|
||||
Nyt fra Forskningen: Er du ofte træt, selvopgivende og uoplagt? En af de gådefulde lidelser, der plager mange voksne mennesker, er en diagnose, vi i dag kalder for "Det kroniske træthedssyndrom." Lider du af det, kender du en overvældende og næsten kronisk træthedsfølelse. Du kan næsten ikke holde dig i gang på jobbet og går ofte i seng, så snart du kommer hjem fra arbejdet, også selv om den overvældende træthed normalt ikke direkte er forbundet med et reelt større søvnbehov. Så du sover ikke særlig dybt, og bliver alt for let udmattet. Mange gange giver du derfor let op - på forhånd, når andre og livet udfordrer dig til dåd - fordi "det der orker jeg bare slet ikke.". I de værste tilfælde kan den kroniske træthed helt umuliggøre et arbejdsliv og føre til langtidssygemelding og endog til en førtidspensionering. Uden at dette hjælper på trætheden. Du orker simpelthen ikke at klare et almindeligt arbejde mere. Undersøgelser i USA tyder på, at 2 1/2 % af befolkningen lider af dette træthedssyndrom i alvorlig grad. Og beregninger har vist, at de samfundsmæssige omkostninger er ca. ni milliarder dollars om året, hvilket overført til danske forhold svarer til næsten to milliarder kroner. Så denne lidelse er således ikke blot ubehagelig for sine ofre, men også for samfundsøkonomien. Der er to teorier om årsagen, en medicinsk og en psykologisk. Den medicinske teori handler især om en ukendt virus, eller biokemisk fejl der skulle fremkalde denne overvældende træthed, men denne hypotetiske virus og fejl er ikke fundet endnu. Den psykologiske forklaring går ud på, at der ligger psykologiske problemer bag kronisk træthed af samme art som dem, der ligger bag svære depressioner, og at kronisk træthed faktisk er en form for depression, hvor man blot er mere optaget af den kropslige afmagt end af de psykologiske symptomer. Vi har tidligere omtalt en undersøgelse, der viste, at man i nogen grad kan hjælpe patienter med kronisk træthed med rent psykologiske metoder, så de bliver bedre til at klare dagliglivet. Dette beviser dog ikke nødvendigvis, at årsagen så er af rent psykologisk art, for man kan jo også med psykologiske metoder hjælpe hjerneskadede personer til at klare sig bedre. Nu viser en ny amerikansk undersøgelse imidlertid meget salomonisk at der kan være både psykologiske belastninger og fysiologiske forandringer i årsagsmønstret til det kroniske træthedssyndrom. De amerikanske forskere mente ud fra forskellige nye undersøgelser, at der kunne ligge en forstyrrelse i hormonsystemet bag det kroniske træthedssyndrom. Det såkaldte stress-hormon, kortisol, som udskilles af binyrebarken, er ofte stærkt forhøjet ved stresstilstande, men en middel eller normal grad af kortisolproduktion er dog nødvendig, for at kroppen kan fungere optimalt i dagliglivet. Nu ser det imidlertid ud til, at der hos mange patienter med kronisk træthedssyndrom forekommer en alt for lav produktion af kortisol, og at dette kan være noget af forklaringen på følelsen af energitab og uoplagthed. Men hvorfra kommer så denne svækkelse af kortisolproduktionen? Den kan ifølge de amerikanske forskere tænkes at komme fra en særligt stærk og langvarig stresstilstand tidligt i livet, som kan have udmattet og svækket produktionen af stresshormonet så meget, at kortisolproduktionen vedbliver med at være svækket længe efter. Denne hypotese støttes blandt andet af studier over soldater, der vender hjem med psykiske skader efter voldsomme stressoplevelser under krig i det fremmede. Disse soldater lider af PTSD som følge af de voldsomme traumatiske oplevelser, de har haft under krigen. Men også hos disse PTSD-ramte soldater finder man hyppigt ud over de tre sædvanlige PTSDsymptomer: skræmmende minder, vedvarende uro og undgåelse af alt, der minder om krigen en voldsom træthed, der kan minde om det kroniske træthedssyndrom. Desuden har man ofte hos disse soldater fundet netop en svækkelse af kortisolproduktionen, der altså kan være noget af forklaringen på især den voldsomme træthed. Dyreforsøg har imidlertid vist, at stress under opvæksten kan give langt stærkere forstyrrelser i kortisolproduktionen end stress hos voksne dyr, så derfor mente de amerikanske forskere, at der bag de mange tilfælde af kronisk træthed hos voksne (uden PTSD) kunne ligge perioder med særlig stærk og langvarig stress i barndommen. Denne hypotese blev testet i en undersøgelse, hvor man sammenlignede forekomsten af stress i barndommen hos 113 patienter med det kroniske træthedssyndrom og 124 tilsvarende personer uden dette syndrom. Alle personer i begge grupper blev bedt om at udfylde et spørgeskema om stress og belastninger i barndommen. Dette spørgeskema handlede om, hvorvidt personerne i barndommen havde været udsat for følgende fem former for belastninger: 1) Seksuelle overgreb. 2) Fysiske overgreb, fx i form af korporlig afstraffelse. 3) Psykologiske overgreb i form af ydmygelse og hån. 4) Emotionel forsømmelse, dvs. at være ignoreret og mangle omsorg og kærlighed fra forældrene. 5) Fysisk forsømmelse, dvs. at være forsømt med hensyn til kost, beklædning, sygdomsbehandling m.m. Forskerne beregnede dels et mål for hver af de fem forskellige former for barndomsbelastninger, dels et fælles mål for alle fem typer af belastninger. Det viste sig, at der var en nærmest overvældende klar sammenhæng imellem barndomsbelastninger og kronisk træthed i voksenalderen. Især to former for barndomsbelastninger, nemlig psykologiske overgreb og fysisk forsømmelse, forekom ikke mindre end seks gange hyppigere i trætheds- end i kontrolgruppen. Men også de tre andre former for barndomsbelastninger, seksuel og fysisk mishandling, samt emotionel forsømmelse forekom tre-fire gange hyppigere i træthedsgruppen end i den normale gruppe. Endelig fandt man, at der hos de mange patienter, der havde oplevet alvorlig stress i barndommen, forekom en utilstrækkelig kortisolproduktion, mens dette ikke var tilfældet hos de patienter med kronisk træthed, der ikke havde været udsat for stress i barndommen. Hos disse sidstnævnte patienter må der altså ligge andre årsager end nedsat kortisolproduktion bag deres træthed. De amerikanske forskere mener herefter at have påvist en klar sammenhæng mellem 1) alvorlig stress i barndommen, og 2) en deraf følgende nedslidning af det fysiologiske stresssystem med underproduktion af kortisol til følge, der tilsammen resulterer i 3) en overvældende træthed i voksenalderen. Thomas Nielsen Forskningsnyt Psykolog nyt nr. 13 2009 19 Kilde: Heim, C., Nater, U.M., Maloney, E., Boneva, R., Jones, J.F. & Reeves, W.C. (2009). Childhood Trauma and Risk for Chronic Fatigue Syndrome. Archives of General Psychiatry, 66(1). 72-80. + se her, hvordan din krop reagerer på stigende grader af stress over længere tid. Der er en særlig træthed, fatique, der hober sig op over lang tid, der er dødelig. Som den træthed nybagte forældre kan opleve, når de vågner hver anden time igennem natten og aldrig får hvilet ordentligt ud. Og hvis barnet så har kolik, parret har let ved at skælde ud osv. osv. Det blev først taget alvorligt, da nogle fly styrtede ned, fordi piloterne arbejdede så mange timer om ugen og på skiftende tidspunkter, at de konstant var dødtrætte. De fik aldrig hvilet ordentligt ud. Resultatet var, at nogle af dem konstant var dødelig udmattede, når de sad i cockpittet. Piloter berettede, at de sad og missede med øjnene, mens de landede de kæmpe maskiner med flere hundrede mennesker ombord. Enkelte fortalte, at de ligefrem faldt i søvn. De var ramt af fatigue, en stor udmattelse. (søg på "fatique" + træthed i Google) Nyt håb for tusindvis af danske patienter med fibromyalgi Nyt intensivt, ambulant behandlingsforløb på 16 uger mindsker smerte og træthed ved funktionelle sygdomme som fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom. Behandlingen foregår i gruppe og omfatter blandt andet undervisning i sygdommen, ændring af tanker og handlemønstre, der kan forværre symptomerne, og gradvis, langsom genoptræning. 120 patienter har deltaget i behandlingsforløbet og virkningen af forløbet er både blevet evalueret undervejs og et helt år efter behandlingen. Projektet viser, at patienter, der har gennemført den nye behandling, har færre smerter og større overskud til dagligdagens aktiviteter. Det viser et ph.d.-projekt fra Århus Universitet Århus Universitetshospital, 12. maj 2010 2. Jo flere barndomsbelastninger desto flere psykiske skader får du som voksen. Det ser ud til, at svær stress i barndommen kan føre til kronisk træthed i voksenalderen. Men som det fremgår af adskillige undersøgelser, ser det også ud til, at stress og belastninger i barndommen kan føre til mange andre psykiske skader som fx angstlidelser, depression, ubehersket vredladenhed, lavt selvværd , personligheds- og seksuelle forstyrrelser for blot at nævne nogle af de vigtigste. Denne brede vifte af mulige skadevirkninger i voksenalderen som følge af pinefulde belastninger i barndommen har fået tre amerikanske forskere til at stille sig selv følgende interessante spørgsmål: Vil en højere grad af belastning i barndommen føre til en højere grad af en enkelt psykisk skade i voksenalderen, således at man fx bliver enten mere angst eller mere deprimeret, eller er det snarere sådan, at flere psykiske belastninger i barndommen fører til flere forskellige psykiske skader i voksenalderen, så man bliver både mere angst og deprimeret, irriteret og seksuelt forstyrret? Med andre ord: Vil folk med særligt mange belastninger i barndommen få særligt stærke skader (men ikke nødvendigvis flere forskellige), eller vil de snarere få flere forskellige skader, uden at nogen enkelt af disse skader nødvendigvis er særlig stærke? For at undersøge denne problemstilling nærmere bad forskerne hele 2.500 kvindelige studerende ved forskellige universiteter om at udfylde to spørgeskemaer. Det ene spørgeskema handlede om, hvorvidt de i deres barndom og opvækst havde været ude for en række nærmere beskrevne former for belastninger, som fx seksuelle eller fysiske overgreb i barndommen, psykologiske overgreb og fysisk eller følelsesmæssig forsømmelse. De blev også spurgt, om de havde været ude for livsfarlige sygdomme eller ulykker, og om de i ungdomsårene havde været ude for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Der var i alt tolv sådanne specifikke former for belastninger under opvæksten, og den enkelte kvinde kunne således på dette belastningsskema score fra 0 (dvs. ingen belastninger af de nævnte arter) til tolv (alle de nævnte belastninger). Det viste sig, at knap halvdelen af de adspurgte kvinder scorede 0; dvs. de havde altså ikke været ude for nogen af de specifikke belastninger, imens resten scorede fra 1 til 8. Ud over at udfylde et spørgeskema om barndoms- og ungdomsbelastninger skulle de pågældende studerende også udfylde et spørgeskema om tegn p 10 forskellige former for psykiske skader, såsom angst, depression, overdreven vredladenhed, spiseforstyrrelser, seksuelle problemer og manglende selvtillid. Til måling af hver af de psykiske skader var der en række spørgsmål, og for hver skadetype var der en grænseværdi, således at man simpelt hen regnede skaden for sket, hvis kvinden havde scoret over denne værdi. Derefter regnede forskerne på tallene for at få besvaret spørgsmålet, om flere forskellige barndomsbelastninger førte til flere forskellige former for psykiske skader eller problemer i voksenalderen, eller om der måske snarere var tale om, at flere barndomsbelastninger førte til få, men stærkere skader. Resultaterne støttede helt klart den første hypotese. De kvinder, der rapporterede om 0 psykiske belastninger i barndommen, havde i gennemsnit blot én psykisk skade eller problematik som voksen. Herefter steg hyppigheden af psykiske skader helt regelmæssigt med mængden af barndomsbelastninger, således at kvinder med f.eks to former for barndomsbelastninger i gennemsnit havde 2,2 psykiske skader i voksenalderen, imens kvinder med fem forskellige barndomsbelastninger havde 3,9 forskellige skadetyper i voksenalderen. Endelig havde den mest belastede gruppe med syv eller otte forskellige barndomsbelastninger i gennemsnit hele 5,6 forskellige psykiske skader eller problematikker som voksne. Man har tidligere fundet tegn på, at børn med flere belastninger kunne få stærkere problemer af en bestemt type, eksempelvis depression, men denne undersøgelse viser nu for første gang (men måske ikke særligt overraskende), at flere barndomsbelastninger også som regel vil medføre flere helt forskellige typer af psykiske problemer og skader i voksenalderen. Dette resultat beror dog ikke på, at hver konkret form for barndomsbelastning vil fremkalde hver sin psykiske skade. Der var faktisk ikke nogen klar sammenhæng imellem belastningstypen og arten af den psykiske skade. Det ser altså ud til, at barndomsbelastninger kan skabe alle former for psykiske skader i voksenalderen. Hvilke skader der konkret bliver tale om, afhænger af meget andet end den specifikke belastning (fx arv og opdragelse). Thomas Nielsen |
||||
|
||||
3. HVORFRA KOMMER SÅ DE NEGATIVE TANKER, DER GIVER DEPRESSION ? I dag forskes der meget i sammenhængen mellem negativ tænkning og depression, Men det er først for nylig, at man er begyndt at spørge: "Hvorfra kommer egentlig denne tendens til negativ tænkning?", som ifølge stort set alle undersøgelser er så skadelig med hensyn til risikoen for at komme til at lide af depression? Hvorfor tænker vi ikke alle sammen positive tanker, når det nu er så sundt og giver meget bedre beskyttelse imod senere depression ved ydre modgang i tilværelsen? Der er næppe nogen, der tror tendensen til negativ tænkning er medfødt, så den må jo være indlært på en eller anden måde. Men hvordan? Det spørgsmål er nu blevet sat under grundig belysning af et stort forskerhold ledet af Lauren Alloy fra Universitetet i Pennsylvarlia og Lyn Abramson fra Universitetet i Wiseonsin. Forskerholdet gennemførte først en teoretisk analyse af spørgsmålet om, hvordan indlærte tankevaner kunne være indlærte og fandt frem til tre oplagte muligheder, som de bagefter undersøgte mht. om de hold stik: 1) Imitation af forældrenes tankegang. Denne hypotese går ud på, at mennesker med negative tankemønstre som børn har hørt deres forældre tale på den måde, fyldt med negative tankemønstre. Da børn som bekendt efterligner deres forældre på mange punkter, er det tænkeligt, at tendensen til negativ tænkning simpelthen går i arv fra forældre til børn via børnenes "automatiske" efterligning af forældrenes tankemønstre. (ligesom de lærer at tale dansk - og spise med kniv og gaffel) 2) Negativ indlæring fra tankeløse forældrene. Denne hypotese går ud på, at forældrene direkte "træner" deres børn i negative tanker ved at belære børnene om at de uheldige ting, der sker i deres liv, beror på deres - altså børnenes - egen dumhed eller uduelighed. Således at børnene så at sige indlærer et negativt tankesæt vedr. dem selv (selv om forældrene måske ikke i øvrigt har negative tanker om sig selv, som i den 1. hypotese). 3) Negative erfaringer med forældrene. Den tredie hypotese går ud på, at nogle børn lærer at tænke negativt, simpelt hen fordi, at der sker mange negative ting i forhold til de vigtigste personer i deres liv = forældrene. Hvilket så måske får børnene til at tænke og tro på, at sådan er jeg - og sådan bliver jeg ved at være resten af livet. Denne 3. hypotese handler altså ikke om, hvad forældrenes livssyn og tanker om livet, mere generelt (som i 1.hypotese) eller udsiger noget om konsekvenserne af konstante nedgørende kommentarer til deres børns adfærd (som i 2. hypotese), men om hvordan forældrene i det hele taget behandler deres børn, specielt med hensyn til hvor "kolde og straffende" de er. Forskerholdet testede de tre hypoteser på følgende måde: Først udsatte de ca. 5.000 mandlige og kvindelige studerende for to almindelige tests for "negativ tænkning", nemlig en test for negative ideer - og en test for negative fortolkningsmønstre. Ud fra besvarelsen af de pågældende spørgeskemaer udvalgte forskerne ca. 700 høj-risiko personer, der havde scoret højt på begge skemaer og derfor måtte formodes at være i høj risiko for senere hen at udvikle depression. Tilsvarende udvalgtes 700 lav-risiko studerende, der havde scoret lavt på de to mål for negativ tænkning. Derved fandt man frem til to mindre grupper på 150 personer, som opfyldte følgende betingelser: De studerende skulle acceptere, at forældrene blev inddraget i undersøgelsen, og forældrene skulle også være villige til at lade sig interviewe grundigt om deres tidligere opdragelse af de unge mennesker. Desuden skulle forældrene være villige til at udfylde en række spørgeskemaer om deres egen tendens til negativ tænkning, både i form af negative ideer og i form af negative forventninger. Endelig blev forældrene bedt om at forestille sig en række uheldige adfærdsformer hos deres børn, da de var små, og så skulle de notere, hvad de mente, at de ville have sagt til deres børn i de pågældende situationer. På denne måde fik et mål for forældrenes typiske "feedback" til deres børn i de negative situationer. Der blev fundet støtte til alle tre hypoteser om indlæring af negativ tænkning, men de to forældre spillede tilsyneladende lidt forskellige roller i den forbindelse: Den første hypotese blev nemlig især bekræftet for moderens vedkommende De unge, der havde en negativ tankestil, havde også typisk mødre, der udviste en klar tendens til negativ tænkning (mens det ikke var så udpræget for fædrene). Den anden hypotese blev også bekræftet - for begge forældrenes vedkommende. De unge, der havde mange negative tanker om livet og især om sig selv, havde typisk haft forældre, der var tilbøjelige til at give dem negativ "feedback", når de som børn kom galt afsted ("Du er altid så klodset" eller "Hvorfor skal du altid gøre mig så ked af det?" ligesom der var flere eks. på endnu barskere Domme - og 0 forståelse.) Den tredie hypotese blev især bekræftet for fædrenes vedkommende. De unge, der havde høj tendens til negativ tænkning, havde typisk haft fædre, der var straffende og temmelig kolde over for dem, mens dette aspekt ikke i samme grad gjaldt for mødrene. Kort sagt tyder undersøgelsen på, at vi især får negative tankevaner ved 1) at imitere = efterligne. Især mors negative tankegang er vigtig. 2) at indlære negative tanker om os selv ud fra begge forældres kritik af vores adfærd især når denne kritik ikke modsvares af en tilsvarende positiv og rosende omtale. samt 3) vi kan indlære en negativ selvdestruktiv tankegang ved at have mange negative erfaringer, især via fædrenes kulde og straffe. Efter denne første del af undersøgelsen ventede forskerne nu i 2 1/2 år og testede da graden af depression hos alle disse unge. Som ventet viste det sig, at de med en høj tendens til negativ tænkning 2 1/2 år tidligere også var de, som led af - eller havde lidt af en depression i mellemtiden Det viste sig også tydeligt, at forældrenes adfærd alene kunne forudsige depressioner hos de unge. Både fars og mors negative kritik af deres unge under opvæksten gav flere depressioner senere hen i livet, Især Mors opgivende tankegang og faderens straffende behandling af sine børn gav en større risiko for depression senere hen. Det ser altså ud til, at depressioner i høj grad kan forebygges ved en bedre forældreadfærd! Thomas Nielsen lektor på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet Forsknings-nyt fra psykologien 2001, oktober, nr. 10 (5) Forsknings-nyt fra psykologien Kilde: Alloy, L.B., Abramson, L.Y., Tashman, N.A., Berrebbi, DL.S., Ilogan, M.E., Whitehouse, W.G., Crossfield, A.G., & Morocco, A. (2001). Developmental Origins of Cognitive Vulnerability to Depression: Parenting, Cognitive and Inferential Feedback Styles of the Parents of Individuals at High and Low Cognitive Risk for Depression. Cognitive Therapy and Research, 25(4), 397-423. Den værste dag i året er den 24 Januar Den 24. januar var den mest deprimerende dag for briterne, fortæller professor i psykologi Cliff Arnalls, Cardiff universitet. .Hans beregninger medtager forskellige faktorer: En elendig vejrudsigt, bunden slået ud af økonomien og forværret af januarudsalget, nytårsforsætterne er nu kikset, man mangler motivation, og juleånden er nu forsvundet. Han har ligeledes påpeget, at nytårsforsætterne i gennemsnit holdt i en uge, og at de var efterfulgt af en tilbagevenden til de dårlige vaner. ( fra Cyril Malka) + se Mange kender ikke selv deres negative tanker. For nogle er dette "blot verden og mig, sådan, som vi nu engang er". 2 teorier om "negative tankers" magt over vores humør. + Vil du vide mere om Kognitiv terapi? + se www.psykoweb.dk/selvtillid/5KognitivTerapi1.htm |
||||
|