Værsgo - lige til at udprinte:


    De 3 vigtigste dimensioner
    Ifølge den kendte "kærlighedsforsker" Robert Sternberg
    (+ se 2 + 3) består kærligheden i et parforhold
    især af disse tre essentielle eros komponenter:

    1) Intimitet og fortrolighed, som i et varmt og dybt venskab.
    2) Indbyrdes kropslig erotisk og seksuel tiltrækning samt
    3) at du føle dig positivt knyttet - og derfor Forpligtet.

    Mens den venskabelige og den erotiske komponent
    i den indbyrdes tiltrækning hos to partnere i et parforhold er velkendt,
    er det tredje punkt, "forpligtelsen" (engelsk: commitment), nok en mere uklar størrelse.
    Det drejer sig om den basale livsholdning, at man ønsker at fastholde sit parforhold,
    og at dette ønske kan bero på meget mere end blot den venskabelige
    og den erotiske tiltrækning. Og hvad mener du og andre så derom?

    Følelsen af forpligtelse i et parforhold kan for eksempel
    bero på, at man har børn, som man ikke ønsker at gøre til skilsmissebørn
    eller bero på moralske/ religiøse forskrifter, der fordømmer skilsmisser.
    Endelig kan den bero på frygt for ensomhed, økonomiske problemer
    samt rent praktiske forhold, hvis de to i parforholdet for eksempel
    er fælles om at drive en virksomhed eller andet, der binder.

    Uanset hvad forpligtelsen hos den enkelte i parforholdet bygger på,
    kan den naturligvis variere fra stærk til svag, helt uafhængig af styrken
    af de to andre komponenter, det stærke venskab og den seksuelle tiltrækning.

    Faktisk viser tidligere forskning, at styrken af forpligtelse
    i et parforhold tilsyneladende spiller en større rolle for parforholdets
    bestandighed og varighed, end styrken af den erotiske tiltrækning
    .

    Det er dog styrken af det intime venskab mellem de to partnere,
    der spiller den allerstørste rolle for parforholdets langtidsholdbarhed.
    Man kan måle styrken af de tre komponenter i Sternbergs kærlighedsteori,
    venskab, erotik og forpligtelse, ved hjælp af en spørgeskema-undesøgelse,
    der handler om, hvor meget de to partnere oplever hver af disse tre ting
    i deres eget forhold til partneren.

    Et af de spørgsmål, der optræder i den del af spørgeskemaet,
    der handler om "forpligtelse" er spørgsmålet, om hvorvidt man i dagliglivet
    — som følge af sit ønske at bevare parforholdet — undlader at kigge efter
    andre mulige partnere. De, der svarer ja til andre spørgsmål om forpligtelse
    (f.eks. "ønsker du, at dit parforhold skal vedvare trods eventuelle vanskeligheder"?)
    siger som regel, at de ikke går og kigger efter andre mulige partnere.

    Men kan man nu være sikker på, at folk er ærlige,
    når de siger, at de ikke kigger efter andre tiltrækkende personer,
    fordi de ønsker at opretholde deres nuværende parforhold? Det spørgsmål
    har tre amerikanske forskere fra et universitet i Florida nu underkastet en særlig test.

    De tre forskere undersøgte en gruppe unge ægtepar eller kærester
    som alle havde udtrykt en høj grad af forpligtelse til at bevare parforholdet.
    Desuden fandt forskerne frem til en ligeså stor gruppe jævnaldrende singler,
    der måtte formodes at være på udkig efter en eventuel partner.

    Disse to grupper blev nu testet for, hvor meget de — helt uvilkårligt
    holdt øje med tiltrækkende mennesker af det modsatte køn. Det foregik
    på følgende måde: Hver forsøgsperson sad foran en stor tv-skærm,
    som - uden at det kunne ses - var inddelt i fire lige store felter.

    Forsøgspersonens opgave var blot, så hurtigt som muligt,
    at trykke på én knap, når der kom en firkant til syne og på en anden knap,
    når der kom en cirkel til syne på skærmen. Herudover kom er undertiden
    et mandligt eller kvindeligt ansigt til syne på skærmen,
    men det skulle forsøgspersonerne "ikke tage sig af".

    Disse ansigter var på forhånd inddelt i særlig smukke ansigter,
    og almindelige (ikke så smukke) ansigter. Under forsøget var tv-skærmen
    det meste af tiden sort (uden billeder). En gang imellem kom der et X til syne
    lige midt på skærmen, og forsøgspersonerne var instruerede i at rette blikket
    mod dette X, mens det stod på skærmen i et sekund.

    Da det ene sekund var gået, kom der et ansigt til syne
    i et af de fire felter på skærmen (f.eks. i øverst venstre felt),
    også i et sekund, og lige derefter kom en af de to figurer til syne
    i enten samme felt eller et af de andre felter.

    Ideen med denne procedure var, at forsøgspersoner,
    der lod sig "fange" af det fremviste ansigt, ville reagere hurtigere
    på den efterfølgende figur, hvis den optrådte i samme felt,
    (fordi de i forvejen havde blikket rettet mod dette felt),

    men langsommere, hvis den optrådte i et af de andre felter,
    så forsøgspersonen måtte løsrive sig fra det fremviste ansigt
    og rette øjnene et andet sted hen.

    Ved at regne på forskellen mellem de to reaktionstider,
    kunne forskerne efter deres egen mening få et mål for, hvor meget
    den enkelte forsøgsperson havde ladet sig fange af hvert af de fremviste ansigter.
    En særlig kort reaktionstid når figuren kom samme sted som ansigtet,
    og en særlig langsom reaktionstid når figuren dukkede op
    et andet sted på skærmen, gav tilsammen udtryk for
    "den ufrivillige optagethed af det fremviste ansigt".

    Til støtte for denne antagelse
    viste det sig, at forsøgspersoner, der var singler,
    var blevet væsentlig mere "fanget" af det fremviste ansigt,
    når det var et smukt i stedet for et almindeligt ansigt. Men nok
    så interessant var det, at de forsøgspersoner, der var i et parforhold,
    som de følte sig forpligtet i, reagerede lige modsat!

    Disse forsøgspersoner lod sig meget mindre fange ind
    af de smukke end af de almindelige ansigter, formodentlig som udtryk for,
    at de ubevidst forsøgte at beskytte deres parforhold ved ikke at kigge
    efter tiltrækkende mennesker.

    Det ser altså ud til at være rigtigt, når mennesker,
    der føler sig forpligtet i deres parforhold, hævder at de ikke kigger
    efter tiltrækkende fremmede, og som det fremgå af dette eksperiment,
    gælder det ikke bare på det bevidste og vilkårlige plan, men også
    på det mere ubevidste og uvilkårlige plan!

    Thomas Nielsen
    Lektor på Psykologisk Institut, Århus
    Forskningsnyt for psykologer, nr.4 - August 2009.

    Kilde: Maner, J. K., Gaillio, M. T. & Miller, S. L. (2009).
    The implicit cognition of relationship maintenance: Inattention to attractive alternatives.
    Journal of Experimental Social Psychology, 45. 174-179.


    Se historien bag disse 3 dimensioner,
    via et klik her på billedet her:


    + Test dig selv - og din Partner her, på Sternbergs test
    + se flere tips og forskning om parforhold , klik her.

    + se home20.inet.tele.dk/erikjappe/kaer-an.htm
    + webhome.idirect.com/~kehamilt/ipsylove.html

    + se også nedenstående undersøgelse.
    og www.psykoweb.dk/parforhold/jalousi2.htm

    pøj pøj fra
    Ebbe & Else Marie
    www.psykoweb.dk



    Kønsforskelle i jalousi (1992, 1(3))
    To psykologer fra universitetet i Michigan har for nylig
    fundet en klar kønsforskel i jalousi. Mænd bliver mere jaloux
    end kvinder ved sexuel utroskab, mens kvinder bliver mere jaloux
    end mænd ved følelsesmæssig utroskab - altså når partneren viser følelser
    for en anden, selv om der ikke er sex med i spillet.

    I den første af to undersøgelser lod forskerne
    en gruppe på 30 kvinder og 30 mænd fordybe sig i to situationer,
    de skulle forestille sig så levende som muligt.

    I den første situation skulle de forestille sig, at de greb deres partner
    i et regulært sexuelt samkvem med en fremmed. Umiddelbart efter
    at have forestillet sig denne situation skulle de på et spørgeskema oplyse,
    hvor meget de følte sig jaloux, og hvor stærke symptomer på jalousi
    de oplevede hos sig selv. Denne del af undersøgelsen viste en klart
    stærkere jalousi-oplevelse hos mændene.

    I den næste situation skulle alle forsøgspersonerne
    ligeledes så livagtigt som muligt forestille sig, at de efter en periode
    med tiltagende mistanke pludselig en dag blev helt klar over, at deres partner
    var dybt forelsket i en tredie person. Igen skulle forsøgspersonerne svare
    på visse spørgs-mål vedr. jalousi - og denne gang viste det sig,
    at det var kvinderne, der var langt mere jaloux end mændene.

    For nu at sikre sig, at disse besvarelser ikke blot beroede på fordomme
    om, hvad "man" som mand og kvinde burde blive jaloux over, gentog forskerne
    nøjagtig det samme forsøg, men denne gang skulle forsøgspersonerne ikke udfylde
    spørgeskemaer efter de to indbildte situationer. Derimod havde de alle fået påført
    nogle elektroder, der kunne måle deres fysiologiske stress-reaktion
    ved de to indbildte oplevelser.

    Og her viste det sig igen, at mændene
    reagerede med tydeligt mere fysiologisk stress ved forestillingen
    om at gribe deres kvindelige partner i sexuel utroskab, mens kvinderne
    tilsvarende viste den stærkeste stressreaktion ved forestillingen om,
    at deres mænd var blevet forelsket i en anden.

    Af Thomas Nielsen, Lektor,
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.

    fra “Forskningsnyt fra psykologien”,
    se www.psy.au.dk/forskningsnyt

    (Kilde: R.L. Larsen & D. Buss (1991).
    Sex Differences in Jealousy. Psychophysiology, vol. 28).


 
Til mange flere websider

om Depressioner

Om Parforhold


Tilbage til Index