Et sidste ord
om Partermometret.

Vi håber, I også vil opdage,
at det er godt, sjovt og spændende
at kende hinandens svar på og vurdering
af dette basale og omsorgsfulde spørgsmål:
"Hvordan er det for dig at leve sammen med mig?"

Vi synes spørgsmålet er nødvendigt
for at undgå misforståelser, rense ukrudtet ud,
og få et parforhold til at gro - dvs. bevare følelsen af,
at jeg og du stadigvæk udvikler os hver især, som par,
som familie og hinandens kæreste ven.


Hvis jeg opgiver
at tro, at jeg kan lære noget nyt
og forandre på det, jeg er utilfreds med,
er jeg da ikke gået i stå?

Hvis jeg opgiver at tro
du kan lære noget nyt og forandre på det,
du selv siger, du er utilfreds med, siger jeg så ikke,
at du er gået i stå?

Hvis vi sammen opgiver at tro på,
at jeg og du kan lære noget nyt og forandre på det,
som ingen af os egentlig er tilfredse med,
har vi så ikke sat vores liv i stå?

Kan kærligheden gro sådant et sted?