Den 2. nøgle er
at genopdage dig selv
og turde stå ved, hvem du er i dag.

Herfra kan det nemmere gå opad igen, end hvis du blot
opgiver og forsat blot bander og frustres indædt over
at du ikke allerede nu - er oppe i fuld drøn igen.



Massevis af mennesker forsøger
ihærdigt - mere eller mindre vellykket - i lang tid
at leve livet sådant, som de synes at livet bør leves
og være netop sådanne personer, som de bør være.
Og det er utrolig udmattende at sådan sidde fast
i en kedelig sort/ hvid film i en fastlåst rolle!

"Gradvis gik det op for mig at alt det,
som jeg for 5 år siden havde følt glæde ved:
gåture helt alene, tale med veninder, gå i skole
og lære at spille guitar, gå i teatret og pjatte rundt,
var væk. Faktisk levede og åndede jeg kun for
mit job og for at opnå min chefs ros.

Bid for bid opgav jeg at få tid til det jeg følte glæde ved
og pludselig en dag, opdagede jeg prisen for at prøve på
at bevise at jeg bare var den bedste til det jeg gjorde.
Det lykkes, men mit øvrige liv var en ren ørken
og jeg kunne ikke mere føle glæde ved noget."
Jeg var blevet sådan som de andre synes
at jeg burde være - og min sjæl døde,
for jeg kørte mere og mere tom
og kedede mig i den rolle."

Først da jeg gjorde op med min perfektionisme,
8der egentlig blot handlede om at var bange for at få kritik
og turde se min glædesløse stressede hverdag i øjnene,
begyndte jeg at se lyset for enden af tunnelen."
som en 36 årig depressiv kvinde sagde.


Her er et forslag til
en lidt mere åben selvopfattelse
end blot at se dig selv som "en Biokemisk Robot",
der bare lige trænger til at få updateret dine programmer
og få ladet batteriet op igen med "en lykke-pille" - som er
vores tids fattige svar på at have ondt i sjælen og livet.


Et menneske dvs. du og jeg kan
sammmenlignes med et klaverbræt

som livsvilkårene: generne, evnerne, heldet og uheldet,
den måde, som du blev opdraget og "støbt på" hjemmefra,
de muligheder og valg du havde og ikke havde, har og ikke har.
Ja Du og dem du kender, spiller på - med hver vores sang.
Tilsammen bliver dette og din livsstil din sang til livet,
som en dag dødsikkert vil ende med at udgøre
din skæbne - og din helt unikke livshistorie.


Og ja, nogle mennesker spiller
helst livets sang i dur, imens andre synes
at foretrække en god dyb blues i mol. I gamle dage talte de
om at nogle af os blev født med et lyst sind, og andre med et mørkt.
I det billede, handler "kuren" om at lære at spille på hele klaverbrættet.

Ligesom livet også kan sammenlignes med at være en uskrevet roman
med mange forskellige afsnit, og sidespor - hvori du både
er Hovedpersonen, og forfatteren. Og ikke alle romaner
eller eventyr ender lykkeligt. Tragedier står
side om side med lykkelige afslutninger.

Livet kan ses som en sang, et digt, en roman

og et stort maleri, som du selv maler på
. Osv. osv.
Nok bestemmer vores indre biokemi utrolig meget, men
derfra - og så til at se på sig selv som en defekt bioRobot,
(eller blindt hylder knoklernes religion, der påstår at arbejdet
adler og forædler, og giver sig 100% til sin arbejdsgiver)
- er der lysår og et helt andet menneskesyn, til forskel.

Mange af de mennesker jeg har mødt, som sagde
at de var født med et sort, melankolsk og lammende livssyn,
har ved et nærmere eftersyn meget ofte vist sig "blot" at have
et ekko i sig fra en trist, menneskefjendsk og glædesløs barndom.
(Hvis du tvivler på, at børn spejler - og i de første 18 år lærer mere
end blot at spise med kniv og gaffler af deres forældre,
så prøv at besøge en psykiatrisk afdeling.

En sand pessimist er en, som altid går ud af sin dør
med en parably opslået - uanset om alle andre kun har badetøj med.
Ok, men hvad skal vi så kalde
Leonard Cohen, der siger:
"Jeg er hverken optimist eller pessimist. Jeg synes blot,
at det altid regner, lige netop der, hvor jeg er."


Åh alle disse overfladiske diagnoser
og kasser + se 2. Måske skulle vi holde op med
at kalde såvel hinanden, og os selv - noget som helst
der virker fastlåsende. Og som oftest er uforståeligt
og fremmedgørende for almindelige mennesker.
Jeg er, jeg var .... og jeg er på vej til at blive .?
sådanne livsproces ord siger mere.


Det jeg vil sige med alle disse ord, er

at en depression måske gror ud
af hele den måde, hvorpå du spiller på dit klaver.

Kender du dit klaverbræts tangenter, tør du spille falsk og famlende?
Eller kræver du af dig selv, at du skal spille som Chopin første gang,
at du sætter hænderne i klaverbrættet ? Leder du overhovedet
efter at finde din melodi? - eller spiller du helst andres sange?

Måske har du ladet Mor, Far og andre
i alt for høj grad bestemme, hvad du skulle spille?
Alt for meget. Og har derfor i længere tid spillet i en forkert takt?
En dag er det bare nok! Og derfor strejker du,
sittdownstrejker - som nu ?

Ved du da HVAD der står
på dit "Nej-jeg-vil-ikke mere!" Strejkeskilt ?
Hvad er det, som du ikke vil mere? Hvad vil du hellere?
Hvad siger du NEJ til? Og hvad vil du godt sige Ja til?
Forskellen på en tosse og en strejkende er, at kun
den sidste ved, hvad der egentlig protesteres imod.

Opgave:
Hvordan ser du dit liv?
Prøv en dag at tegne, male, digte
eller at beskrive "dig her i verden" med ord.
Hvordan opfatter du dig selv, verden og livet?
Selve det at skrive i en dagbog har hjulpet mange.
Se dette som en søgning efter en ny mening,
en søgning efter livsgnisten - og dig selv.

Den dag, du opdager engagementet igen
ved at udtrykke dig på en ny personlig måde
dvs. kreativt, er du godt på vej til igen
at finde dig selv og din melodi.







3. nøgle:
Vær nysgerrig
og kritisk overfor dit indre billede
af dig selv og verden, fordi det forhindrer
dig i at se alt det, som er udenfor dette billede.


Mange synes næsten kun at stræbe efter
at blive dygtige til spille på de hvide tangenter.

De satser utrolig meget på at være søde, flinke og artige
- eller blive den dygtigste, mest elsket, nr.1 hele tiden .
Være den bedste, og den andre ser op til.
Blive bekræftiget i, at du er noget særligt.
Blive set, værdsat og bekræftiget osv.
For hvad? Og til hvilken pris?

Dette egoræs kalder de så for
deres "store krav" , ja endog for "min Perfektionisme".
Image-skuespillet føles selvfølgelig yderst udmattende
omme bag scenen, når du er alene i omklædningsrummet,
og "hjemme i familiens skød", som nogle mænd siger.
Så træder personen bag rollen frem, og mærker
sig selv, sådan som det reelt føles at være dig.

For de fleste sker dette kun derhjemme, ikke på jobbet.
"Hjemme" er jo det sted, hvor vi lader maskerne falde
og hvor vores emotionelle ansigt bliver synligt.

Sker dette på jobbet, og i det offentlige rum
kalder vi dette for "et nervesammenbrud", fordi
Selvet bryder så voldsomt ud, at rollespillet kollabser.
Du bryder ikke sammen - men noget bryder ud
og fortæller dig og os andre noget vigtigt om
hvordan du har det - og er dig her i verden.


Opgave 2:
Hvilke roller og spil
spiller du her i livet i dine egne - og i andres øjne?
Hvilke biroller har du ? Hvad handler "stykket" om?
Hvis dit liv bestod af 4 film: Min barndom, min ungdom
og mit liv indtil i dag, samt det liv jeg ser forude
Hvad ville du da kalde afsnittene? Filmen?

Hvad er din favoritrolle her i livet?
Kan depressionens skyldes, at du simpelhen ikke
mere gider og orker at spille med i dette spil mere?
Savner du et nyt manuskript - og nye måder
at være mere mig selv og Jeg på?

Så begynd først selv at beskrive det, du er træt af
og derefter alt det du savner, først som en dagdrøm
og derefter efterhånden mere og mere realistisk.
Hvis du ikke kan se det for dig, drømme
om det - ja så sker det nok heller ikke.

Hvordan føles det at se sådan på dig selv?


Et levet liv
indeholder forhåbentligt mange vidt forskellige tonearter og sange
og kan bestå i at kunne spille mange forskellige slags melodier og sange.
Ikke alle sange er lige glade, muntre og livsbekræftende. I et levet liv
findes der også endog meget dybe blues-sange. Nogle sange er
vigtigere end andre. De fleste handler dog mest om ingenting,
men en sang kan også være et stærkt budskab til verdenen
om et menneskes skæbne, erfaring og historie.

Prøv at lyt til nogle gode blues cd´er!


Pointen er, at en depression
også er et individs historie om sit liv.

En livshistorie som langsomt toner frem, når du
igen bliver nysgerrig overfor, hvem du er,
var - og nu er på vej til at blive.

I en længerevarende psykoterapi
er det gerne oplevelsen af, at ens liv hænger sammen
har dybde og at det uforståelige, nu bliver mere forståeligt,
der for alvor skaber en tiltrængt forandring i livsynet
og i selvopfattelsen. At du ser på dig selv,
os andre, ja på livet - med nye øjne.

I en kortvarig terapi
satser vi mest på igen at få dig op på benene igen
og hen og øve dig på dit klaverbræt, så du igen kan finde melodien,
som før var blevet væk. I en længere varende terapi,
handler det mere om personlig udvikling,
så du selv skriver dine sange.

Ganske kort
og alt for firkantet, er det
den store forskel på den psykiatriske
og den psykologiske brille = synsvinkel.



En Joke:
Ved du, hvad forskel der er
på en psykiater og en psykolog?

Jo en psykiater ser på dig og spørger:
"Gad vide, hvad der er i vejen med dig?
- og hvilken pille, du mon trænger til at få ?"

En psykolog ser anderledes på dig, og spørger:
"Hvem er du? Gad vide, hvad du mon trænger til?"
"Hvad kan du allerede selv? - og hvad kan jeg gøre, som hjælper?"
"Hvad synes du selv om alt det, der sker med dig?"
"Hvordan føles det egentlig at være DIG ?"
"Hvordan ser du på dig selv? - OG
Hvad har du da brug for ?

Vi leder sammen med dig efter svaret.
Lægerne behandler dig, som eksperter, fordi de
tror på at biokemikerne nu har fundet svaret
!
på, hvad du har brug for. Vi psykologer ved, at vi ikke
kender svarene endnu - men vi leder sammen med dig
og er gode til at stille nye og anderledes spørgsmål



Til index



til side 3 b

Tilbage til side 1


Linkreolen

8 + 7 antidepri - råd: