Værsgo - lige til at udprinte


Stress og
kroppens reaktioner,
når presset bliver for stort:



Her ser du nogle mænd, som mere ellere mindre frivilligt
stiller op til dagens kamp på arbejdspladsen for at tjene penge,
for nå til tops, udrette noget fornuftigt - eller i det mindste overleve
endnu en travl dag i menneskets urgamle kamp for føden
og alt det andet, vi siger til hinanden, at vi lever for:




Vi fungerer og lever
her i Danmark overraskende godt og sundt.
såvel kropsligt, som psykisk - sammenlignet med tidligere tiders arbejdsforhold.
Vi lever længere, og er også rigere end nogen tidligere generationer,
og dagspressen fortæller os at vi er mere optimistiske
og generelt set - glade for at vi bor i Danmark.

På overfladen ser det hele sørme godt ud.
Vi kan klare en masse mere, end vi tror at vi kan. Arbejdsglæden er også bedre,
især når vi føler, at vi har nået at udrette "det, vi havde sat os for" + at de andre
kollegaer etc. har behandlet os rimeligt ok. Ja måske endog roser dig for noget,
som du har lavet? Dette sidste, rosen og værdsættelsen, sker dog
alt alt for sjældent her i Jantelovens fædreland.

Ifølge manges erfaring med psykisk arbejdsmiljø, er det mest almindelige
her i Danmark, at der bliver kritiseret, rettet på, skældt ud og smådrillet
3 x hyppigere, end at der blev værdsat og rost i de fleste danske hjem
og på de fleste arbejdspladser. Generelt set er vi danskere
bedre til at dukke hinanden, end til at løfte hinanden.
Nogle gange slår dette over i ren Mobning.

Dette gør selvklart ikke arbejdslivet sjovere,
men de fleste af os lærer at forsvare os imod dette og overleve
en sådan trist, og måske lidt fjendtlig? arbejdstone, uden at miste humøret.
Men en daglig dårlig arbejdsstemning, kan godt udarte sig, indtil det brutale,
ja mobning og udløse en depression hos de, som ikke kan forlade deres job
af div. forskellige grunde. De føler sig derfor udenfor, alene og ensomme
+ evigt kritiserede, "ikke gode nok" osv. - og kan ikke slippe væk
fra det, som truer med at knuse deres humør, helbred og selvværd.

At først det ydre miljø, og derpå dit indre humør kan være
og blive et sandt helvede at leve i, ja det kender vi vist alle til.
Problemet opstår, når vi føler os låst fast, alene og afmægtige.

Dårligt arbejdsmiljø, dårlige chefer og kollegaer - og overarbejde
har kørt flere ned og lagt flere i sygesenge, end vi kan lide at tænke på.
Lige indtil du selv bliver ramt af stress, hjerteslag eller en depression.
Arbejdsglæden er pludselig helt væk, og kun trætheden er tilbage.

Livet behøver ikke at være optimalt, altid fredeligt
eller godt og fornøjeligt hele tiden. Der kan godt være kriser
ja endog særdeles vanskelige kampe undervejs - og grundliggende
set er det muligt at ende sine dage med at kunne sige: "Livet er godt."
For mig handler stress sørme også om at kunne sige det, en dag.

Så ... så længe vi har en rimelig kontrol over os selv,
og det, som der kommer imod os udefra + det, som sker lige nu indeni,
kan vi mennesker godt holde til dette liv, lige til vi bliver 70 - 120 år gamle.
Helbredet og kroppen er da ikke blevet misbrugt, men brugt. Livet føles godt.
Vi kan overleve denne urgamle dyst med miljøet, de andre og osselv. Uden at miste
helbredet og livslysten, vores kropslige og sjælelige styrke - og modstandskraft.
Dette har mennesket tidligere gjort, op imod langt værre modstand.

I alle verdens kulturer, lige siden vi for 25 - 100.000 år siden, for alvor
begyndte at adskille os fra de andre chimpanser ( ved at vi kunne lave ild
og tale sammen), har vi lært at arbejde sammen for at indrette naturen efter os,
i stedet for det modsatte. Og livet er derved både blevet lettere, og sværere.
Det, som i dag er det sværeste - er de utrolig mange nye forandringer,
samt at vi endnu har langt igen, inden alle er lige frie til at forlade
en arbejdsplads, der måske er ved at knokle dig helt ned.

Livet har jo aldrig været uden besvær, krige, omvæltninger og
mere eller mindre voldsomme kampe. Kan du huske din historieundervisning?
Blot det at være menneske betyder, at de fredlige, harmoniske og rolige stunder
mere er undtagelsen (som en ferie), end reglen. Livet er ikke nemt, tværtimod
- så ergo handler stress ikke kun om, at livet nu er barsk og indimellem hårdt.
Stress handler mere om, at livet ind imellem kan blive alt alt for råt og barskt
ja brutalt - så mindst 25% uheldige bliver indfanget i en social afmagtsfælde,
hvor der ikke synes at være noget udveje - i alt alt for lang tid.

For nogle mennesker ender livet derfor sådan her:




Selvopgivelsen er mest tydelig
at se, når vi bliver ældre - både kropsligt og mht. selvtillid.
Men vi ved også at i alle kulturer, lige siden tidernes morgen
har der været - og er der, masser af eksempler på vitale og velfungende ældre,
som nyder livet, sunde og raske. Som igennem livets kampe er vokset som personligheder
så de er blevet til mere eller mindre flotte træer - i den uendelige store skov af mennesker,
der hele tiden myldrer mere eller mindre fortravlet rundt her på denne forunderlige klode.
At blive ældre og modnes via livets op og nedture, sejre og nederlag
er ikke en ny historie. Den har mennesket skrevet på og levet
midt i lige siden tidernes morgen. Det nye er, at vi nu i dag
i langt højere grad selv kan styre med, end tidligere.
Nogle bruger disse nye muligheder, andre ikke.

Jeg ved f. eks. ikke hvor mange ældre mennesker du kender,
som du vil sige er blevet sjovere, klogere, smukkere og gladere med årene?
At livets mange små og store kampe, sejre og nederlag, står at læse
i vores øjne, ansigter og kroppe, kan vi vist hurtigt blive enige om.
Ligesom det vist er de flestes erfaring at nogle af os de visner,
synker helt sammen og bliver mere og mere smerteramt.
Imens andre vokser menneskeligt set, bliver
gladere og mere tilfredse med livet.
Hvad er forskellen?



(Klik på Dalai Lama og læs hans tale til verden
om vrede, begærlighed, terror og vold).


Hvad pokker er mon forskellen på
disse 2 yderpunkter mht. personligheds udvikling?

Det spørgsmål har optaget mig siden jeg i 1964 startede på psykologistudiet
og mit foreløbige svar på den gåde er, at svaret er meget kompliceret og indviklet,
men - for at gøre en meget lang snak kort - så vil jeg her blot sige:

Det afgøres helt sikkert af 1001 tusindevis af forskellige faktorer,
hvoraf vi kun har mulighed for at få indflydelse og delvis erobre kontrollen
på nogle få områder, imens resten af faktorerne, mere eller mindre, er op til heldet
og uheldet her i livets store lotterispil .Udover selvfølgelighed: evnerne, regeringen
og markedsøkonomien + dit job, din løn, kone, mand, børn og venskaber. etc. etc.
Det er sandt nok ret forbløffende, hvor tilfældigt ens liv former og har formet sig,
når man, som jeg her sidst i 50 ´erne, ser tilbage på, hvad der er sket.
Gad vide om du ikke har gjort dig den samme erfaring?

Vi har - stik modsat vores store ønske om at bevare kontrollen
og indflydelsen på, hvad der sker med os - og ikke sker, her i livet
oftest kun ringe indflydelse på, hvad der sker og kommer til at ske.
Det, vi reelt set kan få en indflydelse på, er, hvordan vi tackler
det, som sker - og hvor gode vi er til at undgå at sidde fast
i noget, som er direkte usundt og skadeligt for os.


Ind imellem møder vi jo alle en stor trussel
eller frygt for at blive angrebet ude fra - eller indefra), af "noget",
der er større og langt mere magtfuld, end vi altså magter at klare alene
Eller kollektivt, (som vi kender det fra krige, jordskælv og div. katastrofer)
- og så sker der følgende, i en stadig stigende og udmattende adrenalin-
styret stress-proces, som jeg her kan vise dig Stanley Kelemanns
tankevækkende skildring af - via nedenstående tegninger:
+ se www.centerpress.com/articles.html


4 emotionelle, kropslige
og psykologiske Stress faser:



Her ser du et menneske, som udsættes for en trussel + et stigende press udefra
(eller indefra) - og hvad det meget hurtigt gør ved vores krop og humør,
når vi ikke magter at undvige, løbe væk eller gå til modangreb.


En depression starter ligeledes oftest med
at du bliver bange, kæmper imod truslen, bliver overvældet,
panikker og kan brække dig over "noget", der virker helt forkert
og afskyeligt - som så vokser til "det", som er helt ubærligt!

"Noget" føles truende, ja skræmmende.
Truslen kan komme såvel udefra, som indefra.
Frygten og nerveophidselsen bliver simpelthen alt for stor,
(dvs større end du kan rumme) + du føler dig samtidig helt alene
om at løse problemet og klare konflikten. Du forsøger at klare
dig igennem krisen, men Pludselig en dag er bægeret
simpelthen fyldt helt op - og så kortslutter du.



Sådan her ser et akut panikanfald ud:



Efter dette rædselsfulde møde med Rædslen
= et (eller et par) panikanfald, som ikke bliver bearbejdet og opløst,
opdager du måske yderst pinefuldt at det liv, som du hidtil har levet,
at det kan du simpelthen ikke klare at leve op til mere
- på den sædvanlige måde. Forskrækkelsen
sidder stadigvæk i dig, kunne vi sige.

Og hvis du da - i stedet for at skælde frit ud, og derpå tale om det skete
(+ græde befriende og lede efter en løsning), bliver ved - bryder du sammen.
I stedet for at give slip på kravene, følelserne og derpå slappe af for en stund
og give dig tid til at reflektere over, hvad der skete + hvad du er op imod og
finde løsninger - giver du op. Og kører videre på ren og skær Viljeskraft
og den motor er ligesom at bruge reservebenzintanken det tapper dig
mere og mere for modstandskraft. Gg glædesstunderne
bliver færre og færre, trætheden vokser - og så en dag
diagnosticerer din læge dig, som havende
en 1., 2. - eller 3. grads depression.


Meget ofte glemmer man den indledende frygt og panikfølelse,
forskrækkelsen, som startede hele denne fremadskridende kollabs proces
og focuserer kun på slutresultatet af den selvdestruktive tilbagetrækningsrefleks.
Når vi taler om forebyggelse af angstanfald og depressioner, må du og jeg lære
at stoppe denne selvdestruktive proces, førend den accellerer vildt adsted
i en ond og alt for forudsigelig spiral imod depressionens selvopgivelse:
Det er det vi psykologer kalder Mestring - eller stresshåndtering.


Den næste fase i nedbrydningsprocessen
( dvs. når du går fra de Gule, til de Røde Signaler)
- ser sådan her ud, trin for trin, når presses øges:




I sig selv er dette så skræmmende at opleve
at såvel du selv, (sådan som du hidtil har kendt dig selv)
og det liv, som du før tog som en selvfølge - bryder sammen.
Den urangst som et nederlag udløser er så skræmmende, at den
oplevelse snart helt overskygger den første (måske reele) trussel,
som startede hle nedturen. Du bliver kort sagt bange for
igen at føle den rædselsfulde ordløse rædsel.

Og hvis du nu stadigvæk ikke kan flygte væk
eller på anden måde reducere det, som er ved at knuse dig
+ at denne overbelastning bare varer ved og ved, alt alt for længe, ja
så kan du en dag risikere at kollabsen og sammenbrudet bare fortsætter
og fortsætter - på følgende aldeles rædselsfulde forudsigelige facon:

"Abnormt lave niveauer af serotonin
kan resultere i umotiveret vrede, forøget aggressivitet
og forøget impulsiv opførsel. Det er også associeret med fedme,
lyst til kulhydrater, alkoholisme og depression. Hvis man helt fjerner
serotoninen fra en rottes hjerne, fører det til en tvangmæssig seksuel
aktivitet og en utrolig ædelyst, som ikke fører til nogen mæthed."
- fil.dr. i immunologi Sanna Ehdin:

Kronisk stressede omgivelser og/eller evige indre kampe med sig selv
der ikke løses, kan medføre et forhøjet eller et sænket dopamin-niveau,
men det fører altid til et mere eller mindre sænket serotonin niveau.
Og når serotonin-niveauet kommer tilstrækkeligt langt ned,
opstår det helvede, der kaldes for en depression..

Dvs.
Når alt i dig lyser rødt = FULD STOP!
ellers kan du meget let ende med at gå helt i sort i et sammenbrud:
og hænge fast i denne håbløse tilstand, der kaldes en depression.



(Disse herlige, stærke emotionelle tegninger stammer fra Stanley Keleman forskning
af kroppens reaktions mønstre, som du kan læse mere detailjeret om i hans fascinerende
mesterværk: "Emotional Anatomy", Center Press, Berkeley, 1. udgave, 1985).



I stedet for
højt, tydeligt
og effektivt at sige Nej ! stoppe op
og bede om eller råbe op om din smerte !!!

dvs. få en passende følelsesudløsning på rette tid og sted via et skrig, gråd
eller et raseriudbrud, (som måske endog kan stoppe det, som ellers truer med
at ville overvælde dig?) - Eller ser at komme ud af den rædselfulde situation
og derpå kontaktfuldt ( direkte og emotionelt) beder en anden om hjælpe dig
- fører denne progressive stressreaktion desværre alt for ofte blot
til at du krummer dig mere og mere helt sammen i frygt
og føler en større og større afmagt + en dyb frustation.

"Ægte frustration er at ligne med at du er sulten
og ønsker at fange en kanin, der bliver bevogtet af en tiger.
Søger du ikke væk eller anden føde, da vil du først puste dig op
og sidenhen skrumpe ind, for så en dag for alvor at dø af sult",
som Stanley Keleman ganske kort opsummerer processen.


Eller du reagerer
som en lille hjælpeløs kaninunge
,
der i frygt blot prøver på "at gemme sig væk fra alt det svære",
som du føler truer dig - eller oplever, nu er ved helt at æde dig.
Men .. der kommer desværre ikke nogen stor varm kaninmor
og redder, frelser eller trøster dig, når du er er over 18 år
- ligesom der måske heller ikke gjorde dengang
da du stadigvæk kun var et lille barn?

Ved at knue dig sammen
i stedet for at få løst konflikten, kan du
meget let ende op med at føle dig både uelsket, overset, isoleret,
"død" og forkrampet. Denne "gemme sig væk-tendens" kan opfattes
som et forsvar imod at græde ordentlig igennem og derpå give slip
i det, som du ville have - eller få raset og grædt rigtig befriende ud,
når du mister noget værdifuldt. Hænger du blot tragisk fast
i afmagtsfølelsen´s fælde = en stor selvmedlidenhed
og selv trøstende adfærd
, kan tilstanden "udvikle"
sig til at blive kronisk, dvs. vedvarende værre.
Og ja, det er skræmmende - og tragisk
at et liv, der kunne være anderledes
endte sådan.


Sådan her ser mennesket ud kropslig
og humørmæssigt, når vi har givet helt op
og er gået i sort - efter lang tids afmægtighed:





    En depression
    kan ud fra denne synsvinkel

    ses som slutfasen på et længerevarende stress-forløb
    ,
    hvor "det hele" simpelhen bliver alt alt for voldsomt og stort for dig
    I stedet for at række ud og åbne op, ja så sidder du pludselig der en dag
    totalt fastlåst i dit liv og kan kun føle Selvopgivelse, dødheden, afmagten
    - og at livet gør forbandet ondt. Bliver denne tilstand "kronisk", varig,
    ja så ender du ikke dit liv med at synes at "Livet er, og var godt".
    Så var livet bare noget som skulle overståes.

    Kollabsen ind i depressionens bundløse fortvivlelse starter altså,
    set fra denne stresssynsvinkel - ikke med at du pludselig en dag bare
    målløs må konstatere at nu orker og kan du altså bare ikke mere.

    Processen startede med at du blev bange for noget,
    og at dette ikke bare forsvandt igen, men voksede sig større
    og større, indtil du - trin for trin - mistede det, der før gjorde
    dit liv smukt, glædeligt og værd at leve.


    Og stress er farligt for dit helbred:
    "Abnormt lave niveauer af serotonin
    kan resultere i umotiveret vrede, forøget aggressivitet
    og forøget impulsiv opførsel. Det er også associeret med fedme,
    lyst til kulhydrater, alkoholisme og depression. Hvis man helt fjerner
    serotoninen fra en rottes hjerne, fører det til en tvangmæssig seksuel
    aktivitet og en utrolig ædelyst, som ikke fører til nogen mæthed."
    - fil.dr. i immunologi Sanna Ehdin:


    Hvis du afgørende vil forandre på dette tragiske forløb,
    ja så må du lære at opdage, hvad du ikke kan tåle og lære
    at blive bedre til at tackle det, som du oplever truende
    på de allerførste trin op ad trappen i de første faser.