:


Lidt om
at føle sig udenfor og gemme sig væk

Måske lider du af en Socialfobisk frygt
for andre menneskers vurderinger?



Hemmeligheden bag frihed er mod.
Modet til at turde, giver evnen til at kunne.
Og du vil opdage at noget nu er muligt, der før
var umuligt. Dette kaldes "at lære noget nyt."



kort sagt er kuren:
"Føl frygten - og gør det alligevel!"
som er titlen på en god selvhjælpsbog af Susan Jeffers.
"Om at vende frygt, tvivl og ubeslutsomhed til handling
og vinde selvtilliden tilbage", Borgens forlag, år 2000.
- der varmt kan anbefales.


Fakta om Socialfobi:
"Socialfobi er den hyppigste af alle angstlidelserne
og forekommer hos cirka 10 procent af de vestlige landes befolkning",
siger Marianne Breds Geoffroy, speciallæge i psykiatri. Ensomhed blandt unge
er et stigende problem. En altoverskyggende og oftest overset grund
til problemet er angst og en begyndende socialfobi, mener hun.

Socialforbi er oplevelser af intens angst, anspændthed og ubehag,
når man skal være sammen med andre. "Problemet er, at de, der har socialfobi,
tror, at når de således mærker angsten i kroppen, så er dette et tegn på,
at de er syge eller at andre nu reelt er ved at tænke dårligt om dem."

Mennesker med socialfobi mistolker ofte deres angst i kroppen
som et udtryk for at de reelt set befinder sig en fjendtlig omverden.
Vi kan her tale om en lettere - eller sværere grad af Paranoia.

Samtidig er angsten for "de andre" medvirkende til,
at deres faglige præstationer automatisk daler og fritiden
bliver ulidelig, så de gemmer sig bag computerskærmen
og søger kontakt - uden engagement og følelser.

Det kan føles, som om man ’går ind i en osteklokke’".
En uvirklighedstilstand, hvor du ikke mere føler angsten - men en mærkelig
"lukket ude fra" og "lukket af for" tilstand, der en tid dæmper angsten.
Du er nok tilstede kropsligt, men ikke psykisk og emotionelt
og siger at "jeg foretrækker at passe mig selv."
Dette får du så lov til - desværre.

Socialfobi adskiller sig fra generthed
ved, at man krampagtigt forsøger at skjule sin usikkerhed
ved tilbagetrækkende og sikkerhedssøgende adfærd. Mange ender
også efterhånden i et misbrug af den ene eller anden slags, i et mislykket
forsøg på derved at afhjælpe symptomerne på angsten for "de andre".

Rådgivning og behandlinger er meget vigtig,
da socialfobi meget ofte bliver til en kronisk (dvs. livslang) lidelse.
Der skal sættes ind i tide, da det er sjældent, at folk med socialfobi
selv tør søge hjælp. De skal have en venlig, men bestemt
håndsrækning fra mennesker, de tør stole på.

Oplysningsmateriale i skolerne og kampagner kunne sandsynligvis
redde mange fra et langt liv med store problemer. Både samfundsøkonomisk
og i et menneskeligt perspektiv vil der være en meget stor gevinst
ved at sætte tidligere ind over for angstlidelser, skriver hun.
Set i NetDoktor, 20 juni, 2003.


Jeg havde bare lyst til
at krybe ned i et hul og gemme mig væk!

Kim Nissen kunne i tre måneder ikke gå uden for sit hus
I dag ved han, hvordan han skal takle sine angst anfald
og glæder sig, når han skal i byen og se sine venner.
For nu kan han godt vinde over sin uro og angst.

Kim Nissen var sygemeldt fra sit arbejde i fem måneder
og gik i næsten tre år, inden han hos en psykolog fik stillet
den rigtige diagnose:

socialfobi.
Det føltes som et slag, der ramte med lynets hast.
Arbejdslokalet blev mindre. Det svimlede og kørte rundt.
En sort skygge lagde sig tungt ned over Kim Nissens hoved og spredte sig,
til han ikke længere kunne se. Ilten forsvandt. Svimmelheden overtog kroppen,
og Kim Nissen ventede bare på det øjeblik, hvor han skulle besvime
og falde ned fra kontorstolen.

Hos lægen var blodtryk og blodprøver,
som de skulle være. Han stak Kim en Yankee Bar, en Mars Bar
og kommentaren: »Du gik sukkerkold. Du mangler bare sukker.

Bankfuldmægtig Kim Nissen var 26 år, da han i 2003 oplevede angstanfald
for første gang. Men der skulle gå tre år, inden han blev bevidst om,
at han led af socialfobi - en undergruppe til angstlidelserne.

Mindst 350.000 danskere lider lige nu af angst.
Mange lærer at leve med angsten, enten fordi de ikke tør opsøge hjælp,
eller fordi de ikke ved at der er hjælp at hente. Ofte selvmedicinerer
de sig med alkohol, hash, TV eller andre beroligende midler.

Vi ved at mindst 100.000 har brug for behandling
for at få et velfungerende liv. Ifølge Forskningsenheden fra Almen Praksis bliver
tre ud af fire angstramte ikke diagnosticeret rigtigt af deres praktiserende læge,
selv om det er lægen, de kommer til i første omgang.

Månederne efter anfaldet røg Kim Nissen frem og tilbage hos lægen
og havde dagligt anfald med svimmelhed. Først blev han henvist til øjenlæge.
Der var ikke noget galt. Så videre til en ørelæge. Hos en neurolog, der skulle se,
om hjernesystemet fungerede, kunne man heller ikke se, der var noget galt.
Alligevel fik han en diagnose med fra neurologen: »DU mangler motion".

Svimmelhed og hjerte i ukontrolabel galop
I et efterfølgende virvar af fodbold, motionscenter,
kiropraktor og fysioterapi ville svimmelheden stadig ikke forsvinde.
»Til sidst lærer man at leve med det. Det at føle sig bange bliver en del af ens hverdag,
at det bare kører sådan med svimmelhedsanfald på to-tre sekunder»,
.
Men i oktober 2005, da jobbet stillede større krav til ham,
blev anfaldene stærkere, og han måtte gå hjem. Hvad der bare skulle være
en enkel sygedag blev til flere. Og flere. »Jeg kunne ikke lave andet
end at ligge i sengen. Hvis jeg bare nærmede mig døren,
tog svimmelheden til igen, og mit hjerte galoperede
helt vildt derudad», forklarer Kim Nissen.

En kæmpe klump fra maven bevægede sig brat op i halsen,
indtil han ikke kunne få vejret. Han forsøgte at komme ned ad trappen
fra husets udgang. Panikslagent holdt han fast i gelænderet, men væggene
slugte ham for hvert skridt, han tog. Han måtte tilbage i huset!

Øjnene bliver blanke og tågede,
når Kim Nissen igen fremkalder og forklarer om den kvælende følelse.
Heldigvis oplever han den ikke så ofte, men det står stadig klart i hans hukommelse.
Man har bare lyst til at krybe sammen i et hul og vil væk
Væk Væk fra det hele.” fortæller han

I fem måneder var Kim Nissen sygemeldt. Han kunne ikke gå uden for huset
Kim Nissen fik foretaget en MR-scanning og blev tjekket i hovedet og hjertet
men først da lægen endelig gav ham et sprgeskema, der kan vise,
om man har en depression, skete der noget.

Resultatet var ”positivt”. Han fik en henvisning til en psykiater,
som gav ham ”lykkepiller” udover at han lyttede lidt distræt til det han sagde.
En psykolog kunne senere stillediagnosen "angst i form af en socialfobi".»

Uoverskueligt at blive gift
»Jeg var tæt på at græde, kan jeg huske. Endelig kunne man sætte ord på det,
der i to et halvt år havde været uvist», erindrer Kim Nissen, der havde tvivlet på,
om han nogensinde ville komme tilbage til et almindeligt liv.

»Tankerne gik på: Kommer jeg nogensinde ud i verden igen,
kommer jeg nogensinde tilbage til et job igen - eller får jeg
overhovedet mine venner at se igen?”

Den skæbne rammer mange, der ikke har fået hjælp i tide.
Tal fra Socialministeriet viser, at antallet af mennesker, som kommer på førtidspension
på grund af psykiske lidelser, er steget med 33 procent fra 2001 til 2006

»Her udgør folk med angst en stor del af kagen»,
fortæller overlæge på Psykiatrisk Grundforskning Raben Rosenberg om stigningen.
Han forklarer, at hvis man ikke behandler folk for deres angst,
vil de blive invaderet og udelukket for omverdenen.

Kim Nissen er endelig blevet gift og skal være far til oktober.
Der gik mere end et år, inden han kom på arbejde på fuld tid,
men i dag har psykoterapi sammen med rigtig medicindosering
hjulpet ham til at kunne klare sine anfald og almindelige ængstelse.
( Set i Politiken,dk, april 2009 -- skrevet af Sofie G. Heire)


Praktiserende læger overser angst
Titusindvis af danskere er plaget af alvorlige angstlidelser,
men de færreste får den rette diagnose og behandling.

Lægerne ved for lidt om angst, derfor går alt for mange danskere
rundt med lidelsen uden at vide, at de har den, og det kan i værste fald
være invaliderende. Det fastslår sundhedsøkonom Jakob Kjeldbjerg
fra Dansk Sugehus Institut, der vurderer, at behandlingen af
angstplagede danskere kunne beskæftige 10.000 medarbejdere

»Vi ved, der sker en massiv underdiagnosticering på angst.
Og vi ved, der sker en fejldiagnosticering hos disse patienter.
Og det er en frygtelig masse mennesker, vi taler om«, siger Jakob Kjeldbjerg.

350.000 lider af angst
Allerede i 2007 fastslog eksperter, at 350.000 danskere lider af angst,
og at kun hver fjerde får stillet diagnosen. Men situationen er ikke
blevet bedre siden, mener Jakob Kjeldbjerg: Han bliver bakket op
af Merete Lundsteen, der videreuddanner praktiserende læger i psykiatrien:
»Når patienter med angst kommer ind til den praktiserende læge,
har de ofte fysiske symptomer som diaré, hjerte- eller vejrtræknings problemer.

Og når lægerne ikke er opmærksomme på angst,
så fokuserer de på det fysiske«. Derfor bliver patienterne ofte henvist
til hospitalernes hjerte- eller lungeafdelinger, og der kan de så sidde
som raske patienter og fylde op i ambulatorierne.

Kan koste jobbet
Bliver borgerne ikke behandlet, kan det sende dem helt ud af arbejdsmarkedet.
»Uden behandling bliver man sygemeldt. Enten langvarigt, eller også kommer
de tilbage på arbejdsmarkedet og bliver hurtigt sygemeldt igen.

Når man ikke ved, hvad man skal gøre ved det,
kommer de ofte på førtidspension«, siger Raben Rosenberg,
overlæge på Center for Psykiatrisk Grundforskning.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Michael Dupont,
er overrasket over de mange fejldiagnosticeringer: »Vi har ikke tradition for
at tvinge folk til efteruddannelse. Men det ville hjælpe på det her«,
siger formanden.


Jørgen Beckmann et al. beskriver det således i
Odense UniversitetsHospitals vejledning til patienter og pårørende:

"Mange almindelige mennesker, der ikke lider af socialfobi,
kender godt til det at føle sig ilde til mode, når de skal holde tale
eller i det hele taget være i centrum.

Men hos patienten med socialfobi er angsten så stærk og ubehaget så stort,
at personen af al magt forsøger at unddrage sig samværet med andre mennesker.
Patienter, der lider af socialfobi, kan f.eks. være bange for lige pludselig at rødme,
få diarré, blive "mærkelige", ryste på hånden - eller komme til at sige noget forkert.
Alene tanken om at skulle være sammen med mange mennesker kan få patienten
til at reagere med stærk angst og ubehag, sveden og rysten, og hyppigt ser
patienten det som den eneste løsning at melde afbud og gemme sig væk.

Et eksempel:
En 29-årig kvinde fortæller,
at hun i flere år har haft det med at ryste og svede,
når hun skulle være sammen med andre mennesker på sin arbejdsplads.

Det forekommer især i situationer,
hvor hun ikke er beskæftiget med sit arbejde,
men sidder og drikker kaffe med kolleger eller holder frokostpause,
og derfor er hun nu begyndt at undgå at gå i kantinen og spiser alene.
Hun opdager at dette giver en kortvarig lettelse, men meget snart
betyder dette også at hun føler sig isoleret fra sine kollegaer.
Hun søger hjælp inden hun må melde sig syg på jobbet.

Hun oplever også disse angstsymptomer i private sammenhænge,
når hun skal være sammen med andre til fester eller større sammenkomster,
hvor hun allerede på forhånd er bange for, hvordan det skal gå.

I disse sammenhænge oplever hun at ryste, svede,
føle sig utilpas og være bange for ikke at kunne kontrollere situationen,
og denne frygt for at føle sig ydmyget medfører, at hun enten
forlader selskabet meget tidligt eller simpelthen melder afbud.

Symptomerne på socialfobi starter oftest i pubertetsalderen,
men der har næsten altid været forskellige angstproblemer også i barndommen.
Der er således ikke tale om en pludselig forandring af personligheden,
men at patienten har altid været genert, sky og præget af angst
- og langsomt bliver dette mere og mere tydeligt.

Socialfobi rammer i lige høj grad mænd og kvinder,
og ca. hvert tolvte individ i befolkningen skønnes at lide af socialfobi.

Behandlingen af socialfobi får den største effekt,
hvis man kombinerer den psykologiske og medicinske behandling.
Den psykologiske behandling omfatter hovedsagelig undervisning i,
hvordan man behersker og kontrollerer den socialfobiske angst
samt en konkret træning med en forstående medhjælper
i de situationer, der er særlig svære at tackle alene.

Det drejer sig oftest om indlæring af forskellige teknikker,
hvorved det gradvist opleves, at angsten rent faktisk kan udholdes ved
at gøre det stik modsatte af at flygte fra de angstvækkende sociale situationer.
Kuren drejer sig om at give personen styrke til at overskride egne grænser
ved gradvist at lære , at dét at foretage sig noget ualmindeligt kan betyde
en formindskelse af angsten med deraf følgende større psykisk velvære.

Behandlingen skal fortsætte,
indtil angsten er effektivt dæmpet , og ikke bare lindret
- oftest i en periode på 6 -12 måneder.

Herefter vil ca. 3 ud af 4 kunne mærke
en tydelig bedring af symptomerne. Og socialfobiens invaliderende
hæmning og isolationstendenserne vil forsvinde væk lidt efter lidt
efterhånden som en modigere livsstil vokser frem.



Linkreol om
Socialfobi, generthed

og andre invaliderende paranoiske tankemønstre:


Personlige historier:

En 31 årig kvindes kamp med sin frygt.
+ søg i: mindhelper.dk/brevkasse/

6-gode-raad-dig-kaemper-social-angst/
+ Selvhjælps tips til at klare angst og frygt.

mindhelper.dk/angst-og-stress/social-angst/

mindhelper.dk/tema/mobning-og-overgreb.

Om at få et panikanfald i en Cafe - en video.

+ netdoktor.dk/sygdomme/fakta/socialfobi.htm


+ Se en god Test
mht. om du lider af SocialFobi eller ej, her:
www.psykoweb.dk/selvtillid/1selvtillidstestA.htm
+ 7 tegn-paa-social-fobi.html


Gode video om at lide af social angst.
+ norsk video om social fobi: hvorfor får vi det?
+ 12 gode tips til at styrke og skabe nye venskaber.
+ om at tage ordet i en gruppe (norsk) + se svensk.
+ se denne og flere videoer om at frygte "de andre".
+ det svære ved at stå ved, at du føler dig ensom.
+ Om at være bange for menneskemængder.
+ se videoerne ude til højre, i YouTube.

/www.depnet.dk/ + se brevkasse + debat Forum

www.angstlinien.dk/ + se videoer om behandling.

+ se en god bog om at lide af SocialFobi:


På engelsk er disse websider gode at besøge
+ How to remain calm with other people.
+ video historie fra en ung piges generthed.
+ Om at blive mobbet og blive bange for andre.
+ om at blive mobbet på nettet. + se:

Murray Stein om Social frygt. + se 10 tips.
+ www.aafp.org/afp/991115ap/991115b.html
+ www.aafp.org + ?

+ Se god film om at lide af Socialfobi i 3. grad,
Sigourney Weaver i "CopyCat", som frygter for sit liv,
hvis hun vover sig ud fra sit fængsel = sit hjem.

+ se jokes om psykologiske problemer.



    Lidt om holdninger i dag til
    at få et "nervøst sammenbrud"

    Fagfolk, psykologer og psykiatere etc,
    har flere forskellige latinske ord for de forskellige psykiske kriser
    og lidelser, mens befolkningen taler blot om at få et ´”nerve sammenbrud"
    eller "at være på randen af et nervøst sammenbrud" - når man psykisk
    har det dårligt og trænger til hjælp, fordi "det hele, er blevet for meget."

    I USA har man udover den almindelige statistik
    derfor to gange med 20 års mellemrum, i 1976 og i 1996,
    spurgt store repræsentativt udvalgte befolkningsgrupper, om de det år
    ærligt talt havde følt sig på "randen af et nervøst sammenbrud", og hvis ja,
    hvad der så havde været årsagen til denne psykiske vantrivsel.

    Desuden blev de spurgt om, hvad de gjorde for at klare situationen,
    og hvem de så havde søgt hjælp hos, hvis de havde søgt hjælp
    hos professionelle af forskellige kalibre.

    Resultaterne viste - for det første,
    at livet tilsyneladende er blevet sværere i løbet af de sidste 20 år,
    i USA. I 1976 mente 20 % af befolkningen, at de havde været ude
    på randen af et nervøst sammenbrud. I 1996 var tallet steget til 26 %,
    altså fra en femtedel - til en fjerdedel af alle de mange adspurgte.

    Denne stigning kunne selvfølgelig også bero på
    en mere udstrakt anvendelse af begrebet "et nervøst sammenbrud",
    uden at der nødvendigvis var flere, der havde det sådant rigtig slemt.
    Derfor er det måske mere interessant at se på holdningsforskellen
    imellem før og nu med hensyn til årsagsforståelsen
    og hvordan folk reagerer på psykisk vantrivsel.

    Hvad angår årsager til at være på randen af nervøse sammenbrud
    var langt den alm. årsag både i 1976 - og 1996 vanskeligheder
    med andre mennesker, som kunne være familie, bekendte eller kolleger.
    Der var ikke sket nogen væsenlig ændring i hyppigheden
    af denne type af belastninger.


    Men på to andre områder
    var der sket påfaldende ændringer:
    "'Dårligt helbred" hos en selv, blev i 1996 kun nævnt halvt
    så ofte som i 1976, som årsag til optrækkende nervøse sammenbrud.
    Imens "økonomiske problemer" i 1996 blev nævnt over dobbelt så ofte
    som i 1976. Dette sidste kan måske undre i betragtning af, at USA
    i de mellemliggende 20 år er blevet så meget mere velhavende,
    at den gennemsnitlige købekraft er steget til ca. det dobbelte,
    samtidig med der er kommet bedre socialhjælp i de tyve år
    (som ikke når op i blot nærheden af den danske).

    Hvad gør folk, der føler sig ude på randen af et nervøst sammenbrud?
    "Prøver at glemme eller undgå problemerne" var lige udbredt i 1976 og
    i 1996. "Prøver aktivt at løse problemerne" optrådte væsentligt hyppigere
    i svarene fra 1996 end i 1976, hvilket jo er en positiv udvikling.

    Den største ændring
    lå i kategorien "prøver at tale med mine nærmeste
    om problemerne". Den løsning var i løbet af 20 år steget fra 12 % til 28 %!
    Hvilket tyder på, at den almindelige amerikaner nu er blevet meget bedre
    til at søge hjælp ved at tale med sine nærmeste om problemerne
    end man var for 20 år siden.

    Den tredje løsning: "at søge hjælp hos diverse professionelle"'
    var sjovt nok faldet en smule i 1996 - fra 49 % i 1976 til 42 %!
    Dvs. der er ikke sket den stigning, som mange tror er sket
    indenfor det såkaldte "terapi-markede". faktisk et fald!.

    Til gengæld var der sket en drastisk ændring
    mht. hvilke slags professionelle, man søgte hjælp hos.
    Den praktiserende læge blev i 1976 nævnt af 31 %,
    men kun af 17 % i 1996.

    De lægelige specialister i sindslidelser, psykiaterne,
    blev dengang i 1976 opsøgt af 8 % - men kun af 3,5 % i 1996.

    Til gengæld var henvendelser til "psykologer og andre rådgivere"
    steget fra 4 % i 1976 - til omkring 18 % i 1996.
    (Og her i år 2003 er tallet sandsynligvis endnu højere).


    Det ser således ud til, at befolkningen i USA
    der føler sig på randen af at få "et nervøst sammenbrud" i 1996,
    i mindre grad end i 1976 opfatter problemet som et lægeligt-medicinsk.
    De ser i dag mere det som sker, som et psykologisk-socialt anliggende,
    som i højere grad behøver samtale og dialog, end kun en pille.

    Den samme ændring i holdning og "behandlings tendens"
    vil sandsynligvis også snart kunne registreres herhjemme.

    Referat ved Thomas Nielsen.
    Lektor på Psykologisk Institut, Århus.
    red. af Forskningnyt fra psykologien,

    Kilde: Swindle Jr., R., Heller, K., Pescosolido, B., & Kikuzawa, S. (2000).
    Responses to Nervous Breakdowns in America Over a 40-Year Period.
    American Psychologist, 55 (7), side 740 -749



Tilbage til Oversigten
over Angst og Panik-websiderne



Tilbage igen til index
over hele www.psykoweb.dk