Eventyret om den vilde kvinde
der forklædte sig som Prinsessen med forklædet:
Der var engang en lille vild pige, som boede i et stort og barskt land.
Hun voksede op og blev efterhånden til en voksen indeklemt kvinde,
men det vidste hun ikke selv. Hun ville ikke mere være vild og vred,
men sød og rar og ja tam, for det havde hendes elskede far
og mor fortalt hende var det allerbedste ved hende,
- så det troede hun derfor på.
Prinsessen i mig er altid glad, ungdommelig og evig smuk.
Hun tager imod, smiler og arbejder med glæde og taknemmelighed,
fordi arbejdet bærer jo lønnen i sig selv. Aldrig en sur mine, aldrig en tåre,
næ, for hun er nemlig en Rigtig Prinsesse. Prinsessens familie bliver glad.
De elskede kun deres dejlige søde Prinsesse, som de rosende omtalte
som deres pryd - for hvem der nu gad høre det.
Hun ler med børnene og leger ofte og gerne med dem.
Hun er roligt, tålmodig og altid tindrer og stråler hendes øjne.
At tjene er hendes kald. Ydmygt og stilfærdigt indordner Prinsessen sig.
Aldrig falder hun ud af rammen - for rammen er hendes personlighed.
Hendes stolthed, hendes liv. Altid er hun i smilende vigør,
altid beredvilligt til tjeneste, aldrig bare til lediggang.
"Se, er det ikke en dejlig Prinsessedatter vi har?
Sådan bør en rigtig kvinde være", sagde hendes far stolt til Moderen,
som nikkede bifaldende med triste øjne.
"Åh", tænkte den lille pige, som så gerne ville være elsket.
"Det må være dejligt at være sådan en Prinsesse med eller uden Forklæde!
Elsket og afholdt - så må jeg blive lykkelig. Jeg vil være en Prinsesse!".
Og så gik denne lille vilde pige, som troede, at hun kunne tæmmes
af deres kærlighed og taknemmelighed - ind i Æventyret.
Hun iførte sig en fin Prinsessekjole, med forklæde, et smil
og tindrende strålende øjne, og alle de andre var så glade for
deres yndige Prinsesse. Hun arbejdede hårdt, tog aldrig smilet af,
og de andre klappede og klappede og klappede og så glade ud
og spåede hende et godt og lykkeligt liv.
I begyndelsen var Prinsessen også glad,
for så meget kærlighed havde hun aldrig før fået!
Senere begyndte hun dog at blive mere urolig og ked af det,
men så arbejdede hun bare mere og mere - og smilede mere,
og så fik hun det straks bedre. For hvis du smiler til verden,
så smiler den tilbage igen - som hendes mor sagde.
Nogle gange kunne hun høre
at noget VILDT kaldte indeni - men Prinsessen
troede jo, at denne vilde side af hende var helt væk nu,
så hun lod bare som ingenting, og tog en valium til.
Og sådan gik der en masse år, som jeg næsten
ikke kan huske noget som helst fra.
Efterhånden talte den der Vilde Stemme indeni nemlig højere
og højere og højere, og nogle gange kunne jeg slet ikke høre,
hvad de andre omkring mig sagde - og hvad jeg selv tænkte.
jeg blev forvirret, ja lunefuld og græd ind imellem. men så
blev dem jeg elskede og holdt af, kede af det og sure på
deres ellers så dejlige Prinsesse - og jeg blev mere
og mere ulykkelig. Smilet ville ikke smile mere
og hjertet var ligesom ikke mere med
i det skuespil, hver dag efterhånden
blev forvandlet til.
Tilsidst tænkte Prinsessen med Forklædet,
at der jo måtte være noget galt med hende - hun var nok syg!
Hun gik til lægen, som gav hende et fint nyt smil gemt i et pilleglas,
og et nyt forklæde - og sagde, at så skulle det nok gå alt sammen.
Men den Vilde Stemme indeni, som alle havde troede
var gjort helt tavs, blev ved? ... og ved.. og ved..
For tilsidst en dag - ja så SKREG HUN så højt,
at Prinsessekjolen, forklædet, smilet og de tindrende strålende øjne
gik i tusind stykker! Alle græd og jamrede, for nu var Prinsessen jo væk,
- og hvad skulle de dog gøre uden deres Prinsesse, som de elskede så højt.
Hvem skulle nu smile, tindre, stråle og gøre dem glade ?
"Åh, hvor var det dog forfærdeligt", sagde de.
Men den Vilde Stemme indeni var ligeglad,
for da JEG brød ud, kunne jeg nemlig ikke mere tæmmes.
Nu ser jeg ud imod horisonten og ønsker at gå mine egne veje.
Den beslutning, som det har taget mig mange år at nå
giver mig mere styrke end al deres kærlighed
og diverse pilleglas.
Jeg besluttede mig for kun at smile, når jeg er glad
være vred, når jeg er vred, og ked af det, når livet gør ondt.
Jeg ville vende tilbage til min naturlighed, følge mit eget hjerte
Når jeg elsker, vil jeg ryste himmelhvælvingen, og når jeg raser,
ja så skal det forskrække, som når en vulkan går i udbrud!
Jeg vil igen leve sandt, føle stærkt - og være ærlig.
Det var den indre stemmes budskab til mig.
Den aften så jeg i en vision en vild kvinde
som står med bølgende hår oppe på et højt bjerg.
hvor hun talter til mig, ganske stille og roligt, men på
en måde, som jeg håber at hele verden kan høre.
Hun sagde til mig:
"Jeg er den Vilde Kvinde i dig, som ikke kan tæmmes.
Jeg står på mine egne ben, med løftet hovede og stolthed i blikket.
Jeg ser imod horisonten, mod bjergenes tinder. Og det virkelige eventyr
som er mit liv, kalder nu på mig. Det andet liv, var jo ikke mit liv,
men blot en kopi og spejling af deres ønsker og krav til mig.
Du lille Princesse adlød jo blot - og JEG gik i hi.
Og rigtigt, mænd kan væmmes
og måske skræmmes, når de møder mig,
og pæne prinsesser dåner, når de ser ind i mine øjne,
hvor du kan se havet, himlen og ilden - ja hele naturen
i al sin frygtindgydende pragt, styrke og voldsomhed,
Jeg er min indre natur, og mig kan ingen tæmme.
Jeg er min egen - og nu tager jeg afsted.
Vil du med?", spurgte hun.
Jeg sagde JA, for jeg elsker min Vilde Kvinde,
som jeg skyndte mig at tegne så jeg kunne huske hende,
hvorpå jeg vendte ryggen til mit gamle liv og drog med.
Denne vision føler jeg er sendt fra havets dybe blå
og himlens klare stjerner, fra de lyse dage og de mange mørke nætter,
hvor jeg levede sammen med min endnu ukendte, lidt skræmmende
men også vildt spændende vilde Kvindenatur.
Denne indre styrkende vision vil jeg holde fast i.
Og de gange siden, hvor jeg har følt mig "flad" og sløv,
har jeg tænkt på min indre vilde kvinde, og så kan jeg mærke,
hvordan hele min krop ændrer sig, mine muskler arbejder anderledes
og jeg mærker livet, ja at hjertet igen begynder at pulsere i min krop.
Åh hvor er den menneskelige psyke dog fascinerende
(men det behøver jeg jo ikke at fortælle dig!).
Ha' det godt - og tak for dine gode sider!
En munter hilsen
fra Pia
|
Mit svar:
Tillykke med
at du har fundet din
Wild women
don´t get the blues
Jeg (ebbe) elskede min bedstemor.
Og noget jeg husker med stor fryd var,
når hun tog mig med ud til sin å ude i skoven
- også selvom det var snevejr og alt var frosset til.
Her smed hun alt tøjet og lagde sig fed og mægtig
på ryggen midt ude i det undertiden iskolde vandløb
et stykke tid, hvorefter vi løb hjem og drak varm kakao.
Det gjorde hun hver dag, året rundt.
Senere som voksen, har jeg fået at vide,
at hun før denne milde, men iskolde chockterapi
havde fået at vide at hun led af en Manio-Depression.
Hun blev aldrig indlagt for det, men brød alle normerne
derude på landet - og opkvikkede sig med en iskold dukkert
ude i skoven i sin å, hvor hun i min erindring
var incarnationen af Moder Natur.
Hun kunne være frygtindgydende i sit følelsesliv,
- men kun, når hun var trængt helt op i en krog,
ellers var hun en frodig, sjov og vidunderlig
bedstemor, som jeg stadig elsker at mindes.
Der er en masse tilsvarende historier + en af os.dk
+ se flere fortællinger på dansk + Stines historie
+ Sannes historie + stressogdepression.dk + 7 + 8
og kure, som det nok er værd at se lidt nærmere på,
fordi de rent faktisk kan virke helt mirakuløst
forløsende - dvs. antidepressivt!
Jeg har f. eks. en lumsk mistanke om,
at mange vinterbadere - udover det muntre samvær,
også derved holder tidligere vinterdepressioner på afstand.
Måske er dette en hel speciel nordisk antidepressionskur,
dette at gå i sauna - og tage sig en iskold dukkert ?
Indianerne i Canada og Eskimoerne er
teoretisk set, mildest talt i farezonen mht. depression,
når solen er helt væk i en meget lang periode om vinteren
- men mon ikke det meditative samvær i deres "svedehytter",
sangene, dansene, fortællingerne - og diverse snerulninger
gjorde dem langt mere immune, end vi nu er i år 2000
imod dæmonerne i sortsynet og håbløsheden?
+ se mere her om glæden ved
vinterbadning-fordele-ved-kolde-gys/
+ se 7 alternative måder at lindre det depressive.
Så derfor Pia
længe leve den vilde natur, som også er i os
og som vi vel alle både elsker, fascineres af og skræmmes ved,
når vi ind imellem tamheden møder den for fuld udblæsning ?
Tillykke med at have fundet tilbage
til din kerne - og dit hjerte
igen.
+ tak for dit eventyr - hilsen Ebbe
Håber at du kan lide dette dansebillede:
over temaet: Wild woman don´t get the blues.
.....
|
