Lad mig starte med trætheden
og de bitre anklager imod hinanden.
Barnet suger ikke blot mælk ud af kvinden,
men tager også så mange kræfter og opmærksomhed, så hun snart opdager, at livet nu næsten kun består i at være mor.
Det kommer ofte bag på især yngre kvinder, hvor trætte
og frustrede de også bliver, når de får et lille nyt barn.
Omstillingen fra at være "en fri kvinde" til nu at blive Mor, sker hurtigt, måske barskere?
Manden opdager oftest først forandringen
i løbet af de første år, når den er sket. Hun opdager det nye fra dag 1.
En realitet, der ligger langt fra det idylliske, smilende og lykkelige Familie-billede du så for dig, dengang da
I kun glædede jer til at den lille nye skulle ankomme:
...................
Et nyfødt barns
behov er så stærke og overvældende,
at det snart dominerer alt, hvad der tales om
og sker i familien. I de første 12 måneder bruger
kvinden alle sine følelser og tanker på at være mor.
Al snak om sex, tid til sig selv og hinanden,
lyder snart som noget fra en fjern fortid,
hvor alt var totalt anderledes.
Det kan de fleste par med spædbørn bekræftige.
Mange kvinder beklager sig i denne periode ekstra
meget over, at deres mænd ikke føler sig lige så forpligtet
til at omstille hele deres liv til den nye situation, som de selv
- og fordømmer ham tit voldsomt, fordi at han svigter dem:
"Er så forbandet uansvarlig" og "tænker kun på sig selv"
osv. osv. En velkendt blues, som ofte lige får
et exstra hak nedad, når hun lige har født.
Dette kan så let medføre,
at manden bliver stødt væk, når
hun skuffet og såret vender ryggen til ham
når han rækker seksuelt ud efter sin kæreste.
I såret selvforsvar gør hun sig kold og træt
og siger måske, at hun "er ligeglad med ham,
når han er så ligeglad med hende og barnet."
Eller afviser ham brutalt med udtryk ala
"kan du ikke lige gå ud og rive den af
på toilettet - og lade mig få lidt fred!"
som jeg har hørt nogle sige.
Fordi det eneste, der nu fylder hendes verden
er barnet - og at bevare sine kræfter, så hun kan
klare endnu en dag med pleje, amning, indkøb,
rengøring, madlavning - og alt det nye, som
nu kalder på alle hendes kræfter.
Yderst forståeligt, men ...
når nybagte mødre beskylder manden
for at være "uansvarlig" og bebrejder ham,
at han ikke bakker mere op og hjælper mere til,
så er det let kun at se det fra hendes synsvinkel
og derfor give hende 100% ret. Det er
meget ofte venindernes opgave.
Fordi hun har jo forbandet ofte ret i,
at han ikke lever op til alt det, hun savner
at få hjælp og støtte til i denne svære periode!
Men jeg ser nu ikke helt så forenklet
og fordømmende på det, som sker.
Jeg har ofte haft en oplevelse af,
at det mest var hendes "projekt" at få et barn
- og at han bare sagde ja, fordi han ville glæde hende
eller holde på hende: "Når hun nu så gerne vil, og det er
da også en naturlig ting at få barn - og da vi nu har råd, så..."
En lunken holdning, der jo ikke just fremmer ansvarfølelsen.
Dette har hun ganske ret i, men ...
Lad os se det lidt fra hans side:
Når den lille højtelskede guldklump
selv et par år efter stadigvæk er nr. 1 i hendes liv,
og hun igen og igen har måttet smide alt for at tage affære,
så er det yderst forståeligt at hun snerrer ad ham, når han
igen begynder at række ud efter hende seksuelt. Ønsket
om igen at betyde noget for hende - som mand, afvises
med hårde ord som: "Det eneste, jeg trænger til nu
er, at du tager et større medansvar for alt det,
jeg er ved at segne under i hverdagen.
Godnat - og sov godt!"
Denne bestandige afvisning
efterfulgt af kravet om, at han i stedet for
at føle sig såret og skuffet, skal mande sig op,
smile og tage hensyn til hende og barnets behov
uden at beklage sig, er de færreste mænd parate til
og indstillet på - uden at lave en masse vrøvl og ballade.
Mænd har sjældent gjort sig klart, hvor stor en forandring
et barn medfører, så det 1. barn kan meget let udløse
en smertelig krise i et ellers kærligt parforhold.
|