Velkommen til
Samlivsbrevkassen

Her er det 1. brev,
hvor jeg (ebbe) har indskudt mine udbrud,
tanker og kommentarer, imens jeg læste emailen:
(Disse kan du se i den blå tekst).

"Hej Ebbe
Jeg er en pige på 28 år,
der bare ikke kan finde ud af det med parforhold!!!
Jeg har kendt min kæreste i nu 4 år, hvor vi har haft vores op og nedture.
Det første år var fantastisk med masser af romantik, gode samtaler og et godt sexliv.
Så begyndte det at gå skævt, bl.a. fordi han fik pengeproblemer, en stor spillegæld.
Hvor sex førhen var noget der skete hver dag, blev det nu til ca. hver 14. dag
- og sådan er det stadigt. Jeg har aldrig selv været god til at tage initiativet,
fordi jeg helst vil have, at det er ham, som har lyst til og vil have mig.

Men jeg tog mig sammen og forsøgte at tage initiativet,
og fik at vide at jeg gjorde det helt forkert. Eller at han ikke havde lyst lige nu.
Og så jeg må indrømme at jeg hurtigt lod være igen. Jeg har prøvet at få at vide
hvad han gerne ville have jeg gjorde, men jeg tror efterhånden
at han er lige så genert som mig, m.h.t. at snakke om sex.


((Og her
får jeg (Ebbe) lyst til at stoppe op - og udbryde:
"Åh hvor trist. Det er smadderfint at du vover at tage en chance
og det er rent selvmål af ham, ikke at klappe i hænderne og rose dig.
Har du fortalt ham, at han i det mindste kunne give dig et stort knus,
fordi at du tog initiativ og viste ham, du godt kan lide ham og sex?
Ved han ikke, at langt de fleste andre fyre sukker efter det?

Måske handler det om uvidenhed, og en barnlig dagdrøm om
at du skal kunne gætte dig frem til hans ønsker, fremfor generthed ?
Det kan du jo lige så lidt, som han kan læse dine tanker og behov.
Tror han virkelig selv på at du er en telepatiske god fe
eller savner han en 100% intuitiv spædbarns mor,
der kun går og tænker på ham og hans behov?

Giv ikke op så hurtigt! Kæmp lidt bedre.
Fortæl ham, at du hurtigt taber lysten og initiativet,
når han ikke roser og værdsætter de famlende forsøg du gør.
At det er kærlighed, når han ser dig og hører dig

At blive forstået er 1000 gange mere værd,
end alle de smukke ord han ellers forhåbentlig siger til dig.
Påpeg hans tåbelighed med et smil! og dril ham med at hans reaktion
som jo er et rent selvmål, hvis han ønsker sig en gladere kvinde.
Lad ikke hans dumhed styre dig og jeres forhold."


Og brevet fortsætter, således:
"Han har også problemer når han får for meget at drikke.
Han bliver aggresiv, især over for mig, Ikke at han slår mig,
men han siger og gør ting, som jeg bliver extremt ked af. Det gør,
at jeg får ondt i maven og bliver nervøs, når vi skal ud til noget.
Jeg tør snart ikke besøge hans venner med ham mere.


(( Nådada.
Nu bliver det altså lige et hak værre,
men ikke værre, end at du godt kan lære at tackle det!
da han endnu ikke er nået frem til det alkoholiker stadie,
hvor han slår dig og drikker sig fuld hver eneste dag.

Jeg kan godt forstå du er bange for
at han igen drikker alt for meget, når I besøger vennerne
og han mere eller mindre bevidstløst bare lader sit indre pres
gå ud over dig. Det er et klart frispark og vil straks give ham
det gult kort, hvis han spillede fodbold!

Et Selvforsvarsråd:
Aftal med dig selv, at når han har fået nok indenbords,
at så vil du rejse dig og tage bilen hjem! At du ikke gider
spilde din tid og smadre dit selvværd på at blive overfuset igen
af en fuld mand, der ikke aner, hvad han selv siger den næste morgen.
Aftal med dig selv at du blot går og meddel ham, at næste gang
I er ude og han igen drikker for meget, at så må han altså
den nat sove den ud hos dem eller selv tage en taxi hjem.
Du er simpelthen bare væk, hvis det gentager sig.

Og gå så bare hjem uden vrøvl, eller kritik af ham
(det er alligevel totalt omsonst at tale fornuft med en fuld mand).
og tag bilen uden dårlig samvittighed, så han ikke smadrer andre dermed!
- når DU synes, at han er blevet alt for fuld for dig at være sammen med.
Bare sådan. Det han gør, er at ligne med, at han brækker sig
ned over dig - og så skal du altså flytte dig! hvis du ikke
vil have hans bræk ud over dig.

De fleste kvinder "finder sig i det", diskuterer imens han er fuld
moraliserer og brokker sig hele vejen hjem - og den næste dag,
så det koster ham faktisk ikke noget fortsat at være sådan.
At du lægger ham på is et par dage, føles som ro og fred.
Han gør det, fordi han kan slippe adsted med det!.

Hvis du helt roligt og enkelt, inden I tager adsted
meddeler ham at dette vil du ikke acceptere eller se på,
og at du i stedet for at skælde ham ud, imens han er fuld
fremover blot vil forlade ham og tage bilen, så han ikke
gør dig, ham selv - eller andre mennesker fortræd.
som spritbilist - ja så koster det ham reelt noget
vigtigt i den situation. Han må kort sagt vælge.
Og mærker konsekvenserne lige her og nu.
Det virker langt bedre.


Og hun fortsætter:
Mine forældre er af den ældre generation,
De har aldrig vist mig varme følelser, det gjorde man ikke.
Jeg har aldrig set mine forældre i et kærligt øjeblik, og jeg har aldrig
fået at vide, at de elsker mig - ej heller fået knus. Især Far er meget
bestemmende og tillukket, så det har altid været min mor jeg gik til,
hvis jeg ville snakke. Far kunne jeg ikke sige noget emotionelt til.

Det er måske baggrunden for
at jeg har svært ved at give mig 100% hen,
både hvad angår sexlivet, men også i dagligdagen med veninder,
hvor jeg i mange situationer også er bange for at vise mine følelser
og for det meste føler mig så frygtelig akavet, når jeg forsøger.

Jeg har tidligere haft en kæreste som var mig utro
op til flere gange, men jeg blev alligevel. Jeg har svært ved at tro
på min kæreste når han siger at han elsker mig. Hvilket han ofte siger
og viser i hverdagen. Jeg kan bare ikke tro på, at det er sandt.
(Dette har du fælles med mange andre med et lavt selvværd.
Se en tankevækkende jokes herom, klik her).

Vi har mange gange snakket om vores problemer
og han gør virkelig også i en periode en stor indsats
for at få det, som vi beslutter os for, til at fungere,
men dampen og forpligtelsen damper hurtigt af.

Ligesom han er jeg ikke god til at rose de fremskridt,
som der sker. I stedet for brokker jeg mig over, det der mangler.
Det hjalp at ændre på det mønster, så holder vi dampen op længere.
Men jeg har hele tiden den frygt for at han ikke elsker mig mere.
Jeg vil hellere end gerne tro på det, men jeg er alt for bange
for at jeg igen bliver såret og så er det er lettere at holde
den kolde facade - og det bliver det jo ikke bedre af!


((Næh - og ja den forhistorie har du sikkert ganske ret i!
så et stort tillykke med, at du har opdaget denne onde logik.
Det lyder tragisk, at dine forældre forblev så indelukket i sig selv
og hvor var det synd for dig, at du ikke fik de knus og kærlige ord,
du uden tvivl fortjente - også dengang. Den usikkerhed, vrede, frygt
og kroniske tvivl om, om du nu også er elsket - eller blot bliver tålt
er selvklart ekstra svær at overvinde for dig, når du altså ikke
blev badet i kærlighed som lille. Det håber jeg, du forstår?

Hvis Mor og far lever endnu, så synes jeg
at du straks skal droppe din såkaldte omsorg for dem,
og begynde at føle en endnu større omsorg for dig selv
ved at sige til dem, at den tvivl på deres glæde og kærlighed
for dig, har du altid haft og nu vil du bede dem om at svare dig
helt ærligt med ord på dette vigtige spørgsmål - førend at de dør!
Jovist er de gamle - men du må ikke behandle dem, somom de er børn.
Det er den eneste måde, hvorpå de kan gøre forsyndelsen god igen,
nu! inden det er forsent. Husk dem og dig selv på det faktum..


Mit Hovedspørgsmål til dig er,
om du vedblivende vil være et offer for din mands dumheder
og for din barndoms afsavn og kærlighedstragedie - eller om du hellere
vil være en Overlever, en livskæmper, der nu - lidt sent i livet, desværre
både må - og vil lære noget nyt, din selvopgivne mor sikkert ikke anede
eksisterede - og som din far var alt for dum til at fatte en pind af.
Man kan dø af falsk hensynsfuldhed, som er forklædt fejhed!

Dette er jo baggrunden for at du nu i dag har den selv samme
tvivl og det samme Selvværds-problem, som dine forældre havde
Dig med din nuværende fyr. - og før ham den forrige, og med ...
som du også blot lod gøre dig tavs og usexet af.
Skal dette fortsat blive din skæbne?


Frihed er det,
du gør ved det, der er blevet gjort ved dig.
Tag magten over dit eget liv i dine egne hænder
og begynd at leve dit liv efter dine egne spilleregler + se 2
og se så om din kæreste - og dine forældre kan følge med.
Der er altid 2 ender i en navlesnor. Hvis den anden
part holder fast, ja så må du selv klippe den over.

En ting er at du har et lavt selvværd
noget andet er at du klamrer dig til dit negative selvbillede,
... som han jo truer, hver gang han roser og værdsætter dig
og bekræftiger, når han er fuld og kører adsted på det primitive plan.
Af fulde folk og børn hører du ikke sandheden, men kun det
som de ud fra deres ret begrænset focus kan se.


Så øv dig i at bede om
og kunne tage imod Ros og Kærtegn.
Du behøver jo da ikke fornærme manden, når han nu står der
og giver dig en buket roser ...og se på dem, ligesom om
det er noget, som skal lige i skraldespanden, vel?

Lær i stedet for at sige:
"Åh tak, det lyder rart. Bare jeg kan tro dig.
Prøv at sige det een gang til! Åh ja - og een gang til."
Eller " Hvad sagde du? Sig det igen, jeg hører så dårligt,
når du - og andre - siger noget rart og godt om mig,
så gode nyheder må jeg høre to gange.".."

En dag vil du da kunne se på ham,
(eller din næste mand, hvis han ikke får styr på
sit alkoholproblem), når han siger "Jeg elsker dig"
med ord, gerninger og sine øjne. Pludselig en dag
vil du høre dig selv sige "Det kan jeg da godt forstå!"
Og så er du ude på den anden side og godt på vej
til at sige et mere dybtfølt JA til dig selv og ham.


Og brevet fortsatte derefter
med denne interessante opdagelse:
"Det er som om at jeg ikke vil give mig selv lov
til at være lykkelig! Jeg syntes alle andre er mere lykkelige end mig.
Også selvom jeg godt ved at vores problemer er meget almindelige.
Jeg læser da Se og Hør ind imellem."

Og jeg ved godt, at du ikke sådan lige kan fortælle mig
hvad løsningen er, og at der skal meget mere til end et enkelt brev.
Men nu står vi for at skulle på sommerferie, og jeg skriver til dig i håb
om du kan give mig nogle redskaber at arbejde med, så den forhåbentligt
kan blive mere vellykket end sidste år, så vi kan
komme lidt tættere på hinanden.

Jeg tror selv, at min "angst" for at vise følelser
stammer fra min opvækst, da det jo ikke var noget man gjorde,
men hvordan kommer jeg dog ud over det i mit voksne liv?

Jeg har på det sidste haft problemer med maven
p.g.a. spekulationer og har også været hos lægen,
men han havde ikke tid til at lytte til mig
og jeg tror ikke piller vil kunne hjælpe.

Jeg har læst bøger op og ned om parforholdsproblemer
og det ser jo let nok ud på papir.....men det er som om at jeg er kørt
totalt fast lige nu og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer videre.

Uanset havd han gør og siger ,
kan jeg altid finde noget forkert ved det som
jeg lynhurtigt kan gøre til et kæmpe stort problem.
Jeg er så negativ overfor ham, selvom jeg gerne ville
gøre det så godt. Jeg har selvfølgelig også tænkt på om
han er "den eneste ene", men hvordan ved man det?

Jeg står mest som et stort måbende ansigt
når andre siger om deres mænd "at de bare vidste det var ham for livet."
Det føler jeg ikke.Jeg holder af ham og vil nødigt undvære ham!

Har du mulighed for at give mig nogle gode råd, evt. litteratur el.a.
for jeg føler det er noget jeg skal have mere hjælp til..
Tør jeg håbe på et hurtigt svar?

Ængstelige hilsner X


Kære ukendte X
Jo du er allerede kommet langt
mht. at analyse jeres forhold og kender bremserne;
og jeg forstår du er utryg og bange for om jeres forhold holder
Det kan jeg da godt forstå, at du har ondt i maven over
og sikkert også hovedpine af at bekymre dig om.

Jeg har indflettet mine spontane tanker
og udbrud i dit brev - når der var noget
som jeg fik lyst til at sige til dig ud fra dine ord.
Udover håbet, fylder afmægtigheden vel mere og mere,
så derfor går mine råd ud på at give dig mere kontrol
over det, som du kan gøre noget ved. Dig selv.

Udover ovenstående
er mit zenspørgsmål til dig derfor:


"Hvad kan jeg selv gøre
for at jeg føler mig mere tryg og fri?"
.
Du beder også om at få "et redskab"
Hovednøglen er at du focuserer mere ind på,
hvad du kan gøre anderledes - og ikke så meget på,
hvad han skal gøre, burde gøre eller ikke gør. Det er
ligesom at sanse. Flytter du dig, må den anden følge efter,
hvor imod hvis du kritiserer den andens fodfejl,
ja så går dnasen hurtigt i stå i et skænderi.

Når du dybtfølt ved, og har taget en beslutning om
hvad du simpelthen ikke vil acceptere, kan sætte grænser
og ved, hvad du vil i stedet for, tør bede om det og kæmper
for at få det, ja så vil han enten lytte og forandre sig
- eller gå. Så start med at finde dit ståsted
og kæmp så mere trygt der ud fra.

Og det er tit en god ide,
at blive enig med sig selv om,
at nu du f. eks. skal på sommerferie, at så vil du fast
og bestemt sætte dig for at få styr på een og kun een ting,
som du - og/ eller han længe har savnet en forandring på.
Hvis du og I blander det hele sammen, bliver det kaotisk,
så udvælg dig 1 og kun 1 ny ting, du vil øve dig på.
Og spørg og tal med ham om, hvad han
vil øve sig i at blive bedre til på turen.

F. eks. kan du jo foreslå ham
at du vil genoptage initiativet til at elske med ham,
hvis han også vil øve sig på kun at kommentere
det "du gør rigtigt". Dvs. roser og vejleder dig
og holder op med at savne ønskefeen, der
bare per telepati forstår hans mindste vink.
Hende må han dagdrømme om,
for du er ikke ønskefeen.

Fortæl ham, at du sørme ikke blev født ind i en familie,
hvor elskovskunsten var i højsædet, og derfor har brug for
at han sætter flere ord på, hvad han har lyst til, kan lide
og iøvrigt går og tænker på - der inde bag facaden.
Det kunne være et godt sted at starte for ham
og blive en ny åbning mod hinanden.


Kan du forestille dig
hvilke forandringer der vil kunne ske,
hvis han og du næste sommer har lært
at rose hinanden mere, end I nu kritiserer?

Hver aften kunne I f. eks. fortælle hinanden
5 små og store ting, som vakte glæde og som du værdsætter.
I løbet af ca. 4 uger vil du opdage at denne mere lyse brille
bliver mere og mere dominerende ud over hele dagen.
Den metode kan du læse mere om her.


Lær at sætte ord på dine lyster:
Når I begge to har valgt jer et sådant kærlighedsprojekt
kan I gå videre og f. eks. at tage jer en bestemmedag.

Prøv f. eks. på 2. eller 3. dagen på ferien at sige:
"I dag er det mig der helt suverænt bestemmer alt,
hvad der skal ske i dag. Du skal bare følge efter
og prøve at få det bedste ud af det, du kan.

"Jeg gider ikke høre på bøvl og accepterer ingen kritik
den dag. Du skal bare lege med på alt hvad jeg hitter på."
Og til gengæld, ja så bytter vi om i morgen, hvor du
helt suverænt bestemmer alt - og jeg følger
da bare positivt med i det, du hitter på.
Skal vi prøve det ?"

Derpå kan I tage et par almindelig feriedag
hvor det bare flyder derudaf og måske så gentage
bestemmedag-legen igen senere, hvis een af jer nu
får lyst til at der skal ske noget nyt og anderledes.
Måske starter han, og næste dag er det
så dig, "der har hatten på."

På den måde lærer I begge at tage initiativ
og bremser ikke hinanden så meget,
som I da vist gør nu.

Jeg ved godt at der måske ligger meget mere bag
og at ovenstående måske lyder "lige nemt nok",
men vejen frem starter altså med de første trin.

Dette har jeg og Else Marie skrevet meget mere om
i Psykodramabogen, som vil være god ferielæsning
(Læs især side 144 og 217 - og se kapitel 10)

Jeg håber du kan bruge dette hurtige svar,
hvor jeg bare fyrer løs fra hoften
Jeg vil blive glad for et gensvar.

Knus og pøj pøj
fra Ebbe

Har du
også et spørgsmål?
Prøv at beskrive dit problem
og hvad du allerede selv har fundet ud af.

Desværre kan vi ikke love at besvare alle emails,
eller uddybe kommentarerne lige så meget som her,
da vi har en travl hverdag og en psykologpraksis at passe
men vi vil udvælge de mest typiske og mest interessanteste.
Og hvis det er ok med afsenderen! - lægge dem frem her
i Brevkassen med vores svar og råd, så også andre
kan have glæde af dine oplevelser og erfaringer.

Trin for trin
håber vi derved at der vil opstå
et nyt spændende og inspirerende Debatsted
hvor også andre får lyst til at blande sig med deres kommentarer.
analyser, udbrud, tanker og løsningsforslag.

Selvklart er det anonymt
Vi vil forandre alle navne, byer og lignende som kan vise,
hvem der har skrevet indlægget. Så bare rolig - vi vil ikke hænge nogle ud
tvært imod! Vi vil hjælpe dig med at få et bedre parforhold.

Ebbe & Else Marie
ebbe@psykoweb.dk