Hvad siger forskerne om: Ægtefællers opfattelse af sig selv og hinanden? Er det godt eller skidt at se op til og idylisere sin partner? Hvor vigtig er selve Omgangstonen i i din familie? Om børn reaktion på en skilsmisse og skænderier. Er vores forestillinger om kærligheden vigtige? Bredden af et parforhold, bestemmer længden Lider vi i parforhold af nogenlunde det samme?

Betydningen af ægtefællers opfattelse af sig selv og hinanden. For enhver af os, der lever i et parforhold gælder det at din personlighed bliver set gennem mindst tre par briller: 1. Den opfattelse vi selv har af vores egen personlighed. ....Vi vurderer mere eller mindre bevidst, hvor intelligente, gode, rare, .....dygtige, kærlige osv., vi selv synes, at vi er i det daglige. 2. De briller, vores ægtefælle har på, ....når han eller hun opfatter vores personlighed. ....Det sker ofte, at ægtefællen har helt andre tanker ....om vores klogskab og godhed, end vi selv har! 3. De briller vi har på, når vi gætter på, .....hvordan vi tror at vores ægtefælle opfatter os. .....Det kan være vi tror, at ægtefællen har en mere positiv mening om os .....end ægtefællen rent faktisk har. Ligesom det kan være vi tror, .....at vores ægtefælle har en langt ringere mening om os, .....end den, vi selv har om os selv. Det ideelle ville jo nok være, at disse tre opfattelser af hvem vi er, passer smukt sammen, således at der ikke er nogen tvivl om, hvordan vi egentlig "er". Men sådan er det selvfølgelig langt fra altid. Tre psykologer fra Universitetet i lowa, USA, har set på, hvad det betyder for vores egen trivsel og for den ægteskabelige trivsel, når der er uenighed imellem disse tre sæt af opfattelser af vores personlighed.. De interviewede 155 ægtepar i deres eget hjem, selvfølgelig således at manden og kvinden blev interviewet hver for sig. Interviewene handlede om de tre par briller, vi startede med at definere: 1. Hvad manden eller kvinden selv opfattede som karakteristisk for sig selv .....på en række områder, der hver blev takseret til et bestemt pointtal fra I til 10, .....f. eks. intelligens: 7, venlighed: 8, gavmildhed: 5, humor 7 osv. 2. Hvordan han/ hun vurderede sin ægtefælle på de samme områder. 3. Hvordan den pågældende troede, at ægtefællen .....ville vurdere ham eller hende selv på de omtalte områder. Ud fra disse pointværdier kunne forskerne så beregne to værdier: A. Graden af faktisk selv-overvurdering, dvs. hvor meget højere den enkelte satte sig selv, end vedkommende var blevet sat af sin ægtefælle. Der var forøvrigt meget få tilfælde af af folk satte sig selv lavere, end de var blevet sat af deres ægtefælle. B. Graden af formodet selv-undervurdering, som var et mål for, hvor meget lavere den pågældende troede, at han eller hun blev vurderet af ægtefællen i forhold til sin egen vurdering. Også her var der kun få eksempler på det modsatte, altså af folk der troede, at ægtefællen satte dem højere end de selv gjorde. Udover disse mål for selvvurdering og "Vurdering af ægtefællens egenskaber" havde forskerne også indhentet to andre mål, nemlig et mål for den enkeltes psykiske velbefindende - eller mangel på samme. Og et mål for den ægteskabelige lykke set fra den pågældendes side. Resultaterne viste, at både den faktiske selv-overvurdering og den formodede selv-undervurdering havde meget nær sammenhærig med den daglige psykiske trivsel, og denne trivsel havde igen stor betydning for den ægteskabelige lykke. For både mænd og kvinder var der en positiv indflydelse af en positiv selvovervurdering på den daglige trivsel. De der havde den største selvovervurdering, havde den bedste trivsel, men det gjaldt dog i betydeligt højere grad for mændene end for kvinderne! Omvendt var der en lige så tydelig negativ forbindelse fra en formodede selv-undervurdering til den daglige trivsel. De der mente, at deres ægtefælle vurderede dem noget ringere end de selv så sig selv, havde - selvfølgelig - en dårligere trivsel end de, der mente at deres ægtefælle satte dem ligeså højt, som de selv gjorde. Her var der også en interessant kønsforskel, Det var hos kvinderne, man fandt den stærkeste forbindelse. Det går altså mere ud over en kvindes trivsel, hvis hun mener, at hendes ægtefælle undervurderer hende, end det går ud over en mand. Endelig fandt forskerne som nævnt for begge køns vedkommende, at en dårlig psykisk trivsel generelt medførte ringere ægteskabelig lykkefølelse, men også her var forbindelsen meget større for kvindernes vedkommende. En mand kunne altså godt opleve at have ægteskabelig lykke uden at have det særlig godt med sig selv, mere generelt set For kvinder hænger disse to ting åbenbart nærmere sammen, således at deres oplevelse af deres egen lykkefølelse og af deres ægteskabelige lykke følges meget mere ad. referat ved Thomas Nielsen Lektor på Psykologisk Institut, Århus Universitet Fra "Forskningsnyt fra psykologien", 1997, hæfte 6 (4) Kilde: Schafer, R. B., Wickrama, A. S. & Keith, P. M. (1996). Self-Concept Disconfirmation, Psychologieal Distress, and Marital Happiness. Journal of Marriage and the Family, 58, 167-177. Er det godt at idealisere sin partner? Når det kan være godt for et par oftest at tale positivt og at udvise positive følelsesmæssige udtryk overfor hinanden, kunne det måske være ekstra godt at tænke særlig positivt om sin partner? Det spørgsmål har to psykologer set nærmere på i en ny amerikansk undersøgelse. Forskerne har specielt stillet sig det spørgsmål om det er godt for et parforhold, at partnerne tænker så positivt om hinanden, at der er tale om en "idealisering« af partneren", eller om det måske er mere sundt for parforholdet, at man tænker realistisk om hinanden og ikke gør partneren bedre, end han eller hun nu engang er. Der blev i denne undersøgelse ikke opereret med en særlig høj grad af negativ tænkning om partneren, fordi undersøgelsen omfattede en gruppe nygifte ægtepar, og det var ikke særlig sandsynligt, at man hos disse nygifte ægtefæller vil finde nogen særlig høj grad af negativ tænkning om bruden eller brudgommen! Men det er altså oplagt, at der kunne være stor forskel på enten en stærk positiv - måske endda overdrevent og idealiserende opfattelse af partneren i det nydannede ægtepar eller, at man tværtimod kunne se sin partner i et mere realistisk lys med de mangler, svagheder og fejl han eller hun måtte have. For at undersøge dette særlige spørgsmål nærmere, fik de to forskere 86 nygifte ægtepar til at udfylde spørgeskemaer om, hvordan de opfattede sig selv og hinanden. Spørgeskemaet var delt i to afsnit, hvoraf det ene omhandlede en »global« vurdering af partneren, dvs.en generel opfattelse af partnerens kvaliteter, hvor man skulle svare på, hvor enig man var i udsagn som :"min partner er en helt igennem vidunderlig person«" eller "min partner har mange gode egenskaber" og lignende. Denne del af spørgeskemaet viste dog, at stort set alle ægtefællerne opfattede hinanden i et positivt lys, Men udover den generelle vurdering af partneren, skulle hver ægtefælle også vurdere partneren - og sig selv - på en række mere specifikke områder, som venlighed, gavmildhed, intelligens, hensynsfuldhed, tålmodighed osv. Udfra disse udfyldte spørgeskemaer beregnede forskerne dels et mål for ægtefællernes vurdering af partneren på en række specifikke områder i forhold til, hvorledes partneren havde vurderet sig selv Man beregnede specielt for hver af de bestemte egenskaber om partneren vurderede sin ægtefælle mere positivt end ægtefællen vurderede sig selv. Summen af disse tal for »positiv overvurdering af partneren« (i forhold til partnerens selvvurdering) udgjorde så et samletmål for tendensen til at idealisere partneren, altså for tendensen til at tænke meget mere positivt om partneren end der sandsynligvis var grund til - for så vidt man antog, atpartneren bedre selv vidste hvordan han eller hun var på de pågældende områder. Et lavt tal for over-vurdering af partneren blev omvendt set som udtryk for en realistisk opfattelse af partnerens egenskaber, altså at man så sin partners egenskaber, sådan som partneren så sig selv. I denne undersøgelse nøjedes forskerne med at kontakte ægteparrene én gang fire år senere, og her så man blot på hvem der stadig var gift og hvem, der var blevet skilt i løbet af disse blot fire år. Det viste sig, at hele atten par, altså næsten hver femte par var blevet skilt i den mellemliggende periode, og det spændende var så nu, om tendensen til at tænke idealiserende eller realistisk om partneren i første omgang kunne bidrage til at forudse, hvem der blev skilt senere hen. Det viste sig faktisk at være tilfældet, og særlig interessant er det, at sammenhængen imellem den tidligere tænkning om ægtefællen og risikoen for senere skilsmisse var helt forskellig for de to køn! Kort sagt var der klart mindre risiko for skilsmisse i de par, hvor manden tænkte særlig positivt om sin hustru, imens hustruen tænkte mere realistisk om manden! I parforhold, hvor det omvendt var kvinden, der tænkte (overdrevet) positivt om manden, imens manden tænkte mere realistisk og mere nøgternt om kvinden, var der en lang højere risiko for senere skilsmisse. Man kan altså ikke konkludere at det generelt er godt at idealisere sin ægtefælle tidligt i et parforhold, men man kan forsigtigt - da det kun er én mindre undersøgelse det drejer sig om - sige, at noget tyder på, at det er godt for parforholdet, når manden idealiserer sin kone, mens det tvært imod er bedst for parforholdet, når konen ikke idealiserer manden, men tænker realistisk om ham og ikke gøre ham bedre end han er. Det er uklart, hvad der er forklaringen på denne tankevækkende kønsforskel, men det kan jo tænkes, at mænd måske tænker lidt mere abstrakt om deres ægtefælle og dermed er bedre til at opretholde en vis idealisering af ægtefællen trods lidt modgang i parforholdet, imens kvinderne måske meget lettere bliver særlig skuffede, hvis deres mandlige ægtefæller ikke kan leve op til deres forventninger og krav, hvis disse forventninger er alt for høje i starten af parforholdet. Noget af forklaringen på den fundne kønsforskel kan måske også findes i resultaterne fra en anden undersøgelse de samme to forskere har publiceret for nylig. I denne undersøgelse fokuserede de på, hvor meget og hvornår hver af de to ægtefæller i et parforhold støttede og hjalp hinanden. Det blev belyst ud fra systematiske dagbogs optegnelser, hvor hver af de to ægtefæller i en række ægtepar, hver dag skulle notere dels, hvordan de selv havde haft det og dels, hvordan de mente ægtefællen havde haft det i dagens løb, og desuden skulle de notere om de havde udvist støttende adfærd overfor deres ægtefælle og endelig om de selv havde modtaget støttende adfærd fra ægtefællen. Det var ventet, at kvinderne ville udvise mere støttende adfærd end mændene generelt, men det var tilsyneladende ikke tilfældet udfra resultatern af denne ganske grundige undersøgelse. Til gengæld fandt forskerne en interessant kønsforskel, når man så på, hvornår de to ægtefæller støttede hinanden: Kvinderne støttede mest deres mænd, når disse havde det dårligt, og derfor havde særlig brug for støtten. Mændene derimod udviste ikke den samme tendens til særligt at støtte deres hustruer, når disse havde særlig »dårlige dage« - tværtimod udviste mændene på disse dage ofte en mere negativ adfærd overfor deres ægtefæller! Man må formode, at menneskelig støtte fra ægtefæller virker bedst netop når man brug for det, altså på dage, hvor man har det svært, og man kan yderligere antage, at det kan kræve en særlig realistisk erkendelse af ægtefællen at forstå, hvornår vedkommende har det svært. På den baggrund er det i hvert fald forståeligt, at kvinder, der har en god realistisk opfattelse af deres ægtefæller, er bedre til at støtte disse på dage, hvorde har særlig svært, og dermed har brug for støtten - og det kan formodentlig i sig selv bevirke en bedre trivsel i parforholdet fremover. referat ved Thomas Nielsen Lektor på Psykologisk Institut, Århus Universitet Fra "Forskningsnyt fra psykologien", oktober, 2005 Kilde: Neff, L. A. & Karney, B. R. (2005). Gender Differences in Social Support: A Question of Skill or Responsiveness? Journal of Personality and Social Psychology, 88(1). 79-90. Hvis du har lyst til at afprøve om ovenstående nu også passer med dit parforhold, så se denne opgave - og læs mere om teorien bag her.

Dårlig omgangstone tager førstepladsen, når danske forældre skal pege på problemer i familierne. Herefter følger: dårlig oprydning og søskendekonflikter. Danske familier har åbentbart svært ved at tale ordentligt sammen. Det tyder i hvert fald resultaterne af en undersøgelse lavet af Børns Vilkår på. I undersøgelsen, hvor mere end 3000 forældre har deltaget via internetet, nævnes omgangstonen i familien således som problem nummer et. Mere end 55 procent af familierne peger på omgangstonen som det mest konfliktskabende element. Opdragelsen har svigtet »Det er yderst overraskende, at forældrene i undersøgelsen opfatter omgangstonen som det allerstørste problem i forbindelse med opdragelse. Her er en opgave, vi som forældre ikke hidtil har løst godt nok. Ikke mindst fordi en rå, ubehagelig tone og nedsættende ukvemsord oftest foregår i et miljø og en kultur, hvor mobning er udbredt. Derfor må vi sætte ind«, siger Peter Albæk, fra Børns vilkår. Undersøgelsen spørger også til hvad forældre oplever som det sværeste ved opdragelse. Over 50 pct. af forældrene i undersøgelsen oplever, at det er svært at være konsekvent og fair over for børnene, når man selv er træt og udkørt. Og over 50 pct. siger, at det er svært at undgå, at eget stress påvirker håndteringen af konflikter. Mange forældre i undersøgelsen efterlyser råd og vejledning om, hvordan de i det daglige takler den svære opdragelse. Halvdelen af forældrene oplever, at de i større eller mindre udstrækning har behov for viden og vejledning i at håndtere situationer omkring opdragelse. - set i www.politiken.dk Torsdag 24. jun 2004 Læs mere herom hos Børns Vilkår hvor du også kan downloade hele undersøgelsen

Vores forestilling om kærligheden styrer kærligheden En undersøgelse af psykologen Raymond Knee fra Universitetet i Houston i USA har påvist, at de fleste af os går rundt med mere eller mindre bevidste forestillinger om kærlighedens natur - og at disse forestillinger spiller en meget stor rolle både for holdbarheden af vores kærlighedsforhold og for den måde, hvorpå vi opfører os på, når der en dag er knas i parforholdet. En af de vigtigste forestillinger om kærligheden er den, der handler om “skæbnetro". De, der har en høj grad af skæbnetro til kærligheden, hælder meget ofte til den overbevisning, at to mennesker enten er "bestemt for hinanden" - eller netop ikke er bestemt for hinanden. Og i sidstnævnte tilfælde må det nødvendigvis gå galt, fordi - skæbnen ikke var med dem. De, der har en lav grad af skæbnetro i forbindelse med deres kærlighedstanke, tror ikke så meget på, at to mennesker på forhånd er bestemt for hinanden.. De tror snarere, at kærlighed er noget, der kan vokse og udvikle sig mellem to mennesker, helt afhængigt af, hvordan de opfører sig i parforholdet. Kort sagt kan man sige, at de førstnævnte har en skæbneteori om kærligheden, imens de sidstnævnte har en udviklingsteori. I overensstemmelse med denne opfattelse af det centrale moment i vores mere eller mindre "halvbevidste" teori om kærlighedens natur, har Raymond Knee udarbejdet et spørgeskema, der gør det muligt at placere yngre mennesker i hver sin gruppe: A. de der mest tror på skæbnen, og B. de der mere tror på udviklingen af kærlighed via konkret adfærd i et parforhold. Forskeren fandt blandt de studerende ved et universitet frem til 120 yngre mænd og kvinder, der var i et ret nyt kærlighedsforhold. Disse 120 nyforelskede udfyldte hver især det omtalte spørgeskema vedr. deres grad af skæbne- eller udviklingstro i kærlighedslivet, samt nogle spørgeskemaer om, hvor lykkelige de følte sig i det nuværende parforhold, og om hvordan de klarede forskellige vanskeligheder i parforholdet. Da forskerne 1 år senere kontaktede disse unge mennesker for at høre, om deres parforhold stadig var i live - eller om det var blevet opløst, viste der sig et meget klart mønster: For de, der var tilhængere af skæbnetroen i forbindelse med kærlighedslivet (at man enten var bestemt for hinanden eller ej) var der en meget stærk sammenhæng imellem deres allertidlige lykkefølelse ved forholdets start og forholdets videre skæbne. Det viste sig på den måde, at de der kun havde oplevet en beskeden glæde eller lykke i parforholdet fra starten, kun havde holdt ud i meget kort tid, mens de, der havde oplevet en meget høj grad af lykke i parforholdet lige fra starten, langt oftere var fortsat i parforholdet. Det behøver man jo egentlig ikke undre sig over: For de der tror, at man skal være bestemt for hinanden, kan det selvfølgelig let give tvivl i sindet, om det nu lige var "den helt rigtige", som var bestemt for dem selv, når man ikke lige fra starten føler sig helt lykkelig med vedkommende. Tilsvarende kan man med den selv samme skæbnetro let komme til at tro, at man har truffet netop den partner som skæbnen har bestemt for en, hvis man i begyndelsen føler sig helt vidunderligt lykkelig i parforholdet. Dette gælder altså for den gruppe af studerende, der overvejende tror på skæbneteorien. For den anden gruppe, der tror mere på udviklingsteorien, var resultaterne helt anderledes: Her var der stort set ingen sammenhæng mellem deres tidlige lykkefølelse ved forholdets start og så den videre skæbne af forholdet. - I denne gruppe var der altså mange, der trods en relativt lav lykkefølelse i starten, formåede at udvikle forholdet, således at det alligevel hen ad vejen blev så godt og tilfredsstillende, at det kom til at holde lige så længe som hos de, der følte sig "fuldt ud lykkelige" i starten af parforholdet. De, der troede på udviklingsteonien, havde gennemgående mere holdbare parforhold, og det kunne forskeren forklare ud fra den anden del af undersøgelsen: Det spørgeskema, der omhandlede "måder at tackle problemer i parforholdet på". Her viste det sig nemlig, at de der mest hældede til' skæbneteorien var tilbøjelige til at undgå at se konflikter og uenigheder i øjnene alt for længe, og snarere forsøgte at glemme eller bagatellisere sådanne uenigheder - indtil de var blevet så store, at de helt ødelagde parforholdet. De, der var tilhængere af udviklingsteorien, var tværtimod mere tilbøjelige til at se indbyrdes konflikter og problemer i øjnene, soim en naturlig del af et forhold og forsøgte derfor i højere grad at tale sig til rette om tingene. Og det lykkedes åbenbart så godt, at de pågældende altså i denne undersøgelse i gennemsnit fik langt flere holdbare parforhold. Thomas Nielsen Lektor på Psykologisk Institut, Århus Universitet Forskningsnyt fra psykologien, 1999, hæfte 8 (1) Kilde: Knee, C.R (1998). “Implicit theories of relationships: Assessment and Prediction of Romantic Relationship Coping and Longgevity.” i Journal of Personality and Social, 74 (2), 360 -370. Bredden af et parforhold bestemmer længden. Flere forskere har i disse år kastet sig over studiet af de faktorer, der bestemmer holdbarheden og kvaliteten af et parforhold. Nogle af disse undersøgelser, har bl.a. vist, at mængden af negative og kritiske bemærkninger samt fraværet af kærlige udtryk i diskussioner blandt unge ægtefæller er et meget dårligt tegn for holdbarheden af deres parforhold. Jo mere hån, foragt og nedsabling der var, jo værre ligesom utroskab også siden tidernes morgen har medført skilsmisse. Nu viser en ny undersøgelse fra universitetet i Arizona i USA, at det ikke blot er kvaliteten af eller »dybden« af parforholdet, men også hvad man kunne kalde »bredden« af parforholdet, der spiller en væsent- lig rolle for dets holdbarhed og kvalitet. Kort sagt ser det ud til, at de par der foretager sig mange forskellige ting sammen, har langt større chance for at bestå i det lange løb end parforhold, der - uanset graden af kærlige og positive følelser i startfasen ikke foretager sig ret meget sammen. osv. Forskerne studerede både 66 kærestepar, der havde været kærester i mindst et halvt år, og 65 yngre ægtepar, der havde været gift i 3-4 år. De unge kæreste- og ægtepar blev undersøgt to gange med et års mellemrum. Ved den første undersøgelse udfyldte alle disse 262 personer et særligt spørgeskema som forskerne havde udviklet specielt til at »måle« bredden i parforhold, altså omfanget af deres fælles interesser, hobbier og aktiviteter, samt ønsket om at være meget sammen i dagliglivet. Spørgeskemaet indeholdt spørgsmål som »vi har lagt planer for f. eks. ferie i den nærmeste fremtid« og »jeg savner min kæreste/ ægtefælle, når vi ikke er sammen« og »vi har købt ting sammen, som vi betragter som »vores«. Derudover blev alle 262 personer interviewet om især de følelsesmæssige sider af deres parforhold, og de båndoptagne interviews blev scoret af forskerne mht. en række faktorer man tidligere har opfattet som afgørende for et parforholds bestandig- hed: Graden af positive følelser, graden af negative følelser, oplevelser af glæde eller skuffelse i forhold til partneren mm. Da man et år senere kontaktede de unge mennesker, viste det sig, at hver fjerde af kæresteparrene var brudt op, mens ingen af ægteparrene var blevet skilt. De kærestepar, der stadig var blevet sammen og alle ægteparrene, blev nu bedt om at udfylde et nyt spørgeskema om, hvor godt de havde det i deres parfor- hold, og hvor tilfredse de var med dette parforhold. Forskerne fokuserede nu først på de faktorer, der blandt kæresteparrene kunne forudsige, om de var brudt op eller ej, og dernæst på de faktorer, der spillede en rolle for tilfredsheden med parforholdet ved den anden undersøgelse et år efter den første hos både de bestandige kærest forhold og alle ægteparrene. Hvad stabiliteten af kæresteparrene angår, viste det sig, at målet for »bredden« bedre end nogen af målene for kæresternes grad af kærlighed og positive eller negative følelser kunne forudse hvem der blev sammen. De, der oplevede mest bredde i parforholdet blev sammen. Det gjaldt dog mere for mændene end for kvindernes vedkommende. For kvindernes vedkommende var der en enkelt faktor, der spillede en næsten ligeså stor rolle mht. parforholdets bestandighed, nemlig hyppigheden af egen vrede eller skuffede følelser overfor den mandige partner. Det er måske overraskende, at mændenes negative følelser ikke spillede en tilnærmelsesvis så stor rolle for parforholdenes bestandighed. Hvad angår tilfredsheden med parforholdene et år efter den første undersøgelse, viste det sig igen for mændenes vedkommende, at deres opfattelse af parforholdets bredde i den første undersøgelse var den af alle de målte forhold ved deres oplevelse af parforholdet, der bedst kunne forudsige tilfredsheden med parforholdet senere. Men også mængden af positive og negative følelser spillede - selvfølgelig - en rolle for deres oplevelse af, hvor godt det senere gik med parforholdet. Det er måske interessant, at mændenes tilfredshed med parforholdet ved den anden undersøgelse mere afhang af kvindernes negative følelser end deres egne negative følelser ved første undersøgelse! For kvindernes vedkommende spillede oplevelsen af parforholdets bredde i første undersøgelse også en stor rolle for deres tilfredshed med parforholdet et år senere, men ikke en helt så stor rolle som den gjorde for mændene, og det var for kvindernes vedkommende kun den næstvigtigste faktor mht. at forudse parforholdets kvalitet. Det vigtigste for kvindernes senere tilfredshed med deres parforhold eller mangel på tilfredshed - var hyppigheden af deres egne negative følelser i form af skuffelser i parforholdet ved den første undersøgelse. Denne undersøgelse viser altså som tidligere undersøgelser at nok spiller de følelsesmæssige reaktioner i et parforhold en stor rolle for parforholdet, men en endnu større rolle- i hvert fald for mændenes vedkommende - spiller det tilsyneladende, at parforholdet har »bredden". Altså, at man som par er fælles om mange af livets opgaver, glæder og udfordringer. Thomas Nielsen Lektor på Psykologisk Institut, Århus Universitet Forskningsnyt fra psykologien, nr 4, august, 2004 Kilde: Flora, J. & Segrin, C. (2003). Relational well-being and perceptions of relational history in married and dating couples. Journal of Social and Personal Relationships, 20(4). 515-536.

Vi lider af nogenlunde det samme. Ægtefæller har risiko for at ’kopiere’ hinandens sygdomme, viser en ny undersøgelse. Hvis den ene lider af astma, mavesår eller depression, vil den anden have 70 procent større risiko for også at få sygdommen. Undersøgelsen, der er baseret på over 8.386 ægtepar, siger dog ikke noget om årsagen til, at det forholder sig sådan. Sundhedspsykolog, dr.med. Bobby Zachariea fra Aarhus Universitetshospital peger på, at det fælles psykiske miljø spiller en vigtig rolle for sygdomsmønsteret. "I sundhedsvæsenet glemmer man tit at tænke den syges miljø, familie og parforhold med ind", siger han. Politiken, 20 - 9 - 2002

Tilbage til Oversigten over Parforholds-artiklerne til index over hele: www.psykoweb.dk