fortsat fra Side 1.



Lidt mere om at hele sine sår,
når selvværdet er lavt.

Meget ofte ved den sårede, skuffede,
frygtsomme, rasende, hævngerrige eller forurettede ikke,
hvad der skal til, for at det bliver godt igen..Og hvad det er han /hun
egentlig vil have ud af sin smertelige erfaring, så den bliver meningsfuld.
Firkantet sagt kan Hjælperen ud fra helingsprocessens 1-2-3-4 teori
(se forrige side) altså roligt starte med direkte at spørge:

A. Vil du nu blot have at jeg stille og roligt lytter, så du
.....får en lettelse og beroligelse, så du igen kan tænke klart?
B. Eller vil du finde ud af, hvad du kan lære af oplevelsen?
C. Eller vil du godt have begge dele?

Denne afklaring af, hvad Lytteren skal leve op til
er tit en god hjælp til os mænd, da vi jo som John Grey
så rigtigt siger, straks tænker ind i løsninger på niveau 4.
Lynhurtigt tager vi Mr Fix It hatten på, når vi egentlig blot
skal rumme, tage imod og lytte - for at forstå vores kvinder.
Ligesom vi mænd selvklart også bare lige kan trænge til et øre,
der gider lytte til os, så vi får luft! - når følelserne koger over.
for så bagefter måske at forstå os selv lidt bedre?

Oftest handler det at blive såret, skuffet, forskrækket
blot om at få luft, få skældt ud, få protesteret eller grædt ud,
for så igen at føle sig lidt roligere, bagefter. Det er såmæn alt,
hvad man forventer af andre - og synes at man fortjener.
Og oftest er dette tilstrækkeligt til at vi kan gå videre
uden at hænge fast i det, som skete og det vi følte.
Det gjorde ondt, vi blødte - og såret helede igen.


Denne naturlige helingsproces
kan dog meget let blive forstyrret, især når selvværdet i øvrigt er lavt.
Det er utroligt svært virkelig at tro på at du fortjener støtte, kan forståes
og at der rent faktisk oftest er en god mulighed for ”at gøre det godt igen.”
Den livserfaring havde du ikke med dig i rygsækken hjemmefra.

Mennesker med et lavt selvværd + se 2 + 3 + 4 og 5
forventer sig typisk ikke særlig meget hverken af sig selv eller andre.
De er vant til at bide tårerne og skuffelsen i sig og forblive tavse.
Og når noget så endelig en dag for alvor gør virkelig ondt,
så græder og skælder de helst ud på sig selv, i enrum.
Udadtil kæmper de hårdt for at holde facaden
og undgå at vise andre, hvad de føler.

Gael Lindenfield, skriver i ”Større Selvværd”, fra Borgen, år 2000:
”Min erfaring er at folk med lavt selvværd hovedkulds farer frem til Forsoningen
eller Tilgivelsen, for derved hurtigst mulig at få lagt låg på følelserne og omtanken.
De skynder sig f. eks. at sige undskyld - også for andres åbenlyse fejlttrin
og bagatelliserer det der skete, så ingen opdager, hvad de reelt set føler.

En overfladisk tilgivelse
vil måske kunne give dig en øjeblikkelig beroligelse,
men aldrig den saltvandsindsprøjtning dit selvværd vil få på længere sigt,
hvis du virkelig tør stoppe op. Mærke efter. Og føle og tænke lidt nøjere efter,
førend du hovedløst futter frem til straks at løse det, der gjorde ondt.
Det ender så let med at du blot gentager et dårligt mønster,
du lærte hjemmefra, igen og igen.”

Andre gode citater fra hendes letlæste, men svære arbejdsbog er:

- ”Uheldigvis forholder det sig ofte således, at når først en krænkelse
er blevet forvist til de bagerste hylder i sindet, så forbliver de også der.”

- ”Den lammende frygt vi føler, hvis vi tror at vi bliver slået
adskiller sig ikke særlig meget fra den frygt, vi føler, når vi faktisk bliver slået.”

- ”Nogle gange kan det være fuldt tilstrækkeligt
at den der trøster os, blot er lyttende tilstede på en stille indfølende måde,
imens vi først forsigtigt, og så naturligt genvinder den følelsesmæssige balance.”

- ”Når der skete noget rædselsfuldt eller smerteligt i barndommen,
som vi ikke forstod dengang og heller ikke forstår i dag, så er de fleste af os
tilbøjelig til at tro ”det var nok min skyld” og derved se sig selv som hovedperson
i et tragisk drama, hvor du reelt set set ingen indflydelse havde på det der skete.”

- ”Ofte nægter forældre at påtage sig ansvaret for den måde, de sårer deres børn.
I stedet for bebrejder de barnet for at de blev nødt til at skælde ud, afvise eller slå.”
(En Far, efter at han havde givet sin dreng en røvfuld: "Det gør mere ondt på mig,
end det gør på dig at slå dig. Det skal du bare lige vide!" Og så gik han.
Dårlig samvittighed er ligeså et hyppigt anvendt våben
til at få ungerne til at gøre, som Far og Mor vil.

- ”Folk med lavt selvværd er mere ensomme, end de behøver være.
De kan og tør simpelthen ikke tro, at der rent faktisk er mennesker, der godt
vil lytte og høre deres historier uden at dømme. Og at andre - ofte bedre end en selv,
kan forstå og trøste en, dér hvor de selv bare oplever kaos, frygt og sorte tanker.
Den erfaring og denne medmenneskelige reaktion, har de ikke lært/ erfaret."

- ”Det største personlige nederlag et menneske kan lide,
består i at mærke afstanden imellem det, du burde være - og det, du rent faktisk er.
Det, du kalder din dårlige samvittighed, er blot smerten ved at opdage denne afstand.
Denne eksistentielle skyldsfølelse, skam ved ikke at kunne leve op til sine idealer,
skyldes oftest lige dele hovmod, såret forfængelighed og tilbageholdte følelser.”

- ”Behovet for at behage, vinder over Selvrespekten og Selvværdet.”
Behovet for at få en hurtig lettelse gør, at du igen og igen svigter dig selv.”

- ”Lider du af lavt selvværd
vil du udover at du oftere lider nederlag, yderlig forstærke
nederlagsfølelserne. Fordi du lynhurtigt vrider kniven om i såret
ved lynhurtigt per refleks at bebejde dig selv for det skete - og ikke slå fra dig,
når andre ikke straks er med dig og du derfor møder modstand - og får kritik.
”Jeg er da også altid sådan et klynkehovede.” - "Jeg dur ikke til det der."
"Du har selvfølgelig ret, det er som sædvanlig mig, der har uret" osv.

- ”Det er hovedløst at ville tilgive dem der sårer dig, hvis du ikke er sikker på
at de ikke vil gøre det igen. Det er at vende den anden kind til, imens du bløder
i håbet om at Gerningsmanden derved ikke mere vil slå dig."
Det virker ganske enkelt ikke, det bliver bare værre.”

- Og så er der selvfølgelig også dem,
der ved enhver lejlighed meget hurtigt fortæller andre,
hvor sårbare de er - uden at dette reelt bliver efterprøvet i praksis.
Det svarer til at en bokser, (der ved at man ikke må slå under bæltestedet),
hæver bæltet op til det er over hovedet og derefter selv slår ud efter hjertet.
Denne frygtsomme manipulerende holdning har sin helt egen historie,
som ikke kun handler om "at blive såret."

- ”Livet er en lang række erfaringer, hver enkelt af os gør,
selvom det nogle gange er svært at indse og forarbejde fornuftigt.

Det nye spørgsmål er: ”Lærer jeg noget nyttigt?" - "Bliver jeg stærkere
eller gentager jeg blot de samme fejl?” - "Føler jeg mig glad og optimistisk
eller hænger jeg fast i gamle sår, bærer nag, søger hævn og hober følelser op
i en grad, så jeg pludselig en dag Overreagerer helt vildt irrationelt ?"
I så fald har jeg endnu ikke lært kunsten at hele mine sår.

Nogle tips,
hvis du følte dig ramt af ovenstående
eller føler dig krænket, skuffet eller såret af et andet menneske?
Så overvej - efter at du har følt og sagt, hvad du følte og tænkte
derved: - sammen med en, som du har tillid til:

- Hvor vigtig er denne person for dig i dit liv?
- Er det sandsynligt at det her vil kunne ske igen? Hvorfor? - Hvorfor ikke?
- Var der særlige omstændigheder, der gjorde at situationen var helt usædvanlig?
- Var det du, og den anden gjorde -med vilje? Var det typisk - eller usædvanligt?
- Hvor betydningsfuldt - og sårende oplever du nu bagefter at krænkelsen var?
- Ønsker du at undgå, eller forbedre eller ændre på dit forhold til den anden?
- Føler du at du har krav på at få en undskyldning? En kompensation?
- Hvad har du selv tænkt dig at gøre ved det?

Hvis du har lavt selvværd,
så overvej først disse 8 Eftertanke-spørgsmål, inden du per refleks
straks ser, hvad du selv gjorde, der kunne have været en medvirkende årsag
til at situationen udviklede sig så kaotisk og smertefuldt, som den altså gjorde.
Hvem spillede du med? Hvem var din modspiller? Hvad stod på højkant?
Hvordan blev bolden spillet? Se nøgtern og lidt udefra på det, der skete.

Alene det at tale med en anden om det, du føler og tænker kan hjælpe.
fordi du dér ligesom "får lov til" at tænke klarere med dig selv.

Eftertanken og Forsoningen
er den helingsfase, som vi intellektuelle elsker mest.
Det er jo nyttigt at tænke sig om, så det du har oplevet får en mening.
”Et menneske der har fundet sit Hvorfor, kan udholde næsten alle slags Hvordan.”,
som Viktor Frankl opdagede via sit 4 årige ophold i en Nazi-koncentrationslejr.
”Hvis jeg ikke lærer noget af det, er min smerte meningsløs”. Albert Camus.

Men gør det først BAG EFTER
at du har tilladt dig selv at mærke de følelser, som koger og simrer i dig,
der er knyttet til skaden og konflikten. Næste trin handler om at finde en tryg måde
at give disse følelser og de forbundne tanker et helt udtryk, så du selv og andre
bedre kan forstå dig, plus hvad det reelt var der skete - og din reaktion derpå.

En krænkelse kan meget let vendes til et Hævnønske.
Det er, som du sikkert alt for godt ved, lettere at tilgive en fjende bagefter at du
har gjort gengæld. Den der gjorde dig ondt, skal lide mindst lige så meget som du.
”Jeg vil ikke finde mig i at jeg alene lider, imens du bare ler og har det godt!”
Et ”en tand for en tand og et øje for et øje”- livssyn. Enkelt og let,
bortset fra at den der søger hævn oftest en dag ender op
med at opdage at blind hævntørst slutter med 2 grave
og ingen vinder. Tomheden bliver blot større.

Forsoning er i mine ører
et bedre, og mere aktivt kæmpende ord end Tilgivelse.
Tilgivelse forudsætter at den anden ser verden, sådan som jeg gør
og oppe fra en ophøjede pletfri tronstol, tilflyder der mig så en mild tilgivelse?
Tilgivelse har sådan en kirkeduft af "at have syndet" og så "være taget til nåde",
som altid har ligger lidt fjernt og mærkeligt uforståeligt for mig at føle,
men ok - for andre har ordet tilgivelse en dyb Moralsk mening.

Hvis ikke tilgivelsen blot er
en nem og hurtig måde at sige undskyld på?
- uden at jeg egentlig ved, hvad jeg gjorde forkert og hellere skal gøre.
Det kan føles som et plaster på såret, men hele såret kan det ikke.

Jeg vil påstå
at for de fleste mennesker i dag
er det lettere at Tilgive, end at blive ægte forsonet igen.
Forsoningslysten kommer nemlig først ægte frem, når du med succes
har gennemlevet de 4 stadier i helingsprocessen, jeg her har fortalt dig om:
:
1. Udbruddet, og Beroligelsen,
2. Udrenselsen, der kan føre til en Afklaring, der er forudsætninger for:
3. Forsoningen, hvor intet er glemt, men noget nyt og vigtigt er lært
4. og derefter er det klogt at sætte tid af til Ny indlæring.
Dette er en langt sværere, og mere ligestillet proces,
end blot at Tilgive - og lege at alt nu er glemt.

Igennem ovenstående helingsproces
kan du læge selv gamle nedgroede sår og genvinde din styrke
meget bedre end nogen hævn, emotionel retsal eller selvbebrejdelser kan.
Hævn og Selvbebrejdelser giver dig ikke fred eller en indre ro, tvært imod.

Dette betyder dog ikke at du bare skal lade krænkeren slippe for videre påtale.
Efter at have helet dit sår, er det en god ide at tænke på den KOMPENSATION,
som du ønsker at få, førend du måske en dag er parat til at blive forsonet igen.

Grundliggende set bliver vi alle
let kastet dybt ind i os selv, bliver utrolig nærsynede og Egocentriske,
når vi bliver krænket og føler smerte. Bare tænk på når du har tandpine.
Du siger: "Lad mig være i fred", lukker dig fastere i og beholder smerten
indeni. Igennem et andet menneskes støtte åbner vi så igen op for livet udenfor,
når smerten ikke mere er så intens, at den kræver al vores opmærksomhed.

Forsoningen kan ses
som vores genindtrædelse i det sociale felt.
Ligesom jeg lidt naivt gik og troede at vi var enige om det hele,
åbnede der sig en afgrund, der viste at dette altså ikke var rigtigt,
Jeg opdager at du er anderledes, og jeg er anderledes end dig.
Vi bliver da smerteligt kastet ind i hver sit eget indre univers.
Adskillelsen mærkes, og pludselig er jeg igen helt alene.
Et dybt menneskeligt ønske om at forene, det brudte
gror da frem - og chancen for en forsoning åbner sig.

Sig derfor
ikke mere overfladisk Undskyld.

Start f. eks. med åbent og ærligt at sige:
”Jeg brød mig ikke om det du gjorde. Det sårede mig. Av!!!
Jeg vil gerne kunne række dig hånden og kunne vaske tavlen ren,
men det kan jeg ikke, førend du kan love mig at det ikke vil ske igen.
Udover en undskyldning, der blot siger at fejlen var ovre på din side
vil jeg derfor også godt have, at du fremover .....

Tænk over, hvad der kan gøre det skete, godt igen.
Hvilken straf, bøde eller kompensation, synes du er passende?
Når du ved det, så sig det direkte og i øjenhøjde - med den sikkerhed,
der da er groet frem i dig via din afklaringsproces forud for Forsoningsmødet.

At få en Undskyldning er rart, idet den befrier os for at vi selv føler os skyldige,
og måske ”forkerte”. Og viser at den anden godt ved at fejltagelsen lå hos denne,
men det, som virkelig batter er at vi kan se, at den anden godt vil gøre
det ”forkerte”, ”det tankeløse” og ”det urimelige” godt igen.

Vi mennesker kan egentlig ikke lide ikke at kunne lide andre.
Når vi føler os såret, krænket og er i smerte lukker vi af for udsynet
og bliver mere nærsynede, Egocentriske. Forsoningslysten udspringer af
at vi efter en passende helingsperiode, igen godt vil ud og lege med de andre.

Iagttag den lægende kraft der ligger i små børns følelsesudtryk.
Helt naturligt græder de, når de er kede af det og keder sig eller noget gør ondt.
Skriger, når de kommer til skade og slår vildt omkring sig, når de er vrede,
samt griner når lattermusklen kildres. Der er ingen bremser, så kort efter
udrensningen leger de gladeligt videre med den gerningsmand,
der før sårede dem og vakte disse stærke følelser.

I vores kultur lærer vi hurtigt at skubbe asociale og skræmmende følelser væk.
Vi lærer at græde i enrum og trøste os selv, fordi det dengang var den eneste mulighed.
Vi bed det usagte i os, så vi ikke fik skæld ud - og holdt fordømmelserne på afstand.
Vi undertrykte vores tårer, fordi de afslørede at vi var sårbare - hvilket er klogt
i en verden, hvor ”de andre” blot er dine fjender, der står på lur for at såre dig.
Vi har jo ”vores Stolthed”, når vi egentlig bør indrømme en klar bommert.

Listen over indeklemtheder og ”en dårlig forvaltning af vores følelser” er lang.
Disse Selvundertrykkende vaner bliver med årene let til en nedgroet forknyt del
af dit såkaldte ”normale” reaktions- og adfærdsmænster. Der yderlig forstærkes ved
at du får ros for at være så ualmindelig ”sød”, ”pæn”, ”fornuftig”, ”tapper” - og stille.
Dette er nogle andre måske glade for at du er, men hvad får du selv ud af det?

Håber ovenstående kan bløde lidt op
på dit reaktions mønster, når du såres og kan give dig nye tanker,
når du står overfor et andet menneske, der har brug for din hjælp
til at hele sine følelsesmæssige sår.