord:
”Tab og vind med samme sind”.
Da den omtalte undersøgelse kun omfattede mænd,
ville forskerne se, om noget tilsvarende gjorde sig gældende for kvinder.
Der var imidlertid ingen naturlige konkurrencer i deres hjemegn med deltagelse
af kvinder, så forskerne indrettede derfor en kunstig konkurrencesituation
i et laboratorium, hvor kvindelige forsøgspersoner to og to skulle
konkurrere i et tv-spil, hvor de fik at vide, at evnen til
at klare sig godt afhang af deres intelligens!
Uden at kvinderne vidste det,
var det dog afgjort i forvejen, hvem der skulle vinde og tabe,
og da man også havde målt kvindernes testosteronniveau i blodet
forud for eksperimentet, sørgede man for, at der i den halvdel af kvinderne,
der havde mest testosteron i blodet, var lige mange vindere og tabere.
I dette eksperiment fandt man nøjagtig det samme
som i det første forsøg med mandlige hundetrænere: Når kvinderne
havde et højt testosteronniveau i blodet, reagerede de med øget stress
(stigende kortisol) ved nederlag og med en nedsat stress (faldende kortisol) ved sejr
Kvinderne med et lavt testosteronindhold i blodet
ændrede ikke kortisolproduktion, hvad enten de vandt eller tabte.
Efter afslutningen af det første tv-spil
gav man alle kvinderne valget mellem at spille dette spil igen
eller at spille et helt andet spil. De kvinder, der havde et lavt testosteronniveau,
valgte lige meget at gentage det første spil, uanset om de havde tabt eller vundet
dette spil. Men de kvinder, der havde et højt testosteronniveau, valgte langt mindre
at gentage det første spil, hvis de havde tabt spillet, mens de langt oftere valgte
at gentage spillet, hvis de havde vundet første gang.
Virkningen af testosteron på sejr og nederlag
gælder altså ikke blot for kroppens stresshormoner, men
også for den følelsesmæssige reaktion på det, der førte til sejr eller nederlag.
Højtestosteron-personer vil meget nødig risikere et nyt nederlag,
Lavtestosteron-personer er åbenbart temmelig ligeglade.
Referat af
Thomas Nielsen, lektor fra
Psykologisk Institut, Århus Universitet.
Forskningsnyt fra Psykologien, nr.5, oktober 2008
Kilde: Mehta, P., Jones, A.C. & Josephs, R.A. (2008).
The Social Endocrinologyof Dominance: Basal Testosterone
Predicts Cortisol Changes and Behavior Following Victory and Defeat."
Journal of Personality and Social Psychology, 94(6). 1078-1093.
+ se //www.youtube.com
om betydningen af, at du har en kortere pegefinger
end ringfinger. Dette viser at du har mere Testosteron i dit blod.
- hvilket sandsynligvis giver dig en højere spermproduktion,
succes hos kvinderne og flere kampe med andre mænd,
fordi du sandsynligvis elsker at konkurrere.
+ BBC-TV - om Mande- og Kvindehjerner
+ Hvordan ser du din kæreste? ++ Udstråling
|
Skal du hæmme
eller afreagere din vrede?
De senere års forskning i forbindelsen imellem følelser
og diverse sygdom, har skabt et tilsyneladende paradoks,
Der findes masser af belæg for disse 2 modsigende teorier:
En fløj af psykologer - bakket op af en stor stak undersøgelser,
har fundet videnskabelige beviser på, at mennesker der udpræget hæmmer
deres følelsesmæssige reaktioner - og især de vrede følelser, oftere
end andre lider af angst, depressioner og hjerte-kar sygdomme,
derved.Derfor anbefaler de "at få følelserne ud, få luft."
Dette beror på at hæmmede eller undertrykte følelse kan »rumstere«
utrolig længe i sindet, og dermed i kroppen. Derved bliver den hæmmede
mere belastet, svækket og skadet, end hvis personen havde »afreageret«
sine følelser naturligt ud i en fart - via et temperamentfuldt udbrud.
Men specielt indenfor hjertesygdoms området
er andre forskere nu nået frem til den stik modsatte konklusion.
Adskillige undersøgelser indenfor dette felt har fundet, at de mennesker,
der reagerer særlig vredt - og måske ligefrem fjendtligt overfor andre,
oftere end de mere fredsommelige mennesker, forøger deres chance
for at få alvorlige hjertesygdomme i de følgende år.
Det menes at bero på, at vredladen adfærd
let kan virke selvforstærkende tilbage på de vrede følelser,
så de fysiologiske ændringer i kroppen, der optræder ved stærk vrede,
blot bliver endnu stærkere end de ellers ville være blevet,
hvis den vrede havde lært at bide vreden i sig.
Der går ligesom selvsving i at være vred.
En forklaring på den teori, der blev fremsat for nogle år siden,
er at det er den åbenlyse vrede, der »skræmmer« andre mennesker væk,
så de vredladne, derved bliver mere ensomme. Det kan være ensomheden,
der er den virkelige igangsættende årsag til den efterfølgende sygdom.
Uanset hvordan det nu forholder sig,
er disse to teorier i skærende modstrid med hinanden.
Den første gruppe forskere anbefaler, at man afreagerer sin vrede
for »hurtigt at komme af med den«, så man dermed bliver mindre syg.
Den anden gruppe forskere anbefaler tvært imod, at man endelig ikke
blot skal slippe sin vrede løs - og især ikke på sine medmennesker.
hvis man vil undgå hjertesygdomme.
Umiddelbart kunne dette paradoks se håbløst ud:
Du forøger din sygdomsrisiko, uanset hvad du gør med vreden!
i forhold til dem, der ikke - udpræget - gøre nogen af delene.
Det bedste er helt at undgå at blive vred og rasende,
hvilket kun de meget sagtmodige kan leve op til.
Dette kunne de fleste af os
vel nok have gættet på forhånd, men nu er det yderligt bevist
ved en ny stor undersøgelse. I denne undersøgelse fulgte forskerne
fra Harvard University ikke mindre end 23.000 midaldrende mænd
nøjere i to år for at undersøge, hvilke teorie, der passede bedst.
Først blev mændene bedt om at udfylde spørgeskemaer om
A. "Hvor ofte de følte sig vrede?", B: "Hvor intens vreden var?"
og C: "Hvor åbent de viste deres vrede overfor andre?"
Derefter blev de alle kontaktet 2 år senere,
og forskerne registrerede nu, hvem der i mellemtiden havde fået
mere eller mindre alvorlige hjertesygdomme, og andre sygdomme.
Resultatet var klart:
Når man inddelte mændene i tre grupper med
1) Særlig lav udadrettet vrede, 2) Middel grad af ydre hørbar vrede
og 3) Meget udadrettet vrede, så de, at kun to år efter de blev undersøgt
var der væsentlig flere hjertesygdomme både hos gruppe 1, (der bed vreden i sig)
- og hos gruppe 3, der typisk reagerede ved at blive højlydt vred.
Den midterste gruppe, gruppe 2,
der havde valgt »den gyldne middelvej«
i forhold til at vise andre deres vrede, havde klart
færre nye hjertesygdomme, end de 2 andre grupper.
Umiddelbart var paradokset derved løst, begge fløje havde ret.
Men der blev også fundet to andre sammenhænge, der modificerer
konklusionen om, at den »gyldne middelvej« altid er den sundeste vej
og det er her undersøgelsen bliver virkelig interessant:
Når forskerne så på de mennesker, der blev ramt af hjernesygdomme
(»slagtilfælde« - især som følge af hjerneblødning) - snarere end hjertesygdomme,
var det ikke gruppe 2 med den gyldne middelvej, men gruppe 3
med den høje vredladenhed, der klarede sig bedst,
Altså de i gruppe 3 fik færrest slagtilfælde!
Dette er måske fordi at slagtilfælde
beror på at man får en voldsom blodtrykstigning,
og her er det måske bedst at komme hurtig af med vreden
(og blodtrykstigningen) ved at afreagere vreden og få den ud.
En anden ny opdagelse omhandler de mennesker, der forud
for undersøgelsen allerede havde en mindre hjertesygdom.
For disse var det heller ikke gruppe 2. med den gyldne middelvej,
men derimod gruppe 1, der stort set aldrig viste vrede
overfor andre, der klart klarede sig bedst.
Konklusion:
Undersøgelsen gav altså 3 konklusioner:
1. For de fleste almindelige mennesker
er det bedst at vælge den gyldne middelvej:
Både at turde føle vreden, uden at undertrykke den
og kunne fortælle om det, der gjorde dig vred og skuffet
uden nødvendigvis at overfuse andre derved.
2. For mennesker, der døjer med voldsomme blodtrykstigninger
under følelsesmæssige ophidselser, er der en forhøjet risiko for hjerneblødning.
Her er det bedst at afreagere ophidselsen i en fart - og selvfølgelig
helst uden at skræmme andre bort. (Se f. eks. Boksebolden)
3. Mennesker med et skrøbeligt hjerte,
har bedst af aldrig at rode sig ud i vrede og intense reaktioner.
Og sker det, er det godt at de øver sig i afspænding og meditation
eller andre mere stille aktiviteter, der beroliger hjertet.
F. eks. luge have, gå en lang gåtur langs havet,
høre musik - eller kæle med sin hund.
På dette, som på så mange andre områder,
kan man altså ikke nøjes med en enkelt tommel- fingerregel!
Det, der er god mad for den ene af os, er gift for den anden.
Behandlere gør klogt i at huske at tilpasse deres metoder
til netop det unike menneske, de ønsker at hjælpe.
Thomas Nielsen, lektor fra
Psykologisk Institut, Århus Universitet.
Forskningsnyt fra Psykologien, August 2003
Kilde:
Eng, P. M., Fitzmaurice, C., Kubzansky, L. D., Rimm. E. B. & Kawachi, I
(2003). Anger Expression and Risk of Stroke and Coronary Heart Disease
Arnong Male Health Professionals. Psychosomatic Medicine, 65,100-110.
|
Det er ikke selve vredes følelsen,
men den vrede opførsel, der er sundhedsfarlig
En række undersøgelser har samstemmende peget på "vredladenhed"
som en alvorlig risikofaktor i forbindelse med hjerte-karsygdom. Således har man
i tre nye undersøgelser fundet, at mennesker, der scorer højt på spørgeskemaer
der måler graden af vrede og raseri, har en større risiko for at udvikle
både forhøjet blodtryk og - mere alvorligt - blodpropper i hjertet
i de efterfølgende 10 - 20 år.
Disse fund har formentlig ført til en del bekymring
hos de mennesker, der let bliver vrede, fordi det jo ofte opleves som noget,
man ikke selv kan styre på samme måde, som man kan styre sin cigaretrygning.
Men nu viser en ny undersøgelse af Aron Siegman fra Israel, at det nok slet ikke
er vreden i sig selv - altså selve vredefølelsen - men snarere den vrede,
ophidsede adfærd= det du gør, der er skadelig for helbredet.
Og denne fatale vrede adfærd
kan man lære at styre, hvis man ønsker det.
Siegman lod 18 mænd og 18 kvinder diskutere to emner, hver med en interviewer.
Det ene emne var et ganske neutralt dagligdags emne, og det andet emne var
for hver enkelt forsøgsperson udvalgt ud fra et forudgående interview,
således at det drejede sig om et særligt problem, der kunne gøre
hver især af forsøgspersonerne særligt vrede.
De 18 mænd og de 18 kvinder var igen inddelt i tre grupper,
der i forvejen var trænede i at diskutere. Enten i et dagligdags tonefald
eller i et hurtigt og højt tonefald (som man typisk benytter, når man er vred),
eller for det tredie i et langsomt eller stilfærdigt tonefald
(som man benytter, når man er specielt rolig).
Under hver af diskussionerne målte Siegman
forsøgspersonernes puls og blodtryk, som altså var de fysiologiske mål for,
hvor meget diskussionen påvirkede hjertet og kredsløbet.
Det viste sig at diskussionerne
over de neutrale emner næsten ikke påvirkede pulsen
eller blodtrykket, enten forsøgspersonerne talte hurtigt,
normalt eller langsomt. Men når de unge mennesker diskuterede det,
der kunne gøre hver især af dem meget vrede, så forekom der
meget store stigninger i både deres puls og blodtryk.
i den gruppe, der talte på en "vred måde",
altså højt og hurtigt.
I den gruppe, der talte i et dagligdags tonefald,
var der kun en lille stigning i blodtrykket og slet ingen stigning i pulsen.
Og mest overraskende af alt: den gruppe, der diskuterede deres "vrede emne"
i et indstuderet langsomt og lavt tonefald, viste overhovedet ingen stigning
i hverken blodtryk eller puls (der var endda for denne gruppe tale om
et lille fald i pulsen).
Man kunne måske tro, at den sidstnævnte gruppe
ikke havde nogen puls- eller blodtryksstigning, blot fordi de pågældende
på grund af den stilfærdige talemåde slet ikke havde følt sig vrede.
Men det var ikke tilfældet.
Alle forsøgspersonerne havde efter hvert diskussionsforløb
givet udtryk for, hvor stærk en vrede de havde følt under diskussionen,
og det viste sig, at de, der havde diskuteret deres "vrede emne"
i det stilfærdige tonefald, havde følt sig næsten lige så vrede
som de, der havde diskuteret i det vrede ophidsede tonefald.
Det viser altså, at man godt kan føle sig meget vred,
men alligevel undgå den farlige belastning af hjerte og blodtryk,
blot man taler stilfærdigt om tingene. Det er måske en af grundene til,
at kvinder har langt færre hjertesygdomme end mænd.
referat fra
Thomas Nielsen, lektor fra
Psykologisk Institut, Århus Universitet.
Forskningsnyt fra Psykologien, August 2003
Kilde: A.W. Siegman (1993). Cardiovascular consequences of expressing,
experiencing, and repressing anger. Journal ofBehavioral Medicine, 16, 539-569
|
Hvad er gevindsten
ved at skælde og smælde alle ud?
Kan et vredesudbrud hæve humøret?
Vi opfatter vel almindeligvis vreden som en uønsket og negativ,
altså en ubehagelig følelse. Alligevel kan du komme ud for mennesker,
der tilsyneladende nyder at skælde andre ud, og som endda ser ud til
at komme i helt godt humør efter at have givet andre en skideballe.
Dette tilsyneladende paradoks
har fået tre amerikanske psykologer fra Universitetet i lowa
til at stille sig det enkle spørgsmål, om vi måske ligefrem undertiden
opfører os vredt eller aggressivt over for andre for at forbedre vores eget humør?
Eller med andre ord: Kan det godt være lystbetonet og humørforbedrende
at skælde andre mennesker ud med fynd og klem?
For at teste denne hypotese
om gevindsten ved at skælde andre ud
bad forskerne 50 unge mænd og kvinder
om at deltage i et eksperiment, hvis formål de ikke røbede for deltagerne.
I den første del af eksperimentet søgte de at gøre forsøgspersonerne vrede
ved at håne og nedgøre en skriftlig opgave, de først havde besvaret.
I den anden del af eksperimentet
fik forsøgspersonerne derpå mulighed for at "rase ud"
over for en anden forsøgsperson, idet forsøgspersonerne to og to
blev udsat for et reaktionstids-eksperiment, hvor man angivelig ville
forsøge at forbedre resultaterne ved at "straffe" den forsøgsperson,
der var den langsomste på knapperne - af de to, der konkurrerede.
Straffen bestod af to sekunders støj i en høretelefon,
og den forsøgsperson, der skulle "straffe" i reaktionstidsforsøget,
kunne selv vælge støjstyrken ved at dreje på en knap fra 60db til 105db.
En støj på 105db er så ubehagelig, at det er yderst pinefuldt
- men dog ikke skadeligt.
Fra tidligere forsøg vidste man, at de forsøgspersoner, der var chikanere
i den første del af eksperimentet ( hvor de blev hånet for deres skriftlige præstation)
også nu valgte betydeligt stærkere "straffe" i reaktionstidseksperimentet,
sammenlignet med forsøgspersoner, der ikke var gjort vrede i forvejen.
Men det nye i det her omtalte eksperiment var,
at forskerne i forvejen - under et helt andet påskud - havde givet halvdelen
af forsøgspersonerne en pille med den besked, at pillen helt ville neutralisere
deres følelsesliv, sådan at de hverken ville være i stand til at føle glæde
eller nedtrykthedunder konkurrencen. Pillen var en harmløs kalkpille.
Resultaterne af dette nye eksperiment viste,
at forsøgspersoner, der ikke havde fået fup-pillen,
benyttede lige så kraftige straffe som de forsøgspersoner,
der i tidligere eksperimenter på samme måde var blevet gjort vrede
af forsøgslederen. - Men den gruppe af forsøgspersoner, der havde
fået fup-pillen - og altså ikke troede, at noget kunne gøre dem glade
- benyttede sjovt nok ikke stærkere straffe end forsøgspersoner,
der slet ikke var gjort vrede i forvejen!
Selv om Fuppille-gruppen var blevet lige så vrede som den anden gruppe
over at blive hånet i forvejen, viste de altså ingen tendens til at lade deres vrede
gå ud over andre - hvilket kun kan forklares ved, at de netop ikke troede,
at en aggressiv hævn adfærd, kunne hæve deres humør.
Konklusionen
på denne undersøgelse er altså,
en støtte til antagelsen om, at i hvert fald en del af den vredladne adfærd,
vi bliver udsat for, beror på, at den vredladne person forventer - mere
eller mindre bevidst - at få hævet sit humør
efter at have afleveret skideballen.
Den omstændighed, at du ganske rigtigt - og kortvarigt
kan få dig en lystbetonet oplevelse af at opføre dig aggressivt
over for andre, forhindrer selvfølgelig ikke, at du på længere sigt
kan blive ganske deprimeret over, at du får et dårligere parforhold
og forhold til andre mennesker, når du opfører sig aggressivt.
Thomas Nielsen, Lektor på Årh. Univ.
Forsknings-nyt fra psykologien
fra februar, 2002.
Måske kan vi andre
meget bedre lide dig, som er
et eller andet, der imellem? Prøv det
i den kommende uge - og vurder selv.
|
|
|
Tilbage til Overblikket over
alle siderne i Psykoweb.dk
|