Lidt om de plusser og minusser,
der er i det 1. kontaktrum:



Kontaktniveau 1.
er et kort overfladisk møde med en, du er på hilsefod med.
Udover small talk, floskler, klicheer og lignende tyndbenede kontakter,
tænker jeg også her på det som sker, når jeg smiler til den venlige kassedame
i brugsen, bestiller tid hos tandlægen eller ringer til et eller andet kontor. Eller
hilser på en, som jeg møder på gaden, i en kantine eller taler med over hækken.
Du ved ... alle de der mange små daglige kontakter, som vi hver dag har
med en masse forskellige fortravlede og udflydende mennesker,
som bare flimrer og farer forbi vores øjne.

Her ved du ligesom, hvad der sker - og hvad der kan og bør siges.
Intet foruroligende, blot en udveksling af nik, grimasser, goddag´er
og farveller. En række høflighedsfraser udveksles, mens vi trækker
overfrakken lidt tættere omkring Selv´et - og går upåvirket videre.
Ca. 80 - 90% af hverdagens kontakt består for de fleste mennesker
i at blive kontaktet og kontakte andre mennesker på dette 1.plan.

Det kan der siges meget kritisk om, men selve det overhovedet
at kunne færdes rimelig frit i dette 1. kontaktrum, er yderst vigtigt
at kunne i mange forskellige sammenhænge. Vi har jo alle behov for at kunne
udveksle ord, smil, tanker, informationer og planer med andre mennesker.
Ophæve aleneheden - om så blot for en kort stund.

Kan du forestille dig, hvor svært livet ville blive,
hvis du ikke kan begå dig særlig godt i dette 1. kontaktrum?
- eller næsten konstant føler dig dum, ordløs og pinefuldt kejtet,
ja er som en fremmede i et fremmede land i dette 1. kontakt rum?

Sådan er det for mange mennesker i dagens Danmark,
og jeg tænker ikke kun på de nye danskere, der ikke behøver at gå i solarium,
men også på de utrolig mange generte mennesker. De bange og menneskesky,
som haster igennem livet i fuld firspring - eller blot sidder og sukker derhjemme
og allerhelst vil holde sig selv helt for sig selv i deres ophøjede alenehed
- fordi ... øh, at det er det eneste, som de kan og tør.
Det kan føles helt velkendt at være ensom!

Igennem disse mange small talks og små hilse-stunder
bekræftiger vi hinanden i, at vi er med i et større fællesskab,
at vi kan føle os trygge ved hinanden - og vi får en mulighed for
at spejle os i diverse tillærte fantasier og glansbilleder om hinanden.

Der kan være mange kvaliteter i sådanne små korte møder.

+ woman.dk/dit-liv/smalltalk-sadan-bliver-du-skrap-til-det.
+ se: mindhelper.dk/mental-fitness/6-gode-tricks-til-smalltalk/
+ mindhelper.dk/mental-fitness/giv-slip-paa-usikkerhed/
+ samvirke.dk/saadan-bedre-smalltalk.html



Prøv at lægge mærke til, hvad folk snakker om,
når de spiser frokost, eller står og udveksler synspunkter.
Som regel er svaret: "Ingenting, og i hvert fald ikke noget, der er særlig vigtigt"
- men det afholder dem bestemt ikke fra at snakke videre om alt muligt
og ingenting, uanset om nogen lytter til dem
- eller blot venter på selv at få ordet.

Kun sjældent tales der om noget personligt eller særlig vigtigt.
Der er jo sjældent noget alvorligt på færde eller "noget", der er meget vigtigt
at sige til hinanden - men det afholder os som bekendt bestemt ikke fra at elske
at pludre løs og snakke med hinanden om alt muligt. For det meste er det ikke
selve ordene, der er det vigtigste. Snakken er mere en bekræftigelse på,
at vi kan lide at være sammen - og min pointe her er, at det meget ofte
netop er denne overfladesnak, som holder venskaber vedlige.


Om venskaber:
Når forskere f. eks. undersøger, hvor mange rigtig gode veninder,
kvinder omkring 40 år har, så viser det sig tit, at disse i gennemsnit har 3 - 4 .
som de vil betegne som >En ægte Veninde<. Mænd har i gennemsnit 1- 1 /2,
hvoraf den ene .. er deres kone. Den halve, er en gammel ven som han
alt for sjældent taler med, og gør noget for at lære at kende dybere:

Hun: "Hvordan tager Carl Otto det, at hans kone nu er død?"
Han: "Hvad for noget - er hans kone død? Hvornår er hun det?"
Hun: "Hun døde da af cancer i sidste måned, ved du ikke det?"
Han: "Næh - jeg anede ikke engang, at hun var syg!"

I de sidste 20 år havde han og Carl Otto ofte
stået og fisket sammen nede ved åen, hver for sig.


Forskellen på antal venner
kan direkte aflæses af din telefonregning,

hvor kvinder som bekendt, er berygtede for al den tid de bruger på at ringe
til deres veninder - og bare pludrer løs og spørger ind i hinandens liv, tanker
og følelser. Det gør mænd ikke - og resultatet ser vi i, hvor mange venskaber
de to køn hver især har tilbage, når de en dag bliver 40 - 45 år.
Kvinderne: 3 - 4 venskaber, mændene: 1 1/2.

I den sammenhæng har jeg ofte undret mig over,
hvor forskelligt mænd og kvinder håndtere dette 1. kontaktniveau.
Firkantet sagt er mænd bedre til at prale, råbe op og sælge sig selv
og svære at trække op til at fortælle og brede sig ud - personligt set,
end kvinder er.

Især når det handler om
at dele ud af sine følelser, oplevelser
problemer, dumheder, dilemmaer - og
dit mere personlige forhold til andre mennesker.


........



"Hvem er du egentlig bag din maske?",
besvares med et stort måbende, eller tomt ængsteligt ansigt
... mens det går over stok og sten, når mænd begejstret fortæller
om deres faglige projekter og drønkritiske holdning til alt det,
som alle andre gør. Når vi er i Arbejdsrollen så fungerer vi,
mens vi har svært ved at finde en maske som passer,
når vi er sammen med nogle, vi elsker og kan lide.

Og når mænd så endeligt taler om følelser, ender det hurtigt med
at blive til de rene floskler, der strømmer ud af deres mund.
(- hvilket jeg sørme ikke håber, at du griner af lige nu! -)
Evnen til at tale fra hjertet er ikke en selvfølge.
Den evne kræver daglig øvelse.

Tænk f. eks. på det, når din søn eller datter ringer hjem,
og du som far hurtigst muligt rækker telefonen videre til mor,
fordi du ikke synes, at du har noget vigtigt at sige. Og hvis du lytter,
lytter du da kun til ordene, til fakta og for at kunne fyre nogle gode råd af,
som din unge bør følge? Gør du det, forbliver jeres kontakt kun overfladisk.

Jeg tror, at mange mænd med fordel kan lære en masse
ud i "kunsten at bevare og udvikle personlige venskaber" ved nøjere
at studere, hvad - og hvordan deres kærester gør det, når de taler i telefon
eller har venindemøder. Eller bemærk forskellen i, hvordan kvinder
skriver E-mail i forhold til, hvordan mænd skriver til hinanden.

Det kan måske være med til at forebygge,
hvor alene og ensomt mange mænd reelt står, når deres kone dør
eller vil skilles - eller hvis de en dag blev fyret fra deres arbejde
eller går på pension. Meget ofte opdager de da,
hvor pinligt venneløse de er blevet.

Mænds kontaktnet synes at blive svagere
og tyndere med årene, mens kvinderne generelt talt
har lettere ved at spinde sig ind i et kærligt socialt netværk,
som rækker udover det overfladiske. I må kunne noget dér,
som vi mænd måske kunne lære noget af.

Prøv en dag at se ind på den lokale bodega.
Eller besøg en bingosal, eller en kantine og oplev overfladisk snak.
Eller se ind i parcelhuse og lejligheder og se de trætte mennesker sidde
sammen der i dyb pinlig tavshed og glo på det evigt flimrende husalter
- og ikke vide, hvad de skal sige til hinanden.

Med andre ord.
lad os ikke undervurdere kunsten at kunne pludre løs.
Især ikke, hvis der lyttes lige så meget, som der tales.
Meget ofte er det selve energien - den fælles livspuls,
som er imellem os mennesker, der skal passes

 



Og så er der selvfølgelig de mennesker,
som simpelthen elsker at høre deres egne ord, som blot hører os andre
som lyde - næsten som om de er bange for den store tomhed, der ville opstå,
hvis de en dag pludselig stoppede for snakkeautomaten - og prøvede på
at opnå en ægte kontakt. De sidder ligesom fast i dette 1. kontaktrum
hvor man udveksler floskler, glatte svar og hurtige vitser .

Pointen er,
at det kan være kollosalt vigtigt for nogle at optræne sansen for det banale,
som ofte handler om det basale. Turde være almindelig, overfladisk,
og kunne pludre løs om dagens mange små gøremål, og lægge øre til
en andens fortællinger. Det er nemlig sådan, at du viser os andre,
at du interesserer dig for os - og det er meget ofte nøglen til
at vi også begynder at interessere os for dig.

Dynamikken i dette
alt for oversete 1. hilse- og snakkeniveau er
at vise, at vi kan lide at være sammen og at vi interesserer os
for hinandens ve og vel. Og det gøder jo jordbunden for venskaber.

... og bryder vores eksistentielle alenehed, denne højtbesungne
og ulidelige sjælelige ensomhed, som nogle ligefrem synes at ophøje
til et ideal. Jeg ser det som en glorificering af sin inde-muring af sig selv.

Kort sagt, synes jeg mange gange, at det er temmelig tragisk,
når et menneske blot ønsker sig "at have nok i sig selv"
og sætter en ære i altid " at kunne klare alting selv"
I praksis betyder det meget ofte at vedkommende
har dømt sig selv til et liv i stor ensomhed.

 

,,,,,,,,,



Mange alt for ensomme mennesker
mangler dette 1. smalltalk niveau og vil alt for hurtigt
bevæge sig frem til det 3. kontaktrum, som handler om at opnå
en emotionel personlig Jeg - Du kontakt. I praksis handler det da
i første omgang om at lære sig nogle gode åbninger, som f. eks.
at lære at sige: "Godmorgen" - "Hvordan har du det?" på jobbet
og "Hils ungerne" og "Hey du, hvor er det rart at se dig!"
og lignende udtryk som åbner for en bedre kontakt.

De ensomme siger ikke et kuk til nogle som helst først.
De venter nemlig på, at de andre skal siger noget til dem først.
Ligesom dem, der står og siger: "Dig først!" foran en dør og
undrer sig over at andre i dag blot ser forundret på dem.

Uøvede i dette 1. kontaktrum skal måske lære sig at kunne sige:
"Jeg vil gerne snakke med dig, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige",
"Hvordan gik din fødselsdag?", "Hvad er du optaget af for tiden?",
"Hvad hedder du?" - "Hvad interesserer dig mest her i verden?"
"Hvordan har du det?" - "Hvordan har din kæreste det?"
"Så du tv igår? Hvad så du, der var særlig godt?",
"Hvad er du især optaget af for tiden?"

Eller hvis du er i byen, og får øje på en ukendt X:
"Hej smukke - er du ensom som jeg?" osv. osv.
(Savner du nye åbninger, så klik på denne linie).

Tænk på det, som om du banker på den 1. dør, hoveddøren,
og derpå kommer ind i entreen. Det er jo oftest nødvendigt, hvis
du godt vil lidt mere ind i en andens liv. Øv dig på at kunne snakke
om vejret, fortælle jokes etc, når du sidder sammen med en,
der også keder sig i bussen, eller som også ser ud til
at have god tid til en lille snak.


På dette 1. kontakt-niveau kan du være traditionel eller original,
mere eller mindre høflig - uhøflig, venlig - fjendtlig. Nærværende - fjern/
opmærksom - uopmærksom. Nogle mennesker er sande mestre i at boltre sig
på dette 1. plan. Og de elsker receptioner og parties, mens andre blot føler
sig som en hund i et spil kegler der, og helst vil hjem.


Det er i høj grad et spørgsmål om personlig stil - og øvelse.




Til den næste side

: