En ca. 40 årig kvindes historie om angst og Panikanfald

Jeg fik denne tankevækkende beretning via en email fra en af www.psykoweb.dk ´s besøgende:, som jeg har fået lov til at lægge frem her - så andre kan lære mere om hvad angst er for noget - og hvilke konsekvenser det kan få, hvis du blot bliver lammet, overvældet og næsten opslugt af denne - i sagens natur - skræmmende følelse uden at få kvalificeret hjælp - hurtigt. - Ebbe. ----------------------------------------------- Den 8. august 1994. En frygtelig dato, der som Word Trade Center 11- 9 - 2001 katastrofalt brat delte min verden i et før 8 - 8 - 94. Og tiden efter. Her er min beretning, som jeg håber at du og andre kan lære af, så de ikke blot synker dybere og dybere ned i hængedynget, og mister deres ungdom på grund af angst, som jeg. 1. Mareridtet bryder ud. Jeg kom hjem efter mit 3. barns første skoledag. Havde en sommerforkølelse og var vist derfor lidt kortåndet. Satte kaffen på og rakte op efter en kop i skabet, ganske som jeg plejer Jeg kan huske at jeg da, pludselig fik den tanke - helt ud af det blå: ”Tænk, hvis man ikke kunne få luft en dag, det må sørme være ret ubehageligt!” Det skulle jeg aldrig have tænkt! En flodbølge af varme skød i samme sekund op langs min rygrad. Mit hjerte hamrede og halsen snørede sig sammen. Tankerne eksploderede ”Jeg dør!”, ”Hvad sker der?”, ”Jeg bliver kvalt!” Jeg blev iskold over hele kroppen. Hullet i min hals var knappenålstyndt - og jeg gispede febrilsk efter luft. Hyperventilerede - og blev fuldstændig vild af rædsel for at skulle dø. Rædslen skød rundt i kroppen som kanonslag en nytårsaften. Knæene gav efter under mig og jeg klamrede mig til kanten af køkkenbordet. Vaklede ned af gangen og ind i stuen, hvor min mor sad og ventede på kaffen. ”Der er noget galt, mor!” fik jeg fremtvunget og styrede hen til terrassedøren som jeg åbnede på klem og satte munden tæt hen til døråbninge. Luft! Jeg vidste at jeg skulle dø, men ikke hvorfor det skulle ske nu. Var det et hjerteanfald? Var mine lunger klappet sammen? Jeg rystede helt ukontrollabelt og følte at jeg var ved at drukne i et hav af dødsangst og total rædsel. Min mave trak sig sammen i kramper. Jeg skulle både tisse og kaste op, men turde ikke røre mig. Jeg stod stiv af rædsel, fastfrossen og var total lammet. Efter en stund fik min mor dirigeret mig de 2 meter hen til sofaen. Der sad jeg, panisk og rystet og klamrede mig til min mors hånd. "Ring til lægevagten”, foreslog min mor - og det gjorde jeg så. Det undrer mig stadigvæk at hun ikke gjorde det for mig? Selvfølgelig! Jeg måtte have hjælp - og det skulle være lige nu!! Prøvede at forklare stemmen i røret om min forfærdelige situation.Enormt svært! ”Hmm”, blev der svaret, ”det lyder som noget nervøst! Dig kan vi vist ikke gøre noget for. Gå til din egen læge i morgen!” Først blev jeg lettet. Så skulle jeg måske alligevel ikke dø? Men, snart skyllede en ny omgang panik ind over mig - og det hele startede forfra! 2. Jeg var i en helt anden verden. Alt føltes pludselig anderledes. Alle hverdagslydene ophørte, synet blev anderledes og min tidsfornemmelse forsvandt, imens angsten åd sig ind på det liv, der var mit. I løber af aftenen fik jeg ringet et par gange mere til lægevagten. Min mor ringede også på et tidspunkt og bad om hjælp til mig, men der var intet at gøre. Hun havde nogle meget stærke muskelafslappende piller og spurgte om jeg måtte få nogle af dem? ”Ja ja”, svarede stemmen. ”Det kan vel ikke skade….” Og jeg slugte dem taknemmeligt. De tog rystelserne i mine ben, men angsten og rædslen var uformindsket. Jeg fik dog nu et fikspunkt, nemlig at jeg bare skulle overleve indtil jeg kunne komme til min egen læge i morgen. Så ville jeg være reddet! Natten blev lang og ubeskrivelig. Fyldt med angst. Jeg husker at jeg på et tidspunkt tænkte: "Nu er jeg sindsyg!" Den tanke opflammede blot yderlig rædslen og hjælpeløsheden. En veninde kom over og sov på gulvet. Jeg turde ikke forlade sofaen, fik dog tisset to gange med åben dør, så jeg kunne se sofaen imens. Jeg var helt ude af den, og klamrede mig til hvad som helst. 3. Baggrunden for panikanfaldet: Min mor, som jeg var sammen med, den 8/8, da rædslen slog mig omkuld var netop blevet udskrevet efter en årelang indlæggelse på et psykiatrisk hospital og hun var selvfølgelig dybt rystet, men hun blev dog hos mig, den første nat. Mine fire børn opdagede tilsyneladende, og heldigvis, ingenting. Min mor holdt dem ude af stuen med sin sædvanlige undskyldning: ”Mor er bare sløj og skal have ro.” og fik dem lagt i seng. Den ældste var 14 år, den yngste knapt 4.år. Jeg har levet alene med dem i nogle år, men det er en helt anden tragisk historie. Næste dag blev klokken endelig 8 og jeg kunne ikke tidligt nok få en tid hos min læge. ”Han er først at træffe kl. 15!” lød beskeden fra hans kone. Min verden brast sammen igen! Panikken raserede i mig. Jeg følte at tiden gik helt i stå og alt svimlede for mig. Hvordan skulle jeg kunne overleve så længe? Jeg sad jo her og klamrede mig til livet med opbydelsen af alle mine kræfter og der var snart ikke flere! Hvordan jeg kom igennem dagen, ved jeg ikke, men jeg sad hos lægen om eftermiddagen og forklarede ham min tilstand. Han konkluderede hurtigt, at jeg nok ikke var et psykisk tilfælde i psykiatrisk forstand, men at jeg havde en slags software fejl! 4. Lægens diagnose og behandling. Han sagde at jeg nok manglede et stof i hjernen og at lykkepillerne, der da lige var kommet frem, ville kunne kurere det lille problem væk på ca. 14 dage! Og i øvrigt var det "lidt af et luksusproblem", mente han. ”Hvis du gik ude i rismarken hver dag og kæmpede for at skaffe føde til dine sultne børn, så ville du slet ikke kunne tillade dig at få et panikanfald!”. Det sagde han sgu til mig. Jeg fortalte ham da blot lidt om de muskelafslappende piller, som lægevagten havde sagt god for. ”Nå ja” grinede han, ”dem kan jeg godt huske fra jeg var på lægevagten” Det brugte vi meget til patienter, der konstant ringede ind en hel nat om angst og den slags.De piller kurede ikke angsten, men patienterne kunne ikke længere dreje nummeret til lægevagten!" - Her brød han ud i latter og jeg smilede forsigtigt med. ”Men, hvad gør jeg så indtil disse lykkepiller hjælper på mit øh… software problem?” -"Du kan få nogle milde Stesolidlignende piller", svarede han, ”og så skal du bare se! Om et par uger er du så god som ny igen!” 5. Da jeg gik fra lægen, (- der iøvrigt er en rar og sikkert velmenende mand, Først langt senere kunne jeg se at han faktisk kun havde gjorde ondt værre ved dels at bagatellisere min tilstand, dels indirekte håne psykisk dårlige mennesker og ikke mindst :yderlig givet mig skyldfølelse over mit ”lille luksusproblem” - ) ... Da jeg gik fra lægen var det godt at jeg ikke vidste hvad der ventede mig. Ikke kun i 2 uger fremover, men i mange mange år, Hele min ungdom blev et mareridt, fremfor den spændende nysgerrige opdagelsesrejse ud i verden, som jeg ønskede mig, da jeg endnu var ung - og nu ønsker for dig, der måske nu læser dette og kan genkende dig selv i min historie. Hvis jeg dengang havde vidst, hvad der ventede mig ja så tror jeg simpelthen jeg havde opgivet, lige der på gaden. Jeg havde vadet direkte ud foran den første, den bedste lastbil. Så forpint og slemt havde jeg det. Ok, måske en lidt melodramisk afslutning på beskrivelsen af mine første døgn med og i angst, men i første omgang tog jeg lægens ord for gode vare og afventede blot helbredelsen inden for de næste par uger. De beroligende piller fik mig gennem dagene. Jeg startede på HF som planlagt og satte et kryds i kalenderen på den 14. dag for min start på lykkepillerne. 6. Ventetiden. Da de 14 dage, så var gået var mit problem ikke løst. Ud over at jeg havde mange optræk til panikanfald, led jeg nu også under en konstant underliggende angst, der fulgte mig i alle døgnets timer. Jeg var blevet bange for at være alene, men samtidig at folk forsvandt væk omkring mig. Min mor var væk.. Hun ringede en gang i mellem, men en stemme der rystede af nervøsitet og ved en lejlighed sagde hun bittert: ”Ja, du bebrejder sikkert mig! Sådan startede mine anfald.” ... Det var lige hvad jeg savnede at høre. Åh Gud, det havde jeg end ikke overvejet! Var det her nogens skyld? Var det noget arveligt, jeg var født med? Veninden fra den første nat, så jeg ikke mere; ”Vores venskab bygger jo ligesom på at du er den stærke”, forklarede hun, da jeg ringede, ”Jeg er alt for svag til at hjælpe dig!” ”Nej, nej” - Folk skulle da ikke være stærke for mig, de skulle bare være der!”, men det kunne hun ikke. Jeg talte i starten meget åbent om min tilstand og måske det var det, der skræmte min omgangskreds væk? Måske jeg skulle skjule det? Mere angst fulgte: ”Måske ender jeg med at blive rigtig sindssyg? som min mor? - Måske tager de mine børn fra mig? Måske mit liv er slut nu?”. Jeg kunne ikke se nogen vej ud af mareridtet, som ikke ville holde op. Nogle få mennesker blev i min nærhed og det hjalp mig til ikke helt at opgive det hele. Men, jeg begyndte alligevel at skjule mig lidt. Stoppede på HF, begyndte at undgå mennesker – for hvad nu hvis de ville se på mig som et trehovedet uhyre? - Jeg var jo svag og ude af kontrol … Jeg talte ikke med nogen i den tid, der forstod mig eller som kunne hjælpe mig ud af angsten. Sådan var situationen 3 uger efter den fatale dag, den 8. august, hvor min læge opgivende henviste mig til den nærmeste psykiater. Eller i hvert fald til ham med den korteste ventetid... 7. Hos Psykiateren: Endelig ville jeg få hjælp til at komme ud af dette mareridt! Det første møde var ganske opløftende. Psykiateren spurgte til min barndom og tidlige ungdom. For første gang i mit liv talte jeg helt åbent om volden løgnene og drikkeriet i mit barndomshjem, overgrebene og de mange bange ensomme stunder, jeg i så mange år havde glemt (fortrængt) og skubbet ind i kosteskabet eller gemt væk under gulvtæppet. Den ufattelige pæne facade. Hadet, angsten og den alt for tidlige start på voksenlivet, dengang jeg nærmest flygtede væk hjemmefra, som 15´årig og blev en lille husmor med mand og barn, allerede da jeg var seksten. Jeg synes selv at jeg havde en masse at fortælle ham, som jeg havde tænkt havde betydning. Da jeg sad der hos psykiateren den dag, var jeg 31 år. Havde to skilsmisser bag mig og fire børn. Jeg havde, efter min første skilsmisse, præsteret en nærmest kometagtig karriere i erhvervslivet, men mit andet ægteskab, der tegnede så lyst og lykkeligt, endte med en total social og økonomisk nedtur der kulminerede med at min mand forsvandt. En måned før min fjerde fødsel. Senere dukkede min mand op i min verden igen, dybt nedbrudt og afhængig af diverse stoffer. Efter flere sammenstød tog jeg børnene under armen og flyttede til den anden ende af landet, blev erklæret insolvent og levede af bistandshjælp. Jeg helligede mig mine børn, et forsøg på at starte en uddannelse gik alt for meget ud over børnenes daglige trivsel, så det droppede jeg desværre igen. 8 måneder før D-dag = den fatale 8/8 -1994 (da jeg fik mit første angstanfald) var jeg blevet meget syg. Synet svigtede.Jeg havde ulidelige smerter i hoved og nakke, mistede appetiten og derved energien. Efter et lægebesøg blev jeg akut indlagt med mistanke om en hjernesvulst. Fik to timer til at sige farvel til børnene og så af sted .. Utallige hastige og skræmmende undersøgelser viste, at det ”bare” var en såkaldt "atypisk form for meningitis", der bl. a. havde angrebet mine synsnerver. Og synet ville sikkert vende tilbage.. Jeg blev udskrevet og langtidssygemeldt. Jeg skulle nok kunne blive helt rask igen. Man havde dog bag ved det venstre øje kunnet se ”noget”, på scanningsbillederne, som man gerne ville operere ud på et tidspunkt.. Mest fordi at de ikke rigtigt vidste, hvad det var… forstod jeg. Den operation ventede jeg på i 8 måneder. Det blev udsat gang på gang og jeg var konstant bange for jeg ville dø under operationen, blive blind osv. På D-dag havde jeg netop fået at vide at operationen var udskudt endnu en gang… (Senere sagde jeg i øvrigt ”nej tak” til denne operation) Når jeg skriver min historie nu, selv i korte træk, tænker jeg ”Det tror da pokker at den kvinde brød sammen”! - Men, den frygtelige dag i 94´ da jeg fortalte psykiateren om det, var der blot een altoverskyggende tanke i mit hoved: ”Få angsten væk! - NU”! - "Jeg er skide ligeglad med alt andet, BARE FÅ DET RÆDSELSFULDE DER SKER I MIG TIL AT HOLDE OP! - NU! - HJÆLP!!!" Det at fortælle ham om min historie gav mig ingen fornemmelse af meningen med mit sammenbrud som jeg i dag godt kan se var en logisk konsekvens af mit barske krævende liv. jeg var enlig mor med 4 børn, en sindsyg mor og en social nedtur i baggagen. Sad jeg kun fast i en software fejl? - Der var i hvert fald meget, som jeg endnu ikke havde forstået dengang … Psykiateren konkluderede blot: ”Middelsvær depression med diffus angst” og ordinerede yderligere medicin. Og gav mig en ny tid - om 14. dage. På vej hjem var jeg fortrøstningsfuld. Samtalerne og pillerne ville kurere mig og de og han skulle nok snart give mig mit liv tilbage! Til det næste møde med psykiateren havde jeg tænkt over nogle oplevelser fra mit liv, som vi måske kunne tale mere om, men til min overraskelse var der nu blot afsat 10 minutter og efter en forespørgsel til min tilstand, der ikke havde forbedret sig synderligt, blev endnu en type medicin tilføjet og dosis sat op på det, som jeg fik i forvejen. 9. Sådan gik de første 10 måneder. En dag stødte tvangstanker til min allerede meget angstfyldte tilstand. Jeg blev simpelthen så afsindigt bange for knive, senere for alle skarpe ting. Jeg var så bange for at jeg skulle blive ”rigtig sindssyg” og gøre nogen fortræd! Mest af alt frygtede jeg for mine børns sikkerhed. Det er det mest rædselsfulde jeg nogensinde har oplevet i mit liv til dato. Jeg blev så bange for mig selv at panikken ingen ende ville tage. Jeg blev bange for at holde om mine børn, nusse osv., for tænk hvis jeg pludselig kvalte dem? Jeg opfandt en sikkerhedszone på ca. 2 meter og opretholdt den i lang tid, i alt alt for lang tid af hensyn til dem, tænkte jeg dengang men hold da op hvor jeg elskede mine børn. Gjorde alt hvad jeg kunne for at give dem verbal kærlighed og ind i mellem, når jeg var særlig modig, sneg jeg mig til et kærtegn… Jeg var selvfølgelig dybt fortvivlet og mine medicindoser blev sat op og op. Psykiateren sagde at så længe jeg led så meget, var jeg ikke til fare for nogen, for det betød at jeg ikke havde sluppet den virkelige verden! - ?…. Jeg var i hvert fald pinligt bevist om min tilstand og gennemlevede hvert eneste øjeblik, uden nåde.. Det skulle jeg nu se som noget positivt? Det var altså meget svært! Jeg havde nu efterhånden kun et eneste mål tilbage! At blive rask forekom mig ikke længere at være en mulighed for mig. Nej, mit eneste mål var: IKKE AT BLIVE INDLAGT ! Mine børn havde jo ingen familie, der kunne tage vare på dem og deres liv skulle ikke ødelægges af et ophold på dårligt børnehjem. De havde kun mig, og hvis jeg blev indlagt på kolbøtteanstalten, så ... jeg vidste ikke, hvad andet jeg kunne holde fast på. Efter 6 måneder fik jeg så store doser medicin, at jeg nærmest levede i en osteklokke. Jeg var venlig og omgængelig udadtil og kunne spise, sove og tænke på julegaver og den slags og indadtil udkæmpede jeg et kæmpe slag hver dag, for bare at overleve endnu en dag. Tanken om døden virkede ofte tillokkende og havde jeg ikke haft børn, har jeg svært ved at se, hvad der skulle have stoppet mig….. Det liv jeg levede, var simpelthen ikke en skid værd mere. 10. Jeg begynder at vågne op. Der gik et år på denne måde og så en dag skete der noget underligt. Jeg blev en lille, lille bitte smule vred! På angsten der åd mit liv, på pillerne der ikke gjorde mig rask, på psykiateren, der bare opretholdt status quo. På alt det, der var sket i mit liv og den situation jeg var havnet i. Det hele - men her foregriber jeg den udvikling, der skete. Vreden fulgtes mærkelig nok af at en lille bitte bitte smule forståelse af mit eget medansvar for, at min situation skulle forbedres. Jeg fornam at der skulle ryddes op, at jeg skulle finde årsager og at jeg skulle finde mig en ny måde at komme videre på, der var acceptabel og god for såvel mig og for mine børn. Jeg søgte så kommunen om at få bevilliget psykologhjælp og fik efter flere svære samtaler med sagsbehandleren omsider bevilliget 10 timer. Jeg fik tilsendt en liste med godkendte psykologer i amtet og begynde at ringe rundt. Jeg var klar over at 10 timer ikke var særlig meget at rutte med, så jeg valgte ud fra stemmen og førstehåndsindtrykket i telefonen - og så var det afgørende vigtigt at det var en person, der kunne komme til mig. For på det tidspunkt forlod jeg overhovedet ikke et område, der var større end en radius på 500 meter fra mit hjem! Jeg sad fast i angst, angsten for angsten og hvad de nu alle sammen kalder det. Jeg sad fast i mit liv. Musestille. Jeg var jo stadig ufatteligt bange for at gøre skade på andre og her var de 500 meter altså min sikkerhedszone ud til verden, ligesom de 2 meter stadig var det til mine børn… Og foruden den altid nærværende angst kunne jeg også stadig få panikanfald. Det frygtede jeg dagligt for - og dét turde jeg ikke at få på fremmed grund! Jeg følte mig kun tryg hjemme i min stue. 11. Hos psykologen: Jeg valgte en venlig damepsykolog, der havde bil og lød meget, meget sød. Der gik ikke længe, før hun kom første gang. 10 timer kan for nogle måske lyde af meget, men er faktisk ingenting, når det, der skal arbejdes med er så massivt, men psykologen hjalp mig alligevel utroligt meget, Hun bakkede straks mit ”hjælp til selvhjælpsprojekt” op, viste mig tillid og bekræftede, at der var en logisk fornuftig årsag til mit sammenbrud og så tilføjede hun, at det måske ikke kun var dårligt ? At jeg måske på den måde blev stoppe for at jeg kunne se på mit liv. Den måde jeg var mig på her i verden. Hvad jeg egentlig gik og følte, tænke på og ville med mit liv. At panikanfaldet var et Advarselssignal om at jeg vist var blevet som en robot, der bare kørte blindt derudad uden at jeg turde vælge at gøre det, som jeg havde mest lyst til. Jeg levede ikke mit eget liv, jeg levede kun for de andre. Det var kun den livsholdning, der var brudt sammen og i ruinerne kunne jeg skabe mig et nyt liv. At der var en dybere mening med mit sammenbrud - ? Det turde jeg kun tro på i mine mest optimistiske øjeblikke. Jeg gik stadigvæk på glasskår i mit liv og turde næsten ingenting. Jeg ringede til min psykiater. ”Jeg kommer ikke mere!”, sagde jeg, ”Og jeg stopper med medicinen! ”.. ”Nej, nej, det måtte du endelig ikke!" Det var for brat. Det kunne give voldsomme tilbagefald og ..” - Hvilke tilbagefald? Kunne det blive værre? - Vreden holdt mig fast. Jeg smed pillerne i skraldespanden og ventede på at min hjerne skulle komme sig. 12. Det tog 1 måned, før jeg kunne tænke klart. Jeg fik stadigvæk små panikanfald, men der brugte jeg en enkelt Stesolid til at hjælpe mig over det værste. Hvis angsten i hverdagen blev for frygtelig tog jeg en halv eller en kvart. Jeg skrev altid ned, når jeg brugte denne hjælp og var meget opmærksom på afhængighedssymptomer. Så jeg tog altid et par dages pause, når jeg havde brugt dem i et par dage. Jeg var dog stadigvæk fanget i min angst. Monsterets greb om min strube var der stadigvæk. Nu var jeg bare mere tilstede og opmærksom på de tidlige symptomer, på et kommende anfald. Jeg lærte mine "early warning"- signaler, så jeg kunne stoppe et panikanfald, inden det eksploderede og det hele bare brasede sammen i vild kaos for mig. Jeg fik ordnet mine mange små og store problemer i nogle vigtige hovedkasser, så jeg bedre kunne tage fat på dem een for en, i stedet for at jeg som før prøvede - at klare det hele med eet snuptag. Jeg lærte at inddele dem i opgaver, jeg skulle nå i dag og så dem, det nok ville tage længere tid at løse. Da jeg startede terapien følte jeg det som alt mit indre rod blev væltet ud på gulvtæppet i en stor forvrring. Da vi sluttede de 10 timer, havde jeg lagt rodet på plads i nogle skuffer, i mit indre kommodeskab - og på et papir. Det gav lidt ro i hovedet at opfatte min situation sådan. Jeg genvandt overblikket. Psykologen sagde farvel efter de alt for hurtige 10 timer, men anbefalede mig en god psykiater, der havde specialiseret sig i psykoterapi og som hun kun havde hørt det bedste om. Jeg kom på hans venteliste, for her var der selvfølgelig en lang ventetid, næsten to år! - Der må sørme være mange, der er angste. Kommunen kom derpå på banen og foreslog venligt at jeg jo kunne søge invalidepension nu. De kunne ikke rigtig se nogen fremtid mht. til uddannelse og arbejde, ”... når nu jeg var så dårlig og snart havde været det så længe ..." 8 år som bistandsklient og ingen formel uddannelse osv.” - "Og der var jo også de 4 børn at tænke på og ..." ”Nej”, sagde jeg, ”det vil jeg simpelthen ikke søge! Det er pænt af Jer, men der må da findes noget andet og bedre?” I dag er jeg glad for at jeg endelig fik sagt Nej til andres krav. Der er jo altid andre muligheder, end bare at give op. Jeg kom så på et årskursus med kreative indslag for kvinder, der skulle hjælpes i gang igen. Det var det første spæde skridt i den rigtige retning, men angsten var stadig min daglige trofaste følgesvend og gjorde mange dage umulige! Hjælpen jeg har fået, fra psykologen og den sidste psykiater og ikke mindst fra en god kinesiolog, jeg siden besøgte, har været uvurderlig. Jeg kom i kontakt med mit indre liv på en måde, jeg aldrig ville have troet mulig! Og jeg har selv været med hele vejen. Hjælpen er ikke blevet gjort eller ordnet for mig. Jeg har gjort det hele selv, med periodevis hjælp fra gode mennesker! 12. Otte år er der nu gået - siden 8-8-1994 Det her er ikke en succeshistorie hele vejen rundt og igennem. Det er vigtigt for mig at belyse de vildveje du nemt kan komme ud på, efter det første angstanfald og det er især vigtigt for mig at vise andre, der lider af - eller lever af at behandle angsttilfælde + politikerne, hvad angst kan gøre ved et menneskes liv…. helt uforskyldt, Bidrage medet større kendskab til "det at lide af angst", set fra "brugerens synspunkt". Det er mit motiv til at skrive denne her pinlige historie til dig. Men jeg er også godt klar over i dag, at angsten og panikanfaldene var nødvendige katalysatorer for mit livs udvikling.. Tvangstankerne kunne jeg godt have været foruden og jeg kan i dag ikke finde nogen anden forklaring, end en massiv medicinforgiftning. 13. Angsten bar på budskaber. Før mit første angstanfald turde jeg alt og kunne jeg stort set alting. Jeg var med på det hele, var sej, cool og stærk som Pippi Langstrømpe. Det lyder ufatteligt i dag, men sådan tænkte jeg altså på mig selv dengang, hvor jeg ikke havde nået min brudgrænse. Dette kunne tyde på et enormt mod og det var det til dels også, men det var også et udtryk for, at jeg var så ufattelig ulykkelig indeni, at det faktisk ikke gjorde så meget, hvis jeg døde af det, jeg pt. havde kastet mig ud i. Min beundrede handlekraft og hurtighed før D-dag, havde den drivkraft i sig, at jeg løb som om fanden selv var i hælene på mig væk fra mine følelser. Al min opsparede angst og frustration fra barndommen pustede mig i hvert fald godt i nakken og jeg ville ikke, turde ikke - og nægtede at tale om mit indre kaos …. Før jeg altså blev tvunget til det af …. angsten. Da jeg fik mit første barn i 10. klasse sagde folk med mange forskellige ord, stort set det samme: ”Det var så det liv!” Og jeg, jeg skulle vise dem, skulle jeg! Så min præstationstærskel, der i forvejen var høj, blev endnu højere. Jeg skulle ikke bare gøre det godt - jeg skulle gøre det vildt godt, have den bedste mand, en god uddannelse, et godt arbejde, kloge og smukke børn og … Drømmene og ambitionerne døde en af gangen. Manden røg hash, uddannelsen røg ud af hænderne på mig. Arbejdet gik godt i tyverne, men forsvandt ud af mit liv i 30 ´erne m.v. Til sidst var der kun børnene tilbage og de var skønne og kloge. Jeg satsede nu alt på at blive en supermor, imens jeg selv som kvinde (og datter, min egen mor kunne jeg jo ikke redde) og arbejdstager følte at jeg bare var en stor fiasko, ja en rigtig "looser", netop sådan en, som jeg dengang foragtede... Ca sådan var det at være mig den 8 - 8 - 1994 Dybt ulykkelig, uden livslyst (var her bare af pligt overfor børnene), plaget af fortiden, skuffet og sorgfuld. Havde mistet tilliden til alt og alle og havde ikke nogen som helst tro på nogen højere mening med tilværelsen. Det var den indre fortabthed og det triste styrketrip, der brat stoppede, da jeg totalt uforberedt faldt ned i et tilsyneladende bundløst hul. Hvis jeg dog bare havde vidst alt det, som jeg ved nu, var meget gået anderledes. Men bagklogskab er kun for bagudrettede tåber, så spørgsmålet nu er, hvordan jeg kommer videre? Hvad gør jeg lige her og nu ved det, jeg har? Hvordan får jeg mit livsmod tilbage? Hvor vil jeg befinde mig om 1 år?

14. Og nu i dag? Hvad har jeg fået ud af det sidste ni år? Ja, jeg har fået aflivet 6 millioner myter og ideer om, hvad jeg skulle kunne klare, bevise og præstere. Jeg har fået bedre indsigt i, og forståelse for sammenhængene imellem min krop og psyke. Kroppen lyver aldrig! Når jeg får det skidt, lige fra ondt i halsen til et panikanfald, prøver et budskab blot af nå min øvre bevidsthed. Nogle gange er jeg altså stadigvæk meget tykhudet - men jeg lærer det vist med tiden. Panikanfaldene? Dem kan jeg altså stadigvæk godt få! Jeg anser dem for at være mit "PAS BEDRE PÅ DIG SELV" - barometer. ”Hov, nu fik jeg ikke lige mig selv med igen - Stop nu op og lyt stille indad!” eller: et ” Det jeg er på vej ud i nu, det vil jeg faktisk slet ikke!”- signal, osv.. Dette fintfølende barometer er endnu nødvendigt, men jeg kommer aldrig til at holde af det! Angst er jo angst. Det er rædselsfuldt at blive overvældet af en vild følelse af rædsel. Hvis jeg tog det hele med knusende ro, så var jeg jo ikke angst, men måske: "At være lidt nervøs" nu er ok at føle, i stedet for? Jeg bruger vejrtrækningsteknik og taler blidt og beroligende til mig selv, men alligevel kan angsten tage fusen på mig. Hvis jeg har de helt store ørepropper i, kan angsten blive så voldsom, at jeg føler mig kastet tilbage til D-dag og frygter at jeg skal det hele igennem igen. Gudskelov ved jeg nu, det ikke varer ved. På den måde har angsten gjort mig både skrøbeligere og stærkere. Et eksempel: Jeg har netop afsluttet en femårig videregående uddannelse med et ok resultat, og det har ikke været en dans på roser. Vi har flyttet ikke mindre end tre gange. Kærligheden er kommet og gået to gange og mine to yngste børn har været ramt af en livstruende sygdom, der heldigvis blev bekæmpet. Altså de sidste fem år har været turbulente på godt og ondt, men jeg fik gjort min uddannelse færdig! Brugte alle mine kræfter og var ofte helt nede på hælene, men nu skulle jeg jo videre på succesbølgen og i gang med at magte et arbejde! Det var nu - eller aldrig, vidste jeg. Jeg søgte forskellige steder og en formiddag for seks uger siden blev jeg ringet op af en arbejdsgiver: "Det er dig vi har brug for. Kan du starte i næste uge?" Sådan! Jeg blev virkelig glad og tog samme eftermiddag af sted til det lokale supermarked for at købe lidt ”fejre–mad” og derinde blev jeg ud af det blå ramt af et massivt panikanfald, stort set af samme karakter, som det først beskrevne den 8 - 8. Og det gør ingen forskel at jeg har prøvet det mange gange før, rædslen og dødsangsten var den samme, uforberedt som jeg var. Dybt rystet nåede jeg frem til, at det nok var fordi jeg godt vidste, at vi ikke rigtig havde råd til at fejre noget. Den sidste flytning havde jo drænet kassen totalt… Men det var nok ikke hele forklaringen, for panikanfaldene fortsatte og tog til i den kommende tid og jeg måtte helt ned i hullet igen og grave i min tilstand. Jeg talte med min kinesiolog, skrev opgavelister, kommunikerede med det der er over mig, var i min tilstand og flygtede så vidt muligt ikke, brugte min bedste hjælpesætning: ”Det er altså bare sådan det er lige i øjeblikket!” igen og igen. Gik på nettet og læste bøger om andres erfaringer, prøvede at se angsten som noget der kunne hjælpe mig til en bedre forståelse, og var åben om min situation til dem der er i min nærhed og langsomt voksede forståelsen frem.. Det var ikke kun pengekassen der var tom, det var også kassen med mine kræfter i! jeg var kørt flad. Det havde været en par hårde år og jeg skulle nu have ro til at lade op igen! Jeg havde simpelthen intet at give af, der var bare udsolgt! Det kan godt være at jeg burde springe på arbejde omgående og som forventet, men ”burde” det ord kan jeg bare ikke bruge til noget! Og hvad er det egentligt talt for et arbejde jeg helst vil ha? Det har jeg vist slet ikke gjort mig klart! Og økonomien, her skal der ses med realistiske briller. Kan jeg overhovedet betale al gælden? Lige nu? Eller skal jeg bare stoppe op og bare tage det roligt? Ja, det skal jeg vist… Og langsomt, som disse erkendelser om mine muligheder og ressourcer lige i øjeblikket vokser frem, begynder angsten at aftage og jeg kan igen begynde være her, tilstede i mit liv og med en viden om, at jeg får det helt godt igen, om nok ikke så lang tid. Jeg har handlet og valgt. jeg henvendte mig til de rette instanser og gjort opmærksom på hvad jeg kan og ikke kan lige nu.Det er ikke særligt rart for stoltheden, men det skal gøres, fordi det er sådan at det er at være mig - lige nu. Hvis ikke jeg tager mig seriøst, hvem gør så? Det lyder måske enkelt, men er det selvfølgelig ikke. Det er noget af en vridemaskine at skulle igennem og det vil tage tid inden angsten helt klinger af igen, der er jo også noget der hedder ”angsten for angsten”! Men, alligevel er jeg taknemmelig for den indsigt i, og ikke mindst accept af, den situation jeg altså er i lige nu, som angsten giver mig. Hellere det end at mosle på, døv for alle advarselstoner, og så gå bare gå totalt ned med flaget, også fysisk og lide endnu et nederlag. Jeg håber de der bevilliger penge, læser min historie fordi der hvor jeg bor, er det stærkt begrænset med støtte - og hjælpeforanstaltninger. Det tager alt for lang tid at komme i behandling - og så sætter frygten for igen at få et panikanfald sig fast og hele ens liv kører fast. Jeg tror, jeg ville have kunnet undgå den sociale og menneskelige nedtur, jeg har haft hvis jeg dengang den 8/ 8 havde fået en meget hurtigere hjælp fra en behandler, der vidste noget om angst - og i periode kunne det have været dejligt at være sammen med ligesindede, a´la de fobiskoler, der er skudt op i de sidste 5 år. I år har jeg f.eks. kørt i tog for første gang og det var mildest talt ikke særligt rart, så jeg har ikke gjort det siden.. Forkert! Ja, jeg ved det, men jeg mangler hjælp til det rent adfærdsterapeutisk Angsten for angsten, som jeg omtaler, er svær at bekæmpe alene og den kan stadig begrænse mit liv alt for meget. Jeg læste på din hjemmeside din introduktion til Kognitiv terapi, - og det lyder da godt og konstruktivt men hvem på socialhjælp kan betale 710 kr til en psykolog? Per time! - I hvert fald ikke mig. Hvorfor er panikangst ikke med i Sygesikringsaftalen? Samfundet ville da spare millioner, der nu går til invaldidepensioner og mange som jeg, ville sandsynligvis spares for mange års lidelser, hvis vi kunne komme hurtigere i behandling hos en psykolog, nu hvor psykiatererne har så utrolig lange ventelister Panikramte mennesker kan ikke vente 1/2 - til 1 år!. på at få hjælp. Så sætter angsten sig blot fast, som min historie forhåbentlig beskriver.

Afslutningsvis vil jeg lige bemærke at jeg i hårde perioder stadigvæk godt kan bruge en Stesolid, som et hjælperedskab. Det har jeg det okay med, men anvender dem kun, når jeg er absolut nødt til det. Det er en måde at slukke for larmen på, så jeg bedre kan lytte, kunne man sige … Har du en kommentar til min bedrøvelige historie, er du meget velkommen til at skrive en email til mig, Det vil jeg blive meget glad for. venlig hilsen Susan Hej Susan. Godt at angst og panikanfald nu er kommet med i Sygesikrings aftalen og at du derfor for 325 kr (- 200 kr = 125 kr per time ... hvis du er medlem af sygesikringen "Danmark." se: www.psykoweb.dk/psykoterapi/sygesikr.htm PS. Tak fordi jeg måtte lægge din historie, som andre forhåbentlig også kan lære fra, på nettet. Håber du kunne lide den email, som jeg sendte dig? Pøj pøj fra Ebbe

Til en masse sider om terapi og Selvudvikling: Hvad er du bange for? En her og nu kognitiv terapi opgave En god hverdagsøvelse til at forvandle angst til styrke - og en mere udtryksfuld kommunikation. Et gratis kursus til at styrke selvtilliden. En masse gode råd, fakta og historier om angst. Sådan påvirker det dig at være barn fra et kaoshjem. . Om 6 Fastlåsninger og de 6 Nøgler Gode link om Panikangst:: se : www.annes-angstside.dk/ + en god webside om Panikanfald + www.algy.com/anxiety/panic.html og hjem.get2net.dk/ebbesk/angst/0link.htm Tilbage igen til Index