15.000 voldsramte kvinder fik krisehjælp i 2008
Det gør ondt at få tæsk. Ikke kun fysisk men også psykisk.
Fra 2007 til 2008 er antallet af kvinder, der henvender sig til et krisecenter,
steget med 14 procent. Til over 15.000, viser årsstatistikken
fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK).
Vold er mere end tæsk og smertelige slag.
Undersøgelsen viser samtidig, at færre kvinder i dag
er kommet på kvindekrisecenter som følge af fysisk vold
som slag, spark, kvælningsforsøg og skub ned af trapper etc.
Således havde 96 procent af kvinderne i 2007 oplevet fysisk vold,
mens tallet er faldet til "kun" 76 procent i 2008.
(Set i Politiken, 1. juli, 2009)
Se flere fakta om vold imod Kvinder her
+ /www.voldmodkvinder.dk/
+ www.liveleak.com/
+ FÅ GRATIS ANONYM RÅDGIVNING
+ www.voldmodkvinder.dk/
+ www.lokk.dk/
Er psykisk vold i et parforhold
lige så skadelig som fysisk vold?
I enkelte parforhold forekommer der megen og så grov vold,
og det er naturligvis noget af det mest ødelæggende for både parforholdet
og for livskvaliteten hos især den, volden går ud over.
Det har vi tidligere skrevet om i Forskningsnyt fra Psykologi,
især om mænds vold mod kvinder altså såkaldt hustrumishandling.
I langt de fleste parforhold forekommer der heldigvis kun mere begrænsede
og sjældne former for fysisk vold, og som vi også har beskrevet tidligere,
så er denne mere begrænsede vold i et parforhold oftere noget, k
vinden gør ved manden end omvendt.
Det kan dreje sig om slag og spark
og om at smide noget ikke alt for farligt efter ægtefællen.
Selvfølgelig er også denne begrænsede fysiske vold mellem ægtefællerne
noget skidt, og noget der indlysende risikerer at føre til en forringelse
og måske ligefrem ødelæggelse af parforholdet.
Men psykologerne har også fået øjnene op for,
hvad man kalder psykisk vold eller aggression mellem ægtefæller,
det kan fx være hån, latterliggørelse, nedladende eller ydmygende bemærkninger,
ondskabsfuld kritik osv. og nu har fire forskere fra et universitet i Iowa sat sig for
at undersøge, om denne psykiske aggression i et parforhold måske kan være
ligeså skadelig som den forholdsvis almindelige og begrænsede fysiske vold?
For at studere dette spørgsmål nærmere,
fik forskerne kontakt med 103 yngre ægtepar,
som blev undersøgt en gang om året i løbet af de første fire år af deres ægteskab
Ved hver undersøgelse udfyldte alle ægtefællerne udførlige spørgeskemaer
om dels ægtefællens, dels deres egen både fysiske og psykiske vold
i parforholdet i de foregående tre måneder.
Spørgsmålene om psykisk aggression
indeholdt en række former for psykisk vold,
f.eks. tale nedsættende om partnerens opførelse,
kritisere partnerens påklædning, gøre nar af partnerens synspunkterosv.
For hver af disse former for psykisk aggression,
skulle ægtefællen så score hyppigheden af disse adfærdsformer
på en skala fra 0 (aldrig) til 10(meget ofte), og begge ægtefæller skulle
altså både score deres egen og ægtefællens psykiske vold på denne måde.
På baggrund af disse scoringer, beregnede forskerne
et samlet mål for den enkeltes psykiske aggression som et gennemsnit
af vedkommendes selvbeskrivelse og ægtefællens bedømmelse.
På samme måde scorede man ægtefællernes grad af fysisk vold
ud fra et spørgsmål, om hvor ofte de f. eks. smed ting efter ægtefællen,
slog ægtefællen med hånden, slog ægtefællen med en hård ting,
skubbede eller sparkede til ægtefællen osv.
På den måde fik man altså et så godt mål,
som det nu lod sig gøre, for hver af de 206 ægtefællers psykiske
og fysiske vold i parforholdet med ca. et års mellemrum. For nu at se på
hvad måde disse forskellige grader af psykisk og fysisk vold eventuelt kunne
ødelægge livskvaliteten for partneren i parforholdet, skulle alle ægtefæller
ved hver af de årlige undersøgelser også udfylde spørgeskemaer om,
hvor meget de led af depression og angst i dagliglivet.
Resultaterne af denne undersøgelse viste flere interessante ting
om livet i de 103 ægtepar. Vedrørende hyppigheden af fysisk vold
i parforholdene, viste den sig at være noget hyppigere hos kvinderne
i starten af det ægteskabelige liv. Men i løbet af de fire år, faldt de hos kvinderne,
men steg hos mændene, så ved afslutningen af undersøgelsen efter de fire år,
havde den nu skiftet køn, så den var betydelig mere udbredt
hos mændene end hos kvinderne.
Men selv om gennemsnittet hos mændene var højere
end hos kvinderne, var der dog færre mænd end kvinder,
der overhovedet nogensinde udviste fysisk vold, så den fysiske vold
forekom altså hos et stadig mindre fåtal af mænd, der til gengæld
udviste stærkt stigende tendens til fysisk vold.
Hvis forskerne havde fortsat undersøgelsen i flere år,
kunne man nok regne med, at dette fåtal på ca. 10% af mændene,
der udviste stadig stigende tendens til fysisk vold i parforholdet,
ville resultere i, at i hvert fald nogle af dem ville ende
som regulære hustrumishandlere.
Dette resultat kunne bestemt tale for at gribe ind
overfor voldelige ægtemænd, inden volden er eskaleret så meget,
at den bliver direkte farlig!
Hvad den psykiske vold angår,
var billedet nogenlunde det samme:
Kvinderne var tilsyneladende værst i starten af ægteskabet,
men blev stadig mindre psykisk aggressive med alderen, hvorimod mændene
også på dette punkt i gennemsnit blev lidt værre med stigende alder,
således at den psykiske vold efter fire års ægteskab var lidt mere
udbredt hos mændene end hos kvinderne.
Men mens den fysiske vold overhovedet kun forekom
hos 10% af mændene og hos 20% af kvinderne efter fire års ægteskab,
så forekom den psykiske aggression hos ikke mindre end 80% af begge køn.
Det er i og for sig et skræmmende tal, som nok kan indebære en vigtig del
af forklaringen på de høje skilsmissetal i vore dage.
Man kan virkelig undre sig over, at så mange unge ægtefæller
har så svært ved at tale venligt og fornuftigt med deres ægtefælle,
når de er uenige om et eller andet!
Endelig viste undersøgelsen til overmål, at både fysisk,
men sandelig også psykisk vold gjorde skade på ægtefællernes
psykiske trivsel: Jo mere psykisk og fysisk vold ved den ene ægteskabelige
undersøgelse man fandt, jo mere depression og angst
fandt man i den efterfølgende tid hos den ægtefælle,
det gik ud over.
Det var dog slående, at der var en lang stærkere sammenhæng
imellem psykisk aggression og efterfølgende depression og angst
hos partneren, end der var sammenhæng mellem fysisk vold
og nedsat trivsel hos ægtefællen.
Hos disse almindelige unge ægtepar
(hvor der endnu ikke forekom egentlig hustrumishandling),
var den psykiske aggressivitet altså langt mere skadelig for partnerens
psykiske tilstand og trivsel end den begrænsede, fysiske vold.
Det er også værd at fremhæve, at den negative virkning af psykisk vold
var ligeså udpræget for mændenes vedkommende som for kvindernes.
Der var altså et lige så stærkt fald i mændenes psykiske trivsel
som følge af kvindernes psykiske aggressivitet, som der
forekom hos de kvinder, der var udsat for psykisk vold
fra deres ægtefælles side.
Thomas Nielsen, Lektor på Årh. Univ
fra Forskningsnyt fra psykologien, , 2010
Kilde: Lawrence, E., Yoon, J., Langer, A. & Ro, E. (2009).
Is Psychological Aggression as Detrimental as Physical Aggression?
The Independent Effects of Psychological Aggression on Depression
and Anxiety Symptoms. Violence and Victims, 24(1). 20-33.
|
Det er meget lettere
at genkende sine egne følelser hos andre,
end at se, hvad andre føler, når de føler anderledes
Vores evne til at forstå andre menneskers følelsesmæssige tilstand
afhænger ikke blot af, hvor godt vi lytter til de ord, der bliver sagt,
for vi er ikke alle lige villige til at fortælle om vore indre følelser,
og vi er endvidere ikke alle lige gode til overhovedet at forstå,
hvilke følelser, der opstår i os selv!
Hvis man derfor af medmenneskelig interesse,
eller fordi man er professionel behandler, gerne vil forstå præcist,
hvad det er for følelsesmæssige stemninger, der opstår i den, man taler med,
bør man også i høj grad lægge mærke til de såkaldte non-verbale ytringer
Altså de ikke-sproglige tegn på følelser. Det drejer sig især om to ting:
Mimikken og tonefaldet. Denne artikel handler om mimik
(og i den efterfølgende om tonefald).
4 forskere fra Frankrig, New Zealand og USA har testet forsøgspersoners evne
til at afsløre de svage mimiske reaktioner hos filmede personer og sat denne evne
i relation til den aktuelle følelsesmæssige tilstand hos forsøgspersonerne selv.
Det forekommer rimeligt at fokusere på
nogle svage mimiske reaktioner hos den, man iagttager,
for tidligere undersøgelser har vist, at en følelsesmæssig reaktion
ofte medfører en mimisk reaktion, der formodentlig er et levn
fra den fjerne fortid, hvor fortidsmenneskene endnu ikke
havde udviklet et sprog og derfor måtte meddele
deres følelser via mimik og tonefald).
Men undersøgelser har også vist, at vi her i den vestlige verden
under opvæksten i høj grad lærer at skjule vores følelsesmæssige tilstand
for andre, hvilket betyder, at den omtalte ubevidste følelsesmæssige mimik
hos voksne ofte modvirkes af et bevidst, kontrolleret neutralt udtryk,
så kun den mest opmærksomine iagttager så det udtryk,
der "gled over ansigtet" ved fx en trist nyhed
eller når den anden bliver vred og skuffet.
For at studere vores opfattelse af disse mimiske reaktioner
har det omtalte forskerhold skabt nogle korte billedserier, der hver især
begynder med et klart mimisk udtryk for enten glæde eller sorg,
og så har man via computeriseret billedmanipulation indrettet
det således, at de efterfølgende billeder i serien gradvis
"glider" over i et helt neutralt udtryk.
Forskerne fik 96 studerende til at deltage som forsøgspersoner,
men inden de 96 personer fik forevist de omtalte billedserier, blev de inddelt
i tre grupper, hvoraf to fik "påført" en henholdsvis positiv og negativ følelse
ved enten at se en glad film - eller en meget trist film.
Det viste sig bagefter, at de, der havde et godt humør,
var meget bedre til at se det gode humør, der optrådte hos de fremviste personer,
men temmelig dårlige til at se det dårlige humør på billedserierne.
De "glade" forsøgspersoner
vurderede altså langt flere af ansigterne i den "glade" billedserie som glade,
selv når billederne nærinede sig det helt neutrale udtryk, og de holdt hurtigere op
med at se tristhed i den billedserie, der begyndte med et udpræget trist ansigt.
Omvendt havde forsøgspersoner med et påduttet dårligt humør
meget lettere ved at fange et udtryk af sorg og tristhed hos de filmede personer,
men nærmest svært ved at se, hvornår de var i godt humør.
Gruppen, der ikke havde fået påført noget godt eller dårligt humør,
var lige midt imellem og altså nogenlunde lige gode til at se både godt
og dårligt humør hos de filmede personer.
Denne simple undersøgelse viser altså,
at vores evne til at fange et følelsesmæssigt udtryk hos vore medmennesker
i væsentlig grad afhænger vores egen følelsesmæssige tilstand:
Vi bliver kort sagt bedre -eller mere tilbøjelige - til at "se" den samme følelse,
som vi selv har, hos andre, og dårligere til at se, når andre ikke er
i samme følelsesmæssige stemning som os selv.
Referat af Thomas Nielsen,
lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
fra Forskningsnyt fra Psykologien, Psykolog Nyt, nr. 15, 2001
PS. Se også mine websider
om Emotionel Intelligens
i denne sammenhæng.
|