Tænk nyt
og føl derfor noget andet
end angst, mistillid og usikkerhed
."Det bedste du kan gøre her i livet, er
..at blive smaddergod til at være dig!"
Taler du med en psykolog
sættes der ofte focus på at lære dig
at sætte dig nye mål, og lære nye leveregler,
som du øves i at lære via at kunne klare hverdagens
mange mere eller mindre angstprovokerende udfordringer
bedre og bedre, trin for trin:
Bag de mange gradvis større og sværere hjemmeopgaver,
ligger, udover en træning i at kunne noget, du ikke før kunne,
også et ønske om at støtte din fastlåste frustrerede frihedstrang
Rejsen ud i friheden starter oftest med
1. at du nu vil vide og turde føle, hvad du reelt set føler,
+ se på dansk: www.psykoweb.dk/par_termometer/feelings.htm
2. At stå ved, hvem du er - og selv definere hvem du er
Dvs. ikke mere lader dig køre rundt med, af hvem som helst
eller hvilke "flinkeskole-manerer", du nu føler dig fanget af?
Du skal blot genfinde lysten og glæden ved, at du er DIG!
Bl. a. derfor, skal du også - trin for trin - øve dig i
3. at kunne træde tydeligere frem og sige din mening højt.
og 4. At række ud og kunne få en god ærlig kontakt
netop dér, hvor du før hastigt lukkede af - og blot løb væk i panik.
(Og selvfølgelig derfor igen kun opnåede at blive og føle dig mere alene
med alle dine afmagts lammende, umulige og håbløse sorte tanker.)
Ideen og målet er kort sagt
at bryde "den onde cirkel af afmagts og frygt
og erstatte den med en bedre refleks = nysgerrighed.
"Hvad er jeg egentlig bange for?" "Hvad er det værste, der kan ske?"
+ "Og hvis dette sker, hvad kan jeg så gøre, der er klogt og virker?"
Samt "Hvordan kan jeg styrke mig selv, så jeg ikke bremser op
eller løber væk, blot fordi jeg bliver usikker og urolig?"
Osv. osv. Nysgerrige og støttende spørgsmål, der igen
og igen får dig til at skrue hovedet og din sunde fornuft på
samtidig med at du bevarer selvkontrollen og styrker din indre ro.
Du har sikkert hørt dette før. Hos en psykolog trænes
og øves du helt konkret i en dag at kunne nå disse mål.
For mange starter "helbredelsen" med Individuel- eller Gruppeterapi.
Et øvested, som derefter gradvis åbner sig ud imod andre og verden,
- hvor du så fortsat øver dig i det, du lærte i disse trygge omgivelser:
Alt alt for kort sagt, ønsker vi at lære dig
at tænke bedre med - fremfor kun at være imod dig selv.
I fagsjagon kaldes dette Kognitiv adfærdsterapi + se B
kombineret med Assertions træning = Selvbekræftigende øvelser
der gradvis udvikles frem til en ny og mere selvstøttende livsindstilling.
Det har vist sig at være den mest effektive - og langttidsholdbare "kur"
imod at få fremtidige angstanfald og "nervesammenbrud".
"Bivirkningen" er meget ofte et modigere og sjovere liv.
+ se NetDoktors letlæste intr. til Kognitiv Terapi
og: fakta fra forskningen
Og JA! du har ret - det er let nok at sige,
at stræbe efter og ønske sig at kunne leve op til
samt skrive smukke ord om, osv osv, men ...
Angst er, (ligesom døden
og den gamle sandhed om at vi alle dybest set og hyppigst
blot er som børn der leger, at vi er blevet voksne)
et ufatteligt stort tabu !
|
Det er som om
vi stiltiende er blevet enige om at lade som om, at vi altid
er ovenpå, stærke, glade - og ikke spor bange. Ok - ængstelige,
urolige og bekymrede, det er ok. Men bange? Angst og panik, hjælp!
Det er alt for skræmmende til, at man kan tale frit om disse følelser.
Angst, panik og rædsel?
Det er da noget de har nede i Kosova, Palæstina, Israel.
ikke her i vores fredelige Danmark. Det bilder vi os selv og
hinanden ind. Og hvis vi endelig skælver, dirrer og bævrer,
ja så er det for intet at regne i forhold til ...., siger man,
"... for vi har jo så meget at være taknemmelige for."
Med andre ord: "Pinligt. Jeg vil ikke tale om det!
Tag et glas mere - spis en pille, lær at slappe af.
0g glem så hurtigst muligt "anfaldet".
Pinligt sådan at bryde sammen.
Ingen synes at være interesseret i "det, som da brød ud".
Vi taler hellere om, hvordan vi kan beskytte os imod angsten.
Fjerne den. Vi burde være ovenpå, have magt over og check på.
Bekymre os om praktiske overskuelige ting og sandsynlige muligheder.
Vi knokler på overarbejde - og lever som om arbejdslivet er hele livet.
Trøstespiser og gemmer os væk i depressionen´s beskyttende
halvmørke - måske for at undgå det, som vi er bange for?
Hvordan klarer du dig?, spørger vi ængsteligt
fordi det kunne jo være, at du klarede dit job
og livet bedre, eller værre end mig - eller
måske er du oprigtigt interesseret ???
Tør vi stole på hinanden?
De virkelig bange gør det ikke.
De beholder deres uvirkelige liv for sig selv
og tror derfor også, at vi andre oftest er falske
- eller hvad tror du mon er forklaringen
på den udbredte tavshed ?
|
Vi indrømmer
gerne alt muligt andet
At vi frygter for at få kritik.
At vi er bange for at gøre noget forkert.
At vi ikke kan lide at se blodige scener i fjernsynet.
At vi ikke kan lide at føle os sårbare, kejtede og usikre.
Vi brokker og beklager os gerne - og ofte, med måde.
Folk skulle jo nødig tro at vi virkelig har det svært.
Og der er så meget vi gerne ville - og kunne,
hvis bare at vi lige turde, og fik chancen.
Der er 1000 vis af undskyldninger
og bortforklaringer for at bevare
status quo.
Eller kender du måske nogle, der ligefrem glæder sig til fremtiden?
Som Kim Larsen siger: "Selvfølgelig er jeg bange for fremtiden,
- men det behøver jo ikke betyde, at jeg er bange for i morgen."
Vi bekymrer os vel også alle om verdenssituationen,
sundheden og hinanden, men prøv i såvel "det gode selskab",
på arbejdet -eller i Rockerklubben at sige disse menneskeord:
"JEG ER SKIDE BANGE NU - HJÆLP MIG!"
Puha - det gør man simpelthen ikke. Det er for pinligt.
Ja skræmmende - og tragisk nok især for netop de,
som sidder mest fast i angsten kvælertag.
Når vi selv - eller et andet menneske, du møder
oplever styrken i at turde indse vores humane ubetydelighed,
vores sårbarhed, hjælpeløshed, ensomhed, svaghed og skrøbelighed
i denne ufattelige store, helt vidunderlige - og oftest uforståelige,
og ret ukontrolable verden - ja så skræmmer det os først.
Glimtet af, hvordan livet også kan være.
Tænk, hvis det nu en dag blev mig! - Vi aner alle
et sted denne fælles menneskelige sårbarhed.
Muligheden for at det hele bryder sammen.
Angsten kommer fra - og styrkes ved,
at vi ikke tør føle, hvad vi føler. Sige, hvad vi mener,
samt gøre det, som vi har lyst til - og har brug for at kunne gøre.
At vi føler os begrænsede- og ikke vil se vores begrænsninger
som sårbare, skrøbelige og ufuldkomne mennesker i øjnene.
"Vi ville vel alle være kujoner, hvis vi altså turde være det",
som jeg engang hørte en ærlig sjæl sige i en gruppe.
Lige såvel
som vi er bange for vores mangler, som
for det usikre, det ukendte - og det måske farlige her i livet,
ja så er vi også utrolig bange for at leve bare lidt mere spændende,
end vi gør. Og den påstand tør langt de fleste jo heller ikke afprøve.
Vi elsker udvikling, men hader forandringer.
Og det vi ikke magter, ja det undgår vi helst og
derfor forbliver vi også mere og mere utrænede
og usikre, når vi pinligt en dag har brug for
den selvaccept, som vi ikke fik lært
dengang det var lettere at lære.
Noget af det bedste ved at være psykoterapeut
er at vide at de fleste lærer at erobre livet tilbage
uanset hvor langt nede i et hul de starter rejsen fra.
Det kan lade sig gøre i praksis. Det er svært,
ja - men det er faktisk muligt for de fleste.
|
Hvis ovennævnte siger dig noget,
så har jeg skrevet dette og de næste sider
efter at have læst
Dorothy Rowe ´s helt enestående gode bog
"Overvind din angst",+ se B, fra Spektrum, 1992
(+ denne: "I harmoni med dig selv", Spektrum.,2000)
Det er min nr 1. bog mht. angst, panik
- og vanvid i forskellige udgaver.
Alene kap. 1
om angsten for angsten er hele bogen værd.
Klar snak, og spændende som en roman.
Du kan låne den/dem på biblioteket.
|
Videre til
NÆSTE SIDE OM ANGST
Tilbage til Oversigten
over angst-kurset.
|