www.fobiskolen.dk har følgende gode beskrivelse
af, hvad du sådan rent fysiologisk og sansemæssigt mærker i kroppen,
når dit adrenalin suser ekstra stærkt igennem din krop:
"Under et angstanfald sker der rent fysiologisk en
øjeblikkelig mangedobling af "katastrofehormonet" adrenalin i blodet,
der som du sikkert godt ved, sætter kroppen i højeste alarmberedskab.
På etbrækdel af et øjeblik får adrenalinet dit hjerte til at slå hurtigere
og kraftigere, herved forøges ilt-transporten i blodet, som primært
føres til de store muskelgrupper, idet kroppen gør klar til kamp
eller til flugt i forhold til det, der opleves som truende.
Musklerne i kroppen spændes, og det kan være
så effektivt, at blodforsyningen til hjernen nedsættes,
især hvis man spænder alt for meget i nakke, skuldre, ansigt, kæber
og halsparti. Balanceorganet i øret kan også påvirkes af disse spændinger.
Når blodet primært føres ud til de store muskelgrupper, føres det væk fra hud,
fingre, ansigt og fødder. Dette kan føles som kulde, soven eller prikken
i hænder, fødder og ansigt. Blodet trækkes ind mod centrum.
Hjertet kan også slå et dobbeltslag,
hvilket kan føles som om det springer et slag over, hvilket er normalt og ufarligt.
Når hjertet slår kraftigt, sættes blodtrykket i vejret, åndedrættet stimuleres,
musklerne spændes, man ryster og
man begynder at hyperventilere, hvilket vil sige, at
vejrtrækningen bliver hurtig, overfladisk og foregår med
øverste del af brystkassen. Herved indåndes der store
mængder ilt, som betyder at der opstår en ubalance mellem
den ilt der indåndes og den kuldioxid der udåndes. Dette
mindsker kalk- og fosforindholdet i blodet og bevirker at
blodkarrene i hjernen trækker sig sammen. Dette kan medføre
svimmelhed og besvimelsesfornemmelse. Når blodtrykket
stiger, begynder man at svede, bliver rød i hovedet og kan
få hovedpine og trykken i hovedet. Man kan ikke besvime i
forbindelse med et angstanfald, fordi blodtrykket stiger.
Når man kan besvime i andre situationer handler det om det
modsatte, nemlig at blodtrykket falder. Dette fænomen ses
kun i forbindelse med blodfobi.
Uvirkelighedsfølelse hænger sammen med hele den voldsomme
aktivitet i den sympatiske del af nervesystemet, som også betyder,
at man fokuserer meget intenst indad på det der sker i kroppen
og mister derfor fornemmelsen af det der sker omkring én.
Et angstanfald er en meget voldsom oplevelse og er ofte
forbundet med dødsangst, ja ren rædsel fordi man føler at kroppen
og en selv går fuldkommen "amok" og man føler at man helt mister
kontrollen over sig selv og situationen.
Mange ringer derforpanisk og forskrækket efter en ambulance
fordi de tror at de er ved at få et hjerteanfald eller lignende. På skadestuen
får man så taget blodtryk og måske et hjertekardiagram, som viser
at alt er normalt. Herefter sendes man hjem igen, ofte med en
udpræget angst for at få et anfald og få det dårligt igen.
Efter et angstanfald vil man i reglen føle sig meget træt,
og den parasympatiske del af det autonome nervesystem vil
automatisk forsøge at stabilisere kroppen efter den voldsomme anstrengelse.
Problemet er bare, at man ofte er blevet så bange, at man mere eller mindre
konstant vil være bange for at opleve et nyt angstanfald, især i situationer
som ligner den, hvor man første gang oplevede et intens angstanfald.
Mange vil derfor undgå lignende situationer fremover
og samtidig være meget fokuseret på den mindste smule ubehag i kroppen.
Man har hermed fået såkaldt panikangst og er blevet angst for igen
at opleve den rædsel og skræmmende mangel på selvkontrol,
som oftest ligger bag ved disse overreaktioner på adrenalin.
|