.
Referat af nye undersøgelser
af Vrede og beslægtede tilstande.
Her ser vi især på Vredeladne,
opfarende og sure unge mænd:
|
Mange vrede unge mænd
trives stadigvæk dårligt 32 år senere.
Den amerikanske psykolog, Jerry Westermeyer fra Chicago
i USA, har for nylig benyttet sig af en enestående chance for at følge op
på en indgående psykologisk undersøgelse af 111 unge mænd i 20 års alderen.
Denne oprindelige psykologiske undersøgelse
blev foretaget af psykologen Robert Grinker i begyndelsen af 1960eme,
og 32 år senere genoptog Jerry Westermeyer nu kontakten med 87 af disse mænd
og udsatte dem for en ny psykologisk undersøgelse - for at se,
hvilke faktorer i 20 års alderen, der kunne forudsige,
hvordan disse mænd havde det i 50 års alderen.
I den oprindelige undersøgelse havde disse hundrede mænd
besvaret spørgeskemaer om deres følelsesmæssige tilstand og problemer
vedr. angst, nedtrykthed og vrede, ligesom dee havde svaret på
et spørgeskema vedr. deres forhold til deres venner og familie.
I den nye undersøgelse af de samme mænd i 52 års alderen
testede Westmeyer igen deres "psykiske trivsel", som et samlet mål
for disse mænds følelse af harmoni og tilfredshed med tilværelsen og
den grad af frihed de havde ved at være fri for følelser
som angst, depression, irritation, vrede osv.
Desuden testede Jerry Westermeyer mændenes karriereforløb
ud fra en kombination af stilling, status og indtægt, samt mændenes
"sociale trivsel", dvs. deres tilfredshed med samvær med andre mennesker.
Ved at sammenholde dsse 2 sæt af undersøgelsesresultater
kunne Jerry Westermeyer - lidt overraskende - derudfra konkludere,
at problemer med angst og nervøsitet i ungdomsårene hos disse mænd
ikke spillede nogen rolle for deres psykiske eller sociale trivsel 32 år senere.
Og der var heller ingen sammenhæng mellem nervøsitet , usikkerhed
og deres senere karriereforløb. De var i et andet emotionelt landskab
Symptomer på depression
eller nedtrykthed i ungdomsårene påvirkede heller ikke
den senere sociale eller karriere, men en dårlig start på ungdommen
gav ofte en lidt større hyppighed af psykiske problemer senere.
Til gengæld var der
en klar forbindelse mellem vrede i de unge år
- og en væsentligt ringere trivsel 32 år senere; men vreden
var altså ikke forbundet med en dårligere sociale trivsel
eller med karriereforhold. Det gik altså i det lange løb
mest ud over dem selv, at være så vred!
Endelig blev der fundet en klar sammenhæng
imellem at have et godt forhold til venner og familie i ungdomsårene
og lige så gode forhold 32 år senere, altså en høj social trivsel.
Det mest overraskende ved undersøgelsen var
således fundet af en stærk sammenhæng mellem
at de der var meget vrede i ungdomsårene, fortsat havde
det dårligt psykisk 32 år senere.
Referat ved: Thomas Nielsen, Lektor på Årh. Univ
fra Forskningsnyt fra psykologien, 1998 7(5))
Kilde: Westermeyer, J.F. (1998). Predictors : racteristics of mental health
among men at m 32-year longitudinal study. American Jot Orthopsychiatry,
68 (2), 265-273.
|
Livet er ikke fair ! - ja, og der kan
godt gøres noget kreativt med vreden
I tidligere artikler (f. eks. 1996, hæfte nr. 4) har vi fortalt om,
hvorledes aggressiv adfærd hos børn giver højere risiko for senere kriminalitet
og stofmisbrug, samt hvorledes vrede hos unge voksne, giver en større risiko
for forhøjet blodtryk, for dårlige ægteskabeliger - og for bilulykker.
Og her er så en ny undersøgelse, der viser,
at intensiv vrede 1 20 års alderen kan medføre en væsentligt ringere psykisk trivsel
hele 32 år senere. Dertil kommer selvfølgelig, at vredladenhed i ekstreme tilfælde
kan føre til direkte vold imod andre, f. eks. i form af hustruvold og slagsmål,
som det er beskrevet flere gange i Forskningsnyt fra Psykologien.
Der er altså nok af vidnesbyrd om Vredens skadelige virkninger
på adskillige områder. På den baggrund kan det godt undre mange,
at den moderne psykologi har beskæftiget sig så lidt med at afhjælpe vrede,
sammenlignet med de omfattende anstrengelser, der nu udfoldes
for at hjælpe folk af med pinefuld angst og depression.
Det beror selvfølgelig i nogen grad på, at angst og depression
føles meget mere lidelsesfuldt af "Indehaveren" af disse følelser
og derfor oftere fører til, at disse søger hjælp. Imens vredladenhed
oftest føles lidelsesfuldt af de, der rammes af vreden, og de kan
jo ikke bare lige tage den vrede person med til behandling!
I de unge år, går det mest ud over andre, når man synes
at livet er noget værre lort, alle andre er dødsyge og urimelige
- og man derfor kan dulme sin samvittighed med at sige,
er det ok altid at være kanonvred på alt og alle.
Det gør ikke så ondt på dem selv.
Heldigvis har der dog i de senere år været en del mennesker,
der har indset, at deres vredladenhed skaber problemer for dem selv
og deres omgivelser, som derfor har taget imod tilbud om at indgå i undersøgelser
over, hvorledes - og i hvilken udstrækning - det kan lade sig gøre at aflhjælpe,
altså nedbringe vreden eller aggressiviteten ved hjælp
af moderne psykologiske behandlingsmetoder.
De behandlingsmetoder, der er benyttet i de sidste 15 - 20 år
har stort set alle hørt til kategorien Mægling og Kognitiv adfærdsterapi,
hvor den alt for vredladne person lærer at tænke sig lidt mere grundigt om
og se fornuftigt på en situation, inden han eller hun farer frem med vrede.
Desuden lærer man også her de pågældende at udvikle en ny og
mere kreativ adfærd til løsning af deres konflikter, end blot
at slå, råbe op og rase blindt ud imod alt og alle ...
.. så den tidligere vanemæssige tendens til at skælde ud
eller ligefrem slå ud efter modparten derved erstattes med
en mere "problemløsende adfærd" af mere fredelig art.
En psykologisk behandling for overdreven vrede
går som regel ud på, at man kontakter personer, der selv føler, at de lider
eller at deres omgivelser lider - under deres overdrevne eller ubeherskede vrede.
Det kan være via annoncer i lokalaviser eller via spørgeskema-undersøgelser
af studerende på et universitet eller via annoncering.
Derved finder man frem til en gruppe personer,
der har problemer med vreden i nogenlunde samme grad,
og som efter en orientering om at de kan få kurset helt gratis
eller billigt imod at indvillige i at deltage i en forskningsundersøgelse.
De, der således har kunne forske i omårdet
deler ved lodtrækning deltagerne i 2 lige store grupper: Behandlingsgruppen,
der i f. eks. i ti uger får indivldual- eller gruppeterapi imod deres vredladenhed
- og en kontrolgruppe, der ikke far nogen aktiv behandling i samme tidsrum
Efter de 10 uger er gået,
udfylder de to grupper spørgeskemaer og interviewes
vedr. deres oplevelser af vrede i f. eks. den sidste uges tid,
og hvis der er en klar nedgan i vreden i behandlingsgruppen,
både i forhold til vreden inden behandlingen og i forhold til kontrolgruppen,
kan man videnskabeligt set sige, at behandlingen er lykkes.
Der er i løbet af de sidste 20 år udført ca. 50 sådanne større
eller mindre undersøgelser, og de har givet en del forskelligartede resultater.
For at skære igennem forvirringen har to psykologer, R. Beck og E. Femandez,
nu foretaget en grundig statistisk analyse af resultaterne af alle disse 50 undersøgelser,
i en såkaldt "meta-analyse", der gør det muligt at foretage en gennemsnitsberegning
af de mange forskellige effektmålinger fra alle disse undersøgelser.
Resultatet af denne meta-analyse, som i alt omfattede 1.600 personer,
var, at der kunne konstateres en markant forbedring af den sure vredladenhed
for de der var behandlede, sammenlignet med de, der ikke fik nogen behandling.
Forskerne målte effekten af den psykologiske behandling imod vredladenhed
til, at 76% af de, der havde deltaget i disse aggressions kurser
fik det bedre med sig selv og deres omgivelser i stresssituationer.
De havde heller ikke voldsomme hidsigheds udbrud på samme måde,
som kontrolgruppen.
Denne størrelse af effekten ved "aggressions-behandling"
svarer ganske til den, man finder ved en psykologisk behandling af depression,
De to forskere har hermed slået fast, at psykologisk behandling for vredladenhed
faktisk er en effektiv behandlingsmetode. Området er ikke særlig opdyrket, så
det er muligt vi en dag kan udvikle endnu bedre måder at hjælpe disse unge,
og at effekten kan komme op på endnu højere succesprocenter, sådan
at disse James Dean fyre anno 2003, får et bedre liv som 50 årige
end de livssure personer, der skildres ovenfor, der aldrig fik
hjælp til at reducere deres skadelige vredladenhed.
Thomas Nielsen, lektor fra
Psykologisk Institut, Århus Universitet.
Forskningsnyt fra Psykologien, 1998 7(6)
Kilde: Beck, R., & Fernandez, E. (1998).
Co. Behavioral Tlierapy in the Treatment of Ar Meta-Analysis.
Cognitive Therapy and Reesa (1),63-74
Ikke kun
en joke, men en god ide:
I supermarkedet baksede den unge far
ved kassen med sin vildt hysterisk skrigende unge.
Med en rolig og blid stemme sagde han igen og igen
disse ord: "Rolig Peter. Rolig nu. Lad være med at skrige.
Peter slap af. Ja - godt. Peter ikke være sur. Slap nu af."
En ældre dame så dette og sagde anerkendende til ham:
"Jeg må virkelig rose dig for din tålmodighed. Sikke en god far
for hvor er det sødt at du sådan prøver at tale din søn til ro."
Han så barsk på hende og sagde "Altså De .. det er mig
der hedder Peter. - Drengen hedder Poul."
|
Hård straf for selvhævdende adfærd
Den kendte amerikanske forsker Margaret Chesney,
der har udført adskillige undersøgelser over Sammenhænge
imellem psykologiske forhold - og hjertesygdomme
er fornyligt stødt på endnu en sådan sammenhæng.
For 22 år siden blev 750 mænd interviewet
om en lang række psykologiske egenskaber. Disse egenskaber
blev senere sat i relation fil hyppigheden af dødsfald
som følge af hjertesygdom - i de efterfølgende 22 år.
Fornyligt har hunså gennemgået alle disse gamle båndoptagelser
med Interviewene, og denne gang ikke for at studere indholdet i det,
der blev sagt, men snarere måden det blev sagt på.
Ved denne gennemgang scorede hun
omhyggeligt graden af selvhævdende adfærd
hos de 750 mænd i interviewsituationen ved at se på,
hvor meget de afbrød, overdøvede og modsagde intervieweren.
Undersøgelsen viste overraskende klart
at de mænd, der scorede højt på disse symptomer på "selvhævdende adfærd"
22 år senere havde de 60% flere tilfælde af dødsfald via hjertesygdomme
sammenlignet med deres mere sagtmodige jævnaldrende.
Hermed ikke være sagt at almindelige hidsighedsudbrud,
kraftig vrede eller "at tro, at man er noget - og betyder noget"
er farligt senere hen i livet. Tvært imod. Dem, hun undersøgte
var de, der hele tiden kæftede op og kæmpede imod andre,
de særlig vredladne og sure. Det er kun dem, der var
i risico-gruppen: 60% var døde 22 år senere!
Referat af Thomas Nielsen, lektor
Psykologisk Institut, Århus Universitet.
Forskningsnyt fra Psykologien, 1998 7(6)
Kilde: Houston, B. K., Babyak, M. A., Chesney,
M. A., Black, G. & Ragland, D. R. (1997). Social Dominance
and 22-Year All-Cause Mortality in Men.
Psychosomatic Medicine, 59, 5-12.
Se i denne sammenhæng også,
hvordan stress æder din livskraft , sind og krop:
www.psykoweb.dk/depression/8.htm
|
Jeg savner nogle undersøgelser af,
hvordan det virker at gå til boksning, karate,
håndbold - eller andre kampprægede sportgrene,
hvor man også lærer at bruge sin vrede kreativt.
Det vi psykologer kan, er at lære dig at sætte ord på
stoppe op og tænke anderledes fornuftigt på det, der før
bare fik dit indre pis til at koge over - lidt for hurtigt.
Især er vi effektive, når vi får drejet din Holdning,
måden du ser på dig selv, dit liv og din omverden,
så verden ikke mere opfattes som truende.
Gad vide om det at bruge sine ord og tanker anderledes
er lige så effektivt, som kampsport, der især er kropslig træning,
selvdisciplin - og sker sammen med en gruppe jævnaldrene?
Måske er begge dele,
krop og fornuft i en passende kombination
langt mere effektivt, end de er hver især?
Det skulle ikke undre mig.
Ebbe
|
|
|