Lidt om at ønske at få en nær personlig kontakt
og møde den alvorlige Maske, vi så ofte gemmer os bag.


Jeg møder ofte mennesker, som klager over
at der er så få mennesker, der er åbne: direkte, ærlige og nærværende.
At der er så forbandet få mennesker, der tør engagerer sig og involvere sig
i hinanden. Det er næsten helt forsvundet ud af vores kultur, hvor vi jo alle
har travlt med at sælge os selv, få accept, bekræftigelse, ros og overtale
hinanden til dit og dat - eller hvad det nu er, vi har så travlt med,
når vi i daglig tale siger, at "vi mødes" og ikke ses mere.

Vi forstiller os, synes og lader som om, at vi bare er helt ovenpå
og dødstærke, eller hvad vi nu skal kalde de der mange spil og facader,
som vi møder hinanden med. Og vi gør det jo alle sammen! - hvad enten
vi bryder os om det eller ej. Det er blevet en del af vores forbrugerkultur
at vi lægger meget større vægt på AT SYNES fremfor AT VÆRE.
Det ydre tæller, resultaterne tæller - det indre overses.

Alle har så travlt - med alt muligt mærkeligt. Med at tjene penge,
klare hverdagens krav og pligter, arbejdet, købe ind, lave mad
og alt det andet. Altid har vi så travlt med noget andet,
end at møde hinanden og få en god dyb ægte kontakt.

Set i det perspektiv
er det ikke så mærkeligt vi siger, at vi glemmer os selv og hinanden.
"Det er, som om vi helt har glemt perspektivet og alt det,
som gør livet værd at leve!", som vi siger til hinanden
- og så får vi igen travlt med noget helt andet.


Kontakt
- sådan en rigtig dyb og ærlig varm menneske kontakt,
der går om bag facaderne. Mange siger, at de savner "det",
men i stedet for at lære at opnå" Det de savner", stivner de blot
endnu mere inde bag facaden, så masken alt for ofte
næsten sætter sig fast på deres emotionelle ansigt.


Og ok, ja vi bærer jo alle på en .. ..- på godt og ondt.
Jeg har en social maske, som beskytter mig mod at blive set, som jeg er
og du har en Maske, som beskytter dig mod at blive set, som du er.
Kan du mærke din? Sidder den fast - eller kan den tages af?

Vanskeligheden, kaos og kontaktglæden ligger i,
om dette er "noget, som du selv kan vælge om du vil"
eller ej Masken kommer måske op helt per automatik?
Du kan mærke den, hvis du lukker øjnene
og slapper af i brystet, halsen og ansigtet.

Prøv at massere dine ansigtsmuskler et par minutter,
luk øjnene og mærk hvordan et nyt og mere ærligt ansigt,
da langsomt træder frem. Åbne så øjene og dig i et spejl.
Nu er Masken væk - og du ser dit indre Selv.
Er du da "emotionelt væk" i dette valgpunkt
eller er "Du helt med" i det, som sker?



Alt for ofte udveksler vi blot Masker, når vi ses.
Og derved kan vi let gå galt af hinanden, så vi ikke mere ser hinanden,
som vi er- inde bagved spillene og maskerne. Og vi aner til sidst
ikke mere, hvem vi egentlig er mere - eller hvem de andre nu er.
Selvtillid gror ud af, at du kender dig selv bedre og bedre
og derfor har du fast grund, når du giver dit Selv tillid.


I det almindelige overfladiske maskespil
bliver vi afvisende, arrogante, sårede - og generte. Sky
og fremmede overfor os selv og hinanden - og det gemmer
vi så på omme bagved fantasien om, at der nok slet ikke er nogle,
der kan lide os. Og selvfølgelig hensætter det os i en tilstand af forviring
og uvirkelighed. En følelse af at være usynlige, oversete og glemte
- som vi jo alle kender, og hader. Problemet er at sidder du
alt for fast i dette alt alt for normale maskespil, så bliver
du mere ensom, end du behøver at være.

Vi bliver alle mere kolde, ufølsomme derved
- og mister såvel tilliden til os selv og til de andre.
Og "mærkelig nok" er der en sammenhæng imellem ,
at jeg ikke mere tror på, og kun føler mistillid til andre
og ... at jeg mister troen på/ tilliden til mig selv.


Det er desværre
nok lidt for naivt - og uønskværdigt
helt at droppe alle sociale spil og masker.
De beskytter os og gør os mystiske, anonyme og hemmelighedsfulde,
udover at Masken sikkert tjener os udmærket ind imellem. Problemet opstår,
hvis vi overfladisk tror, at vi er de spil, de roller og masker, som vi nu har på.
Eller kun dømmer os selv og andre ud fra de roller, de masker
og de sociale spil vi deltager i - og derved tror, at vi kender
sandheden om os selv og de andre.

Det største problem i det spørgsmål synes jeg
er, hvis du ikke har opdaget at det handler om et valg.
Alt for mange føler slet ikke, at de selv kan vælge om de
vil tage masken på - eller vise verden deres sande ansigt.
- det sker blot helt refleksmæssigt og stereotypt.

Ganske som parret, der lige midt i et stort skænderi
får uventede gæster. Lynhurtigt skiftes der grammofonplade
og velkommen-ih-hvor-er-vi-glade-for-at-se-jer"-masken kommer på.
Vi gør det vist allesammen - ja, men ikke alle oplever,
at det reelt set er et udtryk for et valg.

Prøv ind imellem at lade dit emotionelle ansigt blive set
og føl, hvordan det egentlig føles at blive set ,sådan som du er
- og opdag hvor svært det er at stå ved, hvad du føler og er,
f. eks. nu og her alene - versus i øjenkontakt med en anden.


Kontaktøvelse 1.
Prøv et øjeblik at lægge dine to varme hænder på dit ansigt.
Pust ud, og lad ligesom Masken falde af og flyde ned i dine hænder.
Sid sådan et lille stykke tid, og mærk hver en ansigtsmuskel slappe af.
Træk vejret dybt, godt og roligt - og mærk dig selv lidt tydeligere.

Når du igen fjerner hænderne,
så bevar det nye ansigt, du da kommer i kontakt med
og føl forskellen - og se det måske også i et spejl.


Du kan læse mere om Masken
og det at lægge den, når vi føler os trygge
ved at ingen her vil mig noget ondt, tvært imod.:
se: www.psykoweb.dk/psykoterapi/6.keys2.htm