Jeg svarede ham, der frygtede for
at få et panikanfald på grund af præstationsangst
via en email (som er uddybet her i et lidt længere svar,
som du er velkommen til at udprinte.
Svaret var fra engang i 2001.
Hej Z
Tak for din hilsen
og klare beskrivelse af et panikanfald
- og den efterfølgende frygt for igen at få et nyt,
som utrolig mange mennesker går og slås med hver dag.
For - som du nu har opdaget - er blot eet panikanfald
tilstrækkeligt til at skabe den store frygt for "at det skal ske igen",
som du nu går og slås med. Ganske ligesom du jo også blot
behøver at brænde dig een gang på en varm kogeplade
for en tid bagefter at mærke en uro og ængstelse
- hver gang du derefter får øje på et komfur.
Eller som fyr, jeg fortalte denne erfaring til, sagde:
"Og forestil dig så, at det føles ligesom du har pisset
på et elektrisk hegn!" - Brændt barn skyer ilden."
Ja, det er rædselfuldt
at få et såkaldt "nervesammenbrud",
= et panikanfald, et chok og en anden stor forskrækkelse,
hvor der sker noget meget voldsomt, som du ikke kan styre.
Vi bliver da alle let kastet tilbage i en hjælpeløs afmagts tilstand.
Dette vækker rædsel - som er en svær følelse at styre.
Det er der vist ikke to meninger om.
Andre har beskrevet det, du har oplevet
ligesom om hvis der pludselig skete et jordskjælv
her i det ellers så fredsommelige Århus - i myldretiden
Alle går og føler sig trygge - og så bang! åbner jorden sig.
Kors i hytten, hvor vi alle sammen ville panikke
- og blive meget bange for at gå på strøget
et stykke tid efter den forskrækkelse.
Ikke fordi at det var gågaden,
der udløste rædslen, men fordi vi var der,
da det skete. Bare duften af den slikbutik
der var lige i nærheden, eller synet af
en hat, vi så på imens det skete
osv. osv. kan udløse et skrig
eller give en indre rystelse.
En stor del er kuren ligger i at se nøjere på,
hvordan du tænker/fortolker det, som skete
dvs. hvilke tanker du gør dig, om det, du oplevede.
Tænker du kun imod dig selv - så bliver det blot værre,
(ligesom du helt kan undgå panikangst ved at blive bedre
til at tænke MED dig selv - når følelserne bruser frem og
truer med at overskylle din ellers så gode forstand).
(Jeg kan ikke lide udtrykket "at lære at tænke positivt",
da det jo oftest blot betyder, at du ikke må være kritisk og vred.
omend forventes at gå rundt med en evigt smilende succesfuld facade.
Jeg synes at det er ok at brokke sig, to sing the blues, som et suk og udbrud
- men dit problem handler nok mere om at tænke i nye baner og løsninger,
end om: "at nu må du altså tænke mere optimistisk og tro mere på dig selv.
Hvem fanden tør dog tro 100% på sig selv - hele tiden,
når du virkelig erkender dig selv igennem års erfaringer?
Jeg tror ikke på mig selv, lige som om jeg er en gud eller ?
Jeg er ikke et troende menneske, men en evig tvivler
- og sådan er vi altså nogle der er skruet sammen.
Så troens nådegave ligger nok ikke klar og parat til mig.
Jeg foretrækker at vide besked og lytter til mine følelser,
som budbringere om, hvordan jeg reelt set har det nu.
At tro er at drømme/fantasere. Det eneste jeg reelt set
ved nu er, at jeg aldrig vil komme til at vide det hele.
Livet er meget størrre end mit lille hoved kan fatte
- og derfor svimler det så ofte for mig. Det gør
mit liv mere spændende end en film.
Jeg synes også det er ok
ikke at kunne elske sig selv, men blot at kunne lide sig selv
Det er svært nok at stå ved, hvad jeg synes er min sandhed,
hvilket ind imellem godt kan være: "Jeg er skidebange nu
og gør det, jeg gør nu - på trods af den skræk, frygt,
uro og ængstelse, som jeg føler, lige nu og her.
Så i stedet for at skamme mig over mig,
skælde ud på mig selv eller lyve for mig selv,
foretrækker jeg at se på og acceptere det, jeg sanser.
At stå ved mig selv, netop sådan som jeg ærligt talt er
og har det - i dette øjeblik, som forandrer sig hele tiden.
At tænke sådan støtter, beroliger og styrker mig.
Derfor udtrykket "at tænke med sig selv.").
Lidt mere om at blive
bedre til at tænke MED sig selv:
Jo, du kan fortolke "kortslutningen", som en biokemisk fejl
og mange læger vil derfor straks give dig en beroligende pille,
så du undgår at det sker igen. Hvorefter du måske vil klamre dig
til denne "Tryghedspille" - som du nu ikke mere tør undvære,
ala et forskrækket barn tyr til sin bamse eller en lykkesten.
Sådan "løser" langt de fleste danskere problemet !
- og langtids effekten er uhyggelig velkendt
(især mht. valium, stesolider og sovemidler),
se f. eks: .www.benzoinfo.dk/index.php
Psykologer
og mange "alternative" ser mere "sammenbrudet"
som en stor chance for at lære dig selv bedre at kende,
end du før har haft brug for. At kunne se dybere end før.
Vi siger noget i retning af: "Dette her kan blive en åbning
ind til helt nye og ukendte sider af dig selv, fordi at
angst er liv, der endnu ikke tør eller kan leves."
- som vores 1. bog oprindeligt skulle hedde.
Og den påstand,
ja om du vil "Trylleformel",
den kræver da vist en uddybelse
som jeg her vil konkretisere og meditere
lidt mere ind i - på de næste 4 websider:
1. Start panikkuren
med - lige nu, og her! .at droppe
den der tåbelige og selvdestruktive tro på,
at der nok er noget uhyggeligt galt og helt forkert,
ja måske endog "er en grundlæggende fejl" ved dig.
Du er såmæn hverken en helt speciel case eller helt håbløs,
eller "blot endnu en mega taber i livets store spil om ???"
Se dybere end det - ind i "mekanikken" bag angsten
..........
- og andre alt for nemme, ja selvhypnotiske
og skræmmende fastlåsende kassetænkninger.
Kort sagt lad dig ikke reducere til "en patientrolle"
eller en anden passiv lidende afmægtig offer identitet,
fordi - du er meget mere end din angst!
Drop også ønsket om at "problemet" bare forsvinder
helt af sig selv, som ved et trylleslag - for det er sgu løgn.
Selvom du har ret - og "skylden" måske nu er rigtigt anbragt
et sted i din fortid, hvad hjælper den indsigt dig så med nu og her ?
Vil du føle smerten igen? Få ret i at ? - og måske bliver trøstet?
Alt for ofte leder vi blot efter en god undskyldning
for at undgå at se det svære lige midt i øjnene og
indrømme "Jo - jeg er sgu da bange, lige nu!"
Psykologisk set kan vi her tale om
"at være et passivt lidende offer for lidelsen"
versus at være en overlever, der kæmper for at turde
f. eks. blive mere sig selv uden frygt - dvs mere fri.
Når du styrker afmagtsfølelsen, selvtvivlen og frygten,
tænker du kort sagt meget let imod dig selv og føler afmagt
og jo mere afmagtraseri og fortvivlelse, ja panik du så føler,
desto flere skræmmende tanker og fantasier producerer du
Du kalder ganske enkelt på Dæmonerne, der så kommer
- som de siger i Tibet.
Ganske som en fange i et fængsel vil du blot ud og væk
- og lærer derved intet nyt af det, der reelt skete
i netop den situation - hvor du altså opdager
at du udover frygten, også er ret så uøvet
i at tackle netop disse svære situationer
på grund af de gamle traumaer.
Ok, der er altså ganske rigtigt
"noget", som var - og stadig er? - helt forkert.
Men er det kun Dig? - Eller er det den situation, du er i?
Der ER situationer her i livet, hvor du reelt set er fastlåst
og hvor der ikke findes nogen vej ud. De er sjældne,
men i sådan en situation er det ganske naturligt
at føle sig panisk - og måske fuld af rædsel.
At kunne råbe: "Hjælp mig!" er livsnødvendigt
- også selvom hjælpen måske ikke kommer.
Det er jo derfor at vi kan råbe og skrige!
Det letter ganske enkelt det indre tryk.
Eller måske ligge "fejlen", eller "det forkerte", i den måde,
som du er dig på - i den situation? Måske er der en anden måde
hvorpå du bedre kan opnå det, som du ønsker skal ske?
Kort sagt, når du leder efter en udvej og en løsning,
så tænker du i højere grad med dig selv.
Meget af det, der i dag kaldes for Kognitiv terapi,
handler ganske enkelt om at stoppe selvundertrykkende tanker
og i stedet for træne sig selv op med hjælp til selvhjælp,
til at bruge sit hovedet bedre - til at hitte på en løsning.
Det er en kunst at tænke med sig selv, fremfor imod.
Derfor:
Skru dog hovedet på og vælg nyt
i stedet for kun at lede efter fejl og
ævre dig over, at du endnu ikke er perfekt
Prøv at tage udgangspunkt i det, du reelt ved
og tænk lidt dybere over dette eksitenstielle ord: Selvaccept.
Et svært ord - med mange dybder og dimensioner.
F. eks. ved at tænke: "Ok. Nu er det altså min tur til at opleve
at min selvkontrol også er så skrøbelig, at den kan bryde sammen.
Dvs. at "mit jordskælv" skete ikke udenfor mig, men inde i mig.
Om du så er "rigtigt" eller "forkert "skruet sammen
det er ret uinteressant. Hvad må du øve dig mere i?
Det er et bedre spørgsmål, for det peger fremad.
Og fremfor kun at frygte for det næste "sammenbrud",
så konstaterer du blot at du reelt set føler dig skrøbelig - og ok.
I stedet for panik, spørg i stedet for søgende og nysgerrigt:
Hvad var "det"
mon i mig, der brød ud?
- Hvorfor sker dette lige nu?" + "Hvad overså jeg?"
- Hvad stod der egentlig på spil for mig i den situation?"
- Hvad var det egentlig, der helt konkret skete trin for trin?
- Hvad ville jeg ønske at der skete i stedet for det, der skete?
- Hvad klarede jeg godt nok - og hvad var faktisk ikke godt ?
- Hvad skal jeg øve mig i at være mere opmærksom på?
- Hvad kan jeg lære af dette kiks til næste gang?
På engelsk skelner de mellem
A. "to explain something" = at beskrive og gøre fladt
og B. at tale exploring, dvs. opdagende og søgende.
Der er en livsholdning til forskel, som desværre
mange overser i deres desperate søgning
efter "redskaber" og "nemme udveje".
Ok døren er låst,
hvor mon nøglen er?
..........
Hvad er så nøglen ud af denne fastlåsning
af din lyst til at træde mere ærligt og tydeligt frem
- og frygten for igen - som dengang - at blive til grin ?
Focuser ikke kun på det
som bryder sammen = selvkontrollen,
men se i stedet for nøjere på det, som bryder ud.
Hvad er det i dig, som simpelhent råber så højt og stærkt
på din opmærksomhed, at du bliver så forskrækket?
Hvad er "det i dig", som truer med at bryde ud?
Udover en dybere selvforståelse,
husk så også aktivt - evnt. med støtte
og en personlig coaching fra en god psykoterapeut
at gå på opdagelse i det næste - og sikkert i dine øjne
mest interessante Nøglespørgsmål:
2. Hvordan vinder jeg
over panikken næste gang.
hvis - og når det sker igen?
fremfor kun at analysere = jeg frygter det næste angstanfald
og kun prøver på at forstå: Hvorfor mon jeg er så bange?
Løsningen ligger sandsynligvis ikke i "hvorfor",
men i at du leder efter noget, du ikke kender
endnu. Og det vil jeg godt uddybe lidt:
Angst er
liv, som ikke leves.
Angst er alt det ufærdige, usagte, uøvede
alt det uforløste, det ufølte og det utænkte,
det endnu uskete og uopdagede i dig.
Dvs alt det liv, som du endnu har
til gode at opdage at du også
kan opleve, sanse og føle.
Du gange, hvor du virkelig
for alvor har været engageret i noget,
virkelig intenst har følt: "Ja, jeg lever!"
Ja der har du sikkert ikke følt dig usikker,
ængstelig, urolig, bange, sårbar og lammet
men kun følt nu´et og øjeblikket
som du er i NETOP NU.
Så nøglen til at låse op
er ikke at frygte angsten,
men at turde se igennem den
og opdage det liv, der venter på dig
- på den anden side af ængsteligheden.
"Føl frygten - og gør det alligevel", som
Susan Jeffers siger i sin gode bog om kognitiv terapi
og kunsten at vinde selvtillid. (Borgens forlag, 2000)
Mod er f. eks. ikke det modsatte af frygt,
men sker, når noget er vigtigere end frygten.
Pointen er, at hvis du lærer noget af panikanfaldet,
ja at så vil det virke meget bedre - og mere forebyggende,
end selv de mest beroligende og lokkende små piller.
Fordi at når du
sejrer over angsten,
så ved du, at det var dig + noget ukendt i DIG
som overvandt problemet - og ikke en nervepille.
Du vil da styrke din selvtillid - via en større selvindsigt
og din sejr over frygten for en gentagelse. Du faldt,
ja du var skide bange, rædselslagen og følte dig skamfuld.
Ok, men du vandt over angsten - og rejste dig op igen!
Denne vej igennem ængsteligheden
kan oftest overvinde frygten - og forebygger
at du igen, og igen kollabser ned i hjælpeløsheden
uden at vide, hvad du da skal gøre ved dette.
Ganske ligesom hvis du i lang tid
har været god til at springe ud fra 5 meter vippen
nede i svømmehallen. Pludselig en dag svigtede
koncentrationen eller noget gik helt galt
- og du fik en gevaldigt maveplasker.
Sker dette to, tre og flere gange,
kan jeg godt forstå, det er svært for dig
igen at vove dig derop til et nyt udspring.
Men ønsker du at kunne springe uden frygt
igen, ja så må du starte forfra - fra basinkanten,
derefter fra 1 og 3 meter vippen - for endelig en dag
igen at stå deroppe og vove at udfordre trygheden.
Og nu skal det helst gå anderledes - og smertefrit.
Denne trin for trin strategi
er også vejen frem, hvis du virkelig og ægte
ønsker at blive en personlighed. Blive stærkere,
og mere eet med dig selv. Og ikke bare illusorisk tro,
at du allerede er fuldendt, som de såkaldte "perfektionister"
så ofte gør. De lever jo et liv i forstillelse og illusioner,
som meget let kan kollabse, når virkeligheden
en dag pludelig banker på - og de mærker
at de også er skrøbelige mennesker.
(( Og derfor kan de kun lide sig selv
og livet, når de i ganske få, men udsøgte
øjeblikke - kan leve op til deres indre Drømmesyn
og ideale super Image. Resten af tiden er de blot i dvale.
(det kan du læse mere om i Psykodrama-bogen)).
Så sig dog Nej
til dette tomme dumme Image-skuespil og
denne stive selvbegrænsning, som det er at bruge
dit liv og energi på at prøve at leve op til andres krav
forventninger, fantasier og billeder af, hvem du bør være.
Du er ikke skabt til at leve op til andres forventninger,
lige så lidt som de er skabt til at leve op til dine.
Vær dig selv, som du er i nu´et.
Ufærdig, søgende - og evigt blot på vej.
Målet er vigtig - ja, men også rejsen dertil.
Lev nu, og nu - og nu - med stor nysgerrighed,
og en større selvaccept af dine begrænsninger
(set i forhold til de forførende drømmesyn,
som du måske ser frem til i fremtiden?).
Det er ok at drømme og dagdrømme,
ja smukt, men husk at rejsen på de over 1000 mil,
starter med det første trin, du tager fremad.
Erkend med et smil
at ja - du altså også kan føle sådan
og at det er helt ok at være et ængsteligt menneske
udover at være alt det livsspruttende, som du
er så fuld af og glad for at være i god kontakt med,
som du - oh du heldige - skriver du hyppigt er.
"Der er en revne i alt.
Det er på den måde at lyset kommer ind",
som Leonard Cohen synger om.
Accepterer du
din sårbarhed, panikker du ikke
men opdager - og gør måske noget nyt som virker
mere selvstøttende og godt for dig - med en ny viden,
en stærkere indre vished om at "Jo jeg kunne sgu godt!",
En erfaring, som en lille hvid pille aldrig kan give dig.
En beroligende pille kan godt
være en yderst virksom og akut 1. hjælp,
ja et nyttigt redningsbælte, når du er ude i stormvejr
og taber roret, men den kan aldrig gøre dig klogere på livet
eller forvandle dig til at blive en ægte Personlighed.
Dertil kræves, at du vinder over frygten.
Derfor er mit svar:
"Hvad kan du lære af dit panikanfald?"
"Hvad er du nødt til at øve dig mere i?"
Personligt har jeg intet imod,
at du for en tid tager en beroligende pille.
Den kan virke som et nødvendigt redningsbælte.
(Hvilket er en god opfindelse, hvis du er ude at svømme
i rum sø. Og hele tiden er ved at drukne i panik over
at du får vand i næsen og munden - fordi du ikke
er særlig god til at svømme og træde vande,
endnu).
Lad blot være med at tage en stesolid etc.
forebyggende, men brug den kun i nødtilfælde,
når du kan mærke, at NU - er det hele altså ved
at blive alt alt for meget kaos - så du effektivt
kan slå "feberen" ned, lige når den raser
værst. Undgå at få endnu et maveplask.
Alene det at have en hurtig virkende pille
i sin lomme, kan virke beroligende, hvis du
helt uventet pludselig får et panikanfald - ganske
ligesom en talisman eller en lykkesten kan virke.
Og du tvinges derved til at vælge: "Kan jeg mon klare
dette her uvejr uden - eller er jeg nødt til
at dæmpe mig ned nu?"
Så pas på med,
at du ikke nøjes med
kun at tage en "forebyggende" pille,
Vent med at tage pillen, lige indtil det er alvor!
dvs. at du er helt ude at skide - så gør de ingen skade.
Og meget ofte virker de i løbet af ca. 10 minutter!
Panikanfaldet kan - udover den biokemiske faktor,
også ses som et vigtigt budskab til dig fra din sjæl.
Psykologisk set er dette en langt mere interessant måde
at begribe og kurere angst, chock og panikanfald på,
end blot at se panikanfaldet som en kemisk fejl
- som vi jo alle "lider af" i extreme situationer.
Derfor er der her et par andre forslag
til, at du kan blive lidt klogere på dig selv
ud fra den spændende nye erfaring, du nu har gjort dig
om den måde, hvorpå du er dig her i verden - i dag
Måske handler det
også for dig om at overvinde frygten
for at blive afsløret som et helt almindeligt menneske ?
der ikke altid bliver bekræftiget i dit indbildske Image af dig selv
som en, der bare "altid" og ved enhver lejlighed er "åh så fantastisk,
skidesej og altid spudlende af dynamisk energi og gå på mod" osv.
(Vi mere beskedne mennesker kender dette, som angsten for
ikke at blive tålt og accepteret af "alle de andre"- som meget
ofte er kernen i en social fobi = en stor frygt for andre.)
Dit tilfælde lyder mere til
at være beslægtet med det, som skuespillere
kalder for Sceneskræk - og skolelever for Eksamensangst
= præstationsangst, end med den almindelige generthed
.+ se 2 og 3 , som ca. 4 ud af 10 voksne
kender til i Selvudtrykkende situationer,
hvor vores selvagtelse står på spil.
Kort resume:
1. trin er altså at turde
at se frygten i øjnene og turde vedkende dig,
hvad du er så nervøs for - ja måske er direkte bange for
at der vil ske. Når, og hvis du igen "kortslutter" og "klappen
bare går ned" lige netop der, hvor du mindst af alt ønsker det.
Det er selvfølgelig også dér, du stærkest mærker
dine høje krav til dig selv og ambitionerne.
Hvad er du dybest set bange for?
"At blive til grin." ved at få endnu et panikanfald,
skriver du i dit brev. Ok - det er da en fin start.
Og alt alt for abstrakt, svævende.
Gå tættere på - og søg dybere. F. eks.
"Når de alle ( som far ?) pludselig ser så mærkeligt på mig.
Ok - og hvad tror du da, at de (som ikke er din far) ser ?"
En ting er helt sikker: De ser dig ikke, sådan
som du ser dig selv, indefra.
Og spørg derefter: "Hvad forestiller du dig så,
at de tænker - og sådan helt konkret, siger om dig?
Undersøg derefter: "Og hvad sker der så ved det?"
Prøv f. eks. at vurder konsekvenserne ud fra dette.
enkle spørgsmål: Er det f. eks. noget du dør af?
Dan dig et endnu tydeligere billede af den totale katastrofe,
som din stærke og gode fantasi, da vil afspille i din indre biograf.
Gør din katastrofe helt tydelig og klar. Og formindsk den
derefter til - blot at være en sjov episode i en skør film
på din indre fjersynsskærm. Leg med det,
du er bange for - og lær af det.
Hvordan føles det
at du således selv kan styre mere med i,
hvad du vælger at fantasere om og tænke på ?
Gør det dig - eller din pessimisme, stærkere?
Kort sagt:
- Er dit drømmesyn - og dit mareridt forbundne?
- Fandt du ud af, hvad kernen i det, som du frygter er?
- Har du vendt dig imod det, du frygter og set det i øjnene,
...eller forsøger du stadigvæk at løbe væk fra din skygge?
2. Når angsten således
er blevet forvandlet til en frygt
for noget helt konkret - som du nu ved, hvad er
så prøv at lege med frygten, som en absolut nybegynder.
Kort sagt: Øv dig i at overvinde det, som reelt sker
i øjeblikket - ud fra en trin for trin tænkning.
Overdriv f. eks. din frygt for at blive til grin
i en leg med nogle gode venner, hvor du helt bevidst "spiller"
lige netop den person, du er så bange for at andre vil få at se.
Overdriv mareridtet, først lidt - og så helt vildt. Og find netop
din måde at være "ham, der totalt kortslutter, og er helt til grin."
... og lær dig derved kunsten at vende frygten
om til en befriende latter, og en ny adfærd.
Du er fri af frygten, når du selv ler med.
Pludselig handler det ikke mere om angst,
men om engagement i det øjeblik, du er i.
Bemærk:
Øv dig og gør det først overfor nogle venner
- ikke når "du er på" for alvor. Øv dig i at gå ind
i det sværeste. Opdag, hvad du selv kan gøre anderledes
- og hvilken hjælp udefra, som du reelt set har behov for.
Tricket er
at du ved at gøre netop det, du frygter - helt bevidst,
undgår at panikke. At anfaldet igen en dag falder dig i ryggen,
sådan som du så klart og levende beskriver .
Teknikken kaldes for "Paradox intension"
og virker på samme måde, som når du får at vide
at nu skal du altså være vred / græde/ være nervøs/ nyse osv.
Noget inde i dig vil hurtigt protestere, og da er det næsten umuligt
at få gjort dig til at nyse, le, blive vred, ked af det, usikker etc.
"Jeg kan ikke, når jeg skal gøre det" - er logikken.
Så prøv at lege lidt med at gå dybere ind i netop det,
som du helt konkret frygter for, at der måske? kan ske.
Stop med at tro, at det vil ske (via bekymringstankerne
som blot overbeviser, ja hypnotiserer dig til at tro
at du kender en skid til fremtiden. Du kender
blot fortiden, nutiden - og dit næste trin.
Vågn op - og kom ud på den anden side
dér, hvor du opdager at det bare igen var dit ego ´s
Idealbillede af dig selv, der drillede dig med et spøgelse
- måske fra din fortid, hvor din fars høje krav til dig
også synes at vække et raseri og en stor protest?
(Lidt ala at se spøgelser ved højlys dag).
- eller måske
sættes angsten igang af et for højt ambitionsniveau,
som du helt selv har opstillet for dig selv? Via din store drøm,
- som du selvklart også er ængstelig for, om den nu holder
til virkelighedens prøvelser - eller af en helt tredje årsag.
Din panikreaktion kan jo ganske enkelt skyldes, at frygten
og kortslutningen sker p. gr. af en yderst reel manglende øvelse
i at turde træde frem foran os andre og sige: "Hej - her er jeg!"
på en mere direkte, åben og personlig facon.
Måske har du tidligere kunnet gøre dette næsten uden frygt,
når du dækkede dig omme bag noget fagligt, eller er i en rolle?
Men hvor megen øvelse har du reelt set i at træde frem
på et mere ærligt og hudløst Jeg - Du kontaktplan ?
Kort sagt:
Denne Trin for trin strategi tager udgangspunkt i
"at jeg må øve mig på det, som så åbentlyst er svært for mig".
En pædagogiske måde at tackle Sceneskrækken på, som ofte kan
bruges som Metoden til at overkomme
den præstationsangst, du skildrer.
Teknikken er at genopbygge modet via en serie små øvelser,
som trin for trin bliver sværere og sværere - indtil du bare kan
holde en lang tale - eller synge dine sange, selv på det kgl. teater.
"The path to success
is to take massive, determined action."
som Anthony Robbins engang sagde
Så prøv først
paradox intension-teknikken
og se om du ikke kan kortslutte, den der indre protest
imod at skulle leve op til eet eller andet ideal og drømmebillede,
som du reelt set endnu ikke føler, at du er i virkeligheden.
Øv dig i at være - og blive dig på en ny måde.
Noget af det sværeste
ved at turde træde frem som kunstner
er, at du her har et stort indre krav til dig selv om ægthed.
Et dybtfølt ønske om at komme ud fra hjertet. Fremfor blot
at være en til af alle de der hyklere, der "lader som om"
de er åh så cool og på anden vis - bare sælger sig selv
og deres udadvendte rollespil og Image = egoræs.
Måske er det denne Ærligheds-protest
- stimuleret af, at du nu på andre områder
har valgt at leve mere ærligt ? som du igen skal se på ?
Men uden øvelse går det simpelthen ikke.
Selvklart er enhver af os skidebange for noget, vi ikke er vant til
eller hvor der står noget stort på spil. Og /eller /når vi ønsker
at opnå et helt bestemt godt indtryk hos tilskuerne,
- som ved en jobansættelse, og en eksamen
Vi må jo alle øve og træne os, hvis vi vil blive bedre,
sådan at vi en dag bare kan lige netop det, som vi vil
- lige så let som alt det andet, vi har øvet os i.
De næste trin:
Udover kun at afprøve diverse lynkure,
prøv da også at bruge "anfaldet" som en åbning
ind til helt nye, sårbare og utrænede sider af dig selv.
Udover disse og diverse selvopfundne tricks,
kan du også lege med at bruge din gode fantasi
til at skabe dig nogle mere vellystige indre dagdrømme
om, hvordan du er lige ved at få et anfald, men her klarer du det
på en supersmart måde - og alt ender lige som du drømmer om.
Denne teknik kaldes for Visualisering + se 2 og den kan styrke
din evne til at bruge fantasiens kraft bedre med dig, end nu.
Afspændings- og åndedrætsøvelser
er også meget nyttige, så dér er der også
megen Selvstøtte at hente. Men først og fremmest
så vær dog åben med det og tal med dine venner om det.
Her i livet kan vi enten realisere et billede af os selv
eller os selv, som vi i virkeligheden er - på godt, og skidt
(dvs. med alle vores styrkesider + sårbarheder og svagheder).
Hvilken kurs vælger du? Din vej - eller det, som du tror
at "de andre" forventer sig af dig?
Det kun at kunne lide sig selv,
når du er helt på toppen og velfungerende
er som at bilde sig ind, at solen bør og skal skinne hver dag
her i Danmark. Det sker ind imellem, ja - men hvor tit ?
Derfor må vi også lære at holde af os selv i gråvejr
regnvejr, tåge og slud - og klæde os på derefter.
Jeg giver ellers ikke terapi eller rådgivning på nettet
- men jeg kunne godt lide din måde at beskrive
hvordan sceneskræk opleves indefra, så ...
Hvis dine sange er lige så ærlige,
som din email, ja så pøj pøj med karrieren.
Jeg savner ærlige danske sange, der fortæller
hvordan det er at være menneske i dag.
pøj pøj og hilsen
fra Ebbe
PS. Sorry svaret blev så langt,
jeg havde ikke tid til at gøre det kortere).
PS. PS. Lidt sjovt om perfektionisme-kravet:
"The closest to perfection a person ever comes
is when he fills out a job application form."
- Stanley J. Randall
Læs mere
på den næste webside,
om angst mere generelt - psykologisk set.
|