Værsgo, lige til at udprinte:
 
Color .......
Introduktion, side 1. ..... side 2. ......side 3. ....side 4.......side 6.

Narkissos-Myten.... en konklusion A + se B.. +. + og en vigtig tilføjelse.

Dine og mine rettigheder ...+ Kærlig mente skideballer til Egoister.

.Se et billede af en narcissisist - der siger mere end mange ord.

+ se et DanTurell-agtigt digt om det narcisistiske raseri




..> klik - og se et større billede <

Side 8:
.
Er en narcissistisk karakterlidelse, noget
som mest går ud over den person, der har "diagnosen"?

Eller går det ( raseriet, skuffelsen og afmagten )
mest ud over omgivelserne?




Det korte svar er:

Det går ud over alle, der kommer for tæt på,
men på længere sigt er det især svært for den person,
der har denne egocentriske kontakt- og karakterforstyrrelse.
Når man "kun stoler på sig selv", ja så bliver man ensom en dag.


Filosoffen Peter Thielst:
"
Symptomerne kan være meget ubehagelige.
Vi skal nemlig være opmærksom på at den typiske narcissist
har 2 ansigter, ganske som myten om Narkissos og Ekko siger:

Der er den udadvendte side, som vi kan kalde "den storladne side".
Denne prangende - selviscenesættende - side, hvor vedkommende tror,
at han /hun kan og må alt, blot han/hun ønsker det dybt nok og at de ganske enkelt
må være "den mest geniale person her på jorden". Eller mener sig berettiget til,
"at alle simpelhen må og skal elske mig - og beundre mig hele tiden."
Denne indre Dagdrømmende-tilstand kræver en masser af roser,
og derfor mødes en velment kritik, som een stor fornærmelse.

I den opgejlede tilstand - og i den fase
kan man med rette sige, at det især er omgivelserne,
der har det største besvær med ens narcissistiske forstyrrelse.
Det kan minde om en galopperende manio-depression, men dér
er Jeg´et, Ego´et helt splintret - og al virkelighedssans forsvundet.

Hos Narcissisten svinger humøret op og ned dagligt
og i lange perioder over i den modsatte mere indadvendte pol,
i en mere depressive tilstand, hvor de er de føler
et stort selvhad,
skamfølelse over manglende succes - og verdens ufuldkommenheder.
De går ikke så dybt ind i deres indre mørke, som de manio-depressive gør.
Men klager over rastløsthed, ukoncentrerethed, selvopgivelse og har en undertiden
meget dyb og smertelig oplevelse af, at hele tilværelsen - og de selv i særdeleshed,
er evige tabere, fiaskoer, tomme og meningsløse. Det er meget pinefuldt
at føle sådan indeni - blot at være et tomt Ekko af andre krav.."


DVS:
I den indadvendte fase er livet især barsk og trist for egoisten og narcissisten,
omend det også her kan være utroligt svært og kompliceret at leve tæt sammen
med en så fornærmet, sur og kontaktforstyrret person i et familieliv og ægteskab."
Men de - og måske andre - har det sjovere i den mere ekshibionistiske fase,
hvor de, som kommer dem nær, ofte bliver køret helt vildt rundt med,
hvis de ikke har selvværd nok til at sige stop - og stå af
imens legen er god - og gensidig.

Når "Glansbilledet af sig selv" er aktiviseret i et narcissistisk udbrud
er det først underholdende, ja medrivende at "lege med i den fantasi",
som her leves endnu mere ud, end de fleste mennesker tør og gør.
Men efterhånden går det op for flere og flere at vedkommende
blot "kører sit helt eget trip af", som vi sagde i 60´erne
og egentlig foragter - og slet ikke sanser os andre.

Så bliver "showet" trættende. Tomheden i det som sker
og ensomheden bag føles mere og mere.


Psykoterapeutisk set,
arbejder jeg og andre psykologer ofte med at lære folk
"at blive bedre venner med sig selv, andre og virkeligheden"
ved at arbejde med Selvopfattelsen - og den indre dialog
som tit har en stor indflydelse på ens kontakt med sig selv
og andre mennesker - i såvel postiv som negativ retning..

Og fordi en vigtig faktor mange effektundersøgelser peger på
som det centrale i en vellykket psykoterapi, er: "Kun en nutidig justering
af personens Selvopfattelse, synes at kunne sikre at de forandringer der sker
i løbet af en vellykket terapi, også holder ved bagefter." (Masterson).

Dette er selvsagt vigtigt at huske
når vi arbejder med narcissistisk forstyrrede mennesker,
men risicien for at vi via vores store focusering på persons selv
blot yderlig forstærker selvoptagetheden, egocentrien, er der i højere grad,
hos en narcissistisk forstyrret person end hos mere almindelige neurotikere.
Den manglende indlevelse /Empati og nysgerrighed i forhold til
de mennesker, som personen daglig omgåes er mindst
lige så vigtigt at se nærmere på - og opøve her

Denne neddæmpning af alt for meget psykoanalyse af personen
og en større focusering på konsekvenserne af den forstyrrede adfærd
samt opøvelsen i empati, at kunne sanse og forstå andre mennesker bedre.
Det gør det at arbejde med disse mennesker anderledes.


Et sidespor:
Ok - og nu efter, at vi har set på disse mere ekstreme personer
må det også siges, at al den energi, som vi såkaldte normale egoister
investerer i omverdenen, i andre mennesker og i egoet - i den rækkefølge,
ja den trækker vi jo alle tilbage til os selv, når vi såres, skuffes og afvises.

Vi sørger, bliver selvoptagne og fordøjer det som er sket. Lærer af det
og giver så en dag mere slip i selvoptagetheden og egocentrien
- og vender igen tilbage til dagligdagens mange Jeg-Du møder
uden hele tiden at gå og tænke på, hvad de andre mon synes
om mig og det jeg gør. Opmærksomheden hænger ikke fast der,
men udvider sig og omfatter en aktiv nysgerrighed i den verden,
som jeg lever i - der bestemt ikke har mig som centrum.

På den måde kan man godt sige, at vi allesammen er narcissister,
for hvem reagerer dog ikke sådant, når vi såres, skuffes, afvises og lider nederlag?
Det er både sundt og vigtigt, at vi en tid samler energien om Jeg´et - og derved heler
og repererer selvfølelsen, indtil vi er klar til at vende tilbage til omverdenen igen,
når verden er ond og barsk ved os. Selve "Tilbagetrækningen i sig selv"
er der altså ikke noget usundt i - det er mere det at disse personer
ligesom ikke gør andet, der er problemet.

I terapisjagonen kaldes denne helings-adfærd
for et sørgearbejde eller et selv-reperationsarbejde
og det er meget ofte her i den mere indadvendte fase, at vi kan
få en dybere kontakt såvel os selv og med andre - hvis de vil det.
Narcissistens problem er at den del, der søger en ægte emotionel kontakt
med andre efter en sørgefase ligesom er "faldet ud" hos disse Egoister.
De sørger, ja men de lærer ikke noget nyt af det, som skete.
Og derved bliver det hele meget let bare
værre og værre med årene!


med mindre personen stopper op
og begynder at øve sig i det, der engang blev stoppet
i personlighedens udvikling: Indlevelsen, Medfølelsen, Tilliden
til sig selv og andre, Glæden ved blot at leve - og evnen til at beholde
begge benene på jorden og indse sin basale humane almindelighed.
Husk: Et menneske, som ikke har evnen til le højt af sig selv
og sin dårskab, bliver let dummere end de, der evner dette.




Pointen
i dette er ikke at fordømme,

men at forstå, hvorfor mange voksne er så ekstrem sårbare
netop i forfængeligheden, i stoltheden. Og er så uudviklede i Selvfølelsen
at de har sværere end andre ved at bearbejde kritik, nederlag og skuffelser,
(især i tabs- og adskillelses-perioder).

Er det, fordi det Ego, som de da søger tilbage til, er så
overraskende svagt, sårbart, ustabilt, skrøbeligt, umodent - og splittet?
Eller er det, fordi at de har sværere ved at mærke og føle sig selv ærligt
og mangler evnen til bearbejde det, som sker for dem her i livet
især når det handler om deres kontakt med andre?
Sansynligvis er det begge dele, der er uudviklet.

Jeg håber, at du som jeg nu har fået
et lidt mere nuanceret billede af, hvad der menes,
hvis din psykiater skriver: "Narcisistisk forstyrret personlighed"
i din journal, hvis du en dag efter et "nervøst sammenbrud"
kommer i kontakt med hospitalsvæsnet.

Vi psykologer siger i stedet: "Jeg tror, at du lider i dit Ego,
fordi du forfølger falske værdier - og har alt for meget energi investeret
i dine vildt urealistiske dagdrømme og i dine umulige idealer. Hvis det
du vil var lykkes for dig, sad du nok ikke her hos en psykolog i dag,
så derfor går jeg ud fra at den livs-strategi ikke virker for dig
- og årsagen dertil er at du er narcissisk forstyrret."

Og ja - dette kan meget let forståes som en ny fornærmelse.
Problemet er at du kun ser på dig selv indefra og ud, og straks
reagerer med at blive smækfornærmet, ja rasende går din vej
uden at spørge: "Nåh? - og hvad mener du så med det udtryk?"
Svaret har du på disse websider om sund og usund Narcissisme,
som jeg - som sagt - håber nuanceret og forklarer "diagnosen".

Du kalder dig selv for Perfektionist - og er blot bange for at få kritik.
(se mere derom her: www.psykoweb.dk/psykodrama/mangejeger2.htm
+ her: www.utexas.edu/student/cmhc/booklets/perfection/perfect.html)
Du siger, at kun det bedste er godt nok til dig - men nøjes med lidt.
Dvs. at du taler med to tunger, som ikke hører hinanden
og du svigter det, som er mest ægte og levende i dig.

Konsekvenserne af "Perfektionisme",
(som oftest blot er et pænere ord for narcissisme)
kan du også læse mere om i Colette Dowlings bog, (klik)
der handler om hendes selvransagelse, da hun en dag opdagede
at hendes datter led af Bulimia på gr. af perfektionisme og selvforagt.
En tilbøjelighed hendes Mor ikke var ukendt med fra sig selv.

Og læs også en dag James F. Masterson selv
i hans berømte grundbog om narcissismen: "Det truede selv.
Personlighedsforstyrrelser i det moderne samfund.", fra Hans Reitzel, 1990.
Den også kan lånes på biblioteket.


AT VÆRE
ELLER IKKE AT VÆRE SOCIAL
& FØLELSESMÆSSIG INTELLIGENS


En helt anden - og mere pædagogisk måde
at tale om lavt selvværd, ringe selvtillid og dårlig kontaktevne på,
er at sætte en række af disse beslægtede "komme-til-kort-lidelser"
i sammenhæng med dette bredere og mere præcise personlighedsbegreb:
som Daniel Goleman gjorde populært i: "Følelsernes intelligens", Borgen, 1997,
Han taler om, hvordan vores følelser har deres helt egen logik og værdi
- og om, hvordan at det har vist sig helt umuligt at forudsige
en persons skæbne i såvel privatlivet som i erhvervslivet
alene ud fra Intelligenskvoifficienten (IQ), skolegang,
eksamener og de rent faglige evner.

I forbindelse med Narcissisme-debatten, er det i mine øjne vigtigt
at Golemans metabegreb sætter focus på Indlevelsen og Selverkendelsen
Begrebet er en værdsættelse af at have selvindsigt og forstå andre,
- og samtig kunne mærke og føle sig selv, ægte og klart.

Fraværet heraf opfattede jeg tidligere som en følelsesmæssig tomhed,
en stor kulde, kedsomhed og ligegyldighed - en adskilthed og en forladthed
eller et udtryk for en alt for stor eksistentialistisk ensomhed, en usund isolation
- ja måske en slags ufrivillig autisme? Og så kommer Goleman og kalder det,
som jeg her prøver at tune mig bedre ind på, for kort og godt:
En følelsesmæssig analfatisme !

Det, jeg godt kan lide ved dette nye paraply-ord: Følelsernes Intelligens,
er, at det åbner op for en mindre moralsk måde at tale om psykiske lidelser på,
end f. eks. Masterson´s begreb: "en usund narcissisme" - for slet ikke at nævne
de mange andre psykiatriske diagnoseord og etiketter, der ofte mere fastlåser,
end de åbner op for en selvransagelse og en konstruktiv Selvundersøgelse.
"En social- og følelsesmæssig uudviklethed" - er det egentlig ikke kernen
i langt de fleste følelsesknuder mennesker imellem ? - som især
ses helt tydeligt og klart i disse såkaldte "psykiske sygdomme"?


Ved at sætte focus på
6 helt konkrete terapeutiske mål bringes problemet ned på jorden,
så vi bedre kan tale om, at "Det dér- er du ikke er særlig god til, men
det er noget, som du kan lære, hvis du for en tid focuserer på at øve dig."
Dvs. at vi derved arbejder hen imod positive mål, som kan kommunikeres
uden at såre, fornærme, stemple eller skræmme netop den person,
som vi venligt siger at vi godt vil give en hånd.


Kort sagt
synes jeg det nye ord følelsesmæssig intelligens,
eller "dit følelsesmæsige udviklingsstadie" - er mere brugbart,
end en indviklet klinisk diagnose-snak om vedkommende nu
især er Borderline - eller Narcissist - eller blot en kæmpeegoist.
Du tror det er løgn, hvis du overværede en diskussion derom
blandt diagnose-ivrige psykiatere og psykologer.

Og alligevel mangler jeg noget.
Noget som også medtager alvoren i det, vi her taler om.
Er den store selvoptagethed, egocentrien, kun et udtryk for en manglende træning
i at leve sammen med andre usikre mennesker på en ærlig, personlig
og virkelighedsnær facon - kombineret med en dårlig barndom ?

Er det nok blot at lære "alle disse narcissister" kunsten at lande i en faldskærm ,
oppe fra deres sønderskudte balloner? Dvs. hjælpe dem ned på jorden til os andre
og lære dem at blive bedre til at lytte sig ind på både sig selv, kroppen og os andre?
Er dette nok? Taber vi ikke alt for let fantasiens og visionernes kraft derved?
Bliver Peter Pan, Harry Potter, gadekunstneren Ole og Palle i hans cirkus
eller alt for barnlige piger mere lykkelige mennesker ved at opdage
at han/ hun "bare er ganske ligesom os andre"?

Jeg ved det ikke, men håber at disse overvejelser
på disse websider kan inspirere til en bedre diskussion
- og måske få dig til at tænke lidt anderledes på disse mennesker.


De venligste hilsner
Ebbe Scheel Krüger, cand. psych
Århus den 12. februar, år 001


En vigtig tilføjelse, klik her:



Vil du se nogle gode links om
Narcissistiske personligheds forstyrrelser

og om, hvad det betyder at være Grænsepsykotisk?

klik: www.psykoweb.dk/narcissisme/10-links.htm