Selv et kort kursus i at lære at styre sin vrede,
    kan godt give holdbare resultater!



    Vrede er en naturlig følelse,
    der fortæller dig og andre, at dette her er vigtigt for dig!
    F.eks. fortæller udbruddet andre, at der er ting, vi ikke finder os i.
    Eller at du virkelig brænder for det, du her prøver at fortælle om,
    eller at det der nu sker, er helt forkert - i dine øjne osv.
    Der står kort sagt noget vigtigt på spil for dig,
    siden du gider hidse dig sådan op.

    Din vrede vil oftest gøre
    at andre prøver at tage mere hensyn til dine følelser.
    Uden et advarende vredesudbrud ville vi andre jo ikke kunne vide,
    lige præcist hvor og hvornår, at du føler dig trådt over tæerne
    eller bange eller bare er begejstret og frustreret på samme tid.


    OG vrede kan også
    skabe store problemer - på flere forskellige måder.
    For det første kan en alt for voldsom og ubehersket vrede virke så ubehagelig
    på omgivelserne, at de øjeblikkeligt reagerer tilbage med vrede og fjendtlighed
    og slet ikke mere tænker fornuftigt over, hvad det var, der i første omgang
    udløste den voldsomme vrede. Det hele drukner derfor i larm og kiv.
    Fordi, som du sikkert godt ved, er Vrede en tilstand at være i,
    hvor tungen fungerer langt hurtigere end fornuften.

    Mange forskellige undersøgelser og erfaringer
    tyder på, at sådanne voldsomme raserireaktioner både kan bero på
    et stærkt medfødt temperament, men det kan også bero på, at man ikke ved,
    hvad man skal gøre ved mindre stærke vrede-reaktioner. Måske er man netop
    på grund af tidligere uheldige erfaringer med "eksplosive" raserireaktioner
    bange for at vise sin egen vrede, og så bider man den i sig gang på gang
    - indtil den bliver så stærk, at den overvinder selvkontrollen og derved
    netop bryder ud i et nyt ubehersket raserianfald.

    Herved kan der opstå en ond cirkel,
    hvor netop angsten for den ubeherskede vrede
    fører til en yderlig undertrykkelse af al vrede og skuffelser
    - som så hober sig op og bliver til nye raserireaktioner. Denne måde
    at skifte mellem overbeherskede og ubeherskede vredereaktioner
    kan skabe alvorlige problemer i forhold til de nærmeste arbejdskolleger,
    samt overfor ens ægtefælle og børn.

    Men der er tilsyneladende også mennesker,
    der behersker deres vrede så effektivt, at den stort set aldrig
    bryder igennem deres "forsvar". Disse mennesker har tidligt lært
    at rette vreden imod sig selv, så at den aldrig eksploderer udad mod andre.
    Hvor den udadrettede vrede kan skabe store problemer i forhold til andre mennesker,
    så kan den indadrettede vrede tilsvarende skabe problemer "inde i" personen selv.

    Adskillige nye undersøgelser tyder på,
    at en konstant tilbageholdt vrede kan føre til både angst, depression
    og selvpåførte kropslige skader - og sygdomme som forhøjet blodtryk,
    der så yderlig kan give en forøget risiko for hjertesygdomme.

    Det er altså skidt, hvis man behersker sin vrede alt for meget,
    men også hvis man ind imellem helt mister kontrollen over sin vrede,
    så man risikerer at ødelægge forholdet til andre.

    For nogle år siden udførte
    fire amerikanske psykologer fra Universitetet i Colorado, USA,
    en undersøgelse over virkningen af psykologisk "aggressions behandling"
    180 personer, der led under problemer med ubeherskede raserireaktiorier
    i forhold til andre mennesker, indvilligede i at deltage i eksperimentet.

    Disse 180 personer blev inddelt i tre grupper,
    hvor to grupper fik hver sin forskellige form for psykologisk træning
    eller "behandling", imens den tredje gruppe ikke fik nogen behandling,
    (det var altså en såkaldt "kontrolgruppe").

    Behandlingen i de 2 behandlingsgrupper strakte sig
    kun over 8 uger med I time om ugen. Den ene gruppe fik en træning,
    der kaldes Social Færdighedstræning. Dvs. de fik træning i at tale
    nogenlunde roligt og behersket om, hvad der gjorde dem vrede,
    således at de derved fik luft og undgik at hobe vreden op,
    til den blot eksploderede i hovedet på uskyldige,

    og dels lærte de at tale så roligt om hvad der gjorde dem vrede
    såret og skuffet, at andre bedre kunne forstå, hvad det præcist var,
    der gjorde dem vrede så der kunne tages passende hensyn til dem.

    Den anden gruppe fik også kun 8 timers "behandling",
    der sigtede på at lære dem: Afslapning, finde indre ro og eftertanke.
    Hensigten med denne strategi var at lære dem helt at udviske vreden
    ved at lære at fremkalde en sådan indre afslapning og ro, så de
    kunne tænke tingene så roligt igennem, at de - som regel
    - kunne se,at der ikke var noget at hidse sig op over.

    Og hvis der var noget at kritisere hos andre,
    skulle de pågældende vente med at udtrykke sig,
    indtil de kunne tale helt uden vrede om problemerne.

    Umiddelbart efter denne træning
    i disse to Træningsgrupper - i løbet af blot 8 uger
    var der en klar nedgang i oplevelsen af problemer med vrede i dagligdagen,
    Dette resultat ville ikke være meget værd, hvis det ikke også holdt sig
    i tiden efter kurset. Derfor har de fire forskere nu for nylig rapporteret
    en efterundersøgelse 15 måneder efter afslutningen af træningen.

    Det viste sig glædeligt her, at begge de 2 behandlede grupper
    oplevede betydeligt mindre vrede i dagligdagen end den ubehandlede kontrolgruppe.
    Og når de oplevede vrede, havde de også meget lettere ved at få talt roligt
    om tingene, så de ikke mere var nødt til at bide vreden i sig
    eller blindt rase ud over mere eller mindre uskyldige.

    Thomas Nielsen, Lektor på Årh. Univ
    fra Forskningsnyt fra psykologien, 1996, 5(2)

    Kilde:
    Deffenbacher, J. L., Oetting, E. R., Huff, M. . & Thwaites, G. A. (1995):
    Fifteen-Month Follow-Up of Social Skills and Cogn~tive-Relaxation Approaches
    to General Anger Reduction. Journal of Counseling Psychology, 42 (3) 400-405.


    Vrede-styring i praksis:
    I et supermarked skubbede en mand
    en indkøbsvogn med en hysterisk skrigende unge.
    Med en bevidst rolig stemme, imens han skubbede vognen
    foran sig, sagde han: "Rolig Peter. Lad nu være med at skrige.
    Ja Peter slap så lige af, Peter - ikke være sur nu. Godt."

    En lidt ældre dame så dette og sagde rørt:
    "Sikke sødt du prøver at tale din søn Peter til ro."
    - "Øhhh ....det er da mig, der hedder Peter."

    + se mere her om
    ...at styre sin vrede -især i parforhold



    Skal du hæmme
    eller afreagere din vrede?

    De senere års forskning i forbindelsen imellem følelser
    og diverse sygdom, har skabt et tilsyneladende paradoks,
    Der findes masser af belæg for disse 2 modsigende teorier:

    En fløj af psykologer - bakket op af en stor stak undersøgelser,
    har fundet videnskabelige beviser på, at mennesker der udpræget hæmmer
    deres følelsesmæssige reaktioner - og især de vrede følelser, oftere
    end andre lider af angst, depressioner og hjerte-kar sygdomme,
    derved.Derfor anbefaler de "at få følelserne ud, få luft."

    Dette beror på at hæmmede eller undertrykte følelse kan »rumstere«
    utrolig længe i sindet, og dermed i kroppen. Derved bliver den hæmmede
    mere belastet, svækket og skadet, end hvis personen havde »afreageret«
    sine følelser naturligt ud i en fart - via et temperamentfuldt udbrud.

    Men specielt indenfor hjertesygdoms området
    er andre forskere nu nået frem til den stik modsatte konklusion.
    Adskillige undersøgelser indenfor dette felt har fundet, at de mennesker,
    der reagerer særlig vredt - og måske ligefrem fjendtligt overfor andre,
    oftere end de mere fredsommelige mennesker, forøger deres chance
    for at få alvorlige hjertesygdomme i de følgende år.

    Det menes at bero på, at vredladen adfærd
    let kan virke selvforstærkende tilbage på de vrede følelser,
    så de fysiologiske ændringer i kroppen, der optræder ved stærk vrede,
    blot bliver endnu stærkere end de ellers ville være blevet,
    hvis den vrede havde lært at bide vreden i sig.
    Der går ligesom selvsving i at være vred.

    En forklaring på den teori, der blev fremsat for nogle år siden,
    er at det er den åbenlyse vrede, der »skræmmer« andre mennesker væk,
    så de vredladne, derved bliver mere ensomme. Det kan være ensomheden,
    der er den virkelige igangsættende årsag til den efterfølgende sygdom.

    Uanset hvordan det nu forholder sig,
    er disse to teorier i skærende modstrid med hinanden.
    Den første gruppe forskere anbefaler, at man afreagerer sin vrede
    for »hurtigt at komme af med den«, så man dermed bliver mindre syg.
    Den anden gruppe forskere anbefaler tvært imod, at man endelig ikke
    blot skal slippe sin vrede løs - og især ikke på sine medmennesker.
    hvis man vil undgå hjertesygdomme.

    Umiddelbart kunne dette paradoks se håbløst ud:
    Du forøger din sygdomsrisiko, uanset hvad du gør med vreden!
    i forhold til dem, der ikke - udpræget - gøre nogen af delene.
    Det bedste er helt at undgå at blive vred og rasende,
    hvilket kun de meget sagtmodige kan leve op til.

    Dette kunne de fleste af os
    vel nok have gættet på forhånd, men nu er det yderligt bevist
    ved en ny stor undersøgelse. I denne undersøgelse fulgte forskerne
    fra Harvard University ikke mindre end 23.000 midaldrende mænd
    nøjere i to år for at undersøge, hvilke teorie, der passede bedst.

    Først blev mændene bedt om at udfylde spørgeskemaer om
    A. "Hvor ofte de følte sig vrede?", B: "Hvor intens vreden var?"
    og C: "Hvor åbent de viste deres vrede overfor andre?"

    Derefter blev de alle kontaktet 2 år senere,
    og forskerne registrerede nu, hvem der i mellemtiden havde fået
    mere eller mindre alvorlige hjertesygdomme, og andre sygdomme.

    Resultatet var klart:
    Når man inddelte mændene i tre grupper med
    1) Særlig lav udadrettet vrede, 2) Middel grad af ydre hørbar vrede
    og 3) Meget udadrettet vrede, så de, at kun to år efter de blev undersøgt
    var der væsentlig flere hjertesygdomme både hos gruppe 1, (der bed vreden i sig)
    - og hos gruppe 3, der typisk reagerede ved at blive højlydt vred.

    Den midterste gruppe, gruppe 2,
    der havde valgt »den gyldne middelvej«
    i forhold til at vise andre deres vrede, havde klart
    færre nye hjertesygdomme, end de 2 andre grupper.

    Umiddelbart var paradokset derved løst, begge fløje havde ret.
    Men der blev også fundet to andre sammenhænge, der modificerer
    konklusionen om, at den »gyldne middelvej« altid er den sundeste vej
    og det er her undersøgelsen bliver virkelig interessant:

    Når forskerne så på de mennesker, der blev ramt af hjernesygdomme
    (»slagtilfælde« - især som følge af hjerneblødning) - snarere end hjertesygdomme,
    var det ikke gruppe 2 med den gyldne middelvej, men gruppe 3
    med den høje vredladenhed, der klarede sig bedst,
    Altså de i gruppe 3 fik færrest slagtilfælde!

    Dette er måske fordi at slagtilfælde
    beror på at man får en voldsom blodtrykstigning,
    og her er det måske bedst at komme hurtig af med vreden
    (og blodtrykstigningen) ved at afreagere vreden og få den ud.

    En anden ny opdagelse omhandler de mennesker, der forud
    for undersøgelsen allerede havde en mindre hjertesygdom.
    For disse var det heller ikke gruppe 2. med den gyldne middelvej,
    men derimod gruppe 1, der stort set aldrig viste vrede
    overfor andre, der klart klarede sig bedst.


    Konklusion:
    Undersøgelsen gav altså 3 konklusioner:

    1. For de fleste almindelige mennesker
    er det bedst at vælge den gyldne middelvej
    :
    Både at turde føle vreden, uden at undertrykke den
    og kunne fortælle om det, der gjorde dig vred og skuffet
    uden nødvendigvis at overfuse andre derved.

    2. For mennesker, der døjer med voldsomme blodtrykstigninger
    under følelsesmæssige ophidselser, er der en forhøjet risiko for hjerneblødning.
    Her er det bedst at afreagere ophidselsen i en fart - og selvfølgelig
    helst uden at skræmme andre bort. (Se f. eks. Boksebolden)

    3. Mennesker med et skrøbeligt hjerte,
    har bedst af aldrig at rode sig ud i vrede og intense reaktioner.
    Og sker det, er det godt at de øver sig i afspænding og meditation
    eller andre mere stille aktiviteter, der beroliger hjertet.
    F. eks. luge have, gå en lang gåtur langs havet,
    høre musik - eller kæle med sin hund.

    På dette, som på så mange andre områder,
    kan man altså ikke nøjes med en enkelt tommel- fingerregel!
    Det, der er god mad for den ene af os, er gift for den anden.
    Behandlere gør klogt i at huske at tilpasse deres metoder
    til netop det unike menneske, de ønsker at hjælpe.


    Thomas Nielsen, lektor fra
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.
    Forskningsnyt fra Psykologien, August 2003

    Kilde:
    Eng, P. M., Fitzmaurice, C., Kubzansky, L. D., Rimm. E. B. & Kawachi, I
    (2003). Anger Expression and Risk of Stroke and Coronary Heart Disease
    Arnong Male Health Professionals. Psychosomatic Medicine, 65,100-110.



    Det er ikke selve vredes følelsen,
    men den vrede opførsel,
    der er sundhedsfarlig
    En række undersøgelser har samstemmende peget på "vredladenhed"
    som en alvorlig risikofaktor i forbindelse med hjerte-karsygdom. Således har man
    i tre nye undersøgelser fundet, at mennesker, der scorer højt på spørgeskemaer
    der måler graden af vrede og raseri, har en større risiko for at udvikle
    både forhøjet blodtryk og - mere alvorligt - blodpropper i hjertet
    i de efterfølgende 10 - 20 år.

    Disse fund har formentlig ført til en del bekymring
    hos de mennesker, der let bliver vrede, fordi det jo ofte opleves som noget,
    man ikke selv kan styre på samme måde, som man kan styre sin cigaretrygning.
    Men nu viser en ny undersøgelse af Aron Siegman fra Israel, at det nok slet ikke
    er vreden i sig selv - altså selve vredefølelsen - men snarere den vrede,
    ophidsede adfærd= det du gør, der er skadelig for helbredet.

    Og denne fatale vrede adfærd
    kan man lære at styre, hvis man ønsker det.
    Siegman lod 18 mænd og 18 kvinder diskutere to emner, hver med en interviewer.
    Det ene emne var et ganske neutralt dagligdags emne, og det andet emne var
    for hver enkelt forsøgsperson udvalgt ud fra et forudgående interview,
    således at det drejede sig om et særligt problem, der kunne gøre
    hver især af forsøgspersonerne særligt vrede.

    De 18 mænd og de 18 kvinder var igen inddelt i tre grupper,
    der i forvejen var trænede i at diskutere. Enten i et dagligdags tonefald
    eller i et hurtigt og højt tonefald (som man typisk benytter, når man er vred),
    eller for det tredie i et langsomt eller stilfærdigt tonefald
    (som man benytter, når man er specielt rolig).

    Under hver af diskussionerne målte Siegman
    forsøgspersonernes puls og blodtryk, som altså var de fysiologiske mål for,
    hvor meget diskussionen påvirkede hjertet og kredsløbet.

    Det viste sig at diskussionerne
    over de neutrale emner næsten ikke påvirkede pulsen
    eller blodtrykket, enten forsøgspersonerne talte hurtigt,
    normalt eller langsomt. Men når de unge mennesker diskuterede det,
    der kunne gøre hver især af dem meget vrede, så forekom der
    meget store stigninger i både deres puls og blodtryk.
    i den gruppe, der talte på en "vred måde",
    altså højt og hurtigt.

    I den gruppe, der talte i et dagligdags tonefald,
    var der kun en lille stigning i blodtrykket og slet ingen stigning i pulsen.
    Og mest overraskende af alt: den gruppe, der diskuterede deres "vrede emne"
    i et indstuderet langsomt og lavt tonefald, viste overhovedet ingen stigning
    i hverken blodtryk eller puls (der var endda for denne gruppe tale om
    et lille fald i pulsen).

    Man kunne måske tro, at den sidstnævnte gruppe
    ikke havde nogen puls- eller blodtryksstigning, blot fordi de pågældende
    på grund af den stilfærdige talemåde slet ikke havde følt sig vrede.
    Men det var ikke tilfældet.

    Alle forsøgspersonerne havde efter hvert diskussionsforløb
    givet udtryk for, hvor stærk en vrede de havde følt under diskussionen,
    og det viste sig, at de, der havde diskuteret deres "vrede emne"
    i det stilfærdige tonefald, havde følt sig næsten lige så vrede
    som de, der havde diskuteret i det vrede ophidsede tonefald.

    Det viser altså, at man godt kan føle sig meget vred,
    men alligevel undgå den farlige belastning af hjerte og blodtryk,
    blot man taler stilfærdigt om tingene. Det er måske en af grundene til,
    at kvinder har langt færre hjertesygdomme end mænd.

    referat fra
    Thomas Nielsen, lektor fra
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.
    Forskningsnyt fra Psykologien, August 2003

    Kilde: A.W. Siegman (1993). Cardiovascular consequences of expressing,
    experiencing, and repressing anger. Journal ofBehavioral Medicine, 16, 539-569



    Hvad er gevindsten
    ved at skælde og smælde alle ud?

    Kan et vredesudbrud hæve humøret?
    Vi opfatter vel almindeligvis vreden som en uønsket og negativ,
    altså en ubehagelig følelse. Alligevel kan du komme ud for mennesker,
    der tilsyneladende nyder at skælde andre ud, og som endda ser ud til
    at komme i helt godt humør efter at have givet andre en skideballe.

    Dette tilsyneladende paradoks
    har fået tre amerikanske psykologer fra Universitetet i lowa
    til at stille sig det enkle spørgsmål, om vi måske ligefrem undertiden
    opfører os vredt eller aggressivt over for andre for at forbedre vores eget humør?
    Eller med andre ord: Kan det godt være lystbetonet og humørforbedrende
    at skælde andre mennesker ud med fynd og klem?

    For at teste denne hypotese
    om gevindsten ved at skælde andre ud
    bad forskerne 50 unge mænd og kvinder
    om at deltage i et eksperiment, hvis formål de ikke røbede for deltagerne.
    I den første del af eksperimentet søgte de at gøre forsøgspersonerne vrede
    ved at håne og nedgøre en skriftlig opgave, de først havde besvaret.

    I den anden del af eksperimentet
    fik forsøgspersonerne derpå mulighed for at "rase ud"
    over for en anden forsøgsperson, idet forsøgspersonerne to og to
    blev udsat for et reaktionstids-eksperiment, hvor man angivelig ville
    forsøge at forbedre resultaterne ved at "straffe" den forsøgsperson,
    der var den langsomste på knapperne - af de to, der konkurrerede.

    Straffen bestod af to sekunders støj i en høretelefon,
    og den forsøgsperson, der skulle "straffe" i reaktionstidsforsøget,
    kunne selv vælge støjstyrken ved at dreje på en knap fra 60db til 105db.
    En støj på 105db er så ubehagelig, at det er yderst pinefuldt
    - men dog ikke skadeligt.

    Fra tidligere forsøg vidste man, at de forsøgspersoner, der var chikanere
    i den første del af eksperimentet ( hvor de blev hånet for deres skriftlige præstation)
    også nu valgte betydeligt stærkere "straffe" i reaktionstidseksperimentet,
    sammenlignet med forsøgspersoner, der ikke var gjort vrede i forvejen.

    Men det nye i det her omtalte eksperiment var,
    at forskerne i forvejen - under et helt andet påskud - havde givet halvdelen
    af forsøgspersonerne en pille med den besked, at pillen helt ville neutralisere
    deres følelsesliv, sådan at de hverken ville være i stand til at føle glæde
    eller nedtrykthedunder konkurrencen. Pillen var en harmløs kalkpille.

    Resultaterne af dette nye eksperiment viste,
    at forsøgspersoner, der ikke havde fået fup-pillen,
    benyttede lige så kraftige straffe som de forsøgspersoner,
    der i tidligere eksperimenter på samme måde var blevet gjort vrede
    af forsøgslederen. - Men den gruppe af forsøgspersoner, der havde
    fået fup-pillen - og altså ikke troede, at noget kunne gøre dem glade
    - benyttede sjovt nok ikke stærkere straffe end forsøgspersoner,
    der slet ikke var gjort vrede i forvejen!

    Selv om Fuppille-gruppen var blevet lige så vrede som den anden gruppe
    over at blive hånet i forvejen, viste de altså ingen tendens til at lade deres vrede
    gå ud over andre - hvilket kun kan forklares ved, at de netop ikke troede,
    at en aggressiv hævn adfærd, kunne hæve deres humør.


    Konklusionen
    på denne undersøgelse er altså,
    en støtte til antagelsen om, at i hvert fald en del af den vredladne adfærd,
    vi bliver udsat for, beror på, at den vredladne person forventer - mere
    eller mindre bevidst - at få hævet sit humør
    efter at have afleveret skideballen.

    Den omstændighed, at du ganske rigtigt - og kortvarigt
    kan få dig en lystbetonet oplevelse af at opføre dig aggressivt
    over for andre, forhindrer selvfølgelig ikke, at du på længere sigt
    kan blive ganske deprimeret over, at du får et dårligere parforhold
    og forhold til andre mennesker, når du opfører sig aggressivt.

    Thomas Nielsen, Lektor på Årh. Univ.
    Forsknings-nyt fra psykologien
    fra februar, 2002.




    Måske kan vi andre
    meget bedre lide dig, som er
    et eller andet, der imellem? Prøv det
    i den kommende uge - og vurder selv.



Tilbage til Overblikket over
alle siderne i Psykoweb.dk