Lad mig starte med nogle barske udsagn,
så du bedre kan adskille hverdagens træthed
og de mange små og store skuffelser, beklagelser,
sorger, irritationer og bekymringer

fra den næsten selvmorderiske tilstand,
vi her taler om, når du - eller en kollega
virkelig er kørt helt i bund = udbrændt:

A. En udbrændt socialrådgiver:
"Jeg vil sammenligne mig selv med en fløjtekedel.
Da jeg arbejdede, var jeg ligesom en kedel, der stod på et komfur.
Jeg stod der og kogte, dampede og fløjtede af alt og alle, og fik da
også udrettet en masse. Alle var enormt begejstrede for mig, og
det fik mig selvfølgelig til at skrue endnu mere op for dampen.

Jeg arbejdede virkelig energisk
for at holde dampen oppe hos alle mine klienter
- og gøre det så godt for dem alle, som jeg kunne.
Men nu efter 12 år på den måde, føler jeg mig altså
som en udkogt kedel i overhængende fare for at revne.

Efter timer, dage og måneders lytten til andres problemer
kan man let føle sig udbrændt, og give pokker i det hele."

B. En udbrændt skolelærer:
"En skolelærer er som et batteri. Når skoleåret begynder,
bliver alle eleverne koblet til, og de trækker en masse strøm ud
af lærerne. Når skoleåret er slut, er batteriet kørt ned og derfor må
det genoplades. Det er derfor, lærere har så lang en sommerferie.

Men hver gang batteriet genoplades,
bliver det sværere og sværere at holde strømstyrken
oppe - og nu er jeg så altså gået på pension som 4o årig.
Det oplever jeg som, de nu har udskiftet et batteri med et andet.
Jeg føler mig kørt helt flad, som et batteri, der er kørt ned.
En tom skal, som ikke har mere at give andre og
- det gør meget ondt at måtte se det i øjnene."

C. En udbrændt sygeplejerske:
"Det blev simpelhen for meget for mig at se folk lide og dø.
Jeg følte mig som en ledning, der fører alt for meget strøm og nu
er jeg brændt over. Sikringerne er røget, og jeg føler mig itu.
Jeg er helt følelsesmæssigt afskåret fra alle andre.
Selv de, som elsker mig. Det gør ondt, men
jeg orker ikke at gøre noget ved det.

Jeg føler intet for mig selv,
eller for andre og det gør mig meget bange.
Derfor har jeg nu fået sygeorlov i ca. 1 år, men
jeg tror ikke det hjælper mig! Jeg tror heller ikke på,
at du kan hjælpe mig - men jeg må jo prøve alt

for sådan her kan jeg ikke holde ud at leve."

D. En udbrændt sagfører:
Karen Zimsen nævner dette eksempel i NetDoktor:
"Nogle dage før jul gik en kvinde til en retshjælpsadvokat,
som var kendt for at hjælpe mindrebemidlede. Hun havde nogle problemer,
som hun søgte råd for. Under diskussionen af disse problemer,
beklagede hun sig over at være så fattig, at hun ikke
var i stand til at købe julegaver til sine børn.

Normalt kunne hun have forventet at advokaten,
som selv var ung mor, var sympatisk indstillet til kvindens beklagelse,
men i stedet for begyndte hun at råbe højt: "Så gå da for pokker hen
og stjæl i stormagasinet, hvis dine børn absolut skal have gaver
- og prøv ikke på at komme tilbage hertil, medmindre
du bliver taget og behøver min hjælp i retten!"

Bagefter, da advokaten kom til at tænke på hændelsen,
indså hun at dette var hændt, fordi hun var brændt ud. Det er,
hvad der kan ske med folk, der arbejder intenst med andre menneskers
psykologiske, sociale eller fysiske problemer. Det ville være ideelt,
hvis læger og socialarbejdere kunne fastholde objektivitet
og distance til situationen uden at tabe
det menneskelige af syne.

Men i stedet for viser forskningen,
at de ofte er ude af stand til at holde til dette fortsatte emotionelle pres.
Og udbrændthed kan blive resultatet. De mister interessen og bliver
ufølsomme over for de mennesker, de arbejder med og kommer til
at behandle dem på en uvedkommende og uværdig måde.
Dette opleves oftest som arrogance og kulde af andre.

Forskere har fundet ud af, at når denne situation opstår,
ja så begynder snart en masse andre belastninger
at komplicere situationen, så chancen for
at det hele går i hårdknude - forhøjes.