side 4. ...................................side 1. ...side 2. ..side 3.




Hvorfor er
nogle mennesker så fulde af spil,

selvbedrag og illusioner? - og hvorfor beklager de sig hele tiden
over, at de ikke kan tåle kritik? + Hvorfor er de så utrolig krævende?



J
ames Mastersons (& Heinz Kohurt)
måde at se kernen i problemstillingen, er:

"Når vi bliver født, kommer vi forhåbentlig ud i en verden ala paradis.
Når vi fødes og er helt små, er hele verden i vores egen bevidsthed kun til for os.
Spædbarnet lever kun i sin egen verden - og tror, at han/hun er hele verden,
næsten ligesom at være en smuk perle inde i en østers.

Men efterhånden som vi vokser op,
må vi desværre opgive denne tilstand af enhed og helhed,
denne unikke telepatiske symbiotiske kontakt med vores mødre og verden
Vores verden bliver aldrig mere helt så perfekt og paradisisk mere
- bortset fra i nogle ganske korte glimt. Problemet er, at der er
nogle mennesker, der tror de kan forblive inde den østersskal."

Hos mig fremkalder de en stor følelse af tomhed og tristhed
især via deres kontaktløse fravær. Det er somom de ikke sanser os andre.
En narcissist er nemlig ikke motiveret af et reelt kontaktønske og sine ægte følelser,
men af et oppustet egocentrisk ønske om "at gøre et bestemt indtryk på andre".
Og hvis du så har det som mig, der mere ser på folks øjne, end på deres spil
for galleriet - ja så opdager du, at det føles, som om de slet ikke er tilstede!
Selvklart taler de derfor også meget om manglende selvværd.
"Hvem og hvad er dette Selv, som du ikke værdsætter?"

Og - der er også en anden mere munter side
af denne evigt frustrerede paradislængsel, som også må med:
Når f. eks. en såkaldt "typisk ekshibitionistisk narcissistisk karakterforstyrrelse"
kommer ind i din stue og synes at fremvise en mægtig stor selvtillid og glæde,
for at være i verden som gør dig misundelig, så er vores modvilje
imod dem måske oftest begrundet i, at de minder os andre om
dette tabte spædbørneparadis, vi selv engang har måttet
opgive - mere eller mindre smertefuldt?

Den mulighed må vi altid holde åben i vores vurdering
- ellers falder vi jo alt for let for Jante-spøgelsets fristelser
og misunder de, "som sørme tror at de er noget - og kan lide sig selv."
Der er jo trods alt nogle mennesker, der reelt og ægte nok har det godt
- både udenpå og inden i! - Forskellen kan bl. a. ses i øjnene
og i, at du føler dig ægte opstemt og har en god kontakt.

Hule tomme mennesker efterlader dig med en tomhedsfølelse,
ægte mennesker får dig til at vågne op og engagerer dig.


De kliniske symptomer,
som James Masterson (og mange andre) især lægger vægt på,
når de diagnoser en person som "en patalogisk narcisssist" er:

A. I hvor høj grad er personen fuld af tomme ord og en postuleret charme
og ekshibitionisme, som mere er et sjælløst skuespil, end et ægte selvudtryk?

B. Hvor stor er kynismen og den emotionel fjernhed i deres kontakt med andre?
Se f. eks efter manglende indføling og intime kontakt-forstyrrelser med kærester
+ om der er en ufølsom, egoistisk og krævende udnyttelse af andre mennesker.

C. I hvor høj grad er de helt uden indlevelse i og medfølelse med andre?
Se efter i hvor høj grad de behandler andre som "objekter", som de blot bruger.
Ved psykopati er vi andre blot skakbrikker i deres farlige nådesløse spil.

D. Subjektivt klager /lider personen ofte af apati, angst og kritiksårbarhed
- vekslende med voldsomme raseriudbrud, misundelseshysteri og depression.

E. Voldsomheden i de næsten psykotiske anfald,
som disse mennesker ind i mellem kollabser helt væk i - hvad enten det sker
via en gevaldig druktur eller via et voldsomt jalousianfald eller en dyb regression
tilbage til igen at blive et hylende spædbarn. Det sker især, når livet går dem imod
og når de ikke kan få deres vilje. Det kan tænde dem helt af.

F. Og hertil kan vi så med Katrin Asper tilføje:
Forladtheds-depressionen som ligger lige omme bag facaden
og den næsten ubærlig ensomhed, som de igen og igen
"dumper ind og ned i" og tilsidst bliver helt opslugt af.

+ se denne officielle symptomliste fra USA , klik her.
......fra www.bpdcentral.com/




    >klik og se forstørrelsen<

    Alexander Lowen + se Videoklip + se C
    har også en masse interessant af sige om denne Egoproblemstilling
    og det gør han på sin helt egen måde i sin langt mere kropsorienterede bog
    om den narcissistiske karakterforstyrrelse: "Narcissisme og terapi,
    fornægtelsen af Selvet ) fra Borgens forlag, 1994.

    Lowens opfattelse af, hvem vi her taler om, lyder således:
    "En narcissist er et menneske, hvis adfærd ikke er motiveret af følelser,
    men i stedet styres personens liv af et hovmod, et superbillede, en indre arrogance
    som igen og igen trues af personens ægte følelser, andres adfærd og realiteterne."
    Lowen skelner i mellem 5 forskellige udgaver af denne forstyrrelse, nemlig:

    1. den klassiske narcissist (som Masterson og denne artikel især focuserer på).
    2. den phallisk-narcissistiske karaktertype, (f. eks. den pikfikserede machomand)
    3. den grænsepsykotiske (såkaldte Borderline) mere kaotiske karaktertype .
    4. den hjerteløse psykopatiske karakterforstyrrelse.
    5. den frygtsomme paranoide karaktertype.


    Narcissisme er ifølge Lowen
    en betegnelsen for en både psykologisk og kulturel tilstand.
    På det individuelle plan er der tale om en karakterforstyrrelse,
    der kendetegnes af en overdreven investering i personens image
    (dvs. selvbillede - eller en facade) på bekostning af selvet.
    Narcissister er langt mere optaget af deres fremtræden,
    hvordan de synes, end af deres følelser og væren.
    De nyder ikke livet, de jagter stadig mere.

    De benægter ligefrem de følelser,
    som strider imod det ideal-billede, de tilstræber at være.
    Men da de handler uden følelser, bliver de nemt forførende
    kyniske og manipulerende, idet de stræber efter at opnå magt,
    uden hensyn til andre, selvtillid via andres beundring
    - og kontrol, så de altid er one-up i div. forhold.

    De er SuperEgoister,
    fordi de kun fokuserer på deres egne interesser,
    og pinligt savner selvets ægte værdier, nemlig ægte selvudtryk,
    spontane følelsesudbrud, ægte selvstændighed, værdighed
    - og integritet. At det du tænker, også er det du siger,
    som er nært forbundet med det du føler - og gør.

    Narcissister mangler en selv-følelse (eng. sense of self),
    der er baseret på kroppens følelser. De føler en masse for deres tanker,
    idealer og smukke ord, men der er ligesom ingen dybde og kropslige
    sansninger med i billedet. De føler sig mest sig selv i fantasiverden
    og er ikke ægte med på lige fod i den menneskelige verden.

    Uden en stærk selv-følelse
    og sanselig kropsbevidsthed oplever de livet
    som tomt og meningsløst. Der ikke sanses fordi
    de rastløst fylder tomheden op med underholdning.
    Ikke sjældent er der et alkohol eller kokainmisbrug.
    Dette er en trøstesløs og ofte tillige en tragisk tilstand,
    især når de runder 40 år - og bliver ensomme tosser.

    På det kulturelle plan
    viser narcissismen sig som et tab af menneskelige værdier.
    F. eks. i et manglende engagement i miljøet, i livskvaliteten
    og i ens medmennesker. Et samfund, der ofrer det naturlige miljø
    på pengenes og magtens alter, afslører samtidig sin ligegyldighed
    over for menneskelige behov.

    De materielle goder bliver en målestok for fremskridt
    i livet. Konkurrencementaliteten forstærkes ud over af sund fornuft,
    mænd kæmper imod andre mænd og imod kvinderne. Alle kæmper
    kun for sin egen overlevelse i en tom og meningsløs pengemaskine,
    hvor den ægte personlighed, der som et frø er i os alle, ender med
    at blive en karrikatur af, hvem du og jeg ellers kunne være blevet.
    Det hele menneske, glæden ved livet ofres for en pudset facade,
    hvor bagved, der lurer et frygtsomt paranoidt ensomt menneske.

    Når velstand sættes højere end visdom,
    når du hellere vil beundres eller frygtes, end elskes,
    når berømmelse beundres mere end menneskelig værdighed,
    når succes bliver vigtigere end selvrespekt, ja så overvurderer
    også kulturen »sit forskønnede glans billede af sig selv"
    og må derfor betegnes som narcissistisk."

    - Alexander Lowen, .


    Om superkritiske, nedladende
    foragtende og misundelige mennesker
    .
    James Masterson brugte et sted i sit foredrag udtrykket
    "Skabs-narcissister" om de, der karakterisk, fungerer sådan
    i det skjulte. Her skelnede han imellem de Arrogante, de Foragtfulde,
    de Misundelige typer - og de evigt sure Superkritiske nedvurderende
    Narcissister, som uden indlevelse, kun optaget af deres eget synspunkt
    - og helt ulidelige at være sammen med for almindelige mennesker,
    som de ser ned på, foragtende og kritisk bag de falske smil.
    .I det skjulte kører de et utroligt komisk oppustet Egotrip
    af på mere eller mindre uskyldige medspillere.

    Ligesom han ser en gruppe mennesker,
    som lidende af en "Diva-stating Narcissistic Disorder".
    Disse Diva´er møder du, når de er kommet mere åbent ude af skabet
    og nu kører deres "trip af" i deres fritid - sådan som du kan opleve
    det hver fredag og lørdag aften på cafeer, diskoteker og rundt
    omkring i de mange små bizarre kontaktløse klubber,
    der efterhånden er dukket op til overfladen
    i det hjemlige storbymijø.


    Er vores tid Narcissistisk forstyrret?
    Måske kan man kultursociologisk set med rette sige,
    at mange af nutidens "narcissister" egentlig slet ikke er syge,
    men tvært imod
    alt for normale - hvis vi med det ord forstår
    "være godt tilpasset til det samfund, de lever i". Er der ikke en vis sandhed i,
    at disse mennesker også kan ses, som værende supertilpasset til de frie ?
    markedsmekanismer, som mere og mere tydeligt nu helt behersker
    vores fælles hverdag - såvel ude i erhverslivet
    som dybt ind i vores psyche i privatlivet.

    Ja hvad skulle Forbrugersamfundet gøre uden dem?
    Når hele samfundsmoralen handler om at sælge sig selv, at lade som om
    og "at virke som om "- og det overfladiske foretrækkes for det vedkommende,
    er det så egentlig ikke en alt for god tilpasning til dette skøre samfund, vi her prøver
    at se kritisk på - og måske at optø, når vi arbejder med narcissismeproblemet?

    I en narcissistisk forbrugerkultur behandles vi som objekter
    og vi behandler selv andre mennesker som objekter - som varer der forbruges.
    Ja, vi kunne måske ligefrem tale om en sociose = en folkelidelse skabt af forbrug og
    smid væk samfundet. Det sjælfulde, det indre, det vedkommende og det ægte sælger
    jo ligesom ikke mere. I dag er det ikke mere Indholdet der tæller, men Indpakningen,
    og meget ofte betyder Image og indpakningen mere end det reele indhold.
    Er det ikke den psykiske konsekvens af dette livssyn, vi her taler om?

    Er tidens "narcissisme"
    ikke blot et mere eller mindre ekstremt udtryk for
    at konkurrencen mennesker imellem, samt kravene, forventningerne, drømmene
    mulighederne - og umulighederne er blevet mærkbart forstærket i de sidste 25 år?
    Når "enhver er sin egen lykkes smed", ja så smedes der sværd,
    rænker og rustninger til "alles kamp mod alle."

    Det nye er, at vi er mange, der lider derved
    og at der nu er en udbredt opfattelse hos en lang række
    forskellige kulturiagttagere om at se "fænomenet", som et signal
    om en kraftig og dyb kontaktforstyrrelse, når vi selv eller andre mennesker
    foretrækker "det ydre udtryk og det indtryk, som vi gør/ ikke gør" fremfor det ægte,
    det dybere, det hjertelige, det sjælfulde, det humoristiske og det kontaktfulde
    - for at sige noget meget svært og nuanceret, helt firkantet og kort.


    Essencen af, hvad der går galt:
    Det, der er fælles for Masterson, Cullberg, Asper, Lowen etc. er,
    at de ser dette Ydre-Indresplit give sig udtryk i en adfærd og væremåde overfor andre,
    som driver disse andre langt væk, når personen egentlig ønsker sig en større nærhed,
    støtte og en personlig forståelse af sig selv og sit forhold til andre - og af verden.
    I stedet for at opnå den ønskede ægte dybe kontakt, opnår de kun kaos, angst
    og et totalt kommunikationskollabs. Dette synes at være problemets kerne.

    De opdager derfor ofte pinefuldt,
    at deres venskaber og kærlighedsliv igen og igen ødelægges
    af deres kontaktforstyrrelse, som hænger sammen med hele deres væremåde
    og deres skæve illusoriske selvopfattelse, (der alt for ofte koster dem
    en utrolig stor viljesanstrengelse at opretholde) ligesom det tit koster
    dem livsglæden, venskaber, og kærligheden, som jo ikke trives,
    hvis egocentrien - og selvtilstrækkeligheden bliver for stærk.
    "At have nok i mig selv" og "kun tro på mig selv",
    fører jo meget let til en stor ensomhed.

    Psykologisk set taler vi altså her
    om et yderst forudsigeligt og ofte tragisk livsforløb!

    Der er i dag en stor enighed blandt psykologer fra vidt forskellige skoler om,
    at vi gør klogt i også at se "denne forstyrrelse i ens forhold til sig selv og andre"
    ud fra en Udviklingspsykologisk synsvinkel - og derfor vender min interesse sig nu
    nu især imod at forstå "Det indre omnipotente barn" på ca. 1 - 3 år,
    som i alt for høj grad synes at styre disse menneskers liv.


    Denne del af vores Personlighed,
    vil jeg kalde Dit magiske indre tryllebarn,
    (lidt på linie med Harry Potter og Peter Pan), som aldrig vokser op.
    Og som helt kan styre dit liv, hvis du lider af en Narcisissiske karakterbrist,
    hvorved din indre fantasifulde kraft, let kan blive til en stor tyranisk egoist
    - som du gør klogt i at kunne få øje på, hvis du ønsker
    at hjælpe et sådant menneske til ægte personlig vækst.
    eller hvis du føler dig "ramt af det, som du læser her.

    Denne anden blødere
    og mere udviklingsbetonede synsvinkel
    kan du læse mere om på side 6. og fremefter, men først
    lidt mere om disse forskellige "typer" forvoksede børnehavebørn: