På denne webside kan du læse
en introduktion til et hyperfølsomt svært Tema,
nemlig om egoisme og personlighedsforstyrrelser
A. Ebbe indledende tanker derom.
B. James F. Mastersons tanker derom.
Han: "Jeg synes, du er en stor egoist!"
Hun overrasket: "Hvorfor synes du det?"
Han: "Jo, fordi du tænker jo slet ikke på mig
og jeg burde være i dine tanker hele tiden!""
- hørt i en dialog i en parterapi.
»Det, der er problemet ved voksenlivet, er,
at vi alle på hver sin måde har ret. Man oplever kun sit eget behov.
F. eks. Jakob ser slet ikke, hvad de andre går igennem. Han ser kun
indad "Jeg er usikker, de andre er stærke." Han sætter andre personer
op på en piedestal og gør dem til de selvsikre voksne. Og derfor
og derved tager han ikke selv ansvar for situationens forløb«
- sagt af skuespilleren Mads Wille om en rolle.
"Hvis du vil have dine drømme til at gå i opfyldelse,
er det en god ide at du først vågner op og tør se ud uden frygt
og daglig øver dig i at se verden og os andre, som den og vi nu er.
Ellers vil du slå dig slemt, når dine drømme møder virkeligheden."
- sagt til mig af Amdi Pedersen, Tvinds ukendte.guru.
"Jeg tror ikke på at jeg er en fastlagt skæbnehistorie
og der allerede er skrevet om min fremtid et sted i universet.
Jeg tror mere på at min fremtid er en hvid ubeskrevet bog,
hvor jeg selv holder fyldepennen og skriver fortsættelsen."
+ " Vi mennesker finder ikke os selv, vi opdager os selv
og vores muligheder hen ad vejen. " - Albert Camus.
"Han/hun ville jo kun sig selv og sit til døde,
og det døde han/hun selvfølgelig ensomt af."
- Henrik Ibsen.
"Det mest positive jeg kan sige om Egoister er,
at de ikke taler ilde om andre. De taler kun om sig selv
fordi vi andre er jo blot biroller i deres Egoskuespil."
– Lucille S. Harper
Hvad betyder det
for dig at opdage dig selv?
(Hvis du kun synes at livet, os andre og du er noget lort,
ja så ser du her, hvorfor du oplever verden så sort.)
Udover at lide af et sort livs-syn,
hvornår kan vi med rette så sige, at du
er en tragisk Personlighedsforstyrrelse?
Dvs. en tåbelig asocial kontaktforstyrret super-Egoist,
der meget let ender med at blive en ensom gammel tosse.
Og hvordan hænger et sådanr tragisk livsforløb sammen
med at have ægte selvværd, . en etik, moral og livsværdier?
Det er de basale spørgsmål jeg her vil hitte mine svar på.
men først - et suk:
Verden synes - ind imellem - at være
overbefolket af mere eller mindre store Egoister.
Mennesker, der kun har sig selv som udgangspunkt
og slutmål. De er uden Empati ( indlevelse, medfølelse)
og kan ikke tænke på flere, end kun sig selv - og er ofte
som psykopaterne, der bevidst prøver at kontrollere
os andre ud fra deres eenøjede vilje og helt egne
mere eller mindre destruktive og tyraniske behov.
Dette kan ske mere eller mindre skjult, som f. eks.
hos folk der ynder at sige, at de "kun ofrer sig for andre"
(for så senere hen at slå tilbage med en fed "efter-regning")
ala: ... "efter alt det, som jeg har gjort helt gratis for dig!
ja så skylder du mig ..." Mange neurotiske mødre
og arbejdsgivere benytter denne lumske taktik.
Det kan også ske forførende.
"Hun klædte sig på til festen i en rød udskåret kjole,
havde sorte netstrømper på og udstrålede sex og power.
Først troede jeg at jeg endelig havde mødt min kæreste,
for det var da helt vildt som hun lagde op til mig.
Da vi kom hjem til hende, opdagede jeg hende
bag masken. Hun var jomfru, sky og helt uden
seksuel erfaring. Og det var sørme ikke rart.
Det ydre - og det indre var ikke ens."
Eller Egoismen er forklædt som Perfektionisme,
og hos særlig selvhenførende mennesker, som generthed.
For slet ikke at tale om egoismens kraft hos superStræberne.
Tænk blot på, hvordan ens Image rådyrkes i TV, i sportens,
filmens, politikernes - og i arbejdslivets verden. Der er
ligefrem nogle, der lever af "at skabe folks Images",
når det, der mangler er - en ægte personlighed.
Ligesom et eenøjet selvopslugt Ego-centrisk livssyn
(Jeg vil kun mig selv og mit), ses i mange andre versioner
hvor nogle typer heldigvis er mere uskyldige end andre
- som du vel selv har erfaret og oplevet i dit liv?)
Og så er der Narcissist´erne ...
som lever i deres helt egen Dagdrømmende-indre verden
- der igen og igen simpelthen ikke passer med Virkeligheden.
De bliver da sure og enorm vrede på verden over, at den ikke
altid er lige sådan som de altså synes, at den burde være, NU!
Den skuffelse - dette ØV - kender vi selvfølgelig alle til, men
ikke i samme grad som dem, vi her skal se lidt nøjere på.
Det Narcissistiske raseri er skræmmende voldsomt,
når det vækkes - hos sådanne "blide stille typer",
som andre måske fejlagtigt tror, at de er.
Er din Personlighed forstyrret?
Psykiatere taler om "det er en Personlighedsforstyrrelse"
modsat det uklare moralske begreb "en normal Personlighed"
(der jo ligger skjult lige bag denne diagnose) og efterlader oftest
dem, der får denne etiket hæftet på sig, med en mærkelig smag
i munden. Med en følelse af "at der er noget i vejen med mig",
og derfor "er jeg ikke-ok eller god-nok, som jeg er skabt.
Ergo er jeg ikke noget værd - og min fremtid er håbløs.
Ergo bliver min afmagt og ulykkelighed blot større."
Diagnosen åbner ikke op for en ny selvforståelse
eller "diagnosen" bliver simpelhen ikke forstået rigtigt.
For det var sørme ikke den konklusion, som din psykiater
eller psykolog tænke på, da de sagde det ord. Derfor denne uddybende
forklaring ind på et utrolig svært, kompliseret - og superfølsomt område.
Lad mig her springe floskerne over
og påstå:: Fælles for alle disse superEgoister
er, at vi her kan tale om en egoisme - udover det,
som vi sædvanligvis forstår ved dette skældsord.
Nogle personer kan let forståes ud fra denne formel:
"Når jeg ikke kan forstå og indleve mig i andre mennesker,
ja så kan jeg i stedet prøve at kontrollere, forføre og manipulere,
så de gør - og bliver, lige netop sådan som jeg vil have det og dem.
Jeg vil kort sagt have, at du, ja alle - og verden opfører sig sådan
at du og den bedre passer til mine behov og indre drømmesyn
om - hvordan det hele BURDE være! - Punktum."
Og det synspunkt giver selvfølgelig en masse ballade.
"Som næsten aldrig er min skyld, men kan bortforklares ved
at det oftest er verden og DIG, der ikke tager nok hensyn til MIG!
Hele verden skulle nemlig have Mig og Mit bedste som udgangspunkt
og endemål." - - - Og sådan kører "logikken" bare rundt og rundt
i et alt alt for lille lukket kredsløbs loop inde i ens hovede
- hvis du altså er narcissistisk forstyrret.
Psykologisk set
er det her nyttigt at skelne imellem disse 3 variationer:
1. Normal egoisme = "En, der er som de fleste = er normal."
2. Ægte personligheder, der oftest har en passende blanding
af en god sund egoisme, livsværdier + en høj Empati og EmIQ
samt meget ofte: en stor gavmildhed. De elsker at dele ud
af det de ved, det de kan og har - for at gøre andre glade.
De deler ud fra deres overskud, og forventer intet retur.
For på den måde at gøre verden bedre. Ikke kun
for deres helt egen skyld, men for at yde
deres lille bidrag ind i det fælles.
Og så er der
3. De "skøre" og "skæve", som er igang med en ucentreret
og ofte ret eensidig "personlige udvikling" - eller rettere "afvikling",
der desværre let kan ende med en dag at blive til en tragedie.
»Det er det, jeg altid har sagt.
Svigtet bliver man altid. Ensom, forrådt og forladt.
Alle tænker kun på sig selv. Den eneste, der tænker på mig
– det er mig.« som Dynamit-Harry sagde i "Olsen Banden går amok’
Dvs. de får et ensomt, surt og bittert liv, fordi disse mennesker
både er blinde og døve over for andre menneskers følelser.
- og de gør destruktive ting ved sig selv og andre.
People want to be loved.
If they are not loved, they want to be respected.
If they are not respected, they want to be feared.
If they are not feared, they want to be despiced.
Natasha Mann.
Her vil jeg især se på pt. 3 !
for bedre at forstå disse mange forskellige slags
fortvivlelser og skævheder. Samt søge, hvad der da er brug for?
Der kan jo være mange gode grunde til, at et menneske er kørt ned,
er ensomt og føler sig ulykkelig. At livet en dag bliver så tomt,
ondt og kærlighedsløst, at det næsten er uden værdi
og opleves meningsløst. Det kan der være mange
gode - og rigtig mange dårlige grunde til.
For mange af de skæve eksistenser,
som jeg her vil prøve at forstå lidt bedre, bliver
et grumt, barsk og tragisk liv den logiske konsekvens
af uheld/ systemsvigt - og alle de forkerte valg, de har truffet
via deres alt for store Egocentri = "Jeg er da verdens centrum"
og Eenøjetheden: "Jeg kan kun se frem til min egen næsetip.
Dvs. at jo - du har selvfølgelig ret i
at livet ikke har været nemt, men hårdt for dig.
OG at du også selv har spillet dine kort forkert,
Dette er også sandt. Enhver situation kan jo altid
ses fra mindst 2 sider - ellers er jeg blevet for eenøjet
og blind for det, som andre måske alt for tydeligt ser og føler.
Den skæve og hårde Egoisme, ser selvfølgelig verden skævt
og som alles barske egoistiske kamp imod hinanden".
Et anderledes livssyn kunne være:
Jeg kan - næsten altid - selv vælge om
jeg vil se på mig selv - og på enhver situation
med min: "Jeg er et offer for situationen" brille
eller bruge mit kreative, aktive og medskabende øje.
Det er selve denne styrke: "at vi selv kan vælge holdning
og synspunkt", der har gjort os til den helt specielle
chimpanseart - som vi sjovt nok alle tilhører.
Tragedier sker
- så ja, der er selvfølgelig ægte ofre for katastrofer.
Det er ikke den ulykkelighed, jeg her tænker på. Jeg tænker her
kun på de, der per refleks opgivende siger at de ikke selv kan
ændre og forandre deres livstil - og situation - blot en smule.
+ se www.psykoweb.dk/research/selvmedlidenhed.htm
Livet bliver tungt - og langt mere besværligt,
(og du vil selvsagt ofte føle dig utrolig ensom, træt og misforstået),
hvis du virkelig for alvor tror, at alt hvad der sker - og ikke sker,
kun har sit udgangspunkt - og slutmål i dig og dine behov.
Eller at du slet ingen indflydelse har på det, som sker.
Udover smerten ved det som reelt sker, tilføjer
du derved en mental ekstra smerte oveni.
Og hvis du naivt og eenøjet tror
at det er nok, blot "at tro på sig selv",
så grundlæg da en religion, hvor "man tror på dig."
Og ja, det er hårdt arbejde at lege "Gud" i hverdagen!
Ikke blot skal du nemlig derved selv "blindt tro på dig selv",
men du skal også få os andre til at tro på ( = tilbede?) dig
- og det gider vi for det meste ikke. Og så bliver du sur.
Det er selvklart godt at tro på sig selv, men ikke nok.
Det kan være lige så vigtigt at turde tro på os andre.
Eller hvis du på andre måder
tror, at hele verden kun er til for at glæde dig
eller være imod dig. Eller har andre Tankeforstyrrelser
som du måske går til Kognitiv terapi for at få opgraderet?
Eller du synes måske lige nu at ovenstående - mærkelig nok
begynder at ligne et slags negativt selvportræt af dig... ?
.... så tænk lige denne nye tanke:
Glemmer jeg at medtænke alle os andre og den store verden,
som jeg lever i? Der har mindst lige så travlt som jeg med
at lave verden om, så den bedre passer til deres billeder
af, hvordan såvel verden, andre - og jeg burde være.
Hvem tænker egentlig på mig, andre end mig selv?
Nogle vokser "ud over sig selv", imens andre
desværre forbliver indelåst i sig selv
- af sig selv og sit eenøjede livssyn.
Kun Palle er helt alene i verden.
Vi andre er her sammen med hinanden.
Gensidigt forbundne igennem utallige tråde,
som vi daglig må arbejde med at styrke og pleje,
fremfor blot at svække, kontrollere og ødelægge.
Det valg og medansvar kan ingen af os løbe fra
uden at skade/svække såvel andre som os selv.
Der er både en Bulldozer - og en blid Gartner
inde i os alle sammen. Og det er måske Balancen
der imellem, der her er blevet skubbet ud af ligevægt?
Forestil dig f. eks. en forvirret mand
der ikke har forstået fodboldsreglerne og situationen,
løbe ud på græsset til en landskamp, hvor alle de andre
bruger fødderne, men vor ven tror at det her er håndbold.
Han undrer sig over at der hele tiden piftes og fløjtes
lige der hvor han er, og synes dommeren er unfair.
I hvert fald er han selv komplet uskyldig!
Kan du forestille dig at han nu blot bliver endnu
mere stædigt ved med at bruge næverne, hænderne
og fødderne, som det bedst passer ham, når nogle
venligt spørger ham ud om, hvad han har gang i?
"Det er oftest mig, der har ret - og I andre
har oftest uret." Det er hans synspunkt
- og så ryger såvel han, og Balancen
bare helt ud af det der skøre show.
Bered dig på en barsk historie!
Og nu - lad os
starte opdagelsesrejsen
med dette referat fra et psykologseminar
med James F. Masterson i 1994, jeg deltog i
- som er inspirationen til dette cyberforedrag:
James F. Masterson
regnes for en af verdens førende psykoterapeuter
og forsker ud i grænsepsykoser og narcissistiske karakterforstyrrelser.
Han er professor i psykiatri ved Correl University Medical College, New York,
og er især kendt herhjemme via bogen: "Det truede selv", Hans Reitzel, 1990.
James Masterson
startede sit foredrag - ca. således:
(( ifølge mine mere eller mindre ordrette notater, esk)):
"Er der ikke noget sjovt, ja ironisk ved,
at jeg sådan stiller mig op her foran jer og hovmodigt påstår,
at jeg ved noget - ja at jeg er ekspert i de narcissistiske forstyrrelser?
Er det ikke narcissistisk forstyrret at sige sådan?"
Tja - lad mig derfor starte mit indlæg i debatten
med at klargøre forskellen imellem en sund narcissisme,
(den naturlige selvglæde) - og en usund narcissisme (at leve et skuespillerliv).
Fordi udtrykket "Narcissisme" i dag har fået et meget dårligt omdømme
og derfor kan denne fagpsykiatriske diagnose meget let misforståes.
Den måde som jeg bruger ordet på er ikke ment som et skældsord
eller som en moralsk fordømmelse af egocentri og disse personer.
Det er en nøgtern beskrivelse af hvad og hvem vi taler om,
når vi bruger denne fagpsykiatriske diagnose.
Der er skrevet en masse kritiske bøger og indlæg om "den ny narcissisme"
og dér bruges ordet oftest synonymt med "at være en stor egoist, helt selvopslugt
og ulidelig selvtilstrækkelig" - eller om "selvhenførende psykopater."
... og så står det hen i det uvisse, hvad der egentlig menes
med disse udtryk, der tit blot bruges fordømmende.
Dvs. udtrykket bruges oftest som et skældsord!
Men som et fagpsykologisk begreb er det ikke kun
et Moralsk udtryk for "noget usundt og patologisk". Rent faktisk
findes der intet liv uden Narcissisme = forstået som en Selvbevidsthed.
Dvs. en klar, stabil og tydelig oplevelse og vished om - at jeg er mig!
Det er selve udgangspunktet for at være et bevidst menneske,
der er bevidst om sig selv i verden, og sin egen dødelighed.
Så .... i sin egen ret er det jo både sundt og moralsk godt
at vi mennesker kan glædes ved og kan lide os selv
- og har en højere Selvbevidsthed, end aberne,
der på det område er som 5 årige hele livet.
Efter den indledning
definerede James Masterson derefter en sund egoisme
(eller - hvis du vil lære et nyt ord - den sunde narcissisme)
således:
Sund egoisme er
en følelsesmæssig investering i selve det at være dig.
Dvs. et udtryk for, at du har Selvfølelse. En følelse for og glæde ved dig selv,
der er baseret på en erkendelse af dig selv som værende unik, hel og selvstændig.
At du oplever dig selv som værende ok - baseret på en realistisk selvvurdering
og en god kreativ virkelighedskontakt. Altså at du har en SelvVærdsfølelse,
som livet igennem kan reguleres, forandres og udvikles via en større eller
mindre god mestring (beherskelse) af forskellige virkelighedsprøvelser."
Det Masterson her taler om
er, at du evner at føle dig ok - på trods af
kritik og nederlag - blot ved, at du er dig og dybest set godt kan lide dig.
Det vi her skal se nøjere på er,
hvordan forskellen på at være sund og usund
diagnoticeres ud fra Selvfølelsens indre Kvalitet - og på, hvilken slags
"psykisk mad" du har brug for udefra = fra os andre) for at kunne opnå
og bevare denne meget vigtige indre trygge og stabile identitetsfølelse:
... at "Jeg er sgu god nok - og livet er trods alt stadig værd at leve!"
Der skal først af alt være et Selv,
en ægte Selvfølelse, nogle livsværdier - og ikke bare et tomt Ego,
der hele tiden bare vil ses og beundres, og reelt set er uden indhold.
( Se f. eks. denne terapeutiske eventyr-historie herom ).
Hvorfor gør vi det, vi vælger at gøre?
"Lad mig gøre dette her lidt mere konkret for jer", fortsatte Masterson:
"Spørg dig selv: Hvorfor er du egentlig mødt op her for at høre dette foredrag
om narcissisme? - Og hvorfor træder jeg mon frem her for at fortælle dig
om min opfattelse af denne problematik, sådan som jeg nu ser den?
Lad os stoppe op et øjeblik og bruge vores Analytiske værktøj
på os selv - og se hvad vi finder ud af :
Hvis dit motiv til at være her, er
at blive bedre til at behandle dine klienter
og hvis du anerkender min rolle som lærer lige nu,
ja så er det udtryk for god realitetssans og en sund narcissisme.
Hvis du altid føler dig utilstrækkelig - og mest er her for
at kunne klare din følelse af "ikke at være ok" og du derfor
klynger dig til en forvrænget opfattelse af mig, som værende
en magisk, altvidende og omnipotent Superterapeut ...
der måske kan give give en magisk Trylleformular
... så er dette i mine øjne
måske et udtryk for at du lider af en forstyrret selvopfattelse.
"Måske en grænsepsykose", der er een af de patologiske narcissismer,
fordi ... så vil du uværligt blive skuffet over at møde og høre på mig,
sådan som jeg reelt set er - i min rolle her. Du lever i en drøm
og er simpelthen ude af kontakt med mig - og virkeligheden.
Ganske ligesom,
hvis du nu lidt skamfuldt - ?, opdager at du mest er her
for at få styrket din mere eller mindre oppustede selvopfattelse af,
at du "er noget helt specielt og ganske enestående, ja genial" - og derfor
kun ser mig som et ideal, et middel eller et objekt, der både bør - og kan
understøtte dig i din alt for ideele selvopfattelse som "værende supermand",
"perfekt, genial - og helt vidunderlig" osv. osv. Ja så er det i mine øjne
et udtryk for en usund - ja måske en patalogisk narcissisme.
Og jeg må selvfølgelig også selv stille mig selv det samme spørgsmål :
Hvis min motivation for at holde dette foredrag er, at jeg vil prøve at lære
dig noget om nogle af vores allersværeste klienter - og jeg anerkender dig
som et Du, en anden person og fagfælle, som også er ærligt interesseret
i at kunne forstå og hjælpe disse ofte tragiske mennesker bedre,
ja så er det, som jeg gør nu, udtryk for et ægte kontaktønske
- og så er jeg ifølge min sprogbrug "en sund narcissist".
At være ægte - versus at være falsk.
Jeg er ægte, hvis det Indtryk og det Udtryk jeg giver dig af, hvem jeg er
- og den person, som jeg reelt er, er sammenfaldende. F.eks. når der er
overensstemmelse imellem "hvad jeg siger, at jeg vil" og "det, jeg tænker inden i"
- og jeg samtidig er opmærksom på Dig som en selvstændig person i din egen ret,
med din egen sjæl og vilje. Så er kontakten og selvopfattelsen ægte = realistisk
og den selvglæde jeg da føler ved det Jeg er, gør at kontakten - er velfortjent.
Mange mennesker tænker et, siger noget andet,
føler noget tredje og gør så noget helt fjerde - og føler sig
selvfølgelig derved mere og mere splittet. Dette kan give angst,
fortvivlelse og mental fastlåsning, som vi kender det i neuroserne.
Og det kan splitte en person ad i 2 forskellige adskilte personligheder:
et hemmeligt indre, som kun ganske få kender - og en ydre Persona,
som gamle Jung kaldte det vi i dag kalder: en persons "Image".
Det "billede af sig selv", som man mere eller mindre mislykket
prøver at "sælge" til andre mht. hvem man er, som person.
Hvis mit ego = "Jeg´et" ... dvs. jeg kun står her,
fordi jeg ellers ville føle mig overset, usynlig eller kronisk utilstrækkelig?
Og egentlig blot er fuld af en masse bullshit om emnet - ja så misbruger jeg dig
til at bestyrke, bekræftige og forsikre mig selv i en illusion om ... at jeg virkelig er
en helt fantastisk stor ekspert i narcissisme. Dvs. hvis min Selvfølelse er bestemt
af, hvordan I tager imod mit foredrag, så kommer der hurtigt noget falsk
- og noget mærkeligt uvirkeligt ind over vores samvær,
fordi jeg da spiller et fordækt spil med jer."
Konsekvensen = resultatet,
bliver da meget let en yderst forstyrret
og følelsesmæssig set tom kontakt i mellem os
- og dette sker på grund af mit skjulte Egoistiske motiv,
som jeg da vil hævde spejler min uforløste og usunde narcissisme.
Jeg håber den analyse klargører begreberne.
Dette underliggende "alt for meget mig og Ego-spil" er
oftest hovedårsagen til mange kedsommelige foredrag og
møder. Og ses hos mennesker, der blot går og brokker sig
over, at vi alle sammen spiller falske spil og ikke forstår dem rigtigt.
Eller ses når vi behandlere blot lader somom, vi kan noget virkelig VIGTIGT,
og hævder vores ekspertisse på en både anstrengt og fordækt måde.
I dag er respekt ikke noget, du starter med at kunne forvente at få,
respekt er noget som både du og jeg, må gøre os fortjent til.
Du ser oftest Ego-manisk adfærd dér, hvor du eller jeg
på en anstrengt måde forsøger at bilde omverden noget ind,
som vi egentlig ikke selv tror på og som vi ikke selv føler er sandt,
f. eks. at vi egentlig er noget værd.. Det er vi særdeles gode til i USA,
hvor vi har et udtryk -: "to fake it" - om fænomenet.
En del af prisen for at kunne begå sig i den barske arbejdsverden
er at du forstår at "spille spillet" og helst sådan at du vinder derved.
I sig selv er det ok at være en dygtig skuespiller og sætte sig selv
højest i de mange forskellige samspil vi indgår i i vores jobkultur.
Men når rollen/ ens Image bliver misforstået som ens personlighed,
ja så bliver ens liv hurtigt korrupt, falsk - og tomheden
som der er i det uærlige, det uægte, vil da gro frem.
Et sådant "lade-som-om liv" bliver meget hurtigt tomt, og trist
og fører let til stress, udmattelse, skuffelser og konflikter med andre.
Det er sådant, at narcissister lever deres liv, næsten døgnet rundt
og deres klage går hyppigst på træthed, stress og misforståelser!
fordi - det er utrolig trættende at stå der i spotlyset på scenen
og når skuespilleren kommer hjem til garderoberummet,
så kommer facaden af - og udmattelsen træder frem.
Splittet imellem det ægte indeni versus det efterhånden
mere og mere anstrengte og falske Image, kan blive alt for stort
- og så kollabser personen pludselig en dag ned i en sort tilstand,
der minder meget om en "almindelig" depressions tilstand.
+ se mere her, specielt om mænds depressioner.
Prøv at forestille dig,
at jeg egentlig kun stiller mig her op på talerstolen
for at prøve at få jer til at beundre mig, tilbede og elske mig
- og jeg derfor kun ser dig som havende den funktion for mig
(dvs. at jeg slet ikke ser DIG, som værende en uafhængig og fri person
udenfor mig) "Du er blot til for min skyld!" .Ja så er det et rødt faresignal
om, at jeg lider - på grund af en patalogisk narcissistisk forstyrrelse
og derfor har jeg en forstyrrede kontaktadfærd,
når jeg kommer tæt på andre mennesker.
Disse narcissistiske sår - og forvrængninger i Selv-opfattelsen
vi i dagligheden kalder for "såret forfængelighed" og tab af selvværd,
er det utrolig svært at hele i dybden. Især hvis du hyppigt, som jeg er ude
og holde foredrag om mit speciale - og derfor let kan blive alt for ensidig
bekræftiget i mine fantasibilleder om mig selv. - Og afhængig af al den ros,
oh den skønne magtfølelse, denne falske omnipotensfølelse - det medfører.
Den fælde, dette hul og den illusion må jeg passe på ikke selv at falde i
- og påføre andre. Og tro mig - det er bestemt ikke let.
Ligesom det kan være utroligt svært at stige ned fra tinderne,
og acceptere sig selv som ganske almindelig. Ja sårbar, følsom og dødelig,
hvis du som barn og ung blev syltet ind i tom ros, beundring og tilbedelse for
at være mindst lige så "genial", "dygtig", "storslået og vidunderlig", som du
- i al hemmelighed, og bag det hele - selv synes du stadigvæk er,
indeni, bag det DU, som alle vi andre ser.
Der er i USA mange forældre, der har skamrost
deres børn for hver en lille streg, som de kunne tegne på et papir
frem til at disse børn nu som unge "lider af materiel overfladisk forkælelse"
derved at deres forældre fuld af dårlig samvittighed køber de dyreste biler
og computere til deres - reelt set - temmelig sløve og luddovne børn.
Fremfor at give børnene en varm og ægte menneske kontakt,
der gør dem varme og alle glade indeni så får de kun penge
- og forældrenes frygt, forklædt som ros for ingenting.
Dette forstyrrede adfærdmønster,
f. eks. at det er muligt at "købe sig til kærlighed og trøst",
kan - som du sikkert ved - let få mange sære konsekvenser,
senere hen i livet ...
(Klik på joken, som forøvrigt er fra
en af min ynglings psykologibøger af John Cleese
og Robin Skynner: "Familier - og hvordan man overlever dem",
fra Fremads forlag, 1985.(den kan lånes på biblioteket).
Kort sagt:
Det er meget charmerende, morsomt
ja vidunderligt, når børn og voksne har en stærk fantasi
og bevarer en god kontakt med "sit indre barn" som voksen.
Men forbliver du Harry Potter og lever i en magiske drømmeverden
som voksen, ja så får du let et både komisk - og sandsynligvis
også et temmeligt tragisk ensomt liv, når du bliver ældre.
Hvis du lægger mærke til andre end dig selv,
så er der rundt omkring dig utrolig mange mennesker,
som bruger en masse energi og uhyre mange penge på
at prøve "at være - og blive til noget", som de ikke reelt set føler
at de er og kan - som bliver meget vrede, ja rasende når virkeligheden
igen og igen prikker hul på deres oppustede, illusoriske
egomane storhedsfantasier.
Raseriet og såretheden
i forbindelse med at modtage kritik
- eller ikke at blive rost nok, er et rødt faresignal
om, at du nu står foran en meget skrøbelig sårbar person
med en mere eller mindre stor narcissistisk forstyrrelse.
Dvs. at det er et mere eller mindre socialt
og personligt handicappende kontaktproblem
- som du kan læse mere om på de næste 14 sider.
Se et 1. eksempel på dette lynhurtige raserianfald.
+ se denne artikel om Narcissistisk depression.
Klik her og læs mere på side 2
|
