Fra at være kærester
til at blive Far, Mor og Barn

En blues - og et debatoplæg til jer
som overvejer, eller lige har fået et barn.
af Else Marie Schultz Rasmussen

Nedenstående og de næste 4 sider
er sørme ikke skrevet for at forskrække dig
eller få dig til at droppe dit ønske om at få et barn.

Tvært imod er disse websider tænkt,
som en ydmyg støtte til, at det mirakel lykkes, som
det jo faktisk er at få et barn, så det bliver den store oplevelse,
som du og din partner nu drømmer om at opleve, sammen.




Udover glæden, ja måske endog jublen
er der i "Børne-projektet" sjovt nok også indbygget et, måske svært, fra-valg.
For samtidig med I nu siger, et mere eller mindre helhjerteligt JA til, og goddag
til en helt ny mere krævende livsstil, så betyder valget af et barn, også et fravalg af
noget andet, der måske er/var meget vigtigt for dig? For at du kan få mere energi og
TID til mere helhjertet at sige JA, til alt det nye der sker. Og der vil ske meget nyt!
Dvs. når I får et barn - og måske flere?, så betyder dette "store Ja" selvfølgelig også
at der er noget andet vigtigt, som du altså bare ikke har tid til, lige nu for tiden
- og derfor må du sætte den aktivitet på stand-by i et par år. Kort sagt:
Ved du, hvad du skal bruge mindre tid og tanker på fremover?

Er du - og din kæreste indstillet og forberedt på det?
Hvad forventer du, at du må nedprioritere i de næste 2 år?
Hvad forventer du at din kæreste nedprioriterer i de næste år?
for at I får mere tid til at starte godt og blive en rigtig god familie.

.........

En anden måde at forstå dette på, kan være:
Fra at være i en god balance imellem kun 2 mennesker´s behov,
bliver jeres forhold nu gradvis til en balance imellem 3 menneskers
behov, evner og kanter - hvilket logisk set, føles totalt anderledes og nyt
end da I kun var jer 2 - så jeres forhold ligner nu mere denne trekant:
(hvor der ikke kun er 2 centre, men 3. Og hvor det nye 3 centrum
bare er supergod til at få hele opmærksomheden.

........


Oftest er den øverste regel i de første år, hos de fleste forældre
"at baby kommer først." Og at far og mor derfor pænt må vente
med at få dækket deres behov, indtil baby er blevet mæt, tryg og glad.
Nye valg, dilemmaer, glæder og skuffelser dukker frem, selvfølgelig.
Hos nogle nybagte forældre kommer alt dette nye helt bag på dem
og hos andre ... jo man har måske talt en masse derom, men ...
En ting er jo at tale derom, noget helt andet er at leve lige
midt i det, som I før bare talte så abstrakt og pænt om
og var så enige om. Noget kunne I måske forudsige
og andet - ja det er totalt uforudsigeligt. osv osv

Det er en serie meget svære nye balancer og valg,
som desværre ikke særlig mange unge par lykkes med.
Især fordi vores samfund ikke er særlig børnevenligt.
(Se mere derom her vedr. Far´s børneorlov.)

"Groft sagt kan man sige
at sådan som mange småbørnsfamilier lever i dag,
er der få, der ønsker at de skal leve. Og sådan
som mødrene ønsker, at familien skal leve,
er der rent faktisk ingen der lever mere."
- fra en TV-udsendelse om småbørn.

Derfor dette debatindlæg om nogle af de mest
almindelige huller på baby-vejen, som I må undgå at falde i.
Samt kontante forslag til, hvordan du og I bedst kan forebygge,
at I går helt forkert af hinandens ønskedrømme om at få børn
sammen, så I kan starte godt og blive til en kærlig familie
i denne lang fra børnevenlige verden.


Der er - for at sige det kort,
så forbandet meget, der kan gå galt.
Et trist faktum, som jeg i mit job som par- og psykoterapeut
ofte barsk bliver mindet om, når jeg sidder overfor en nybagt mor,
hvis utro mand lige har forladt hende og deres nyfødte barn
for at finde lykken (dvs. få mere sex og opmærksomhed)
hos en anden kvinde - der endnu ikke er besat af børn.

Der er desværre flere mænd, der efterlader en stribe
af enlige mødre og blødende hjerter i deres kølvand,
end der er kvinder, der efterlader ham som enlige far.

Der er nu ca 110. 000 enlige mødre i Danmark i dag.
Reelt set løber især hun altså en meget større risiko
ved at give en mand den ære og tillid, som det er
at føde deres fælles barn.

Heldigvis er alle mænd ikke Sømænd,
der sejler videre, når det brænder på derhjemme.
De fleste mænd bliver i forholdet - men dette betyder
desværre ikke, at de derved bidrager positivt
- eller trives. Mange nybagte fædre udstråler
også træthed, irritation og skuffelse. Og er
småsure, fordi sexlivet er gået helt i stå.

Og ja, jeg synes da oftest også, at han er uansvarlig
når han bare stikker af fra den fælles fremtid og barnet,
for at pleje sit ansvar for sig selv, fremfor det fælles ansvar
- og mere eller mindre synes at mangle yngleplejeinstinktet.

Men lige så ofte møder jeg vrede og triste nybagte mødre,
som er meget tæt på at smide en skrupforvirrede nybagt far
ud af sit liv - fordi at hun er træt og "nu har hun sørme fået nok!"
Hun har ikke rigtig fået talt med ham før og efter fødslen om,
hvordan de bedst sørger for ikke at glemme hinanden,
blot fordi at de nu er blevet forældre.

Ligesom jeg ofte har lyttet til de bitre og vrede ord,
som enlige mødre kan fortælle om ham, som de var nødt til
at smide ud af deres og barnets /børnenes liv. (Ham, hun ikke
mere kan tåle at tænke på - og har så svært ved at give slip på).

Eller hende, der så inderlig gerne vil kunne forstå, nå ind til,
og tale med ham, imens han blot forbliver sur og tavs - og derpå
blot går væk, nu da hverdagens nye krav er blevet lidt for store.
Variationerne er utallige, men resultatet er ens.
I stedet for en stigende glæde og fællesskab
gror ukrudtet dem helt over hovedet.

Egentlig ret forudsigeligt,
da hun godt vidste at han lige siden at de mødte hinanden
af sine venner blev kaldt "Den Tavse Mand". Hun så ham,
som "den stille type", der kun sjældent sagde noget intimt
personligt - og hvor det at tale om følelser, var ligesom
at tale med en dør, der aldrig åbnede sig.

Hun var så ivrig efter at få et barn
og høre til i en familie, at hun overså ham
og hans fatale mangel på evne til at kommunikere,
dvs. tale fra hjertet, når der er behov for at kunne det.


Fortsæt selv, fordi du har sikkert også hørt
lignende tragiske historier om par, der startede med et lys,
i øjnene, en stor glæde og en drøm - for siden at blive uvenner,
da kærligheden døde. Det er, som du ved, desværre ikke alle
eventyr der ender godt, trods alle gode ønsker
og flotte løfter.


Et godt langvarigt parforhold er ikke
en 100 meters sprint. Det er et marathonløb!
Det vigtigste er ikke, hvor hurtigt I kommer ud af starthullet,
det vigtigste er at have en passende mængde udholdelse
og kunne bevare sit gode humør - og igen og igen
at kunne finde ind til den dyrebare hjerte energi,
der giver jer mod, nærhed og kræfter til
at fortsætte derudad - som en famlie.

Men hvem giver sig dog tid til at tænke og tale dybere
ind i alt dette, når de svæver højt deroppe over skyerne
der hvor himlen altid kun er blå og de mest glæder sig
til rejsen ud i fremtiden sammen - hvorhen øh ...?

Svar: De færreste,
fordi at alle tror at netop de er undtagelsen,
og konsekvensen heraf ses i skilsmissetallene.
Den gode nyhed er, at sådan behøver det, ikke at gå,
når I efter den første tid sammen uden børn - en dag
pludselig befinder jer i en helt ny situation
med en barnevogn: - og nu er en familie:




Allerførst:
et stort tillykke med
at I overhovedet tør dette og kærligheden
og så et medfølende suk, som mange veninder
og parterapeuter sikkert kan nikke genkende til:

Sukket er: "Åh nej! - var du,
eller I dog bare kommet for et halvt år siden!"
Det udbrud har ofte ligget lige på læben, når jeg har mødt
disse tragiske parforløb, der mere har handlet om psykisk overlevelse,
end om at finde en happy ending. Det første barn og den første fødsel
kan nemlig let vise sig at blive en helt overvældende stor og tung
opgave, der pinefuldt forvandler dobbeltsengen til en boksering.



Tragedien og sukket dukker oftest op
hvis I kun har lyttet til hormonernes stærke kalden
og hovedløst kastet jer ud i dette mindst 18 årige kæmpeprojekt
uden at tage den nødvendige tid til at lære hinanden bedre at kende.
Og sikrer at reden er solid, inden I starter det nye liv og en fremtid,
som ikke kan fortrydes - efter de første 12 uger af graviditeten.
Det at få et barn er jo eet af livets vigtigste valg, som på godt
og måske ondt bliver afgørende for jeres fremtid.

Dette vigtige eksistentielle valg
af din egen, din kærestes - og et nyt barns fremtid
gemmer sig oftest bag disse legende spørgsmål i kærestetiden:
"Hvad vil du sige til, at vi måske en dag får et barn sammen?"
og: "Jeg gad nok vide, hvordan du mon bliver som Far?"
+ "Hvordan tror du, at jeg bliver som Mor?" etc.

Uskyldige, men vigtige spørgsmål,
som åbner op for en fantastisk mulighed for en fælles fremtid
eller for en helt umulig dagdrøm, der brister som en sæbebobbel,
når virkeligheden pludselig en dag kommer buldrende imod jer.

Sådan starter livets dans, tilfældigt
som den er blevet danset siden tidernes morgen
af os snotforvirrede menneskebørn. Igen og igen, helt uafhængig
af al sund fornuft og alle mulige gode råd og advarsler. Heldigvis
for ellers var mennesket jo for længst uddød. Men fordi I elsker
hinanden højt nu, behøver I da ikke at skrue hovedet helt af.


Lidt om virkeligheden,
som det er værd at tænke over og tale
en masse om, førend det bliver alvor for jer:

Fordi kærligheden, denne sjældne blomst,
desværre alt for ofte har trange vilkår i vores
kærlighedsløse forbrugersamfund uden andre lykkemål
end at forbruge, tjene flere penge og jagte sin egen sololykke.
At have et godt parforhold og familie er ikke en selvfølge i dag,
men noget, som kun kan ske på trods af de idyliske fotoes
som reklamerne prøver at bilde dig og din partner ind
at livet handler om at opnå - som en færdig pakke:


Er der egentlig sket ret meget nyt, siden dengang i 1950 ´erne
mht. de drømmebilleder, som vi har om "at være en familie" ?


I mine øjne er det ikke underligt
at mange tøver og siger nej, tak til at få børn.
Som samfundet er skruet sammen i dag, er det kun
de mest ivrige, naive og modigste, som tør kaster sig
ud i dette uforudsigelige, krævende og mindst 18 årige
livsprojekt - uden at tænke sig godt om.

Vi siger ganske vist alle at kærligheden er det vigtigste,
men faktum er, at vi danskere er kendt for at være eet af de
mest ensomste lande i verden (målt i forhold til at bo alene i egen bolig,
og i familiebrud). Sverige har en velfortjent 1. plads, Danmark er nr. 2.
Her i år 2003 er der ca. 106. 000 enlige mødre og 16. 000 alene fædre.
Disse barske nordiske verdensrekorder er der sikkert mange gode,
halvgode og dårlige grunde til. Her er et par af dem:


Hvem går fra hvem - og hvorfor?
Ca. 75 % af alle skilsmisser sker efter hendes ønske.
I dag er det oftere kvinden som ønsker skilsmisse, end manden.

Oftest fordi han ikke kan
eller vil fatte, at alt er blevet helt anderledes nu,
efter at han er blevet Far og hun Mor. Og at elskoven,
(som før altid kunne forsone alt og vække glæde), nu måske
er blevet alt for tamt, sløset og planlagt - og derfor visnet væk.

Forholdet er ikke mere som dengang,
da I kun var os to, dig og mig - og hun simpelthen
var jordens blideste, mest forstående, sexede og sjoveste,
ja mest pragtfulde elskerinde. Eller han helt vildt opmærksom
på alle hendes behov og ønsker - og altid havde tid til hende osv.

Når forelskelsens fortryllelsesboble en dag brister,
vil I opdage hinanden i et større lys, ganske som når spotlightet
slukkes på scenen, og lyset igen bliver tændt i hele salen. Og så starter
hverdagen, hvor kærligheden oftest må vente til I får og tager jer tid
til at styrke og vedligeholde den skrøbelige urkraft, kærligheden er.

For alt for mange er kærlighed desværre
blot en selvfølge, et usagt krav - eller en tåget dagdrøm.
Måske er det derfor, at lyset i hans og hendes øjne
og de fælles lykkedrømme så let slukkes
dér, hvor virkeligheden banker på?





Mange tragedier
kan heldigvis undgåes,
hvis den indledende og uforpligtigende børnesnak i starten
af et parforhold bliver bare lidt mere uddybet end det ofte sker
af nogle mere nærgående - og afklarende spørgsmål,
som f. eks. disse

- Hvad mener du med at du elsker mig?
- Forstår vi to mon det samme ved kærlighed?
- Hvad frygter du for, at der kan gå galt imellem os?
- Hvad synes du, det er ok at ændre på - og hvad ikke?
- Hvad er dine plusser, ligtorne - og minusser?

- Er der afsat rimelig tid til børn i dine fremtidsplaner?
- Hvad forstår du ved, at vi bliver en glad og lykkelig familie?
- Hvad betyder det for dig at blive - og være far, mor og barn?
- Hvad kan du lide + ikke lide ved tanken om at være en Familie?
- I hvor høj grad har du overhovedet tænkt på at få børn?

- Hvad er det vigtigste for dig - og mig i et forhold?
- Hvornår føler jeg - og du os mest elsket og værdsat?
- Hvad glæder du dig mest til - ved, at vi bor sammen?
- Hvad udover at få børn, er vigtigt for dig - og mig?

- Hvornår føler du dig allermest glad for dig selv? Og for mig?
- Hvilke sider af mig, elsker du særligt højt og hvilke er sværest?
- Hvad af alt det, som jeg gør nu, ville du inderst inde ønske,
..at du kunne ændre og forandre på? Fra hvad ... til hvad?


Som du sikkert også har opdaget
er det utroligt let at sige: "Jeg elsker dig".
Det tager kun 1 sekund. Men mindst 1 år
hvis du vil forstå, hvad X mener dermed
- og et langt liv sammen for at bevise
at det der her siges, er holdbart.




Ubetinget kærlighed
og 100% accept er kun til spædbørn.
Vi voksne er langt sværere at elske og acceptere, som vi er.
Massevis af umodne parforhold er gået i stykker, blot fordi
begge lidt for naivt regnede med, at den anden både ville
kunne (og skulle?) acceptere og tilgive alt - ubetinget,
som en magisk evig kærlig længselsmor og far.

For at modvirke dette:
Prøv blot at nævne 10 plusser
og mindst 5 minusser ved dig selv, som person
og ved din partner, som mulig Far og Mor - og undersøg,
derpå, om I er rimelig enige, eller totalt uenige herom?
(Når du ikke selv kan elske og acceptere dig selv
- hvorfor skulle din partner så kunne gøre det ?)


De 3 vigtigste spørgsmål:
1. Tør jeg få et barn sammen med dig?
....Hvorfor tør jeg det - og hvorfor er jeg i tvivl ?

2. Hvilke krav, forventninger og ønsker har jeg til det menneske,
....som jeg godt vil have et barn - og leve mit liv med?”

3. Tør jeg stole på, at du vil leve rimeligt op til,
....at bliver en godnok Far/ Mor i de næste 10 - 18 år?”
....Hvad kan du, og jeg reelt set leve op til? - og hvad ikke?

Udover disse selvindlysende spørgsmål,
er det også vigtigt at vende andre nøglespørgsmål
en exstra gang og helst sammen. F. eks. fandt et par
ud af at lave følgende liste over personlige spørgsmål
til hinanden - efter en inspireret fælles brainstorm over

"Noget, vi endnu
ikke har fået talt nok om, er:"

4. Hvor gode og frie synes du - og jeg,
at vi er til at skændes, så vi rigtig får renset luften
og ikke bærer nag? For så bagefter at kunne nå frem
til en bedre løsning, vi begge synes er fair og rigtig ?

5. Hvordan har jeg det egentlig med at få et barn nu?
Hvor parat føler jeg mig? Og du?

6. "Hvad frygter du vil ske med mig - og dig?"

7. "Hvad frygter du vil ske med vores sexliv?"

8. Ligesom andre centrale spørgsmål som:

- "Hvad vil du egentlig med dit liv?
- "Hvad er virkelig vigtigt for dig at nå?"
- "Hvilken fremtid drømmer du om at få?"
- "Er det den samme fremtid, som jeg ønsker?"


... det er værd at udforske. Dvs. tale famlende tøvende om
samt spørg og lyt nøjere til hinanden, førend I får børn.
Fordi så vil fremtiden i højere grad åbne sig for jer,
end den blot kommer bag på jer, når det en dag
er for sent at spørge.



Hvad synes du er aller vigtigst
og hvad er mindre vigtigt for dig?
Jeg kender ikke dig eller din partners specielle situation,
men ovenstående eksistentielle spørgsmål og 4 websider
kan forhåbentlig være en start på den rejse ud i det ukendte,
som du måske nu står og tripper utålmodigt efter at begynde
- her på livets rastløse banegård. Udover god sex og romantik.
så husk altså også at besvare disse fremadrettede spørgsmål:

Hvad er jeg mest bange for,
at der måske kan ske ved, at jeg får et barn med dig?

+ Hvilke faste aftaler og løfter har jeg brug for fremover,
for at jeg kan folde mig ud netop sådant, som jeg kan lide
at være mig - i en tryg, glad og kærlig familie med børn ?

Udover klassikererne selvfølgelig:
"Har vi egentlig råd til et barn nu?"

og "Hvad glæder du, og jeg mig især til?"
samt "Kan jeg klare det alene, hvis jeg en dag
ender med at stå alene med barnet ?"


At blive Far og Mor er at blive arkitekter,
som tegner og opbygger det, der måske en dag
kan ende med at blive til en stærk og lykkelig familie.
Erfaringerne viser at hvis I ikke tænker jer godt om,
og får talt en masse om "projektet", vil I måske
starte med først at have lavet taget færdigt,
+ fået indrettet soveværelset og stuen,
førend kælderen endnu er udgravet
og fundamentet er lagt.

Ligesom hvis du kun tænker på dig selv,
eller dagdrømmer vildt uden at indvie din mand
i dine fremtidsdrømme om at skabe en lykkelig familie
så vil I sandsynligvis ende med at køre solo hver for sig
- og det er jo ikke lige det du/ I vil, vel?


Kun du og din kæreste
kender svaret på, om I tør kaste jer ud i denne krævende
livslange rejse, som får en kamp om verdensmesterskabet i fodbold
til at ligne en fornøjelsesleg i en sandkasse. Det, som jeg vil sige
er blot, at du gør klogt i både at tænke med hjertet og hovedet,
fordi at dette megastore børne tilvalg - eller fravalg
er så utroligt vigtigt for både din og jeres fremtid.


Hvad siger du - og din partner til sådanne spørgsmål?
Mit håb er at åbne op for interessante nærgående spørgsmål,
som alt for få tør stille. Eller når at besvare, inden dette livsvarige valg
allerede er taget - og "projekt Job, Børn og Familie” er i fuld gang.
Hvorefter der blot knokles løs og udskændes fremad imod ?
i en stor uskøn, uønsket og glædesløs forvirring.
Fordi drømme uden kritisk omtanke meget let
kan ende med at blive til de rene mareridt.

Langt de fleste skilsmisser sker i dag 2 - 4 år efter,
at det første barn blev født - og især der, hvor I begge to
blev taget på sengen og ikke blot glemte kondomet, men
også at stille hinanden f. eks. ovenstående spørgsmål.


Et forslag til en Parleg:
Prøv en aften at interviewe hinanden.
Udprint og omformuler spørgsmålene på din egen facon
eller brug det nye ParTermometer til at åbne snakken:
A. Hvad føler du for mig og jeg for dig nu i dag?
B. se 25 spørgsmål til dit parforhold.

Åbn en god flaske rødvin og tag en ærlig afklarende snak
om, hvordan I har det med hinanden nu og når baby er født
samt tal om, hvad I vil med jeres liv - udover at elske hinanden.
Prøv at optage nogle af jeres intime samtaler på video
eller med en båndoptager, som en hilsen
og et løfte til fremtiden!

Fordi der vil dødsikkert komme en dag,
hvor det vil være endog meget spændende at genhøre
og huske, hvad I hver især, ordret sagde. Dengang i år 2017
da I talte om, hvad I hver især glædede jer til
- og frygtede mht. at få en fremtid sammen
med et nyt barn imellem jer.

Sandsynligvis
vil disse dialoger og optagelser før en fødsel
en dag også interessere jeres endnu ufødte unge,
når guldklumpen engang bliver ældre. Kunne du
f. eks. ikke ønske dig at have fået sådan en videogave
af din far og mor ´s snak, før du blev født i konfirmationsgave?

Kender du f. eks. historien om din undfangelse,
og ved du, hvem dine forældre var, dengang de var kærester?
Tænk at kunne høre, hvad de helt konkret sagde om dig,
hvad de drømte om, frygtede og tænkte, dengang
før de skabte - og så efter 9 måneder, fødte dig.
Giv dit nye barn den gave fra jer - en dag,
når guldklumpen er blevet stor.

Et barn er kort sagt
en megastor omvæltning af jeres liv
- og derfor er der god grund til at tænke sig
godt om, inden at I beslutter jer for at få et barn.
Glæden, drømmene, usikkerheden og det store behov
for at tale sammen om alt det nye - er utroligt vigtigt.

Verden bliver aldrig mere som før

...........................


Tør du læse mere
om bagsiden af det stolte forældresmil?
Så se de næste 4 websider: