Tanker om kunsten at skændes:
    Lad mig/Ebbe - i al stilfærdighed - starte med
    at fortælle dig, hvordan jeg ser på det: at skændes.
    De fleste af os vil helst - ja tak meget gerne - leve i fred,
    i kærlighed og i fordragelighed, men lunten er tit alt for kort
    og en af de letteste følelser du kan vække, er desværre vreden.
    De fleste af os kan let blive vrede og irritable, ja på et øjeblik,
    imens det tager meget længere tid at vække f. eks. glæden.

    Kunsten at lytte, med indlevelse ind til en andens ståsted
    mangler alt for ofte. Stille og fredeligt - og måske lidt for naivt?
    går vi bare trygt rundt om os selv. Og så pludselig bryder helvede løs.
    Det synes at komme bag på mange, at nogle andre kan blive vrede
    eller irriteret på dem, imens de selv også let farer op for ingenting.
    "Jamen jeg har jo ikke gjort noget forkert?" siger de lynhurtigt.
    og "Når jeg bliver vred og skælder ud, ja så er det berettiget."

    Der er mange der siger, de hader at skændes, men i praksis
    er det oftest - sjovt nok- dem selv, der starter dette drama.
    Har du ikke undret dig over det paradoks?
    Hvis ja, godt ... så læs videre ...

    Det er ikke det at I skændes åbent og bravt,
    der er problemet. Det er mere MÅDEN,
    I skændes på,
    der afgør, om det bliver et forløsende følelses udbrud.
    Eller om skænderiet ender med, at I er værre stillet
    efter skænderiet, end I/du var, før udbruddet.
    Så hvad menes der med Måden, I skændes?


    1. Skænderier er uundgåelige.
    Der vil ofte opstå sammenstød imellem 2 stærke viljer,
    2 synsvinkler og 2 forskellige måder at opfatte verden på.
    Ligesom I selvklart oftere vil træde hinanden over tæerne,
    når I har valgt at leve fysisk og psykisk meget tæt sammen
    i en måske alt for lille lejlighed - eller i et alt for dyrt hus
    med to fuldtidsjobs, 1-3 børn og 2 hunde og for lidt tid.

    Jo hurtigere I danser, jo større risico er der selvsagt
    også for, at I kommer til at vade hinanden over tæerne.

    De fleste skænderiet i parforhold, i familer og på jobbet
    handler blot om, at man er mere eller mindre stresset
    og suser igennem dagligdagen med et tunnelsyn,
    der gør, at du synes alle mennesker burde tage
    ekstra hensyn til lige netop dig - og kun dig.
    Der er ikke overskud til - den anden.

    Jo tættere I danser, jo større chance
    er der selvklart for at I træder på hinandens fødder.
    Den sikreste måde aldrig at skændes, er at leve isoleret
    på en øde ø. Eller få sig en lydig hund, der aldrig gør.
    Mange vælger at bo hver for sig selv, for derved
    at undgå hverdagens mange skænderier.

    Os, der godt vil have en anden tæt på i hverdagen,
    må lære at acceptere - og kunne tackle bagsiden
    af nærvær, nemlig at vi ind imellem skændes.
    Det ene øjeblik er vi hjertens kære og venner,
    det næste er vi dødsfjender, der intet forstår.

    Det kan ende godt, rense luften og være forløsende
    eller det kan ende skidt med at afstanden bliver større
    ... og skænderierne bare fortsætter og forsætter intenst
    uden at der nåes frem til en konklusion eller sluttes fred.
    Så lad os se lidt nøjere på, hvad forskellen mon er:


    2. Hvad slåes du for - eller imod?
    Her er nogle af de mest almindelige nærkampe
    imellem 2 stærke viljer - hvis vi skærer ind til benet
    og forsøger at udtrykke essencen af, hvad der reelt siges
    bag al rabalderet og det støv og møg, der hvirvles op:

    Der er
    "Ja, versus Nej!" - kampene:

    - "Du skal gøre X !" - "Nej jeg vil ikke!"
    - "Du skal opfylde mine ønsker og behov lige nu!"
    versus "Nej du, jeg har sørme også mine behov, savn og ønsker!"
    Og klassikeren: "Jeg har ret!" - versus: "Nej! Det er mig der har ret
    ... og derfor skal du indrette dig efter mig! og lytte til mine behov."
    "Nu er det altså min tur til at få min vilje!" - "Nej det er ej!"

    Nogle mennesker kæmper næsten altid
    blot for "at få ret! - og for "at vinde diskussionen."
    Det, og at være selvretfærdig, kun at kunne se sin egen ret,
    er ret ulideligt for os andre, der så ikke får ret, bliver tabere
    og du opdager forundret, midt i skænderiet, at du står alene,
    når det handler om at finde frem til en mulig løsning.

    Udover de skænderier, der handler om
    "at få mere tid til mig selv", versus bruge mere "tid på Jobbet"
    Versus "mere tid til børnene", "kærlighed" og "tid til venner" osv.
    Se mere derom her: psykoweb.dk/parforhold/depress2.htm

    Hørt i parterapi:
    Efter at have hørt på hende i en times tid,
    siger psykologen: "Ja nu kan jeg sørme godt forstå dig.
    Og det du siger, det har du da helt ret i." Hvorpå han vender sig
    imod ægtemanden. Efter at have lyttet til ham den næste time,
    siger han så: "Ok nu forstår jeg dig. Og det du siger
    det har du da ganske ret i."

    Hvorefter hun selvfølgelig siger:
    "Hallo - du kan da ikke både give ham og mig ret!"
    Hvortil psykologen svarede: "Og det, har du helt ret i."
    Hensides enhver illusion om rigtigt versus forkert,
    dum versus klogt, grimt og smukt, ondt og godt
    er der en have. Der vil jeg godt møde dig."

    Så hvad mon sker,
    hvis jeg/vi træder ud af retsalen, hvor kampen om
    hvem der har ret - og hvem der derfor ikke har ret,
    hører hjemme. Og vi træder ind i det kærlige rum,
    hvor forståelse og det at lede efter gode løsninger
    er vigtigere end ... bare at få ret?


    Kravene om
    at "Det skal sørme være på min måde!"
    versus: "Nej, det skal gøres på min måde!" er en evig kamp.
    Uenigheder, sammenstød, at træde hinanden over tæeerne
    er sandsynligvis uundgåeligt - og ind imellem forfriskende.
    Der skal være tid, plads og et overskud til at I begge to
    ind imellem gerne "må lukke damp ud" - og kæmpe
    for at det, der sker, er noget du kan lide. Sørme så.

    Ideen er ikke at vi nu skal lege søndagsskole for voksne
    eller bilde dig ind at jeres Parforhold helt kan undgå stormvejr,
    ja måske endog orkaner på jeres fælles sejllads igennem livet.
    I behøver bare ikke drukne i følelsernes vilde bølgegange,
    men I kan faktisk begge to, lære at styre mere med.
    Det er det, jeg mener med at lære sig kunsten
    at kunne skændes bedre og mere forløsende.

    Det er ikke endnu mere Idyl, der skal til.
    Ikke mere sukker over og honning på rugbrødet.
    Det er en ganske almindelig fornuftig RIMELIGHED
    med en større GENSIDIG INDLEVELSE, dvs. en bedre TONE
    der igen og igen har vist sig at mangle i de "Dårlige skænderier"
    Og som findes i de gode skænderier, hvor I begge bagefter
    begge vandt noget, fik luft, fandt en løsning og forløsning.
    I sad ikke fast, men fik fint bundet en ok-sløfte på det,
    der sker og skete. Og dermed afsluttet den konflikt

    se disse rimelige Fair Fight-regler:
    www.yourtango.com/8-rules-fair-fights8-rules-fair-fights
    + Til opslags tavlen + se Fighting rules for couples


    Kort sagt:
    3. Var det et godt skænderi?
    Eller endte det med "et dårligt skænderi"?
    Blev du hørt? Føler du dig nu bedre forstået?
    Føler I jer begge to befriet for en masse indklemte tanker
    og følelser? Kan du trække vejret frit igen, er det et godt skænderi
    Og fik du/ I oven i købet fundet frem til en ny løsning,
    så bliv endelig ved, som I gør nu!

    De dårlige skænderier
    er helt anderledes uforløste - og ender uden
    at der er fundet en løsning eller opnået en afklaring.
    Uanset hvilke motiver kamphønen eller de to kamphaner
    havde fra begyndelsen af - er deres "projekt" mislykket.
    Begge føler I jer pinligt misforstået, kaotiske og skuffet
    - og har travlt med at give den anden skylden derfor.

    Selvretfærdige beskyldninger fyger gennem luften
    og angreb og forsvar bølger frem og tilbage,
    indtil Parforholdet en dag kæntrer - eller
    I blot synker trætte sammen i sofaen
    og ikke mere tør tale om "det".


    4. Hvad går galt?
    Os i parforhold - og nogle gør det sågar også udenfor,
    overfuser og blæser sammenbidte følelser ud, for at få luft.
    Nogle gange er det helt ok og sker, uden nogen bliver såret.
    Nogle gange sker det alt for blidt, ja frygtsomt og ufærdigt.
    Andre gange alt for brutalt og koldt dvs. uden indlevelse.
    Se mere derom her: Empati1.htm.

    Andre gange handler det om
    at i stedet for at sige: "Du skræmmer mig!"
    eller " Jeg bliver bange, urolig og nervøs nu.",
    ja så får jeg luft ved at skælde dig og andre ud.
    (Bagefter er jeg skuffet over, at du ikke forstod
    at jeg altså ikke var vred på dig, men bare bange
    - og derfor skræmte jeg dig). Oh misforståelser.

    Vi kan her tale om
    Frygt forklædt som Vrede.
    "Jeg skælder altid meget voldsomt ud,
    når jeg bliver bange. Jeg panikker - og hader det."
    Jo jeg synes, jeg er lidt for voldsom nogle gange,
    - men jeg skal altså have luft for min angst
    ellers bliver jeg kvalt! - og det går så
    ud over dem jeg er tættest på."

    Da ord kan slå mindst lige så hårdt
    som en knytnævne, bliver det et spørgsmål
    om, hvilken grad af vold og urimelige overfald
    du/ I vil acceptere i jeres parforhold? Lidt ligesom at
    der er straffe, frispark + gult og rødt kort i fodbold.
    se også /voldsomkærlighed.dk/
    + dialogmodvold.dk/

    Og så er der
    det morderiske raseri.
    Lige ind i hjertet: "Gør det ondt på mig,
    så skal det sørme også gøre ondt på dig!, sådan
    at du kan mærke, hvor ondt det er at være mig." + "Se, hvad du gør
    ved mig." En barnlig måde at blive forstået på, når de rette ord mangler,
    eftersom din tandpine jo altid vil føles anderledes end min tandpine.
    Dvs. du kan ikke komme af med din smerte og ensomhed
    ved at kaste din smerte ind i en anden.

    En hård, uforstået og ufølsom Livsholdning.
    - "Kunne du så ikke bare sige at du altså er bange nu
    i stedet for at blive bange, og så vred, og så skælde mig ud?"
    - "Drop og Så vil de bare tro jeg er svag, tøset og alt for pivet."
    - "Er det svagt at indrømme at nu bliver du altså bange?"
    - "Ja". - "Det lyder da som en meget stærk følelse?

    Hvorfor synes du at det er svagt at turde føle,
    hvad du føler - og så lære at sige det enkelt og klart?
    Som jeg oplever det, er det ægte styrke at turde stå ved,
    hvad du vil og ikke vil, mener og føler.

    Eller når du foretager dig noget dumt,
    som du bagefter får nogle gevaldige tømmermænd af
    og onde ord slynges ud, så den anden forstår det gør ondt i dig?
    (At dine egne ord også kan gøre ondt, glemmes totalt fordi ...?)
    Variationerne er utallige - og de gør alle ondt.

    Og Skyldsfølelsen og Skam er
    ofte forklædt som en fjernhed, en forurettethed, en kulde
    et småligt surmuleri og andre indeklemte følelses reaktioner.
    Igen og igen bryder hele deres forvirrede verden sammen
    og de får uhyre travlt med igen at samle puslespillet
    på nøjagtig den samme forenklede måde, som før.
    Måske er du parat til at bryde ud af det fængsel
    hvor tremmerne hedder dårlig samvittighed
    og en underlig følelse af at være skyldig i
    ikke at være god nok, smuk nok osv osv
    ?
    Kun du som ved at du reet set er i fængsel
    ser efter en vej ud af dette fængsel.


    5. Lad os derfor se lidt nøjere på dem,
    der lynhurtigt slår andre med skyld og skam - og dem,
    der lige så automatisk, let føler sig skyldige og skamfulde.

    Det er, som om nogle mennesker er programmeret til
    lynhurtig at føle sig skyldige, og helt forkerte - igen og igen.
    Enten er de ved at kvæle sig selv i en kronisk dårlig samvittighed,
    (uden at de af den grund nogensinde forstår: "Hvad forbrydelsen er,
    som de altså så automatisk og let, føler sig skyldige i."

    Du tænker lynhurtigt per refleks:
    "Åh, hvorfor kan jeg da heller aldrig gøre noget rigtigt?"
    => og føler dig på et splitsekund uvirkelig, skyldig, helt forkert
    Og i næste nu: "Det er også din skyld, at jeg har fået det så skidt!"
    Og eftersom "Det er din Skyld, så skal du også gøre det godt igen!"
    "Du er skyldig, og jeg er et uskyldigt offer" - eller omvendt.
    i en stor fælles afmagt-og ensomheds spiral, hvor hver især
    har drøntravlt henne i håndvasken med at undskylde sig selv,
    - inden nogle af dem overhovedet forstår, hvad der foregår.


    Mange mænd klager over
    at deres kone "slår som en sværvægter med sine ord"
    og at de igen og igen bliver total lammet og derefter rasende
    over, hvor lidt respekt hun har for ham, som hun siger hun elsker.
    At kalde sin mand "Idiot", "Vanvittig", "Slapsvans", "Mors dreng"
    er i den blidere ende af det, mange kvinder synes er ok at sige.

    Hvis en anden mand sagde noget tilsvarende til ham,
    ville han uden at blinke drøne en knytnæve ind i fjæset på ham,
    men højre arm er heldigvis fastlåst på ryggen hos de fleste mænd,
    når de bliver "slået lige ind i sjælen" af hende, de elsker at bo med.
    Dette fatter kvinderne desværre ikke. I stedet kalder de ham
    for "fej", "Bløddyr" og "konfliktsky" - og det der er værre,
    og undrer sig over at han bliver mere og mere tavs og sur
    og inden længe ikke gider lytter bedre til det, hun siger.

    Ikke fordi mændene er et hak bedre.
    "Smatso", "Fede dyr" og "Latterlige kælling" osv
    er heller ikke ord, der ligefrem får venligheden frem.

    Efter udbrudene
    starter ofte en endeløs og højst absurd undersøgelse af,
    hvem der startede med at være urimelig og hvem der først gik over stregen,
    som det vil hjælpe på "det hele", hvis man kunne spole filmen tilbage
    og lige rette på det, der gik galt dengang for .... år siden.

    Det er sjældent at høre nogle tilstå:
    "Jo det var mig, der slog først! - og du har sørme ret.
    Det var en forbandet dum måde at starte morgenen på."
    I stedet for Angribes og Forsvares der til sent ud på natten.
    Hvilket helt konkrete problem der udløste dette vilde skænderi
    ja det fordufter meget let væk på grund af
    den måde, hvorpå I skændtes.


    Derpå følger så en rolig periode,
    hvor I går angerfulde rundt, som stille og artige børn
    - og hober mere og mere indeklemt surhed og skuffelse op
    under det berømte gulvtæppe. For så en aften
    at tage endnu en gang udluftning. Igen,
    med samme resultat som sidst.

    Det kan let ske brutalt, voldsomt og hjerteløst,
    så der derpå igen skal slikkes sår, undskyldes og tilgives.
    Og som du sikkert også har opdaget: Intet bliver forstået.
    Ingen lytter og Intet forandrer sig derved, andet
    end at kærligheden dør lidt hver gang..


    Her er en tegning,
    der bedre end mange ord viser,
    hvor skræmmende en ellers sød og kærlig kvinde
    kan se ud, når hun "bare lige siger sin mening lige ud"
    (og desværre ikke selv ser sig selv udefra på en video)
    - som mange mænd kan nikke genkendende til:


    (Tegner ?, Set i Jyllands Posten, 1. juni 2003 - i rubrikken: "Brunch")


    Ikke fordi at HAN ser spor mindre skræmmende ud,
    når han i sin afmagt blæser al sin sårethed, frygt og afmagt af.
    Som du sikkert godt ved, er disse vilde og gale ansigter ikke
    særlig befordrende for en ægte lyttende kontakt.




    Det er et velkendt Afmagts -spil,
    hvor ingen rigtig mødes ærligt, og ingen lytter respektfuldt
    der går ud på AT KASTE SMERTEN og SKUFFELSEN AF SIG.
    Ved at slå løs på hinanden med skyld og bebrejdelser (eller med næverne)
    håbes der - mere eller mindre ubevidst - på et fællesskab i smerten
    og fortvivlelsen. Der så formodes at blive fulgt op af en tårevædet
    FORSONINGS & TILGIVELSES-SCENE, der bevidstløst
    blot gentages, igen og igen. (Det er derfor det kaldet ET SPIL,
    - fordi det er så forudsigeligt, med faste roller og manuskript).

    Intet læres, og der findes ingen bærbare løsninger
    eller tages nogen nye beslutninger. Alt gentager sig bare.
    Der rases bare blindt ud! - og i stedet for en konstruktiv eftersnak
    lægges der hurtigt låg på det, der skete. Det ses som "et uheld",
    - også selv om den samme soap-opera gentages sig hver uge.

    Det triste i dette forudsigelige hverdagsdrama er,
    at det er så forbandet uforløst, forudsigeligt - og desværre almindeligt.
    Kampen ender sjældent med nye kreative løsninger, forståelse eller samhørighed,
    der rent faktisk oftest er ønsket bagved hos den, der råber op og vil noget nyt.
    Dramaet fører hyppigst blot til yderligere ensomhed, træthed, fjernhed,
    afmagt, Selvopgivelse - og endelig en dag total udmattelse.

    Det er et afmagtsspil,
    hvor ingen rigtig regner med at blive hørt

    der let kan gå hen og blive til en kronisk depressiv tilstand.
    hvorefter du/ I vil opdage at Kærligheden og lysten til
    et liv sammen har svært ved at trives i sådant et hus.

    Der går uden tvivl kulturhistoriske linier tilbage
    til 2000 års indoktrinering af, at "vi er syndige sjæle,
    der kun kan håbe på at få et bedre liv i himlen, imens
    vi lutres her på jorden ", forstærket af bondesamfundets
    værn imod Misundelsens grønne øjne, Janteloven, hvor vi
    endelig ikke "må tro at vi er noget" . Hvis noget mislykkes
    "så er det næsten altid din skyld - og kun din skyld
    med mindre du kan bevise din uskyld. "
    Og hvem af os kan altid det?.

    En anden fortolkning af det skete,
    kunne være at der må sættes andre ord og ansigter på
    oget forslag til en anden måde at opleve det som sker er, at vi lever
    alt for isoleret og ensomme i vores ægteSkabelige privathedsbure i dag.
    Det glemmes, og gøres til et spørgsmål "om det nu er min eller din skyld",
    at vi f. eks. er så ensomme, kommer for lidt ud, har så få venner osv.
    Beviset herfor er at det jo er sjældent at det går sådan for sig,
    når I er sammen med andre voksne, som sikkert
    vil gribe ind og prøve at mægle eller forsøge
    af trække jer ud i hver sit ringhjørne.

    Og en løsning kunne være at se i øjnene at det du har at sige
    sikkert ikke vil blive hørt, hvis du bare blæser dampen ud
    helt alene i privaten - og derfor indkalder et vennepar
    eller inddrager en parterapeut til at dæmpe
    og bidrage til at konflikten løses bedre,
    end når I er alene i Bokseringen.




    Når krybben er tom, bides hestene.
    Ja det sker -
    Men det er ikke hestene, der er problemet,
    men det mere indlysende: at der ikke er mere hø i madskålen.
    Ud fra denne anderledes analyse er målet at tænke bedre ind i
    hvordan pokker I mon kan få fyldt foderskålen op igen.
    Dvs. sætte de rigtige ord på, hvad du konkret savner,
    hvad du mangler - og hvad du har lyst til.

    Eller den ene af jer keder sig,
    føler sig overset, afvist eller glemt, og reagerer derpå
    ved først at prøve at råbe den anden op på en højst uvenlig facon,
    ja måske en fordømmende, kritiserende måde, der mærkes som skæld ud.
    Eller som et uvarslet overfald af den intetanede anden. Skyttegravskrigen
    bryder frem - og alle skyder bare vildt på alle, og alle såres. Her savnes
    meget tit gode venner/ veninder at tale med, som kan mægle
    og sammen med hvem man kan finde de rette ord for det,
    der virkelig gør ondt eller nu skal forandres.


    Ser børnene skræmte på jer?
    JA! og at dette frygtskabende kommunikations-mønster
    ikke er ønskværdigt, god modeladfærd eller tryghedsskabende
    (at jeres børn er vidne til, når I voksne opfører jer som fjender),
    Det siger sig selv. Men at det er direkte skadeligt, er nu bevist!
    se f. eks.: www.psykoweb.dk/parforhold/utrokids.htm


    Når vi nu ved det er tåbeligt,
    hvorfor pokker stopper vi det så ikke?

    I vores kultur isolerer vi os med fjernsynet eller computeren
    hjemme, og vi formodes at "tage det hele som en mand, Frue",
    dvs. ikke beklage os, eller lufte vores frygt, angst, savn, skuffelser,
    Eller bede om at få tid og plads til at lufte sine irritationer højt,
    sådan som f. eks. denne vigtige Par-etude muliggører.

    Nej - sejt, tappert, sammenbidt eller mere eller mindre vanvittigt
    og ydmygt skal vi blot bide tænderne sammen - og glemme det hele.
    Derved glemmes den reelle smerte, ordene kværer blot rundt indeni.
    Det hober sig op, ufortalt, uforløst og pludselig en dag er bægeret
    fyldt helt op - og den sidste lille dråbe udløser et vandfald.


    Afstanden
    føles oftest stærkest af den ene af jer i et parforhold.
    Det er især kvinderne, der råber op og hejser et alarmsignal,
    når kærligheden svigtes. Og mændene når økonomien er katastrofal.
    Dette er uretfærdigt, men sådan er det desværre oftest
    i de fleste alt alt for private og velisolerede hjem.

    En af vejene ud
    af dette overfalds - adfærdsmønster,
    (der forudsigelig fører til tavse afvisninger eller tilsvarende
    "flygte-væk, imens du-skyder-dig-ud-af-situationen"-mønster)
    er, at øve parterne i at starte hver sin sætning med et Jeg-udsagn
    i stedet for de mere Fordømmende og kritiske Du-udsagn,
    der let opleves som et Overfald - og derfor selvklart
    udløser en Modreaktion, der starter som
    et Selvforsvar og ender med et Angreb.

    "Du er også altid så forbandet ..."
    "Hvad fanden er nu det du laver der?"
    ""Hvad har du gang i din lede stodder?"
    "Hvorfor tænker du altid kun på dig selv?
    Du tænker da heller aldrig på, hvad jeg føler"
    osv. osv. - Starter du en duel med at skyde med skarpt
    ja så skal du ikke undre dig over at der bliver skudt igen
    Det sker meget let, hvis du åbner spillet med Du-udsagn.

    En bedre start på en god problemløsende snak er
    at satse på, at hvis du taler åbent og sårbart ud fra dig selv,
    at ja - så vil din åbning også medføre at den anden åbner sig
    til en lidt venligere og mere givende dialog, hvor I når hinanden,
    fremfor blot at skubbe hinanden længere og længere væk..


    Genkender du Afmagts-mønstret?
    så øv dig i en periode på at startede dine sætninger således :
    "Nu har jeg lyst til..., Nu har jeg brug for, at..., Jeg føler og tror, at...,
    Jeg ville ønske ... "Noget jeg ikke forstår" og "Jeg foreslår derfor ...

    Eller bed om at få en Lytte- Fortælle Time.+ se Hvorfor
    Eller tag udgangspunkt i et velskrevet brev til den anden
    eller brug Partermometret, til at strukturer debatten.
    Og virker det ikke, så inddrag gode venner
    eller opsøg en kvalificeret Parterapeut.
    Derved bryder du afmagts-spillet
    - og leder efter en løsning.

    Vores erfaring taler for, at åbner du selv personligt
    og sårbart op med Jeg-udsagn: søgende og nysgerrigt,
    fremfor anklagende og dømmende, ja så fører din åbenhed
    i de fleste tilfælde også til at din partners åbenhed bliver bedre.

    Kort sagt:
    I stedet for fortsat forgæves at ville lave din partner om,
    så skift først selv kurs. Rent faktisk er det lettere selv at ændre
    på noget, end først at ville forandre på sin partner.
    Derfor denne ændring af Kommunikations-stil.

    Lige som vi godt lige vil minde dig
    om denne berømte bøn, som bl. a. AA bruger:

    "Kære Gud og Gudinder, giv mig sindsro til
    at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre på,
    mod til at ændre på de ting jeg kan
    og visdom til at se forskellen."
    af Reinhold Niebuhr


    Ordet respekt
    kommer enten fra det latinske ord: Respicere,
    der betyder ’at se på’. Underforstået at se på ham /hende,
    som vedkommende er og ikke lave den anden om i sit eget billede.
    Eller nedstammer fra "Re-spektrum", der betyder "at genspejle",
    dvs. at se og genkende sig selv i hinanden.

    "Goodfather" bruger ordet på en anden måde,
    nemlig: "Du respekterer mig ikke!" - og han mener:
    "Du frygter og er ikke bange for mig, sådan som du bør være"
    Og det er vel ikke sådan, at du ønsker din kæreste ven,
    skal forstå dig, når du ønsker at blive set og hørt, vel?

    Det er kort sagt meget svært at respektere
    en anden, som totalt mister selvkontrollen og opfører sig
    på en måde, som vedkommende selv skammer sig over
    bagefter, når vedkommende ser sig selv på en video.


    Lidt mere om at sige Fy og fyndord.
    Hvis din partner eller du selv igen, og igen
    og igen bruger hånende, foragtende og nedsættende ord
    så skriv dem alle sammen ned i en bog i løbet af 1 måneds tid.
    Præsenter så din partner for alle de barske ord og udtryk,
    der virkelig ramte dig - og var lige ved at tænde dig af
    (men i stedet for skrev du dem altså nu ned i din bog.

    Du kan også vælge at tænde for en båndoptager,
    og sige at du lige vil lytte det igennem, i stilhed,
    når du en dag igen har genvundet hørelsen
    og har fået tørret spyttet af ansigtet).

    Fremlæg dem så samlet for din partner
    og spørg om dette er et rimeligt eller rigtigt portræt af dig:
    "Skal jeg forstå disse ord og udtryk, som en hån, en fornærmelse
    eller som et udtryk for din dybeste og mest ærlige mening?"
    - og hvis det er, så spørg dig selv, hvorfor i alverden
    bor jeg så her?" Sådan taler man ikke til en ven
    og da slet ikke til en person, du elsker.

    Nogle gange kan det også virke stoppende,
    hvis du blot råber AV, højt - uden at uddybe dette udbrud,
    hver gang du hører et sårende ord, der rammer dig i hjertet.
    Ganske ligesom en tankeløst træder dig over tæerne.

    Når I har luget de værste tisler ud
    og du har lært at sige AV!!!, i stedet for at slå igen
    hvis de stadigvæk bruges, eller der idømmes en bøde,
    hver gang du eller din partner overtræder hinandens grænser,
    vil du opdage - at det er betydelig lettere at høre hinanden,
    når det gør ondt indeni og det virkelig brænder på.


    Forløsende Fynd-ord er anderledes.
    De udtrykker ikke foragt, hån eller et afmægtigt raseri
    men er en mere emotionel kraftfuld måde at sige sin mening på.
    De virker bedst når ordene ikke gentages, men varieres kreativt.
    I stedet for at sige: "Du er da også verdens største idiot"
    hedder det så måske: "Skrup tilbage til gul stue!"
    eller "Jeg er fandme ved at blive helt tosset nu,
    så flyt dig - jeg skal lige have luft!" osv.

    Har du i den sammenhæng lagt mærke til
    at i nogle film kan et par skændes og råbe højt
    på en sådan måde, at de begge ender med at grine
    og forsones - uden at de skammer sig bagefter?
    Prøv at lære af dem og opdag at Fyndord
    der forløser er kreative og ikke klicheer.

    Det er næsten en kunstart at kunne
    råbe AV højt uden at såre hinanden.
    Det kræver øvelse, øvelse og atter øvelse.


    Vi vil lige medtage dette, fordi ideen er sørme ikke
    at I kun taler sødt og pussenuttet til hinanden og aldrig
    bruger stærke effektfulde ord, når følelserne koger over.
    Pas blot på de ord du åbner en samtale med, for ord
    kan såre og ramme hårdere end en knytnæve.



    Opsummering:
    Denne nye tankegang er ikke blot mere civiliseret,
    den er også langt mere effektiv, når du virkelig ønsker
    og savner at der nu skal ske noget nyt og forhåbentlig bedre
    end at I nu igen ender ovre i hver sin ensomme skyttegrav.
    I stedet for at det kun er den ene af jer, der får sin vilje
    - eller at ingen af jer vinder noget, satses der her på
    at I begge godt kan vinde og få det, I vil have.

    Et godt råd,
    hvis I sidder fast i kampen
    imellem om "det skal være på min - eller din måd
    e?"
    se: psykoweb.dk/psykodrama/bestemmeaften1.htm

    + Kender du forskellen på
    at tale Giraf-sprog versus Ulve-sprog?
    se Claus Bülows gode pdf-fil om Giraf-sprog.
    + se mere her "www.haengoddag.dk/girafsprog
    + dcum.dk/sammen-mod-mobning/girafsprog

    Og mht. Måden at tale sammen på
    når følelserne er ved at koge over og du er ved at tabe.
    Se mere herom under Anger-management og Fair-Fighting
    + en god oversigt at hænge på jeres opslagstavle.
    + www.nathancobb.com/fair-fighting-rules.html.
    + www.yourtango.com/ se: /8-rules-fair-fights.
    + 37 råd og regler til at støtte at I kæmper Fair.

    + mere om at forstå hinanden:
    se : www.psykoweb.dk/kontakt/0.htm
    + se disse 10 kommunikation råd.

    + se en link-reol med andres websider


    Og JA! Vi ved godt
    det er meget svært at efterleve i en stresset hverdag
    og at kunne det, når raseriet og afmagten koger over og fanden er løs.
    Men kan du se nogen anden vej ud af det destruktive og frem, end at prøve
    på at sætte sig selv det mål for sin personlige udvikling, at du slåes fair?
    Om ikke andet, så for din egen selvrespekt´ s skyld.



Fortalt af
Cand. psych Ebbe Scheel Krüger
& Cand. mag. Else Marie Schultz Rasmussen
Telefon: 86 - 15 28 38
© emesk. 2015

+ se vores hjemmeside,
med flere forslag til at styrke kærligheden
og genfinde hinanden som venner og kærester:
www.psykoweb.dk