Derfor denne introduktion
som er en nyformulering af gestaltterapiens forslag
til en mere nutidig Kontakt- og Kommunikations-teori,
(- som jeg har bredt ud på de følgende 14 hjemmesider
med div. link-henvisninger indsat på de understregne ord).


1. Spørgsmål:
Hvad sker der, når 2 mennesker mødes?
En ærlig kontakt starter med, at jeg ønsker at møde dig
- og du ønsker at møde mig. Vi skal begge to ville hinanden noget,
for at en personlig kontakt kan ske. Vi mødes, hilser, pludrer og slapper
måske så af. Siger og føler, at vi forstår hinanden. Og inden ret længe,
ja så når vi frem til en god tryg følelse via en beroligende illusion
om, at nu forstår vi da hinanden. Vi hygger os "i et VI-sprog",
hvor vi naivt tror at "vi alle" ser verden ens.

Men taler jeg så dybere ind i "det at være Mig"
- og du ind i det at være Dig, ja så opdager jeg mere
og mere min anderledeshed, og min forskellighed fra dig.
"Det", som jeg først troede, at vi var 100% enige om,
bliver gradvist nuanceret - og udvidet med Du ´et.

"Vi" opdager - måske begge to ?,
at vi ser og har hver vores egne indre billeder og opfattelser.
"Vi" forstår ordene forskelligt, hører dem med hver vores musik.
At det som er så vigtigt for dig, måske ikke betyder noget for mig.
Og det jeg synes er det allervigtigste, ikke bliver sagt eller hørt.
Vi er rent faktisk sammen i een stor illusion. "Vi" lever faktisk
i hver sin verden, min og din, som tegningen her viser.

Det er vores eksistentielle udgangspunkt.
Sådan er det at være menneske. Spørgsmålet er
om du er tilfreds med, at det blot forbliver sådan?
Hvis ikke - så læs lystig videre - og opdag kløften,
der ofte kræver hårdt arbejde at bygge en bro over.

Ethvert menneske er en hel verden for sig selv.
En roman med mange kapitler og afsnit. Og sørgeligt
er det hvis du, som er forfatteren, ikke kender hovedpersonen,
de andre hovedpersoner, birollerne - ja meningen, plottet,
den røde tråd i handlingen etc ... og ikke overvejer
de kommende kapitler med et åbent sind.

Og kan du så ikke engang finde de rette ord,
der bygger bro, gøre dig forståelig og udtrykke dig,
så vi andre kan forstå det som du siger, føler og mener,
ja så forbliver du selvsagt indelukket i din egen selvforståelse
og forbliver skuffet over det er os andre, der ikke forstår dig.
Kort sagt - du bevarer illusionen om at det burde være let.

Vi lever alle sammen i to verdener.
Den indeni os, og så den, som er udenfor.
Og det er ikke sikkert, at de passer sammen.
Alt dette og mere til medfører selvklart en masse
kontakt- og kommunikationsbesvær mennesker imellem.


Og så er det tid til en joke:
Den faste hjemmehjælper var blevet syg,
så der skulle en vikar ud til det døvstumme ægtepar,
som boede helt alene langt ude på landet.

Da vikaren kom derud, kiggede hun forsigtigt ind
af vinduet, og så at manden sad på en potte med et jagtgevær
og kvinden kørte rundt om ham med en plæneklipper.

Det kunne vikaren ikke helt forstå hvad betød,
så hun skyndte sig hjem på kontoret for at spørge,
hvad det mon betød - og hvad hun skulle gøre for dem.
Hun sagde, at hun ærlig talt var bange for dem.

Sagsbehandleren spurtede hen til psykiateren, som
lynhurtigt kaldte dem Demente. Men heldigvis ringede
de også til den faste hjemmehjælper, som tørt fortalte dem
at kvinden blot forsøgte at sige: "Du skal klippe græsplænen."
Hvortil Manden trodsigt svarede: "Det vil jeg da skide på ,
fordi jeg vil da hellere gå på jagt efter en fasan,
så vi snart kan få noget aftensmad."


Se, hvis du nu som udgangspunkt,
har den opfattelse at "det at forstå hinanden" burde
være let, noget selvfølgeligt - ja så bliver du selvklart
også let irriteret, usikker, bange, vred og ked af det,
når du opdager din alenehed og din forskellighed
fra andre mennesker. At vi alle lever i såvel
en fælles verden - og vores helt egen.

"Jeg bliver så stæktosset - ja rasende,
når du ikke kan - eller rettere sagt ikke vil forstå mig,
sådan som jeg forstår det hele!", som en kvinde vredt,
anklagende og i dybeste alvor sagde til sin mand.

Hun fik da hans opmærksomhed
og han så nu ud, som om han lyttede.
Men hans højre ben begyndte spontant at sparke
ud i luften. Han hørte ikke en disse af alle de vrede ord,
som fløj ud af munden på hende. Det fortalte han hende
ikke, men nøjes med at nikke forstående og se ret tom ud
i øjnene. Han var helt stået af. Men det så hun ikke,
så hun gav den bare hele armen i 1/2 times tid.

Efter svadaen gav hun ham bagefter et stort kys
og sagde, at hun nu var meget glad, fordi at han endelig
havde foldet ørerne ud, og nu forstod hende rigtigt.

Endelig smilede de til hinanden. Alt var sød harmoni,
lige indtil jeg bad ham om at gentage hovedindholdet
af det, som hun med så stort et engagement havde
forsøgt at få banket ind i hovedet på ham
i de sidste 30 minutter i parterapien.

"Jo jeg hørte, at du fortalte mig
at ligegyldigt hvad jeg gør, at så er det forkert.
Der er kun een rigtig måde at gøre det hele på,
nemlig din." - Hvorpå han meget gerne ville have tid
til at uddybe dette yderligt i et lige så langt anklageskrift.
hvor han også kæmpede for, at hun skulle give ham ret.

Da jeg igen bad ham om at gentage
hendes hovedpointer, viste det sig at han
ikke havde hørt en lyd af, hvad hun havde sagt,
men var stået af - for at forberede sin egen forsvarstale
indeni, imens han bare lod hovedet nikke op og ned udenpå.

Og da han lidt efter fortalte hende om sin indre verden,
så faldt hun også hurtigt helt ud, fordi "han talte så vredt".
Hun hørte heller ikke det som han sagde, fordi hun
mest lagde vægt på, hvordan han sagde det.

Da jeg gentog deres hovedbudskaberne kort og klart
og huskede at skrue lidt ned for trompeterne og bassen,
gik det meget bedre. Det tog en times at opnå en lyttekontakt,
hvor de før kun havde kunne skændes og straffe hinanden
i dage eller ugevis, i forsøget på at nå ind til hinanden.

Den hjemmeøvelse, som de fik med
hjem til næste gang kan du se ved at klikke her.
Teorien: www.psykoweb.dk/kontakt/lytte.htm
Metoden: www.psykoweb.dk/kontakt/lytte1.htm


Du har sikkert også selv
dine egne erfaringer med denne tossede form for "forståelse":
"Jamen enhver idiot kan da helt tydeligt se, at det hænger
sådan og sådan sammen. Jeg behøver da vel ikke
hver gang at skære det ud i pap!" - "Jo, tak."

"Hvis jeg skal sige "det jeg ønsker" til dig,
f. eks. at du skal huske at købe blomster til mig,
så er din buket desværre ikke noget værd for mig.
Du skal, ja bør simpelhen vide, hvordan jeg har det
indeni. Hvad jeg har brug for - og hvad jeg godt kan lide.
Hvad jeg tænker, føler og savner. Også selvom jeg ikke
selv ved det. Det er simpelthen din opgave at forstå mig
- og hvis du ikke forstår mig sådan som jeg selv gør,
ja så tror jeg altså ikke på, at du elsker mig."
Så absurd, tåbeligt og naivt kan det være.

"Hvis jeg skal bede dig om det, så dur det ikke.
Din ægte kærlighed til mig beviser du ved at du kan læse
mine tanker som en åben bog, dækker mine usagte behov
og i det hele taget tager dig bedre af mig, end jeg selv gør."
osv.

Dvs. "Hvis du ikke kender mine uudtalte
tanker, følelser og behov, ja så elsker du mig ikke."
På et tidspunkt brister den illusion, afgrunden åbner sig
- og så dukker frygten, vreden og bitterheden frem,
som et dække over min pludselige opvågning
til min eksistentielle alenehed, her i verden.

Denne svimlende følelse af total Alenehed, Isolation
kan let blive til et Ensomhedsanfald = et Panikanfald,
hvor den barske nyhed desværre er: Væn dig til det,
fordi - sådan er det sgu ofte at være menneske.
Træk vejret bedre og lær at bryde muren ned.
Vinduet er blot åben, træd frem og se ud
Flygt ikke væk, ned i den sorte kælder.

Eller, som jeg hørte
en kaotisk ulykkelig pigekvinde sige til sin fyr:
"Hvis du har det ligesom mig, så vil du lettere kunne forstå,
hvordan jeg har det - og vide, hvad jeg så har brug for.
Det er derfor at jeg tvinger dig til at lide kige sådan,
som jeg gør. Du skal forstå mig rigtigt!".

Fyren svarede: "Hvordan skulle jeg dog
kunne det? - jeg mener have det ligesom dig?
For selvom det samme skete for mig, og jeg var dig,
så ville jeg jo nok opleve det helt anderledes, end du.

Når jeg har hovedpine, så reagerer jeg på min måde
og sover den væk i et mørkt rum. Det er en anden måde,
end du reagerer på. Du tager en hovedpine tablet.
Så giver du mig hovedpine for at jeg skal vide
hvordan din hovedpine er, så virker det ikke
Kan du dog ikke forstå det ? Jeg er mig
og du er dig. Jeg kan ikke blive dig
lige så lidt, som du kan blive mig."

I gestaltterapi-sjagon taler vi om, at hun flyder ud,
i andre mennesker, er blevet væk - og mere eller
mindre har mistet kontakten med sig selv,
og i hvert fald med ham - og måske os andre.

Han taler til hendes fornuftige Voksne-Jeg,
og overser helt den lille pige i hende, der er fuld
af følelser - og kalder på noget, som han ikke forstår.
Måske endog noget, som hun aldrig har fået,
men mere eller mindre stadig ordløst savner.

Baggrunden for konflikten
er en alt for enkel, ja naiv opfattelse af,
hvor svært det egentlig er at blive forstået rigtigt
- du ved sådan, så det kan mærkes indeni.

Det hjalp f. eks. på hendes barnlige klagesang,
da han lærte blot at sætte sig ved siden af hende
og uden et ord, lægge en varm arm om hende.
Så blev hun stille - og følte sig forstået.
Og dette måtte hun lære at bede om,
ønske sig - og ikke bare kræve.

Hvis dit udgangspunkt er,
at det er et mirakel, når vi forstår hinanden,
ja så tænker du: "Åh nej, og ok. Selvfølgelig forstår du mig ikke!
Lad mig så prøve at forklare dig det igen - på en lidt anden måde."
Denne holdning åbner op for noget helt andet, og smukkere.
En Jeg-Du kontakt - et møde, trods vores forskellighed.
Ægte kontakt sker, når vi mødes i vores forskellighed
og ud fra dette ståsted, at vi begge to bygger broen.

"Vi er så ens, at vi kan blive venner.
Og så forskellige, at vi også kan elske hinanden",
som sangeren AnneDorte engang sagde.

I psykologsjargon lyder det således:
"Jeg tænker, sanser, føler, oplever og forstår,
dvs. formulerer mig og fortolker altid Virkeligheden anderledes,
end du sanser, føler, tænker, oplever og formulerer = fortolker
og forstår det hele. Kun jeg ved, hvordan du, jeg og verden
ser ud her fra mit ståsted. Kun du kender dit udkiks punkt."

... Og så er det at dialogen, spillet, legene
og måske mødet - og konflikterne starter for alvor.


Det er kort sagt ikke noget,
som du behøver at blive bange for.
Eller vred, såret, skuffet, afmægtig - eller føle panik over:
Sådan er vores fælles eksistentielle ståsted.
Sådan er det simpelthen at være menneske!

Det ikke ikke bare banalt. Det er basalt.
Dvs. den alenehed, som du ofte kan mærke, er ægte nok
og der kun een effektiv kur: fordybelse i et andet menneske
og at øve sig i at blive bedre til at gøre det indre mere synligt.

Oftest er det også godt nok.
Helt ok - og rimeligt ligegyldigt. Vi mødes, sludrer lidt og
jeg forlader dig med din opfattelse - og du forlader mig med min.
Vi har ikke rigtig engageret os i hinanden. Vi har måske set på hinanden,
men ikke fået øje på hinanden. Og måske, og måske ikke? - har vi
det begge helt fint med det. Og måske er en af os blevet vred?,
Skuffet? - Såret? - Berørt? - Forvirret - glad eller ligeglad ?
Ingen andre end du ved det, hvis du ikke siger det.
Og som sagt - ja, det er svært at finde de rette ord.

Vi mødes, og skaber
lynhurtigt en overfladisk Vi - følelse,
der giver ro og det føles trygt. Inden længe vil "Vi" opløses
i Mig og mit - og Dig og dit anderledes syn
der måske - og måske ikke - fører til vi mødes og bliver
til "OS TO" - for en kortere eller længere stund,
- hvorefter vi igen bliver til mig og dig.


Sådan er langt de fleste møder
Overfladekontakter - mennesker mødes, udveksler
penge, informationer, en dagligdags sludder - og skilles igen.
Det har jeg en stor forståelse for. Mit problem set fra
min terapeut-rådgiverstol, er at når folk opsøger mig,
så skal vores korte møde føre til at der sker noget nyt.
Vi mødes jo ikke bare over en pilsner til løs snak
eller for at drikke te og spise småkager hos mig.
Der skal ske noget nyt og ændres på noget.

At jeg forstår dig er desværre ikke nok.
Det er en begyndelse, ja - men desværre ikke nok
hvis du også ønsker, at der skal ske en forandring.

Set fra min stol møder jeg dagligt Kontakt
og Kommunikations-problemer, som gør ondt
og tapper livsmodet og alt muligt andet godt ud af folk.
Bl. a. derfor har jeg måtte tænke mere ind i det med kontakt
på en lidt anden facon, end de fleste har tid til at gøre
- som jeg godt vil dele med dig her:


Problemet og smerterne opstår,
når det ikke er ligegyldigt for dig eller mig ,
om vi opnår en dybere og ægte kontakt! Så opstår kampen
for at blive forstået, for at få ret, blive set og hørt (som vi selv tænker)
- og pludselig bliver det måske en sag om liv eller død, kærlighed
eller skilsmisse at overbevise dig om, at min måde at se mig, dig
og Verden på, både er rigtigere og bedre end din.

Når det er vigtigere at få ret,
end at forstå hinandens anderledes synspunkter,
ja så går det meget let helt galt, som alle politiker ved

Pludselig lytter ingen til hinanden mere.
To forskellige verdener åbner sig for hinanden
og lukker sig samtidig også pinligt helt krampagtigt fast
i spørgsmålet hvis virkelighed, taler vi egentlig om?
Og værre endnu . Hvem af os, der har ret
- og hvem af os, der derfor har uret?

Fritz Perls sad ved et frokostbord
med et ægtepar og lyttede først til mandens historie:
"Ok - det tror jeg, du har helt ret i," sagde han tilsidst
og spiste videre. Hvorefter hun tog fat på at forklare
ham sin version af, hvad det egentlig handlede om.
"Ja det tror jeg at du har fuldstændig ret i",
sagde han, da hun endelig tav.

Hvorefter manden ophidset råbte:
"Du kan da ikke både give hende og mig ret!"
Hvortil Fritz blot sagde: "Det har du måske ret i.
Faktisk er jeg ikke spor interesseret i hvem af jer, der har ret.
For mig er livet ikke en Rets sal og jeg er ikke en dommer.
Jeg er lige nu mere interesseret i at spise min mad i fred
og har derfor bare lyttet til, hvor forskelligt i hver især
beskriver den samme episode. Jeg forstår jer begge.
Hvad nu hvis I begge har ret- hver fra sin synsvinkel?"
Har I overvejet den mulighed?"


Nogle opdager aldrig,
at det er et umuligt, håbløst - og et ret tåbeligt projekt
kun at kæmpe for at andre mennesker skal give dig ret.
"Du kan ikke både få ret - og samtidig blive lykkelig
i et parforhold." som Dr. Phill så rigtigt siger.

Du bliver overrasket - og såret hver gang, du opdager illusionen
om "Det burde være let at blive forstået, få kontakt og føle accept.
At dette er "noget vi burde starte med at have" - som en selvfølge.
At det reelt set er et mirakel at forståelse overhovedet kan ske,
synes at forblive et stort mysterium for dig og de mange,
der kun kan se på verden med sit eget kamera.

Det er lige sådan med ordet tillid.
Nogle fordrer straks Tillid af andre = trust me,
og bliver selvfølgeligt igen og igen skuffet, sårede og vrede,
når vi andre hovedrystende ikke kan leve op til dette megastore krav.
Virkeligheden er, at vi - måske - en dag kan ende med at føle tillid.
Ærlig kontakt starter ikke med at føle tillid, men ved at du giver
dig selv og den anden en chance for at lære dig at kende.
At du vil noget med mig, og jeg vil noget med dig.
Og lykkes dette, ja så blomstrer tilliden.


Vi er alene
....og ikke skabt til
........at være nok i os selv


Vi er alle
hver på vores helt egen
enestående facon - på flugt væk
fra isolationens kulde. Mere eller mindre klogt .og vellykkede
evigt på vej væk fra vores grundliggende eksistentielle alenehed.
Søgende kontakt med et andet DU - som måske/ og måske ikke
kan forstå mig lige så godt, som jeg selv evner at forstå
mig selv. Øh, og omvendt. - Hvis du forstår mig ?

Kontakt sker ikke tilfældigt - eller helt af sig selv.
Jeg skal ville dig noget - og du skal ville mig noget.
Kontakt sker som følge af det, som jeg og du lægger
ind i vores møde. Og når der ikke opnåes kontakt,
når vi stivner på forhånd, låser, såres og skuffes,
ja så ligger Nøglen til en bedre Jeg-Du-dans,
ikke kun hos mig - eller hos dig, men i det,
som vi sammen får til at ske imellem os.


At tænke sådant,
er et meget mere opdagende,
dvs. famlende, usikkert, fumlende, legende
kreativt og nysgerrigt - ja et åbent udgangspunkt.

End at tro og måske dagdrømme om
at vi andre kan læse dine tanker, følelser og behov
og at vi andre dybest set - ja hele tiden tænker på dig
eller tænker, føler og har det, sådan som du ønsker det.
... og derfor bare uden videre vrøvl kan forstå dig 100%.
Vi andre aner oftest kun en brøkdel af, hvad du føler,
tænker, mener, savner og taler om.

At tænke sådant
kan let give mig en oplevelse, som om jeg er
inde i en labyrint, der hele tiden vender tilbage
igen, og igen til sig selv. Kender du følelsen?