et mislykket forsøg
på at tale om det usigelige




 
Mødet

med Dig - der selvklart er en anden end Mig,
kan blive smukt som en regnbue - eller et helvede
Det afhænger af såvel mig - som dig - på det tidspunkt.

Ingen af os er uskyldige eller skyldige, når det går galt.
Faktisk er det altid lettere at misforstå hinanden, end forstå.
En god kontakt er som en dans, hvor vi begge to deltager, så
selvklart er vi begge to med-ansvarlige for, om vi farer vild
i ordenes umuligheder - førend vi rigtig forstår hinanden.



Vi mødes, bliver måske til et OS To, for et kort/ langt øjeblik.
Derpå adskiller vi os så igen - med vores Ego´er, et Jeg - og Du
i hver vores helt unike aldrig før sete eksistentielle virkelighed,
En virkelighed, som vi let eller svært deler med en anden
ud fra, hvordan vi hver især ser og forstår os selv
og hinanden - og alt det andet, der sker om os..

Det er en dyb længsel i os alle for at blive set
og forstået, ganske ligesom vi ser os selv.
Men dette mål er et enderesultat
og ikke en start og en selvfølge,
som du også godt ved.

Sommetider er det uvigtigt, ja total ligegyldigt
om der opstår et Ægte Møde, en virkelig god kontakt
og andre gange er det et spørgsmål om liv eller død.
Kontakten kan være neutral, svag, sprød, usikker,
lun og afprøvende - eller meget intens og stærk.
Accept, tillid, humor, mod og værdsættelse...
Der er mange niveauer og intensiteter.

Der er tidspunkter, hvor længes jeg så stærkt efter et Os-To,
at det gør ondt overalt. Og hvor jeg ville ønske, at du var mig og jeg dig.
At der var en ledning i din navle med et stik, der kunne sættes ind i min,
så vi var som to forbundne computere, der så blot kunne nøjes med
at kikke hinanden dybt i øjnene og mærke efter. Så kunne
jeg virkelig dybt kunne forstå dig - og du mig,
sådan som vi indeni forstår os selv.


Men når jeg med et suk, og lidt sorgmuntert har indset
at telepati og sjælemøder kun sker som en sjælden mulighed,
tja, så må jeg i stedet for knokle løs på at opnå kontakt med dig
begrænset af mine ord, mit kropssprog - og mine handlinger.

Fordi at hvis jeg ønsker at blive
forstået, må jeg gøre mig forståelig.

Finde det rette tidspunkt, finde de ord, som forløser.
Og det betyder famle efter de rette ord og vendinger
- og fortælle min historie, så du gider at lytte.

Dvs. først selv kende mine meninger
behov, tanker, følelser, drømme og begrænsninger.
Kun derved kan jeg måske møde dig med Mig, som jeg er, nu
og derved vinde over frygten for misforståelsen, skuffelsen,
afmagten, ja opgivelsen og hjælpeløsheden, som
alt for ofte er her - i den afstand, der reelt nok
altid er i mellem os, når vi nu engang
er to forskellige mennesker..


Jeg skal kort sagt ville dig noget, som
jeg har brug for din tid og forståelse til at hitte ud af
hvad mon er. Budskaberne i det jeg siger har brug for tid,
som et foto i et fremkalderbad - for at træde tydeligt frem.

- og jeg må evne at se dig,
som DIG, adskilt og forskellig fra mig.
Kunne række ud efter de signaler, du sender imod mig.
Og du skal tilsvarende ville mig, og række ud
efter de signaler, jeg sender til dig.

Vi må begge to ønske at blive hørt, set og forstået
- for ellers forbliver jeg og du jo blot alene i hver vores verden.
At det er sådant er ikke nogens fejl eller skyld,
sådan er det ganske enkelt
at være menneske.


"I believe the greatest gift
I can conceive of having from anyone
is to be seen, heard, understood and touched by them.
The greatest gift I can give is to see, hear, understand and touch
another person. When this is done, I feel contact has been made."
Virginia Satir

 
 

Hvis jeg og du f.eks vil blive bedre kærester,
eller blot vil blive en bedre til at nyde at tale sammen,
må vi starte med at forstå vores egen rolle i de sociale spil
og lege med hinanden, som såvel du og jeg alt for ofte
bevidstløst vikler os ind i - og bare lige indgår i.
Livet er også et herligt - og et farligt spil,
ind imellem de kedelige øjeblikke.


Låser jeg alt for let mig selv fast?
Eller låser jeg dig? så vi farer vild i tåbelige, dødsyge
og ligegyldige tomme dramaer uden liv, nærvær og glæde
ved at jeg f. eks overspiller en dum rolle, jeg ikke kan lide?
Eller måske opdager jeg at jeg kan lide at være sådan?

Tør jeg være mig selv,
sådan som jeg er og har det, netop nu ?
Er jeg lige nu ærlig eller falsk overfor mig selv,
og dig? Hvor god kontakt har jeg med mig selv?

Hvad enten jeg kan lide det, eller vil det eller ej, så er
jeg jo altid selv med til at skabe afstanden - eller få kontakt.
Det handler ikke så meget om at tage dette ansvar på sig, mere
om at opdage, at det har jeg selvklart en stor medindflydelse på.
Derfor må jeg lære at tale et klart tydeligt sprog, du kan forstå
og samtidig bevare min egenart. Det er ikke nemt

Både at turde være MIG, og tale ud fra mit hjerte.
Og se dig, fange din opmærksomhed og gøre dig nysgerrig,
fremfor at gøre dig bange. Derfor må jeg finde ud af, hvad
jeg egentlig mener, så klart og enkelt, jeg nu kan det.
Bl. a. må jeg vide, hvornår jeg taler fra hjertet
og hvornår jeg blot vil en upersonlig snak.


Trin for trin må jeg lære
at stå fast på essensen af mit budskab til dig
samtidig med jeg lytter med indlevelse og nysgerrighed
til det, du svarer - og ikke siger. Uden at lytte for at forstå,
taler jeg og du jo kun med os selv - og derved keder jeg
uhyggeligt let såvel dig, som mig selv i søvn og til døde.
Via min kontakt-måde, er jeg med til at bestemme
om vores møde bliver tæt, ægte og nærende
eller tomt, falsk og ligegyldigt .



Så hvis jeg ønsker at mødes med dig og opnå
en endnu dybere personlig kontakt med dig, ja så må jeg lære
at sætte ord på mine savn, tanker og konflikter - og få mine reele behov
endnu tydeligere frem i min bevidsthed først. Sige JA til det, jeg godt vil
og har lyst til - og NEJ til det, som jeg ikke vil og sørme ikke har lyst til.
Dvs. vise såvel dig og mig selv den tillid, at jeg er ærlig overfor dig
for derved at gå udover - hvad jeg troede, var min sandhed.

Alene, og uden et nærværende Du - kan hverken
du eller jeg bygge bro over vores indbyggede adskilthed
og forskellighed. Sådan ser vores fælles situation ud for mig,
- og derfor tror jeg selvfølgelig også naivt nogle gange,
at din holdning til "det at bygge bro" og mødes tæt
er den samme som min.

Altid, altid denne naturlige - og evige tvivl
fordi ... at hvad ved jeg dog i virkeligheden om det ?
Det, jeg kan gøre i vores møde, er kort sagt at give dig MIG,
så DU har en virkelig person at forholde dig til. For ellers forbliver jeg
jo blot endnu EN ANDEN, og vil derfor kunne vedblive med at være
lige netop så uset, overset, skuffet, ensom, uelsket og misforstået,
som jeg ind imellem alt for pinligt realistisk kan føle mig.

Denne evne til at kunne ændre på måden, faconnen
og kvaliteten af vores mere eller mindre dybe møder med andre
kan forandre selv en stor livsangst, ja en ulidelig adskilthed
og måske en tragisk skæbne. Det ved jeg ligger medfødt
som en mulighed - i os alle. Og den viden er
udgangspunktet for mit psykolog arbejde.


Hvordan oplever
du din kontakt med andre?





( citat fra vores 1. bog:"Psykodrama,
at blive sig selv sammen med andre",
fra Munksgaard, 1997 )


Ovennævnte skrev jeg som et svar på
og en uddybning af Fritz Perls og
Virginia Satirs forsøg
på at formulere et nyt udgangspunkt for en mere ærlig kontakt

med sig selv og andre - som du ønsker at komme tættere på.

Det kan du læse lidt mere om på den næste webside:
 


Klik videre til den næstsidste side, her: