Om Vrede i ægteskabet.
Vi er alle født med evnen til at blive vrede, når vi bliver frustrerede
eller provokeret. Om vi så reagerer med vrede ved en sådan ubehagelig
begivenhed/frustration/provokation- i stedet for med at blive trist, ked af det
eller reagere frygtsomt, blive bange - ja, det beror både på arv og miljø.
Der er via tvillingundersøgelser fundet sikre beviser for,
at vi arver en større eller mindre tendens til at reagere netop med vrede ved stress og ydre begivenheder, frem for med andre følelser. Men miljøet
og vores livserfaringer spiller en meget større rolle.
Dels kan vi tidligere i livet være blevet "straffet" for at vise vrede,
så vi derved lærer at hæmme vores vrede og bliver bange for den, så vi næsten ikke kan føle vreden selv mere, når vi bliver voksne
Men der kan også være tale om, at børn - især drenge
under opvæksten ligefrem bliver belønnet for at være vrede eller voldelige,
hvis det f.eks. giver stolthed hos faderen eller respekt blandt kammeraterne. Som voksne kan vi sjældent huske de enkelte erfaringer, der enten har skræmt os væk fra at vise vrede - eller om vi tværtimod blev belønnet for at vise vrede, når man igen og igen "fik lejlighed" til at blive vred,
Vi har alle indøvet og erhvervet tankemønstre,
der får os til at begrunde vores specielle følelsesmæssige reaktion
på den ene eller anden måde. Undersøgelser over hvordan voksne reagerer på selv milde provokationer viser, at "de særlig vredladne" ofte overfortolker den ydre situation som en provokation,
der "fortjener" at blive mødt med passende vrede. ("You attack me, and therefore I attack you! )
Andre forsøgspersoner, der ikke viser vrede i samme ydre situation, har måske fortolket situationen som "en farlig situation" og reagerer med frygtsomhed. Eller de har fortolket situationen som et udtryk for, hvor ubehagelige mennesker kan være, og reagerer
derfor snarere med en følelse af tristhed, sorg og nedtrykthed.
("Oh suk - de er alligevel onde, og ingen kan lide mig nu"
eller "Skal jeg da altid blive misforstået? - og være alene
Eller hvad man nu end siger- til sig selv, indeni,
der mere understreger bruddet end vreden.)
Vores vredladenhed i dagliglivet afhænger kort sagt meget af tidligere erfaringer og de dertil tillærte tanke-fortolknings mønstre. Men
uanset, hvor meget vreden afhænger af det ene eller det andet,
er vrede og raseri en farlig følelse, især hvis den optræder til overmål, Altså hvis en person i dagliglivet udviser en høj grad af vredladenhed med hyppige og stærke "anfald" af vrede i situationer, hvor de fleste andre vil reagere mere afdæmpet og først undersøge situationen
Eller med helt andre reaktions-mønstre - og følelser.
Vreden kan være "farlig" på to måder:
På det indre kropslige plan - og på det ydre sociale plan. Hvad det kropslige angår, viser en meget lang række undersøgelser,
at mennesker med vedvarende høj vredladenhed har større risiko for at få hjertesygdomme og blodpropper. Formodentlig fordi vreden skaber en næsten kronisk ophidset tilstand i kroppen, der i det lange løb
kan slide på hjertet og kredsløbet.
Der er således fundet hyppige tilfælde af forhøjet blodtryk,
blodpropper i hjertet og hjerneblødninger hos midaldrende og ældre mennesker,
der livet igennem har været præget af en høj grad af vredladenhed.
Vreden, kan slå udad - eller gå indad.
I forbindelse med de rent kropslige skader af vrede,
er der dog tilsyneladende tale om en interessant kønsforskel.
Forskere skelner nu mellem ydre og indre vrede. Den ydre vrede
viser sig som det fremgår af betegnelsen, som højrøstet skæld ud
og eventuelt ligefrem korporlige angreb på vredens årsag.
Den indre vrede viser sig kun på det indre følelsesmæssige plan,
fordi den vrede behersker sig og ikke viser vreden udadtil.
En tidligere amerikansk undersøgelse over sammenhængen
imellem vrede og hjertesygdomme, fandt, at ydre vrede er mest
farlig for mænd, mens indre "hæmmet" vrede er farligst for kvinder.
Vreden kan imidlertid som nævnt også være farlig
på det ydre sociale plan, f.eks. for trivslen i et parforhold,
og nu viser en ny amerikansk undersøgelse måske lidt overraskende,
at der også ser ud til at være tale om en kønsforskel på dette område:
I specielt yngre parforhold ser det ud til, at kvindens åbenlyse
vrede er mere skadelig for parforholdet end mandens!
De amerikanske forskere havde kontaktet
122 yngre ægtepar, der kun havde været gift i ét til to sir.
Alle 244 ægtefæller udfyldt i første omgang dels spørgeskemaer
om deres vredladenhed som personlighedstræk, altså i hvor høj grad
de i deres voksne liv havde været tilbøjelige til at reagere med vrede
på større eller mindre provokationer. Desuden skulle ægtefællerne
udfylde et andet spørgeskema om deres ægteskabelige trivsel,
altså fortælle om deres daglige glæde ved parforholdet.
Det viste sig ikke uventet, at det gjaldt for både kvinder
og mænd, at de der var præget if en hoj grad af vredladenhed
også havde den mindste lykke i parforholdet. Og det var ikke blot
deres egen lykke, der blev "skadet" af vredladenhed; det var
også partneren, der var desto mindre lykkelig i parforholdet
jo mere ægtefællen var præget af vredladenhed.
Hvis dette resultat ikke var spor overraskende,
var det måske mere uventet, hvad forskerne fandt da
de halvandet år senere på ny bad alle ægtefællerne om at udfylde
spørgeskemaer om, hvordan de nu - atten måneder senere
- havde det i deres parforhold.
Her viste der sig en slående kønsforskel:
De vredladne kvinder var på dette senere tidspunkt
væsentlig mindre glade for deres parforhold, og det gjaldt i
i endnu højere grad for deres mænd, som i udpræget grad havde mistet
glæden ved parforholdet i den udstrækning deres hustruer
havde været præget af vredladenhed i dagliglivet.
Underligt nok - vil mange sikkert mene,
var der ikke den samme sammenhæng mellem mændenes
tidligere oplyste vredladenhed og den senere tilfredshed ved parforholdet
hos både mændene selv og deres koner, som altså hverken var mere
eller mindre utilfredse med parforholdet, hvis mændene havde
haft en høj grad af vredladenhed i de foregående år.
Der er flere mulige forklaringer på dette fund.
Det kan være, at kvindernes vredladenhed i parforholdet
er større jo mindre de elsker deres ægtefæller, og hvis kærligheden
er mindre, går det oftere nedad bakke i parforholdet. Omvendt kan
det være, at den "manglende" vantrivsel som følge af vredladenhed
hos mændene beroede på mere "overbærenhed" over fo
mandlig vrede hos både kvinderne og mændene selv.
Her er det dog vigtigt at bemærke, at det drejer sig
om den tidligste fase i de unge parforhold. Det er bestemt muligt,
at der senere optræder andre sammenhænge især selvfølgelig,
hvis særlig mændenes vrede senere slår ud i korporlig vold,
som der næppe var tale om i denne undersøgelse,
Korporlig vold hos mænd i parforhold er naturligvi
noget af det mest uacceptable og destruktive i et parforhold,
og der er med god grund udviklet effektive behandlingstilbud
til de mænd, der ønsker at komme af med deres vrede
og de måske meget tidligt indlærte voldelige vaner.
Men hvis man tager resultatet
af den her undersøgelse for pålydende,
altså at tidlig vredladenhed hos den kvindelige part
kan få den ægteskabelige lykke til hurtigere at gå i vasken,
kan man bestemt også forestille sig en nyttig effekt af
at lære særlig unge kvinder at styre temperamentet
og dermed måske få et mere lykkeligt
og holdbart parforhold
Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2009 (6)
Kilde: Baron, K. Glazer, Smith, T. W., Butner,
J., Nealey-Moore, J., Hawkins, M. W. & Uchino,B. N.
(2006). Hostility, Anger, and Marital Adjustment: Concurrent
and Prospective Associations with Psychosocial Vulnerability.
Journal of Behavioral Medicine, 2006
Ebbe´s kommentar:
Problemet med sådanne, som ovenstående, undersøgelser
er at de blot viser os, hvordan kønsrollerne stadigvæk
er ret stivnede og hvor bange vi fyre er for vrede piger. Måske fordi at "dem må vi ikke bare lige slå på?,
men vi skal reagere verbalt tilbage" - og det,
er drenge altså stadigvæk ikke gode til.
Nogle piger udnytter bevidst at vi mænd
er total låst af et Tabu imod at slå igen, sådan rent fysisk,
Den foragt, nedgørelse eller ydmygelse, ja fjendtlighed,
som også kvinder kan føle og udtrykke imod os,
ville oftest udløse en direkte nævekamp, hvis
altså det var en anden mand, der sagde det.
Så de fanger os på det gale ben
hvor vi må lære at tackle disse UDBRUD
mere verbalt end vi ellers er oplært til.
personligt har jeg ofest opfattet en vred kvinde,
som en engageret kvinde, der virkelig mente,
hvad hun stod der og sagde - så jeg lyttede.
Og jeg opdagede at startede jeg med at sige:
"Aha - så det du mener at vi skal - er altså
.. og så gav jeg hende et kort referat
af det hun lige havde sagt.
Pludselig var hun ikke vred mere,
men fik overskud til derefter også at høre på det,
jeg havde at sige. I det hele taget er det en god ide
at sætte dig ned, slappe af og bare lade vulkanen
blæse sin damp ud - og så holde en lille pause,
inden du siger noget som helst retur
Med andre ord
Måske disse "Nærkamps-manøvre"
nødvendigvis skal læres og trænes i parforhold
i nogle år, inden vi fyre kommer på bedre ideer,
end at stå og kæmpe med om jeg mon skal
pande en en eller råbe "Hold så kæft!"
Dvs. kører adrenalinet yderligere op.
Måske er det denne nærkamps-træning
der mangler hos disse unge par? - Ligesom
undersøgelsen rejser en række andre kritiske
spørgsmål om, hvad der egentlig tænder os?
på såvel den gode - som dumme måde.
Undersøgelsen taler om "Vredladenhed",
dvs ikke sådanne situations-bestemte vredesudbrud,
som jeg lige skrev om, men focus er mere på de kvinder
om hvem vi må sige, at de er kronisk vrede og sure.
De hidser sig ofte op - på et ret spinkelt grundlag
og spørger du "Hvad er du dog så vred over?",
ja så får du bare et fur, fremfor en forklaring
Der er ingen grænser for
hvor lille en sag, de har eller hvad der kan
udløse et angreb eller et vredt kritisk udbrud
- oh netop det at de "skyder på alt, der bevæger sig"
er eet af symptomerne på at vreden er dybere og mere kronisk
har sat sig fast, som en "karakteristisk" VÆRENS- TILSTAND.
Nogle m/k ´er synes ligefrem at kunne lide
sådan at være konstant sure, forurettede og vrede.
Ellers føler de sig svage, sårbare og ?
Her er det nok lettere at være
"en vred ung mand", end "en vred ung kvinde"
der ude på datingmarkedet. Undersøgelsen siger så,
at deres første forhold sjælden varer særlig længe.
( og det tror jeg såmæn gerne. Noget der måske
kan berolige forældre- og vennner, der ikke er
trygge ved, hvor godt de 2 passer sammen..)
Hvis den vredladne person
selv erkender sin evindelige vrede, som et problem
og virkelig seiøst ønsker at ændre reaktions måde og
sin holdning dertil, ja så er der megen hjælp at få
Bl. a. kan du via en længere terapiforløb
komme dybere ind i, hvorfra al den vrede
stammer fra, (måske en sorg, et tab i fortiden?
eller en række uretfærdigheder, du har oplevet?
- hvad ved du selv om din vredes rødder - ?)
En kortere genvej mod at opleve verden
og andre lidt venligere - og reagerer anderledes
end før, sker via de såkaldte Anger-management
- metoder, + se 3 + se 4, hvor du nedenfor kan se een af dem:
(Det er der mange websider om - søg "Angermanagent",
+ se www.psykoweb.dk/Vrede_Raseri/Vrede1.htm)
Vrede-styring i praksis:
I et supermarked skubbede en mand
en indkøbsvogn med en hysterisk skrigende unge.
Med en bevidst rolig stemme, imens han skubbede vognen
foran sig, sagde han: "Rolig Peter. Lad nu være med at skrige.
Ja Peter slap så lige af, Peter - ikke være sur nu. Godt."
En lidt ældre dame så dette og sagde rørt:
"Sikke sødt du prøver at tale din søn Peter til ro."
- "Øhhh ....søn? Det er da mig, der hedder Peter."
Det, som hun forgæves prøver at sige til ham, er:
"Jo bedre vi begge har det indeni - og med hinanden,
jo mindre vil vi føle denne store lyst til at knockoute den anden"
(- blot for at føle os selv lidt mere ovenpå, eller bevare kontrollen).
Men begge to mangler at finde de rette ærlige ord, der forløser
- og når ordene slår klik, taler afmagten, næverne og foragten.
Forstyr mig ikke
jeg har travlt med at styre mig!
(Referatet er fra "Forskningsnyt fra psykoogien", dec, 2009),
Vi har formodentlig alle oplevet at blive vrede over et eller andet,
og at man efterfølgende bestræber sig på at styre sig selv. Så du ikke
viser din vrede direkte eller på nogen måder lader den gå ud over andre.
Det er naturligvis en god ting, at vi oftest forsøger at styre vores egen
"primitive" vrede - og i kraft af en passende selvkontrol undgår, at den kommer til at gå ud over andre. - mere
eller mindre skyldige, eller uskyldige.
Tidligere har man mest
anset dette for at være et spørgsmål om vores personlighed.
Når folk i visse tilfælde, trods de stramme sociale normer for
at vi skal beherske vredes udbrud , alligevel kommer til at opføre
sig meget aggressivt, og fjendtlig, har man dels ment, at det kunne
bero på et særligt heftigt temperament - måske delvist medfødt
- og på, at der var tale om personer, som under deres opvækst
ikke havde fået lært at styre sig selv og deres vrede godt nok.
Desuden har man forklaret det med en særlig egoistisk,
ja hensynsløs eller måske følelseskold personlighed.
Men nu viser en ny amerikansk undersøgelse, at vores evne eller villighed til at styre vores vrede
ikke blot afhænger af vores personlighed og opvækst.
Den afhænger tilsyneladende også af den situation, vi befinder os i.
Her spiller det tilsyneladende en stor rolle om den pågældende situation kan give os lidt ro og fred i sindet til at udføre det "psykiske arbejde",
det er for hjernen og dig, når den/du ved hjælp af forstanden
skal dæmpe en stærk vrede eller en rasende aggression,
der opstår i de lavere mere primitive hjerneafsnit.
De benyttede 80 unge mennesker til eksperimentet.
Hver forsøgsperson blev først gjort godt vrede over en stærk provokation.
Derefter blev de sat til at løse en opgave sammen med en medstuderende,
som i forbindelse med denne opgave generede dem lidt.
Under og efter denne samarbejdsopgave,
blev forsøgspersonerne enten stærkt distraheret af en anden opgave
eller også blev de ikke distraheret. Og så sluttede eksperimentet med,
at de i forbindelse med en tredje opgave fik "lov" til at være lige så
aggressive de havde lyst til overfor den uvenlige medstuderende.
Det viste sig, at den distraherende oplevelse
havde enmeget stor indflydelse på, hvor meget forsøgspersonerne
i den sidste test kunne styre de- res lyst til at være aggressive
overfor den irriterende medstuderende!
Den første provokation,
der skulle gøre alle forsøgspersonerne vrede,
foregik ved, at de hver især blev sat i et lille lokale,
og fik udleveret nogle såkaldte anagramopgaver, hvor
bogstavrækkefølgen i en række ord var byttet om,
så f.eks. SKOV blev til OVKS. osv
De første opgaver var ret lette,
men de sidste opgaver var ikke alene svære, de var helt umulige at løse! Og det vækker vreden.
Efter at have arbejdet med disse små opgaver i ti minutter,
kom forsøgslederen ind til hver enkelt forsøgspersoner og så
på vedkommen- des resultater - og gav derefter en meget ubehagelig,
ja grov og nedladende kritik af vedkommendes præstation.
Denne metode har man tidligere fundet velegnet til at gøre
stort set alle unge mennesker vrede i længere tid.
Derefter blev hver forsøgsperson
sat i et nyt lille rum med besked om, at de nu deltog
i et nyt eksperiment, der skulle vise noget om "tænkning og samarbejde".
I rummet ved siden af sad der angivelig en anden forsøgsperson
og den første (og rigtige) forsøgsperson skulle nu arbejde
sammen med denne anden forsøgsperson om løsningen
af en bestemt opgave.
Denne opgave gik ud på,
at finde frem til de seks egenskaber, som var de vigtigste,
når man skulle udvælge personer til rumflyvning.
De to, der skulle samarbejde om opgaven,
skulle sende deres forslag til hinanden - og derefter
bedømme den andens forslag. I virkeligheden var der ikke
nogen forsøgsperson i naborummet, men eksperimentet var
således indrettet, at alle de rigtige forsøgspersoner fik en temmlig
negativ (og formodentlig irriterende) feedback på deres forslag
fra den formodede forsøgsperson i na- borummet.
Hypotesen/ Antagelsen var så nu,
at stort set alle forsøgspersoner formodentlig havde fået "udløst"
deres vrede fra provokationen (efter anagram-opgaven), over for den
efterfølgende, ukendte og irriteren- de forsøgsperson i naborummet
ved den sidstnævnte opgave. Spørgsmålet var så nu, om de ville
afreagere denne vrede overfor den ukendte forsøgsperso
i naborummet, hvis de fik lov til det?
Inden vi kommer til denne afsluttende test
for en evnt.aggression og fjendtlighed imod forsøgspersonen
i naborummet, skal det nævnes, at halvdelen af forsøgspersonerne
- lige før de læste den ubehagelige kritik på deres forslag
i den anden opgave - var blevet instrueret i at indlære
og huske et telefonnummer på ti tal.
Denne distraherende sideopgave
med at gentage nummeret ind i hovedet
for at huske det senere, fortsatte i den tre minutter lange pause
inden den sidste opgave, som også blev præsenteret som
en hel ny undersøgelse, selvom den, som det vil fremgå
reelt var en test for aggression mod den irriterende
forsøgsperson i naborummet.
Denne tredje og sidste opgave
blev præsenteret som en opgave, hvor forsøgspersonerne
to og to skulle samarbejde om en undersøgelse over virkningen
af smerte på hukommelsen fra en række ord. De skulle ifølge oplægget
til undersøgelsen undersøge om smertens varighed spillede nogen rolle
for hukommelsen for en række præsenterede ord.
Den enkelte forsøgsperson
kunne selv fastlægge varigheden af smerten for sin partner.
Smerten blev fremkaldt ved, at forsøgspersonen skulle stikke
sin hånd ned i en spand isvand, og de rigtige forsøgspersoner
havde forud for opgaven prøvet det selv, for at man kunne
være sikker på, at de vidste hvor stærk en smerte,
der kunne opstå i denne forbindelse.
Ideen var nu, at de forsøgspersoner, der var mest vrede
overfor den irriterende forsøgsperson i naborummet, ville vælge
lange smertetider - jo længere, jo mere "ubehersket" vrede
de var på den pågældende.
Nøjagtig hvor vrede de enkelte forsøgspersoner var
blevet over for forsøgspersonen i naborummet fremgik af
et lille efterfølgende spørgeskema, og den sidste test med isspanden
viste klart, at jo mere den enkelte forsøgsperson var blevet vred
over den negative feedback, jo længere tid skulle den formastelige
holde sin hånd nede i isvandet i detredje opgave.
Men -
og det er det virkelige interessante i denne undersøgelse,
det viste sig også, at den halvdel, der også havde fået pålagt
en distraherende opgave under og efter læsningen af feedbacken,
i gennemsnit valgte væsentlig længere istider
til genstanden for deres vrede,
hvilket fortolkes af forskeren som udtryk for,
at de ikke fik tilstrækkelig tid og lejlighed til at beherske
og dæmpe deres vrede, netop fordi deres forstand
var beskæftiget med andre ting.
Dvs. at hvis nogen gør os vrede
og vi ønsker at dæmpe denne vrede hos os selv,
skal vi altså nok direkte søge at få fred i sindet i nogen tid
for at kunne udføre dette "psykiske arbejde" med at dæmpe
vores "primitive" vrede. - Med andre ord lære at sige:
"Giv mig lige et øjeblik - (tæl da til 10, msåke 100).
Forstyr mig ikke - for jeg skal lige styre mig,
så jeg ikke fortryder det næste der sker.
referat af
Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2009 (6)
Kilde: Vasquez, E. A. (2009). Cognitive load,
trigger salience, and the facilitation of triggered displaced aggression."
Europeaii Journal of Social Psiychology', 39. 684-693.
PS.
I stedet for at forvirre din vrede, og skrue Frontallappen på
ved langsomt at tælle til 10 - 100, enten forfra eller tælle bagfra,
kan jeg anbefale, at du blot gentager dette beroligende mantra
"Solen er varm, græsset er grønt - og himlen blå".
- indtil du igen føler dig rolig nok til at fortsætte
den lidt forophedede diskussion.
Prøv det - inden du ler hånligt.
+ se min linkreol med
...en masse link om Anger-management m.m.
|
Kan mænd lære at styre
deres seksuelle ophidselse?
Udover blot at sige, at det er vi da nødt til
hvis vi ikke vil skilles - eller i fængsel, er her en undersøgelse,
der prøver at belyse dette interessante spørgsmål.
"Kom indenfor og vær venlig at trække bukser
og underbukser ned om anklerne og sæt dig på denne stol".
Det var den besked en gruppe frivillige mandlige forsøgspersoner
blev mødt med i en canadisk undersøgelse over mænds evne til
at "styre" deres seksuelle ophidselse ved synet af pornofilm.
Efter at hver forsøgsperson havde trukket bukserne ned
og sat sig på den tilbudte stol, fik han anbragt et lille bændel
om sin penis, som var forsynet med et elektrisk måleapparat,
der kunne måle nøjagtigt hvor meget det pågældende bændel
ville udvide sig under en eventuel erektion hos forsøgspersonen.
Efter påsætning af bændlet fik forsøgspersonen tilbudt
et håndklæde til at lægge over skødet.
De canadiske forskere ville sundersøge
om almindelige mænd var i stand til at dæmpe
deres seksuelle ophidselse - hvis de fik besked på dette,
- så meget at det kunne måles som en nedsat erektion
under gennemsyn af en pornofilm, hvor andre mænd
ikke fik besked på at beherske sig og måske derfor
udviste en større mere "ubehersket" erektion?
Til det formål havde forskerne udvalgt otte små pornofilm
af hver tre minutters varighed. Et tidligere bedømmepanel
havde vurderet, at de otte film var lige erotisk ophidsende
for en mandlig tilskuer.
Eksperimentet foregik på den måde,
at de otte erotiske film skiftevis med otte andre film
blev vist således, at der lige før hver film kom et kort skilt
på skærmen, hvor der ved halvdelen af filmene stod "behersk dig"
og ved den anden halv- del stod der "nyd filmen".
De mandlige forsøgspersoner havde i forvejen fået at vide,
at disse instruktioner ville komme i tilfældige rækkefølge, således
at forsøgspersonerne forud for hver film ikke kunne vide om
det var en film, der krævede selvbeherskelse eller ej.
Efter hver af de otte film
skulle forsøgspersonerne udfylde et lille spørgeskema
om, hvor erotisk ophidset han havde følt sig til mode under filmen
- uanset om han var opfordret til at beherske sig eller ej -
og desuden noterede forskerne den fysiologiske seksuelle reaktion
som den mere objektivt kom til udtryk i styrken af erektionen
under filmforevisningerne.
For at undgå, at forsøgspersonerne blot forsøgte
at mindske deres seksuelle reaktioner i de tilfælde,
hvor de skulle beherske sig, ved at kigge bort fra skærmen,
havde man også instruerede forsøgspersonerne i, at de efter
undersøgelsen skulle genfortælle hver af de foreviste film.
Inden vi kommer til resultaterne
af denne usædvanlige undersøgelse, skal det lige nævnes
at de otte film, der blev forevist ind imellem de otte pornofilm,
alle var udvalgt fordi de fleste tilskuere fandt dem uimodståeligt
morsomme. Forskerne havde to formål med at bruge disse
morsomme videofilm ind imellem de erotiske film.
Dels var det naturligvis en fordel, at en eventuel erektion
fra at se en pornofilm havde lagt sig noget, da der kom en ny pornofilm.
Og dels tjente de morsomme film til at undersøge om en eventuel evne
til at beherske de seksuelle følelser også ville gøre sig gældende
på det humoristiske område.
Spørgsmålet var altså, om der findes en "generel" evne
til at beherske positive følelser som både ville vise sig på det erotiske
og det humoristiske område - eller om der er tale om forskellige
og selvstændige evner til selvkontrol.
Det vel nok vigtigste spørgsmål i denne undersøgelse,
er om mænd kan undertrykke deres seksuelle følelser
og reaktioner ved en pornofilm, når de bliver bedt om det,
Dette spørgsmål kunne efter de indhøstede resultater besvares
med et "ja - i de fleste tilfælde". Både den fysiologisk målte erektion
og den subjektivt oplevede erotiske ophidselse under pornofilmene
var i gennemsnit ca. 25% mindre efter "behersk dig" skiltet
end efter "nyd filmen" skiltet.
Men der var meget store individuelle forskelle.
Nogle af mændene kunne fuldstændig undgå en erektion
under de pornofilm, hvor de skulle beherske sig, mens andre
af mændene havde en større fysiologisk ophidselse ved de film,
hvor de fik at vide de skulle dæmpe deres seksuelle reaktioner.
For nogle af mændene kunne det altså ligefrem medføre
en forstærkfling af deres seksuelle reaktion, når de
forsøgte at dæmpe den!
De mænd der havde mest held til
at dæmpe både deres oplevede og fysiologiske seksuelle reaktioner
ved de pornografiske videofilm, hvor de skulle beherske sig,
var ofte karakteriseret ved tre ting:
For det første havde de generelt lavere seksuelle reaktioner
af både oplevelsesmæssig og fysiologisk art ved alle de otte pornofilm,
således at man kunne sige, at de havde lettere ved at styre deres erotiske
ophidselse, fordi at den ikke var så stærk som hos andre.
For det andet havde mændene med god "evne" til seksuel selvkontrol
ifølge en spørgeskemaundersøgelse, en højere tendens til at opleve
"seksuelle hæmninger" i deres sædvanlige seksualliv.
Mænd, der ofte føler sig hæmmet i deres private seksualliv,
har formodentlig tidligere i livet været ude for negative oplevelser
i forbindelse med seksuelle begivenheder og har sikkert derfor
lettere ved at "benytte" disse hæmninger og bremser" når de
som her, direkte opfordres til at dæmpe deres seksuelle reaktion
på seksuelt stimulerende situationer.
I det omtalte spørgeskema vedrørende seksuelle erfaringer
havde man også spurgt mændene om de i deres sædvanlige seksualliv
oplevede et mere eller mindre heftigt "begær" efter hurtig tilfredsstillelse
af et seksuelt begær og behov.
De canadiske forskere mente, at et særligt stærkt
oplevet "begær" kunne bero på et særligt stærkt seksuelt behov.
Om dette nu er en rimelig antagelse eller ej, så fandt de dog for
det tredje, at mænd, der rapportere- de om et stærkt seksuel
begær i dagliglivet, også havde sværere ved at undertrykke
deres seksuelle reaktioner på de fire film, hvor de skulle
beherske sig, sammenlignet med de mænd, der ifølge
spørgeskema- undersøgelsen oplevede et mindre
stærkt seksuelt begær eller behov i dagliglivet.
Endelig viste den canadiske undersøgelse ganske interessant,
at de mænd, der var gode til at undertrykke deres seksuelle ophidselse
ved de fire pornofilm med opfordring til selvkontrol også var de mænd,
der ifølge deres egen oplysninger, var bedst til at undertrykke
den humoristiske reaktion på de 4 morsomme videofilm.
Det får de canadiske forskere til at konkludere,
at evnen til seksuel selvkontrol afspejler en bredere evne til selvkontrol
ved alle positive følelser. Om denne evne også hænger sammen med
selvkontrol vedrørende negative følelser som angst og vrede
ved man desværre ikke, endnu..
Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2009 (6)
Kilde. Winters, J., Christoff, K. & Gorzalka, B. B. (2009).
Conscious regulation of Sexual Arousal in Men.
Journal of Sex Research, 46(4). 330-334.
|
Hvorfor går han /hun
mon og skælder ud hele tiden?
Kan et vredesudbrud hæve humøret?
Vi opfatter vel almindeligvis vreden som en yderst negativ,
og ubehagelig følelse, men alligevel kan du komme ud for mennesker,
der tilsyneladende næsten nyder at skælde andre ud, og som endda ser ud til
at de kommer i et helt godt humør efter at have givet andre en skideballe.
Dette tilsyneladende paradoks
har fået tre amerikanske psykologer fra Universitetet i lowa
til at stille sig det spørgsmål, om vi måske ligefrem undertiden
opfører os vredt eller aggressivt over for andre for at forbedre vores eget humør ?
Eller med andre ord: "Kan det godt være lystbetonet og humørforbedrende
at være aggressiv over for andre? Kort sagt: Virker det
opkvikkende at tørre sit dårlige humør af på andre?
For at teste denne hypotese
bad forskerne 50 unge mænd og kvinder
om at deltage i et eksperiment, hvis formål de ikke røbede for deltagerne.
I første del af eksperimentet forsøgte de at gøre forsøgspersonerne vrede
ved at håne og nedgøre en skriftlig opgave, som de havde besvaret
over et givet emne. - "Er det virkelig alt, hvad du kan?" etc.
I den anden del af eksperimentet
fik forsøgspersonerne derpå mulighed for at være "aggressive"
over for en anden forsøgsperson, idet forsøgspersonerne 2 og 2
blev udsat for et reaktionstids-eksperiment, hvor de angiveligt ville
forsøge at forbedre resultaterne ved at "straffe" den af de 2 forsøgspersoner,
der ved hvert forsøg viste sig at være den langsomste på knapperne.
Der var kort sagt lagt op til at een hver gang skulle straffes.
I denne 2. del af forsøget bestod straffen af
to sekunders støj i en høretelefon, og den forsøgsperson
der skulle "straffe" sin makker i reaktionstidsforsøget, kunne
selv vælge støjstyrke ved at dreje på en knap fra 60db til 105db.
En støj på 105db er ret pinefuldt - men dog ikke skadeligt.
Fra tidligere forsøg vidste forskerne,
at forsøgspersoner, der var chikaneret i den første del af eksperimentet
- dvs der hvor de blev hånet og ydmyget for deres skriftlige præstation
valgte betydeligt stærkere "straffe" til makkeren i reaktionstidseksperimentet
sammenlignet med forsøgspersoner, der ikke var gjort vrede i forvejen.
Det nye i det her omtalte eksperiment var,
at man i forvejen - under et andet påskud - havde givet halvdelen
af forsøgspersonerne en pille med den besked, at den helt ville neutralisere
deres følelsesliv - så de hverken ville være i stand til at føle glæde
eller nedtrykthed, når de effektuerede straffen .
- Pillen var reelt kun en harmløs kalkpille.
Resultaterne af dette eksperiment viste,
at forsøgspersonerne, der ikke havde fået fup-pillen,
benyttede lige så kraftige straffe som forsøgspersoner,
der i tidligere eksperimenter på samme måde
var blevet gjort vrede af forsøgslederen.
Men den gruppe af forsøgspersoner,
der havde fået den omtalte fup-pille og derfor ikke troede,
at noget kunne gøre dem glade - de benyttede ikke stærkere straffe
end de forsøgspersoner, der slet ikke var gjort vrede i forvejen!
Selv om Fuppille-gruppen var blevet gjort lige så vrede
som den anden gruppe over at blive hånet og ydmyget i forvejen,
viste de altså ingen som helst tendens til at lade deres vrede gå ud over andre
- hvilket forskerne mener kun kan forklares med, at de jo ikke troede,
at "en hævn" eller en aggressiv adfærd kunne hæve deres humør.
Konklusionen støtter den almindelig kendte teori om,
at i hvert fald en del af den vredladne adfærd, vi bliver udsat for,
beror på, at den vredladne person forventer - mere eller mindre bevidst
- at få hævet sit humør efter at have afleveret skideballen.
Den omstændighed, at vi ganske kortvarigt
kan få en lystbetonet oplevelse ved at opføre os aggressivt
over for andre, forhindrer selvfølgelig ikke, at du på langt sigt
kan blive deprimeret over, at du derved får et dårligere forhold
til dine medmennesker - når du opfører sig så aggressivt.
På kort tid, og lige i nuet
kan et raseriudbrud godt lette anspændthed
og give dig et øjebliks glæde og styrkefølelse.
Ulempen er, at dette kicks på længere sigt
også godt kan gøre dig mere ensom.
Thomas Nielsen, Lektor på Århus Universitet..
Forsknings-nyt fra psykologien
set i februar, 2002.
Ebbe´s konklusion:
"Du giver dig selv et skud adrenalin,
som selvfølgelig kvikker og hidser dig op,
ganske som en alkoholiker tager sig en snaps.
Og denne fest i munden lader du mig og børnene betale for!"
som en meget vred kvinde sagde, da hun havde fået nok
af sin Brøleabe af en mand, og var ved at gå.
Denne ubevidste - ?- "pay-of"
den Energi-effekt, som det er at hidse sig op,
er vigtig at have med i sin strategi, hvis du ønsker
at bryde denne dumme vane med at råbe højere,
- i håbet om at nogle på den måde vil høre dig?
Det er meget svært, hvis du ikke finder på
en anden måde at få dig et energi-kick.
Alle dårlige vaner
bliver jo ved med at fungere,
fordi "der er noget i det, for dig."
Oftest er det blot en kortvarig lettelse,
(som ved tobaksrygning) eller som her:
et brus af adrenalin igennem kroppen.
Ulempen er, at disse kicks på længere sigt
også nemt kan gøre dig mere ensom - og
ved kronisk vredladenhed, syg i hjertet.
Se Fakta fra forskningen derom.
+ en god webside - på engelsk, desværre
om at overfuse og nedgøre hinanden i parforhold:
www.drirene.com/
|
"Er denne mand alt for vred?"
spørger lægen sig selv? Et godt råd:
Spørg hans kone.
Efter at psykologer i de senere årtier har beskæftiget sig
indgående med angst og depression for at hjælpe de mennesker,
der plages af disse følelsesmæssige problemer, er vi først i de senere år
rigtigt kommet i gang med også at forske for alvor i vreden.
Interessen for at forske i vrede
beror selvfølgelig på, at vredladenhed - især hos ægtefolk
kan være en ægte plage, ikke så meget for vedkommende selv
som for omgivelserne, når raseriet kammer over i regulær vold
som det ses ved hustruvold, nedgøring og børnemishandling.
Det har også vist sig,
at selv om vrede ikke er så lidelsesfuld som angst og depression,
så er den til gengæld mere skadelig for kroppen! Nye undersøgelser
viser samstemmende, at en høj grad af daglig vrede er mere skadelig
for de kropslige funktioner - især for hjertet og mht. hjerneblødninger
- end cigattter og selv høje grader af angst og depression.
Der er i adskillige nye undersøgelser nu fundet
en klar sammenhæng mellem høj grad af vredladenhed
(især hos mænd) og en senere høj risiko for dødelige sygdomme.
Het drejer det sig især om de hjertesygdomme,
der opstår ved "en tilstopning" af de blodårer, der forsyner hjerternusklen
med ilt og brændstof. Det er især fedtstoffer, der hober sig op i hjertets
kransårer - og derved giver risiko for en livsfarlig svækkelse af hjertet.
Denne vigtige opdagelse har ført til endeløse formaninger om
at spise mindre fedt, men faktisk er det sådan, at man under
en vred ophidselse "pumper" meget fedtstof ud i blodet,
- uanset hvad man har spist i de foregående dage.
Naturens mening med denne udpumpning af fedtstof
til musklerne ved vredladenhed er at det for fortidsmenneskene
var en stor fordel, at de fik mere brændstof i form af frie fedtsyrer i blodet,
når der skulle kæmpes imod farlige fjender. Det var ikke nok,
bare at brøle op - de skulle også have tilført ekstra energi.
Nutidens mennesker skal jo sjældent slås med næverne,
når de bliver rasende - f. eks. over en fornærmende bernærkning
fra en kollega på arbejdet. Men vi reagerer stadig med denne udpumpning
af fedt i blodet, når vi bliver rasende, og det kan altså i det lange løb
beviseligt være dødsens farligt for hjertet.
De forskere, der beskæftiger sig med denne
sammenhæng imellem vredladenhed og hjertesygdomme,
har imidlertid et stort problem med at kunne "måle" vreden
eller være endnu: Vredladenheden, hos de mænd,
som de undersøger i deres forsøg.
Som regel beder lægerne mændene selv om
at oplyse om deres vredladenhed, enten i et interview
eller ved at udfylde et spørgeskema. Men i begge tilfælde må forskerne
bekymret spørge sig selv: Kender disse mænd nu også deres "faktiske vredladenhed" godt nok til, at de kan fortælle troværdigt
om det i en spørgeskema-besvarelse?
Dette "Hvor godt kender du dig selv?" problem
har nu fået en af de førende forskere på området, Aron Siegman,
og hans medarbejdere til at gennemføre en ny undersøgelse
over vredladenhed og hjertetilstand hos mænd og kvinder,
- men denne gang med den - indlysende - nye tilføjelse:
at vredladenheden hos både de undersøgte mænd og kvinder
ikke blot blev oplyst af de pågældende selv, men også af deres ægtefæller.
Via en medicinsk metode kunne man nu nøjagtig måle,
hvor meget blodårerne i hjertet var begyndt at "stoppe til" hos
hver af de 53 mænd og 43 kvinder, der indgik i undersøgelsen.
Og bagefter kunne man så se, om der var nogen sammenhæng
imellem graden af vredladenheden hos de pågældende
og graden af tilstopning i hjertets kransårer.
Resultatet viste, at den tidligere teori om,
at vredladenhed giver tilstopning i hjertets kransårer
nu ser ud til at skulle modificeres på mindst tre punkter:
1) For det første var der ikke på noget punkt
en sammenhæng imellem noget som helst mål for vredladenhed
hos kvinderne og deres hjertetilstand. Det ser altså ikke ud til,
at vredladenhed udgør en fare for kvindernes hjertetilstand.
2) Hos mændene var der kun en direkte sammenhæng
imellem ydre vrede og sygdom, men ikke mellem vrede og hjertetilstand.
"Ydre" vil her blot sige vrede, der ydtrykkes direkte i vredladen adfærd
imod andre - som at skælde højrøstet ud, eller ligefrem at slå andre.
"Indre vrede" er blot at opleve vrede - uden at opføre sig vredt.
Denne undersøgelse viser
at det ikke er farligt for hjertet, hvis du lidt for ofte er tilbøjelig til
at føle dig vred og hidsig i forskellige situationer. Det farlige ligger i,
hvis du igen og igen opfører dig rasende over for andre!
3) Sammenhængen imellem ydre vrede og tilstoppede kransårer i hjertet
hos mændene var meget tydeliger, hvis lægerne tog udgangspunkt
i hustruens vurdering af hans vredladen, end når man spurgte
mændene selv om deres vredladenhed.
Den nye regel på dette område
går altså ud på, at hustruen er meget bedre til
at vurdere deres mænds tendens til "at lide af ydre vrede"
i ukontrolabel grad - end mændene selv.
Referat af Thomas Nielsen,
lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
fra Forskningsnyt fra Psykologien, 1999, 8(3)
Kilde:
Siegman, A.W., Townsend, S.T., Blu R.S., Sorkin, J.D., & Civelek, A.C. (1998).
Dimensions of Anger and CHD in Men and Wornen: Selfratings
Versus Spouse Ratings. Journal of Behavior, 21 (4), 315-336.
Der er flere undersøgelser
om Hustruvold og vold imod mænd, her:
Hvad gør hyppige raseriudbrud og bitre skænderier
ved børnene? - Hvad siger forskningen derom?
|