Opdateret: 14. november, 2010




Jeg hader dig Far
fordi du ikke er med i mit liv!



"It is Father´s Day,
and everybody is wounded",
Leonard Cohen.

Jeg har lige læst en interessant lille letlæst bog af Lene Rem,
med ovenstående titel fra Holkenfeldts forlag, 1990. (bibliotekshylde 13.2)
Bogen er bygget op omkring interview med fædre, sønner, døtre, samt noveller
og interview med familie-terapeuter, der fortæller om deres erfaringer med fædre, sønner og døtre.
Som en appetitvækker får du her nogle af de udsagn i Lene Rems tankevækkende bog,
der gjorde mest indtryk på mig:

Hvert 5.barn i Danmark er i dag et skilsmissebarn.
I alt regner man med, at der er 250. 000 børn under 18 år, der har oplevet en skilsmisse,
og at der kommer ca 25.000 nye skilsmissebørn til - hvert år.

For alt for mange af skilsmissebørnene ender det tragisk med,
at de mister den jævnlige kontakt med den forældre, de ikke bor hos
og/ eller som ikke har forældreretten. - Og det er næsten altid FAR.
Iflg. en rapport fra Socialforskningsinstitutet fra 2004, var
650 børn ud af hver 5000 på det tidspunkt "faderløse"



Ifølge Socialforskningsinstituttets undersøgelser
af, hvad der sker med børnene bagefter en skilsmisse fandt de,
at allerede efter 4 års skilsmisse er den jævnlige kontakt afbrudt
eller næsten helt fraværende hos ca. 80% af børnene !


Dvs. at Far forsvinder væk i horisonten for 4 ud af 5 børn !
Ca. 4 år efter skilsmissen er "Far" stort set ude af billedet for over 200. 000 børn.
Først i de senere år er vi begyndt at opdage de skræmmende resultater af denne forsømmelse.
"Aspargesdrenge" , "maschodrenge", "bøller" - og intimforskrækkede kvinder,
der simpelthen ikke kan finde ud af at adskille Far-savnet fra deres kærester.

Logikken bag denne tragedie er
at i starten er begge forældre vældig opsatte på
at deres børn ikke skal lide nød ved at de går fra hinanden.
Far og Mor kæmper begge som løver for at få forældreretten,
fordi at de hver især er overbevist om at netop de er bedst egnet
til at sørge for ungernes ve og vel, opdragelsen og opvæksten.

Men så en dag falder diverse ordninger på plads
og WeekendFar vænner sig til kun at se sine børn i weekenden
eller hver 2. uge, hvilket selvfølgelig gør en stor forskel,
- hvis den dele-ordning stadigvæk gælder 4 år efter.

Efter nogle år har begge forældre sandsynligvis
mødt en ny partner - der ikke altid er ubetinget henrykt for
at blive sat på 2. pladsen i forhold til hans/hendes børn.
Og de får meget tit et nyt barn med den nye partner.
som får en speciel plads i hjertet , forhold til
"det barn, der minder mig om din fortid."

Kort sagt sker der oftest det at den nye kæreste
og alt bøvlet med at tilrettelægge 2 familiers skemaer og ferier
skubber mere og mere på, at kontakten med den fraværende Far
eller Mor) - bliver mindre og mindre. Den fortrolighed, der var
dengang man boede sammen, bliver år for år tyndere og tyndere,
hvorfor kontakten bliver mere og mere overfladiske
for måske en dag at fordufte helt væk, som det sker
for 4 ud af 5 skilsmissebørn, ifølge Lene Rem.


Også selvom Far og Mor bor sammen,
er Far alt for ofte såvel fysisk, psykisk og emotionelt fraværende.
I de unge år viser savnet sig som usikkerhed, manglende selvtillid og forstyrret selvfølelse,
og som en utydelig og diffus sorg, der ytrer sig i melankoli og en ordløs indelukkethed.
Et savn efter noget, der er anderledes end Mors kærlighed, trøst og bekymring.
Mange af de unge i 20´erne, der udvikler psykoser og bryder sammen,
burde reelt set indlægges under diagnosen: JEG SAVNER EN FAR!

Børn har selvfølgelig ALTID behov for at have en Mor
og en Far, der ser dem sådan som de ser sig selv og er engageret i dem.
Dette privilegie har alt for mange børn desværre ikke i dag.

Senere hen i livet giver
dette diffuse Farsavn sig f. eks..udtryk i en evig jagt efter økonomisk succes
og i en uforløst bekræftigelsessult på sin maskulinitet - eller feminitet.

Dette Farsavn, denne uforløsthed mærkes oftest som En stor tomhed,
der selvklart giver den oversete en masse problemer i deres fremtidge Par-forhold,
hvor de kun har dårlige rollemodeller og erfaringer m.h.t.
hvad der skal til for at få et godt parforhold, der holder
i såvel med- og modvind.

Og når Skilsmissebørn sidenhen taler om opdragelse
og om det, at være far, så bliver utrolig mange helt ordløse,
tavse og afmægtige. "Hvad er en Far egentlig for en?
Når jeg ser på min egen Far, så er der ikke meget
styrke eller gode erfaringer at trække på.
Jeg aner faktisk ikke hvem han er!",
som en nybagt Far sagde til mig.

Savnet af en god Far, der tænker varmt på en,
er ifølge Lene Rem drenges og pigers allerstørste problem i dag.
Fædrene er fortsat alt for fraværende i børnenes liv af den simple grund,
at de aldrig selv har haft en nærværende FAR.

De aner simpelthen ikke, hvad "en god Far er for noget."
Det er et problem, vi sjældent taler om, dels er hans far svær at tale med,
når han ikke er der, og dels fejes dette svære og sårbare tema ind under gulvtæppet,
for ikke at give ham besvær og en endnu større afmagtsfølelser, end han allerede har.
Det kan meget let starte en sårbar konfliktladet debat, der blot ender ud i fjendskab
og mere eller mindre bevidste skyldfølelser hos begge parter.

Vi ser styrken af dette savn
i de oceaner af kræfter deres sønner bruger på
at tækkes ham, når han endelig er der. Det er utroligt
hvad unge mænd vil gøre, for at få ros og anerkendelse
fra mere eller mindre skøre chefer - der i dag fungerer
som far-modeller. "Jeg er meget stolt af dig!",
som obersten sagde til selvmordspiloten.

Eller savnet viser sig i styrken af hadet imod ham,
der træder ind og prøver at give disse forbrændte børn en ny model.
Alt dette pinlige åbner Lene Rem op for på en enkel og ligetil facon.
Måske overdriver hun problemets størrelse og skyder forbi,
men læs selv bogen - før du afviser problemstillingen.



    Her er uddrag af hvad disse skilsmissebørn som Teenagere
    skrev, da de fik en fristil for, der skulle starte med - og indeholde
    de begyndelses-ord, der her er fremhævet med rødt:


    KÆRE FAR ...
    "Kære Far - kan du kun lide mig, når jeg kan præstere noget?
    Jeg savner dig som min ven, en der tror på mig og gider lytte til mig."

    "Kære Far. Jeg kender dig næsten ikke
    og ved derfor ikke, hvad jeg skal skrive om dig ..."

    Der var mange fristil-breve,
    der startede med "Kære Far - jeg savner dig."

    Hvis du vidste, hvor ofte jeg.....
    "Hvis du vidste, hvor ofte jeg savner dig, også selvom du er hjemme."
    "Hvis du vidste, hvor ofte jeg tænker: Mon Far har tid i dag?"
    "Gad vide, hvad du mon tænker på, når du tænker på mig?"

    Hvis du vidste,
    hvor ofte jeg har har lyst til at kvæle fjernsynet og tvinge dig til at SE mig!
    Hvis du vidste, hvor ofte jeg ser på dig, og slet ikke forstår, at DU er min far.
    Hvis du vidste, hvor ofte jeg frygter din dom og vurdering, dine voldsomme
    og sure bemærkninger, når jeg ikke har været dygtig og rigtig nok i dine øjne.


    Hvis du vidste, hvor lykkelig jeg ville blive, hvis
    "... du viste mig mere interesse, og gav mig mere støtte og opmærksomhed."
    "Hvis du vidste, hvor stor en sorg, det er at have en far, man ikke har.",
    som en teeenagedreng skrev - på manges vegne.

    Far - hvis du vidste ...
    Far - hvis du vidste, hvor gerne jeg ville kunne give dig et knus lige så let,
    som mor og kunne tale lige så let med dig, som jeg stadig kan med mor.

    far hvis du vidste, hvor lykkelig jeg ville blive,
    hvis du viste mig interesse og en maskulin kærlighed med proteiner i.
    Hvis du vidste, hvor jeg et sted frygter, at det en dag er for sent med os to.
    Hvis du ved, hvor meget jeg et sted frygter, at jeg også opgiver dig og sletter dig ud af mit liv.
    (Som du tilsyneladende selv gjorde med din far, som du kun omgikkes med,
    når du absolut var nødt til det og altid på sådan en kejtet,
    en fremmed, høflig, ligeglad og distancerende måde.)

    Hvis du vidste, hvor meget jeg altid har savnet at have en rigtig nærværende far,
    der virkelig betød noget stærkt og varmt for mig, så tror jeg, at du ville stoppe op et øjeblik,
    se på mig, din søn og måske for første gang være tilstede i mit liv.

    Min Far ...
    "Min Far har altid travlt, og er utrolig overfladisk og ja, ligegyldig."
    "Min Far har sjældent tænkt over det, jeg siger og kan højst kan svinge sig op
    til belærende og moralsk fordømmende synspunkter, der blot spejler,
    hvor overfladiske meninger, han har om det, der interesserer mig."
    "Hans snak om piger, siger mig ikke en skid, så dér spørger
    og snakker jeg hellere med mine venner."

    Min Far? - Hvor jeg dog savner et ordentlig modspil
    fra en voksen moden mand, der har tænkt dybere over sit liv
    og lhar et livssyn som gør at han er interessant at diskutere med.

    Min Far er ikke en, som kan lytte mere end 2 minutter
    eller en som stadigvæk prøver på at forstå det ufattelige. Han ved bare alt,
    og er kun interesseret i sit job, penge og -- øh det ved jeg ikke."

    (Sammendrag af en serie Far-savn-fristile blandt unge mænd.)



    Og Fædrene savner også deres børn.
    Jo ældre fædrene bliver, jo mere savner de deres sønner,
    men der hvor der kunne havde været liv og kontakt er der tomt og dødt.
    Flere og flere fædre er begyndt at kæmpe imod denne onde spiral i vor kultur,
    hvor mænd indbyrdes konkurrerer mere, end de hygger sig sammen
    og derfor ikke lærer at blive hinandens kammerater med årene.

    Børnenes tarv og behov er selvklart ALTID at have en mor og en far.
    Og det har børn ikke i dag. Heller ikke selvom far og mor bor sammen.
    Alt for mange fædre glimrer ved deres fravær og mangel på engagement
    skriver Lene Rem bekymret - og advarende.

    Og ja - Kvinderne lider også
    under deres mænds uforøste far-savn og af deres egne far-savn
    og drømmer om, at "min kæreste også skal være min Længselsfar, min Sugardaddy,
    Give mig 100% Tryghed og al den bekræftigelse, jeg ikke fik som barn",
    d.v.s. give mig alt det, den 1. 2. 3. ikke kunne.

    Eller disse Fædreløse piger forbliver "søde flinkeskole-piger"
    og hører sig selv som voksne mest tænke ligesom Mor gjorde.
    Der er ligesom ikke nogen Far-stemmer i dem, og hvis der er
    så er det ikke altid gode budskaber, der huskes.

    "It is Father´s Day, and everybody is wounded",
    som Leonard Cohen udtrykker det.
    -----------------------------------


    Vil du læse mere om
    såvel den historiske dimension ved disse triste far-historier
    som om de nye måder at være fædre på, der er groet frem
    i løbet af de sidste 40 år, så få fat i denne gode mandebog

    Per Aare Løkke
    "Fædrenes Revolution.".
    ISBN 87-412-2424-B
    Bogen er en rejse rundt i faderskabets mangfoldige landskaber
    og handler om forskellige problemstillinger ved det at være Far i dag.
    Historisk set er der tradition for fravær, svigt, tæv, tavshed og alkohol
    i dette samfund, der stadig synes at børnene især er mors opgave.
    Bogen skildrer dog også mere opmuntrende historier om
    gode fædre, gode oplevelser sammen - og tæt kontakt.
    En overset Mande bog, der er spændende at læse.



    Pubertetsdrenge mangler Mande forbilleder
    Østrigsk undersøgelse peger på, at mange teenagedrenge er ensomme
    og har ringe kontakt med deres fædre. Billedet er mere nuanceret herhjemme,
    men drengenes oprør imod klassiske maskuline værdier er i fuld gang.
    Af journalist Annemette Grundtvig

    Set i Politikens netavis fredag 5. jul 2002
    Drenge i puberteten er »uhyggeligt ensomme«,
    og deres liv præges i høj grad af kønsrollernes tvang og gruppepres,
    konkluderer forskerne Cheryl Benard og Edit Schlaffer fra Ludwig-Boltzmann
    forskningsinstituttet i Wien. De har i 4 år fulgt en gruppe unge mænd tæt,
    og oplevelserne tyder ikke på, at det går særlig godt med ligestillingen.

    Undersøgelsen fastslår blandt andet,
    at fædre stort set ikke taler med deres sønner om følelser
    indre tanker, drømme etc- eller forhold mellem mennesker.

    De taler om skolepræstationer, jobplaner og sport,
    og deres hyppigste fælles beskæftigelse er at se tv sammen i tavshed.
    Fædrene vikler sig ofte ind i magtkampe med deres teenagesønner.
    »Forholdet handler oftest mere om dominans end om opdragelse,
    og når fædre opfører sig autoritært og kontrollerende,
    udvikler deres sønner let en svagere mandlig identitet
    og bliver passive og underkaster sig via sløvhed«,
    fastslår forskerne i bogen 'Ensomme cowboys',
    der for nylig er oversat til dansk.

    Mangel på danske undersøgelser
    Mangel på hjemlige undersøgelser gør det svært at konkludere,
    hvad danske pubertetsdrenge tænker og føler, når de store spørgsmål
    om identitet blandes op med kønshormoner.

    En forsker peger på, at drengene mangler forbilleder,
    og at mange i hvert fald ikke længere kan bruge deres far som model
    »Kønsrollemønstrene har ændret sig så meget de seneste 20-30 år,
    at fædrene ikke er særlig brugbare for dem, når de konstruerer en maskulin identitet«,
    siger ungdoms- og kønsforsker Niels Ulrik Sørensen fra Center for Ungdomsforskning,
    Roskilde Universitetscenter.

    Fælles ståsted søges
    Han blev ganske desorienteret, da han for et par år siden
    som redaktør af mandeantologien 'Pikstormerne' modtog bidrag til bogen,
    for de var så forskellige, at han ikke umiddelbart kunne indkredse
    et fælles ståsted for nutidens unge mænd.

    »Konturerne af manden anno 2000 blev svagere og svagere,
    og det var ikke, fordi de unge manglede profil, slet ikke. Efterhånden gik det op
    for mig, at hovedparten af artiklerne rummede et fællestræk - nemlig en uvilje
    mod at identificere sig med den traditionelle manderolle og et ønske om
    at finde sig en ny identitet som mand«, fortæller Niels Ulrik Sørensen.

    Forskellige miljøer
    Kulturforsker Anne Scott fra Syddansk Universitet synes også,
    at det er svært at sige noget generelt om den danske teenagedreng.
    Dels fordi der mangler nye undersøgelser, dels fordi udviklingen foregår meget spredt
    »Vi er nødt til at differentiere. I nogle miljøer hersker der stadig
    fundamentalistiske forventninger til drengene.

    I andre er der sket rigtig meget. Meget tyder på,
    at det virkelige opgør med den klassiske maskulinitet,
    som de fleste regnede med skete med 68-generationen, først foregår nu«.

    Rollestudier gennem pc-spil
    Den store spredning mellem en traditionel og en moderne kønsidentitet
    genkender Anne Scott fra sine studier af 15-16-årige drenges rolle- og computerspil.

    Der findes stadig klassiske spil, hvor det bare gælder om at smadre modstanderen.
    Men nye stategispil vinder stadig mere frem, og de stiller helt andre krav til form,
    samvær, fortælling og sprogbevidsthed. »Spillene fungerer simpelthen ikke,
    hvis drengene ikke kan finde ud af at etablere netværk og indgå i samspil.

    De kan ikke vinde,
    hvis de kun bruger næverne
    eller blot blive sur, tavs og fornærmet.

    Din søn skal også lære at bruge ordet og hovedet. Udbuddet af spil
    er et meget godt billede på, at det ikke længere giver mening at tale om
    en fast kønsidentitet, og det underbygger formodningen om, at i hvert fald
    nogle drenge ikke længere kan bruge deres far som rollemodel«.

    »Vi ved fra undersøgelser med andre fokuspunkter,
    at unge bruger hinanden i langt højere grad end familien,
    så det gælder sikkert også her. Det betyder, at det kan være altafgørende
    for udviklingen af drengenes kønsidentitet, hvordan man ser på de ting
    i præcis den drengekultur, de færdes i«, siger Anne Scott.

    Printet fra www.politiken.dk Lørdag 6. jul 2002




Tilbage
til Mande-siderne


Til 4 andre udsøgte
Psykologiske link-Reoler?


Eller vil du nu
tilbage igen til Index ?