"Kærligheden er
en kat, der meget let kommer til at rive dig,
selv om du kun havde tænkt dig at lege med den."
som Ninon de Lendos engang sagde.
"En forelskelse er
at få en stor flot buket blomster.
Det er utroligt smukt, men varer kun kort tid.
Kærlighed er mere at ligne med at plante et træ,
der langtsomt vokser sig stort og mangesidet,
bærer frugter og blomstrer - i mange år."
"Kærlighed? Det er et desperat forsøg
på at omplante en bid af Drømmeverdenen
til hverdagens realiteter." >Theodora Reik
Eller måske er du mere enig i:
"En forelskelse kan let gøre dig døv og blind,
at leve sammen - skal dog nok åbne dine øjne."
Også fordi du derved får mulighed for
at se dybere ind i en andens sjæl,
end du kender din egen.
Ebbe
"Den ægte kærlighed er
en stor flot, sjælden og skrøbelig blomst,
der vist kun vokser helt ude på afgrundens rand.
Hvis du vil have den ind i dit liv og i hverdagen,
ja så må du øve dig i at vove dig helt der ud,
hvor du aldrig før har været .
Else Marie.
Og kender du
Gibrans sang til kærligheden?
Han har inspireret mig til følgende udbrud:
"Når kærligheden kalder,
så lyt og følg den, selv om dens vej er stejl og stenet.
Favnes I af dens vinger, da giv jer hen til den.
omend I da såres af de dolke, som er skjulte
ude i svingfjerne. Frygt ej dens kalden,
da frygt er kærlighedens modpol.
Når kærligheden taler, så tro den.
Selv om dens røst kan sønderrive jeres drømme,
som nordenvinden, der fejer hen over havens blomster,
thi ligesom kærligheden kroner jer,
kan den også korsfæste jer.
Ligesom den styrker
din menneskelige vækst, skal den også nok sørge
for din beskæring. Kærlighed kan hæve os til det højeste
og evner at nå ud i selv de spædeste og mest sårbare kviste,
der sitrende strækker sig op imod solen og blæsten.
Den vil stige helt ned i jeres rødder og ruske dig
i live fra dybet af din sjæl - om du siger JA.
Men hvis I af angst, frygt
og ladhed kun søger kærlighedens fred
og kun vil have kærlighedens glæder - og undgå dens vildskab,
da er det bedre for jer, om I hastigt dækker jeres nøgenhed
og begiver jer bort fra kærlighedens ild. Gå da væk
til de andre halvdøde i udskiftelighedens verden,
hvor I kan le, men ikke gennemrystes af liv
og latter - og græde, men ikke udgyde
alle jeres tårer over livets flygtighed
og menneskets dårskab."
Kærligheden er
- og så den lige pludselig væk igen,
som solen kan forsvinde bag regnen og skyerne.
Kærlighed er, besidder ikke - og vil ikke besiddes,
men trives bedst der, hvor vi giver os tid
til at passe og fodre det fælles bål.
At føle kærlighed er noget indre og ydre.
Det er en tilstand, vi kan åbne os for - og slukke.
Det er en sang i hjertet, som bliver, blev og vil blive sunget
i lige så mange udgaver, som der er frie fugle i skoven.
(En forkortet
og let bearbejdet version
af Kahlil Gibran´s berømte digt fra 1923.
Set i "Profeten", Jespersen og Pio, 1997.
Her med Ebbe ´s irriterende tilføjelser).
|