|
||||
|
||||
|
En kærlig skideballe til dig, som futter rundt i en Spejlsal og næsten kun lever dit liv i andres øjne Dine øjne spejder hvileløst rundt, søgende, spejdende, vagtsomme, mistroiske, vurderende og sammenlignende - eller naive, tomme og uskyldige. Søgende ros, trøst, accept, bekræftigelse - og frygtende straf, skam og afvisning. "Se mig!" , "Elsk mig!", "Ros og godkend mig!", lyder dit bestandige tavse råb. Næsten hele tiden er du ude i omverdenen, bestandig spejder du efter dig selv i vores øjne - og ser intet. Konstant bange for at blive dumpet, blive vurderet og fundet for let. Bange for at dine forudindtagende katastrofe-tanker vil gå i opfyldelse, fordi du endnu ikke har lært, at forudsigelser for det meste går i opfyldelse. Hvorfor dog tænke så sort, håbløst, ængsteligt, opgivende og pessimistisk? Tanker skaber følelser, og handlinger - så lærer du at tænke anderledes, så vil du også opdage, at du ser og føler anderledes - og gør noget nyt. Sig mig, hvordan du tænker og jeg skal sige dig, hvordan du har det. "Du bliver, som du tænker", som gode gamle Wayne Dyer sagde. Men sådan tænker du ikke, vel? "Se mig,", siger dine spørgende øjne. Og i det indre råber et lille barns stemme: "Se mig, så jeg føler, jeg eksisterer! Ros mig, fortæl mig, at jeg er til og har værdi." "Jovist, men fortæl mig, hvad der reelt set er at klappe i hænderne over?", svarer jeg. Du løber jo rundt som en lille hundehvalp i en cirkusmanage. Hoppende rundt efter små godbidder, som andre måske kaster hen til dig. Vi andre bliver din domptør, dine dommere, og du giver os magten over dit humør. Det, hverken ønsker - eller vil vi være. Den magt ønsker vi ikke at have over dig! Det er en fælde, en indre kortslutning, som vi alle sammen kan sidde fast i. Se f. eks. Manderollen, som en spændetrøje, der er bundet 4 huller for stramt: "Se Mor, uden hænder, er jeg ikke dygtig?" --"Jo min skat, du er ih så fantastisk!" Eller: "Hvor er jeg placeret i hierakiet? Hvem er over, og hvem er under mig?" og derpå: "Se hvor ihærdigt jeg prøver på at gøre mig større, end jeg er - og derfor går jeg i evig skræk for at blive afsløret." For stramt, du. Som en lille dreng, der fiser rundt på sin 3-hjulede cykel i matrosdragt. Tænk aldrig at turde vise, at du er bange, såret, usikker, i tvivl - eller ramt. Kun bide tænderne sammen og lide i ophøjet ligegladhed. Er det et menneskeliv? For Guds, Far´s og Mor´s s skyld aldrig klynke og råbe hjælp! eller slippe dit indre spædbarn eller legebarn løs, direkte, frit og åbent. "Aldrig være bange" - mentaliteten gør dig mere og mere ængstelig med alderen. Angsten for, at Facaden krakelerer og du bryder sammen, ligger hele tiden og truer. Tænk, hvis du ikke kan præstere så meget mere - eller ikke kan klare alt selv? Så truer hjælpeløsheden og en vild panik hele tiden med at overvælde dig! Hvordan er det spejl, som du ser dig selv i beskaffent? Ser du dig - eller ser du blot "et skræmmebillede"? Selvrespekt starter med, at du kan se dig selv i øjnene Prøv en dag at give dig rigtig god tid til at se på dit ansigt og dine øjne i et spejl og prøv da at fortælle dit ansigt og de øjne du ser, hvad og hvem du ser. "Jeg lever i dine øjne", siger mange kvinder stadigvæk til deres mænd. "Hvordan vil du have mig Far?". "Se Far, er jeg ikke smuk, dejlig og uimodståelig?", - "Jo min pige, du er Fars drømmepige! Du er, som jeg ville ønske - at din Mor var". "Elsk mig, se mig! Giv mig værdi" eller "Tro på mig" lyder det tavse skjulte råb fra mange af disse mere eller mindre usynlige og oversete voksne børn. Du sælger dig selv alt alt for billigt på den måde! En dag opdager du pinefuldt, at du har holdt et stort udsalg i flere år. (Hvis du har solgt ud alt for længe, føler du dig selvfølgelig - og rimeligt nok nu træt, tom og ribbet for al livslyst). Kan det være årsagen til at du føler dig træt? Det er i hvert fald ikke på den måde, at du vinder selvrespekt, selvtillid, selvagtelse og forøger dit selv-værd! Din behage-syge, dvs. din indre duksedreng eller flinke lillepige sidder ved rattet og kører dit liv. Og dit passive og undrende Voksne-jeg står alt for inaktivt, skræmt og lammet, og ser blot tavst på. Du reagerer på situationer og os andre. Du skaber ikke situationer. Eller tager initiativ til en ægte kontakt. Hvis du kan genkende dig selv i denne skitse af en selvopgivende person, så opdager du måske også snart, at der ligesom er "et tomt hul i din personlighed ", lige netop der, hvor du er blind og bange - dér, hvor hovedet går helt i stå. Dine øjne spejder hvileløst rundt. Du ser alt, men du ser alligevel ikke noget. Og du opdager, at du egentlig er blind og ikke ser os. Du ser kun efter dig selv i vores øjne. Det er problemet. Løsningen er, at flytte ind i dine egne 2 øjne og se ud, fremfor kun at føle dig "set på" og vurderet udefra. Hvad ser du, hvis du ser ud på os andre - med opmærksomhed? "Du ser alt", siger du og er ih så følsom. Alle dine superfølsomme antenner er ude og fanger enhver mimik, gestus, stemning, under- /overmening og bemærkninger. Men hvad ser du egentlig, når du ser? Hvad bygger du dit syn på? Det starter med, at du flytter ud af andre menneskers hoveder og ind i dit eget hoved. Det næste trin er, at du pudser dine briller og igen tør se åbent og nysgerrigt ud på verden med dine egne øje. Lever du alt for meget i andre menneskers øjne, så lever du ikke. Du lader dig nøjes med små godbidder, tomme kalorier og taber din selv-respekt. "Du får kun noget, når du opfører dig pænt, artigt, rigtigt og gør dine kunster", som den indre domptør måske siger til dig. "Det allervigtigste i livet er jo, at I andre kan lide mig!", tilstår du måske skamfuldt og udmattet. "Hele tiden? " udbryder jeg og kan derved mærke din smerte. Prøv da - som et eksperiment - at beskrive, så klart, uddybet og nøjagtigt du kan, hvad du egentlig ser, når du ser mig - og de andre mennesker, du er omgivet af. Hvad ser du? |
||||
|
Hjemmeopgave: Jo mere du lader dig nøjes med småbidder: ros for småting, trøst, pylder og tom bekræftigelse fremfor ærlighed, jo mere vil du også gå rundt og føle dig evigt sulten og utilfreds med alt og alle. Fordi du bliver jo aldrig rigtig mæt og tilfreds, men altid lidt surmulende og åh så trist, utilfreds og skuffet ved - kun at mærke dig selv, udefra. Måske er du psykisk blind, fordi du ikke ser med os andre åbne øjne, men bruger farvede briller? Du beDømmer, forDømmer - og ser intet. Eller sammenligner noget, som ikke kan sammenlignes? 1. Prøv at lege, at du er en portrættegner, som via dine ord og dine iagttagelser nu skal prøve at skildre et andet menneske, som du kender - så godt du kan. Giv dig god tid til opgaven og arbejd lidt med den øvelse i at se hver dag. Du kan vælge en person, der står dig nær - eller en du hader. Når jeg ser dig, så lægger jeg især mærke til _________________________________ og __________________________________________________________________ og derpå: ____________________________________________________________ Hvordan tror du at dette Portræt af vedkommende stemmer overens med personens eget Selvportræt? Se mere derom her + se Johari-vinduet og lad dig inspirere af de ord, du kan se her. 2. Tegn derpå en emotionel tegning af, hvad du føler bagefter: Se f. eks. denne ide www.psykoweb.dk/psykodrama/mandalaer.htm www.psykoweb.dk/psykodrama/mangejeger5.htm |
||||
|
Prøv at forestille dig, at du er blevet låst inde i Spejlkabinettet i Tivoli - en lang nat. Du er helt alene nu og opdager til din store rædsel, at alle andre har forladt dette forlystelseshus - og døren er lukket udefra. Du er låst inde - helt alene her i mørket i mellem alle de forvrængende spejle. Et eller andet sted er der et vindue ud til omverdenen, men hvor? Problemet er, at det er meget svært at se forskel på et vindue og et spejl om natten. Der ér et ualmindeligt klart spejl herinde, men hvilket af dem er det? Alle andre spejle er pr. definision skruet sådan sammen, at de helt fordrejer, det du ser. Ja måske, er der slet ikke eet eneste helt klart spejl herinde overhovedet? I nogle spejle ser du dig selv som en lille vanskabt dværg. I andre har du et absurd stort hovede. Er et abnormt psykiatrisk tilfælde, med et mærkværdigt smil, som skræmmer dig. Andre spejle får dig til at le. I nogle spejle ligner du en kamel, en grimasse - eller er blot nogle meget store øjne. I nogle af dem er du meget større, end du er i virkeligheden. I andre er du meget mindre, end du reelt er. I andre spejle ser du...? Hvad ser du? - I et af dem ser du måske dig selv, som en giraf med høje stylteben? Prøv nu i fantasien at forestille dig, at du vandrer rastløst, hvileløst og mere eller mindre bange og forvirret rundt i sådan en spejlsal en hel nat. I hvert eneste spejl - i hvert eneste ansigt - vil du kunne se dig selv på en helt ny og anderledes måde. Herude, i den ydre sociale verden, er der lige så mange forskellige spejle, som der er forskellige slags mennesker til. At leve i andres øjne er som at leve sit liv indespærret i en spejlsal. Find vinduet. Gad vide, hvordan det må være at leve hele sit liv helt alene derinde? Kan du forestille dig det? (De fleste af os vil føle os skrupforvirrede, desorienteret, forvirrede, bange og konfuse efter blot få timer). |
||||
|
Det centrale spørgsmål er, hvad vil du da gør klogt i at gøre? 1. Du kan sætte dig ned og give op. Ok - det er sikkert klogt at sætte sig ned og give sig selv en pustepause, men i stedet for at forblive siddende tungt og opgivende på gulvet - her inde i spejlsalen, og blot stille dig tilfreds med, at vi andre siger: "Ja, jeg forstår dig godt, åh hvor er det synd for dig, din lille stakkel " eller "at vi føler med dig" - eller på andre måder for en kort lille stund ophæver din eksistentielle ensomhed og frygt via trøst og pylder, så start med at rejse dig langsomt op! 2. Du kan kalde på en eller anden. Ok. Det er forståeligt nok. Forestil dig så, at en person kommer dig til undsætning. som ikke kun vil i kontakt med dig, men vil noget mere sammen med dig, nemlig komme ud af spejlhuset. - Hvem kunne du godt tænke dig, kom dig til hjælp? Min rolle som terapeut kan nogle gange sammenlignes med at komme dig til hjælp, når du er faret vild i spejlsalen. Jeg vil der først starte med at få dig op at stå, så du - sammen med mig - kan begynde at lede efter udgangen. Jeg vil tage dine solbriller væk fra dine øjne og lære dig at se bedre. Inspirere og provokere dig til, at du finder din egen synsvinkel. Men lysten til at komme ud af spejlsalen, må du have. Jeg vil ikke trække dig ud i det fri, hvis du ikke vil. Måske ser du i dag alt for sort på det hele. - Ok, så opøv dit nattesyn! Eller dagslyset kan være for stærkt. Måske er det ikke alt, som du lige nu ønsker at se i øjenene eller at indse? Det vil også være svært for en blind at begynde at se. Og at komme op at stå igen, stå helt alene - og begynde at genskabe sit liv? Pu ha, hjælp! Selve det, at komme ud i det fri, kan virke overvældende. Selvfølgelig er det svært - og usikre, sårbare og skælvende begynder vi alle opdagelsesrejsen ud af et gammelt neurotisk vanemønster. Men kan du se - eller skimte - andre veje ud af angsten, forvirringen og diffusiteten? Det er desværre ikke nok, at jeg trøster og beroliger dig. Det bringer dig ikke ud. Når du kalder på en anden, hvad forventer du da, at denne anden skal gøre? Fortæller du levende, engageret og ærligt, hvordan din verden ser ud, får du min forståelse og indlevelse - ok, men det vigtigste jeg kan give dig er at øge din forståelse for dig selv - og vise dig vejen ud. Jeg kan vise dig vejen, men jeg kan ikke gå den for dig. Måske er din angst/din depression et signal til dig fra dit ubevidste? Et signal om, at nu er prisen for at have den holdning og selvopfattelse som du har eller ikke har - dvs. din sædvanlige facon med at løbe forvirret rundt i en spejlsal og holde udsalg af dig selv, blevet alt for høj? Måske det er angstens budskab? Måske prøver angsten og depressionen blot at fortælle dig, at du kun opnår at blive evig diffus, afmægtig og skrupforvirret hvis du stadigvæk løber rundt og leder efter dig selv i andres øjne? Måske prøver din angst og din depression at fortælle dig, at tiden nu er inde til at stoppe det mareridt, det er at føle sig indespærret i et spejl-kabinet? Måske er tiden inde til, at du indser, at livet sgu ikke er et eventyr, et evigt eksamensbord eller en lang Kaffkas retsal, hvor det evindelige spørgsmål er, om du er god, forkert, skyldig eller uskyldig, dygtig - eller dum, har ret eller ej? Er livet virkelig kun så sort, gråt, hvidt og firkantet, som du ser det nu? Måske er tiden inde til at slukke for din evindelige overkritiske indre dommer? Dvs. eje og finde din egen målstok - og ikke mere lade dig måle og veje af andres skæve målestokke? Dvs. få din egen etik, i stedet forat få forstoppelse af en ufordøjet samvittighed og moral, som ikke er din egen. Hitte ud af, hvad der gør dig glad og hvad der gør livet værd at leve for dig. Der er altid den menneskelige mulighed, at du kan vælge dig en anden holdning, en ny synsvinkel, som passer til Dig. Den styrke kan ingen tage fra dig. - Kender du din indre målestok? Du kan f. eks. lære at slukke for den indre stemme, der hele tiden siger: "Kan Man nu det?" eller "Kan Man nu ikke det?" - Hvem er denne "Man"? Eller melodien : "Er jeg nu god nok, eller dur jeg?", "Hvad siger I andre om mig?" Vi har alle sammen sådanne nogle tankebremser, som vi lærte i barndommen. Måske var de ok dengang, men passer de stadigvæk til dit nuværende liv? Måske er tiden inde til at opdage, hvem du er i dine egne øjne? Finde modet til at turde træde i eksistens og turde træde noget mere frem, som du ærligt føler det og har det inden i? Finde ord på det, der sker i dig. Måske er det den dybere mening med, at du nu er gået i sort? Måske skal du værdsætte, at du er en værdifuld person for forskellige personer på forskellig måde. Le af, at nogle ser noget i dig, som andre ikke ser - og omvendt. Blive en overlever og livskunstner, fremfor et offer for din ulykkelige opvækst? At du i højere grad bliver en, der skaber din fremtid, end en slave af din fortid? At du begynder at definerer dig selv og de situationer, du indgår i. Ja, måske ligefrem selv begynder at skabe situationer? Derved føder du dig selv, sådan som du vil blive en dag ude i fremtiden. Næste trin er at opdage, hvad det egentlig betyder: "at kunne lide dig selv - og være sådan lidt stolt af dig selv". Blive "en original" i dette ords sande betydning, nemlig: at der kun er een af din slags. Blive et menneske med din egen stil og personlighed, som vi andre aldrig har set eller mødt før - på godt og ondt. Dvs. opdager, hvad det vil sige for dig: at være "noget værdifuldt for såvel dig selv som os andre". Denne terapeutiske rejse "hjem til dig selv" starter med, at du finder modet og lysten til at se dig selv og din situation i øjnene: Hvad er reelle kontante blokeringer udefra, og hvilke blokeringer laver du selv? Bryd dog ud af fortidens fængsel og bliv endnu mere DIG. Hvad trænger du til at opøve og give slip på? Hvordan vil det så føles at være dig? Rejsen ud af egocentriens fængsel starter med at være, hvem du er, og herfra kan du så bevæge dig op af en vindeltrappe til en anden etage af din psyche, hvor du så skal opbyggedit nye ståsted og finde dit nye udkigspunkt. Jeg kan roligt love dig, at verden ser anderledes ud derfra! Jeg ønsker også for dig: at du lærer at sige goddag til din forsømte krop og ikke kun ser denne din trofaste følgesvend udefra igennem andres øjne. At du siger goddag til livet udenfor dit velkendte spejl-kabinet eller det cirkus, som du "normalt" løber forvirret rundt i - og har bildt dig selv ind, er verdenen. At du gør dig åben og nysgerrig igen - at du søger min hjælp til at lære noget nyt. I praksis betyder det, at du tør give slip på din barnelige uskyld (paradisdrømmen og dine gamle barndomsmareridt). Spillene, illusionerne, løgnen og livsløgnene, der synes så uendelige. Så svær er opgaven at vokse op og blive selvstændig. Jeg eller andre kan ikke gøre dette arbejde for dig, det kan kun ske sammen med dig. Hvad siger du til den skideballe? hilsen fra Ebbe |
||||
|
En ny synsvinkel på at blive et menneske som tør vokse op dvs. som tør erkende, stå ved sig selv og træde i eksistens. Se dette som en meget lang, sej, ustabil og yderst besværlig indlæringsproces, som sandsynligvis kan vare ved hele livet, hvis du ikke er gået helt i stå. Se f. eks. kampen for at blive sig selv, Selvstændighedsprocessen hos et lille barn, som usikkert prøver at komme op at stå for første gang. Dit liv startede som mit med, at du lå i fosterstilling inde i din mors mave. Var der godt der og var du et ønskebarn, så ved du også dybt indeni at du er ok, god nok og meget velkommen her i verden. Hvis ikke, starter du med et modsat udgangspunkt. Først kom følelsen "JEG LEVER!" i kroppen og så begyndte du at opleve: "Jeg mærker, lugter, smager, føler, hører, ser, forstår - og kan noget" dvs. JEG EKSISTERER! Du lå helst på ryggen og lærte verden og dig selv at kende ved at føle, mærke og lege med dine fødder, arme, ben og se på dine fingre. Du var eet med selvfølelsen, som udgør dit centrum, din oplevelse af dit liv. Sidenhen lærte du at vende dig om på maven, løfte hovedet op - og se ud. Du kunne ligge i timevis og lave armbøjninger for at opøve styrke i din krop og opdagede på en rar - og en barsk måde, at du havde mange forskellige behov. Så kom lysten til at gøre lige netop det, du selv ville og følte for. Få indflydelse. Du kunne blive meget forskrækket og hyle op - men det stoppede dig ikke! Derved opdagede du trin for trin, at du kunne gøre dig forståelig. Du kunne mere og mere selv! Efterhånden. Du kunne spise selv, lege, pludre og underholde dig selv. Le, slå, kæle, trille, kravle, stå, gå, udtrykke dig forståeligt og meningsfuldt. Hvis nogen tabte dig og gjorde dig ondt, så skreg du højt og skamløst. Og hvis du faldt ud over kanten af et bord, kunne du vende i luften, som om du var en kat med mindst 9 liv. Du kunne overleve. Så kom en dag - af ret ukendte årsager - lysten til at komme op at stå. Fra at ligge ned, lærte du at hive dig selv op via en anden eller en stol. Du stolpede usikkert fra stolen hen til bordet og herfra hen til en anden stol. Du kunne gå fra den ene dør til den næste - og tilbage til mor eller far igen. Dengang havde du en basal menneskeret til at få hjælp, støtte og forståelse, fordi du havde ganske enkelt og reelt brug for et andet menneske - et du. Hvis du stadigvæk som voksen kan mærker dette dybe behov og savn efter en anden, et kærligt Du ja så gør det dig til et socialt medmenneske, ligesom det er den eneste kur, som effektivt kan reducere din store eksistentielle alene-/ensomhedsfølelse. Jeg opdager, lige fra starten - og også sidenhen - mig selv i Du´et. Og med årene kan du mere og mere selv, alene og i samspil med andre, efterhånden som du vokser op. Alene - og sammen med os andre, der også har vores egen vilje. |
||||
|
Du starter måske også i dag liggende, siddende, på hug eller kravlende, inden du igen kan komme op at stå efter et chock, et hårdt tab eller en knockout. Kunsten at leve, at skabe sit liv og at elske er lang og besværlig, men den evne kan fremelskes og læres, så længe du lever. Der er så mange små trin og faser, som alle hver især skal passeres rimelig vellykket, trin for trin - dengang som nu - inden du igen kan løbe frit, glad, dygtig og legende rundt i din nyvundne frihed og livet. Vi kan alle sammen sidde fast et sted i denne proces og falde tilbage til tidligere trin og faser - igen og igen livet igennem. Det er det allersværeste for os alle sammen i vores type samfund at indse, når vi en dag ligger ned - og straks hurtigt igen vil ud og fungere frit på egen kraft. Vi har lært at forbinde det at række ud og bede en anden om hjælp med svaghed, i stedet for at se det som en del af vores styrke som mennesker. Nøgleordet er at finde frem til dit eget tempo, lysten og nysgerrigheden. Det skal jo helst ske hurtigt og mirakuløst, også selv om vi alle godt ved, det er meget sjovere at tage et skridt frem, end at tage 5 skridt frem - og kort efter tage 4 skridt tilbage. Du når såmæn lige så langt. Trin for trin. Prøv selv at føle og mærke forskellen. Er det i grunden ikke forunderligt og spændende at genopdage, hvordan denne urgamle oprindelige famle og fumle læreproces, denne sang, denne dans til livet, kan gentage sig igen og igen på stadig nye etager, områder og eksistensniveauer hele livet igennem? Hvorfor skræmmer det os så meget? Og hvad er det dog i os, som igen og igen tænder og slukker på denne facon? © 2002. Ebbe Scheel Krüger, Cand. Psych. Vagtelvej 11, 8210, Århus V. Telefon: 86 - 15 28 38. |
||||
|
Går det mest ud over den person, der har "diagnosen"? Eller går det afmægtige raseri, som er i skuffelsen + den stigende indre tomhed og fortabthedsfølelse, mest ud over dem, du holder af? Filosoffen Peter Thielst besvarer ovenstående spørgsmål således: "Det går i den sidste ende især ud over den person, der har denne usunde kontakt- og karakterforstyrrelse. Vi andre kan jo altid forlade ham/ hende, imens vedkommende er dømt til langsomt at opdage sin ofte meget tragiske skæbne. Symptomerne kan være meget ubehagelige. Vi skal nemlig være opmærksom på at den typiske narcissist har 2 ansigter, ganske som myten om Narkissos og Ekko siger: Der er den udadvendte side, som vi kan kalde "den storladne side". Denne meget prangende - selviscenesættende - side, hvor vedkommende tror, at han/hun kan alt, blot han/hun ønsker det dybt nok. Det kan godt være rigtigt nogle gange, men ikke hvis du vil være "den mest geniale person på jorden" - eller ønsker/kræver, "at alle simpelhen må og skal elske - ja beundre mig hele tiden." I den tidlige tilstand - den umodne barnlige fase kan man godt sige - at det måske især omgivelserne, der har det største besvær med ens narcissistiske forstyrrelse. Det kan minde lidt om en galopperende manio-depression, men er forskelligt herfra ved at i en manisk psykotisk tilstand dér er Ego´et / Jeg´et , helt sprintret = virkelighedssansen forsvundet. Narcissisten svinger dog også i lange perioder over i en stik modsat pol, og i denne mere depressive tilstand, er de ofte præget af et stort selvhad, skamfølelse over manglende succes, formåen - og verdens ufuldkommenheder. De klager over rastløsthed, ukoncentrerethed, selvopgivelse og har en undertiden en meget dyb og smertelig oplevelse af at hele tilværelsen - og de selv i særdeleshed, er tomme og meningsløse. Det er meget pinefuldt at føle sådan indeni - i årevis." I denne mere indadvendte fase er narcissisten mest til skade for sig selv, omend det også her kan være utroligt svært og kompliceret at leve tæt sammen med en trist kontaktforstyrret person f. eks. i et familieliv og et ægteskab . De går blot sure og tavse rundt uden at kunne tale derom og ofte drikkes der for at dulme raseriet." -------------------------------------- Det kan være et sandt mareridt også for dine børn, din hustru, eller din mand hvis de godt ser at der er noget helt grueligt galt - og den person, de bekymrer sig om, blot affejer problemet og hvæser et arrigt: "Lad mig bare være i fred!" eller "Pas dig selv - ... fordi det gør jeg!" Det er et ret heftigt egoistisk trip at køre af på andre - uden at vedkommende selv gider tale med nogen om det på en facon, så de få, der holder af dig, ved - hvad der er galt. Det hele syder og sputter indeni - og det bliver det bare ved med sålænge du forskræmt blot benytter dine gamle ineffektive Selvforsvars-manøvre, hvor du blot ender med at stå på en lille vejromblæst tue og ser alle os andre, som farlige fjender, der blot vil dræbe dig eller skyde alt det du er, ned! Først passer det ikke! Derpå begynder det at passe og til sidst ender vi med at give dig ret i den paranoia, som du startede med at tro på, længe førend diskussionen overhovedet startede. Ok den psykiske energi, vi normalt investerer i omverdenen, i andre mennesker, og i Egoet trækker vi jo alle sammen tilbage til os selv, når vi såres, skuffes - og afvises. Vi sørger, fordøjer får luft og udskiller "lortefølelserne". Kort sagt giver slip. Men her adskiller de narcissistisk fortyrrede sig fra den normale sorg og sunde "give slip på lorten "proces derved at de ikke kan give slip på såretheden, forurettigelsen skuffelsen eller hvad, der nu end gik galt. De kan gå og simre og rase i årevis - over noget, de fleste andre hurtigst muligt ville glemme. På en måde kan man naturligvis godt sige, at vi allesammen er narcissister, for hvem reagerer ikke sådan, når vi såres, skuffes, afvises og lider nederlag? Det er både sundt og vigtigt, at vi samler energien om Jeg´et - og derved heler og repererer Selvfølelsen, indtil vi er klar til at vende tilbage til omverdenen igen. I terapisjagon kaldes dette for et sørgearbejde og et Selv-reperationsarbejde . Psykoterapeutisk set, arbejder vi derfor med at lære dig at blive bedre venner med dig selv, andre og virkeligheden via et arbejde med Selvopfattelsen - og dennes store indflydelse på dine kontaktprocesser med andre mennesker. + lære dig at tænke klarere og med dig selv. En kognitiv faktor, som også effektforskningen peger på er det centrale i en vellykket psykoterapi. Kun en mere nutidig og mere realistisk opjustering af en persons Selvopfattelse, synes at kunne sikre, at de forandringer der sker i løbet af en vellykket terapi, holder ved - også 1 år efter at "behandlingen" er overstået. Det er faktisk ud fra denne synsvinkel, at jeg gider skrive disse ord til fornuften. Pointen i denne artikel om Egoisme og Narcissisme er ikke at fordømme, men er at prøve at forstå, hvorfor så mange i dag er så ekstrem sårbare netop i Forfængeligheden, Stoltheden = Ego´et . Og så uudviklede i Selvfølelsen så de har utroligeligt svært ved at bearbejde kritik, nederlag og skuffelser, (især i tabs- og adskillelses-perioder). Er det, fordi at det Egobillede, de da søger tilbage til, nu viser sig at være så forbandet og overraskende svagt, sårbart, ustabilt, skrøbeligt, umodent - ja måske splintret ? Møder de blot sig selv - og bliver enormt forskrækket? Jeg ved det ikke, men søger stadigvæk efter et bedre svar, end det der er mest inn for tiden. Jeg håber, at du, som jeg, nu har fået et mere nuanceret billede af, hvad der menes, når vi psykologer bruger udtrykket: "Jeg tror, at du lider, fordi at du forfølger falske overfladiske værdier - og har alt for meget energi investeret i dine dagdrømme dine illusioner og i dine idealer. F. eks. kalder du dig selv for Perfektionist. Men ser vi bag dette flotte ord, skjuler der sig jo ikke ikke en kunstner ambition - men blot, at du er bange for at få kritik. Du siger at kun det bedste er godt nok til dig - men nøjes jo med lidt. Dvs. at jo mere du prøver at leve op til det Billede, du har af dig selv, desto mere svigter og forsømmer du alt det i dig, som er vitalt, spontant og ægte kreativt. I gamle dage talte Henrik Ibsen om Livsløgnen og Sheakespeare udbrød: et sted: "Forfængelighed, forfængelighed - er alt da dybest set blot et stort forfængelighedsskuespil?" Problemet er altså ikke nyt - og om det er værre i dag end før, aner jeg ikke - men måske er forståelsen blevet lidt større for, hvad det er der sker ? Du kan læse meget mere om disse skævvridninger af Personligheden her hos James Masterson selv i hans berømte grundbog: "Det truede selv. Personlighedsforstyrrelser i det moderne samfund.", fra Hans Reitzel, 1990. En helt anden nyere måde at tale om lavt selvværd, ringe selvtillid og dårlig kontaktevne på, er at se en række af disse beslægtede "komme-til-kort-lidelser" i sammenhæng med dette nye bredere personlighedsbegreb: AT VÆRE ELLER IKKE AT VÆRE FØLELSESMÆSSIG INTELLIGENS , I forbindelse med Narcissisme-debatten, er det vigtigste i mine øjne at Golemans metabegreb både indbefatter Selverkendelse, Selvkontrol og betydningen af at have en veludviklet Indlevelsesevne i andre mennesker. Udtrykket er en værdsættelse af at have selvindsigt og ud fra andres mimik, adfærd og udtalelser at kunne leve sig ind i, hvordan det er og føles at være et andet menneske - og samtig kunne mærke sig selv, ægte og klart. Fraværet heraf oplevede jeg tidligere som en følelsesmæssig tomhed, afstumpethed og så som en kulde, kedsomhed og ligegyldighed - en adskilthed og en forladthed eller som udtryk for en alt for stor eksistentialistisk ensomhed, en usund isolation - ja måske en slags ufrivillig autisme? Og så kommer Goleman og siger at det, som jeg her prøver at tune mig ind på, kort og godt er: Problemet er den følelsesmæssige analfatisme ! Det, jeg godt kan lide ved dette nye paraply-ord: Følelsernes Intelligens, er, at det åbner op for en mindre moralsk måde at tale om psykiske lidelser på, end f. eks. Masterson´s begreb: "en usund narcissisme" - for slet ikke at nævne de mange andre psykiatriske diagnoseord og etiketter, som jo ofte mere fastlåser, end de åbner op for en selvransagelse og en konstruktiv Selvundersøgelse. "En social- og følelsesmæssig uudviklethed" - er det egentlig ikke kernen i langt de fleste følelsesknuder mennesker imellem? - som især ses helt tydeligt i de såkaldte "psykiske sygdomme"? Ved at sætte focus på 6 - 8 helt konkrete terapeutiske mål, bringes problemet ned på jorden. Vi kan bedre tale om , at "Det dér, er du ikke er særlig god til, og det er noget, du må og kan lære - hvis du en tid focuserer på at øve dig heri." Dvs. at vi derved arbejder hen imod positive mål, som kan kommunikeres uden at ordene vi bruger sårer, stempler, skræmmer eller fornærmer, den person som vi siger at vi godt vil give en hånd. Jeg synes at dette nye ord følelsesmæssig intelligens eller "være følelsesmæsig uudviklet" - er meget mere brugbart, end en indviklet kold diagnose-snak om vedkommende "patient" især er Borderline - Narcissist - Psykopat eller blot en ualmindelig stor Egoist. Og alligevel mangler jeg noget. Noget som også medtager alvoren i det, vi her taler om. Er den store selvoptagethed og egoisme kun et udtryk for en manglende træning i at leve sammen med andre mennesker på en ærlig, personlig vedkommende facon? Er det nok blot at lære "alle disse narcissister" kunsten at lande i en faldskærm , fra deres sønderskudte balloner, hjælpe dem ned på jorden til os andre? Og lære dem at blive bedre til at lytte sig ind på både sig selv, kroppen - og i højere grad se og sanse os andre? Er det nok? Jeg håbet, at disse overvejelser på disse websider kan inspirere til en diskussion - og få dig til at tænke lidt anderledes. De venligste hilsner Ebbe Scheel Krüger, cand. psych Århus, 1. december, 2004 |
||||
|
Hvad er kærlighed for noget? Det er umuligt at sige. Det er meget lettere at sige, hvad det ikke er. Det er ikke det modsatte af had, vrede og afmagt. Kærlighed er ikke modsat noget som helst. Kærlighed er. Det, vi sædvanligvis kalder "kærlighed", er oftest længslen efter kærlighed og begejstringsudbrud fra nyforelskede. Åbn for radioen og lyt til den ene brunstige tyr eller længselsfulde kvie, efter den anden, der kalder på "Love, love love". "Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig! Du er idealet, du er min drøm, du er min frelser - du giver mig liv." Og i samme åndedræt: "Du tilhører mig! og har derfor at være så god at elske mig tilsvarende passioneret igen - ellers kan du bare gå!" For mange er kærlighed blot en del af den verden, som ikke- er. Den fantasiverden, som så mange af os lever i størsteparten af tiden. Den reelle verden - den verden, som er - det er den, jeg vil have. Den reele verden, som er det, jeg sanser, ser, hører, smager, mærker, føler og oplever indeni. Dvs. jeg vil mærke mine reelle behov, mit hjerte, den reelle ydre verden og de mennesker, som jeg omgåes. Al resten er fantasi - og er ikke virkeligt for mig. Denne lyst til sandhed har de fleste mennesker vist, men det svære og forskellighederne viser sig ofte at bestå i, at vi let mikser den reelle verden og den fantasifulde verden sammen, så vi søger noget i den ene verden, som kun findes i den anden. Det er forvirrende. Det kræver en mental opdagelsesrejse. Et godt, åbent og søgende sted at starte din nye rejse frem imod at finde ud af, hvad der er virkeligt og kærlighed er for dig, kan være at holde fast i dette mantra, dette zenspørgsmål, til du finder dit svar: Hvad er virkeligt for dig lige nu og her og hvad gør dig glad , tryg og varm? At elske er også at turde være sårbar. Elsk og dit hjerte vil sandsynligvis tage fejl - ja måske blive knust. Hvis du ønsker dit hjerte skal forblive intakt, må du aldrig give det væk, end ikke til et dyr eller til en sag. Pas godt på det, som var det lavet af guld. Indhyl det omhyggeligt i en tyk skal af selviskhed, luksus og vellevned. Undgå forviklinger, risici og nærkontakt. Lås hjertet inde i en sikkerhedsboks og smid nøglen væk. Lad det hvile i en kiste af egoisme og borbliv tryg. Men lukket inde i denne sikre boks, hvor der er mørkt, koldt, ubevægeligt og ingen frisk ilt. vil det forandres. Det vil ikke blive knust, Det vil blive stenhårdt. Det vil ikke være til at såre. Det vil blive utilgængeligt og du en omvandrede tragedie eller i det mindste i fare for at blive en tragedie. Fordi det eneste sted, det eneste sted uden for himlen, hvor du kan være i sikkerhed for faren for – og truslen om kærlighed - det er et sted man tidligere kaldte Helvede. En kærlig skideballe fra Ebbe |
||||
|