|
|
 >klik og se forstørrelsen< Alexander Lowen + se Videoklip + se C. + se D har også en masse interessant af sige om denne Egoproblemstilling og det gør han på sin helt egen måde i sin langt mere kropsorienterede bog om den narcissistiske karakterforstyrrelse: "Narcissisme og terapi, fornægtelsen af Selvet ) fra Borgens forlag, 1994. Lowens opfattelse af, hvem vi her taler om, lyder således: "En narcissist er et menneske, hvis adfærd ikke er motiveret af følelser, men spersonens liv styres af et hovmodigt superbillede, en indre arrogance som igen og igen trues af personens ægte følelser, andres adfærd og realiteterne." Lowen skelner i mellem 5 forskellige udgaver af denne forstyrrelse, nemlig: 1. den klassiske narcissist (som Masterson og denne artikel især focuserer på). 2. den phallisk-narcissistiske karaktertype, (f. eks. den pikfikserede machomand) 3. den mere kaotiske. grænsepsykotiske (såkaldte Borderline) karaktertype. 4. den hjerteløse psykopatiske karakterforstyrrelse. + se B. + 5. den frygtsomme paranoide karaktertype. Narcissisme er ifølge Lowen en betegnelsen for en både psykologisk og kulturel tilstand. På det individuelle plan er der tale om en karakterforstyrrelse, der kendetegnes af en overdreven investering i personens image (dvs. selvbillede - eller en facade) på bekostning af selvet. Narcissister er langt mere optaget af deres fremtræden, hvordan de synes, end af deres følelser og væren. De nyder ikke livet, de jagter stadig mere. De benægter ligefrem de følelser, som strider imod det ideal-billede, de tilstræber at være. Men da de handler uden følelser, bliver de nemt forførende kyniske og manipulerende, idet de stræber efter at opnå magt, uden hensyn til andre, selvtillid via andres beundring - og kontrol, så de altid er one-up i div. forhold. De er SuperEgoister, fordi de kun fokuserer på deres egne interesser, og pinligt savner selvets ægte værdier, nemlig ægte selvudtryk, spontane følelsesudbrud, ægte selvstændighed, værdighed - og integritet. At det du tænker, også er det du siger, som er nært forbundet med det du føler - og gør. Narcissister mangler en selv-følelse (eng. sense of self), der er baseret på kroppens følelser. De føler en masse for deres tanker, idealer og smukke ord, men der er ligesom ingen dybde og kropslige sansninger med i billedet. De føler sig mest sig selv i fantasiverden og er ikke ægte med på lige fod i den menneskelige verden. Uden en stærk selv-følelse og sanselig kropsbevidsthed oplever de livet som tomt og meningsløst. Der ikke sanses fordi de rastløst fylder tomheden op med underholdning. Ikke sjældent er der et alkohol eller kokainmisbrug. Dette er en trøstesløs og ofte tillige en tragisk tilstand, især når de runder 40 år - og bliver ensomme tosser. På det kulturelle plan viser narcissismen sig som et tab af menneskelige værdier. F. eks. i et manglende engagement i miljøet, i livskvaliteten og i ens medmennesker. Et samfund, der ofrer det naturlige miljø på pengenes og magtens alter, afslører samtidig sin ligegyldighed over for menneskelige behov. De materielle goder bliver en målestok for fremskridt i livet. Konkurrencementaliteten forstærkes ud over af sund fornuft, mænd kæmper imod andre mænd og imod kvinderne. Alle kæmper kun for sin egen overlevelse i en tom og meningsløs pengemaskine, hvor den ægte personlighed, der som et frø er i os alle, ender med at blive en karrikatur af, hvem du og jeg ellers kunne være blevet. Det hele menneske, glæden ved livet ofres for en pudset facade, hvor bagved, der lurer et frygtsomt paranoidt ensomt menneske. Når velstand sættes højere end visdom, når du hellere vil beundres eller frygtes, end elskes, når berømmelse beundres mere end menneskelig værdighed, når succes bliver vigtigere end selvrespekt, ja så overvurderer også kulturen »sit forskønnede glans billede af sig selv" og må derfor betegnes som narcissistisk." - Alexander Lowen, . Om superkritiske, nedladende foragtende og misundelige mennesker. James Masterson brugte et sted i sit foredrag udtrykket "Skabs-narcissister" om de, der karakterisk, fungerer sådan i det skjulte. Her skelnede han imellem de Arrogante, de Foragtfulde, de Misundelige typer - og de evigt sure Superkritiske nedvurderende Narcissister, som uden indlevelse, kun optaget af deres eget synspunkt - og helt ulidelige at være sammen med for almindelige mennesker, som de ser ned på, foragtende og kritisk bag de falske smil. .I det skjulte kører de et utroligt komisk oppustet Egotrip af på mere eller mindre uskyldige medspillere. Ligesom han ser en gruppe mennesker, som lidende af en "Diva-stating Narcissistic Disorder". Disse Diva´er møder du, når de er kommet mere åbent ude af skabet og nu kører deres "trip af" i deres fritid - sådan som du kan opleve det hver fredag og lørdag aften på cafeer, diskoteker og rundt omkring i de mange små bizarre kontaktløse klubber, der efterhånden er dukket op til overfladen i det hjemlige storbymijø. Er vores tid Narcissistisk forstyrret? Måske kan man kultursociologisk set med rette sige, at mange af nutidens "narcissister" egentlig slet ikke er syge, men tvært imod alt for normale - hvis vi med det ord forstår "være godt tilpasset til det samfund, de lever i". Er der ikke en vis sandhed i, at disse mennesker også kan ses, som værende supertilpasset til de frie ? markedsmekanismer, som mere og mere tydeligt nu helt behersker vores fælles hverdag - såvel ude i erhverslivet som dybt ind i vores psyche i privatlivet. Ja hvad skulle Forbrugersamfundet gøre uden dem? Når hele samfundsmoralen handler om at sælge sig selv, at lade som om og "at virke som om "- og det overfladiske foretrækkes for det vedkommende, er det så egentlig ikke en alt for god tilpasning til dette skøre samfund, vi her prøver at se kritisk på - og måske at optø, når vi arbejder med narcissismeproblemet? I en narcissistisk forbrugerkultur behandles vi som objekter og vi behandler selv andre mennesker som objekter - som varer der forbruges. Ja, vi kunne måske ligefrem tale om en sociose = en folkelidelse skabt af forbrug og smid væk samfundet. Det sjælfulde, det indre, det vedkommende og det ægte sælger jo ligesom ikke mere. I dag er det ikke mere Indholdet der tæller, men Indpakningen, og meget ofte betyder Image og indpakningen mere end det reele indhold. Er det ikke den psykiske konsekvens af dette livssyn, vi her taler om? Er tidens "narcissisme" ikke blot et mere eller mindre ekstremt udtryk for at konkurrencen mennesker imellem, samt kravene, forventningerne, drømmene mulighederne - og umulighederne er blevet mærkbart forstærket i de sidste 25 år? Når "enhver er sin egen lykkes smed", ja så smedes der sværd, rænker og rustninger til "alles kamp mod alle." Det nye er, at vi er mange, der lider derved og at der nu er en udbredt opfattelse hos en lang række forskellige kulturiagttagere om at se "fænomenet", som et signal om en kraftig og dyb kontaktforstyrrelse, når vi selv eller andre mennesker foretrækker "det ydre udtryk og det indtryk, som vi gør/ ikke gør" fremfor det ægte, det dybere, det hjertelige, det sjælfulde, det humoristiske og det kontaktfulde - for at sige noget meget svært og nuanceret, helt firkantet og kort. Essencen af, hvad der går galt: Det, der er fælles for Masterson, Cullberg, Asper, Lowen etc. er, at de ser dette Ydre-Indresplit give sig udtryk i en adfærd og væremåde overfor andre, som driver disse andre langt væk, når personen egentlig ønsker sig en større nærhed, støtte og en personlig forståelse af sig selv og sit forhold til andre - og af verden. I stedet for at opnå den ønskede ægte dybe kontakt, opnår de kun kaos, angst og et totalt kommunikationskollabs. Dette synes at være problemets kerne. De opdager derfor ofte pinefuldt, at deres venskaber og kærlighedsliv igen og igen ødelægges af deres kontaktforstyrrelse, som hænger sammen med hele deres væremåde og deres skæve illusoriske selvopfattelse, (der alt for ofte koster dem en utrolig stor viljesanstrengelse at opretholde) ligesom det tit koster dem livsglæden, venskaber, og kærligheden, som jo ikke trives, hvis egocentrien - og selvtilstrækkeligheden bliver for stærk. "At have nok i mig selv" og "kun tro på mig selv", fører jo meget let til en stor ensomhed. Psykologisk set taler vi altså her om et yderst forudsigeligt og ofte tragisk livsforløb! Der er i dag en stor enighed blandt psykologer fra vidt forskellige skoler om, at vi gør klogt i også at se "denne forstyrrelse i ens forhold til sig selv og andre" ud fra en Udviklingspsykologisk synsvinkel - og derfor vender min interesse sig nu nu især imod at forstå "Det indre omnipotente barn" på ca. 1 - 3 år, som i alt for høj grad synes at styre disse menneskers liv. Denne del af vores Personlighed, vil jeg kalde Dit magiske indre tryllebarn, (lidt på linie med Harry Potter og Peter Pan), som aldrig vokser op. Og som helt kan styre dit liv, hvis du lider af en Narcisissiske karakterbrist, hvorved din indre fantasifulde kraft, let kan blive til en stor tyranisk egoist - som du gør klogt i at kunne få øje på, hvis du ønsker at hjælpe et sådant menneske til ægte personlig vækst. eller hvis du føler dig "ramt af det, som du læser her. Denne anden blødere og mere udviklingsbetonede synsvinkel kan du læse mere om på side 6. og fremefter, men først lidt mere om disse forskellige "typer" forvoksede børnehavebørn: |
|
|
