Matersons seminar i 1994 inspirerede mig dengang til
at skrive nedenstående lange forsigtige brev til en af mine klienter,
jeg på det tidspunkt arbejdede med - hvor jeg havde været for direkte
i noget af det, som jeg havde sagt til vedkommende, ja kritisk om du vil.
Resultatet var - yderst forudsigeligt - at vedkommende dagen før
det næste møde ringede og aflyste alle fremtidige terapitimer.
Jeg følte mig meget skuffet over, at X afbrød vores kontakt,
netop som jeg var ved at lære ham at kende. For mig var vores sammenstød
og det skænderi vi havde haft et gennembrud, fordi jeg i løbet af konfrontationen
fik en masse nyt af vide, som jeg ikke havde fået en snus at vide om før. Og jeg så
en helt ny meget stærkere, mere emotionel del af personen træde frem foran mig.
Endelig var jeg ved at forstå X. Endelig kunne jeg se ham - og så blev jeg fyret!
Det føltes som et slag i ansigtet - og derfor skrev jeg følgende brev til X,
der illustrerer, hvor forsigtigt, indlevende - og alligevel kontant,
det er nødvendigt at være for at nå ind til Selvet, bag Ego´et,
når vi forsøger at opnå en konstruktiv kontakt
med disse kritik-overfølsomme personer:
Et åbent brev
til Dig - og dit Magiske Tryllebarn:
Jo, du har ret. Jeg blev ganske rigtigt vred på dig sidst,
men behøver det betyde at vores kontakt dermed er slut?
Om det er det, du vil - ok,
så pøj pøj på din vej videre i livet.
Men først, lad mig ganske kort beskrive,
hvordan vores konflikt ser ud herovre fra min stol:
Som jeg sagde registrerer du meget fintmærkende,
når jeg ikke afstemmer mit tempo med det tempo, du har brug for
at vi bevæger os fremad på. Og fremad betyder for mig, at vi stræber
hen imod at du opnå en større ærlighed, ægthed og robusthed
i dine møde med de mennesker og den verden du reelt lever i.
Når jeg ud fra dette mål sagde, at jeg er uenig med dig
i at du "har taget nogle kæmpestore skridt" og "er nået langt".
så glæder det mig du føler sådan! OG mærkelig nok synes jeg ikke
at det du har nået endnu, er særlig imponerende eller "kæmpestort".
Sorry - jeg har en anden mening, opfattelse og vurdering end dig.
Du blev selvsagt skuffet og vred fordi - som du ved
føler du dig utroligt let og hurtigt afvist - rasende misforstået (?)
og den måde, du forsvarer dig imod at føle og opleve den tilstand
på, er at du i stedet føler dig forurettet, og lynhurtigt trækker dig
skuffet, sur og misforstået ind i din trygheds- og trøstehule.
Hvor du - som vi flere gange har talt om,
så igen kan hengive dig til dine længselsdrømme og magiske fantasier
- og glemme alle os, der mere eller mindre bevidst har såret din forfængelighed.
Det er i hvert fald min fantasi om, hvad der sker i dig, når du bliver såret
og skuffet. Jeg ved selvfølgelig ikke om det passer, det ved kun du.
Jeg værdsætter rent faktisk
dine yderst eksklusive og hyperfølsomme antenner.
Den overfølsomhed du nu lider af, kan en dag blive en styrkeside.
I gamle dage gik folk på Sensitivitetstrningskursus for at genvinde
deres antenner overfor dem, som de arbejder sammen med.
Det behøver du ikke - du sanser dem kun alt for godt.
Jeg tror, atdu inde bagved din fjernhed
vrede og skuffelse er god kontakt med både dit følsomme
og dit skrøbelige Selv, som du beskytter via dette dit gamle
og alt for overanstrengte, men velkendte selvforsvar.
Dit selvforsvar er i mine øjne
også en vigtig del af din Selvbeskyttelse og Egenomsorg.
Det er derfor muligt at det, at du nu afbryder vores kontakt,
er det klogeste valg for dig - og det derfor er ok, at du på den måde
løber væk fra mig og noget, der er alt for svært for dig - nu.
Men ... der er noget her, som jeg ikke forstår:
Kan du hjælpe mig med at forstå din afvisning af mig lidt bedre?
Det er derfor at jeg gider skrive dette til dig - for at give dig
lyst til og inspiration til at fortælle mig om din synsvinkel
ved at give dig min, som "et med og modspil".
Jeg forstår dig jo ikke altid! - selvfølgelig.
God terapi handler for mig ikke om at nære din Forfængelighed, dit Image
- eller at foregive at alt er ok, når det ikke passer med mine fakta og virkelighed.
Det, vi er sammen om er at at styrke og udforske din sarte skrøbelige Selvfølelse!
og nå de konkrete mål, du sætter dig. Og derfor vil jeg ikke hjælpe dig
med blot at løbe væk fra det svære og uforståelige - nu
ved blot at lade dig løbe væk, uden at jeg - og du
forstår, hvad det egentlig er der gik galt.
Terapi betyder for mig Forandring - og en tiltrængt nyindlæring.
Det er ikke min opgave at rose, beundre eller bekræftige dig i, at du er ih så genial,
perfekt, helt fantastisk eller en uopdaget prins som en dag - måske vil blive vækket
på magisk vis af en smuk prinsesse, og få det halve kongerige med i købet
- eller hvad du nu ellers for tiden dagdrømmer om at der en dag sker.
Livet er ikke kun et eventyr, der altid ender godt.
Er du enig med mig i det udgangspunkt?
Det vigtigste for mig er
at styrke det Ægte i dig og lære dig værdien af ærlige selvudtryk.
Det er vigtigere for mig, end om jeg har ret - eller du ret i de ord, vi udveksler.
Det, der er uafsluttet for mig, er at høre hvad du følte og mente, da du tavst gik.
Hvad brændte du inde med? Hvad skjulte du omme bag din udtryksløse maske?
Det eneste jeg ved er, at du nu har fyret mig! men jeg ved ikke
hvorfor du vælger den dramatiske afslutning nu ..?
Jeg forstår godt, at det gør ondt,
når jeg ind imellem når dig lige dér, hvor det gør ondt - og når jeg
mere eller mindre med vilje - kommer til at trykke på dine ømme ligtorne.
Selvfølgelig reagerer du så ved at føle smerte og bliver selvklart vred.
Det er naturligt og helt ok i mine øjne! Det håber jeg, du ved -?
Det, jeg ikke forstår, er,
at du ikke selv ihærdigt arbejder mere med på
at finde dine egne ord for det, der sker. Det du har behov for og lyst til.
Jeg forstår f. eks. ikke, at du ikke protesterer mere åbent imod at føle dig
tvunget til at leve op til noget, som du ikke er, (som vi f. eks. har talt en del om
i forhold til din mor - og i dine manøvre overfor dine tidligere kærester).
Det er da ikke et liv, der er værd at leve,
alene at fungere ud fra at opretholde et Image, at se stærkt ud
og føle sig Bedre end alle andre - og samtidig ikke kunne døje sigselv
Kun være opmærksom på, hvilket indtryk du gør - eller ikke gør.
En ægte kontakt består af to mennesker, som mødes
såvel i forståelse, som i deres forskellighed.
Det er dér, det nye fødes!
Jeg savner,
at du smager lidt mere på mine forslag, reaktioner og reflektioner,
i stedet for lynhurtigt kun at høre det, jeg siger, som en kritik/ fordømmelse.
Og jeg savner, at du leger videre med såvel dine egne som mine ord
fordi som du nu godt ved, at så vil du først kunne ændre
på din adfærd og på det du føler, hvis du lærer
at tænke og se anderledes på verden.
Når jeg f. eks. ikke synes du er kommet særlig langt, endnu,
så bygger jeg bl.a. på det faktum at du stadigvæk overreagerer
voldsomt på selv de mindste antydninger af kritik, hvor du
lynhurtigt farer op, skælder ud - og går rasende væk
uden at komme tilbage igen, når du senere hen
ved, hvad du vil svare.
Du må kort sagt vove at vise mig, hvem du er.
Det er jo for pokker dit liv, der gør ondt - og ikke mit,
så der er noget galt, hvis jeg er helt alene om at søge efter en løsning,
imens du blot passivt, iagttagende venter på, at jeg og mine hokus pokus numre
skal frembringe et mirakel. Jeg er ikke julemanden, en hokus pokusmand
eller din rige onkel fra Amerika, som kan hjælpe dig ind i Hollywood.
Jeg er et irriterende andet menneske,
som prøver at hjælpe dig med, at du finder dine egne svar
- på dit livs udfordringer og jeg vil godt snakke med dig
om dine valgmuligheder.
Jeg gik mere engageret til dig sidste gang
og det var ganske rigtigt på en mere kritisk facon, end tidligere.
Jeg gav dig mit syn på, hvad der i mine øjne foregik imellem dig og mig.
Jeg havde brug for at kunne trække vejret frit sammen med dig
- og det gjorde jeg så på den måde, jeg gjorde
ved at give dig "en kærlig skideballe"!.
Jeg undskylder ikke,
jeg ønsker blot, at du også forstår mig.
Mest savner jeg at mærke din lyst til noget positivt,
og dit helhjertet, ja stædige ønske om at ville lære noget nyt.
Dvs. at du mærker efter og handler mere søgende og eksperimenterende
- og bruger mig bedre ud fra bevidstheden om, at her har du en chance
for at lære noget nyt f. eks. om din uregerlige vrede, om nye måder
at føle en bedre omsorg for dit humør, dit liv og dine kontakter.
Således at det, som du ikke ønsker, ikke sker
og det du satser på - lykkes bedre end før.
Ved at sætte ord på,
hvad der sker imellem os,
om hvad du føler sammen med et andet menneske,
lærer du at blive mere opmærksom på, hvad der reelt er.
Følelser er jo en meget vigtig del af virkeligheden!
Håbet er, at du derved bliver dygtigere
til at passe på dine venskaber og behov, grænser og følelser,
således at du f. eks. ikke lader din vrede og din sårbarhed styre dit liv
så du efter et af dine såkaldte "anfald", pludselig igen desperat har brug
for "en kærlig sygeplejerske" eller en eller anden Længselsmor eller Superlæge
til at reperere dine sår, pleje dit skrøbelige Ego og lege de andre julelege
- om og om igen, på den samme gamle måde. Og igen og igen.
De "huller" du plejer at falde ned i kan du godt vokse ud af
eller helt undgå - og det er det, vi skal tale sammen om.
F. eks. vil jeg opfatte det som et forsøg på at opnå kontakt
og blive forstået, hvis du en dag tør skælde mig ud, åbent og direkte,
ansigt til ansigt! Også selv om jeg giver dig modstand, så skal du vide,
at jeg også klapper i hænderne - og at der er et smil i min mave over,
at du da også tør træde mere i eksistens, som du reelt er.
Men når du skjuler dig bag en maske af af tavshed, fjernhed, kulde,
fornærmethed og indeklemthed, så føler jeg altså ingen trang til at klappe
- tvært imod føler jeg en stor lyst til at ruske i dig og kalde dig frem,
som jeg håber på jeg gør nu med dette brev.
Selvtillidsfølelsen kommer,
(som du jo godt ved) ud af din egen mund.
Selvtillid kommer ikke ind igennem dine ører eller
fra et eller andet magisk tryllemiddel eller udefra fra os andre.
Tager du ordet og spytter ud, så arbejder vi i højere grad sammen
på, at du bliver mere robust, lidt mere ansvarlig - og det vil bid
for bid styrke din ægte selvværdsfølelse.
Det er naturligt nok meget svært
og ind imellem smertefuldt at focusere så meget på sig selv,
som vi nødvendigvis må gøre i det arbejde en dybere terapiproces jo er.
Det forstår jeg godt! Jeg genkender fx. forfængelighedssmerten fra min egen terapi.
Og jeg forstår også godt, at når det du oplever i denne proces, bliver for smertefuldt,
eller for skræmmende - ja at så forsvarer du dig selvklart også imod at føle det.
Jeg har en fantasi om,
at da du var en lille dreng, var du i alt alt for høj grad helt alene,
når du havde det skidt, eller livet var hårdt og ondt ved og for dig. Dengang
lærte du dig at lukke helt af, gøre dig ufølsom og standse åndedrættet,
så at du ikke mere kunne mærke noget ? Lad mig derfor spørge dig:
"Trak du dig også sådan langt væk og ind i dig selv - når en anden
såkaldt "vigtig person" dengang i fortiden ikke forstod dig ?"
Var det især din Mor eller far du var særlig sur på?
Hvad kan du huske om det reaktions-mønster?
I stedet for at give smerten
den plads, som den har brug for nu i dit liv,
ja så prøver du - i mine øjne - at kaste den af dig
ved at focusere alt for meget på f. eks. mig eller andre,
som du har ladet komme dig nær. Du ser dig måske skidesur og vred
på os andre - som et selvforsvar, og får måske derved
en kortvarig lettelse - der så bliver fulgt af .... ?
Eller prøver du at fortrænge smerten,
vreden, såretheden, afmagten etc. ved at skubbe den tilbage i mørket
ved at arbejde endnu mere og hårdere ? - Og håbe på, at hvis du ikke
giver dig tid til at mærke efter, hvordan det reelt føles at være dig, at så
vil dit humør, helt af sig selv ?, forvandle sig til "den trygge lykketilstand",
som du måske mere eller mindre ubevidst hele tiden stræber efter nu
at opnå og være i - uden at det dog er lykkes for dig endnu, vel?
Det, vi arbejder på i terapien, er meget smertefuldt for dig.
Det ved jeg godt. Hvis jeg virkelig skulle forstå dig, som du forstår dig selv
og i højere grad være der for dig, så skulle jeg også se dig hyppigere
og over et langt tidsrum, men som du godt ved, det er for kostbart.
Og heller ikke nødvendigt,
hvis du kan lære at leve med, at jeg mange gange
heller ikke er perfekt! Ja faktisk har jeg intet ønske derom.
Derfor kan jeg godt give mig selv lov til at fyre nogle lidt løse ideer,
spontane bemærkninger og afprøvende tolkningsforslag af i hovedet på dig
(også selv om de senere hen vil vise sig at være helt forkerte, upædagogiske
og måske ikke særlig hensynsfulde - sådan som ordene nu engang
kom ud af mig sidst vi sås, sorry). - Vor tid sammen er så kort
og jeg synes at du har kørt i tomgang længe nok.
Du skal jo have noget at arbejde med, til vi ses igen.
Derfor giver jeg mig lov til at udtrykke mig lidt stærkere - og mere dramatisk,
end du måske altid kan lide det, fordi .... at så glemmer du ikke så let det,
som jeg siger til dig. Overdrivelsen og bevidst Dramatisering
er en af de bedste veje til visdom, jeg kender.
Jeg ved godt du helst vil snakke stille og roligt,
ja gerne lidt akademisk om alt det lort du sidder fast i,
men jeg tror at du også skal føle og mærke det du siger
og det der sker, førend ordene bliver levende for dig.
Derfor - spyt ud og fortæl mig, hvad der sker
- ovre fra dit skyttehul.
Jeg håber, du vil "smage på og tygge videre" på dette brev
på din helt egen måde - til vi måske / og måske ikke ses igen.
Vi har så kort tid sammen - og du skulle gerne nå frem til "noget nyt!"
Der vil derfor let kunne opstå misforståelser, irritation, konflikter
og uenigheder, når vi prøver at engagere os i hinanden.
Jo tættere man danser, desto større chance er der
også for at træde hinanden over tæerne. Det er ok.
Sådan er vores allesammens voksne virkelighed,
(- som du kan se det på denne 3-D tegning!)
Når kontakten igen bryder sammen
som det sker for os, ligesom det iøvrigt sker ude i livet
ja så må du og den anden begge prøve at række ud mod hinanden
igen efter stormen - og krybe ud af de skjul, vi hver især gemte os i,
da vi blev bange. Dette evnede du ikke sammen med din hustru,
hvor du jo helt overlod forsoningen til hende - indtil
den dag hun ikke mere gad række ud efter dig
imens du gemte dig derinde din trøstehule.
Hvorfor ikke gribe chancen nu
og øve dig i at vende dig om og komme tilbage
igen med de ord, der passer til det du føler og mener,
fremfor kun at give mig din tavshed
og en fyreseddel?
Kort sagt:
Gentag nu ikke blot dig selv igen,
men overvej hvordan du vil svare mig på dette brev
enten per email eller via telefonen - as you like it.
Sådan ser vores situation ud NU - her fra min stol.
Hvordan ser det hele - og os, ud fra din synsvinel?
Jeg håber at høre fra dig - og ellers
pøj pøj fremover.
hilsen fra Ebbe
|
