Side 3.

    Mænd er fra Mars
    og Kvinder fra Venus



    Lad mig starte med trætheden
    og de bitre anklager imod hinanden.


    Barnet suger ikke blot mælk ud af kvinden,
    men tager også så mange kræfter og opmærksomhed,
    så hun snart opdager, at livet nu næsten kun består i at være mor.
    Det kommer ofte bag på især yngre kvinder, hvor trætte
    og frustrede de også bliver, når de får et lille nyt barn.
    Omstillingen fra at være "en fri kvinde" til nu
    at blive Mor, sker hurtigt, måske barskere?
    Manden opdager oftest først forandringen
    i løbet af de første år, når den er sket.
    Hun opdager det nye fra dag 1.

    En realitet, der ligger langt fra det idylliske, smilende
    og lykkelige Familie-billede du så for dig, dengang da
    I kun glædede jer til at den lille nye skulle ankomme:


    ...................


    Et nyfødt barns
    behov er så stærke og overvældende,
    at det snart dominerer alt, hvad der tales om
    og sker i familien. I de første 12 måneder bruger
    kvinden alle sine følelser og tanker på at være mor.
    Al snak om sex, tid til sig selv og hinanden,
    lyder snart som noget fra en fjern fortid,
    hvor alt var totalt anderledes.

    Det kan de fleste par med spædbørn bekræftige.
    Mange kvinder beklager sig i denne periode ekstra
    meget over, at deres mænd ikke føler sig lige så forpligtet
    til at omstille hele deres liv til den nye situation, som de selv
    - og fordømmer ham tit voldsomt, fordi at han svigter dem:
    "Er så forbandet uansvarlig" og "tænker kun på sig selv"
    osv. osv. En velkendt blues, som ofte lige får
    et exstra hak nedad, når hun lige har født.

    Dette kan så let medføre,
    at manden bliver stødt væk, når
    hun skuffet og såret vender ryggen til ham
    når han rækker seksuelt ud efter sin kæreste.

    I såret selvforsvar gør hun sig kold og træt
    og siger måske, at hun "er ligeglad med ham,
    når han er så ligeglad med hende og barnet."
    Eller afviser ham brutalt med udtryk ala
    "kan du ikke lige gå ud og rive den af
    på toilettet - og lade mig få lidt fred!"
    som jeg har hørt nogle sige.

    Fordi det eneste, der nu fylder hendes verden
    er barnet - og at bevare sine kræfter, så hun kan
    klare endnu en dag med pleje, amning, indkøb,
    rengøring, madlavning - og alt det nye, som
    nu kalder på alle hendes kræfter.



    Yderst forståeligt, men ...
    når nybagte mødre beskylder manden
    for at være "uansvarlig" og bebrejder ham,
    at han ikke bakker mere op og hjælper mere til,
    så er det let
    kun at se det fra hendes synsvinkel
    og derfor give hende 100% ret. Det er
    meget ofte venindernes opgave.

    Fordi hun har jo forbandet ofte ret i,
    at han ikke lever op til alt det, hun savner
    at få hjælp og støtte til i denne svære periode!
    Men jeg ser nu ikke helt så forenklet
    og fordømmende på det, som sker.

    Jeg har ofte haft en oplevelse af,
    at det mest var hendes "projekt" at få et barn
    - og at han bare sagde ja, fordi han ville glæde hende
    eller holde på hende: "Når hun nu så gerne vil, og det er
    da også en naturlig ting at få barn - og da vi nu har råd, så..."
    En lunken holdning, der jo ikke just fremmer ansvarfølelsen.
    Dette har hun ganske ret i, men ...



    Lad os se det lidt fra hans side:
    Når den lille højtelskede guldklump
    selv et par år efter stadigvæk er nr. 1 i hendes liv,
    og hun igen og igen har måttet smide alt for at tage affære,
    så er det yderst forståeligt at hun snerrer ad ham, når han
    igen begynder at række ud efter hende seksuelt. Ønsket
    om igen at betyde noget for hende - som mand, afvises
    med hårde ord som: "Det eneste, jeg trænger til nu
    er, at du tager et større medansvar for alt det,
    jeg er ved at segne under i hverdagen.
    Godnat - og sov godt!"

    Denne bestandige afvisning
    efterfulgt af kravet om, at han i stedet for
    at føle sig såret og skuffet, skal mande sig op,
    smile og tage hensyn til hende og barnets behov
    uden at beklage sig, er de færreste mænd parate til
    og indstillet på - uden at lave en masse vrøvl og ballade.

    Mænd har sjældent gjort sig klart, hvor stor en forandring
    et barn medfører, så det 1. barn kan meget let udløse
    en smertelig krise i et ellers kærligt parforhold.



Til side 4

Tilbage til start


Til oversigten over
alle webartiklerne om Parforhold



Tilbage til Index