Et forslag
til nytænkning


Overhører vi ikke alt for ofte
det budskab, der ligger bag symptomerne?



Hvis vi behandlere absolut skal skelne
forskellige slags depressionstyper fra hinanden, så
gør vi det måske bedre ved at høre
budskabet i afmagten,
fremfor at vi kun nøjes med diagnostisk at nikke genkendende
til de klassiske symptomer + se 2 , som vi behandlere har lært
at se efter "hos patienten", af diverse lære- og lægebøger.
"Aha! Du scorer X point - du lider af en depression."
Sikke en reduktion af et menneskes kompleksitet!

Det kan i sig selv være en skræmmende oplevelse,
at læse "om sygdomme" modsat at læse en roman om mennesker
det går skævt for ovre på den skyggefulde del af "the Buggy Street",
som Leonard Cohen kalder livet. I en roman læser vi om hovedpersonen,
samspillet og replikkerne med andre, jobbet, miljøet og livssituationen
førend vi læser om, hvordan denne Hovedpersons tragedie, drama
og mærkværdigheder udfolder sig. Det er ikke "en casehistorie",
det er en historie om et menneskes liv på godt og ondt.
Og virkelighedens mennesker? Ja de er langt mere
komplicerede og nuancerede, end en roman.

Ser vi behandlere ikke lidt for let kun "sygdommen",
dvs. den biokemiske del og tankeforstyrrelserne? Og overser personen
og hvordan netop denne person rent faktisk prøver at håndterer sin svækkelse?
Eller har netop sin egen måde, selvopgivende? at prøve at klare sin depression
ved at gå i hi, for at overleve de sorteste og dybeste stadier i depressionen.
Spørges der her: "Hvad skete der egentlig forud for kollabsen?
Hvad lærte du af det, der skete?" - Dette overses meget ofte.

Hele måden og holdningen til selve det at føle frygten,
angsten, afmagten, vreden og det lidelsesfulde sorte humør
bliver der ikke set på, og talt om. For slet ikke at tale om livsstilen,
kærlighedslivet, jobbet og personens livssituation
mere generelt.

Der er ganske rigtigt
en række vigtige fællesnævnere hos deprimerede,
men fakta er også - at der ikke er to personer, der er helt ens
Måske er noget af det, den depressive siger nu i det sorte humør
rent faktisk hudløst sandt - og eksitentielt meningsfuldt?


Ud fra en eksistentiel synsvinkel
kan vi skelne imellem nedenstående, mere forståelige
og vidt forskellige slags menneskelige blues-tilstande
Derved siger vi ikke bare: "Jo frue, De har en depression
og den skal De bare tage en lille hvid pille imod
- og så ses vi igen om en måneds tid,
når den begynder at virke." osv."


for derved overhøres
disse tavse dybe klagesange:


1. Der er ingen, som elsker mig - og jeg elsker heller ingen.

2. Jeg er helt kørt ned, og kan ikke gøre noget som helst mere.
Jeg kan ikke mere leve op til alle mine store krav og idealer.

3. Jeg føler ingen ret til at leve mere - efter det, som jeg har gjort
... og mit liv er nu uden mening. Jeg føler mig så dum, og skamfuld.

4. Jeg har mistet alt, hvad jeg holdt af - og orker ikke at starte forfra.

5.
Jeg er dødsyg - og kan nu kun forvente mig mere smerte og forfald.

6.
Det, som engang var min drøm og mit håb, er nu blevet mit mareridt.

7. Jeg har haft alt alt for travlt med at præstere, og har helt glemt at leve.

8.
Det jeg har, er intet værd - og jeg kan ikke få det, jeg ønsker mig.

9.
Jeg sidder fast i en gammel sorg, og lever nu blot for at glemme.

10.
Jeg har intet job, ingen uddannelse, nul venner og er røvfattig.


11. Alle, der er i min situation vil sørme også føle,
at livet er noget lort - og det hele ser håbløst sort ud.

12. Alt, hvad jeg engang havde, har jeg nu mistet.
Og jeg kommer aldrig over det store tab, som jeg har lidt.
Derfor VIL jeg ikke mere håbe, satse på eller tro på noget - for så
kan jeg jo bare igen blive skuffet. Og det vil jeg bare ikke mere!
- Hvorfor mon er jeg blevet så indeklemt og føler mig ulykkelig?


Ligesom du måske også vil kunne høre
og genkende disse basale menneskelige blues:


13. Jeg savner en god mor og far, ja en ny barndom!!
Og før jeg får det, vil jeg ikke vokse op og tage mit liv i mine egne hænder.
Når jeg nu er gået helt i sort, ja så skyldes det, at jeg er gået i sultestrejke
indtil jeg får alt det, som jeg er blevet snydt for som lille barn! Basta.


14. "Nej, jeg bliver ikke vred, jeg får hævn!
... øh, det passer nu ikke helt - oftest bliver jeg bare sur.
Og dog - for det meste bliver jeg mere ked af det og depri
men efter en masse dumme tanker og sorte øjeblikke
kommer jeg vist nok over det. - Tror jeg nok."

Se mere her om: Narcissistiske nedture

15. Stop verden!
Jeg har meldt mig ud af ræset
- og jeg ved ikke,
hvad jeg så nu vil og kan - og vil bruge min frihed og mit liv til
.
Se en god analyse af fremtidschock - fra Fremtidsinstituttet

16. Jeg er ganske enkelt totalt sjæleligt udmattet.
Læs her en uddybende cyberforelæsning herom.


Så ...
hvis du ønsker at få en mere præcis diagnose?
Så prøv at lytte efter, hvilken slags blues du har i dig
ved at undersøge,
hvilket BUDSKAB der er i tusmørket.
Måske er det eet af dem, som jeg næver ovenfor?
Måske er det en blues, du har hørt før?
Måske er det en ny, ikke før hørt?



NB: Nye bluesforslag er meget velkomne

Tak for:

17. Tåbelige depressive leveregler.

18.
God Modgift imod håbløse tanker +

19. Mit liv er en evig stræben efter at være perfekt.
......Jeg kan og må kun føle glæde, hvis og når jeg ingen fejl gør.
......Ofte føler jeg derfor, at jeg slet ikke skulle være blevet født,
....... - og derfor synes jeg, det er ok, at jeg ikke gider leve mere.

20. Hvorfor er tusindbenet deprimeret, når det bliver vinter?
.......Jo fordi inden den når at få ski på alle sine fødder
.........så er al sneen sørme smeltet!



Fordelen ved
at opfatte en intens ulykkelighed
og en fastlåst depressiv tilstand sådan
(fremfor kun at se på tilstanden ud fra en biokemisk synsvinkel),
er, at dette Analyseniveau er meget tættere på folks egen oplevelse af,
hvad det er, der gør ondt . At forstå, hvorfor du lider = budskabet
der er i fastlåsningen - selve dette, gør smerten mere meningsfuld.
Ja smerten bliver ikke bare tålelig derved og mere bærbar,
men løsningsideerne vil også lettere kunne åbne sig for dig.



Hvilket selvklart giver
en meget bedre kontakt og forståelse,
imellem Hovedpersonen og behandleren

end fagord som: serotonin + noradrenalin mangel => en endogen
eller måske en bipolar depression? eller er det en atypisk depression?
alle de lægelatinske udtryk gør kun "patienten" forskrækket
og det øger ikke forståelsen for hvad der egentlig sker..

Et menneskes komplekse liv kan på den måde let
reduceres til, "at det er bare din biokemi" og "det, du lider af
skyldes blot en dårlig forbindelse imellem dine nervesynapser."

- Eller "det skyldes mon noget genetisk"
(hvad pokker der så er, at gøre ved det ? - hvis det altså er sandt ).
Eller lægen siger alvorligt: "Du har en OCD forstyrrelse" osv.
(Hvem i alverden ved dog, hvad OCD er for noget?)


For de fleste mennesker
er dette lægelatin, ren volapyk og en hån
imod det,
de selv synes, at håbløsheden også handler om. Og ganske
som de stadig kun var små børn, tager "vi, med de mange fine ord"
derved kun ansvaret fra "dem" og "ved bedre" - imens de føler sig
overhørte igen - og endnu mere afmægtige
Og dette kan da f. h. ikke være rigtigt!

Vi må hitte på nogle bedre ord,
som almindelige mennesker kan forstå..

Selvfølgelig vil både
din og min biokemi blive meget stærkt påvirket,
hvis vi mister vores job, helbredet, en kæreste eller et barn.
Eller mister selvtilliden ved igen og igen at lide nederlag og tab,
når vi tager en chance. Eller har svært ved at komme ud af
en mere eller mindre.+ 2+. selvskabt ensomhed eller
på anden måde er kommet ud på et helt galt spor.

Depressive tilstande kommer ikke ud af
den blå solbeskinnede himmel som en bombe,
mørket kommer mere gradvis snigende, som solnedgangen
og pludselig er det hele så sort, at du intet mere kan se.

Læs f. eks. lidt om nedturene - og sortsynet, som følge af
at ens Dagdrømme, luftkasteller og opblæsteEgo lider nederlag,
som vi kender det hos Egoister, Narcissister og skrøbelige Borderline.
Eller fordi du taber i konkurrencen eller taber status på jobbet.

Det er ikke altid lige let at hitte ud af sig selv
hvad der er godt - og hvad der er skidt for mig, eller for dig.
Det der er velsmagende god mad for dig, er måske gift for mig?
Diagnoser foregiver en videnskabelighed og en nøjagtighed,
som der sørme ikke altid er særlig god dækning for
i denne komplekse og flygtige virkelighed,
som ingen af os helt begriber.


Kort sagt:
Angst er liv, som ikke leves - og en depression
skyldes at livet er blevet sværere, end du kan klare alene.

Det kunne måske være et forslag til en ny "diagnose"?

Mit håb
med disse ord er at åbne op for nysgerrigheden,
fremfor at de fagord vi bruger, blot gør dig endnu mere afmægtig
.
Som du kan se på side 6 udelukker dette sørme ikke medtagelsen
af de tilsvarende biokemiske svar på depressionens gåde.

Der er ganske enkelt mange svar på, hvad der sker
bl. a. er situationen og livsvilkårene meget forskellige
- og hvad du så er brug for? Det er ikke kun en pille.



Og der er
selvfølgelig mange flere

basale og urgamle menneskelige blues, end ovenstående.

Se f. eks.
denne smukke blues fra en ung depressiv kvinde,
som viser os en helt anden synsvinkel på en depression,
- hvor det ville været gak gak blot at give hende en SSRI-pille:

I stedet for hjalp jeg hende med at finde sig en kæreste,
som da hun mødte ham - på forbløffende kort tid
forvandlede hendes blues til en forelskelse.
Den kur virkede bedre end en pille!



Et digt fra en
endnu ikke udfoldet tulipan

Tankerne blæser som små skyer hen over himlen.
De truer mig og trækker sig sammen over mit hoved.
Jeg venter på stormen - og håber på en opklaring.
Savner solen til at varme min krop og sjæl.

Føler mig som en lille skrøbelig blomst, der venter på et regn.
Trænger så usigeligt til at åbne mine blade, springe ud og strække
mig mod solen og vise verden mit skønne indre, mens jeg suger
næring op fra den gode livsgivende jord. Men jeg tør ikke.

Jeg lukker mine kronblade,
og lader kun dækbladene blive fugtige.
Føler jeg må passe på min kerne, de sarte gule støvdragere.
Sidder tomt, stirrende og prøver at tænke
indholdsrige veldefinerede tanker,

men alt hvad jeg kan - er bare at mærke mit hjerte,
der banker hurtigere og nu vildt af angst. En frygt
for at skulle forblive ulykkelig, altid. ALTID?
Frygten for ikke at blive passet godt på
- ikke at blive elsket og set.


Pandabjørnen savner
sin trygge plads på Mors mave.
Savner at overlade tankerne, hvile mit hoved
og lade en anden tage sig af det hele, imens jeg
putter mig ind i roen, varmen og trygheden
i min velkendte sikkerhedshule.

Ved godt, det snart er på tide,
at jeg finder varmen og styrken i mig selv og
det kun er et spørgsmål om tid, inden solen igen kommer,
men ... hvad gør jeg så her i mellemtiden?
Venter, og længes efter at leve igen.

Forstår det godt, alt for godt,
men noget i mig vil simpelthen ikke forstå det.
Jeg vil have sin mor og far tilbage! Ikke som de var,
men sådan som jeg stadigvæk længes efter,
at de, hun og han skulle være.

Drømmebillederne fader ud, skyerne
driver videre og det bliver gradvis mere blåt igen
omkring mig. Det kan jeg nu se igennem den hinde,
som kronbladene danner imellem mig
- og alt det, som er udenfor .


Lige nu føler jeg
mig mere "helt alene i verden", end ensom.
Smager lidt nydende på smerten ved dette store øjeblik,
som er nu. Sætter noget musik på. En sætning fanger mig:
"Wish you were here, I feel like a child tonight."
Dejligt at vide at der er en derude der har
det som jeg - og siger det i en sang


Mit hjerte bliver roligt igen.
Det er rart at vide, at der i hvert fald er een
derude, der har det som mig - og at jeg derfor
ikke er helt så alene om - at have det sådan,
som jeg havde det lige før.



en kommentar:
"And then the day came ...
when the risk to remain a tight bud
was more painful, than the risk to bloom."
Anais Nin



Denne anderledes psykologiske synsvinkel åbner op
for en helt anden måde at se på sig selv, og andre
også, når vi har det ad helvede til og er i smerte.


som side 5 uddyber:




til index


Til side 5


Linkreol


Tilbage til side 1



Site Map