Det hører med til livet
at være - og kunne blive bange



Det er ikke rart, men menneskeligt
O
g du kan lære at vinde over angsten
ved at forvandle den til engagement.




Angst er frihedens pris
Trækker du dig blot forskræmt bort fra verdens uro
og svimmelhed, mister du din åbenhed og vitalitet.

Og en dag opdager du så pinligt
at du blot gentager dig selv, er gået i stå
og har spærret dig selv mere og mere inde.
Måske i en selvtilstrækkelighed, som er en parodi
på ægte selvstændighed. "At være sig selv" er een ting
- men "at være sig selv nok", er det virkelig godt nok?

Som Søren Kierkegaard udtrykte det engang:
"Hvo som vover, risikerer at miste sit fodfæste
for en tid. Hvo som intet vover, risikerer
igennem årene helt at miste sig selv."

Angst er liv, som ikke leves.



Nøgler til at opløse angst:

Angst er handlinger, som du ikke tør gøre,
men som du vil have godt af at træne dig i, trin for trin.
Angsten viser dig dine begrænsninger - og hvad du må øve dig på.
Og jo mere nødvendigt dette er, desto mere angst vil du føle.


Angst er ord fra hjertet, som ikke bliver hørt,
Måske fordi du allerede på forhånd har afvist muligheden af,
at en anden vil kunne forstå - og værdsætte dig og din oplevelse?
Jo mere du brænder inde med, desto større indre uro og pres,
ængstelse, tvivl og indre konflikt, vil du selvklart føle.


Angst er at tænke eet, sige noget helt andet,
og samtidig føle noget tredje - for så at gøre noget fjerde.
Hvilket selvklart meget hurtigt fører til, at du bliver skrupforvirret
og taber overblikket - og så er der kun en vej til at føle panik.


Angst er ængstelige tanker,
som du ikke tør tænke igennem til en konklusion.
Angst er at være utrolig dygtig til at tænke imod dig selv;
og derfor være utrænet i at tænke bedre med dig selv.


Angst er lyster, vilde impulser og forsømte behov,
som du ikke tør udtrykke og stå ved, at du reelt set har.

Angst er følelser, som du endnu ikke kender og ejer.
Og som
du derfor ikke ved, hvordan du skal udtrykke - på netop din måde.


Angst er billeder inde i hovedet, som ikke bliver tegnet,
og danse, musik og sange, der ikke bliver danset, spillet og sunget.



Og angst og panik er oftest et symptom på,
at du endnu ikke har lært at blive vred på rette tid og sted.

Eller at du går og er trist, sorgfuld og alt for ulykkelig - uden at kunne
hulke rigtigt igennem, sætte ord på tabet - og skabe forandring.
I stedet for at åbne op og give slip på alt det som gør ondt,
lukker du "det hele" inde - og ender med at give op.



Angst og Panik er også ikke at kunne trække vejret frit.
Meget ofte tør du heller ikke puste ordentlig ud = give slip,
så angsten bliver lig med et indeklemt og alt for lille åndedræt,
hvor du ligesom ikke tør give slip - eller tage frisk luft ind.
Prøv blot at hold vejret et stykke tid - og føl effekten.



Og angst og panik opstår, når du prøver at overtilpasse
dig til en situation, som du ikke burde finde dig i at leve i.

Dvs. du føler afmagt og hjælpeløshed - uden at få hjælp.


Angst er kort sagt
liv, som du endnu ikke tør leve




Angst og
uerkendt
Rædsel ..kan forklædt
som skam, hån, foragt, afmagt eller ondskab,
løgn, hævnlyst, misundelse og destruktionslyst

flytte ind i netop de rum af din psyke, som du endnu ikke kender,
og som du derfor heller ikke føler dig hjemme i - eller tryg ved.

Panik er rædsel for noget overvældende og livsfarligt:
"Det var, som et indre vilddyr kom op i mig - og det hele
slog klik for mig." - " Det var, som om jeg var en helt anden!"
"Jeg mærker at der ligger en vild kraft inde i mig, som
helt kan vælte mig af pinden - hvis jeg ikke passer på".
som den overfornuftige nørd forskrækket sagde.

"Jeg kunne mærke et helt dyrisk skrig stige op i mig."
"Det føles ligesom om der er noget, der gik i stykker
inde i mig, det sagde klik. Jeg blev helt overvældet
af raseriet, som var meget stærkere end mit ego."
"Det er en side af mig selv, som jeg ikke
før havde anet eksisterede inde i mig."
som den alt for søde pige sagde.

"Jeg følte mig bomstærk - og helt vild,
ja som en gud ...til hverdag er jeg en kylling
og evigt bange for at blive afvist og ydmyget.",
som en voldtægtsmand sagde til politimanden.

"Jeg rystede indeni i flere dage,
lige indtil jeg satte nogle rockmusik på
og fik forvandlet al den frygtenergi til en dans,
Sådan varmede jeg mig op til en fest, jeg gik til og
hvor jeg mødte min kommende kæreste, i en vild dans."
som en anden fyr, der havde det ligeså, sagde.


Da angst er liv, du endnu ikke kender
og derfor ikke tør eje. møde og være mere eet med, vil
du ofte på din vej ud af angstens stumme bedøvelsesrum
opdage, at jo mere du igen tør blive dig, som du virkelig er
- og måske engang var? - desto mere genfinder, ja
erobrer
du din basale tillid til, at du sørme godt kan klare dette her liv.
Og desto mindre bange, bliver du da for at blive bange igen.
Det, som før faldt dig i ryggen, bliver nu en ny side af dig.


Mere enkelt sagt:
Stop dog op og se nøjere på det, der skræmmer dig.
Lær "det" bedre at kende - og øv dig i at blive ven med "det".
Ligesom hvis du surfer, vil du sandsynligvis igen og igen
blive våd og falde i, men med daglig øvelse og træning,
vil du blive meget bedre til det, end du er i dag.

Måden og niveauet dette sker på
er selvsagt forskellig fra person til person.
Så enkel er magien - og så svær er kuren.




Vi siger, at vi elsker udvikling, det nye
og sukker ofte efter der skal ske noget nyt og spændende!
Tja - men vi hader sgu også forandringer, mindst lige så meget.
Og udvikling går jo på godt og skidt den svære vej igennem angst,
klodsethed og usikkerhed - til sejre og nederlag - eller nye muligheder.
Vi kan desværre ikke på forhånd vide, hvordan det hele ender
og nogle gange gaber vi over mere, end vi kan klare.

Og da der meget sjældent er nogen sikker garanti for,
at det nye er bedre - eller at dit projekt nu endelig vil lykket,
ja så må du - som alle vi andre - indimellem tage chancen.
Det er vores basale menneskelige vilkår og valg.

Som børn kastede vi os uden tøven - i vores uskyld
ud i det ukendte, tapre som en faldskærmsudspringer
- med mindre vi blev forhindret i det. Sidenhen er vi ikke
så spontane som dengang - og der kræves noget mere af os.
Nemlig at vi finder modet til igen at turde begynde at få lyst
til at lære noget nyt + noget mere om, hvem vi også er
og hvad vi mon kan - og hvad vi simpelthen ikke kan.

Nogle af os, især de fra tilpas trygge og modige hjem,
har siden vi var børn lært at kunne rumme og forvandle
angsten til engagement, et nærvær og stor nysgerrighed,
og lærer derfor mere end andre. Vi kalder angsten
for spænding og ophidselse - og surfer på den.
Ja nogle opsøger det ligefrem - og ender
med at blive helt vilde adrenalinjunkies,
der "vågner op" når noget er farligt
og virkelig udfordrer os.



Men mange er så bange for at blive bange
- for sårbarheden, frygten for at blive hængt ud,
drillet, afvist - og igen at føle sig dumme og usikre,
at de stivner og lammes. Ja, måske bliver de neurotiske
- af at være så bange for at blive bange.



Om neurotisk angst:

Hvis du gerne vil vide og mærke,
hvordan det føles at være neurotisk?

Så rejs dig op og at med krydsede ben
- og gå derpå en lille tur rundt i din stue
stadigvæk
med stive krydsede ben.

Denne følelse af, at der "ligesom er noget,
der spænder ben for mig, igen og igen" kender
enhver neurotiker i større eller mindre udstrækning.

Prøv det - bare i 5 minutter. Det er meget pinefuldt,
hvis du opdager at du har gået sådan igennem livet,
måske lige siden din barndom? - eller i årevis.

Nogle prøver blot at vænne sig til det,
mens andre tager kampen op imod usikkerheden,
og lærer sig trin for trin at vinde tiltrængte sejre
netop dér, hvor de før blot led nederlag.

I denne kamp imod at ende med at blive et offer for angsten
er vi terapeuter at ligne med at være din boksetræner,
som trin for trin forsøger at lære dig glæden
ved at vinde sejre - og flytte grænser.


Og ligesom i boksning, er der også her
i livet flue-, let-, mellem- og sværvægtere.



Nogle få særlig sårbare
kan desværre ganske enkelt ikke rumme,
tæmme eller bearbejde al deres vilde livssult og energi
og har derfor reelt brug for at få livsangsten dæmpet
lidt ned via beroligende-medicin.
Og det er helt ok.

De nye nervepiller er blevet meget bedre
end de gamle "beroligende piller", hvor folk jo åd stesolider
og valium, som om det var slik - og fik sig oftest et chock, et stort
forstærket angstanfald - når de en dag prøvede på at holde op.
En farlig langtids effekt, hvis du ikke tager nogle pillepauser.


I 1995 var forbruget af hjernemedicin ialt på
776 millioner kroner her i Danmark.
(Det svarer til, at
ca. 12 % af den danske befolkning (inkl. børnene)
hver dag indtager en fuld døgndosis psykopharmaca,
siger Sundhedsstyrelsen).


Det er nordisk rekord !
(Vi kan altså bare det der med sprut og piller).

Hvem mon ved, hvor stort beløbet er for 1999 - og 2000?
(Der er jo intet der tyder på, at vi bruger mindre i dag).

Mht. alkohol regner Sundhedsstyrelsen med
at ca. 2 - 300. 000 danskere drikker alt for meget,
og at ca. 225. 000 børn vokser op i hjem, hvor enten
den ene - eller begge forældrene har et alkoholproblem.

Se flere fakta om danskernes mørke sider her.


Kan livet ikke mere
leves uden bedøvelse?

Det er så tragisk - også fordi:
angst er livsglæde, kreativitet
leg og handlekraft, som er blokeret.
Uroens og angstens styrke viser dig,
hvor meget liv du snyder dig selv
og os andre - for.


Angst er ganske enkelt liv, som ikke leves
Angst er ukendte sider af dig, som banker på
Angst er det endnu ufødte - som du også selv
må hjælpe til med at få mere frem i dit liv.
Angst er liv, som du endnu ikke lever.


Pointen

med alle disse skræmmende ord om uro,
og angst, panik og rædsel - er, at det farlige ved livet
er, at vi alle sammen - et sted omme bag ved det hele - ofte er bange.

Der er de, som godt tør føle angsten, adrenalinsuset. Og de mange,
der ikke tør føle denne kraft - dette krav om at træde i eksistens,
blive - og være DIG. Være ved, hvem du er. Vide hvad du føler,
tænker klart - og har brug for - for igen at turde løfte hovedet
og trække vejret frit igen. Turde se ud over dig selv
igen, se frem - med nysgerrighed og optimisme

Det er en livslang trin for trin proces.






Kort sagt:
Gør hvad du evner at gøre
for igen at komme ud i friheden
- inden du vænner dig til at tro
at livet er noget farligt noget.

(ovenstående er
et uddrag fra Psykodrama-bogen, side 226 ff.,
hvor vi mere konkret uddyber disse ord med
17 live- terapisessioner, så at disse Nøgler
bliver mere forståelige og livsnære. )







Til Index


tilbage til Oversigten
over alle angst-siderne



Til et cyberkursus om Selvtillid


Webkursus om depressioner