Midtvejskrise er et dramatisk ord,
der ligesom udtrykket: "Panik før lukketid"
fortæller, at du nu er kommet halvvejs igennem livet
- og samtidig får ordet "krise", denne helt naturlige proces, det hele
til at lyde, som om du nu er blevet et offer for en jordskævskatastrofe.
Og ja, det sker at der er panik og rastløs bæven, ligesom i pausen,
efter den 1. halvleg i en fodboldskamp, hvor holdet er bagud med 3-1.
Men går dit parforhold og dit job godt, er der ikke samme intense panik.
Det er mere en melankolsk blå blues ala "Åh nej, hvor blev årene dog af?"
og en pinlig erkendelse af: "Suk, Jeg kom altså aldrig på landsholdet, suk
- jeg blev altså blot en, af dem, der kun kikker på fodbold på TV."
Eller du får øje på at dine ansigtsrynker da vist nu er
begyndt at blive dybere, at huden ser lidt mere træt ud, brysterne
strutter ikke opad mere - og ja, trist nok er du blevet mere rund. etc.
Du opdager kort sagt, trist og smerteligt at du ikke er ung mere
- og at du nu må se i øjnene at du.er kommet halvvejs i dit liv.
Dette er sådan set helt naturligt - og ingen af os slipper
for at se denne nye virkelighed i øjnene.
Nogle af os opdager denne enkle kendsgerning
uden at føle panik, blot nysgerrigt, meditativt og filosofisk.
Jeg foretrækker her at tale om Overgangsalderen, fremfor panikalderen,
som vi selvklart kan møde og gennemleve med mange forskellige intense følelser.
Naturligt nok, nu hvor livets 1.halvdel er overstået og du og jeg gør status over,
hvad vi egentlig har nået og opnået i de første 40 - 45 år? - og hvilke drømme
og forventninger, som vi nu har til denne næste halvleg i vores liv,
Hvad frygter jeg, der vil ske med mig? og hvad ønsker jeg
at der skal ske i de næste 10 år, eller frem til pensionsalderen?
Er din følelsesreaktion her: Tomhed, Resignation, frygt, angst, panik,
Ro - eller Glade forventninger og lyst til et væld af spændende projekter?
Det spørgsmål og Tema vil jeg se lidt nøjere på - på denne webside:
1. Hvilke følelser og holdning
har du lige nu til det at være midt i en overgangs-fase?
Spørgsmålet er vigtigt, fordi svaret vil vise og afgøre, hvor let
eller svært det vil blive for dig at "Omstille dig til "noget andet og måske nyt"
- i forhold til det liv, som du hidtil har levet. Hvis du er meget trygheds-orienteret
ja så vil du hade alle de forandringer, du registrerer, men hvis du er optimist
og mere eventyrorienteret, ja så vil det blive lettere for dig.
Derfor - tænk mere optimistisk med dig selv, se muligheder
og tab, fremfor blot se dig ondsindet og frygtsom på de Forandringer,
som du alligevel ikke kan ændre eller stoppe, men må lære at leve med.
Livets sidste halvdel handler om at få alle sine mange spor og evner
til at hænge bedre sammen, opnå afklaringer fremfor desperation.
Finde frem til essencen, kernen i det, der gør livet værd at leve
og derved føle sig mere og mere åben, glad, ja taknemmelig
for hver en ny dag, hvor du er sund og glad og føler
en dybere mening med det, du gør i din hverdag.
Noget med - endelig at have lært sig kunsten
at nyde livet, mere end at frygte det.
Digt
inspireret af Piet Heins
At leve i nuet,
det er livets teknik og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen af os vælger det nu, som gik,
og den anden halvdel vælger det næste.
Og dette forrige nu og det kommende nu
bliver aldrig i livet presente, og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og at vente på at øjeblikket nu åbner sig.
men det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
Næ, sørg for, at det nu, du lever i,
én gang for altid er netop nu og her.
Du har prøvet disse Livs-Overgange før
og du kommer sandsynligvis til at prøve det igen!
Flere og flere sunde velfungerende pensionister kan i dag glæde sig
over, at de såmæn også nu har fået en 3. halvleg, oveni - som velfortjent bonus
for et langt produktivt liv med forhåbentlig mange gode, smertelige og lærefulde minder.
Livs perioden fra 60 - 70 år er ligeledes sådan en emotionel Overgangsfase og "krise"
- en Omstilling til en ny Livsstil - og måske opdagelsen en ny livsholdning?
Vi har alle selv en stor indflydelse på valget imellem
at dø i en stille fortvivlelse. Skuffet - eller med en afklaring og indre ro.
At dø med skuffede forventninger, triste, ensomme og selvtilstrækkelige
eller med en kærlig kontakt til dem, der stadig er med dig- hele vejen ud.
Og ja - nogle har trænet i det ene hele livet, og andre i det andet.
Her midt i livet er der en mulighed for at nyvælge kursen
eller blot fortsætte som før. Hvis det er nødvendigt at skifte kurs,
her midt i livet -( fordi du tydlig kan se din logiske fremtid?)
ja så er det stadigvæk ikke forsent - at skifte kurs og vej..
Måske er det det valg, man aner betydningen af?
Men hvorfor dog møde dette valg med panik?
Ganske som puberteten var en naturlig overgang-periode
fra at være barn til at blive en halvvoksen pubertetsknægt eller pige
der senere blev mere og mere voksen og selvstændig. Og vi skiftede livsstil
igen i Overgangen, dengang du var 25 - 35 år, da ungerne kom til
Du har prøvet at stå i sådan et vejkryds mange gange før.
Ligesom den dag, hvor vi kravlede omkring på alle fire,
kom op at stå og lærte at bruge sproget og senere sagde farvel til barndommen
og til et usikkert goddag til arbejdslivet - til vi en dag må sige farvel til jobbet
og igen finde et nyt goddag til det sidste afsnit af vores alt for korte liv,
når og hvis efterlønnen og det glade pensionistliv en dag kalder.
Det er en lang række
sådanne overgangsfaser i ethvert menneskes liv,
hvor vi mere eller mindre bevidst og pinefuldt intenst og emotionelt bevæger os
fra at opleve verden og sig selv på een måde - til en anden, der ligner den forrige,
men som nu er større og mere kompleks. Det sker også fordi
at der nu er mere af DIG, end der var dengang.
Processen kan minde
lidt om det som sker, når en hummer,
smerteligt en dag opdager, at dens hårde Skal er blevet for lille.
Indeni er hummeren gradvist vokset sig større. Nu beskytter Skjoldet
ikke mere, nu strammer, spænder og skaber det kun uro og angst.
Hummeren føler sig ikke mere: "godt tilpas, hjemme i sig selv".
Hvad gør hummeren så?
Jo den opsøger en tryg hule, som den beskytter
med en stenmur udadtil. Derpå smider den det gamle Skjold
og bliver nu et rent bløddyr, bævrende gele - i et stykke tid.
Imens den stille og roligt venter på at det nye større Skjold
helt af sig selv, udsondres, vokser frem og størkner.
Og så går Hummeren ud på havbunden igen.
Åbner fremtiden sig - eller føler du
at din Fortid var “den bedste tid i mit liv” ?
Det nye er, at vi i dag rimelig frit kan sætte ord på det, som sker
og vi har opdaget, at de fleste andre også har bøvl med at tackle forandringer
og med at nytilpasse sig en ny og anden situation med alle ens aldersgruppes plusser
og minusser. Erkendelsen af, at timeglasset nu er “halv fyldt” - eller “halv tømt”?
Og ja - følelses åbningen kan godt vokse i intensitet og dybde i sådan en tid,
så vi med rette kan kalde det, som sker for en Krise, hvor panikken
tankerne, tvivlen i valgene og hormonerne bare går helt agurk.
Der er oplagt en hormonel kropslig forandring,
som du gør klogt i at tale med din læge og gynækolog om.
Der er meget at vinde ved kostomlægning og diverse præparater,
- som din læge forhåbentlig også har sat sig godt ind i?
+ kik og se mere derom i www.netdoktor.dk/
Og der er en psykologisk, en intens emotionel opdagelsesrejse,
i selve det at skifte "en for snæver Ego-skal ud, med en større model",
(for at blive i hummerbilledet). En opdagelse, et tab og en erfaringsproces,
som enhver mand og kvinde selvklart har hver sin personlige udgave af.
Der er jo ikke to menneskeliv med over 40 års erfaring på bagen,
som ikke har hver sin helt egen roman med i bagagen
Og der er noget fælles menneskeligt, noget generelt,
noget vi alle kan genkende i vores helt egen udgave.
Her er nogle af de Tema´er, som jeg synes er fælles:
Der er en sørgeproces,
Et farvel - og der er et goddag til noget nyt.
En vigtig livsperiode, hvor vi går fra, hvem vi var - til hvem vi nu er på vej til at blive.
Når vi skifter Jeg-identiteten ud med en mere Rummelig, og bedre Integreret,
ja så kan vi opføre os ligesom en hummer, der søger ly i en tryg hule.
For at skifte den gamle skal ud med en ny og større model.
Imens dette sker, er vi selvsagt mere åbne, emotionelle og sårbare,
end når skallen igen har lukket sig om os. Det kunne være en ny åbning mod livet,
en slow down periode, hvor vi tager os bedre tid til at føle efter og gribe ud
efter diverse muligheder for at nytænke livet: Hvem vi er blevet til nu
- og hvad vi egentlig vil focusere mere på fremover.
Disse basale eksistentialistiske livsspørgsmål
kan udløse panikangst hos nogle og depression hos andre
- i mere eller mindre grad. Og dette synes jeg er tankevækkende.
Kvinder, der før foragtede ældre kvinder for at gå til plastikkiruger, opdager nu,
at de selv ivrigt læser bloddryppende artikler om fedtsugning, rynkefjerning
og andre kosmetiske finesser, som de før ville have rynket på næsen af.
Det er især hårdt for de kvinder, der før
fik utrolig meget foræret på "at være smukke ansigter" og "lækre kroppe".
Og mænd må også smerteligt erkende, at det nu er for sent at komme på fodboldslandsholdet
og konstatere at brystkassen er sunket ned i maven, så vi igen ligner de skøre, sjove chimpanser,
som vi trods alle kamoflagerne, stadigvæk er. Vi er og kan
ganske simpelhen ikke det samme, som før! Facts of life.
Det gør ondt at måtte erkende.
Vi elsker jo alle at overskide vores begrænsninger,
og hader at måtte se vores naturlige grænser i øjnene.
Jeg elsker f. eks. at danse og det er et stort tab at erfare,
at min dans ikke mere har den samme energi og vildskab som før.
I forhold til karrieren, kræver det nu en ekstra indsats, inden det er forsent.
Der er utrolig mange 40 - 50 årige mænd og kvinder, der har svært ved at se i øjnene,
at de altså ikke får det ønskejob, de havde drømt om . At de må stille sig tilfreds med
blot at kunne overleve endnu et arbejdsår, indtil den næste fyringsrunde.
Se dig i spejlet og mærk nu efter, hvad du reelt føler.
Der er en masse at sige farvel til. Overgangen starter omkring 36 år
- og for de fleste slutter "midtvejskrisen" først, når de bliver 45 - 50 år.
Hos nogle med en personlig afklaring og en ny indre ro, styrke og tro på sig selv.
De træder i eksistens som personligheder! Men hos alt for mange slutter 40 érne
desværre med diverse sygdomme, som vi i dag godt ved afspejler en usund livsstil.
For ikke at nævne: Tomheden, egoismen, resignationen, tabet af vitalitet,
pessimismen = selvopgivelsen, som lurer på de fortabte sjæle.
Der er desværre mange ældre mennesker,
som ikke er blevet til større, klogere og smukkere mennesker,
når de når de 50 år, men er blevet mere eller mindre knock-outet af livet
- og dette er trist, ja ofte tragisk at se i øjnene, hvis dette nu er situationen.
Jeg forstår godt panikken, rastløsheden - og sørgeprocessen,
men jeg forstår ikke, at så mange dog ikke stopper op og nytænker deres liv,
når de opdager, at de nærmer sig en af livets mange korsveje! De, der resignerer,
dem møder jeg ikke i terapi, fordi de sidder jo og ser bingospil på tv
eller søger trøst på diverse bodegaer - eller er her på nettet?.
Dem jeg møder, er de
som vil noget mere og som ikke vil give op.
Kvinderne oplever forandringerne i forhold til kærlighedslivet og deres udseende.
De begynder at få hedestigninger og føler sig mere sårbare, hudløse og emotionelle end før.
Børnene behøver dem ikke mere. De skal sige farvel til Morrollen og goddag til
igen at leve for deres egen skyld. (Du er kort sagt nu
blevet pensioneret som Mor og Kvinde igen).
Og så får hun øje på ham, den fremmede Mand med bodegamaven,
som sidder og taler med hele verden på internettet, men som ikke kan tale med hende.
Det undrer mig ikke, at en tysk undersøgelse viste, at omkring 60 - 70 procent af kvinderne
i 10 årige ægteskaber, har været deres mand utro. Mange gange uden, at han
i sin indbildskhed overhovedet havde opfattet og sanset det - mærkeligt nok.
Når der er noget galt med bilen, med fjernsynet eller komputeren,
ja så sanser han det straks, men når kærligheden er blevet til en dårlig vane,
så taber han alt for let opmærksomheden på såvel hende, som for andre mennesker.
Langt de fleste skilsmisser sker i dag, fordi hun tog initiativet til den nødvendig forandring
af "det gamle liv" - og fandt modet til at begive sig ud i det nye og ukendte.
En kvinde, der er ved at give slip på Moder-rollen er ikke sød og stille,
men mere som en Tiger, der vandrer rastløs rundt i sit bur.
+ se www.psykoweb.dk/depression/5.htm
Og en mand uden en kvinde er oftest meget ensom i 40 ´erne,
så ensomheden og kontaktløsheden er blevet et stigende problem
for den aldersgruppe mænd i dagens Danmark.
Singelkulturen
er kommet for at blive - og den vokser,
så vi, der lever i parforhold i 40´erne og 50 ´erne snart er i mindretal.
Ca. 1. 568. 224 voksne danskere er i dag registreret som enlige, mens 2. 604. 010 er gift,
samboende eller samlevende. Det er kærlighedens barske virkelighed i dag.
Det handler om at finde en accept af sine begrænsninger
og af "at alt ikke mere er som før". Det er der en regulær blues i
og samtidig opdager du måske også, at du med årene er blevet lidt mere sikker på dig selv,
mere rolig og eftertænksom og har fået mere selvtillid. Du føler dig mere fri end før
og ikke så afhængig af, hvad andre mener om dig. Noget nyt åbner sig.
Det er paradokset. På den ene side mister du noget,
og på den anden side gror der noget nyt frem, som kan tilføje helt nye dimensioner
til dit fremtidige liv. Jeg talte med en kvinde, som talte om sin angst og store følelse af tomhed.
Hun vågnede op og forvandlede sig 180%, da hun en dag hittede ud af,
at angsten og tomheden var alt det liv, hun endnu ikke havde levet.
Før nippede hun frygtsomt til livet, nu bider hun det i låret.
Det handler meget om at vælge det, der er liv i, og give slip på det,
som er fortid - og det er ikke så let eller smertefrit, som at skrive om det.
Da jeg blev 50, slog det mig: Hvorfor dog længes efter dengang, jeg var 30
eller 40 år? Det har jeg jo prøvet. Det er mere interessant at åbne op for 50 ´erne,
for det har jeg aldrig prøvet før. Det gør kort sagt en stor forskel, om du ser på livet
med fortrøstning eller resignerer - og her vil jeg mene, at de fleste resignere alt for hurtigt
efter blot et par få mere eller mindre vellykkede svirreture ud i friheden sidst i 30 ´ern
og i 40 ´erne. Alt for mange synker blot sammen foran tv, drikker lidt for meget,
sløver hen og spiser alt for meget,
bliver kedeligere - og skrumper menneskeligt set.
Det er ofte et spørgsmål om at give slip i noget versus at give op.
Krisen, depressionen og panikken sker, når angsten for det nye er stærkere,
end livsmodet, nysgerrigheden og den nye åbning mod fremtiden.
Så hvis du føler dig i krise: Så slip dog panikken løs,
Wild woman don´t get the blues, som de kloge før os sagde,
- og efter et vildt Udbrud, giv dig tid til at fordøje det, du da oplever.
Opdag din fremtid - og forstå bedre det, som du gør oprør imod!
Meget ofte handler det om at adskille, hvad der er liv i nu
fra det, som kun hører fortiden til. Energi frigøres
og nyt liv bobler frem i glemte forsømte områder.
Livet leves forlæns, ja - og mit eneste liv
føles og mærkes stækest nu - og forståes bedst i bagspejlet.
Vi ved det godt, det nye er også at turde leve sådan.
Flere og flere tør bryde løs fra alt for små skaller
og flytter ind i en mere rummelig Jeg-form.
Den grimme ælling opdager måske endelig som 45 årig
at hun i virkeligheden hele tiden var en elegant smuk svane.
Den evige søgende ungersvend og lykkeridder finder sin lykke
eller ulykke, og slår sig til tåls med svaret på sin ungdoms gåder.
Nogle farer vild, men de fleste ender med at finde hjem igen.
Om ikke andet, så til sig selv.
At skrive dagbog kan være en vigtigt hjælpemiddel
Også til om et par år frem i tiden at genlæse sin egen beretning om,
hvad der egentlig skete i dag - og hvad "jeg egentlig tænkte dengang."
Du vil blive overrasket over, hvor hudløs ærlig du efterhånden
turde skrive om de oplevelser, følelser og tanker,
du gjorde dig - dengang du var åben for alt
og ligesom "manglede dit Gamle-jeg."
At gå i individuel terapi er heldigvis
blevet meget mere almindeligt i dag, end det var
dengang vi startede som nogle af de første psykologer
her i Århus i 1980. Dengang var det næsten kun andre psykologer
eller mennesker i Menneske-brancher, der gik til "Personlig udvikling".
I dag er coaching og individuel terapi meget mere almindelig.
Af mange gode - og halvdårlige grunde.
|
Det går godt for kvinderne i fyrrerne (1992, 1(3))
Hvis man har troet, at kvindens liv i perioden fra 40-50 års alderen
var præget af vanskeligheder, problemer med bl.a. overgangsalder, bortrejste børn osv,
så er der særdeles godt nyt at hente i en undersøgelse af R. Helson og P. Wink
fra Berkely Universitetet i Californien, USA.
Disse 2 forskere fulgte 101 kvinder år for år, fra de var 42 år
til de var 51 år. I begyndelsen og slutningen af denne periode blev kvinderne udsat
for en temmelig grundig psykologisk undersøgelse, der søgte at bestemme
deres personlig tilstand og psykiske udvikling.
Denne undersøgelse afslører et opmuntrende billede
af den typiske kvindes udvikling i løbet af 40 års alderen.
På næsten alle de undersøgte punkter skete der en ændring (hos flertallet af kvinderne),
der kun kan betragtes som et psykologisk fremskridt.
Således viste det sig, at to ting, som var ret udtalte for kvinderne i 40-års alderen,
nemlig tendens til selvkritik og tendens til at føle sig afhængig af andre
(ægtefællen, arbejde, børn osv) var aftaget i betragtelig grad,
da kvinderne var blevet 51 år.
Til gengæld var positive egenskaber, som selvsikkerhed, selvstændighed
og beslutsomhed tiltaget i væsentlig grad. Som 50 årig havde de fleste kvinder
en stærkere og klarere følelse af deres egen identitet og deres egen evne
il at klare livets udfordringer.
De følte sig mindre udnyttet af andre
og bedre i stand til at beslutte sig til, hvordan de ville leve deres eget liv.
De følte sig også generelt mere optimistiske med hensyn til fremtiden
og mindre ensomme. Særligt drastisk var faldet i tendensen til
"at konkurrere med andre kvinder".
Forskellige tests viste også, at kvinderne i 50 års alderen
tænkte mere logisk og målrettet og ikke så let lod sig slå ud af uklarhed og tvetydighed.
Endelig viste undersøgelsen, at disse personlige ændringe
hos kvinder i 40 års alderen ikke var påvirket i hverken den ene
eller den anden retning af de biologiske ændringer i forbindelse
med overgangsalderen eller af personlige ændringer i tilværelsen
så som store børn, der flyttede hjemmefra.
(Kilde: R. Helson & P. Wink:
Personality change in women from the early forties to the early fifties.
Psychology and Aging, 1992, 46-55).
De sværeste perioder i livet:
Kvinder på 30 år - og mænd over 50 år (1992, 1(3))
En stor befolknings-undersøgelse i USA tyder på, at kvinder og mænd
- i hvert fald i USA - har hver deres vanskelige periode i livet.
Forskere fra universitetet i Michigan har gennemført
en større spørgeskemaundersøgelse med næsten 4.000 repræsentativt
udvalgte kvinder og mænd i alle aldre. En del af dette spørgeskema handlede om,
hvordan den pågældende generelt følte sig tilfreds, tilpas og lykkelig i livet
som helhed eller det modsatte.
Ud fra en lang række spørgsmål af denne art
kunne man placere enhver enkelt person på en "lykkeskala"
gående fra generel nedtrykt til generel lykkelig for tilværelsen.
Forskerne fandt mange ting, men ét af de fund, der måske i særlig grad
kan overraske, fremkom, da man opgjorde den gennemsnitlige lykkefølelse
for hver aldersgruppe på henholdsvis 20, 30, 40, 50, 60 og 70 år.
Her viste det sig, at der hos kvinderne
var et meget klart lavpunkt af positive følelser omkring 30 års alderen,
hvor de utilfredse og depressive følelser var stærkere end hos nogen
anden aldersgruppe af kvinder. Efter 30 års alderen gik det for kvindernes
vedkommende stærkt fremad til 50 års alderen og herefter endda
yderligere lidt frem til 70 års alderen.
Når kvinderne har overstået den vanskelige 30 års alder,
går det altså ifølge denne undersøgelse bare fremad i livet.
Sådan ser det ikke ud for mændene.
De har tilsyneladende en lidt vanskelig periode allerede i 20 års alderen,
men ser herefter ud til gennemsnitligt at trives godt i 30 og 40 års alderen.
Men herefter opstår der så hos mændene en tilsyneladende brat forværring
i netop 50 års alderen, hvor de depressive og mismodige følelser pludselig stiger
til det højeste punkt på mændenes livskurve.
Efter denne "50 års krise" går det igen noget bedre
for mændene i 60 og 70 års alderen. Fundet af en særlig psykisk "modgangstid"
hos mændene i 50 års alderen kommer som noget af en overraskelse.
Ingen kender forklaringen, men det har måske noget at gøre med
at kvinderne bliver meget mere selvsikre og selvstændige i 50 års alderen.
Men måske er det noget, der kun forekommer i USA,
hvor undersøgelsen er foretaget?
(Kilde: R. Kessler et al:
The relationship between age and depressive symptoms
in two national surveys. Psychology and ging, vol. 7, 1992, 119-126).
Psykoterapi kan afhjælpe PMS (1995, 4(2))
PMS - det præmenstruelle syndrom - præger i væsentlig grad
næsten 10% af alle kvinder inden overgangsalderen. Symptomerne er
både fysiske, så som hovedpine og hedeture, og psykiske så som uligevægt,
irritabilitet, depression eller andre former for følelsesmæssigt ubehag.
Man ved ikke med sikkerhed, hvad der er årsagen eller årsagerne til PMS.
Tidligere mente man, at det var en rent fysiologisk betinget lidelse, der beroede på
de hormonelle forandringer, der går forud for menstruationen. Men nyere undersøgelser
tyder på, at der også kan være psykiske årsager til PMS i form af mere
eller mindre bevidste stress-reaktioner ved udsigten til en menstruationsperiode.
Ideen om, at der kunne ligge væsentlige psykologiske faktorer bag PMS,
har givet anledning til forsøg på at afhjælpe PMS gennem psykologiske behandlingsmetoder,
og en ny undersøgelse fra Australien tyder på, at sådanne behandlingsmetoder
kan være ganske effektive.
Fyrre kvinder, der var særligt plaget af PMS,
blev inddelt ved lodtrækning i tre lige store grupper.
Den ene gruppe fik en moderne form for psykologisk behandling,
der specielt sigter mod at gøre de pågældende bedre til at gennemskue kilder til stress
og bedre til at reagere fornuftigt og hensigtsmæssigt ved stressende begivenheder.
Den anden gruppe fik i det samme tidsrum almindelige samtaler
om deres problemer, mens den tredie gruppe var en kontrolgruppe,
der slet ikke fik nogen psykologisk behandling.
Da de to førstnævnte grupper havde fået behandling i tre måneder,
viste det sig, at PMS-problemerne var blevet væsentligt mindre i den førstnævnte,
men ikke i den anden gruppe som ikke havde det bedre end den tredie gruppe,
der slet ikke havde fået nogen behandling.
Det viser altså både, at behandlingen i den første gruppe
havde en væsentlig virkning, men også at det ikke bare var almindelig snak
om problemerne, der virkede - for den anden gruppe havde som nævnt ikke fået det bedre.
Man kan altså konkludere, at det er de specielle psykoterapeutiske metoder,
der er blevet benyttet i den første gruppe, der var effektive mht. til
at afhjælpe PMS-problemerne hos de pågældende kvinder.
Alle kvinderne blev undersøgt igen et år senere, og det viste sig,
at den positive virkning i den første gruppe havde holdt sig usvækket,
mens der ikke var nogen fremgang i de to andre grupper.
tn
Kilde: Kirkby, R.J. (1994). Changes in premenstrual symptoms
and irrational thinking following cognitive-behavioral coping skills training.
Journal of Consulting and Clinical Psychology, 62 (5), 1026-1032.
|