Jeg hader dig Far fordi du ikke er med i mit liv!

"It is Father´s Day, and everybody is wounded", Leonard Cohen. Jeg har lige læst en tankevækkende lille bog af Lene Rem, "Jeg hader dig Far!" Holkenfeldts forlag, 1990. (bibliotekshylde 13.2) Den er bygget op omkring interview med fædre, sønner, døtre, noveller og interview med nogle familie-terapeuter, som fortæller om deres erfaringer med fædre, sønner og døtre. Som appetitvækker får du her nogle af de udsagn i Lene Rems bog, der gjorde indtryk på mig: Hvert 5. barn i Danmark er i dag et skilsmissebarn. I alt regner man med, at der er 250. 000 børn under 18 år, der har oplevet en skilsmisse, og der kommer ca 25. 000 nye skilsmissebørn til hvert år. For alt for mange af skilsmissebørnene ender det med, at de mister den jævnlige kontakt med den forældre, de ikke bor hos og som ikke har forældreretten. Og det er næsten altid FAR. Ifølge Socialforskningsinstituttets undersøgelser af, hvad der sker med børnene bagefter en skilsmisse fandt de, at allerede efter 4 års skilsmisse er den jævnlige kontakt afbrudt og fraværende hos ca. 80% af børnene og deres fraværende far! Dvs. Far forsvinder for 4 ud af 5 børn ! 4 år efter skilsmissen er "Far" stort set ude af billedet for ca 200. 000 børn. Først i de senere år er vi begyndt at opdage de skræmmende resultater af denne forsømmelse. Aspargesdrenge og pladrepiger, overmaschodrengebøffer og intimforskrækkede kvinder, der simpelhen ikke kan finde ud af at adskille Far-savnende fra deres kærester. men også selvom Far og Mor bor sammen, er Far meget oftest psykisk og emotionelt fraværende. I de unge år viser savnet sig som usikkerhed, manglende selvtillid og forstyrret selvfølelse, og som en utydelig og diffus sorg, som ytrer sig i melankoli og ordløs indelukkethed. Et savn efter noget, der er anderledes end Mors kærlighed, trøst og bekymring. Mange af de unge i 20´erne, der udvikler psykoser og bryder sammen, burde indlægges under diagnosen: JEG SAVNER EN FAR! Børn har ALTID behov for at have en Mor og en Far, der ser dem og er engageret i dem. Og det har alt for mange børn simpelhen ikke i dag. Senere i livet giver dette diffuse savn sig udtryk i en evig jagt efter succes og en uforløst bekræftigelsessult på sin maskulinitet eller feminitet. En tomhed, som selvklart giver dem en masse problemer i deres Par-forhold, fordi de kun har dårlige erfaringer og rollemodeller m.h.t. parforhold. Og når de sidenhen taler om opdragelse og om det, at være far, så bliver utrolig mange mænd helt ordløse, tavse og afmægtige. Savnet af en god Far, der tænker på en, er drenges og pigers allerstørste problem i dag. Fædrene er fortsat alt for fraværende i børnenes liv af den simple grund, at de aldrig selv har haft en nærværende FAR. De aner ikke, hvad "en Far er for noget." Det er et problem, vi sjældent taler om, dels er han svær at tale med, når han ikke er der, og dels fejes det ind under gulvtæppet, for ikke at give ham besvær og afmagtsfølelser, eller starte en sårbar konfliktladet debat, der blot ender i fjendskab og skyldfølelser. Men vi ser styrken af dette savn i de oceaner af kræfter deres sønner bruger på at tækkes ham, når han endelig er der. Eller i styrken af deres had imod ham. Alt dette åbner Lene Rem op for på en enkel og ligetil facon. + se slowlane.com/ som er et godt forum for hjemmegående fædre. Gode råd, tips og historier fra fædre til fædre.

KÆRE FAR... "Far kan du kun lide mig, når jeg kan præstere noget? Jeg savner en far som er min ven og min kammerat, en der tror på mig og gider lytte til mig." Hvis du vidste, hvor ofte jeg..... Hvis du vidste, hvor ofte jeg savner dig, også selvom du er her hjemme. Hvis du vidste, hvor ofte jeg tænker: Mon Far har tid i dag? Gad vide, hvad han tænker på? Hvis du vidste, hvor ofte jeg har har lyst til at kvæle fjernsynet og tvinge dig til at SE mig! Hvis du vidste, hvor ofte jeg ser på dig, og slet ikke forstår, at DU er min far. Hvis du vidste, hvor ofte jeg frygter din dom og vurdering, dine voldsomme og vrede bemærkninger, når jeg ikke har været dygtig og rigtig nok i dine øjne. Hvis du vidste, hvor gerne jeg vil være en del af dit travle, spændende og fremmede liv, eller i det mindste lige så VIGTIG for dig, som dit arbejde og din magelighed. Hvis du vidste, hvor lykkelig jeg ville blive, hvis du viste mig interesse, gav opmærksomhed. Hvis du vidste, hvor stor en sorg, det er at have en far, man ikke har. En far der altid har travlt, som er så hjerteskærende overfladisk og ligegyldig. Som sjældent tænker over det, jeg siger og højst kan svinge sig op til belærende og dømmende synspunkter, som blot spejler, hvor overfladiske meninger og vurderinger, du har. Hvor jeg dog savner et modspi fra en voksen moden mand, der har tænkt dybere over sit liv og livet. Og som kan lytte og stadigvæk prøver på at forstå det ufattelige og gribe nu´et. Hvis du vidste, hvor gerne jeg ville kunne give dig et knus lige så let, tale lige så let med dig, som jeg stadig kan med mor. Hvis du vidste, hvor lykkelig jeg ville blive, hvis du viste mig interesse og en maskulin kærlighed med proteiner i. Hvis du vidste, hvor jeg et sted frygter, at det en dag er for sent med os to. Hvis du ved, hvor meget jeg et sted frygter, at jeg også opgiver dig og sletter dig ud af mit liv. (Som du tilsyneladende selv gjorde med din far, som du kun omgikkes med, når du absolut var nødt til det og altid på sådan en kejtet, en fremmed, høflig, ligeglad og distancerende måde.) Hvis du vidste, hvor meget jeg altid har savnet at have en rigtig nærværende far, der virkelig betød noget stærkt og varmt for mig, så tror jeg, at du ville stoppe op et øjeblik, se på mig, din søn og måske for første gang være tilstede i mit liv. (Sammendrag af en serie Far-savn-fristile blandt unge mænd.) Og Fædrene savner også deres børn. Jo ældre fædrene bliver, jo mere savner de deres sønner, men alt er blevet tomt og dødt. Flere og flere fædre er begyndt at kæmpe imod denne onde spiral i vor kultur, hvor mænd konkurrerer og ikke lærer at blive hinandens kammerater. Børnenes tarv og behov er ALTID at have en mor og en far. Og det har børn ikke i dag. Heller ikke selvom far og mor bor sammen. Alt for mange fædre glimrer ved deres fravær og mangel på engagement. Og Kvinderne lider under deres mænds far-savn og af deres egne far-savn og drømmer om, at "min kæreste også skal være min Længselsfar, min Sugardaddy, Tryghed", d.v.s. give mig alt det, den 1. 2. 3. ikke kunne. Eller de forbliver "søde flinkeskole-piger." "It is Father´s Day, and everybody is wounded", som Leonard Cohen udtrykker det. .

Pubertetsdrenge mangler forbilleder Østrigsk undersøgelse peger på, at teenagedrenge er ensomme og har ringe kontakt med deres fædre. Billedet er mere nuanceret herhjemme, men drengenes oprør mod klassiske maskuline værdier er i fuld gang. Af Annemette Grundtvig Politikens netavis fredag 5. jul 2002 Drenge i puberteten er »uhyggeligt ensomme«, og deres liv præges i høj grad af kønsrolletvang og gruppepres, konkluderer forskerne Cheryl Benard og Edit Schlaffer fra Ludwig-Boltzmann -forskningsinstituttet i Wien. De har i fire år fulgt en gruppe unge mænd tæt, og oplevelserne tyder ikke på, at det går særlig godt med ligestillingen. Undersøgelsen fastslår blandt andet, at fædre stort set ikke taler med deres sønner om følelser - eller forhold mellem mennesker. De taler om skolepræstationer, jobplaner og sport, og deres hyppigste fælles beskæftigelse er at se tv. Desuden er fædrene tilbøjelige til at vikle sig ind i magtkampe med deres teenagesønner. »Forholdet handler ofte mere om dominans end om opdragelse, og når fædre opfører sig autoritært og kontrollerende, udvikler deres sønner en svagere mandlig identitet og bliver passive«, fastslår forskerne i bogen 'Ensomme cowboys', der for nylig er oversat til dansk. Mangel på danske undersøgelser Mangel på hjemlige undersøgelser gør det svært at konkludere, hvad danske pubertetsdrenge tænker og føler, når de store spørgsmål om identitet blandes op med kønshormoner. En forsker peger på, at drengene mangler forbilleder, og at mange i hvert fald ikke længere kan bruge deres far som model »Kønsrollemønstrene har ændret sig så meget de seneste 20-30 år, at fædrene ikke er særlig brugbare for dem, når de konstruerer en maskulin identitet«, siger ungdoms- og kønsforsker Niels Ulrik Sørensen fra Center for Ungdomsforskning, Roskilde Universitetscenter. Fælles ståsted søges Han blev ganske desorienteret, da han for et par år siden som redaktør af mandeantologien 'Pikstormerne' modtog bidrag til bogen, for de var så forskellige, at han ikke umiddelbart kunne indkredse et fælles ståsted for nutidens unge mænd. »Konturerne af manden anno 2000 blev svagere og svagere, og det var ikke, fordi de unge manglede profil, slet ikke. Efterhånden gik det op for mig, at hovedparten af artiklerne rummede et fællestræk - nemlig en uvilje mod at identificere sig med den traditionelle manderolle og et ønske om at finde en ny identitet som mand«, fortæller Niels Ulrik Sørensen. Forskellige miljøer Kulturforsker Anne Scott fra Syddansk Universitet synes også, at det er svært at sige noget generelt om den danske teenagedreng. Dels fordi der mangler nye undersøgelser, dels fordi udviklingen foregår meget spredt: »Vi er nødt til at differentiere. I nogle miljøer hersker der stadig fundamentalistiske forventninger til drengene. I andre er der sket rigtig meget. Meget tyder på, at det virkelige opgør med den klassiske maskulinitet, som de fleste regnede med skete med 68-generationen, først foregår nu«. Rollestudier gennem pc-spil Den store spredning mellem en traditionel og en moderne kønsidentitet genkender Anne Scott fra sine studier af 15-16-årige drenges rolle- og computerspil. Der findes stadig klassiske spil, hvor det bare gælder om at smadre modstanderen. Men nye stategispil vinder stadig mere frem, og de stiller helt andre krav til form, samvær, fortælling og sprogbevidsthed. »Spillene fungerer simpelthen ikke, hvis drengene ikke kan finde ud af at etablere netværk og indgå i samspil. De kan ikke vinde, hvis de kun bruger næven - de skal også bruge ord og hovedet. Udbuddet af spil er et meget godt billede på, at det ikke længere giver mening at tale om en fast kønsidentitet, og det underbygger formodningen om, at i hvert fald nogle drenge ikke længere kan bruge deres far som rollemodel«. »Vi ved fra undersøgelser med andre fokuspunkter, at unge bruger hinanden i langt højere grad end familien, så det gælder sikkert også her. Det betyder, at det kan være altafgørende for udviklingen af drengenes kønsidentitet, hvordan man ser på de ting i præcis den drengekultur, de færdes i«, siger Anne Scott. Printet fra www.politiken.dk Lørdag 6. jul 2002

Til alle webartiklerne om Parforhold, sex og kærlighed Til 4 andre udsøgte Psykologiske link-Reoler? tilbage igen til Index