,,.
 Hvem forbliver sammen? og hvem ender med skilsmisse? Er det klogt at idealisere sin partner? Hvordan påvirker dine forældre dit nuværende familieliv? |
|
Kan man forudsige holdbarheden af et parforhold? Efter 2. Verdenskrig, er skilsmissetallet eksploderet de fleste lande, især i de vestlige. Det skyldes mange faktorer: kvindernes nye selvstændighed, nye livsværdier og tildels en stadig mere liberal individfocuseret lovgivning, der rent juridisk lettere giver adgang til at den ene i et parforhold kan få en skilsmisse. Der forekom fx i 1990'ernes Italien en lavineagtig stigning i skilsmisserne, efter at det katolsk begrundede forbud imod skilsmisser blev ophævet. Men stigningen skyldes i høj grad også en ny "frihedsideologi", der giver stadig flere den selvværdsfølelse, det er at give sig selv en medfødt og berettiget frihed til at skifte partner, når det passer en selv. Og endelig kan det høje skilsmissetal bero på en mere stresset og konfliktfyldt hverdag Det kræver som de fleste godt ved god kontakt, klar kommunikation, et godt samabejde og en stor kærlighed at få en moderne travl hverdag - især med børn - til at hænge sammen. Berettiget eller ej, så er skilsmisser altid et sørgelig livsvalg, der oftest medfører en længere adskilles-krise for den ene part ligesom det er ekstra sørgeligt, hvis der er børn med i parforholdet. Vi har tidligere her i Forskningsnyt fortalt om undersøgelser, der viser at ikke blot børnene, men sågar børnebørnene af skilsmissepar får en lavere trivsel i tilværelsen, fx dårligere skolegang, flere tilfælde af angst og depression og en meget større chance for selv at løbe ind i skilsmisser senere hen. Hvis man ville forhindre eller forebygge skilsmisser, - om ikke andet så af hensyn til børnene), så kan man gå to veje. For det første kunne man i højere grad øge hjælpen i form af parterapi til ægtefæller, der er på indbyrdes kollisionskurs. Nye erfaringer tyder dog på, at det kan være svært, hvis parforholdet har skrantet i længere tid - og måske noget nær umuligt, hvis den ene partner allerede har fundet en anden, der nu opleves som "den eneste ene". En mere langsigtet vej til forebyggelse kunne være at søge viden om, hvad der på et tidligt tidspunkt - inden noget i parforholdet er begyndt at gå rigtig galt - varsler et fremtidigt skibbrud. Så kunne man enten få partnerne til at overveje endnu en gang, om de er de rigtige for hinanden, inden der er kommet (for mange) børn, eller man kunne på et tidligere tidspunkt hvor partnerne endnu er motiveret, få dem til at udvikle et mere positivt indbyrdes forhold, så det kunne forebygge et senere smertelig forlis i ægteskabet. Deette perspektiv er en af grundene til, at man i disse år forsker ganske meget i spørgsmålet om, hvorledes man ved studiet af relativt nydannede parforhold kan forudsige, hvilke der vil holde - og hvilke der ikke vil holde i fremtiden. Vi har tidligere set på et par af disse undersøgelser, der især har vist én sikker ting: nemlig at jo mere negativt partnerne i et nydannet parforhold opfører sig overfor hinanden i en veltilrettelagt diskussion om et fælles problem, jo større er risikoen også for, at de vil blive skilt efter 8 - 10 år. "Negativ adfærd" vil her især sige "grim tale" i form af rasende kritik og skældud af partneren under en blot lidt ophedet diskussion, OG ”negativ adfærd” omfatter også de mere subtile former for negativ adfærd som f. eks. at afvise eller ignorere partnerens ideer og forslag på en nedladende facon eller sige ting, der mere indirekte nedgør partnerens person eller ideer. Nu har en ny undersøgelse af otte amerikanske psykologer fra bl.a. New York og Los Angeles vist, at denne konklusion stadig holder stik, samt de har kunnet tilføjet en interessant ny brik til denne gamle lovmæssighed. De otte psykologer satte, ligesom i tidligere undersøgelser, en række nygifte par - i dette tilfælde hele 172 nygifte par - til at diskutere et følsomt problem, som de var uenige om, samtidig med at de blev optaget på video. Som i tidligere undersøgelser scorede forskerne antallet og mængden af "negativ tale" som beskrevet ovenfor og mængden af "positiv tale", der selvfølgelig er det stik modsatte, altså at rose partneren for hans eller hendes ideer eller adfærd samt at være villig til at gå ind pa den andens mere eller mindre skøre og nye ideer og forslag, der fremsættes på en personlig ærlig facon under en diskussion. (Vi kunne også her tale om en demokratisk, gensidig ligestillet indstilling versus at føle og mærke at den ene hele tiden vil være ovenpå og styrende - eller underlægger sig den andens dominans og kontrol. Ud over at måle den negative og positive tale hos de to nybagte ægtefæller satte de i denne undersøgelse også en række trænede iagttagere til at "score" mængden af positive og negative følelsesudtryk under samtalen udfra en antagelse om, at de "virkelige ægte " følelser hos de to ægtefæller måske vil komme mere frem i deres ubevidste følelsesudtryk via gestus, mimik og stemmeklang etc. Scoringen af disse ubevidste følelsesudtryk blev foretaget på baggrund af ægtefællernes ansigtsudtryk, (altså om de virkede venlige og varme eller ligefremme, smilende og kærlige - eller om de tværtimod så sure, afvisende, foragtlige, kritiske, kolde eller vrede ud). Derudover gik man ud fra tonefaldet, der også kan give udtryk for positive og negative følelser, uanset hvad der med hverdagsbevidstheden blev sagt, ligesom hele kroppens holdning og de impulsive og spontane bevægelser, der kunne røbe imødekommenhed og venlighed eller afvisning og vrede Alt dette blev nøje registreret og talt sammen. Derved fik forskerne fire mål for henholdsvis den åbne positive eller negativ tale og sprogbrug og en registrering af de forskellige positive og negative følelsesudtryk hos hver af de to ægtefæller i disse 170 par. Herud fra kunne de otte forskere for det første konkludere, at der var meget mere overensstemmelse imellem parrenes følelsesudtryk end i deres indbyrdes tale. Hvis den ene partner udviste mange positive følelsesudtryk, gjorde den anden det næsten altid også, og tilsvarende med negativ følelsesudtryk. Men med hensyn til positiv og negativ tale var der langt større forskel imellem partnerne i disse nybagte ægteskaber. Der var mange tilfælde, hvor den ene i parforholdet især viste meget mere positiv eller negativ tale end den anden. Det ser altså ud til, at man kan "måle" den egentlige varme eller kulde i parforhold meget bedre ud for scoringen af følelsesudtryk end ud fra scoringen af den måde, hvorpå de to partnere var bevidste om de talte til hinanden på. Herefter kontaktede forskerne igen de 170 par - hvert halve år og bad dem udfylde korte spørgeskemaer om deres tilfredshed i parforholdet, herunder deres holdning til, om de ønskede at parforholdet skulle fortsætte - eller ej. Det viste sig at trivslen i mange parforhold var dalet ret stærkt i de første 4 år efter den første undersøgelse, og det viste sig også (som i tidligere undersøgelser), at en høj forekomst af negativ eller grim tale ved den første undersøgelse i nogen grad kunne forudsige det senere fald i trivslen. Men som noget nyt viste det sig også, at en høj forekomst af negative følelsesudtryk ved den første samtale lige så godt - eller endda lidt bedre - kunne forudsige den senere nedgang i den ægteskabelige lykke og dermed forøge risikoen for en efterfølgende skilsmisse. Det mest overraskende fund i denne ny undersøgelse var at en høj grad af positive følelsesudtryk tilsyneladende helt kunne opveje den negative effekt af en masse negativ tale! Blandt de par, der havde en særlig høj grad af indbyrdes positive følelsesudtryk, var der tilsyneladende ingen nedgang i den senere lykke, selv om den ene eller de begge også udviste ret meget negativ udskældende tale! Blandt de par, der ikke udviste særlig stærke positive følelsesudtryk var der, ganske som i tidligere undersøgelser en større nedgang i trivslen, jo mere negativ tale der var i den oprindelige Videooptagede samtale. Forenklet sagt kan man konkludere, at en høj grad af indbyrdes kærlighed, der kommer til udtryk i ansigtet, tonefaldet og en gensidigt tunet kropsbevægelse, godt kan ophæve den skadelige virkning af i hvert fald de mere beherskede svære grader af kritik og "negativ tale". Dette fund tyder på, at det især er par med en mere beskeden indbyrdes tiltrækningskraft af dybereliggende kærlighed, der får gavn al at lære at tale mere positivt via parterapi og undervisning, og at der formodentlig også er par, der på et tidligt tidspunkt udviser så ringe grad af dybereliggende kærlighed, at parterapi måske ligefrem er omsonst. Referat: Thomas Nielsen. Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet. (Scannet fra PsykologNyt, nr. 23, 2005) Kilde: Johnson, M.D., Davila, J., Rogge, R.D., Sullivan, Kl., Cohan, CL., Lawrence, F.., Karney, B.R. & Bradbury, T.N. (2005). Problem-Solving Skills and Affective Expressions as Predictors of Change in Marital Satisfaction. Journal of consulting and Clinical Psychology, 73(l).15-27. Er det godt at idealisere sin partner? Ud over at det kan det være godt for et par at tale positivt og at udvise positive følelsesmæssige udtryk over for hinanden, kunne det måske være specielt godt at tænke særlig positivt om sin partner? ja måske ligefrem forgude hinanden? Når lidt ros er godt, kan det jo være at megadosis af ros er kanongodt? Det spørgsmål har to psykologer nu set lidt nærmere på i en anden undersøgelse. Forskerne har specielt stillet sig det spørgsmål, om det er sundt for et parforhold, at partnerne tænker så positivt om hinanden, at der er tale om "en idealisering" af partneren, - eller om det måske er endnu mere sundt for parforholdet, at man tænker mere realistisk om hinanden og ikke gør partneren bedre, end han eller hun nu engang er. Der blev i den undersøgelse ikke sat focus på grad af negativ tænkning om partneren, fordi undersøgelsen omfattede en gruppe nygifte ægtepar, og det var ikke særlig sandsynligt, at man hos disse nygifte ægtefæller ville finde nogen særlig høj grad af negativ tænkning om bruden eller brudgommen. Så den faktor blev ikke medtaget. Men det var muligt at undersøge om der var en forskel på enten en meget stærk positiv - måske endda idealiserende, opfattelse af partneren i de nydannede ægtepar. Eller om man tværtimod godt kunne se sin partner i et mere realistisk lys med de mangler, svagheder og fejl, som han eller hun selvfølgelig måtte have. For at undersøge dette spørgsmål fik de to forskere 86 nygifte ægtepar til at udfylde spørgeskemaer om, hvordan de opfattede sig selv og himmelen. Spørgeskemaet var delt i to afsnit, hvoraf det ene omhandlede en "global" vurdering af partneren, dvs. en mere generel opfattelse af partnerens kvaliteter, hvor man f. eks skulle svare på, hvor enig man var i udsagn som: "Min partner er en helt igennem vidunderlig person", "Jeg forguder min kæreste. Hun er en gudinde i mine øjne." Eller "Min partner er det mest pragtfulde menneske, jeg kender" "og har kun gode egenskaber". Denne del af spørgeskemaet viste forunderligt nok at stort set alle ægtefællerne opfattede hinanden i et stærkt positivt lys, og gav ikke nogen særlige resultater. Ud over denne globale eller mere generelle vurdering af partneren skulle hver ægtefælle også vurdere partneren og sig selv pa en række mere specifikke områder som venlighed, gavmildhed, intelligens, hensynsfuldhed, selvkontrol, tålmodighed osv. Ud fra disse udfyldte spørgeskemaer beregnede forskerne et mål for ægtefællernes vurdering af partneren på en række specifikke områder set i forhold til, hvordan partneren havde vurderet sig selv. Og de beregnede specielt for hver af de bestemte egenskaber - om partneren vurderede sin ægtefælle mere positivt, end ægtefællen vurderede sig selv. Summen af disse tal for "en positiv overvurdering af partneren" (set i forhold til partnerens selvvurdering) udgjorde så det samlet mål for tendensen til at idealisere partneren. Dvs.tendensen til at tænke meget mere positivt om partneren, end der sandsynligvis var grund til, for så vidt vi antager, at partneren bedre selv vidste, hvor god og hvordan han eller hun var på de pågældende områder. Et lavt tal for grad for overvurdering af partneren blev omvendt set som et udtryk for en realistisk opfattelse af partnerens egenskaber, altså at man så sin partners egenskaber, sådan som partneren så sig selv. I denne undersøgelse nøjedes forskerne med at kontakte ægteparrene én gang 4 år senere, og her så de blot på. hvem der stadig var gift, og hvem der var blevet skilt i løbet af disse blot fire år. Det viste sig at hele 18 par, altså ca. hver femte par, var blevet skilt i den mellemliggende periode. Det spændende var så nu, om tendensen til at tænke idealiserende eller realistisk om partneren i de første faser af forholdet kunne bidrage til at forudse, hvem der blev skilt senere hen. Det viste sig rent faktisk at være tilfældet, og særlig interessant er det måske, at sammenhængen imellem den tidligee tænkning om ægtefællen og risikoen for en senere skilsmisse var helt forskellig for de to køn! Der var en vigtig forskel på mænd og kvinder Kort sagt var der klart langt mindre risiko for skilsmisse hos de par, hvor manden tænkte særlig positivt om sin hustru, oghustrucn tænkte særlig realistisk om manden! I de parforhold, hvor det omvendt var kvinden, der dagdrømte (tænkte overdrevent positivt) om manden, og manden tænkte realistisk og mere nøgternt om kvinden, her var der en lang højere risiko for at dette par senere endte som en skilsmisse. Man kan altså ikke konkludere ud fra denne undersøgelse, at det generelt set er godt at idealisere sin ægtefælle tidligt i et parforhold, men man kan forsigtigt - da det jo dog kun er én undersøgelse det drejer sig om) sige at noget tyder på, at det er godt for parforholdet, når manden idealiserer sin kone, OG det er bedst for parforholdet, når konen ikke idealiserer manden alt for meget, men tænker mere realistisk og ikke gør ham bedre, end han er. Det er ikke godt at vide, hvad der kan være forklaringen på denne slående kønsforskel, men det kan jo tænkes, at mænd måske tænker lidt mere abstrakt om deres ægtefælle og dermed er bedre til at opretholde en vis idealisering af ægtefællen trods lidt modgang i parforholdet, imens kvinderne måske lettere bliver særlig skuffede og triste, hvis deres mand ikke altid kan leve op til deres forventninger, især bliver dette et stort smertepunkt, hvis disse forventninger er alt for høje lige fra starten af parforholdet. Noget af forklaringen pa den fundne kønsforskel kan måske også findes i resultaterne fra en anden undersøgelse, de samme to forskere har publiceret for nylig. I denne undersøgelse fokuserer forskerne på, hvor meget og hvornår hver af de to ægtefælle i et parforhold støttede og hjalp hinanden. Dette blev belyst ud fra systematiske dagbogsoptegnelser, hvor hver af de to ægtefæller i en række ægtepar hver dag skulle notere, dels hvordan de selv havde haft det, dels hvordan de mente ægtefællen havde haft det i dagens løb. Desuden skulle de notere om de havde udvist støttende adfærd over for deres ægtefælle, og endelig om de selv havde modtaget støttende adfærd fra ægtefællen. Det var ventet, at kvinderne ville udvise mere støttende adfærd end mændene generelt, men det var tilsyneladende ikke tilfældet ud fra resultaterne af denne ganske grundige undersøgelse. Til gengæld fandt forskerne en interessant kønsforskel, når man så pa, hvornår de to ægtefæller støttede hinanden: Kvinderne støttede mest deres mænd, når disse havde det dårligt og derfor havde særlig brug for støtten. Mændene derimod udviste ikke den samme tendens til særligt at støtte deres hustruer, når disse havde "dårlige dage" - tværtimod udviste mændene pa disse dage ofte en mere negativ adfærd over for deres ægte-fæller! (Ganske som John Grey taler om i kapitel 1. i Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus) Man må formode, at menneskelig støtte fra ægtefæller virker bedst, netop når man brug for det, og at man kan yderligere antage, at det kan kræve en god ærlig og realistisk erkendelse af ægtefællen at forstå, hvornår vedkommende har det svært. På den baggrund er det i hvert fald forståeligt, at kvinder, der har en god realistisk opfattelse af deres ægtefæller, er bedre til at støtte deres mænd på de dage, hvor de har særlig svært og dermed har brug for støtten - og dette kan selvklart befordre en bedre trivsel i parforholdet fremover. Hvad konsekvenserne af mændenes dårlige evne til at støtte og "virkelig være der for hende" på hendes dårlige dage, ja det taler mange skænderier og skilsmissetal om. Referat: Thomas Nielsen. Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet. (Scannet fra PsykologNyt, nr. 23, 2005) Kilder: Neff, L.A. & Karney, BR. (2005). To Know You is to Love You: The Implications of Global Adoration and Specific Accuracy for Marital Relationships. Journal of Personality and Social Psychology, 88(3).480-497. Neff, L.A. & Karney, BR. (2005). Gender Differences in Social Support: A Question of Skill or Responsiveness? Journal of Personality and Social Psychology, 88(1). 79-90. |
|
Et Parforholds succes afhænger af såvel opdragelse og personlighed Endnu en amerikansk undersøgelse har set på, hvad opdragelse og personlighed betyder for parforholdets kvalitet. De tre forskere bag undersøgelsen startede helt tilbage i 1994 med at besøge ca. 300 tilfældigt udvalgte unge i 17-18-årsalderen hjemme hos dem selv. Under dette hjemmebesøg, som varede to timer, blev der foretaget en videooptagelse af en diskussion mellem den unge og hans eller hendes forældre, og desuden blev der foretaget interview af både den unge og de to forældres opfattelse af den opdragelse den unge var genstand for. Endelig fik man både forældrene og de unge selv til at udfylde og svare på et spørgeskema om de unges personlighed. Der blev i denne forbindelse fundet en masse karakteristika ved både opdragelsen af og personligheden hos de unge i undersøgelsen, men her er det nok at se pa de fire ting, der viste sig at være de vigtigste med hensyn til de unges senere parforhold, nemlig opdragelsen og tre ting vedrørende de unges personlighed. Opdragelsen blev bl.a. scoret med hensyn til, i hvor høj grad de voksne aktivt viste støtte, interesse og varme over for den unge i familien. Dette mål blev sammenfattet under betegnelsen: varm og støttende opdragelse. Hvad de unges egen personlighed angår, var der især tre mål, som viste sig at have betydning for deres senere parforhold, nemlig deres generelle grad af "positiv adfærd" scoret ud for tendensen til at være optimistiske, varme og venlige over for andre samt til generelt at trives godt i alle situationer, og dels deres "negative adfærd", som selvfølgelig var det modsatte, dvs. deres fjendtlighed, uvenlighed og vrangvillighed over for andre samt deres tendens til at være nervøse, sure og stressede i mange forskellige situationer. Endelig for det tredje vurderede de et mål for de unges grad af selvkontrol ud fra deres evne til at "styre sig selv" og til at være velovervejede i deres daglige adfærd. Derefter ventede forskerne til 1999 og 2001, hvor man ved to lejligheder undersøgte de unges trivsel i de parforhold, som de på disse tidspunkter var involveret i. Ved at score kvaliteten af disse parforhold såvel ud fra videooptagelserne af de unges samtaler med deres partnere og ud fra deres svar i sporgeskemaer om, hvorledes både de unge selv og deres partnere opfattede parforholdet, kunne forskerne opnå et sandt mål for kvaliteten af de unges parforhold. Spørgsmålet var så nu, om der var nogen sammenhæng imellem de tidligere indhentede mal for opdragelse og personlighed hos de unge og så deres parforhold disse 5 og 7 år senere. For alle de fire mål viste der sig at være stærk forbindelse imellem kvaliteter fra dengang med kvaliteten af de senere parforhold. De unge, som i 1994 (og sikkert også tidligere) blev opdraget på en udpræget varm og støttende måde af deres forældre, havde i 1999 og 2001 et klart bedre parforhold end unge, der ikke havde fået den samme grad af varme, støtte og interesse fra deres forældre i ungdomsårene. Hvad de unges personlighed angik, var det næppe overraskende, at unge med en høj grad af positiv og en lav grad af negativ adfærd i tilværelsen som helhed også fik det bedre i deres parforhold end unge med en mindre positiv og mere negativ adfærd i deres generelle omgang med andre mennesker. Mere overraskende er det måske, at graden af selvkontrol spillede en lige så stor rolle for den senere trivsel i parforholdet, dog mest ved den seneste undersøgelse. Det tyder på, at selvkontrol spiller en særlig vigtig rolle for specielt den langvarige trivsel i et parforhold. Endelig viste undersøgelsen, at en hel femte ting, nemlig at graden af negativ adfærd imellem forældrene indbyrdes som det blev registreret ved videooptagelsen i 1994, kunne forudse trivslen i de unges senere parforhold. De forældre, som uanset deres opdragelse af den unge i familien skændtes meget indbyrdes og kritiserede hinanden under videofilmen i 1994, havde fået sønner og døtre, som senerehen trivedes dårligere i deres parforhold. Så ud over at opdrage de unge varmt og støttende kan denne undersøgelse også formane forældre til unge om ikke at skændes og nedgøre hinanden - i hvert fald hvis det sker for øjnene af deres unge! Referat: Thomas Nielsen. Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet. (Scannet fra PsykologNyt, nr. 23, 2005) Kilde: Doimellan, MB., Larsen-Rife, D. & Conger, RD. (2005). Personality Family History and Competence in Early Adult Romantic Relationships. Journal of Personality and Social Psychology, 1). 562-76. Hvordan påvirker din barndoms familieliv dit voksne parforhold? Selvom det er velkendt at barndommens familieforhold påvirker det voksne parforhold, så er det dog interessant at se nærmere på nøjagtig, hvor meget og hvordan det sker - og om der er forskel på mænds og kvinders familieforhold i den forbindelse. Den sammenhæng kan man nu få nærmere besked om via en interessant undersøgelse udført af to amerikanske psykologer, Ronald Sabatelli fra universitetet i Connecticut, og Suzanne Bartle-Haring fra Ohio i USA. De to psykologer fik 125 midaldrende ægtepar i 45-50 års alderen til at udfylde spørgeskemaer om deres barndomshjem og deres oplevelse af deres nuværende ægteskab - som i gennemsnit havde varet i 23 år. Oplevelsen af barndommens familiemiljø blev vurderet ud fra tre spørgeskemaer, der 1. handlede om kvaliteten af forholdet til moderen, dvs. hvor varmt, respektfuldt, forstående og støttende moderen havde været under opvæksten. 2. spørgeskema handlede om forholdet til faderen, imens det tredje spørgeskema handlede om den midaldrende persons erindringer om forholdet mellem faderen og moderen i barndomshjemmet, dvs. hvor meget og hvor intenst de to ægtefæller havde udvist varme, sympati, god forståelse og havde en god og kærlig kontakt med hinanden. De tre spørgeskemaer gav tre pointværdier for den enkeltes vurdering af barndomshjemmet mht. Hans eller Hendes relation til moderen og faderen, og de voksnes indbyrdes relation. Desuden blev de tre værdier slået sammen til en enkelt værdi, der blev anset for at være et samlet mål for 'kvaliteten' af de menneskelige relationer i barndomshjemmet, Kort sagt hvor godt vedkommende havde haft det rent psykisk med sine forældre i sit barndomshjem. Udover denne "tilbageskuende" scoring af Far og Mor i barndomshjemmet for omkring 40 år siden, skulle hver af de 250 ægtefæller også score kvaliteten af deres nuværende ægteskab. Det foregik ved at de dels udfyldte spørgeskemaer vedrørende negative forhold ved deres ægteskab, dvs. ting som ærgrede og skuffede eller irriterede dem i deres nuværende parforhold. Og et mere positivt spørgeskema, der handlede om hvor meget fortrolighed, hensyntagen og respekt de to ægtefæller hver især oplevede i deres indbyrdes nuværende parforhold. Resultaterne af de to spørgeskemaer blev også kombineret til en værdi, der blev taget som mål for "kvaliteten" af det nuværende parforhold, udtrykt ved mængden af positive egenskaber minus mængden af negative egenskaber ved parforholdet. Spørgsmålet var nu, om man kunne påvise en forbindelse imellem kvaliteten af barndomshjemmet og kvaliteten af det nuværende parforhold. Og det lykkedes, man kan næsten sige selvfølgelig - i meget høj grad. Der blev fundet en stærk forbindelse for både mændenes og kvindernes vedkommende vedrørende relationen mellem deres oplevede barndomshjem og deres tilfredshed med deres nuværende parforhold. Forholdet mellem barndomshjemmet og det aktuelle parforhold var lidt stærkere for kvindernes end for mændenes vedkommende, så man kan altså konkludere, at det i særlig høj grad gælder for kvinder, at et godt barndomshjem med stor sandsynlighed giver en bedre chance for at få sig et godt parforhold i det voksne liv. Forskerne så også på om mændenes barndomshjem spillede en rolle for deres hustruers tilfredshed med ægteskabet - og vice versa. Og her fandt man en større og måske mere overraskende kønsforskel. Det viste sig nemlig, at kvindernes barndomsforhold spillede en meget stor rolle for mændenes tilfredshed med parforholdet, ja hustruernes barndomshjem spillede en større rolle for mændenes glæde ved parforholdet, end mændenes eget barndomshjem! Og i stærk kontrast til denne væsentlige større betydning af kvindernes barndomshjem for mændenes glæde ved parforholdet var der ikke skygge af forbindelse imellem mændenes barndomhjem og hustruernes tilfredshed med ægteskabet. Forskerne mener, at denne forskel beror på, at kvinder (måske især i USA) i højere grad end mændene påtager sig ansvaret for 'kvaliteten' i det voksne parforhold. I den udstrækning det holder stik, er det oplagt vigtigere, at kvinden snarere end manden "hjemmefra" har lært at skabe og vedligeholde gode relationer til sine nærmeste! Forskerne kunne yderligere konstatere, at mændenes tilfredshed med deres parforhold mere afhang af deres relation til fædrene i barndomshjemmet end af deres forhold til mødrene, men den indflydelse deres hustruers barndomshjem havde på mændenes glæde ved parforholdet afhang modsat mere af kvindernes forhold til mødrene, end til fædrene. Det er med andre ord som regel godt for manden i et parforhold, hvis han selv har haft et specielt godt forhold til sin far, og hvis hans kone har haft et specielt godt forhold til sin mor i barndommen. For kvindernes egen tilfredshed med deres parforhold, var forholdet til deres fædre og mødre lige vigtige. Endelig fandt forskerne en stor lighed i kvaliteten af mændenes og kvindernes barndomshjem hos hver af ægteparrene. Hvis den ene havde haft et særligt godt barndomshjem, gjaldt det som hovedregel også for den anden - og tilsvarende med dårlige barndomshjem. Det gamle ord om, at krage søger mage gælder altså også i høj grad m.h.t. valget af ægtefælle med et lige så godt - eller dårligt - barndomshjem, som man selv har haft engang.. Referat ved Thomas Nielsen Lektor på Psykologisk Institut, Århus Universitet Fra "Forskningsnyt fra psykologien", hæfte 5, oktober, 2003 Kilde: Sabatelli, R. M. & Barle-Haring, S. (2003). Family-of-Origin Experiences and Adjustment in Married Couples. Journal of Marriage and Family, 65,159-169. |
|
Du kan læse mere om at forudsige, hvem der vil trives sammen og hvilke par, der vil ende som en skilsmisse, her: www.psykoweb.dk/parforhold/skilsmisse2.htm Tilbage til Oversigten over Parforholds-artiklerne index over hele: www.psykoweb.dk |