Danmark 2. April 2022
Kun hver tiende melder partnervold.
9 ud af 10 tilfælde af partnervold i Danmark, bliver ikke meldt til Politiet.
viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE)
og organisationen "Lev Uden Vold", Ritzau.
Louise Glerup, som er direktør for "Lev Uden Vold."
kalder det tankevækkende, hvor meget partnervold politiet ikke har kendskab til.
Alligevel er hun ikke overrasket. »Typisk, når det handler om partnervold, bliver man
udsat for vold af et menneske, som man måske også elsker. Der kan være meget omsorg
og bekymring, i forhold til hvilke konsekvenser, det har for den opfarende hidsige person,
der sådan helt taber hovedet - og som man virkelig ikke ønsker noget ondt«, siger hun.
Rapporten skelner mellem fire typer af partnervold:
Fysisk, psykisk, seksualiseret og ond økonomisk vold.
Ud af 17.000 respondenter svarer 4,5 procent af kvinderne
og 2,4 procent af mændene, at de har været udsat for mindst
en type partnervold i det seneste år. I 92 procent af tilfældene
fik politiet ikke besked - og volds episoderne fortsætter, oftest.
Det, som hun fortvivlet i afmagt, prøver at sige til ham, er:
"Jo bedre du og jeg har det indeni med os selv - og hinanden,
jo mindre vil vi føle denne store lyst til "at knockoute hinanden"
- blot for at føle sig selv lidt mere ovenpå, i et kort kort øjeblik.
Eller er det for at få ret? Ret i hvad? - Eller for at rette på dig?
Ved du, hvad du omme bag vreden, slåes for - eller imod?
Og måske hun en dag venligt og konstruktivt, blot siger:
"ja du, nu mangler vi begge at at finde de der ærlige enkle ord,
der forløser og kan forstås. Jeg - og du - vi føler os ikke forstået.
Enig?" - Ok - så lad os starte med at forstå vores uenighed bare lidt
dybere. Vi har jo vores forskellige måde at opfatte det, der sker.
Hvad handler det her om? Vil du starte? - eller skal jeg starte?"
Regel nr 1. "Når jeg taler - lytter du. Og når du taler,
så lytter jeg." Forslag: Hver får 5 minutter til at fortælle
for at blive forstået - og uden at blive afbrudt eller rettet.
"Åbn blot ørerne og prøv at forstå mig, der er din bedste ven.
Giv mig 5 minutter. Og bagefter, er det dig, der taler i 5 minutter
og jeg lytter. Næste runde kan så være på 2 x 10 eller 2 x 20 minutter.
Eller tag endnu en intens runde på 2 x 5 minutter, uden afbrydelse.
Brug et æggeur. Og/ eller optag det der derfra siges, på mobilen,
så du og din ven senere, kan lytte lidt nøjere efter
- også til, hvad du selv sådan hørbart sagde.
Husk voldens logik:
"Der sker, når ordene slår fra sig og mere fastlåser fremfor forståes.
Først hører du afmagtens desperate ord, og derpå mærker du næverne,
foragten, hånen, ydmygelserne, der gør at I bliver hinandens fjender,
netop der, hvor der kunne opnåes dybere forståelse og bygges broer.
Hvad siger forskningen om vrede
og skænderier, set i forhold til parforhold?
Læs her diverse interessante undersøgelser om.
+ Hvorfor går hun /han altid og skælder ud?
+ Alkohol og et skænderi er en dårlig cocktail.
+ Vrede i sig selv, svækker ikke kærligheden.
+ Intensiteten og Måden I skændes på, bestemmer
...+ hvor længe I er sammen.
+ Kan du skelne vrede - fra fjendtlighed?r
+ om Hustruvold - og vold imod mænd, se her:
+ Hver 5. barn bliver tævet hjemme.
+ Hvad gør raseriudbrud og bitre skænderier ved børnene?
|
Tag endelig ikke en drink
når I er igang med at skændes
- hvis du altså ønsker at få løst problemet!
Der er flere undersøgelser, der viser,
at een af de vigtigste grunde til skilsmisser er
den manglende evne hos de to partnere til at løse
deres indbyrdes problemer og konflikter igennem rolige
og konstruktive samtaler. Hvis begge parter i et forhold,
synes at den anden er til at tale med. Og de løsninger,
der besluttes, holdes, fordi de stoler på hinanden
- ja så er det sjældent at et par bliver skilt.
Fordi, at når konflikterne, uenighederne og
de tilhørende misstemninger ikke bliver ryddet af vejen
via en gensidig forståelse og forhandling, så hober de sig op.
F. eks. under gulvtæppet, hvor de til sidst bare vælter frem
og medfører et totalhaveri af den ægteskabelige vogn.
Den erfaring siger de fleste af os jo gerne ja til,
og hvorfor går det så ofte galt alligevel?
En canadisk undersøgelse viser,
at en vigtig årsag til mange fejlslagne samtaler
imellem ægtefæller simpelthen kan være alkohol!
Resultaterne af den canadiske undersøgelse
tyder nemlig overbevisende på, at selv en let til moderat grad
af alkoholpåvirkning let kan føre til en meget negativ,
kritisk, bebrejdende og vredladen holdning over
for den ægteskabelige forhandlingspartner.
De canadiske forskere fik 56 yngre mænd,
(der alle havde levet i et parforhold i mindst seks måneder),
til at deltage i eksperimentet. Først blev de 56 mænd bedt om
at udfylde en række spørgeskemaer vedr. deres samliv. Herunder
blev de bedt om at udpege en særlig konflikt eller uoverensstemmelse
i forholdet til deres ægtefælle eller samlever, som var særlig "hot".
De blev udtrykkeligt bedt om at nævne een vigtig konflikt, som
de anså sig selv og partneren for at være "lige meget skyld i."
Herefter blev disse 56 unge mænd delt i tre grupper.
De to af grupperne fik at vide, at de skulle drikke en drink med et beskedent indhold
af alkohol (under et helt uvedkommende påskud), men rent faktisk var det kun
den ene af disse 2 grupper, der fik alkohol i drikken. Den anden gruppe
fik en stærkt smagende drik, som de altså troede, der var alkohol i,
- men det var der altså ikke i virkeligheden.
Gruppe 1 blev kaldt placebo-gruppen
Den var beregnet på at teste virkningen af selve den faktor,
at forsøgspersonerne selv troede, de var under alkohol-påvirkning.
I gruppe 2 fik de drinks, så de fik en promillle på 0,8, ( hvilket svarer
til at vedkommende har indtaget 2 - 3 genstande i løbet af en times tid).
Gruppe 2 var altså kun påvirket i "middel grad" af alkoholpåvirkning.
Gruppe 3 var kontrolgruppen,
der slet ikke fik noget at drikke, således at de hverken var
eller troede de var - alkohol-påvirkede under den sidste del af eksperimentet.
Efter at de 3 grupper havde lavet noget andet,
een af dem altså som letberusede, blev der afsluttet
med at forsøgspersonerne i alle tre grupper igen blev bedt om
at udfylde spørgeskemaer. Bl.a. vedr. deres syn på den konflikt
de tidligere havde frernhævet var en konflikt og uenighed,
som de anså at begge parter var "lige meget skyldige i".
Da de tre grupper nu skulle beskrive den selvsamme konflikt,
viste det sig, at den gruppe, der var middelsvært alkoholpåvirket,
i høj grad afveg fra deres tidligere bedømmelse - og fra de to andre grupper:
Nu mente de alkoholpåvirkede forsøgspersoner nemlig, at det stort set
kun var deres ægtefælle, der var 100% skyld i problemet,
og de bedømte denne på en langt mere negativ måde
efter at have fået hjernen bedøvet med alkohol.
end de gjorde i indledningen af forsøget.
På den baggrund er det let at forestille sig, at ægtepar,
der forsøger at løse deres indbyrdes problemer, og i bedste mening
forsøger at "bryde isen" med et par drinks, bare kommer til at forværre
den almindelige tendens til at give partneren hele skylden
og samtidig være helt blind for sin egen andel
i det årsagsmønster, der ligger bag.
Betydningen af dette råd
fremgår også af at 50 - 75% af alle voldepisoder,
såvel i hjemmet, som diverse steder udenfor,
er nøje forbundet med alkoholindtagelse.
"Når alkoholen kommer ind,
går forstanden ud", som de gamle sagde.
I dag ved vi, at alkohol sløver de celler i hjernen,
der har med overblik at gøre. Og indlevelsesevnen
og lytteevenen bliver mere eller mindre koblet helt ud.
Du bliver ikke bare halvfuld, du bliver halvforgiftet
- og dette er ikke særlig kløgtigt, når I godt vil
at der nu skal diskuteres noget alvorligt.
Der går simpelthen kuk i det.
Så lav en kop kaffe i stedet for,
næste gang I skal tale om noget alvorligt.
Referat af Thomas Nielsen,
lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
fra “Forskningsnyt fra Psykologien”, 2000, 9(5)
Kilde: MacDonald, G., Zanna, M.P., & Hohnes, J.G. (2000).
An Experimental Test of the Role of Alcohol in Relationship Conflict.
Journal ofExperimental Social Psychology, 36,182-193.
Læs fakta og se undersøgelser om Alkohol:
her: hjem.get2net.dk/ebbesk/fakta/alkohol.htm
og se en dag også om Mænds depressioner, her:
home6.inet.tele.dk/ebbesk/research/depress-men.htm
|
Ægte kontakt
versus ikke at kunne nå hinanden:
Til Nygifte:
Jeres skænderier kan forudsige,
hvor længe jeres ægteskab vil holde.
En undersøgelse af Sybil Carrère og John M. Gottman fra Universitet i Washington
viser, at man ud fra studiet af blot 3 minutters diskussion hos nygifte ægtefæller
med næsten uhyggelig stor præcision kan forudsige, hvem der bliver,
og hvem der ikke bliver skilt - i løbet af de næste seks år!
De to forskere fik 124 nygifte ægtepar
til at deltage i en undersøgelse, hvor de skulle vælge et emne,
som de p.t. var uenige om. F.eks. fordeling af husarbejde, rengøring,
opdragelse af børn, omgang med svigerfamilie - eller andet der var hot.
Derefter skulle de sidde over for hinanden og diskutere
dette indbyrdes emotionelle problem i 15 minutter.
Under diskussionen blev de videofilmet, hver for sig vi a 2 kameraer,
Derefter satte man trænede iagttagere til at registrere forekomsten af positive
og negative følelsesmæssige ytringer hos begge de to parter.
De følelsesmæssige ytringer blev vurderet ud fra ansigtsudtrykket
ud fra indholdet i det, der blev sagt - og hele måden, det blev sagt på.
Selv om det er svært at afgøre nøjagtigt, hvornår et menneske udviser
en positiv eller negativ følelsesmæssig reaktion over for sin ægtefælle,
så lykkedes det de to bedømmere at blive enige, i langt de fleste tilfælde.
Man kan derfor være rimelig sikker på, skriver forskerne,
at det var en ganske pålidelig objektiv registrering af ægtefællernes
følelsesmæssige reaktioner, der blev foretaget i denne undersøgelse.
I den del af undersøgelsen, vi beretter om her,
blev der for hver 3- minutters periode simpelt hen talt op,
hvor mange positive og hvor mange negative ytringer, der forekom
hos henholdsvis manden og konen i ægteparret.
Ved at trække antallet af positive ytringer
fra antallet af negative ytringer, fik man et enkelt mål
for graden af "negativitet" i diskussionen med ægtefællen
hos hver af de to deltagere iblandt de 124 nylig gifte par.
Det viste sig, at dette enkle mål for negativitet
med næsten forbløffende præcision faktisk kunne forudsige,
hvem af dem, der ville blive skilt i løbet af de næste 6 år!
Ved undersøgelsen seks år efter denne diskussions-undersøgelse
var 17 af de 124 ægtepar blevet skilt, og disse 17 ægtepar havde i gennemsnit
udvist en meget høj negativitet over for hinanden
allerede ved diskussionen, kort efter brylluppet.
Det viste sig som forudsagt, at det i lige høj grad
var negativitet hos manden og konen, der varslede senere skilsmisse.
Det rnest slående resultat var dog, at det for kvindernes vedkommende gjaldt,
at deres negativitet allerede i den første 3-minutters periode af diskussionen
kunne forudsige den senere skilsmisse. Dette mål var næsten lige så godt som
al negativiteten , der blev målt over hele den ialt 15 minutter lange diskussion
hos dem begge til at forudsige, hvordan deres forhold ville gå!
"Der, hvor de er på vej mod en skilsmisse, var det
somom at hun siger nej til ham - på mange andre planer,
end kun mht. det punkt de diskuterer. Hun går direkte
på ham somom han er utroværdig og under lavmålet,
eller tager imod hvad han siger, som en princesse,"
som en af forskerne beskrev, det som han så.
Mændene registrerer det godt nok,
men de omtaler det ikke. De bliver blot vrede.
For mændene var vredes-mønstret nemlig lidt anderledes.
Her var negativiteten hos de, der senere blev skilt, ikke særlig stor
i den første tre-minutters periode. Til gengæld blev graden af negativitet
større og større i løbet af de 15 minutter, de 5 x 3 min. samtaler varede.
Det ser altså ud til, at de fatale Faresignaler, der varsler skilsmisse
senere hen, viser sig lige fra starten af diskussionen hos kvinderne,
imens de hos mændene mere synes at blive stærkere og stærkere,
jo længere diskussionen - og ægteskabet - varer.
Især var kropssproget og undertoner af foragt,
mistillid og en indirekte fjendtlighed, farlige signaler
hos disse nygifte, der - på overfladen - virkede glade og lykkelige.
Denne sammenhæng imellem negativitet i ægteskabelige diskussioner
og senere skilsmisse, kan dels ses som anbefaling af mere grundige overvejelser
over, hvem man passer - og ikke passer sammen med. Og dels kan den ses
som en anledning til at lære unge ægtepar, der har svært ved at diskutere
på en åben, positiv og konstruktiv måde - bedre metoder til
at tackle den - uundgåelige - indbyrdes uenighed på.
Referat af Thomas Nielsen,
lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
fra “Forskningsnyt fra Psykologien”, Psykolog Nyt,
nr. 15, 2001 2000, 9(1
Kilde: Carrére, S., & Gottman, J.M. (1999).
Predicting Divorce among Newlyweds from the First Three Minutes
of a Marital Conflict Discussion. Family Process, 38(3), 293-301.
+ se også dette referat af Gottmans undersøgelse:
Ebbe´s konklusion:
Kort sagt: Pas altså på med at vælge dig en partner,
der drikker lidt for meget for at berolige sine nerver og som
er hånlig, fjendtlig eller sortseende - og kan lide at skændes.
Når Nærkontakt-mønstret er sådant, når I er forelskede
er chancen meget lille for, at I overlever de første 6 år!
Det bliver nemlig ss. ikke bedre, blot værre:
Selve den måde,
hvorpå I skændes, betyder altså meget.
MEN EVNEN TIL AT KLINKE SKÅRENE
er et endnu bedre signal til at forudse jeres skæbne.
Psykologen John M. Gottman og Robert Levenson,
har for nylig udført endnu en undersøgelse for at undersøge
sammenhængen imellem ægteskabelige samtaler og senere skilsmisse.
I denne undersøgelse indgik der 85 ægtepar,
der ikke, som i den foregående undersøgelse var helt nygifte.
Disse 85 ægtepar havde i gennemsnit været gift i 6 1/2 år på det tidspunkt,
hvor deres måde at diskutere en konflikt på, blev undersøgt.
Som i den ovenfor omtalte undersøgelse blev de 85 ægtefæller
bedt om at diskutere et indbyrdes problem i 15 minutter. Men som
noget nyt blev de også bedt om bagefter at diskutere et "rart" emne i 15 minutter,
altså tale om et emne de normalt var enige om, og havde glæde af at tale om.
I denne undersøgelse fulgte forskerne kun ægteparrene i 4 år,
men det var dog nok til, at "et tilstrækkeligt antal" var blevet skilt (15 af de 85),
således at der kunne udføres statistiske undersøgelser over sammenhængen
imellem de ægteskabelige samtaler og den senere risiko for skilsmisse
i den efterfølgende 4 års periode.
Ganske som i den foregående undersøgelse, viste det sig,
at graden af negativitet hos de to ægtefæller med høj præcision kunne forudsige,
hvem der senere blev skilt. Ved hjælp af statistiske beregninger kunne forskerne
endda sætte et tal på graden af præcision i denne forudsigelse:
De følelsesmæssige reaktioner under diskussionen
af et indbyrdes problem kunne med 82% sikkerhed forudsige,
hvem der blev, og hvem der ikke blev skilt! Med andre ord slog beregningerne
kun fejl i mindre end hvert femte tilfælde, når man ægtepar for ægtepar så på,
hvem der stadig ville være gift - og hvem der ville være skilt 4 år senere.
Men det mest interessante
ved denne Prognose-undersøgelse
i forhold til ovenstående, var den efterfølgende diskussion,
der skulle have været en rar og positiv diskussion. Det viste sig nemlig,
at det var de ægtefæller, som i den efterfølgende diskussion stadig lod vreden
fra den foregående diskussion - dominere deres adfærd, der i højere grad
havde udsigt til en skilsmisse i de efterfølgende 4 år.
De ægtefæller, som i "problemdiskussionen" godt nok
havde været ret negative over for hinanden, men som i den efterfølgende
positive diskussion var i stand til at lægge misstemningen bag sig og genoprette
det gode forhold - de var ikke nær så ofte blevet skilt i de efterfølgende 4 år.
Når forskerne beregnede denne nye sammenhæng
imellem graden af negative ytringer - især vrede - hos begge ægtefæller
og en senere skilsmisse, nåede de frem til, at hyppigheden af negative følelser
også i den "positive diskussion" med 92% nøjagtighed
kunne forudsige en senere skilsmisse!
Altså at se på, hvor længe der går - og hvem
der igen rækker en forsonende hånd frem, vil med
en endnu højere præcision forudsige chancen for en skilsmisse
end hvis du kun ser på "Negativitet i en problemdiskussion".
eller andre dramatiske udtryk for vrede og raseri.
Jvnf. logikken i disse 2 helt vilde billeder:
......................."Hej Skat! - ræk mig lige hårtørren."
Taget under ét viser disse to undersøgelser altså,
at det er et meget skidt tegn for ægteskabets holdbarhed,
hvis et par - under en vigtig diskussion om et alvorligt problem
udviser mange negative ytringer om og over for hinanden.,
F. eks. går efter personen, frem for efter bolden
eller udtrykker hån, foragt og en stor mistillid.
Men det er et endnu mere alvorligt varsel = 92% sikkert!,
om ægteskabets ubestandighed, hvis de efter en strid diskussion
ikke bagefter hurtigt er i stand til at klinke skårene, og forsones
men tværtimod bliver ved med at at være vrede på hinanden ,
selv om det nu er et "hamløst" problem, de diskuterer.
Referat af Thomas Nielsen,
lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
fra “Forskningsnyt fra Psykologien”, 2000, 9 (1)
Kilde: Gottman, J.M., & Levenson, R.W. (1999)
"Rebound from Marital Conflict and Divorce Prediction."
Family Process, 38 (3), side 287-292.
+ se denne gode webside med signaler om
jeres parforhold mon er på vej i en hel galt retning:
/www.utexas.edu/student/cmhc/booklets/relatvio/relaviol.html
Et stort rødt og måske et kulsort signal
om at der ss. er for få skilsmisser herhjemme:
Hvert 5. barn udsat for vold i hjemmet
De bliver rystet eller rusket, slået med flad hånd, med knytnæve,
sparket eller blevet nevet hårdt. Københavnske skolebørn fra 5-9. klasse
foklarer i en undersøgelse, at de har været udsat for vold
inden for hjemmets fire vægge, skriver Politiken.
"- Det er rystende - og fuldstændigt uacceptabelt",
siger borgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) til Politiken.
Undersøgelsen blev bestilt af politikerne, efter en lærer på Rådmandsgades skole
på Nørrebro i foråret nærmest ved et tilfælde opdagede, at to ud af tre elever
i hendes klasse oplevede vold i hjemmet.
Systematisk vold
Næsten hvert tredje af de voldsramte børn angiver, at de har fået mærker på kroppen
efter slag, spark eller lignende. Og godt en tredjedel svarer, at de er blevet slået
mange gange - det vil sige mere end ti.
Knap 3.000 københavnske skolebørn har udfyldt et elektronisk spørgeskema.
Eleverne er udvalgt, så de er repræsentative for skolerne i København. Undersøgelsen
viser, at det står langt mere alvorligt til end hidtil antaget. Tidligere i år viste
en landsdækkende undersøgelse af unges vilkår, at kun ganske få blev
udsat for vold, og at unges etniske herkomst ingen forskel gjorde.
Vold i tosprogede familier
Den nye undersøgelse viser, at børn i flere tosprogede familier
markant oftere udsættes for vold end børn, som kun taler dansk med deres forældre
27 procent af børnene med indvandrerbaggrund oplever at blive slået !,
men også i alm. danske familier oplever 12 procent af børnene vold.
- Der er desværre rigtig mange med minoritetsbaggrund,
der har en meget autoritær opdragelsesform, som det var i Danmark i 1950'erne,
siger den radikale politiker Manu Sareen til Politiken. Han har gennem sit arbejde
har haft nær kontakt med mange udsatte børnefamilier. Han tror på, at oplysning virker.
Men advarer samtidig mod at tage de lyserrøde kulturelle briller på og ignorere volden,
fordi den foregår desværre alt for ofte endnu i afmægtige indvandrerfamilier.
Dr.Dk - 29. okt. 2009
|
VREDEN I SIG SELV
SVÆKKER IKKE KÆRLIGHEDEN, men ...
Når man kommer til at overvære et voldsomt udbrud af vrede
eller ligefrem raseri, som den ene i et parforhold retter mod sin partner,
kan man let komme til at tænke, at denne rasende person da umuligt
kan elske sin partner, sådan som han eller hun opfører sig.
Men det kan den pågældende altså alligevel godt
ifølge en ny undersøgelse fra New Zealand. Her har to psykologer, Bruce Ellis
og Nell Malamuth, undersøgt 124 unge par og fundet at mængden af den vrede,
den enkelte oplever i deres parforhold, tilsyneladende ikke på nogen måde
siger noget om, hvor meget kærlighed de føler over for partneren.
Disse 248 unge mennesker udfyldte alle et spørgeskema
vedr. dels vrede: " Hvor ofte og hvor kraftigt er du vred på din kæreste?",
og " Hvor stor oplever du at din kærlighed er til din kæreste?"
Altså hvor meget de selv følte, at de alt i alt elskede
deres nuværende partner blev sat op imod
hvor vrede de kunne blive på denne.
Herudover udfyldte de spørgeskemaer
om partnerens helt konkrete daglige adfærd i parforholdet.
De handlinger, der blev spurgt om, var opdelt i positiv adfærd
(for eksempel"Han /hun viser ofte omsorg for mit velbefindende.")
og negative: ("Han /hun siger undertiden sårende ting til mig.")
Og endelig var der et par afsluttende spørgsmål om deres
Generelle tilfredshed med parforholdet.
Resultaterne viste for det første,
at selv store mængder af vrede ikke nødvendigvis betød mindre kærlighed.
Og omvendt var fravær af vrede, ikke en garanti for en høj grad af kærlighed
Men selv om vreden således ikke synes at svække graden af kærlighed,
så svækkede den i høj grad den generelle tiffiredshed med forholdet.
Denne tilfredshed afhang nogenlunde ligemeget af
en høj grad af kærlighed - og en lav grad af vrede i dagliglivet.
Der kunne altså forekomine personer i de pågældende parforhold
der nærede en nærmest grænseløs kærlighed til partneren, og
som dog alligevel var temmelig utilfreds med parforholdet
på grund af en stor vrede imod partneren - eller sig selv.
Det viste sig endvidere, at de to former for adfærd,
som partnerne udviste i forholdet, altså den negative og positive adfærd,
især var vigtig for henholdsvis den oplevede styrke i vreden og kærligheden.
En høj grad af positiv adfærd fra partnerens side styrkede altså kærligheden
- uden i øvrigt at påvirke følelsen af vrede hos disse unge mennesker.
En høj grad af negativ adfærd
påvirkede tilsyneladende kun vreden
i opadgående retning, selvfølgelig - men spillede
tilsyneladende ingen reducerende rolle for kærligheden.
Referat af Thomas Nielsen,
lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
fra “Forskningsnyt fra Psykologien”,
Kilde: Ellis, BJ., & Malarnuth, N.M. (2000).
Love and Anger in Romantic Relationships:.
Journal of Personality, 68(3), 525-556.
Ebbe´s konklusion:
Vrede er altså ikke i sig selv altid noget negativt.
At blive vred kan også være et sympatisk tegn på
at I danser meget tæt - og derfor selvklart også
oftere træder hinanden over tæerne.
Så ... det er ikke selve vreden eller raseriet,
der er problemet. Mere måden som denne vrede
og afmagten udtrykkes på. Og dette kan godt ændres,
hvis man 1. tør stå ved sine irrationelle vredes udbrud
og 2. rent faktik øver sig i at finde nye og andre måder
at have det sådan. 3. at du får ros og anerkendelse,
når du udtrykker dig assertivt, fremfor voldeligt.
|
Hvorfor går han /hun
mon og skælder ud hele tiden?
Kan et vredesudbrud hæve humøret?
Vi opfatter vel almindeligvis vreden som en yderst negativ,
og ubehagelig følelse, men alligevel kan du komme ud for mennesker,
der tilsyneladende næsten nyder at skælde andre ud, og som endda ser ud til
at de kommer i et helt godt humør efter at have givet andre en skideballe.
Dette tilsyneladende paradoks
har fået tre amerikanske psykologer fra Universitetet i lowa
til at stille sig det spørgsmål, om vi måske ligefrem undertiden
opfører os vredt eller aggressivt over for andre for at forbedre vores eget humør ?
Eller med andre ord: "Kan det godt være lystbetonet og humørforbedrende
at være aggressiv over for andre? Kort sagt: Virker det
opkvikkende at tørre sit dårlige humør af på andre?
For at teste denne hypotese
bad forskerne 50 unge mænd og kvinder
om at deltage i et eksperiment, hvis formål de ikke røbede for deltagerne.
I første del af eksperimentet forsøgte de at gøre forsøgspersonerne vrede
ved at håne og nedgøre en skriftlig opgave, som de havde besvaret
over et givet emne. - "Er det virkelig alt, hvad du kan?" etc.
I den anden del af eksperimentet
fik forsøgspersonerne derpå mulighed for at være "aggressive"
over for en anden forsøgsperson, idet forsøgspersonerne 2 og 2
blev udsat for et reaktionstids-eksperiment, hvor de angiveligt ville
forsøge at forbedre resultaterne ved at "straffe" den af de 2 forsøgspersoner,
der ved hvert forsøg viste sig at være den langsomste på knapperne.
Der var kort sagt lagt op til at een hver gang skulle straffes.
I denne 2. del af forsøget bestod straffen af
to sekunders støj i en høretelefon, og den forsøgsperson
der skulle "straffe" sin makker i reaktionstidsforsøget, kunne
selv vælge støjstyrke ved at dreje på en knap fra 60db til 105db.
En støj på 105db er ret pinefuldt - men dog ikke skadeligt.
Fra tidligere forsøg vidste forskerne,
at forsøgspersoner, der var chikaneret i den første del af eksperimentet
- dvs der hvor de blev hånet og ydmyget for deres skriftlige præstation
valgte betydeligt stærkere "straffe" til makkeren i reaktionstidseksperimentet
sammenlignet med forsøgspersoner, der ikke var gjort vrede i forvejen.
Det nye i det her omtalte eksperiment var,
at man i forvejen - under et andet påskud - havde givet halvdelen
af forsøgspersonerne en pille med den besked, at den helt ville neutralisere
deres følelsesliv - så de hverken ville være i stand til at føle glæde
eller nedtrykthed, når de effektuerede straffen .
- Pillen var reelt kun en harmløs kalkpille.
Resultaterne af dette eksperiment viste,
at forsøgspersonerne, der ikke havde fået fup-pillen,
benyttede lige så kraftige straffe som forsøgspersoner,
der i tidligere eksperimenter på samme måde
var blevet gjort vrede af forsøgslederen.
Men den gruppe af forsøgspersoner,
der havde fået den omtalte fup-pille og derfor ikke troede,
at noget kunne gøre dem glade - de benyttede ikke stærkere straffe
end de forsøgspersoner, der slet ikke var gjort vrede i forvejen!
Selv om Fuppille-gruppen var blevet gjort lige så vrede
som den anden gruppe over at blive hånet og ydmyget i forvejen,
viste de altså ingen som helst tendens til at lade deres vrede gå ud over andre
- hvilket forskerne mener kun kan forklares med, at de jo ikke troede,
at "en hævn" eller en aggressiv adfærd kunne hæve deres humør.
Konklusionen støtter den almindelig kendte teori om,
at i hvert fald en del af den vredladne adfærd, vi bliver udsat for,
beror på, at den vredladne person forventer - mere eller mindre bevidst
- at få hævet sit humør efter at have afleveret skideballen.
Den omstændighed, at vi ganske kortvarigt
kan få en lystbetonet oplevelse ved at opføre os aggressivt
over for andre, forhindrer selvfølgelig ikke, at du på langt sigt
kan blive deprimeret over, at du derved får et dårligere forhold
til dine medmennesker - når du opfører sig så aggressivt.
På kort tid, og lige i nuet
kan et raseriudbrud godt lette anspændthed
og give dig et øjebliks glæde og styrkefølelse.
Ulempen er, at dette kicks på længere sigt
også godt kan gøre dig mere ensom.
Thomas Nielsen, Lektor på Årh. Univ.
Forsknings-nyt fra psykologien
fra februar, 2002.
Ebbe´s konklusion:
"Du giver dig selv et skud adrenalin,
som selvfølgelig kvikker og hidser dig op,
ganske som en alkoholiker tager sig en snaps.
Og denne fest i munden lader du mig og børnene betale for!"
som en meget vred kvinde sagde, da hun havde fået nok
af sin Brøleabe af en mand, og var ved at gå.
Denne ubevidste - ?- "pay-of"
den Energi-effekt, som det er at hidse sig op,
er vigtig at have med i sin strategi, hvis du ønsker
at bryde denne dumme vane med at råbe højere,
- i håbet om at nogle på den måde vil høre dig?
Det er meget svært, hvis du ikke finder på
en anden måde at få dig et energi-kick.
Alle dårlige vaner
bliver jo ved med at fungere,
fordi "der er noget i det, for dig."
Oftest er det blot en kortvarig lettelse,
(som ved tobaksrygning) eller som her:
et brus af adrenalin igennem kroppen.
Ulempen er, at disse kicks på længere sigt
også nemt kan gøre dig mere ensom - og
ved kronisk vredladenhed, syg i hjertet.
Se flere Fakta fra forskningen derom.
+ en god webside - på engelsk, desværre
om at overfuse og nedgøre hinanden i parforhold:
www.drirene.com/
|
"Er denne mand alt for vred?"
spørger lægen måske sig selv? Et godt råd:
Spørg hans kone.
Efter at psykologer i de senere årtier har beskæftiget sig
indgående med angst og depression for at hjælpe de mennesker,
der plages af disse følelsesmæssige problemer, er vi først i de senere år
rigtigt kommet i gang med også at forske for alvor i vreden.
Interessen for at forske i vrede
beror selvfølgelig på, at vredladenhed - især hos ægtefolk
kan være en ægte plage, ikke så meget for vedkommende selv
som for omgivelserne, når raseriet kammer over i regulær vold
som det ses ved hustruvold, nedgøring og børnemishandling.
Det har også vist sig,
at selv om vrede ikke er så lidelsesfuld som angst og depression,
så er den til gengæld mere skadelig for kroppen! Nye undersøgelser
viser samstemmende, at en høj grad af daglig vrede er mere skadelig
for de kropslige funktioner - især for hjertet og mht. hjerneblødninger
- end cigattter og selv høje grader af angst og depression.
Der er i adskillige nye undersøgelser nu fundet
en klar sammenhæng mellem høj grad af vredladenhed
(især hos mænd) og en senere høj risiko for dødelige sygdomme.
Het drejer det sig især om de hjertesygdomme,
der opstår ved "en tilstopning" af de blodårer, der forsyner hjerternusklen
med ilt og brændstof. Det er især fedtstoffer, der hober sig op i hjertets
kransårer - og derved giver risiko for en livsfarlig svækkelse af hjertet.
Denne vigtige opdagelse har ført til endeløse formaninger om
at spise mindre fedt, men faktisk er det sådan, at man under
en vred ophidselse "pumper" meget fedtstof ud i blodet,
- uanset hvad man har spist i de foregående dage.
Naturens mening med denne udpumpning af fedtstof
til musklerne ved vredladenhed er at det for fortidsmenneskene
var en stor fordel, at de fik mere brændstof i form af frie fedtsyrer i blodet,
når der skulle kæmpes imod farlige fjender. Det var ikke nok,
bare at brøle op - de skulle også have tilført ekstra energi.
Nutidens mennesker skal jo sjældent slås med næverne,
når de bliver rasende - f. eks. over en fornærmende bernærkning
fra en kollega på arbejdet. Men vi reagerer stadig med denne udpumpning
af fedt i blodet, når vi bliver rasende, og det kan altså i det lange løb
beviseligt være dødsens farligt for hjertet.
De forskere, der beskæftiger sig med denne
sammenhæng imellem vredladenhed og hjertesygdomme,
har imidlertid et stort problem med at kunne "måle" vreden
eller være endnu: Vredladenheden, hos de mænd,
som de undersøger i deres forsøg.
Som regel beder lægerne mændene selv om
at oplyse om deres vredladenhed, enten i et interview
eller ved at udfylde et spørgeskema. Men i begge tilfælde må forskerne
bekymret spørge sig selv: Kender disse mænd nu også deres "faktiske vredladenhed"
godt nok til, at de kan fortælle troværdigt om det i en spørgeskema-besvarelse?
Dette "Hvor godt kender du dig selv?" problem
har nu fået en af de førende forskere på området, Aron Siegman,
og hans medarbejdere til at gennemføre en ny undersøgelse
over vredladenhed og hjertetilstand hos mænd og kvinder,
- men denne gang med den - indlysende - nye tilføjelse:
at vredladenheden hos både de undersøgte mænd og kvinder
ikke blot blev oplyst af de pågældende selv, men også af deres ægtefæller.
Via en medicinsk metode kunne man nu nøjagtig måle,
hvor meget blodårerne i hjertet var begyndt at "stoppe til" hos
hver af de 53 mænd og 43 kvinder, der indgik i undersøgelsen.
Og bagefter kunne man så se, om der var nogen sammenhæng
imellem graden af vredladenheden hos de pågældende
og graden af tilstopning i hjertets kransårer.
Resultatet viste, at den tidligere teori om,
at vredladenhed giver tilstopning i hjertets kransårer
nu ser ud til at skulle modificeres på mindst tre punkter:
1) For det første var der ikke på noget punkt
en sammenhæng imellem noget som helst mål for vredladenhed
hos kvinderne og deres hjertetilstand. Det ser altså ikke ud til,
at vredladenhed udgør en fare for kvindernes hjertetilstand.
2) Hos mændene var der kun en direkte sammenhæng
imellem ydre vrede og sygdom, men ikke mellem vrede og hjertetilstand.
"Ydre" vil her blot sige vrede, der ydtrykkes direkte i vredladen adfærd
imod andre - som at skælde højrøstet ud, eller ligefrem at slå andre.
"Indre vrede" er blot at opleve vrede - uden at opføre sig vredt.
Denne undersøgelse viser
at det ikke er farligt for hjertet, hvis du lidt for ofte er tilbøjelig til
at føle dig vred og hidsig i forskellige situationer. Det farlige ligger i,
hvis du igen og igen opfører dig rasende over for andre!
3) Sammenhængen imellem ydre vrede og tilstoppede kransårer i hjertet
hos mændene var meget tydeliger, hvis lægerne tog udgangspunkt
i hustruens vurdering af hans vredladen, end når man spurgte
mændene selv om deres vredladenhed.
Den nye regel på dette område
går altså ud på, at hustruen er meget bedre til
at vurdere deres mænds tendens til "at lide af ydre vrede"
i ukontrolabel grad - end mændene selv.
Referat af Thomas Nielsen,
lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
fra “Forskningsnyt fra Psykologien”, 1999, 8(3)
Kilde:
Siegman, A.W., Townsend, S.T., Blu R.S., Sorkin, J.D., & Civelek, A.C. (1998).
Dimensions of Anger and CHD in Men and Wornen: Selfratings
Versus Spouse Ratings. Journal of Behavior, 21 (4), 315-336.
|
|
|
|
|