side 4. ..............+ se side 1. ...side 2. ..side 3.




Hvorfor er
nogle mennesker så fyldt op med at-lade-som-om-spil,

selvbedrag og livsløgne? Og hvorfor beklager de sig hele tiden
over, at de ikke kan tåle kritik? + Hvorfor er de så utrolig krævende?



e
n psykoanalytisk måde
at se disse triste, måske tragiske skæbner, der lider
af "barske sammenstød imellem forskellige opfattelser
af, hvordan jeg selv, du, andre og verden er indrettet"),
er at tale om
længslen efter "det tabte paradis",
hvor livet er sådan, som det burde være
:

"Når vi fødes, kommer vi forhåbentlig ud i en verden ala paradis.
Når vi er helt små, er verden i vores egen bevidsthed, kun til for os.
Spædbarnet lever i sin egen verden, tror han/hun er hele verden,
næsten som at være en smuk værdifuld perle inde i en østers.

Men efterhånden som jeg og du vokser op,
må vi desværre opgive denne tilstand af helhed, almagt og egocentri.
Fordi vi igen og igen opdager, at der - ØV! er grænser for hvor meget
vi i grunden selv bestemmer. Og kan bestemme i denne store verden
af muligheder og umuligheder, valg, friheder og begrænsninger.
Verden bliver meget større, end kun MIG - og dig,
efterhånden som vi vokser op og bliver ældre.

Udover at opdage at den store og lille verden
desværre ikke fungerer ud fra en magiske ønsketænkning,
sker der endnu et uundgåeligt
tab af uskyld, som er indebygget
i selve det "at vokse op". Den unikke telepatiske/symbiotiske
nære kontakt babier har med deres mødre og med verden,
den kors-sluttes, afbrydes hyppigere og hyppigere,
fordi barnets vilje ikke altid er mors 1. prioritet.
Fra at være en tæt og dyb ordløs kontakt,
bliver det sværere og sværere at forstå,
hvorfor at du/I ikke forstår mig.

Og igen og igen opstår forundringen, forskrækkelsen
- og hos nogle, langt oppe i alderen, vreden ja raseriet), over
at mor ikke altid forstår sin baby uden ord. At det er en illusion
at andre blot telepatisk med røgten øjne ved, hvad du trænger til,
hvad der er godt og skidt for dig, rigtigt eller forkert for dig
osv osv. Du må lære at sætte de rigtige ord på dine behov
og lære at leve med, at du ikke altid er verdens centrum
for os andre. Også du må udvikle din sociale intelligens
og komme ud af en fastlåst asocial baby-tilstand.


Verden bliver aldrig mere
helt så perfekt, hensynsfuld og paradisisk mere
- bortset fra i nogle ganske korte glimt. Problemet er, at der er
nogle Virkeligheds-forstyrrede mennesker, der tror at de kan
forblive i dette uproblematiske babyparadis uden skuffelser,
... inde i deres illusoriske Selfie-ekkorum i østersskallen.
Deres Frustations-tærskel er ektrem lav, så derfor
eksploderer de igen og igen i hyl, gråd og råb."



Bag det narcissistiske raseri,
(der kan være utrolig voldsomt og skræmmende),
ligger der en stor skuffelse og en manglende accept af,
at hele verden ikke kun drejer sig om personen selv,
ligesom dengang, da X var et lille uskyldigt barn.



Hos mig fremkalder disse Egocentriske mennesker
en følelse af tomhed og alenehed via deres kontaktløse fravær.
Det er somom, de ikke ser og sanser os andre, som andet
end "nogle, der skal se op til mig og forstå mig. Rose,
støtte og beundre mig, uden at kritisere mig
Du skal bare være til alene for mig."

Dette ganske normale ønske
er her forstørret op til et kæmpestort krav,
der gør det meget svært for os andre at bevare
et normalt forhold til ham/hende. De fleste
vil forsøge helt at undgå denne person.

En narcissist er nemlig ikke
motiveret af et reelt kontaktønske og af sine ægte følelser,
men af et skuespiller ønske om "at gøre et bestemt indtryk på andre."
Og hvis du har det som mig, der mere ser på folks øjne, end på deres spil
for galleriet - ja så opdager du, at det føles, som om de slet ikke er tilstede!
Der mangler den ro i blikket og i nærværet, en god kontakt giver.
Selvklart taler de derfor også meget om manglende selvværd.
"Hvor er dette ægte Selv, som du ikke værdsætter?"

Og - der er også en anden mere munter side
af denne evigt frustrerede paradislængsel, som også må med:
Når f. eks. en såkaldt "ekshibitionistisk narcissistisk karakterforstyrrelse"
kommer ind i din stue og synes at fremvise en stor selvtillid og glæde,
for at være i verden, som gør dig misundelig, så er vores modvilje
imod dem måske også begrundet i, at de minder os andre om
dette tabte spædbørneparadis, vi selv engang har måttet
opgive - mere eller mindre smertefuldt ...?

Den mulighed må vi altid holde åben i vores vurdering
- ellers falder vi jo alt for let for Jante-spøgelsets fristelser
og misunder de, "som tror at de er noget - og kan lide sig selv."
Der er jo trods alt nogle mennesker, der reelt og ægte, har det godt
- både udenpå og inden i. - Forskellen kan bl. a. ses i øjnene
mærkes i nærværet og i at du har en god og ærlig kontakt.

Hule tomme mennesker efterlader dig med en tomhedsfølelse,
ægte mennesker får dig til at vågne op og engagerer dig
i det der sker, sammen med disse virkelige mennesker.


De kliniske symptomer,
som James Masterson (og mange andre) især lægger vægt på,
når de diagnoser en person som "en patalogisk narcisssist" er:

A. I hvor høj grad er personen fuld af tomme ord og en postuleret charme
og ekshibitionisme, som mere er et anstrengt skuespil, end et ægte selvudtryk?

B. Hvor stor er kynismen og den emotionel fjernhed i deres kontakt med andre?
Se f. eks efter manglende indføling og intime kontakt-forstyrrelser med kærester
+ om der sker en ufølsom, egoistisk og krævende udnyttelse af andre mennesker.

C. I hvor høj grad er de helt uden indlevelse i og medfølelse med andre?
Se efter i hvor høj grad de behandler andre som "objekter", som de blot bruger.
Ved psykopati er vi andre blot skakbrikker i deres farlige nådesløse spil.

D. Subjektivt klager /lider personen ofte af apati, angst og kritiksårbarhed
- vekslende med voldsomme raseriudbrud, misundelseshysteri og depression.

E. Voldsomheden i de næsten psykotiske anfald,
som disse mennesker ind i mellem kollabser helt væk i - hvad enten det sker
via en gevaldig druktur eller via et voldsomt jalousianfald eller en dyb regression
tilbage til igen at blive et hylende spædbarn. Det sker især, når livet går dem imod
og når de ikke kan få deres vilje. Det kan tænde dem helt af.

F. Og hertil kan vi så med Katrin Asper tilføje:
"Forladtheds-depressionen som ligger lige bag facaden
og den næsten ubærlige ensomhed, som de igen og igen
"dumper ind i og ned i" og tilsidst bliver helt opslugt af.
Dette uforståelige indre sorte hul, helt-alene-følelsen,
rædslen, trækker mere eller mindre kraftigt i dem."
Mere om det senere.

+ se denne officielle symptomliste fra USA , klik her.
......fra www.bpdcentral.com/




    >klik og se forstørrelsen<

    Alexander Lowen + se Videoklip + se C. + se D
    har også en masse interessant af sige om denne Egoproblemstilling
    og det gør han på sin helt egen måde i sin langt mere kropsorienterede bog
    om den narcissistiske karakterforstyrrelse: "Narcissisme og terapi,
    fornægtelsen af Selvet ) fra Borgens forlag, 1994.

    Lowens opfattelse af, hvem vi her taler om, lyder således:
    "En narcissist er et menneske, hvis adfærd ikke er motiveret af følelser,
    men spersonens liv styres af et hovmodigt superbillede, en indre arrogance
    som igen og igen trues af personens ægte følelser, andres adfærd og realiteterne."
    Lowen skelner i mellem 5 forskellige udgaver af denne forstyrrelse, nemlig:

    1. den klassiske narcissist (som Masterson og denne artikel især focuserer på).
    2. den phallisk-narcissistiske karaktertype, (f. eks. den pikfikserede machomand)
    3. den mere kaotiske
    . grænsepsykotiske (såkaldte Borderline) karaktertype.
    4. den hjerteløse psykopatiske karakterforstyrrelse. + se B. +
    5. den frygtsomme paranoide karaktertype.


    Narcissisme er ifølge Lowen
    en betegnelsen for en både psykologisk og kulturel tilstand.
    På det individuelle plan er der tale om en karakterforstyrrelse,
    der kendetegnes af en overdreven investering i personens image
    (dvs. selvbillede - eller en facade) på bekostning af selvet.
    Narcissister er langt mere optaget af deres fremtræden,
    hvordan de synes, end af deres følelser og væren.
    De nyder ikke livet, de jagter stadig mere.

    De benægter ligefrem de følelser,
    som strider imod det ideal-billede, de tilstræber at være.
    Men da de handler uden følelser, bliver de nemt forførende
    kyniske og manipulerende, idet de stræber efter at opnå magt,
    uden hensyn til andre, selvtillid via andres beundring
    - og kontrol, så de altid er one-up i div. forhold.

    De er SuperEgoister,
    fordi de kun fokuserer på deres egne interesser,
    og pinligt savner selvets ægte værdier, nemlig ægte selvudtryk,
    spontane følelsesudbrud, ægte selvstændighed, værdighed
    - og integritet. At det du tænker, også er det du siger,
    som er nært forbundet med det du føler - og gør.

    Narcissister mangler en selv-følelse (eng. sense of self),
    der er baseret på kroppens følelser. De føler en masse for deres tanker,
    idealer og smukke ord, men der er ligesom ingen dybde og kropslige
    sansninger med i billedet. De føler sig mest sig selv i fantasiverden
    og er ikke ægte med på lige fod i den menneskelige verden.

    Uden en stærk selv-følelse
    og sanselig kropsbevidsthed oplever de livet
    som tomt og meningsløst. Der ikke sanses fordi
    de rastløst fylder tomheden op med underholdning.
    Ikke sjældent er der et alkohol eller kokainmisbrug.
    Dette er en trøstesløs og ofte tillige en tragisk tilstand,
    især når de runder 40 år - og bliver ensomme tosser.

    På det kulturelle plan
    viser narcissismen sig som et tab af menneskelige værdier.
    F. eks. i et manglende engagement i miljøet, i livskvaliteten
    og i ens medmennesker. Et samfund, der ofrer det naturlige miljø
    på pengenes og magtens alter, afslører samtidig sin ligegyldighed
    over for menneskelige behov.

    De materielle goder bliver en målestok for fremskridt
    i livet. Konkurrencementaliteten forstærkes ud over af sund fornuft,
    mænd kæmper imod andre mænd og imod kvinderne. Alle kæmper
    kun for sin egen overlevelse i en tom og meningsløs pengemaskine,
    hvor den ægte personlighed, der som et frø er i os alle, ender med
    at blive en karrikatur af, hvem du og jeg ellers kunne være blevet.
    Det hele menneske, glæden ved livet ofres for en pudset facade,
    hvor bagved, der lurer et frygtsomt paranoidt ensomt menneske.

    Når velstand sættes højere end visdom,
    når du hellere vil beundres eller frygtes, end elskes,
    når berømmelse beundres mere end menneskelig værdighed,
    når succes bliver vigtigere end selvrespekt, ja så overvurderer
    også kulturen »sit forskønnede glans billede af sig selv"
    og må derfor betegnes som narcissistisk."

    - Alexander Lowen, .


    Om superkritiske, nedladende
    foragtende og misundelige mennesker
    .
    James Masterson brugte et sted i sit foredrag udtrykket
    "Skabs-narcissister" om de, der karakterisk, fungerer sådan
    i det skjulte. Her skelnede han imellem de Arrogante, de Foragtfulde,
    de Misundelige typer - og de evigt sure Superkritiske nedvurderende
    Narcissister, som uden indlevelse, kun optaget af deres eget synspunkt
    - og helt ulidelige at være sammen med for almindelige mennesker,
    som de ser ned på, foragtende og kritisk bag de falske smil.
    .I det skjulte kører de et utroligt komisk oppustet Egotrip
    af på mere eller mindre uskyldige medspillere.

    Ligesom han ser en gruppe mennesker,
    som lidende af en "Diva-stating Narcissistic Disorder".
    Disse Diva´er møder du, når de er kommet mere åbent ude af skabet
    og nu kører deres "trip af" i deres fritid - sådan som du kan opleve
    det hver fredag og lørdag aften på cafeer, diskoteker og rundt
    omkring i de mange små bizarre kontaktløse klubber,
    der efterhånden er dukket op til overfladen
    i det hjemlige storbymijø.


    Er vores tid Narcissistisk forstyrret?
    Måske kan man kultursociologisk set med rette sige,
    at mange af nutidens "narcissister" egentlig slet ikke er syge,
    men tvært imod
    alt for normale - hvis vi med det ord forstår
    "være godt tilpasset til det samfund, de lever i". Er der ikke en vis sandhed i,
    at disse mennesker også kan ses, som værende supertilpasset til de frie ?
    markedsmekanismer, som mere og mere tydeligt nu helt behersker
    vores fælles hverdag - såvel ude i erhverslivet
    som dybt ind i vores psyche i privatlivet.

    Ja hvad skulle Forbrugersamfundet gøre uden dem?
    Når hele samfundsmoralen handler om at sælge sig selv, at lade som om
    og "at virke som om "- og det overfladiske foretrækkes for det vedkommende,
    er det så egentlig ikke en alt for god tilpasning til dette skøre samfund, vi her prøver
    at se kritisk på - og måske at optø, når vi arbejder med narcissismeproblemet?

    I en narcissistisk forbrugerkultur behandles vi som objekter
    og vi behandler selv andre mennesker som objekter - som varer der forbruges.
    Ja, vi kunne måske ligefrem tale om en sociose = en folkelidelse skabt af forbrug og
    smid væk samfundet. Det sjælfulde, det indre, det vedkommende og det ægte sælger
    jo ligesom ikke mere. I dag er det ikke mere Indholdet der tæller, men Indpakningen,
    og meget ofte betyder Image og indpakningen mere end det reele indhold.
    Er det ikke den psykiske konsekvens af dette livssyn, vi her taler om?

    Er tidens "narcissisme"
    ikke blot et mere eller mindre ekstremt udtryk for
    at konkurrencen mennesker imellem, samt kravene, forventningerne, drømmene
    mulighederne - og umulighederne er blevet mærkbart forstærket i de sidste 25 år?
    Når "enhver er sin egen lykkes smed", ja så smedes der sværd,
    rænker og rustninger til "alles kamp mod alle."

    Det nye er, at vi er mange, der lider derved
    og at der nu er en udbredt opfattelse hos en lang række
    forskellige kulturiagttagere om at se "fænomenet", som et signal
    om en kraftig og dyb kontaktforstyrrelse, når vi selv eller andre mennesker
    foretrækker "det ydre udtryk og det indtryk, som vi gør/ ikke gør" fremfor det ægte,
    det dybere, det hjertelige, det sjælfulde, det humoristiske og det kontaktfulde
    - for at sige noget meget svært og nuanceret, helt firkantet og kort.


    Essencen af, hvad der går galt:
    Det, der er fælles for Masterson, Cullberg, Asper, Lowen etc. er,
    at de ser dette Ydre-Indresplit give sig udtryk i en adfærd og væremåde overfor andre,
    som driver disse andre langt væk, når personen egentlig ønsker sig en større nærhed,
    støtte og en personlig forståelse af sig selv og sit forhold til andre - og af verden.
    I stedet for at opnå den ønskede ægte dybe kontakt, opnår de kun kaos, angst
    og et totalt kommunikationskollabs. Dette synes at være problemets kerne.

    De opdager derfor ofte pinefuldt,
    at deres venskaber og kærlighedsliv igen og igen ødelægges
    af deres kontaktforstyrrelse, som hænger sammen med hele deres væremåde
    og deres skæve illusoriske selvopfattelse, (der alt for ofte koster dem
    en utrolig stor viljesanstrengelse at opretholde) ligesom det tit koster
    dem livsglæden, venskaber, og kærligheden, som jo ikke trives,
    hvis egocentrien - og selvtilstrækkeligheden bliver for stærk.
    "At have nok i mig selv" og "kun tro på mig selv",
    fører jo meget let til en stor ensomhed.

    Psykologisk set taler vi altså her
    om et yderst forudsigeligt og ofte tragisk livsforløb!

    Der er i dag en stor enighed blandt psykologer fra vidt forskellige skoler om,
    at vi gør klogt i også at se "denne forstyrrelse i ens forhold til sig selv og andre"
    ud fra en Udviklingspsykologisk synsvinkel - og derfor vender min interesse sig nu
    nu især imod at forstå "Det indre omnipotente barn" på ca. 1 - 3 år,
    som i alt for høj grad synes at styre disse menneskers liv.


    Denne del af vores Personlighed,
    vil jeg kalde Dit magiske indre tryllebarn,
    (lidt på linie med Harry Potter og Peter Pan), som aldrig vokser op.
    Og som helt kan styre dit liv, hvis du lider af en Narcisissiske karakterbrist,
    hvorved din indre fantasifulde kraft, let kan blive til en stor tyranisk egoist
    - som du gør klogt i at kunne få øje på, hvis du ønsker
    at hjælpe et sådant menneske til ægte personlig vækst.
    eller hvis du føler dig "ramt af det, som du læser her.

    Denne anden blødere
    og mere udviklingsbetonede synsvinkel
    kan du læse mere om på side 6. og fremefter, men først
    lidt mere om disse forskellige "typer" forvoksede børnehavebørn: