15.000 voldsramte kvinder fik krisehjælp i 2008
    Det gør ondt at få tæsk. Ikke kun fysisk men også psykisk.
    Fra 2007 til 2008 er antallet af kvinder, der henvender sig til et krisecenter,
    steget med 14 procent. Til over 15.000, viser årsstatistikken
    fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK).

    Vold er mere end tæsk og smertelige slag.
    Undersøgelsen viser samtidig, at færre kvinder i dag
    er kommet på kvindekrisecenter som følge af fysisk vold
    som slag, spark, kvælningsforsøg og skub ned af trapper etc.
    Således havde 96 procent af kvinderne i 2007 oplevet fysisk vold,
    mens tallet er faldet til "kun" 76 procent i 2008.
    (Set i Politiken, 1. juli, 2009)

    Se flere fakta om vold imod Kvinder her
    + /www.voldmodkvinder.dk/ + www.liveleak.com/
    + FÅ GRATIS ANONYM RÅDGIVNING
    + www.voldmodkvinder.dk/
    + www.lokk.dk/



    Er psykisk vold i et parforhold
    lige så skadelig som fysisk vold?
    I enkelte parforhold forekommer der megen og så grov vold,
    og det er naturligvis noget af det mest ødelæggende for både parforholdet
    og for livskvaliteten hos især den, volden går ud over.

    Det har vi tidligere skrevet om i Forskningsnyt fra Psykologi,
    især om mænds vold mod kvinder altså såkaldt hustrumishandling.
    I langt de fleste parforhold forekommer der heldigvis kun mere begrænsede
    og sjældne former for fysisk vold, og som vi også har beskrevet tidligere,
    så er denne mere ”begrænsede vold” i et parforhold oftere noget, k
    vinden gør ved manden end omvendt.

    Det kan dreje sig om slag og spark
    og om at smide noget – ikke alt for farligt – efter ægtefællen.
    Selvfølgelig er også denne ”begrænsede” fysiske vold mellem ægtefællerne
    noget skidt, og noget der indlysende risikerer at føre til en forringelse
    og måske ligefrem ødelæggelse af parforholdet.

    Men psykologerne har også fået øjnene op for,
    hvad man kalder psykisk vold eller aggression mellem ægtefæller,
    det kan fx være hån, latterliggørelse, nedladende eller ydmygende bemærkninger,
    ondskabsfuld kritik osv. – og nu har fire forskere fra et universitet i Iowa sat sig for
    at undersøge, om denne psykiske aggression i et parforhold måske kan være
    ligeså skadelig som den forholdsvis almindelige og begrænsede fysiske vold?

    For at studere dette spørgsmål nærmere,
    fik forskerne kontakt med 103 yngre ægtepar,
    som blev undersøgt en gang om året i løbet af de første fire år af deres ægteskab
    Ved hver undersøgelse udfyldte alle ægtefællerne udførlige spørgeskemaer
    om dels ægtefællens, dels deres egen både fysiske og psykiske vold
    i parforholdet i de foregående tre måneder.

    Spørgsmålene om psykisk aggression
    indeholdt en række former for psykisk vold,
    f.eks. ”tale nedsættende om partnerens opførelse,
    kritisere partnerens påklædning, gøre nar af partnerens synspunkterosv.”

    For hver af disse former for psykisk aggression,
    skulle ægtefællen så score hyppigheden af disse adfærdsformer
    på en skala fra 0 (aldrig) til 10(meget ofte), og begge ægtefæller skulle
    altså både score deres egen og ægtefællens psykiske vold på denne måde.

    På baggrund af disse scoringer, beregnede forskerne
    et samlet mål for den enkeltes psykiske aggression som et gennemsnit
    af vedkommendes selvbeskrivelse og ægtefællens bedømmelse.

    På samme måde scorede man ægtefællernes grad af fysisk vold
    ud fra et spørgsmål, om hvor ofte de f. eks. smed ting efter ægtefællen,
    slog ægtefællen med hånden, slog ægtefællen med en hård ting,
    skubbede eller sparkede til ægtefællen osv.

    På den måde fik man altså et så godt mål,
    som det nu lod sig gøre, for hver af de 206 ægtefællers psykiske
    og fysiske vold i parforholdet med ca. et års mellemrum. For nu at se på
    hvad måde disse forskellige grader af psykisk og fysisk vold eventuelt kunne
    ødelægge livskvaliteten for partneren i parforholdet, skulle alle ægtefæller
    ved hver af de årlige undersøgelser også udfylde spørgeskemaer om,
    hvor meget de led af depression og angst i dagliglivet.

    Resultaterne af denne undersøgelse viste flere interessante ting
    om livet i de 103 ægtepar. Vedrørende hyppigheden af fysisk vold
    i parforholdene, viste den sig at være noget hyppigere hos kvinderne
    i starten af det ægteskabelige liv. Men i løbet af de fire år, faldt de hos kvinderne,
    men steg hos mændene, så ved afslutningen af undersøgelsen efter de fire år,
    havde den nu ”skiftet køn”, så den var betydelig mere udbredt
    hos mændene end hos kvinderne.

    Men selv om gennemsnittet hos mændene var højere
    end hos kvinderne, var der dog færre mænd end kvinder,
    der overhovedet nogensinde udviste fysisk vold, så den fysiske vold
    forekom altså hos et stadig mindre fåtal af mænd, der til gengæld
    udviste stærkt stigende tendens til fysisk vold.

    Hvis forskerne havde fortsat undersøgelsen i flere år,
    kunne man nok regne med, at dette fåtal på ca. 10% af mændene,
    der udviste stadig stigende tendens til fysisk vold i parforholdet,
    ville resultere i, at i hvert fald nogle af dem ville ende
    som regulære hustrumishandlere.

    Dette resultat kunne bestemt tale for at gribe ind
    overfor voldelige ægtemænd, inden volden er eskaleret så meget,
    at den bliver direkte farlig!

    Hvad den psykiske vold angår,
    var billedet nogenlunde det samme:
    Kvinderne var tilsyneladende ”værst” i starten af ægteskabet,
    men blev stadig mindre psykisk aggressive med alderen, hvorimod mændene
    også på dette punkt – i gennemsnit – blev lidt værre med stigende alder,
    således at den psykiske vold efter fire års ægteskab var lidt mere
    udbredt hos mændene end hos kvinderne.

    Men mens den fysiske vold overhovedet kun forekom
    hos 10% af mændene og hos 20% af kvinderne efter fire års ægteskab,
    så forekom den psykiske aggression hos ikke mindre end 80% af begge køn.
    Det er i og for sig et skræmmende tal, som nok kan indebære en vigtig del
    af forklaringen på de høje skilsmissetal i vore dage.

    Man kan virkelig undre sig over, at så mange unge ægtefæller
    har så svært ved at tale venligt og fornuftigt med deres ægtefælle,
    når de er uenige om et eller andet!

    Endelig viste undersøgelsen til overmål, at både fysisk,
    men sandelig også psykisk vold gjorde skade på ægtefællernes
    psykiske trivsel: Jo mere psykisk og fysisk vold ved den ene ægteskabelige
    undersøgelse man fandt, jo mere depression og angst
    fandt man i den efterfølgende tid hos den ægtefælle,
    det gik ud over.

    Det var dog slående, at der var en lang stærkere sammenhæng
    imellem psykisk aggression og efterfølgende depression og angst
    hos partneren, end der var sammenhæng mellem fysisk vold
    og nedsat trivsel hos ægtefællen.

    Hos disse ”almindelige” unge ægtepar
    (hvor der – endnu – ikke forekom egentlig hustrumishandling),
    var den psykiske aggressivitet altså langt mere skadelig for partnerens
    psykiske tilstand og trivsel end den ”begrænsede”, fysiske vold.

    Det er også værd at fremhæve, at den negative virkning af psykisk vold
    var ligeså udpræget for mændenes vedkommende som for kvindernes.
    Der var altså et lige så stærkt fald i mændenes psykiske trivsel
    som følge af kvindernes psykiske aggressivitet, som der
    forekom hos de kvinder, der var udsat for psykisk vold
    fra deres ægtefælles side.

    Thomas Nielsen, Lektor på Årh. Univ
    fra Forskningsnyt fra psykologien, , 2010

    Kilde: Lawrence, E., Yoon, J., Langer, A. & Ro, E. (2009).
    Is Psychological Aggression as Detrimental as Physical Aggression?
    The Independent Effects of Psychological Aggression on Depression
    and Anxiety Symptoms. Violence and Victims, 24(1). 20-33.



    Skænderier får sår til at hele langsommere.
    Psykolog Janice Kiecolt-Glaser og immunolog Ron Glaser
    fra Ohio State University, har i en nylig undersøgelse undersøgt
    stress og sårhelingen hos 42 ægtepar, der alle havde beskrevet
    deres parforhold som velfungerende, trygt og kærligt.

    Alle fik de påført små sår på armene.
    Og derpå opdelt i 2 forsøgs-grupper, hvor den ene
    blev bedt om at hygge sig - og dem hyggede man om.
    Den anden halvdel blev stresset, sat i konflktsituationer
    og skulle bl. a. diskutere sårbare samlivskonflikter.
    Bagefter undersøgte immunologen
    hvor hurtigt de påførte sår helede.

    Det viste sig at hos dem,
    der havde haft en stresset samtale
    var sårene i gennemsnit en dag længere om at hele,
    end hos de par, der havde talt roligt sammen.
    Og jo mere fjendtlighed, der var i samtalen,
    jo langsommere helede sårene rent faktisk.
    Illustreret Videnskab, 8/2006




    Det er meget lettere
    at genkende sine egne følelser hos andre,
    end at se, hvad andre føler, når de føler anderledes


    Vores evne til at forstå andre menneskers følelsesmæssige tilstand
    afhænger ikke blot af, hvor godt vi lytter til de ord, der bliver sagt,
    for vi er ikke alle lige villige til at fortælle om vore indre følelser,
    og vi er endvidere ikke alle lige gode til overhovedet at forstå,
    hvilke følelser, der opstår i os selv!

    Hvis man derfor af medmenneskelig interesse,
    eller fordi man er professionel behandler, gerne vil forstå præcist,
    hvad det er for følelsesmæssige stemninger, der opstår i den, man taler med,
    bør man også i høj grad lægge mærke til de såkaldte non-verbale ytringer
    Altså de ikke-sproglige tegn på følelser. Det drejer sig især om to ting:
    Mimikken og tonefaldet. Denne artikel handler om mimik
    (og i den efterfølgende om tonefald).

    4 forskere fra Frankrig, New Zealand og USA har testet forsøgspersoners evne
    til at afsløre de svage mimiske reaktioner hos filmede personer og sat denne evne
    i relation til den aktuelle følelsesmæssige tilstand hos forsøgspersonerne selv.

    Det forekommer rimeligt at fokusere på
    nogle svage mimiske reaktioner hos den, man iagttager,
    for tidligere undersøgelser har vist, at en følelsesmæssig reaktion
    ofte medfører en mimisk reaktion, der formodentlig er et levn
    fra den fjerne fortid, hvor fortidsmenneskene endnu ikke
    havde udviklet et sprog og derfor måtte meddele
    deres følelser via mimik og tonefald).

    Men undersøgelser har også vist, at vi her i den vestlige verden
    under opvæksten i høj grad lærer at skjule vores følelsesmæssige tilstand
    for andre, hvilket betyder, at den omtalte ubevidste følelsesmæssige mimik
    hos voksne ofte modvirkes af et bevidst, kontrolleret neutralt udtryk,
    så kun den mest opmærksomine iagttager så det udtryk,
    der "gled over ansigtet" ved fx en trist nyhed
    eller når den anden bliver vred og skuffet.

    For at studere vores opfattelse af disse mimiske reaktioner
    har det omtalte forskerhold skabt nogle korte billedserier, der hver især
    begynder med et klart mimisk udtryk for enten glæde eller sorg,
    og så har man via computeriseret billedmanipulation indrettet
    det således, at de efterfølgende billeder i serien gradvis
    "glider" over i et helt neutralt udtryk.

    Forskerne fik 96 studerende til at deltage som forsøgspersoner,
    men inden de 96 personer fik forevist de omtalte billedserier, blev de inddelt
    i tre grupper, hvoraf to fik "påført" en henholdsvis positiv og negativ følelse
    ved enten at se en glad film - eller en meget trist film.

    Det viste sig bagefter, at de, der havde et godt humør,
    var meget bedre til at se det gode humør, der optrådte hos de fremviste personer,
    men temmelig dårlige til at se det dårlige humør på billedserierne.

    De "glade" forsøgspersoner
    vurderede altså langt flere af ansigterne i den "glade" billedserie som glade,
    selv når billederne nærinede sig det helt neutrale udtryk, og de holdt hurtigere op
    med at se tristhed i den billedserie, der begyndte med et udpræget trist ansigt.

    Omvendt havde forsøgspersoner med et påduttet dårligt humør
    meget lettere ved at fange et udtryk af sorg og tristhed hos de filmede personer,
    men nærmest svært ved at se, hvornår de var i godt humør.

    Gruppen, der ikke havde fået påført noget godt eller dårligt humør,
    var lige midt imellem og altså nogenlunde lige gode til at se både godt
    og dårligt humør hos de filmede personer.

    Denne simple undersøgelse viser altså,
    at vores evne til at fange et følelsesmæssigt udtryk hos vore medmennesker
    i væsentlig grad afhænger vores egen følelsesmæssige tilstand:

    Vi bliver kort sagt bedre -eller mere tilbøjelige - til at "se" den samme følelse,
    som vi selv har, hos andre, og dårligere til at se, når andre ikke er
    i samme følelsesmæssige stemning som os selv.

    Referat af Thomas Nielsen,
    lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
    fra “Forskningsnyt fra Psykologien”, Psykolog Nyt, nr. 15, 2001

    PS. Se også mine websider
    om Emotionel Intelligens
    i denne sammenhæng.



Tilbage igen til Index