Værsgo - lige til at udprinte:


    For ca. 15 år år siden blev jeg (Ebbe)
    interviewet af en journalist om jalousi og skinsyge
    - og da jeg genlæste artiklen, fik jeg lyst til at uddybe
    og forbedre det, jeg sagde dengang - da det da vist ikke
    var så værst endda.


    Journalisten indledte
    interviewet med at give mig dette oplæg:

    »Jeg lider skrækkeligt af jalousi.«, indrømmer mange.
    og »Undskyld, men det var vist bare et af mine jalousianfald.«
    »Årh, hun er bare så skinsyg, at man må bære over med hende.«
    »Mig! Neejih ... jeg er overhovedet ikke jaloux anlagt.«

    Velkendte udbrud og sætninger om jalousi og skinsyge,
    der antyder, at det er ligesom en sygdom, der kan slå os helt ud.
    Vi kender det vel alle på en eller anden måde? Nogen vedkender sig
    ærligt og frit bekendtskabet med jalousien. Andre fornægter det totalt.
    De fleste opfatter det, som lidt flovt. Bl. a. fordi det jo ofte medfører
    de særeste reaktioner og ind imellem ender i korporlige slagsmål.
    Eller det opfattes som en pinlig sygdom, man har raget til sig
    på linie med en kønssygdom. Ja der er sågar nogle,
    der opfatter tilstanden, som en form for sindsyge.

    Det kan kort sagt være en stor daglig pine for den,
    der er jaloux anlagt. Og for den, der lever sammen med en,
    der er det. Jeg tror jalousifølelser er meget mere almindeligt,
    end vi tør stå ved. De fleste opfatter det blot som noget,
    man helst
    ikke bør føle, og ser det som en svaghed,
    som man bør lære at bide i sig, kontrollere og skjule.
    Og bag denne pæne Facade, ulmer vulkanen.
    Måske bryder den ud, måske går den indad.

    Hvad kan du sige
    om det at føle sig jaloux Ebbe?"
    Ebbe: "Jalousi er i mine øjne en ok-følelse.
    Det er jo een af de Ur-følelser, som vi har fælles
    med vores fætre, Chimpanserne og andre sociale dyr.
    Når en rival truer hans Hunner, så farer selv en Kronhjort
    truende og rasende frem og forsøger at jage sin rival væk.

    Og Hunnerne? - ja I har jeres egen mere sublitile måde
    at nedgøre - eller jage en truende attraktiv konkurrent væk
    fra hans opmærksomhed. Bare se hende til højre´s ansigt her
    Gad nok vide, hvad der sker lige om lidt - her
    .


    Jalousi er altså ikke en sindssygdom. Det er en panikfølelse og
    en psykisk tilstand vi alle kender - mere eller mindre stærkt og vildt.
    Frygten for at miste en vigtig person, du er glad for og blive forladt
    samt kampen om at få opmærksomhed, er vist fælles for alle os,
    der tør elske - og og hvor det at føle sig elsket, er vigtigt.

    Blindheden, døvheden,
    adrenalinsuset, panikken og desperationen
    i frygten og i smerten, er også afhængig af vores tidligere erfaringer
    mht. at føle os svigtet og forrådt af nogle, vi troede at vi kunne stole på
    (f. eks. er det ofte tilfældet, hvis dine tidligere kærester har svigtet dig.
    Selvsagt skyer brændt barn ilden. Voksne lærer at passe bedre på,
    - så her kan fortiden virkelig spænde neurotisk ben for nutiden.)

    Ligesom jalousifølelsen selvfølgelig er meget afhængig af,
    hvem du har valgt at give din tillid, dine fremtidsdrømme,
    dig og din kærlighed til. Nogle er altså mere trofaste
    end andre og bedre til at knytte kærlige bånd.
    der værner dem imod at føle denne urfrygt.

    En kæreste, der har en livs historie med en lang række
    egoistiske svigt, som tidligere var utro i andre parforhold
    etc. er selvklart mindre tillidsvækkende end ham/hende,
    der trofast aldrig tidligere har "haft en affære".

    Og selvklart vækkes frygten for at miste
    også lettere, hvis du har været så dum at forelske dig
    i en pragtfuld og virkelig - i alles øjne - attraktiv person.
    "Hvis du for enhver pris vil undgå at føle dig jaloux,
    så gift dig med en person, som ingen andre
    kunne drømme om at tage fra dig!"
    Et råd jeg tror, kun nogle få følger.

    Der er mange forskellige udgaver, dramaer
    og variationer i dette urgamle menneskelige tema
    Og den viden gør det svært for mig at tale om jalousi,
    somom det er en sygdoms diagnose ala lungetændelse.
    Der er noget fælles urmenneskeligt ved det du føler og gør
    - og enhver oplever det på sin helt egen måde.

    OG
    ligesom tillid, venskab, sorg, vrede og kærlighed
    så er jalousi basalt set også
    en Kontakt-følelse. Der skal jo to til
    at disse følelser opstår, visner eller gror. Kontaktfølelser tændes af det,
    der sker imellem dig - og en du vil noget med. Jalousi er altså ikke
    en af de følelser, der kommer indefra som glæde, forelskelse,
    ro, varme, tryghed, selvtillid og kreativitet.
    Jalousi-frygten
    opstår i dit utrygge og skæve samspil med andre
    .
    Det er en forstyrrelse i den dybeste kontakt!

    - og ikke "noget inden i dig", ala en besættelse
    eller ond dæmon, du ikke kan lære at styre.

    ........

    Jalousi er kort sagt ikke en sindsygdom,
    men et faresignal om et muligt svigt, en trussel om et smerteligt tab,
    og et tegn på en dårlig kommunikation. Et stærkt udtryk for en skuffelse
    over at "noget, som jeg troede, vi var enige om,
    måske ikke er en fælles værdi og holdning?"

    - og et tegn på, at der mangler "noget",
    som er meget vigtigt og værdifuldt for dig i jeres forhold.
    Terapeutisk set er det en dør - ind til en større selvforståelse
    og viser et behov for at genoprette en ærlig kommunikation.
    der hvor den Intime nære og dybere kontakt er forstyrret
    - enten realistisk eller som at være fanget i et mareridt,
    skabt af ens gode fantasi og fortidige erfaringer.


    I praksis betyder dette
    at Jalousi-"anfaldet" altså ikke kun er den enes skyld,
    men at I begge to har et medansvar mht. at forebygge frygten
    - og for at det som sker, ikke bliver helt vildt, og pinligt uværdigt,
    når panikfølelsens intensitet gør jer begge to blinde og døve.
    Ligesom der skal to til for at lindre, forstå og hele
    såretheden, når "jalousi anfaldet" er overstået.

    Skuffelsen og såretheden, jalousien og misundelsen
    og den kulsorte skinsyge kan forståes som kontakt-forstyrrelser
    der sker, som en smertelig del af det gode, der forhåbentlig også sker,
    når og hvis vi mennesker tør elske og knytte os tæt til hinanden.

    Forudsætningen for at du reagerer så stærkt og vildt,
    når du føler jalousi, er jo at du har turde knytte dig
    og gøre din lykke afhængig af et andet menneske.
    Du har virkelig turde satse helhjertet og stærkt!
    Den viished og sandhed skal du holde fast i.

    Dette mod er det vigtigt at vedkende sig.
    De, der er ligeglade, føler selvklart ikke jalousi.
    Mange der siger at de ikke kender til at føle sig jaloux,
    viser sig ved et nøjere bekendskab, blot at være halvhjertet.
    I mange andre af livets situationer, er de også kun lunkne.
    Styrken afhænger af, hvor meget du vover og kan miste.
    Om dette så er realistisk og sandt - eller ej,
    ja det er så et andet spørgsmål, som
    kun fremtiden kan svare på..

    At føle sig konstant bange for at miste, ja måske gå i panik
    når der er en god grund til at frygte at dette tab reelt sker
    er vel meget normalt. Jeg ville da ikke selv komme sammen med en,
    der bare er ligeglad, hvis jeg bliver grebet i at begå utroskab,
    Ligesom jeg også selv vil forbeholde mig retten til
    at reagere panisk og vildt, hvis min tryghed trues.

    Det pudsige ved jalousi er
    at vi reagerer ens, hvad enten der er en konkret reel trussel
    eller at det svigt som vi frygter, blot skyldes vores stærke fantasi
    - og derfor overhovedet ikke er forankret i Virkelighedens verden.
    Behandlingsmæssigt set, er det meget vigtigt at kunne skelne
    imellem en regulær real trussel - og en mareridts fantasi.

    Tanken om helt "at helbrede" jalousi-anfald er absurd.
    Vil du f. eks. ikke blive lidt urolig, hvis du kyssede på en anden
    og din partner bare var helt ligeglad? Og omvendt ville det
    ikke undre dig, hvis du var ligeglad hvis din partner ... ?

    Vi har følt jalousi, og frygtet for tab siden tidernes morgen
    og det vil vi nok blive ved med. Den afgørende vurdering
    er derfor ikke jalousi anfaldets styrke og form, men
    om der er realitet i svigtet og en rival, der truer.
    Er det sandt at din partner svigter din tillid?
    - eller er det en fantasi, som du lider af?

    Det ene er lige så rædselsfuldt og panisk
    som det andet. Ja - og der er altså forskel på,
    hvordan du tackler en reel trussel fra en rival
    - og du tackler dine frygtsomme vilde tanker.

    Samt se lidt nøjere på hvordan du og din kæreste
    sammen tackler det svære, der reelt sker lige her og nu.
    Kan du sætte de rigtige ærlige ord på det der sker,
    så din partner kan forstå dig - og det der sker nu?
    Eller du bare farer blindt /vildt frem uden ord?

    + se på jeres forskellige behov for at føle tillid og
    opleve at det I har sammen, er noget helt specielt godt?
    Jalousi sætter også¨focus på, hvad der er vigtigt
    og derfor værdifuldt for dig her i livet.

    Og skelne dette fra sulten efter at få opmærksomhed?
    Jeres forskellige kontaktevner, dvs om du tør række ud
    og er i stand til at sætte de rigtige ord på det, der sker versus
    at du "bare giver op på forhånd overfor konkurrence"?
    og fornærmet ordløs trækker dig ind i sig selv

    Eller hvad nu
    hvis hun reelt set er møg misundelig på
    at han er så populær - og at ingen gider hende?
    Versus at hun konkurrerer med hans job og hobbier
    om at få mere af hans opmærksomhed og kærlighed?
    Eller lidt paranoisk tror at blot fordi han har lyst
    til andre, at så har hun det selvklart også?
    Du ved: en tyv tror, at alle andre stjæler.
    Eller ...

    Der er mange variationer og
    der kan være mange ok og ikke ok -stilarter
    Jeres måde at kommunikere disse dybe savn på
    er oftest et af nøgleordene.


    Og så er der selvfølgelig dem,
    der aldrig har prøvet at føle jalousi:


    "Gud nåde dig, hvis du så meget som vover
    at kaste et blik på andre. Eller bare tænker på
    at forlade mig." - Er det kærlighed
    eller egoistisk kontrolgalskab?





    Prøv at opleve smerten,
    ligesom en solforbrænding
    der jo også kan ske i 3 forskellige farligheds-grader:
    De forskellige grader af jalousi kan sammenlignes med
    en første, en anden og en tredje grads solforbrænding.
    Der er en meget stor forskel på, hvor stor smerten er
    og en tilsvarende forskel på, hvilken behandling
    der kan lindre og kan forebygge flere anfald

    - og i svære tilfælde er psykoterapi påkrævet.
    For selv om jalousi ikke er en syg tilstand, er smerten noget,
    man skal lytte til og tage vare om, for ellers kan den udvikle
    sig til det grønøjede uhyre, som Shakespear ´s Othello
    taler om: Skinsygen, som hurtigt bliver destruktiv
    eller en resignation og kold selvisolation, fordi
    - at man har mistet troen på kærligheden.
    + Eksisterer kærligheden?

    Det handler i mine øjne om at se og forstå,
    hvor intens og omfattende smerten er - og om
    at hitte frem til det budskab, der skjuler sig omme
    bag de mange råb, anklager og intense smerteudbrud,
    der kommer ud af den jalouxs smerteforvrænede mund.

    Kærlighed er jo også en dyb forståelse for hinanden
    og ud fra dette kendskab en aktiv omsorg for den man elsker
    og for sig selv, så jeg synes at det er ok at føle sådant
    - og ser følelsen som et signal om, at der er noget
    meget vigtigt på spil - for den, der føler sådant.

    Noget af det dummeste man kan gøre,
    når ens kæreste er urimelig jalousi, er at skælde ud
    eller på andre måder prøve at overhøre det, der savnes.
    Det som virker, er at lytte og være 100% ærlig i sine svar.
    Følelsen hænger sammen med det, som sker imellem jer
    og skyldes ikke en hjernefejl - eller "en indre svaghed".

    Det sker fordi at I simpelthen ikke forstår hinanden
    - fordi tilliden og trygheden lige nu er pisst borte.
    Og det kan der være mange grunde til.


    At få et jalousianfald
    er ikke et svaghedstegn

    (rent faktisk er det jo en meget stærk følelse!)
    eller noget skamfuldt, som man skal holde for sig selv
    og bare håbe på vil gå over af sig selv, som et feberanfald.

    Jalousi - og skinsyge er vigtige signaler fra dit hjerte om,
    at du mangler noget vigtigt i jeres forhold f. eks. tillid, ærlighed
    og at få en mere mærkbar intim kontakt med den, du er afhængig af.

    Kun de, der godt tør være i et passioneret forhold,
    hvor det ikke er ok blot at bide tænderne sammen og lide
    i tavs pinefuld indelukkethed, kender til denne lidenskabelige
    mere eller mindre voldsomme følelse. De, der er mere ligeglade
    og halvhjertet, kender den selvklart ikke.

    Måske lever I alt for adskilt til daglig - i hver sin verden?
    Samhørigheden, OS-2 følelsen og den nærende Jeg - Du kontakt,
    er oftest alt for svag og utryg. Ja måske endog blevet koblet helt ud,
    så at I nu - psykologisk set - derfor lever på hver sin ø.
    Og det fremmer jo ikke ligefrem forståelsen:

    ..
    >Klik på og se de 2 universer tydeligere>


    Vi kan jo alle ind imellem blive kastet tilbage
    i os selv, ind i vores eksistentielle alenehed og dér
    miste følelsen af tillid, kontakt og kærlighed. Sådan er det
    jo med følelser. De skifter hele tiden, ligesom vejret og er ikke
    altid lige så trygge, varme og stabile som et hus, et møbel,
    penge, computeren eller andre fysiske materielle ting.
    Måske er det derfor, at så mange i dag simpelthen
    ikke tør knytte sig tæt til andre mennesker ?

    Så først og fremmest synes jeg, at det er værd
    at rose sig selv for man overhovedet har turde elske
    et andet menneske - og turde knytte tillid til sine drømme.
    Jalousi og skinsyge er udtryk for, at du har dette livsmod
    og selvom dette nu måske synes meget langt væk,
    så er det der stadig - et eller andet sted!

    Når du virkelig for alvor accepterer
    det, der føles og sker, som jo reelt også er DIG,
    uden selvfordømmelse eller skam, så sker der en forvandling.
    Nemlig at du går fra at prøve at løbe væk fra noget ubehageligt
    til - at du går nøjere på opdagelse i det, som altså lige nu
    og her kalder på din opmærksomhed via denne smerte.

    Den gode nyhed er at accepterer du dig selv
    lige netop sådan, som du altså er og har det lige nu,
    (inclusiv at du tager en smertelig følelses budskab alvorligt)
    ja så kan det der sker, oftest vendes til noget positivt.
    Så er du ikke blind og døv mere, så er du blevet
    mere opmærksom på over- og undertonerne
    i dit forhold til en, du holder af."


    I en 1. grads forbrænding
    er det oftest blot et forsømtsheds-signal,
    der f.eks. håbefuldt siger: "Glem mig nu ikke!"
    Det tror jeg de fleste af os i parforhold kender til.

    Jalousi af første grad føles ligesom et stik i hjertet.
    Måske bemærker din mand, at en anden kvinde ser godt ud.
    Du tænker vredt og misundeligt så på, at hun får al den ros
    og opmærksomhed, du selv godt ville have - og savner.
    Det gør ondt, men du behøver ikke at flamme op, men
    kan f. eks. blot sige: "Og hvordan ser du så på mig?"
    imens du giver ham et kys og fastholder hans øjne.
    Kunsten at fange hans opmærksomhed kan gøres
    på såvel en positiv, som en negativ måde.

    Eller I er til en fest sammen,
    hvor du ikke kender et øje, men hvor din kvinde
    hele aftenen er begejstret over at møde sine gamle venner.
    Og derfor helt glemmer dig.

    Hun snakker, danser og morer sig. Er simpelthen festens midtpunkt,
    imens du sidder tilovers og glemt i en sofa og bliver mere og mere jaloux.
    Det gør ondt på samme måde, som når du har tagét lidt for meget sol
    den første sommerdag. Reagerer du ikke på dette stik i hjertet,
    kan det meget let vokse sig stort - og ende med et tåbeligt
    pinligt og flovt skænderi på vejen hjem fra festen.

    Aftens forløb - og afslutning, ville blive helt anderledes,
    hvis han havde rejst sig og stillet sig hen hos sin glade kone
    og spurgt om hun vil danse med ham - eller mere direkte
    om hun vil hjælpe ham med at komme lidt bedre ind
    i selskabet, fordi han kedede sig og tænkte på
    at tage hjem snart osv osv.. etc. etc.

    Det er altså blot et signal om at passe lidt på,
    så det ikke bliver værre. Sådan kan jalousi i første grad opfattes.
    Budskabet er »Glem mig ikke, jeg har brug for din opmærksomhed«.
    Og den gode nyhed er, at det er ganske enkelt
    at komme ud af den slags jalousi-anfald.

    For eksempel kan den, der kender alle ved en fest,
    sørge for at præsentere sin partner for nogle, denne vil kunne lide.
    Samt tydeligere vise de andre at man er et par. F. eks. give et knus ind imellem.
    Tage en dans sammen eller inddrage partneren i snakken med de andre.
    Mere skal der sjældent til for at vende jalousien til noget rart,
    og til at I igen kan få »OS-2-følelsen« frem - igen.


    2. grads forbrændingen,
    skyldes hyppigst en gammel historie.

    Når jalousien bliver af 2. grad, gør den betydelig mere ondt.
    Næsten ligesom hvis man er blevet skoldet med kogende vand.
    Smerten stikker dybere. Og man reagerer voldsommere.

    Hvis f. eks. din partner bare lige smiler
    til én, som du bare lige ved er hans eller hendes type,
    og du reagerer ved at skubbe synderen ud på kørebanen foran en bil.
    Eller drikker dig plakatfuld og begynder at flirte til højre og venstre.
    ja kører vilde scener op - så taler jeg om en 2. gradsforbrænding.

    Er det til en fest, tager du måske en tilfældig person med ind på et værelse,
    imens din partner er til stede. Så er det klart en overreaktion. Men ikke en sygdom.
    Vi kan sige, at du reagerer på mere end den konkrete situation. Og det
    gør du, fordi der ligger en eller anden historie bagved. Oftest et minde
    vedr. et tidligere kærestesvigt, som du stadigvæk har arvæv efter
    eller du bliver mindet om din partners tidligere utroskabaffærer.
    Smertelige minder vælder kort sagt frem.

    Måske var din kæreste virkelig sammen med en anden
    ved sidste julefrokost. Eller din tidligere partner har måske svigtet dig
    den ene gang efter den anden ved at have andre kærester udover dig
    Og de minder, og den smerte det dengang medførte, bliver du
    så nu mindet om ikke er væk. Enten ved at der realistisk set
    sker næsten det samme nu, som dengang - eller ved
    at du overvældes af blødende indre billeder.

    Kan du forestille dig at du har tisset på et elektrisk hegn
    engang for nogle somre siden - og fik et gevaldigt stød?
    Vil det da overraske dig, hvis du de næste gange
    du har lyst til at lette dig, ser dig rigtig godt for?
    Og overreagerer, hvis du ser et el-hegn?

    Det er derfor en yderst forståelig
    og meget smertelig historie fra dit voksenliv,
    der er brug for at få snakket igennem, igen. Måske rammer jalousien dig
    så voldsomt nu, fordi du er inde i en periode, hvor din selvværdsfølelse
    og livsglæde er helt i bund? Og så er det vigtigere at snakke om
    end om din kæreste nu også smilede til hende eller ham på TV.
    Overreagerer du, er det vigtigt at se om bagved det
    der konkret sker her og nu og forstå hvorfor
    at du reagerer på mere, end det som sker.
    Det er det jeg kalder at forstå budskabet.

    I gode parforhold vil de fleste kunne klare det alene.
    Men det er vigtigt af få hele historien frem i lyset. At få snakket om
    hvorfor du mon overreagerer så kraftigt. Ellers vil det gamle frygtmønster
    bare gentage sig igen og igen. Det er selvklart her af meget stor betydning,
    at partneren til den, der føler jalousien, viser forståelse og i det mindste
    gider lytte på bekymringerne og kan sige: “Ok, nu forstår jeg
    hvorfor at du føler sådan. Ok - og hvad kan jeg så gøre
    for at gøre dig tryg igen?” + "Jeg hader at du føler
    mistillid til mig - og derfor vil jeg gerne støtte
    og hjælpe dig med at kunne tro på mig.
    Hvad kan jeg gøre anderledes?"

    Sådanne brobygger-sætninger er meget vigtige
    se mere i: Om at hele skuffelser og sårede følelser


    3. Gradsforbrændingen
    Når jalousien går i selvsving og svider i tredie grad,
    vil jeg kalde det Skinsyge, ligesom Jytte Back Grønkjær
    gør i sin gode bog om "Jalousi, skinsyge og kærlighed", fra 1987"
    Hun indleder bogen med et velvalgt citat fra Shakespeares Othello:
    »Oh vogt Jer, Herre; fly Skinsygen, Dyret med de grønne Øjne,
    Som leger med sit bytte! «.

    For her er der virkelig
    tale om et rovdyr med grønne øjne.

    Hvis vi bliver lidt ved sammenligningen med forbrændinger,
    er det her måske så slemt, at huden er væk. Vi er helt inde ved benet.
    Og det er for de allerflestes vedkommende ikke noget, man kan klare alene
    eller sammen med sin partner. Her er der tale om et dybt kærlighedssår.
    Noget der går helt tilbage til barndommen, og er i ens selvopfattelse.

    Måske har du fået tudet ørerne fulde ala en gang hjernevask
    og har derfor igennem hele din barndom, lært at du ikke er værd at elske.
    "Du gør osse altid alting helt forkert, du dur ikke", sagde de.
    Og du føler dig derfor selvklart helt forkert idag.

    "Jeg er grim, dum, forkert og totalt usexet!"
    Når du oplever en situation med din partner, der gør dig skinsyg,
    bekræfter du dig selv i din tidligt indlærte opfattelse af dig selv som en,
    der ikke er værd at elske. I skinsygen er det, at vi ser de voldsomste reaktioner.
    For eksempel uhæmmet spionage af partnerens liv og gøremål. En evig søgen
    efter at blive bekræftet i, at kærlighed altid er lig med svigt. Den skinsyge
    gør alt muligt for at bevise, at den partner der påstår at kunne elske
    den skinsyge - i virkeligheden ikke gør det. Og kun pønser på
    at svigte, ydmyge og såre "mig, der elsker dig alt for meget."

    Ligesom ham, der hver gang konen var ude med veninderne
    raserede lejligheden. Når hun kommer hjem, er han ved at pakke kufferten,
    fordi han allerede har overbevist sig selv om, at hun har været ham utro.
    Ikke mærkeligt endte dette trip med, at hun gik fra ham med en anden
    - fordi at hun ikke kunne holde til disse vanvidsscener.

    Måske er hun også den eneste, han er rigtig tæt på.
    Han kræver hende fuldt og helt. Altid. Som et lille barn
    der tyranisk kræver sin mors konstante opmærksomhed. Men
    han kan godt glemme hende, når han selv er ude. Han tyraniserer hende
    med alle sine opslidende scener. Måske falder hun til patten
    og svigter sig selv og veninderne og ender med at blive
    lige så trist - og indelukket i sig selv, som han.
    Eller også bryder hun ud af dette fængsel.

    Nogle vælger at vride armen om på deres smertefyldte partner
    og tage ham/ hende med til terapi. Hvis det hun vil have er en mand
    og ikke et lille angst barn, er det en oplagt mulighed. Det er meget sjældent
    at han kommer frivilligt. Fordi han kan slet ikke se, at der er "noget i vejen
    med ham. Hun skal bare altid være der, så er der ingen problemer!"

    I mine mange år som psykolog har jeg kun oplevet ét par,
    der selv kunne håndtere skinsyge. De var psykologer begge to.
    Og det var et hårdt, hårdt slid, inden de med årene fik etableret
    den meget stærke OS-TO-Følelse, som de elsker at føle nu.

    Ved en fysisk tredie grads forbrænding
    kræves lægehjælp. Og en vildt galoppende skinsyge kræver psykologhjælp.
    Fordi det handler om, at den skinsyge skal lære at få en helt ny opfattelse
    af sig selv. Lære at være sammen med andre og opleve sig selv
    som værd at elske. Samt genfinde "det, der gør mig tryg, igen."

    Og det kan tage utrolig lang tid at ændre på,
    Hvis jeg ikke selv tror på og føler mig værd at elske,
    så er det næsten ufattelig svært for mig at mærke "dette nye",
    når jeg regulært og ægte bliver elsket. Jeg synes ikke selv
    at jeg er værd at elske - og derfor tror jeg ikke på dig,
    når du siger at du elsker mig.

    "Jeg kan ikke mere mærke mig selv som varm, tryg og kærlig,
    men jeg er her faldet tilbage i en gammel velkendt psykisk tilstand,
    hvor jeg ulideligt og smertelig igen føler mig "helt alene i verden",
    og ubærlig utryg, fortabt og alene) - og derfor fryser jeg.",
    - som en skinsyg fandt ud af var budskabet i anfaldet

    Den skinsyge vil oftest reagere med et voldsomt selvhad,
    når du spørger nøjere ind i Selvopfattelsen: »Jeg er grim. For gammel.
    kedelig. usexet. dum. ulækker. Min rival er smuk, intelligent, spændende,
    ungdommelig, sexet, klog og dejlig.« - Sådan vil den skinsyge tænke.
    Det lave Selvværd og selvfordømmelsens indre tyraniske stemmer
    overdøver den søde musik, der kommer til dig udefra - fra andre.
    Du farer derfor alt for let vild i smertelige gamle minder
    om svigt og kærlighedstab - og går måske helt i panik.
    (se et forslag til selvhjælp her)

    Han eller hun vil pine sig selv med at udspørge partneren
    om dennes liv helt ud i det absurde. Den skinsyge bliver mere
    og mere hadefuld og oplever mørket i sig selv. Og det kan tage lang tid
    at vende en så negativ selvopfattelse til et mere realistisk og positivt.

    Den skinsyge skal lære at gøre nogle nye ting selv og føle,
    at han/hun har værdi i sig selv og ikke kun igennem partneren.
    Kunne lide at kunne være sammen med andre mennesker
    og have det rart - også uden partneren. Lære at finde ud
    af, hvad der gør livet værd at leve - ud over kærlighed.
    "Hvordan bruger du iøvrigt din tid og dine evner?"
    kan være en god måde at opnå en bedring på.

    Det er også vigtigt, at den skinsyges partner
    holder fast i at kræve, at han/ hun opfører sig som en voksen
    og ikke som et lille fortabt, hjælpeløst og krævende barn. Det er
    en meget vigtigt pointe at se i øjnene, at man er to om problemet.

    Hos nogle par, der holder denne "pinlige sandhed om dig" privat,
    godt skjult for deres venner og veninder, kan den gensidige frygt
    og utryghed overfor hinanden, meget let føre der til at de en dag
    opdager, at den skinsyge nu er endt op med at blive en tyran,
    - der totalt har sat sig på den "forstående og resignerede" mage
    og bag deres pæne facade udadtil, er de endt i et helvede
    der selvsagt ikke er godt for deres samliv og humør.
    Der, hvor frygten for alvor flytter ind,
    flytter kærligheden meget let ud.

    Denne usunde afhængighed
    skabes af begge parter i en fælles destruktiv dødedans.
    "Der skal altid to til at danse en Tango", som de siger i Argentina.
    Man er mere sammen på grund af angsten for ensomhed og af magelighed,
    end fordi man er to selvstændige mennesker, der holder af og elsker hinanden.
    Når jeg har haft skinsyge i terapi, har jeg ofte stillet dem spørgsmålet:
    "Kan du egentlig lide din partner?" Og ofte fået dette lunkne svar:
    "Det ved jeg egentlig ikke. Nej, ikke siden vi var forelsket."
    "Hvor meget sjov har I sammen?" --- "øh, ingen."

    Den skinsyge har bare så meget brug for sin partners accept,
    at han/ hun simpelthen holder op med at eksistere, hvis partneren
    (dvs. substitut Moderen eller Faderen) pludselig ikke er der mere.
    Det kan være så slemt at den ene er reduceret til "at passe på min frygt"
    og gøre mig tryg", som var du stadig i Spædbarnsalderen
    imens den anden næsten ikke mere tør gå sig en tur,
    - ganske som en SpædbarnsMor og et spædbarn.

    I svære tilfælde er der desværre mere sandt at sige
    at "I vogter mere på hinanden, end i elsker hinanden."
    Det der skulle være et drivhus og en frodig have
    er endt med at blive et kedeligt goldt fængsel
    - for jer begge. Dvs en dødedans.

    Kort sagt:
    For at kunne elske på en ligeværdig måde,
    må den skinsyge først lære at holde lidt mere af sig selv.
    Og dette Selvværds-projekt kan partneren så aktivt støtte og nære.
    Eller sabotere af tilsvarende egoistiske årsager som den skinsyge,
    der måske blot udlevede en fælles angst for sig selv, og andre
    livet og kærligheden. Der er altid en forståelig historie bag,
    Ok, men desværre - forståelse er ikke nok.

    Der skal ændres på nogle basale mønstre,
    i hverdagen førend at parret igen finder melodien,
    som de oftest begge savner - og næsten har glemt.
    Det sværeste ved at tale om disse smertelige parhistorier
    er at nok er der mange fællesnævnere i historierne, men ud fra mine
    nu over 31 års praksis erfaringer har der været lige så mange variationer
    over dette gamle Tema, som der har været par. Ikke to historier
    er ens og derfor må der en mere individuel rådgivning, end disse
    ord på en skærm til for at forebygge og hele disse Tillids-svigt.
    Hvad enten de ubærlige utålelige svigt blot sker i ens fantasi
    eller reelt sker - der ude i den ydre objektive virkelighed.

    Læs mere om baggrunden for
    at nogle lettere end andre mister tilliden til kærlighed.
    + hvordan din barndoms erfaringer, præger dig nu.


    En rose gror ikke ved at du hiver i
    og prøver at tvinge den til at blomstre.

    Kærlighed er en aktiv omsorg og tillid for sig selv og andre. Den må næres
    og vandes hver dag. Man kan ikke tvinge et andet menneske til at elske en.
    Ikke uden grund har mange sammenlignet kærligheden med en rose.
    Rækker du ud efter en rose, risikerer du at stikke dig på nålene.
    Prøver du at fastholde den i en knyttet lukket hånd
    knuser du det, som gør rosen enestående smuk.
    En rose er smukkest i en åben hånd.

    Og forøvrigt er der jo heller ikke nogen andre planter,
    der gror ved at du hiver i dem. Vil du have din rose til at gro,
    ja så må du passe godt på den, give den sol og vand
    og ofte fortælle den, hvor smuk den er.
    Så åbn dig op, fremfor at låse dig
    selv inde i en knyttet næve.

    Her er et par gode websider
    om finde en større selvaccept i dybden:

    1. Åh var jeg dog blot en rosenbusk!

    2. www.debsfunpages.com/friend20.htm