Lettest at læse, hvis du udprinter:





Føler du dig ofte træt og uoplagt?
Er du mon træt og opgivende som voksen, på grund af
din dårlige, utrygge, ukærlige og stressede barndom?

Eller er du kørt ned af en langvarig nutidig stress?

Langvarig stress giver langtidseffekter

+ skildring af at være kørt i bund og selvopgivelse.

+ nyt håb for fibromyalgi + om kronisk træthed.

+ Kender du Ske-teorien om træthed? + se ..B..

+ Hvad er årsagen til de forvirrende smerter ?

+ En svær barndom giver et svært voksenliv.

+ Sandsynligvis er der ingen arvelig årsag

Hvorfor bliver vi da så let selvopgivne og depressive?
Vi lærte måske meget tidligt, at tænke imod os selv?

+ se lidt om forskellige smerte behandlinger


+ Hvilken dato tror du, er året dårligste dag ?




    Nyt fra Forskningen:

    Er du ofte træt, selvopgivende og uoplagt?
    En af de gådefulde lidelser, der plager mange voksne mennesker,
    er en diagnose, vi i dag kalder for "
    Det kroniske træthedssyndrom."
    Lider du af det, kender du en overvældende og næsten kronisk træthedsfølelse.
    Du kan næsten ikke holde dig i gang på jobbet og går ofte i seng, så snart
    du kommer hjem fra arbejdet, også selv om den overvældende træthed
    normalt ikke direkte er forbundet med et reelt større søvnbehov.
    Så du sover ikke særlig dybt, og bliver alt for let udmattet.
    Mange gange giver du derfor let op - på forhånd,
    når andre og livet udfordrer dig til dåd - fordi
    "det der orker jeg bare slet ikke.".

    I de værste tilfælde kan den kroniske træthed
    helt umuliggøre et arbejdsliv og føre til langtidssygemelding
    og endog til en førtidspensionering. Uden at dette hjælper på trætheden.
    Du orker simpelthen ikke at klare et almindeligt arbejde mere.

    Undersøgelser i USA tyder på, at
    2 1/2 % af befolkningen
    lider af dette træthedssyndrom i alvorlig grad. Og beregninger har vist,
    at de samfundsmæssige omkostninger er ca. ni milliarder dollars om året,
    hvilket overført til danske forhold svarer til næsten to milliarder kroner.
    Så denne lidelse er således ikke blot ubehagelig for sine ofre,
    men også for samfundsøkonomien.

    Der er to teorier om årsagen, en medicinsk og en psykologisk.
    Den medicinske teori handler især om en ukendt virus, eller biokemisk fejl
    der skulle fremkalde denne overvældende træthed, men
    denne hypotetiske virus og fejl er ikke fundet endnu.

    Den psykologiske forklaring går ud på, at der ligger psykologiske problemer
    bag kronisk træthed af samme art som dem, der ligger bag svære depressioner,
    og at kronisk træthed faktisk er en form for depression, hvor man blot er mere
    optaget af den kropslige afmagt end af de psykologiske symptomer.

    Vi har tidligere omtalt en undersøgelse, der viste,
    at man i nogen grad kan hjælpe patienter med kronisk træthed
    med rent psykologiske metoder, så de bliver bedre til at klare dagliglivet.
    Dette beviser dog ikke nødvendigvis, at årsagen så er af rent psykologisk art,
    for man kan jo også med psykologiske metoder hjælpe hjerneskadede personer
    til at klare sig bedre.

    Nu viser en ny amerikansk undersøgelse imidlertid – meget salomonisk
    at der kan være både psykologiske belastninger og fysiologiske forandringer
    i årsagsmønstret til det kroniske træthedssyndrom.
    De amerikanske forskere
    mente ud fra forskellige nye undersøgelser,
    at der kunne ligge en forstyrrelse
    i hormonsystemet bag det kroniske træthedssyndrom.

    Det såkaldte ”stress-hormon”, kortisol, som udskilles af binyrebarken,
    er ofte stærkt forhøjet ved stresstilstande, men en middel eller normal grad
    af kortisolproduktion er dog nødvendig, for at kroppen
    kan fungere optimalt i dagliglivet.

    Nu ser det imidlertid ud til, at der hos mange patienter
    med kronisk træthedssyndrom forekommer en alt for lav produktion af kortisol,
    og at dette kan være noget af forklaringen på følelsen af energitab og uoplagthed.

    Men hvorfra
    kommer så denne svækkelse af kortisolproduktionen?

    Den kan ifølge de amerikanske forskere tænkes at komme fra en særligt stærk
    og langvarig stresstilstand tidligt i livet, som kan have udmattet og svækket produktionen
    af stresshormonet så meget, at kortisolproduktionen vedbliver med at være svækket længe efter.

    Denne hypotese støttes blandt andet af studier over soldater,
    der vender hjem med psykiske skader efter voldsomme stressoplevelser
    under krig i det fremmede. Disse soldater lider af PTSD som følge af
    de voldsomme traumatiske oplevelser, de har haft under krigen.

    Men også hos disse PTSD-ramte soldater
    finder man hyppigt – ud over de tre sædvanlige PTSDsymptomer:
    skræmmende minder, vedvarende uro og undgåelse af alt, der minder om krigen
    – en voldsom træthed, der kan minde om det kroniske træthedssyndrom. Desuden
    har man ofte hos disse soldater fundet netop en svækkelse af kortisolproduktionen,
    der altså kan være noget af forklaringen på især den voldsomme træthed.

    Dyreforsøg har imidlertid vist, at stress under opvæksten
    kan give langt stærkere forstyrrelser i kortisolproduktionen end stress hos voksne dyr,
    så derfor mente de amerikanske forskere, at der bag de mange tilfælde af kronisk træthed hos
    voksne (uden PTSD) kunne ligge perioder med særlig stærk og langvarig stress i barndommen.

    Denne hypotese blev testet i en undersøgelse,
    hvor man sammenlignede forekomsten af stress i barndommen
    hos 113 patienter med det kroniske træthedssyndrom
    og 124 tilsvarende personer uden dette syndrom.

    Alle personer i begge grupper blev bedt om
    at udfylde et spørgeskema om stress og belastninger i barndommen.
    Dette spørgeskema handlede om, hvorvidt personerne i barndommen
    havde været udsat for følgende fem former for belastninger:

    1) Seksuelle overgreb.
    2) Fysiske overgreb, fx i form af korporlig afstraffelse.
    3) Psykologiske overgreb i form af ydmygelse og hån.
    4) Emotionel forsømmelse, dvs. at være ignoreret
    og mangle omsorg og kærlighed fra forældrene.
    5) Fysisk forsømmelse, dvs. at være forsømt
    med hensyn til kost, beklædning, sygdomsbehandling m.m.

    Forskerne beregnede dels et mål
    for hver af de fem forskellige former for barndomsbelastninger,
    dels et fælles mål for alle fem typer af belastninger.

    Det viste sig, at der var en nærmest overvældende klar sammenhæng
    imellem barndomsbelastninger og kronisk træthed i voksenalderen.
    Især to former for barndomsbelastninger, nemlig psykologiske overgreb
    og fysisk forsømmelse, forekom ikke mindre end seks gange hyppigere
    i trætheds- end i kontrolgruppen.

    Men også de tre andre former for barndomsbelastninger,
    seksuel og fysisk mishandling, samt emotionel forsømmelse
    forekom tre-fire gange hyppigere i træthedsgruppen end i den normale gruppe.
    Endelig fandt man, at der hos de mange patienter, der havde oplevet alvorlig stress
    i barndommen, forekom en utilstrækkelig kortisolproduktion, mens dette ikke var tilfældet
    hos de patienter med kronisk træthed, der ikke havde været udsat for stress i barndommen.
    Hos disse sidstnævnte patienter må der altså ligge andre årsager
    end nedsat kortisolproduktion bag deres træthed.

    De amerikanske forskere mener herefter at have påvist
    en klar sammenhæng mellem 1) alvorlig stress i barndommen,
    og 2) en deraf følgende ”nedslidning” af det fysiologiske stresssystem
    med ”underproduktion” af kortisol til følge, der tilsammen
    resulterer i 3) en overvældende træthed i voksenalderen.

    Thomas Nielsen
    Forskningsnyt Psykolog nyt nr. 13 • 2009 19
    Kilde: Heim, C., Nater, U.M., Maloney, E., Boneva, R., Jones, J.F. &
    Reeves, W.C. (2009). Childhood Trauma and Risk for Chronic Fatigue
    Syndrome. Archives of General Psychiatry, 66(1). 72-80.


    +
    se her, hvordan din krop reagerer
    på stigende grader af stress over længere tid.


    Der er en særlig træthed, fatique,
    der hober sig op over lang tid, der er dødelig.
    Som den træthed nybagte forældre kan opleve, når de vågner
    hver anden time igennem natten og aldrig får hvilet ordentligt ud.
    Og hvis barnet så har kolik, parret har let ved at skælde ud osv. osv.
    Det blev først taget alvorligt, da nogle fly styrtede ned, fordi piloterne
    arbejdede så mange timer om ugen og på skiftende tidspunkter,
    at de konstant var dødtrætte. De fik aldrig hvilet ordentligt ud.

    Resultatet var, at nogle af dem konstant
    var dødelig udmattede, når de sad i cockpittet.
    Piloter berettede, at de sad og missede med øjnene, mens de landede
    de kæmpe maskiner med flere hundrede mennesker ombord.
    Enkelte fortalte, at de ligefrem faldt i søvn.
    De var ramt af fatigue, en stor udmattelse.
    (søg på "fatique" + træthed i Google)


    Nyt håb for tusindvis af danske patienter med fibromyalgi
    Nyt intensivt, ambulant behandlingsforløb på 16 uger mindsker smerte
    og træthed ved funktionelle sygdomme som fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom.
    Behandlingen foregår i gruppe og omfatter blandt andet undervisning i sygdommen,
    ændring af tanker og handlemønstre, der kan forværre symptomerne, og gradvis,
    langsom genoptræning.

    120 patienter har deltaget i behandlingsforløbet
    og virkningen af forløbet er både blevet evalueret undervejs
    og et helt år efter behandlingen. Projektet viser, at patienter, der har gennemført
    den nye behandling, har færre smerter og større overskud til dagligdagens aktiviteter.
    Det viser et ph.d.-projekt fra Århus Universitet
    Århus Universitetshospital, 12. maj 2010


    2.
    Jo flere barndomsbelastninger
    desto flere psykiske skader får du som voksen.

    Det ser ud til, at svær stress i barndommen kan føre til kronisk træthed i voksenalderen.
    Men som det fremgår af adskillige undersøgelser, ser det også ud til, at stress og belastninger
    i barndommen kan føre til mange andre psykiske skader som fx angstlidelser, depression,
    ubehersket vredladenhed, lavt selvværd , personligheds- og seksuelle forstyrrelser
    – for blot at nævne nogle af de vigtigste.

    Denne brede vifte af mulige skadevirkninger i voksenalderen
    som følge af pinefulde belastninger i barndommen har fået tre amerikanske forskere
    til at stille sig selv følgende interessante spørgsmål:

    Vil en højere grad af belastning i barndommen
    føre til en højere grad af en enkelt psykisk skade i voksenalderen,

    således at man fx bliver enten mere angst eller mere deprimeret, eller er
    det snarere sådan, at flere psykiske belastninger i barndommen fører til
    flere forskellige psykiske skader i voksenalderen, så man bliver
    både mere angst og deprimeret, irriteret og seksuelt forstyrret?

    Med andre ord: Vil folk med særligt mange belastninger i barndommen
    få særligt stærke skader (men ikke nødvendigvis flere forskellige),
    eller vil de snarere få flere forskellige skader, uden at nogen
    enkelt af disse ”skader” nødvendigvis er særlig stærke?

    For at undersøge denne problemstilling nærmere bad forskerne
    hele 2.500 kvindelige studerende ved forskellige universiteter
    om at udfylde to spørgeskemaer.

    Det ene spørgeskema
    handlede om, hvorvidt de i deres barndom og opvækst
    havde været ude for en række nærmere beskrevne former for belastninger,
    som fx seksuelle eller fysiske overgreb i barndommen, psykologiske overgreb
    og fysisk eller følelsesmæssig forsømmelse. De blev også spurgt, om de havde
    været ude for livsfarlige sygdomme eller ulykker, og om de i ungdomsårene
    havde været ude for voldtægt eller voldtægtsforsøg.

    Der var i alt tolv sådanne specifikke former for belastninger under opvæksten,
    og den enkelte kvinde kunne således på dette belastningsskema score fra 0
    (dvs. ingen belastninger af de nævnte arter) til tolv (alle de nævnte belastninger).

    Det viste sig,
    at knap halvdelen af de adspurgte kvinder scorede 0;

    dvs. de havde altså ikke været ude for nogen af de specifikke belastninger,
    imens resten scorede fra 1 til 8.

    Ud over at udfylde et spørgeskema om barndoms- og ungdomsbelastninger
    skulle de pågældende studerende også udfylde et spørgeskema om tegn p
    10 forskellige former for psykiske ”skader”, såsom angst, depression,
    overdreven vredladenhed, spiseforstyrrelser, seksuelle problemer
    og manglende selvtillid.

    Til måling af hver af de psykiske skader var der en række spørgsmål,
    og for hver skadetype var der en grænseværdi, således at man simpelt hen
    regnede skaden for sket, hvis kvinden havde scoret over denne værdi.
    Derefter regnede forskerne på tallene for at få besvaret spørgsmålet,
    om flere forskellige barndomsbelastninger førte til flere forskellige
    former for psykiske skader eller problemer i voksenalderen,

    eller om der måske snarere var tale om,
    at flere barndomsbelastninger førte til få, men stærkere skader.

    Resultaterne støttede helt klart den første hypotese.
    De kvinder, der rapporterede om 0 psykiske belastninger i barndommen,
    havde i gennemsnit blot én psykisk skade eller problematik som voksen.
    Herefter steg hyppigheden af psykiske skader helt regelmæssigt
    med mængden af barndomsbelastninger,

    således at kvinder med f.eks to former for barndomsbelastninger
    i gennemsnit havde 2,2 psykiske skader i voksenalderen,
    imens kvinder med fem forskellige barndomsbelastninger
    havde 3,9 forskellige skadetyper i voksenalderen.

    Endelig
    havde den mest belastede gruppe med syv eller otte forskellige
    barndomsbelastninger i gennemsnit hele 5,6 forskellige psykiske skader
    eller problematikker som voksne.

    Man har tidligere fundet tegn på, at børn med flere belastninger
    kunne få stærkere problemer af en bestemt type, eksempelvis
    depression, men denne undersøgelse viser nu for første gang
    (men måske ikke særligt overraskende), at flere barndomsbelastninger
    også som regel vil medføre flere helt forskellige typer af psykiske problemer
    og skader i voksenalderen.

    Dette resultat beror dog ikke på, at hver konkret form for barndomsbelastning
    vil fremkalde hver sin psykiske skade. Der var faktisk ikke nogen klar sammenhæng
    imellem belastningstypen og arten af den psykiske skade. Det ser altså ud til,
    at barndomsbelastninger kan skabe alle former for psykiske skader i voksenalderen.
    Hvilke skader der konkret bliver tale om, afhænger af meget andet
    end den specifikke belastning (fx arv og opdragelse).

    Thomas Nielsen
    Forskningsnyt Psykolog nyt nr. 13 • 2009 19
    Kilde: Briere, J., Kaltman, S. & Green, B.L. (2008).
    Accumulated Childhood Trauma and Symptom Complexity.
    Journal of Traumatic Stress, 21(2). 223-226.



    3.
    Der er tidligere blevet påvist
    en ret stor betydning af de arvelige faktorer
    som en årsag til de meget svære depressioner,
    (dem der kræver en hospitalsindlæggelse), og især når disse
    depressioner veksler med mani (en helt urealistisk opstemthed)
    og en efterfølgende dyb kulsort tilstand (manio-depressionerne
    eller som det kaldes i dag : de bipolare depressive lidelser).

    En opdagelse har fået mange tilhængere af de biologiske depressionsteorier
    til at hævde, at alle depressioner generelt set er en arvelig sygdom.

    Men nu viser den hidtil største undersøgelse på området
    - omfattende over 3.300 mandlige tvillingepar - at der kun kan påvises
    en arvelig faktor bag de meget svære depressioner. Når det drejer sig om milde
    - til moderate depressioner, der ofte behandles med medicin hos egen læge
    eller med psykoterapi hos en psykolog, så viste undersøgelsen,
    at der ikke kunne påvises nogen arvelig belastning
    blandt disse de mest almindelige depressioner.


    Referat ved Thomas Nielsen.
    Lektor på Psykologisk Institut, Århus
    Bragt i PsykologNyt, nr 17, 1999

    Kilde: Lyons, M.J., Eisen, S.A., Goldberg,
    J., True, W.,'Lin, N., Meyer, J.M., Toorney, R., Faraone, S.V.,
    Merla-Rarnos, M., & Tsuang, M.T. (1998). A Registry-Based Twin Study
    of Depression in Men. Archives of General Psychology, 55, 468 -472.



2. "Depression
er en folkesygdom, der skal behandles!"
er titlen på en rapport, der blev udarbejdet efter en konference,
som Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og Institut
for Sundhedsvæsen afholdt i marts 1999.

“Selve overskriften er såmæn rigtig nok,
Men det er ikke særlig indlysende for mig,
at en depression er en “sygdom” i medicinsk forstand.”
Dette konkluderer lektor Thomas Nielsen efter at have læst
den såkaldte konsensusrapport om depressioner - og han fortsætter
”Mine bemærkninger knytter sig især til den del af rapporten, der indeholder
spørgepanelets konklusioner efter af have hørt en række indlæg fra eksperterne
som var indkaldt (hvoraf 10 var læger - og kun én psykolog).

Afsnittet "'Hvad ved vi om årsagerne til depression"'
omhandler den viden, som der findes inden for tre forskningsområder
det genetiske, det biokemiske og det psykosociale. Så lad os
se lidt nøjere på forskningsresultaterne fra disse 3 områrder:

A. Det genetiske perspektiv på depression:
I dette afsnit af rapporten står der, at risikoen for at en enægget tvilling
udvikler en depression, hvis den anden tvilling har haft depression, er ca. 60 procent.
Risikoen hos de tveæggede tvillinger er som hos søskende på 10 -15 procent.
Denne markante forskel peger naturligvis på en betydelig grad af arvelighed
bagved depressive lidelser.

Især da disse tal stemmer overens fx med Bertelsen et al.'s (1979)
ældre danske undersøgelse, der fandt et sammenfald for enæggede tvillinger
på 58 procent op imod kun 17 procent for tveæggede tvillinger.

Men ser vi lidt nøjere på disse tal, så omfatter disse undersøgelser
imidlertid både de bipolare patienter (med både depressive og maniske faser)
og de unipolare patienter (som kun har depressive faser). Når disse grupper adskilles,
er sammenfaldet (konkordansen) langt højere blandt de bipolare (74 procent)
end blandt de unipolare (47 procent). Og for de patienter, som havde haft
under tre depressive episoder var sammenhængen endnu lavere (33 procent).

Hertil kommer, at undersøgelsen kun tog sit udgangspunkt
i meget svært deprimerede hospitalsindlagte patienter, der næppe er repræsentative
for det store flertal af ambulant behandlede patienter i vore dage. Nyere undersøgelser
er kommet til langt lavere skøn over graden af arvelighed bag unipolare depressioner.

I en undersøgelse af samme art som Bertelsen et al.'s fandt Gardno et al. (1999)
et sammenfald for svære depressioner blandt enæggede tvillinger på blot 10 procent
(og 5 procent blandt tveæggede), men denne undersøgelse bygger lige som den danske,
kun på forholdsvis få hospitalsindlagte tvillinger, og der er derfor grund til
at hæfte sig mere ved to af de sidste nye befolkningsundersøgelser.

I en stor tvillingeundersøgelse med 3.790 tvillingepar fandt Kendler og Prescott (1999)
en konkordans for al slags depression hos enæggede tvillinger på 38 procent
- og en konkordans for tveæggede tvillinger af samme køn på 34 procent.

Forskellen på konkordansen for enæggede og tveæggede tvillinger (af samme køn)
var altså i denne undersøgelse kun 4 procent, medens konsensusrapporten hævder,
at forskellen er ti gange så stor, nemlig 45 -50 procent.

I en anden undersøgelse, der ligeledes omfattede flere tusinde tvillinge-par,
dog kun mandlige, delte forskerne de deprimerede op i 1) svært og/ eller psykotiske
og 2) let til moderat deprimerede.

For den sidstnævnte gruppe - der formodentlig svarer til det store flertal
af ambulant behandlede patienter kunne de statistiske analyser overhovedet ikke
dokumentere nogen som helst effekt af arvelige faktorer
(Lyons et al., 1998).
For selv de meget svært eller psykotisk deprimerede var de miljørnæssige faktorer
tilsyneladende af større betydning (61 procent) end de arvelige (39 procent).

For gruppen af let til moderat deprimerede er det altså ret tvivlsomt,
om arvelige faktorer i det hele taget spiller nogen som helst væsentlig rolle.
For de stærkt deprimerede (men ikke bipolare patienter) spiller arvelige faktorer
tilsyneladende en vis rolle - men dog en rolle, som er betydelig mindre
end summen af de såkaldte miljømæssige faktorer.


B. Det biokemiske perspektiv på depression
I afsnit herom konkluderer konsensusrapporten: "Det er i dag bevist,
at mængden af signalstoffer og receptorer spiller en vigtig rolle ved en depression".

Signalstoffer er biokemiske substanser, som den ene nervecelle udskiller i kontaktpunktet
med en anden nervecelle for at få denne til at udsende flere eller færre nerveimpulser.
Disse signalstoffer (serotonin, noradrenalin etc) virker igennem nogle
såkaldte receptorer i overfladen på den modtagende nervecelle.

Den fremherskende biokemiske teori om depression går ud på,
at depression skyldes et underskud af visse signalstoffer, især serotonin og noradrenalin
som har særlig betydning for følelseslivet.

Det er imidlertid aldrig blevet bevist, at en depression starter
som følge af en mangel på de omtalte signalstoffer eller receptorer.
Det vigtigste argument for denne biokemiske depressionsteori er den omstændighed,
at antidepressiv medicin måske virker ved at øge aktiviteten i de nervebaner, der benytter serotonin
og noradrenalin som signalstoffer. Denne symptomdæmpende effekt af antidepressiv medicin
er dog ikke videnskabeligt set noget bevis for, at depressionen i første omgang starter
på grund af mangel på signalstoffer eller receptorer. Man kan som bekendt også
let dæmpe en pinefuld nervøsitet med alkohol, uden at dette derfor
betyder, at nervøsiteten skyldes underskud af alkohol i hjernen
.

Hertil kommer, at man, selv om der blev påvist dette underskud af signalstoffer
i hjernen hos deprimerede, ikke kan udelukke en afgørende betydning
af mere psykosociale faktorer. (se også denne webside, esk)

Eksperimenter har f. eks. bevist,. at laboratoriedyr,
der udsættes for ukontrollerbar stress i længere tid,
nedsætter hjernens produktion af de omtalte signalstoffer
(se Th. Nielsen, 1990, kap. 8) og derved opfører sig "depressivt".

Der er endvidere påvist to andre biologiske afvigelser hos de svært deprimerede,
nemlig en afvigelse i cortisoludskillelsen og en afvigelse i søvnmønstret, som bl.a. viser sig
ved en al for tidligere forekomst af den første REM -periode. Disse to biologiske afvigelser
er dog kun vedvarende blevet fundet hos de ca. 25 procent, der har de allersværeste depressioner
(Thase & Howland, 1995), men også disse afvigelser optræder regelmæssigt hos forsøgsdyr,
der udsættes for et længerevarende stress (Nielsen, 1990).

Det korte af det lange er altså,
at der kun er påvist biologiske afvigelser ved de sværeste depressioner,
samt at det videnskabeligt set endnu er ganske uafklaret, om disse afvigelser
især afspejler biologiske årsager, eller om de snarere bør forstås som biologiske
følgervirkninger af den psykosociale stress, der muligvis fremkaldes
og i hvert fald ledsager de svære depressioner.


C. Det psykosociale perspektiv på en depression
.I det psykosociale afsnit i rapporten omtales få psykosociale teorier om depression,
men ingen forskningsresultater. Der gøres mest ud af Freuds spekulative teori fra 1917
hvilket er ejendommeligt, da det samtidig fremhæves, at klassisk psykoanalyse ikke er relevant
ved depressionsbehandling - og især betænkeligt, da de nyere kognitive
og interpersonelle kontaktteorier kun omtales ganske summarisk.

Det mest overraskende i dette - for os psykologer meget vigtige afsnit,
om vores teorier om depression er dog følgende påstand: "det videnskabelige fundament
for disse teoriers rigtighed foreligger ikke."

Dette er direkte usandt.
F. eks. har jeg har andetsteds (Nielsen, 1995) givet en kortfattet fremstilling
af den efterhånden meget omfattende og solide videnskabelige forskning om psykosociale faktorer
ved depression. Denne forskning dokumenterer ud fra positivisk videnskabelige kriterier
betydningen af i hvert fald følgende 6 psykosociale faktorer bag en depression:

1) ensomhed.
2) ægteskabelige konflikter.
3) psykosociale belastninger, især tabsoplevelser.
4) en konsekvens af en kold og kontrollerende opdragelse.
5) indlæring af en udbredt negativ "tankestil" + pessimisme
6) manglende sociale færdigheder i at løse kontaktproblemer.


Det vil her føre for vidt at komme ind på dokumentationen
for alle disse 6 årsagsfaktorer i forbindelse med en depression,
men jeg vil alligevel standse op ved punkt 5, de kognitive faktorer,
fordi de specielt vedrører den såkaldte “kognitive depressionsteori”, der
ifølge "konsensustidtalelsen" altså ikke har noget videnskabeligt fundament.

I flere langttidsundersøgelser har det nemlig vist sig, at et "negativt tankemønster"
klart har kunne forudsige, hvem der især ville reagere med depression ved en senere modgang i livet.
Fx påviste Metalsky et al. (1987), at studerende, der havde en negativ tankestil forud for en vigtig eksamen,
blev langt hyppigere langvarigt deprimerede af et dårligt eksamensresultat end studerende, der fik
en lige så dårlig eksamen, men som ikke var præget af en selvformindskende fortolkningsstil.

En anden forskningsstrategi går ud på at sammenligne kognitive processer
hos de som aldrig er deprimerede og eks-deprimerede (altså personer som p.t. er "normale"',
men som tidligere har haft en depression), fordi at de sidstnævnte har en større risiko for senere
at få (ny) depression. F. eks. fandt Tracy et al. (1992) at eks-deprimerede havde en mere negativ tankestil
end aldrig-deprimerede, men kun hvis de eks-deprimerede var "unipolart" deprimerede.

Hos eks-deprimerede, der havde været "bipolart" deprimerede fandt man
ingen tilsvarende kognitive afvigelser. Det er i god overensstemmelse med antagelsen om
at der er en højere grad af biologisk begrundet årsag ved de bipolare - end ved de unipolare depressioner,
og dels viser det, at de kognitive afvigelser hos unipolart eks-deprimerede næppe kan være følgevirkninger
af tidligere depression, for i så fald skulle de jo også forekomme hos de bipolart deprimerede.

Miranda & Persons (1988) fandt, at eksdeprimerede især begyndte at tænke negativt om sig selv
og deres tilværelse efter at de havde haft en ubehagelig oplevelse, som ikke tilsvarende ændrede
tænkningen hos de aldrig-deprimerede. Betydningen af en negativ tankestil skal
således nok især ses i forbindelse med psykosociale stressfaktorer.

De kognitive faktorer, der kan optræde som "sårbarhedsfaktorer"
i forbindelse med en depression, omfatter ikke blot den hidtil omtalte pessimistiske
og selvopgivende måde at fortolke, det som sker. Som anført af Goitlib, og Krasnoperova (1998)
er der også flere gode beviser for, at en negativ forvrængning i opmærksomheden
og i hukommelsen kan disponere for en senere depression.


Konklusion
På baggrund af den omtalte forskning forekommer det bestemt ikke indlysende,
at (unipolar) depression er en alm. "sygdom" , dvs en egentlig “genetisk eller biokemisk fejl”
eller en egentlig hjernesygdom. Og selv om man måske kunne mene, at sygdomsbegrebet
i mere abstrakt forstand på trods af disse indvendinger tjener til at legitimere og anerkende
denne store kategori af psykiske lidelser, så er der også alvorlige omkostninger
ved en alt for løs anvendelse af sygdomsbegrebet i denne sammenhæng.

For de deprimerede kan en sådan etikette af deres lidelse
som “en sygdom i hjernen”, meget let øge hjælpeløshedsfølelsen
- efter at den første lettelse over at få at vide “at det er altså det,
der er i vejen med mig - nu ved de, hvad jeg fejler, så nu sker
der snart noget, der kurerer mig." (en diagnose giver jo håb).

Der er dog mange forskningsresultater, der peger på en direkte sammenhæng
imellem at man oplever sig ude af stand til at ændre og kontrollere sit liv selv
og depression, så spørgsmålet er om det ikke på lidt længere sigt er
en bjørnetjeneste, vi gør ved at påstå at “det er blot en sygdom,
som du ikke kan gøre noget ved selv.”

Ligesom sygdoms-etiketteringen let kan føre til
en alt for forenklet focusering på den medicinske behandling
og en tilsvarende seen bort fra de mindre iøjefaldende psykosociale årsager,
som kræver en helt anden behandlingssynsvinkel. Ligesom muligheden
for at forebygge “folkesygdommen” indskrænkes
på et alt for tyndt videnskabeligt grundlag.

Thomas Nielsen
lektor på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet
(Scannet fra en artikel i PsykologNyt, nr 12, 1999).
Forsknings-nyt fra psykologien


Litteratur:
Bertelsen, A., Harvald, B. & Hauge, M. (1977).
A Danish Twin Study of Manic-Depressive Disorders.
British Journal of Psychiatry, 130, 330-351.

Gotlib, I.H., & Krasnoperova, E. (1998).
Biased Information Processing as a Vulnerability Factor for Depression.
Behavior Therapy, 29, 603-617.

Hougaard, E. (1999). Er psykoterapi kun for lettere depressioner?
Psykolog Nyt, nr. 10, s. 6 -13.

Kendler, K.S., & Prescott, C.A. (1999).
A Population Based Twin Study of Lifetime Major Depression in Men and Women.
Archives of General Psychiatry, 56, 39 - 44.

Lyons, M.J., Eisen, A., Gldberg, J., True, W., Lin, N., Meyer, J.M.,
Toomey, R., Faraone, S.V, Merla Ramos, M., & Tsuan, M.T. (1998).
A Registry-Based Twin Study of Depression in Men.
Archives of General Psychiatry, 55, 468 - 472.

Metalsky, G.I., Halberstadt, L.J., & Abrahamson, L.Y. (1987).
Vulnerability to depressive mood reactions: Toward a more powerful test of
the diathesisstress and causal mediation components of the reformulated theory of depression.
Journal of Personality and Social Psychology, 52, 386 -393.

Miranda, j, & Persons, J.B. (1988)- Dysfunctional attitudes are mood state dependant.
Journal of Abnormal Psychology, 97, 251 -264.

Nielsen, T. (1990). Depression: Psykologiske og Biologiske teorier. København:
Dansk psykologisk Forlag.

Nielsen, T. (1995). Depression: Psykologisk,Forståelse og Behandling.
København: Dansk psykologisk'Forlag.

Thase, M.E. & Howland, R.H. (1995). Biological processes in depression:
An updated review and integratigø, 1: E.E. Beckham et al. (red.):
Handbook of depression (2. ed.). New York: Guildford Press.

Tracy, A. et al. (1992). Attributional style and depression:
A controlled comparison of remitted unipolar and bipolar patients.
British Journal of Clinical Psychology, 31, 83 -84.



    3.
    HVORFRA KOMMER SÅ
    DE NEGATIVE TANKER, DER GIVER DEPRESSION ?

    I dag forskes der meget i sammenhængen mellem negativ tænkning og depression,
    Men det er først for nylig, at man er begyndt at spørge: "Hvorfra kommer egentlig
    denne tendens til negativ tænkning?", som ifølge stort set alle undersøgelser
    er så skadelig med hensyn til risikoen for at komme til at lide af depression?

    Hvorfor tænker vi ikke alle sammen positive tanker,
    når det nu er så sundt og giver meget bedre beskyttelse
    imod senere depression ved ydre modgang i tilværelsen?

    Der er næppe nogen, der tror tendensen til negativ tænkning
    er medfødt, så den må jo være indlært på en eller anden måde.
    Men hvordan?

    Det spørgsmål er nu blevet sat under grundig belysning
    af et stort forskerhold ledet af Lauren Alloy fra Universitetet i Pennsylvarlia
    og Lyn Abramson fra Universitetet i Wiseonsin. Forskerholdet gennemførte
    først en teoretisk analyse af spørgsmålet om, hvordan indlærte tankevaner
    kunne være indlærte og fandt frem til tre oplagte muligheder,
    som de bagefter undersøgte mht. om de hold stik:

    1) Imitation af forældrenes tankegang.
    Denne hypotese går ud på, at mennesker med negative tankemønstre
    som børn har hørt deres forældre tale på den måde, fyldt med negative tankemønstre.
    Da børn som bekendt efterligner deres forældre på mange punkter, er det tænkeligt,
    at tendensen til negativ tænkning simpelthen går i arv fra forældre til børn
    via børnenes "automatiske" efterligning af forældrenes tankemønstre.
    (ligesom de lærer at tale dansk - og spise med kniv og gaffel)

    2) Negativ indlæring fra tankeløse forældrene.
    Denne hypotese går ud på, at forældrene direkte "træner" deres børn i negative tanker
    ved at belære børnene om at de uheldige ting, der sker i deres liv, beror på deres
    - altså børnenes - egen dumhed eller uduelighed. Således at børnene så at sige
    indlærer et negativt tankesæt vedr. dem selv (selv om forældrene måske ikke
    i øvrigt har negative tanker om sig selv, som i den 1. hypotese).

    3) Negative erfaringer med forældrene.
    Den tredie hypotese går ud på, at nogle børn lærer at tænke negativt,
    simpelt hen fordi, at der sker mange negative ting i forhold til de vigtigste
    personer i deres liv = forældrene. Hvilket så måske får børnene til at tænke
    og tro på, at sådan er jeg - og sådan bliver jeg ved at være resten af livet.

    Denne 3. hypotese handler altså ikke om,
    hvad forældrenes livssyn og tanker om livet, mere generelt (som i 1.hypotese)
    eller udsiger noget om konsekvenserne af konstante nedgørende kommentarer
    til deres børns adfærd (som i 2. hypotese), men om hvordan forældrene
    i det hele taget behandler deres børn, specielt med hensyn til
    hvor "kolde og straffende" de er.

    Forskerholdet testede de tre hypoteser på følgende måde:
    Først udsatte de ca. 5.000 mandlige og kvindelige studerende
    for to almindelige tests for "negativ tænkning", nemlig en test
    for negative ideer - og en test for negative fortolkningsmønstre.

    Ud fra besvarelsen af de pågældende spørgeskemaer
    udvalgte forskerne ca. 700 høj-risiko personer, der havde scoret højt
    på begge skemaer og derfor måtte formodes at være i høj risiko
    for senere hen at udvikle depression.

    Tilsvarende udvalgtes 700 lav-risiko studerende,
    der havde scoret lavt på de to mål for negativ tænkning.

    Derved fandt man frem til to mindre grupper på 150 personer,
    som opfyldte følgende betingelser: De studerende skulle acceptere,
    at forældrene blev inddraget i undersøgelsen, og forældrene skulle også
    være villige til at lade sig interviewe grundigt om deres tidligere opdragelse
    af de unge mennesker. Desuden skulle forældrene være villige til at udfylde
    en række spørgeskemaer om deres egen tendens til negativ tænkning,
    både i form af negative ideer og i form af negative forventninger.

    Endelig blev forældrene bedt om at forestille sig
    en række uheldige adfærdsformer hos deres børn, da de var små,
    og så skulle de notere, hvad de mente, at de ville have sagt til deres børn
    i de pågældende situationer. På denne måde fik et mål for forældrenes
    typiske "feedback" til deres børn i de negative situationer.

    Der blev fundet støtte
    til alle tre hypoteser
    om indlæring af negativ tænkning,
    men de to forældre spillede tilsyneladende lidt forskellige roller i den forbindelse:
    Den første hypotese blev nemlig især bekræftet for moderens vedkommende

    De unge, der havde en negativ tankestil, havde også typisk mødre,
    der udviste en klar tendens til negativ tænkning (mens det ikke var så udpræget for fædrene).
    Den anden hypotese blev også bekræftet - for begge forældrenes vedkommende.

    De unge, der havde mange negative tanker om livet
    og især om sig selv, havde typisk haft forældre, der var tilbøjelige
    til at give dem negativ "feedback", når de som børn kom galt afsted
    ("Du er altid så klodset" eller "Hvorfor skal du altid gøre mig så ked af det?"
    ligesom der var flere eks. på endnu barskere Domme - og 0 forståelse.)

    Den tredie hypotese blev især bekræftet for fædrenes vedkommende.
    De unge, der havde høj tendens til negativ tænkning, havde typisk haft fædre,
    der var straffende og temmelig kolde over for dem, mens dette aspekt
    ikke i samme grad gjaldt for mødrene.

    Kort sagt tyder undersøgelsen på,
    at vi især får negative tankevaner ved


    1) at imitere = efterligne. Især mors negative tankegang er vigtig.
    2) at indlære negative tanker om os selv ud fra begge forældres kritik af vores adfærd
    især når denne kritik ikke modsvares af en tilsvarende positiv og rosende omtale.
    samt 3) vi kan indlære en negativ selvdestruktiv tankegang ved at have
    mange negative erfaringer, især via fædrenes kulde og straffe.

    Efter denne første del af undersøgelsen ventede forskerne nu i 2 1/2 år
    og testede da graden af depression hos alle disse unge. Som ventet viste
    det sig, at de med en høj tendens til negativ tænkning 2 1/2 år tidligere
    også var de, som led af - eller havde lidt af en depression i mellemtiden

    Det viste sig også tydeligt, at forældrenes adfærd alene
    kunne forudsige depressioner hos de unge. Både fars og mors negative kritik
    af deres unge under opvæksten gav flere depressioner senere hen i livet,
    Især Mors opgivende tankegang og faderens straffende behandling
    af sine børn gav en større risiko for depression senere hen.

    Det ser altså ud til, at depressioner
    i høj grad kan forebygges ved en bedre forældreadfærd!

    Thomas Nielsen
    lektor på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet
    Forsknings-nyt fra psykologien 2001, oktober, nr. 10 (5)
    Forsknings-nyt fra psykologien


    Kilde: Alloy, L.B., Abramson, L.Y., Tashman, N.A., Berrebbi,
    DL.S., Ilogan, M.E., Whitehouse, W.G., Crossfield, A.G., & Morocco, A. (2001).
    Developmental Origins of Cognitive Vulnerability to Depression: Parenting, Cognitive
    and Inferential Feedback Styles of the Parents of Individuals at High and Low
    Cognitive Risk for Depression. Cognitive Therapy and Research, 25(4), 397-423.


    Den værste dag i året er den 24 Januar
    Den 24. januar var den mest deprimerende dag for briterne,
    fortæller professor i psykologi Cliff Arnalls, Cardiff universitet.
    .Hans beregninger medtager forskellige faktorer: En elendig vejrudsigt,
    bunden slået ud af økonomien og forværret af januarudsalget, nytårsforsætterne
    er nu kikset, man mangler motivation, og juleånden er nu forsvundet.
    Han har ligeledes påpeget, at nytårsforsætterne i gennemsnit
    holdt i en uge, og at de var efterfulgt af en tilbagevenden
    til de dårlige vaner. ( fra Cyril Malka)


    + se
    Mange kender ikke selv deres negative tanker.
    For nogle er dette "blot verden og mig, sådan, som vi nu engang er".

    2 teorier om "negative tankers" magt over vores humør.

    + Vil du vide mere om Kognitiv terapi?
    + se www.psykoweb.dk/selvtillid/5KognitivTerapi1.htm




Tilbage
til index



tilbage til
depressions Oversigten




...
...Til 7 + 8 kontante her og nu Råd

...Til et gratis cyberkursus i Selvtillid