Lad mig starte med en grum joke
www.nastyhobbit.org/ why-did-you-get-a-divorce
- der - som undskyldning - ikke holder vand, se
Nedenstående fakta fra forskningen
som jeg (Ebbe) har indscannet fra Forskningsnyt fra Psykologien/ for at give dig et hurtigt overblik over et udpluk af de undersøgelser,
det er værd at lægge mærke til, når ovenstående spørgsmål stilles.
Som du hurtigt vil opdage er der ikke 100% enighed om svaret,
men tendensen synes at pege samme vej. For de fleste børn
er en skilsmisse ikke mere den store Bøhmand, mange tror OG for andre børn er det sørme en bombe og katastrofe.
Især synes det at gå ud over drengene, og de sårbare. Læs baggrunden for dette udbrud herunder:
Børn og skilsmisser Den stigende hyppighed af skilsmisser i størstedelen af den vestlige verden
(og formodentlig også i størstedelen af den østlige) har gjort mange socialforskere
interesseret i at undersøge, hvad det mon betyder for børns trivsel og udvikling,
når deres forældre skilles. Hvilke korttids - og langtidseffekter har det?
Engelske forskere har fulgt 17.000 børn fra fødslen frem til 23 års-alderen. Det var stort set alle de børn, der blev født i England i en bestemt uge i 1958.
Børnene og deres forældre blev dels undersøgt lige efter fødslen og derefter i 7, 11, 16
og 23 års-alderen. Ved disse senere undersøgelser blev både forældrene, børnene selv
og deres skolelærere interviewet om børnenes trivsel og tilstand.
Ud af dette kæmpemæssige datamateriale har to amerikanske og en engelsk forsker uddraget de børn, hvis forældre blev skilt inden 16 års-alderen, og disse børn blev sammenlignet med en gruppe tilsvarende børn
(samme alder, køn og sociale nivau) fra familier uden skilsmisse.
Ved 23 års-alderen benyttede man et bestemt mål for dårlig psykologisk trivsel,
således at man kunne adskille de unge i hver af grupperne (med og uden skilsmisse)
i to grupper: A. Unge der havde det ganske godt, og B. unge der havde det dårligt.
Opdelingen blev foretaget ud fra en liste over symptomer på dårlig trivsel,
f.eks. angst, depression, kriminalitet, stofmisbrug mm.
De, der scorede over en på forhånd fastlagt grænse,
blev anset for at have dårlig psykisk trivsel. I gruppen, der ikke havde
været ude for skilsmisse hos forældrene, var det 8%, der blev karakteriseret
som havende dårlig psykisk trivsel. I gruppen, der havde været ude for skilsmisse
hos forældrene inden 16 års-alderen, var det 11%.
Forskerne mener, at disse tal vidner om
en forholdsvis beskeden langtidseffekt af skilsmisser;
en mere beskeden effekt end man havde ventet ud fra tidligere undersøgelser
om den kortvarige effekt af skilsmisse hos børn. Men på den anden side påpeger forskerne
også, at det drejer sig om en stigning på ca. 40% i antallet af unge, der vantrives,
og i absolutte tal drejer det sig i hver generation om titusindevis af unge mennesker, der således har fået et forringet liv og en forringet trivsel i deres senere tilværelse alene på grund af forældrenes skilsmisse.
Det særligt interessante ved denne undersøgelse er imidlertid, at forskerne kunne påvise, at det faktisk ikke var skilsmissen som sådan, der havde en negativ effekt på børnene og en del af de unge.
Det viste sig nemlig,
at der kun var negative eftervirkninger hos børnene,
og de unge, når skilsmissen førte til :
A) Følelsesmæssige problemer
på grund af konflikter imellem - eller
ved en langvarig adskillelse fra en af forældrene.
B) Nedgang i skolepræstationerne som følge af at børnene
hurtigere giver op og viser ligegyldighed overfor skolearbejdet.
C) Et væsentligt fald i den økonomiske levefod.
hvilket selvklart også havde en negativ effekt
For de børn, hvor forældrenes skilsmisse hverken førte til skænderier, ufred eller afsavn, forringet interesse for skolearbejdet,
økonomiske afsavn, var der ingen negativ eftervirkning af skilsmissen at spore, når disse børn blev undersøgt igen i 23 års-alderen.
Kilde: det store Bristish National Child Development Study, hvor en af rapporterne af bl.a. Cherlin hedder: "The Long-Term
Effects of Parental Divorce on the Mental Health of Young Adults:" Set i Child Development 66 (6): 1614-1634 i december 1995.
-----------------------------------------------------
Og
så er det da vist på tide med en Joke,
som desværre nok er alt er for ærlig
- for nogle skilsmisse forældres syn.
----------------------------
Og her en uddybning af ovenstående:
Skilsmissebørn får ofte besvær med
at få en højere uddannelse. De giver hurtigere op.
Børn fra brudte familier har en større risiko for at ende i den restgruppe,
der ikke får anden uddannelse end folkeskolen. Det gælder også
for skilsmissebørn, hvis forældrene er akademikere.
Af Kirsten Nilsson
Hvilken konsekvens har det for læseevnen,
at der nu kun er én til at læse godnathistorie og til at hjælpe med lektielæsningen?
40 procent af alle børn i Danmark oplever på et tidspunkt, at familien
går i stykker. Og det koster - i hvert fald også uddannelsesmæssigt.
Det viser ugebrevet A4 i en ny analyse AE-rådet har lavet.
Dette gælder også for børn af akademikere!
Blandt børn, der vokser op med begge forældre har 13, 8 procent
ikke fået anden uddannelse end folkeskolen, når de bliver 25 år. Imens tallet
for børn, hvis forældre er gået fra hinanden, er helt oppe på 30,6 procent.
Og det er ikke forældrenes uddannelsesniveau, som gør udslaget,
Billedet gælder også for børn af akademikere. I parfamilier med akademikerbaggrund
er det kun 4,2 procent af de 25-årige, som ikke har fået en uddannelse,
imens det er næsten dobbelt så mange = 7,8 procent
i tilsvarende familier med skilsmisser, skriver A4.
Forklaringen kendes ikke
Analysen taler sit eget klare sprog, men den afdækker ikke årsagerne.
Flere eksperter vil imidlertid gerne komme med bud på, hvad forklaringerne kan være.
Lars Dencik, som er psykologi professor ved Roskilde Universitetscenter,
mener at skilsmissen kan påvirke børnenes livslyst og selvtillid.
»At mangle selvtillid kan være helt fatalt i det moderne samfund,
der i den grad er bygget op om den enkeltes evne til at træffe selvstændige beslutninger
om alt fra valg af kæreste, hvad man vil i fritiden, og hvilken uddannelse
man går i gang med«, siger Lars Dencik til ugebrevet A4.
En langvarig, fjendtlig, afmægtig
og uforløst skilsmisse er oftest Hovedproblemet
En anden forklaring kommer fra John Halse, der i mange år var formand
for foreningen Børns Vilkår. Han mener ikke, at det er skilsmissen alene,
der er forklaringen, men mere hvordan forældrene tackler skilsmissen.
»Problemet er ikke skilsmisser
i sig selv, men dårlige skilsmisser.
Skilsmisser er trods alt en belastning, som de fleste børn kan tackle.
Men jo dårligere forældrene er til at håndtere det, desto sværere er det
især for børnene - også senere hen i livet«, siger John Halse til A4.
Forældrene løser ikke konflikterne, de slåes blot om at få ret
og hvis kampene fortsætter i årevis bliver børnene meget let
udsat for loyalitetskonflikter og brugt i forældrenes
uafsluttede, uforløste og ofte barnelige kampe
for "at vinde over den anden - og få hævn."
Og det fjendskab taber alle blot ved.
Og så kan bruddet påvirke børneopdragelsen
i en dårlig retning, således at ungerne "gør lige som de selv vil.".
Dette skyldes at forældrene bliver mere tilbageholdende med at tage de konflikter
med barnet, som er en nødvendig og vigtig del af opdragelsen
til at opføre sig ok - og det at kræve at barnet gør noget
ud af uddannelsen, tør ingen af disse hadske
og frygtsomme voksne at tage vare om.
»Tit bliver det lettere for barnet at køre på frihjul.
Forældrene kommer let ind i en rolle som legeonkler,
der ikke vil tage konflikter op med barnet. Dette håber de
hver især at den anden vil tage ansvar for - så de ikke bliver
skældt ud af deres uansvarlige børn. Osv Resultatet bliver let
at børnene spiller den ene forældre ud imod den anden
og selv kører på frihjul - uden at få bøvl dermed.
.
Far ser ikke barnet så tit og vil ikke ødelægge den gode stemning
ved at kritisere, rette på og skælde ud. Hvis de unge fjumrer rundt efter 9. klasse
uden at komme videre, er der heller ikke den samme forældreenergi
til at holde dem på sporet - frem til en færdig eksamen«,
siger John Halse . Set i www.politiken.dk
Mandag 21. mar 2005
---------------------
Skilsmissebørn i Skandinavien
Tidligere, især amerikanske, undersøgelser har tegnet et temmelig dystert billede
af skilsmissebørn: Skilsmissebørn har flere psykiske problemer end andre børn,
skilsmissebørn har en øget risiko for at blive psykiatriske patienter,
skilsmissebørn klarer sig dårligere i skolen, o.lign.
Nu viser en svensk doktordisputats fra 1993 skrevet af Marie Wadsby,
at det næppe ser så galt ud for skandinaviske børn. Marie Wadsbys afhandling
baserer sig på undersøgelsen af 110 familier med 183 børn under 18 år,
der i året mellem 1987 og 1988 ansøgte om skilsmisse ved retten i Linköping.
Som kontrolgruppe udvalgtes tilfældigt en gruppe på 300 børn fra intakte familier.
Forældrenes sociale og økonomiske baggrund modsvarede
fordelingen i befolkningen som helhed.
Børn og forældre blev interviewet i forbindelse med forældrenes skilsmisse
og to år senere med det formål at afdække eventuelle adfærdsmæssige forstyrrelser
og symptomer på psykiske problemer hos børnene.
Det blev endvidere undersøgt, om en række specifikke faktorer
som f.eks. alkoholmisbrug og psykiske problemer hos forældrene spillede en rolle
i forbindelse med adfærdsmæssige og psykiske forstyrrelser hos børnene.
Børnenes selvbillede blev kortlagt og deres skolepræstationer vurderet
ed en afsluttende karakter fra grundskolen samt ved spørgeskemaer til lærerne.
Interviews med børnene skulle desuden kaste lys over børnenes reaktion på
og erfaring med skilsmissen. Årsagen til skilsmissen blev undersøgt sammen med
forskellighederne i fædrenes og mødrenes oplevelse af de forandringer,
der var en konsekvens af skilsmissen.
Forekomsten af adfærdsmæssige forstyrrelser
og symptomer på psykiske problemer hos børn fra skilte familier
var som helhed den samme som hos børn fra intakte familier.
Både på selve skilsmissetidspunktet og to år senere.
Dog så drenge, der på skilsmissetidspunktet var yngre end 5 år,
ud til at udgøre en særlig sårbar gruppe. To år efter skilsmissen
havde denne gruppe af drenge det psykisk dårligere end andre skilsmissebørn.
Børn i alderen 7-12 år var den gruppe af børn,
der umiddelbart reagerede stærkest på skilsmissen.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien.(1995, 4(3))
Pigers psykiske problemer ved en skilsmisse
Det er ikke kun drengene, der lider under fraværet af en far,
når forældrene er gået fra hinanden. En norsk undersøgelse viser,
at mange piger senere får problemer med angst og depressioner.
som kan henføres til dette tab af tillid til sig selv og til mænd."
Skilsmissepigerne har et lavere selvværd og flere probler i skolen.
Og 40 procent af dem har tendens til at udvikle angst og depression
op imod kun 20 procent af andre piger, siger Ingunn Størkensen
fra Senter for Åtferdsforskning på universitetet i Stavanger.
Dette bakkes op af den danske psykolog, Ida Koch, der har
forsket i teenageres udvikling i forskellig familietyper: Nogle sårede piger kan
senere hen få meget svært ved at knytte sig til mænd. De føler sig meget usikre
overfor at tro på de mænd, de elsker og vælger derfor at bakke ud af forhold,
inden det rigtigt er begyndt, for at undgå oplevelsen af igen at blive forladt.
Freja Bech-Jessen, Kristeligt Dagblad, mandag, 29. maj 2006
De skilsmissebørn, der især er udsatte for at få psykiske problemer, er børn fra familier med alkoholmisbrug og familier hvor en eller begge forældre
havde psykiske problemer. Eller børn fra familier, der havde været igennem
en følelsesmæssigt meget opslidende skilsmisse. En sådan følelsesmæssigt
meget opslidende skilsmisse viste sig at være afgørende til forudsigelse
af især yngre drenges psykiske velbefindende på skilsmissetidspunktet.
Skilsmissebørns selvbillede var hverken ringere eller bedre end det selvbillede,
børn fra intakte familier havde. Heller ikke mht. akademiske præstationer
var der forskel på de to grupper af børn.
Børnene gjorde sig generelt langt flere tanker om skilsmissen,
end forældrene var klar over, og accepterede skilsmissen langt mindre,
end forældrene troede. Resultaterne af undersøgelsen indikerede en stor mangel
på information og kommunikation om skilsmissen mellem børn og forældre.
Undersøgelsens hovedkonklusion
er, at det psykiske velbefindende hos skilsmissebørn på skilsmissetidspunktet
og to år senere, ikke afviger fra det psykiske velbefindende hos børn fra intakte familier.
Specifikke faktorer, som påvirker forholdene før, under og efter skilsmissen,
spiller en rolle for barnets psykiske velbefindende i højere grad
end selve bruddet.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien.
Kilde: Marie Wadsby (1993). Children of divorce and their parents.
Linköping University Medical Dissertations no. 405.
---------------------------------------------
Konsekvenserne på kort sigt:
Tre andre forskere fra Universitetet i Arizona, USA,
har udført en mere almindelige korttidsundersøgelser over skilsmisser,
idet de fulgte 258 børn i blot seks måneder efter forældrenes skilsmisse.
Men det der gør denne undersøgelse særligt interessant er, at de tre forskere
ikke så på børnene som passive ofre for forældrenes skilsmisse. De tre forskere
tog nemlig højde for, hvorledes børnene selv reagerede på skilsmissen,
og hvilken betydning denne reaktionsform havde
for den senere psykiske trivsel.
Ud fra en grundig interview- og spørgeskemaundersøgelse
fandt forskerne frem til, at børnene som regel reagerede på skilsmissen
på én af disse fire forskellige måder ( såkaldte coping-former):
1. Aktiv handling.
Det vil sige, at børnene selv tog del i forældrenes diskussioner
og selv forsøgte at holde kontakten med begge forældre.
2. Undgåelse.
Børn, der benyttede denne reaktionsform, forsøgte så vidt muligt
at undgå at have med forældrenes problemer at gøre. De undgik altså
at tale om og deltage i forældrenes skilsmisseproblemer.
3. Afledning.
De børn, der benyttede afledning som coping-metode, holdt sig også
til en vis grad udenfor forældrenes skilsmisseproblemer, men i modsætning til
den foregående gruppe, der bare lukkede sig inde, var denne gruppe præget
af en høj aktivitet på andre områder udenfor hjemmet, f.eks. sport og hobby,
som for disse børn blev en kærkommen afledning fra hjemmets skilsmisseproblemer.
4. Menneskelig støtte.
Denne reaktionsform er karakteriseret ved, at skilsmissebørnene
især søgte at redde sig ud af den belastende skilsmissesituation
ved at søge særlig kontakt med og hjælp fra nærtstående personer.
Det kunne enten være den ene af forældrene eller andre familiemedlemmer,
eller det kunne være naboer, skolelærere eller andre voksne,
som børnene havde tillid til og god kontakt med.
Hvilken betydning havde det så, at børnene valgte den ene
eller den anden af disse fire reaktionsformer? Det spørgsmål blev undersøgt
ved at sammenholde børnenes reaktionsmåde umiddelbart efter skilsmissen
med tre psykologiske målinger seks måneder senere, nemlig: 1) angst og nervøsitet,
2) depression og indesluttethed og 3) adfærdsproblemer
som at skulke, lyve, slå andre børn osv.
Resultaterne viste, at den gruppe, der var mest præget
af aktiv handling havde mindre depression og lidt mindre angst,
men hverken flere eller færre adfærdsproblemer
end de andre børn seks måneder senere.
Den gruppe, der reagerede med undgåelse,
havde såvel mere depression og lidt mere angst,
men adskilte sig ikke fra de andre grupper med hensyn til adfærdsproblemer.
Gruppen, der benyttede sig af afledning, havde mindre angst og depression
og færre adfærdsproblemer ved efterundersøgelsen seks måneder senere.
Dvs. det er ikke tilrådeligt at "nægte at tale om sine følelser og tanker",
men ok, ja faktisk godt at rase ud på et computerspil eller i musik
uden at benægte "at jeg f. eks. er ulykkelig, vred - og bange."
Nogle sætter et skjold op og isolerer sig med sin smerte
imens andre raser det ud på mere forløsende måder.
Hidtil er resultaterne nogenlunde, som forskerne havde ventet,
men den sidste gruppe overraskede forskerne. Gruppen, der valgte menneskelig støtte
som reaktionsform ved forældrenes skilsmisse, havde som ventet lidt mindre angst,
men helt uventet havde de også mere depression, end de andre børn.
Derudover havde de ikke - som forventet - færre, men snarere
lidt flere adfærdsproblemer end de øvrige børn.
Forskerne havde på forhånd regnet med,
at undgåelse var den mest uheldige reaktionsform, børnene kunne vælge.
Dette holdt stik, selvom reaktionsformen ikke havde helt så uheldige virkninger,
som forskerne havde forudset. Til gengæld regnede forskerne med at aktiv handlen
og menneskelig støtte ville være de bedste reaktionsformer. Men rent faktisk
viste undersøgelsen, at de børn, som benyttede reaktionsformen afledning
ved f. eks. at holde sig travlt beskæftiget med aktiviteter udenfor hjemmet,
var de, der klarede sig allerbedst.
I hvert fald, når man så på den psykologiske trivselstilstand
blot seks måneder efter skilsmissen. Om dette resultat nu også
holder stik nogle år efter eller på længere sigt blev ikke undersøgt
- så svaret på det spørgsmål må afvente en langtidsundersøgelse.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien.(1996, 5(4))
Kilder: Chase-Lansdale, P. L., Cherlin, A. L. & Kiernan, K. E. (1995):
The Long-Term Effects of Parental Divorce on the Mental Health of Young Adults:
A Developmental Perspective. Child Development, 66, 1614-1634.
Sandler, I. N., Tein, J.-Y. & West, S. G. (1994):
Coping, Stress, and the Psychological Symptoms of Children of Divorce:
A Cross-Sectional and Longitudinal Study. Child Development, 65, 1744-1763.
Voksne skilsmissebørn
Adskillige tidligere undersøgelser har vist, at børn godt kan lide
ganske længe under forældrenes skilsmisse, og at de kan udvikle
forskellige psykologiske problemer i kølvandet på skilsmissen. Ligesom
der også er undersøgelser, der tyder på, at disse negative virkninge
på børnene efter forældrenes skilsmisse ofte går over efter nogle år.
Nu viser to nye, amerikanske undersøgelser imidlertid,
at de psykologiske virkninger på børnene af forældrenes skilsmisse
ikke altid er så kortvarig - faktisk viser begge undersøgelser på hver sin måde,
at de, der oplever en skilsmisse hos forældrene i barndommen,
godt kan være mærkede både på sjæl og kro
langt ind i voksenalderen.
I England har Bryan Rodgers sammen med to medarbejdere
undersøgt et repræsentativt udvalg af en hel fødselsårgang, dels da
de pågældende var 23 år, og igen 10 år senere da de pågældende var 33 år.
Undersøgelsen omfattede over 10.000 personer, der bl.a. blev spurgt,
om deres forældre var blevet skilt, og hvor gamle de selv var
ved forældrenes eventuelle skilsmisse.
Desuden blev alle de unge voksne bedt om at udfylde et omfattende spørgeskema,
der formodes at give et godt, samlet mål for voksne menneskers psykiske trivsel
og veltilpashed i tilværelsen som helhed.
For både mændenes og kvindernes vedkommende
var der en klart lavere gennemsnitlig psykologisk trivsel i tilværelsen,
hvis forældrene var blevet skilt i barndommen ( i 0-16-årsalderen).
Hvis forældrene var blevet skilt, efter de pågældende var 16 år,
var der også en lidt lavere trivsel sammenlignet med de, hvis forældr
ikke var blevet skilt, men her var forskellen ikke nær så stor,
så det er altså klart værre, når forældrenes skilsmisse
finder sted tidligt i barndommen end senere hen.
Der blev også set på det psykologiske velbefindede hos dem,
der i 0-16-årsalderen havde mistet den ene af forældrene som følge af et dødsfald.
Det viste sig, at denne form for forældretab - pga. dødsfald - ikke gav nær så
megen senvirkning i form af nedsat psykisk trivsel hos de voksne som hos de,
der havde oplevet en skilsmisse.
For kvindernes vedkommende var der stort set ingen nedsat trivsel
som følge af forældredødsfald i barndommen; for mændenes vedkommende
var der en tendens til lidt mindre trivsel hos dem, der havde mistet en af forældrene
som følge af et dødsfald, men denne nedgang i trivselen var ikke engang lige så stor
som hos de mænd, der havde oplevet en skilsmisse hos forældrene,
efter de var fyldt 16 år.
Alt i alt viser denne engelske undersøgelse altså, at en skilsmisse tilsyneladende går noget mere
ud over den senere psykiske trivsel i voksenalderen end dødsfald hos en af forældrene
- især hvis skilsmissen finder sted, inden barnet er 16 år.
I USA har et forskerhold ledet af Joan Tucker og Howard Friedman
studeret sammenhænge mellem skilsmisse i barndommen og overlevelsestid
hos 1.200 personer, der var blevet fulgt, lige fra de var 10 år i 1920,
til de var 85 (eller døde) i 1995.
De personer, hvis forældre var blevet skilt, mens de var under 15 år,
havde senere i livet en større hyppighed af dødsfald som følge af
f.eks. hjertesygdom, kræft eller ulykker.
Denne sammenhæng var lige tydelig for mændenes og kvindernes vedkommende,
men der var dog en interessant kønsforskel i forbindelsen mellem skilsmisse og sygdom.
For mændenes vedkommende var der tale om en forbindelse, der gik ud på,
at forældrenes skilsmisse i barndommen gav højere risiko for
1) at de fik sig en mindre uddannelse, end de var i stand til
2) at de senere selv sandsynligvis blev skilt som voksne.
Og det var netop i den gruppe af mænd,
der både havde oplevet en skilsmisse, og som selv var blevet skilt,
og som kun havde fået en ringe uddannelse, at man fandt
langt den højeste forekomst af tidlige dødsfald.
For kvindernes vedkommende var der også en forbindelse
imellem skilsmisse hos forældrene i barndommen og større risiko
for egen skilsmisse i voksenalderen, men der var ikke nogen sammenhæng
mellem skilsmisse og ringe uddannelse. Til gengæld var der forbindelse mellem skilsmisse
og senere øget tilbøjelighed til cigaretrygning, og således var det især hos de kvinder,
der både havde oplevet i barndommen, og som selv var blevet skilt som voksne,
og som røg meget, der havde en uforholdsmæssig høj hyppighed af tidlige dødsfald.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien.(1998, 7(2))
Kilde: Rodgers, B., Power, C. & Hope, S. (1997):
Parental Divorce and Adult Psychological Distress:
Evidence from a National Birth Cohort: A Research Note.
Journal of Child Psychiatry, 38(7), 867-872.
Tucker, J. S., Friedman, H. S., Schwartz,
J. E., Criqui, M. H., Tomlinson-Keasey, C., Wingard, D. L. & Martin, L. R.
(1997): Parental Divorce: Effects on Individual Behavior and Longevity.
Journal of Personality and Social Psychology, 73(2), 381-391.
- og små skilsmissebørn
Som nævnt i den foregående artikel er der lavet adskillige undersøgelser
over de psykologiske virkninger på små børn af forældrenes skilsmisse.
Men få af disse tidligere undersøgelser er så stor, omfattende og grundig
som en ny canadisk undersøgelse, der er udført af en forskergruppe
ledet af Linda Pagani fra Universitetet i Montreal.
Det særligt interessante ved denne nye canadiske undersøgelse er,
at den omfatter børn, der blev fulgt lige fra 2-årsalderen og derefter
undersøgt hvert andet år indtil 12-årsalderen. For de børn, hvis forældre
blev skilt i perioden mellem 2- og 12-årsalderen, har man altså målt for børnenes
psykiske egenskaber og tilstande både før og efter skilsmissen.
Undersøgelsen viste følgende:
1) De børn, hvis forældre blev skilt i 2- til 6-årsalderen,
udviste flere negative psykologiske eftervirkninger end de børn,
hvis forældre blev skilt i 6 - til 12-årsalderen.
2) Virkningen af skilsmisserne viste sig især ved symptomer som angst,
nervøsitet, nedtrykthed, urolig og forstyrrende adfærd, øget aggressivitet
og ulydig og opsætsig adfærd. Kun for de sidstnævnte to symptomers vedkommende
var der en kønsforskel: Skilsmissedrengene viste en større stigning i aggressivitet
og ulydighed end skilsmissepigerne.
3) Den højere forekomst af specielt aggressiv adfærd
hos skilsmissebørnene aftog ret hurtigt - i løbet af få år - efter skilsmissen,
mens de øvrige problemer, især tendensen til nervøsitet og nedtrykthed
samt til forstyrrende adfærd vedblev i noget længere tid.
4) Det hjalp ikke meget, hvis den af forældrene, som barnet boede hos
(som regel moderen) giftede sig igen. Kun det symptom, der kaldes forstyrrende adfærd,
blev mindre, hvis moderen giftede sig igen; tendensen til ængstelighed
eller nedtrykthed aftog ikke hurtigere hos disse børn end hos de,
hvis mor forblev enlig i undersøgelsesperioden.
5) Der blev ikke fundet
nogen tendens til stigende hyppighed af psykiske symptomer
eller problemer i årene inden skilsmissen.
Dette sidste fund er interessant, fordi det tidligere er blevet foreslået,
at de psykiske virkninger af en skilsmisse i virkeligheden kunne bero på
det dårlige klima i hjemmet inden skilsmissen, altså forældrenes ufred
snarere end på tabet af den ene af forældrene efter skilsmissen.
Den nye canadiske undersøgelse giver ikke nogen støtte
til denne hypotese, men tyder altså overvejende på, at det er skilsmissen
som sådan, der giver de mange negative virkninger på børnene.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
(Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien, 1998, 7(2))
Kilde: Pagani, L., Boulerice, B., Tremblay, R. E. & Vitaro, F. (1997):
Behavioural Development in Children of Divorce and Remarriage.
Journal of Child Psychology, 38(7), 769-781.
-----------------------------------------
Hvordan går det
med børnene, når moderen gifter sig igen?
Der er udført adskillige undersøgelser over de psykiske virkninger hos børn
efter deres forældres skilsmisse, men man ved ikke ret meget om, hvordan det går
børnene, når den af deres forældre, som de bor hos - det er jo som regel moderen
- gifter sig igen.
For at undersøge det nærmere har fire amerikanske psykologer fra Texas
kontaktet 57 familier, hvor moderen havde medbragt børn fra et tidligere ægteskab.
De 57 familier blev interviewet ca. fire måneder efter det nye ægteskabs indgåelse,
og to gange senere efter hhv. et og to år efter starten på det nye ægteskab.
Denne interviewundersøgelse handlede især om,
hvordan det gik med de medbragte børn, som alle var i 5-13 års alderen.
For at kunne sammenligne disse børn med børn fra almindelige familier
blev de pågældende børn sammenlignet med jævnaldrende børn
i 60 familier, hvor forældrene ikke havde været skilt.
Det viste sig, at de medbragte børn i gennemsnit
havde lidt flere psykiske og adfærdsmæssige problemer
end børnene i de andre familier, men det var ikke nogen særlig stor forskel.
Til gengæld fandt forskerne nogle slående og nok så interessante forskelle
på forskellige grupper af medbragte børn. Der var især to forhold,
der så ud til at spille en væsentlig rolle for, hvordan det gik
med de medbragte børn.
For det første viste det sig, at de børn, der inden det nye ægteskab
havde levet sammen med en enlig mor i ret lang tid, havde meget sværere
ved at vænne sig til det nye ægteskab end børn, hvis mødre havde giftet sig
igen ret hurtigt efter det første ægteskabs forlis.
For det andet viste det sig, at de børn,
der mere gradvis vænnede sig til den nye stedfar - fordi denne
begyndte at leve sammen med moderen inden det nye ægteskab blev indgået
bedre kunne omstille sig til de nye familieforhold med stedfaderen end de børn,
der pludselig fik en ny stedfar, som de (næsten) først traf,
da det nye ægteskab var en realitet.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
(Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien, 1994, 3(4))
Kilde: Montgomery, M.J., Anderson, E.R.,
Hetherington, E.M., and Clingempeel, W.G. (1992).
Patterns of courtship for remarriage: Implications for child adjustmen
and parent-child relationships. Journal of Marriage and the Family, 54, 686-698.
.
BØRN HELT UDEN FÆDRE
I England vokser 22% af alle børn op i familier,
hvor der ikke er en fader til stede. Stakkels faderløse børn burde man vel sige?
Måske for 30 år siden; men i vore dage er der ingen grund til at stakle disse børn.
Det tyder i hvert fald to nye engelske undersøgelser på.
At man kunne have en anden mening for 30 år siden beror det på,
at der den gang i midten af 1970erne blev offentliggjort en række artikler
der tydede på, at faderløse børn og især faderløse drenge trivedes langt ringere
i tilværelsen end børn, der havde en fader derhjemme.
Disse fund har naturligvis givet anledning til bekymring
over det ret stærkt tiltagende antal børn, der i de senere år har fået den skæbne
at vokse op i et hjem uden en fader. I forhold til i 1970erne, hvor det mest drejede sig
om fraskilte forældre, hvor børnene voksede op hos en moder,
der blev enlig efter en skilsmisse, så drejer det sig i vore dage
derudover om to nyere grupper af børn:
De der vokser op hos en moder, der simpelthen har foretrukket
at være helt alene om pasningen af barnet, og de der vokser op
hos to mødre, der lever i et lesbisk parforhold.
Ifølge forfatterne til den første af de to undersøgelser vi ser på her,
Fiona MacCallum og Susan Golombok fra universitet i London, er det vigtigt at spørge
om de gamle resultater for familier, hvor der har været en fader (inden skilsmissen),
kan overføres til de nyere familietyper, hvor der aldrig har været en fader,
altså hos selvvalgt enlige mødre og lesbiske parforhold.
De to engelske forskere giver tre gode grunde til at tvivle på,
om man uden videre kan generalisere de tidligere negative fund fra skilsmissefamilier
til familier med frivilligt fravær af fædre i hjemmet lige fra barnets fødsel. For det første
har et barn i en skilsmissefamilie oplevet tabet af en fader, der en gang har været der,
og det kan være dette savn mere end det senere blotte fravær af faderen,
der svækker børnenes trivsel.
For det andet har børn i skilsmissefamilier oftere oplevet stærk disharmoni
og direkte ufred i hjemmet i perioden op til skilsmissen (og måske i årene efter skilsmissen),
og flere andre undersøgelser tyder på, at børn, der har oplevet en konfliktfyldt skilsmisse
mellem forældrene, af denne grund trives dårligere senere hen.
For det tredje kan det tænkes, at der hos den fraskilte moder efter skilsmissen
opstår en stærk nedsat trivsel, at det direkte smitter af på børnene.
Det er der også forskning der tyder på.
Men ingen af disse tre årsager til vantrivsel hos børn hos fraskilte mødre,
ville forventes at være til stede som risikofaktor for vantrivsel hos børn, der vokser op
hos kvinder der helt frivilligt har fravalgt en mand i hjemmet fra børnenes fødsel.
I nogle få tidligere undersøgelser, har man fundet at børn,
der vokser op hos to lesbiske mødre ikke havde mere vantrivsel snarere mindre
end børn, der voksede op hos to heteroseksuelle forældre. Men som de to forskere siger,
så ved man ikke, om denne konklusion også holder stik, når børnene bliver ældre
og måske netop senere hen i barndommen kommer til at savne en fader i hjemmet?
For at undersøge dette spørgsmål nærmere har de to forskere
derfor genundersøgt en stor gruppe 12-13 årige børn,
som er vokset op i tre slags familier:
1) Almindelige heteroseksuelle familier med fader og moder.
2) Enlige mødre, som har foretrukket at være alene siden barnets fødsel
(eller i hvert fald ikke truffet en partner, de ville fortrække frem for enlig-heden)
og 3) To-mødre familier, hvor de to mødre lever i et lesbisk parforhold.
Der er tale om en genundersøgelse,
idet de samme børn blev undersøgt for syv-otte siden,
og her fandt man absolut ingen forskel i trivslen på noget område.
Den eneste forskel var, at moder-barn forholdet i de faderløse familier
så ud at være mere varmt og nært, hvilket formodentligt beror på,
at kvinderne i disse familier har taget sig mere af deres børn
på grund af fraværet af en fader i hjemmet.
Ved den omtalte genundersøgelse fokuserede de to forskere især
på tre ting: Mødrenes egen trivsel, moder-barn forholdet og børnenes trivsel.
Angående mødrenes trivsel
blev mødrene i de tre familiegrupper bedt om at udfylde spørgeskemaer
vedrørende deres daglige oplevelser af angst eller depression. Det viste sig,
at alle de tre mødregrupper i gennemsnittet scorede næsten helt ens.
Den eneste lille undtagelse var, at de lesbiske mødre scorede lidt
lavere på depressionsskemaet og noget lavere på angstskemaet.
Undersøgelsen af moder-barn forholdet foregik ved hjemmebesøg
og faldt i tre dele. For det første scorede man moderens varme og nærhed til barnet.
Den tidligere forskel vedrørende mere varme og nærhed hos mødrene til faderløse børn
viste sig at være forsvundet, nu da børnene var blevet tolv-tretten år gamle
(hvilket måske er meget godt for børn i den alder, hvor de skal til at blive selvstændige).
For det andet indhentede man et mål for børnenes oplevelse
af mødrenes hjælpsomhed og vilje til at diskutere problemer. Her scorede børnene
fra de faderløse familier klart højere end børnene fra de almindelige familier
(hvor børnene sikkert også fik nogen hjælp fra deres fædre).
Endelig fik man et mål for både mødrenes oplevelse af barnets hengivenhed
og børnenes oplevelse af mødrenes ditto og heller ikke her
var der nogen væsentlig forskel imellem de tre grupper.
Den tredje del af undersøgelsen,
der fokuserede på børnenes egen trivsel var baseret på
grundige interviews med børnene selv, deres mødre og deres skolelærere,
og herigennem opnåede man en række mål for børnenes trivsel både hjemme
og i skolen. Der er imidlertid ingen grund til at gå i detaljer med disse mål,
idet der ikke var nogen som helst forskel på trivslen i de tre grupper
af børn på nogle af målene,
så den overordnet konklusion på denne undersøgelse
er altså, at børn fra faderløse hjem, hvor der aldrig har været en fader
( en stærk forskel i forhold til alm. børn fra skilsmissefamilier)
trives nøjagtig ligeså godt som børn fra almindelige
intakte heteroseksuelle familier.
Imens denne undersøgelse beskæftigede sig med
muligheden for åbenlyse psykologiske forskelle på børn fra hjem med
og uden en fader, har en anden gruppe engelske forskere undersøgt muligheden for
eventuelt mere dybtliggende psykologiske forskelle på børn fra de tre typer af familier.
I denne undersøgelse blev børnene, der var i seks-syv års alderen
bedt om at digte en historie, mens de legede med dukker. Konkret foregik det ved,
at børnene fik udleveret nogle dukker, der forestillede forskellige familiemedlemmer
(fader, moder og børn) og så startede forskerne med at fortælle barnet en halv historie
og midt i historien standsede de op og bad barnet om at fortælle,
hvad det så troede, der skete.
Det lykkedes det på denne måde at får stort set alle børnene
til at fortælle en række frit opfundne historier om disse dukkefamilier,
og derefter blev de båndoptagne historier scoret for en lang række karakteristika
uden at de der scorede historierne vidste hvilken type af familier,
det enkelte barn kom fra.
Der blev scoret mange ting som f.eks. vred eller kærlig opførsel
hos enten faderen og moderen eller børnene, men der er heller ingen grund til
at gå i detaljer med denne undersøgelse: Ligegyldigt hvilken egenskab ved
de forskellige historier man så på, fandt man ikke skygge af forskel
på børnene fra de tre familier.
Så hvor den foregående undersøgelse dokumenterer
at børn i de tre familietyper trives lige godt, så viste denne undersøgelse
at børn fra de tre familietyper heller ikke adskiller sig i deres indre forestillingsverden
vedrørende hvordan mennesker i almindelighed har det med
og opfører sig overfor hinanden.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien , nr.3 - Juni 2005
Kilde: Kilde: MacCallum, F. & Golombok, S. (2004).
Children raised in fatherless families from infancy: a follow-up
of children of lesbian and single heterosexual mothers at early adolescence.
Journal of Child Psychology and Psychiatry, 45(8). 1407-1419.
Kilde: Perry, B., Burston, A., Stevens, M.,
Golding, J., Steele, H. & Golombok, S. (2004).
Childrens -Lay Narratives: What They Tell Us About Lesbian-Mother Families.
American Journal of Orthopsychiatry, 74(4). 467-479.
---------------------------------------------
Ebbe´s foreløbige konklusion:
Tja nu lyder disse undersøgelser jo meget beroligende,
men for at vise dig hvor svært det er sådan at tale om generelt, (fremfor at tale helt præcist om netop dit barns specielle situation),
vil jeg også vise dig nogle andre - mindre beroligende - undersøgelser, der - måske/ måske ikke? - spejler en anden og mere religiøs kultur? som du også vil høre debattører henviser til i denne hede diskussion:
Skilsmissebørn betaler prisen
En meget stor repræsentativ undersøgelse i USA
omfattende mere end 17.000 børn og unge under 18 år
finder en betydelig problemophobning hos skilsmissebørn.
Børn, der lever sammen med en enlig mor eller med mødre og stedfædre,
har meget større sandsynlighed for at måtte tage et skoleår om eller for
at blive smidt ud af skolen. - De har haft langt flere følelsesmæssige
eller adfærdsmæssige problemer og en dårligere sundhedstilstand
end børn, der lever sammen med deres biologiske forældre.
Skilsmissebørnene har også en forhøjet risiko for at blive udsat for ulykker,
kvæstelser og forgiftninger. De børn, der lever sammen med enlig mor,
har ligeledes en forhøjet risiko for at udvikle astma.
Undersøgelsen giver samme billede som de fleste andre undersøgelser
inden for skilsmisseområdet, men resultaterne har en usædvanlig vægt
på grund af undersøgelsens omfang, dækning og kvalitet i øvrigt.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
(Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien)(1992, 1(1))
(Kilde: D.A. Dawson (1991).
Family Structure and Children's Health and Well-being.
Journal of Marriage and the Family, 53, (3), 573-584)
Skilsmissebørn er mere sårbare senere i livet
Der er mange teorier om barndommens betydning for senere psykiske lidelser
men desværre ret få grundige videnskabelige undersøgelser. Det har tre psykologer
fra North Carolina i USA nu søgt at råde bod på ved at undersøge sammenhænge
mellem barndomsbegivenheder og psykiske lidelser hos 3.800 tilfældigt udvalgte indbyggere
i North Carolina. Forskerne har særlig interesseret sig for tre typer af barndomsbegivenheder:
For det første om en af forældrene døde, inden barnet blev 10 år.
For det andet om forældrene blev skilt, ligeledes inden barnets 10. år,
og for det tredie om en af forældrene fik en psykisk lidelse.
Måske lidt overraskende så det ikke ud til, at dødsfald hos en af forældrene
inden 10 års alderen gjorde barnet mere sårbart med hensyn til at udvikle
psykiske lidelser senere i livet. De, der inden 10 års alderen havde oplevet,
at faderen eller moderen fik en psykisk lidelse, var derimod mere disponerede
end andre for at udvikle en depression - men som forfatterne siger, er det
ikke klart, om denne sammenhæng skyldes den psykiske påvirkning,
eller om der er tale om arvelige anlæg, der går videre til børnene.
Mest slående var det dog, at de mennesker, der inden 10 års alderen
havde oplevet, at forældrene var blevet skilt, senere i livet udviste en større
tilbøjelighed til at udvikle en række forskellige psykiske lidelser,
herunder alkoholisme.
Skilsmisse i børnefamilier kan altså koste dyrt
i form af en større risiko for psykiske lidelser hos børnene, når de bliver voksne.
Denne risiko kan dog formodentlig nedsættes ved at tilbyde både forældre
og børn psykologisk hjælp under en skilsmisse-situation.
Referat: Thomas Nielsen
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
(Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien) (1992, 1(2))
Kilde: R. Landerman, L.K. George & D.G. Blazer (1991)
Adult Vulnerability for Psychiatric Disorders: Interactive Effects
of Negative Childhood Experiences and Recent Stress.
The Journal of Nervous and Mental Diseases, 179, s. 656-63.
En skilsmisse kan ødelægge børnenes liv 25 år senere.
Det viser en amerikansk undersøgelse foretaget af psykologen Jane Wallerstein:
"Fraskilte forældre elsker at bilde sig selv ind, at børnene også bliver mere lykkelige,
hvis de selv bliver mere lykkelige. Men det er en myte", siger Jane Wallerstein.
Hun har fundet ud af, at de dybeste sår fra skilsmissen
først springer op i voksenalderen. Hun har fulgt 131 skilsmissebørn siden 1971,
og i dag er kun 40 procent af dem gift og 38 procent har taget en videregående uddannelse.
I en kontrolgruppe med børn fra intakte familier er tallene henholdsvis 63 og 70 procent.
Årsagerne er i følge skilsmissebørnene, at de blev tilkendt et for stort ansvar
for forældres og søskendes velvære, og at de tilbragte alt for meget tid
uden forældrenes overvågning.
Kilde: H. Høeg, B.T, Kun for Kvinder, 14
Læs mere:://www.netdoktor.dk/tema/boernssundhed.htm
Set i Netdoktor den 10. september, 2000
Spiller børn nogen rolle
for udsigterne for andengangs ægteskaber? (1994, 3(4))
En amerikansk sociolog, Howard Wineberg, har for nylig gennemgået nogle statistikker
vedrørende varigheden af andengangs ægteskaber og forekomsten af børnefødsler inden
og efter indgåelsen af andengangs ægteskaberne. Han er i den forbindelse kommet frem til
to simple lovmæssigheder i dette statistiske materiale.
For det første - og ikke særligt overraskende
er der en klar tendens til færre skilsmisser i andengangs ægteskaberne,
hvis det nye par får et eller flere børn sammen. Det kan selvfølgelig være,
fordi barnet eller børnene i sig selv styrker sammenholdet; men det kan også være,
fordi de par, der har det bedst sammen, også har mest lyst til
at sætte børn i verden sammen.
For det andet og måske lidt mere nedslående fandt Wineberg ud af,
at de andengangs ægteskaber, hvor kvinden medbragte et barn fra et tidligere forhold,
havde en noget ringere overlevelsesevne end de andengangs ægteskaber,
hvor kvinden ikke havde medbragte børn.
Den sidstnævnte lovmæssighed gælder dog kun med tre vigtige modifikationer.
For det første var det kun i den første 5-års periode i det nye ægteskab,
at der var en forhøjet skilsmisserisiko på grund af medbragte børn.
For det andet var det især medbragte børn i skolealderen
(altså børn over 7-8 års alderen), der svækkede holdbarheden
af andengangs ægteskabet, mens yngre børn ikke spillede en nær så stor rolle.
De mindre børn har formodentlig haft lettere ved at vænne sig til den nye far
eller mor, og har måske også lettere overvundet savnet
af den mistede far eller mor.
Endelig var det interessant nok kun børn født i et tidligere ægteskab
og ikke børn født i perioden imellem de to ægteskaber, der kunne medføre
en svækkelse i det nye ægteskab. At børn født uden for ægteskab gennemsnitligt
giver bedre trivsel i et andengangs ægteskab end børn fra førstegangs ægteskabet
tyder på, at netop forholdet til den mistede far eller mor for de sidstnævnte
kan være et langvarigt problem i det nye forhold - og dermed formodentlig
også for holdbarheden af andengangs ægteskabet.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
(Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien)
Kilde: Wineberg, H. (1992)
Childbearing and dissolution of the second marriage.
Journal of Marriage and the Family, 54, 879-887.
Fælles forældremyndighed er
et godt arrangement for dem, der selv
aktivt vælger den løsning og evner det (1994, 3(5))
Fælles forældremyndighed er blevet meget udbredt i Danmark,
idet det vælges af over 60% af alle ugifte par. For øjeblikket diskuteres endog,
om fælles forældremyndighed skal tildeles automatisk til alle nybagte forældre,
der ikke er gift.
Fortalerne fremhæver, at fælles forældremyndighed
1) medvirker til at bevare kontinuiteten i den omsorg og kærlighed,
som børn har brug for fra begge forældre, 2) udvider børnenes sociale netværk,
3) forøger den sociale stimulation, som børnene modtager,
4) forsyner dem med positive rollemodeller og
5) giver begge forældre den tilfredsstillelse det er at være forældre,
imens de byrder, der er forbundet med at være eneforældre reduceres
ligesom de forstyrrelser og problemer, der er knyttet til faderfravær
og at bo hos en eneforsørger, kan undgås.
Modstanderne har derimod argumenteret for, at
1) fælles forældremyndighed skaber loyalitetskonflikter
og forhindrer børn i at nyde stabile familiemæssige omgivelser.
2) forstyrrer den hovedansvarlige forældre i at tage de nødvendige beslutninger.
3) forværrer forældrenes konflikter efter skilsmisse.
4) intensiverer tilknytningsbåndene mellem forældrene,
hvad der gør den følelsesmæssige skilsmisse vanskeligere og
5) udsætter børnene for en kontinuerlig fjendtlighed mellem forældrene,
som kan fremskynde følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer.
6) Center for kvindeforskning ved Aarhus Universitet har endvidere peget på,
at fælles forældremyndighed kan sikre voldelige mænd en fortsat mulighed
for at kontrollere deres mishandlede familie.
To amerikanske forskere, Jessica Pearson og Nancy Thoennes,
genanalyserede fire tidligere undersøgelser om ordninger efter samlivsophør
med henvisning til, at man i de enkelte undersøgelser har så få tilfælde
med fælles forældremyndighed, med fædre som forældremyndighedsindehavere
og med deleordninger, at den statistiske bearbejdning blev meget usikker.
Ved at kombinere ensartede undersøgelser
bliver datasikkerheden for de sjældne arrangementer meget bedre.
Deres analyse viste, at fælles forældremyndighed (og især deleordninger)
var blevet valgt af de bedre økonomisk stillede forældre. Disse var bedre i stand til
at samarbejde i tiden efter skilsmissen. De fastholdt en høj besøgsfrekvens
og et større engagement i børnenes opdragelse.
Disse forældre forblev samarbejdsvillige
og positive over for deres eks-partner som forældre.
De følte sig endvidere mindre tyngede, hvis barnet boede hos dem.
Regelmæssige besøg betød altså en god tilpasning hos børnene.
Fælles forældremyndighed (og især deleordninger)
var godt for forældrene og børnene. Det overraskede forskerne,
at arrangementerne også fungerede godt for de mange par, som oprindeligt
var tøvende og ønskede en traditionel eneforældremyndighed.
Trods uenighed om, hvem der skulle have forældremyndigheden
og omfanget af besøg, lykkedes det for mange par gennem rådgivning
at løse deres uenighed. Det fremmede altså Samarbejdsviljen
og den gensidige værdsættelse af det, den anden kunne give.
På den baggrund konkluderer forfatterne,
at det må være en vigtig opgave rutinemæssigt at udbrede pålidelige oplysninger
om fælles forældremyndighed til par i skilsmisse - og opmuntre forældre til
at overveje fælles forældremyndighed, også selv om de fra starten
er helt uinteresserede.
Det er i øvrigt interessant, at tilfredsheden var ensartet fordelt
ved de forskellige arrangementer, og at børnenes tilpasning ikke afhang
af arrangementets art, men af besøgshyppighed, stabilitet, tilknytning
og om der var få konflikter mellem forældrene.
Fælles forældremyndighed skaber på ingen måde en masse ekstra uenighed
og når forældrene ændrer deres arrangement, fastholder de det fælles forældreansvar
frem for at få eneforældremyndighed.
En anden, ny undersøgelse af amerikaneren Joyce Arditti,
der sammenligner fædre med og uden fælles forældremyndighed,
bekræfter Pearson og Thoennes på en række væsentlige punkter:
fædre med fælles forældremyndighed har mere kontakt med deres børn,
de er mere tilfredse med arrangementet og de er bedre i stand til at støtte børnene
på baggrund af deres egen uddannelse og økonomi. Endvidere føler de sig
tættere knyttet til deres børn. Et eventuelt højt Stress og konflikt- niveau
under skilsmissen havde ingen betydning for samarbejdet senere.
Ask Ellkit ,
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
(Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien)
Kilder: Pearson, J., & Thoennes, N. (1990).
Custody after divorce: Demographic and attitudinal patterns.
American Journal of Orthopsychiatry, 60(2), 233-249.
Føgh, M., Hester, M. & Kruse, A.M. (1994).
Hustruvold og fælles forældremyndighed - en dårlig kombination.
Aarhus Universitet: Cekvina.
Arditti, J.A. (1992).
Differences between fathers with joint custody and noncustodial fathers.
American Journal of Orthopsychiatry, 62(2), 186-195.
Om fædres involvering i børnene efter skilsmisse
Såvel dagliglivets erfaringer og forskningen har vist, at en skilsmisse godt kan være en ekstremt belastende periode for mange børn. Og selv
om de fleste børn til sidst accepterer og tilpasser sig den nye situation,
er der et betragteligt mindretal, der lider under det i en årrække. Forskningsmæssigt er det endnu usikkert, hvilke faktorer
der mest bidrager til børnenes problemer.
På ét område er resultaterne dog klare:
Fædres fortsatte involvering i deres børn efter en skilsmisse
er af stor betydning for børnenes tilpasning og velfærd. Undtagen i
de tilfælde, hvor faderen er meget umoden eller psykisk syg, og i
de tilfælde hvor konflikterne mellem forældrene er meget voldsomme.
To amerikanske forskere, Constance Ahrons og Richard Miller,
har fulgt 64 skilte par, hvor moderen havde forældremyndigheden alene,
igennem fem år. De fandt et forholdsvis højt kontaktniveau, idet 75% af børnene
besøgte deres far mindst to gange om måneden 5 år efter skilsmissen.
Kunne forældrene samarbejde og begrænse deres konflikter,
betød det langt mere kontakt imellem børn og fædre.
Efter skilsmissens andet år
betød konfliktniveauet ikke så meget for den fortsatte kontakt.
Yngste barns køn og alder, evt. nyt ægteskab, faderens uddannelse
og den geografiske afstand påvirkede ikke faderens involvering.
To år efter skilsmissen er der foregået en stabilisering,
og det etablerede kontaktniveau fortsætter.
Kvindernes vurdering af, hvor god relationen til eksmanden var,
havde langt større betydning end mændenes tilsvarende vurdering,
for fædrenes involvering i og kontakt med børnene. Dette indikerer,
at mødrene er eller bliver en slags portvogtere for børnene og i et vist omfang
derved bedre kan kontrollere og regulere forholdet mellem børn og fædre.
Ahrons og Miller peger på tidlig rådgivning for de skilte par,
og at forældrene undervises i at anvende problemløsningsteknikker,
som de kan anvende ved fremtidige konflikter.
En anden amerikansk forskergruppe, ledet af Joseph Healy,
undersøgte 121 skilsmissebørns tilpasning de to første år efter skilsmissen.
Børnene boede hos moderen, der havde forældremyndigheden. Healy-gruppen
var særligt interesseret i, hvilken betydning relationen til faderen
havde for drenge og piger i forskellige aldre.
Hyppige besøg hos faderen
bevirkede en langt større selvfølelse i tiden efter separationen hos
1) drenge, hos 2) de yngste børn (5-8 vs. 9-12 år)
og hos 3) de, der var særligt knyttet til faderen.
For drengenes vedkommende viste det sig,
at hyppige og regelmæssige besøg både gav sig udslag
i en højere selvfølelse og flere adfærdsproblemer (iflg. moderen).
For pigernes vedkommende var hyppige og/eller regelmæssige besøg
forbundet med lav selvfølelse.
Forklaringen herpå er iflg. Healy-gruppen, at de hyppige besøg
skaber eller forstærker konflikter for pigerne, idet pigerne, langt oftere end drengene,
i samspillet med faderen medbringer en følelse af forkastelse, som de har overtaget
fra moderen enten som en direkte tilskyndelse eller via identifikation med hende.
Faderen ses som en slags fjende - eller i det mindste som moderens fjende.
For begge køn betød hyppige besøg færre adfærdsproblemer,
når besøgene vel at mærke var regelmæssige. Hvis besøgene forekom uregelmæssigt,
steg antallet af adfærdsproblemer. Hvis der kun var få besøg, var der flere adfærdsproblemer
hvis forældrene havde mange indbyrdes konflikter, men ikke, hvis de kun havde få konflikter.
Tæthed i forholdet mellem far og barn betød høj selvfølelse,
men kun hvis forældrenes konfliktniveau var lavt.
Betydning af hyppige besøg kunne ses to år efter skilsmissen,
bl.a. ved at nærhed mellem far og barn betød færre adfærdsproblemer.
Dette får forskerne til at konkludere, at nærhed har langtidsvirkninger
på børnenes adfærd, mens hyppighed og regelmæssighed
i besøgene har mere umiddelbare virkninger.
Besøgsmønstret har forskellig virkning afhængig af alderstrin og køn.
Det mest overraskende fund er den gavnlige betydning af hyppige besøg
hos faderen, når forældrene er dybt engageret i indbyrdes konflikt.
Mens ovennævnte gruppe undersøgte personlighedsmæssige forhold
hos børn efter skilsmisse, studerede Lise Bisnaire og to kolleger, hvordan 77 børn
fra 6-14 år klarede sig i skolen efter en skilsmisse.
Hos en trediedel daler deres indlæring betydeligt.
Der er ingen enkeltfaktorer, der kan forklare børnenes skolepræstationer,
men de, der tilbragte meget tid sammen med begge deres forældre,
var bedst i stand til at fastholde deres niveau.
Adgang til begge forældre virkede som en slags beskyttelse,
der sikrer en fortsat god skolemæssig tilpasning.
Referat ved Ask Ellklit
Referat: Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
(Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien)(1994, 3(5))
Kilder: Ahrons, C.R., & Miller, R.B. (1993).
The effect of the postdivorce relationship on paternal involvement:
A longitudinal analysis. American Journal of Orthopsychiatry, 63 (3), 441-450.
Healey, J.M., Malley, J.E., Stewart, A.J. (1990).
Children and their fathers after parental separation.
American Journal of Orthopsychiatry, 60 (4), 531-543.
Bisnaire, L.M.C., Firestone, P., & Rynard, D. (1990).
Factors associated with academic achievement following parental separation.
American Journal of Orthopsychiatry, 60 (1), 67-76.
Enlige fædre
er ofte bedre forældre end enlige mødre
Efter en skilsmisse får kvinden i 85% af tilfældene forældremyndigheden,
og mange anser en sådan traditionel disposition for at være det bedste for barnet.
En række mindre udenlandske undersøgelser har vist, at fædrene var bedre forældre
end mødrene, men disse undersøgelser har haft en overrepræsentation
af veluddannede og velstillede fædre - og har ikke undersøgt
forældrenes psykiske sundhed.
På Socialforskningsinstituttet har Mogens Nygaard Christoffersen
ledet en stor undersøgelse, hvor man har sammenlignet sekshundrede børn,
der boede hos deres mor, med et lignende antal, der boede hos deres far.
Fædrenes økonomiske situation er gennemgående bedre end mødrenes:
Færre fædre er arbejdsløse, flere har en erhvervsuddannelse, og deres indtægt
er betydeligt bedre. Det giver fædrene en bedre udgangsposition for forældreskabet.
Omfanget af personlige problemer er også forskelligt hos de to køn:
Kvinderne har 50% flere psykiske problemer og psykosomatiske stress-problemer,
såsom søvnproblemer og angstanfald, end mændene.
På baggrund af disse forhold er det interessant, at når barnet er hos faderen,
er der langt oftere fælles forældremyndighed; når faderen har forældremyndigheden,
er der langt oftere en deleordning, og det er langt sjældnere, at barnet overhovedet ikke
har forbindelse med den anden forældre. Fædrene er tilsyneladende
langt mere samarbejdsindstillede end mødrene.
Hvad angår barnets trivsel fandt Nygaard Christoffersen,
at barnet sjældnere blev slået af den enlige far, at børnene
sjældnere havde raserianfald, mareridt, angstanfald og ondt i maven
eller i hovedet, når det boede hos faderen.
Undersøgelsen viser en tydelig sammenhæng mellem forældrenes stress
og angst, hovedpine, ensomhed og aggressivitet hos børnene.
Undersøgelsen er den første, der på et stort undersøgelsesmateriale
viser kønsforskelle hos forældrene i opdragelseskompetence over børn i 3-5 års-alderen
og vil sandsynligvis vække betydelig opmærksomhed.
Ask EllKlit,
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
(Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien)(1995, 4(5))
Christoffersen, M. N. (1995). En undersøgelse af fædre med 3-5 årige børn.
Oplæg om enlige fædre på Nordisk Ministerråds konference:
Nordens Män, Stockholm, 27-28/4.
Livet med en stedfar:
Forskellige virkninger på piger og drenge (1994, 3(5))
Stadig flere bliver skilt, og stadig flere gifter sig igen efter en skilsmisse.
Da børnene jo stadig i de fleste tilfælde følger moderen, betyder det selvfølgelig,
at et stort og stigende antal børn vokser op med en stedfar i hjemmet.
Og hvordan påvirker det så børnene?
Dette simple spørgsmål har fire amerikanske psykologer set på for nylig.
De fire psykologer kontaktede 136 familier, der havde et barn i 12 års alderen.
Børnene var udvalgt således, at halvdelen levede sammen med begge
deres biologiske forældre, mens den anden halvdel i adskillige år
havde levet sammen med deres mor og en stedfar.
Da levevilkårene for de to familiegrupper i det store hele var ganske ens,
mente forskerne derfor, at de ved en sammenligning af de to grupper af 12-årige
kunne sige noget om virkningen af at leve med en stedfar.
Det viste sig, at der på en række områder var ganske tydelige forskelle
mellem børnene fra de to familiegrupper, og mere overraskende var det måske,
at der i de fleste tilfælde var ganske store forskelle på piger og drenge
med hensyn til virkningen af at leve med en stedfar.
For eksempel var der forskel på børnenes tilfredshed med sig selv.
Selvtilfredsheden eller selvrespekten var gennemgående større hos børnene
fra de almindelige familier, men denne forskel viste sig næsten udelukkende
at hidrøre fra drengene, således at drenge med en stedfar gennemsnitligt
havde en noget lavere selvtilfredshed end drenge fra almindelige familier,
imens der på dette område ikke var nogen forskel hos pigerne.
Når man så på børnenes trivsel i skolelivet med hensyn til,
hvor populære de var blandt kammeraterne, fandt man det modsatte.
Her var der en ganske stor forskel for pigernes vedkommende, således
at piger fra hjem med en stedfar i gennemsnit var noget mindre populære
end piger fra almindelige hjem, imens der på dette område næsten ikke
var nogen forskel på drengene fra de to typer af familier.
Med hensyn til karakterer i skolerne
var der til gengæld stor forskel på drengene,
idet drengene med stedfædre gennemgående fik noget lavere karakterer
end de andre drenge, imens pigerne fra de to typer af familier klarede sig
nogenlunde lige godt i skolen.
Børn fra hjem med en stedfar havde i gennemsnit
lidt flere psykiske problemer (nervøsitet, generthed, nedtrykthed,
rastløshed m.m.) end børn fra de andre familier, men her var der ingen forskel
på piger og drenge, og forskellen var i øvrigt ikke særlig stor.
Til gengæld var der en ganske stor forske
med hensyn til adfærdsproblemer i skolen - ifølge lærernes oplysninger.
Her viste det sig, at børn fra hjem med stedfædre blev bedømt
som mere urolige og forstyrrende - og det gjaldt langt mere
for drengenes end for pigernes vedkommende.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
(Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien)
Kilde: Bronstein, P., Clauson, J., Stoll, M.F., and Abrams, C.L. (1993).
Parenting behavior and childrens social, psychological,
and academic adjustment in diverse family structures.
Family Relations, 42, 268-276.
Når børn har to fædre
Mens vi i den foregående artikel så på, hvad det betød for mænd
at have børn og have en god relation til børnene ser vi her på
den samme relation fra den modsatte, dvs. børnenes, side.
To forskere fra Universitetet i Nebraska i USA, Lynn White og Joan Gilbreth,
har som led i en større langtids-undersøgelse over opdragelse og børnetrivsel
i ca. 2.000 familier set nærmere på spørgsmålet om, hvordan det går specielt for
de efterhånden mange børn, der har to fædre, i den forstand at de til daglig
lever sammen med en stedfader (eller bonusfar), mens deres egen far
lever et andet sted enten alene eller i et nyt parforhold.
For at studere dette spørgsmål nærmere
udvalgte forskerne 189 børn (i 10-18 års alderen),
der opfyldte dette kriterium samt selvfølgelig det krav,
at både de selv samt deres mødre, stedfædre og rigtige fædre
var villige til at deltage i undersøgelsen.
Denne undersøgelse omhandler dels en analyse af børnenes daglige trivsel,
hvor man specielt så på omfanget af psykiske problemer hos børnene. I det meste
af den moderne forskning over psykiske problemer hos børn bliver disse problemer
opdelt i indre og ydre problemer. De indre problemer er sådanne som nervøsitet,
nedtrykthed, manglende selvtillid osv., der altså kun plager barnet selv
i dets indre følelsesmæssige liv.
De ydre eller adfærdsmæssige problemer
er sådanne som aggressivitet, upålidelighed, forstyrrende adfærd osv.,
der udgør et problem for både barnet selv og dets omgivelser.
Ved grundige interviews med både børnene selv og deres mødre
fik forskerne indhentet et generelt mål for omfanget af henholdsvis indre
og ydre problemer hos alle de 189 børn i undersøgelsen.
Desuden interviewede man både børnene og deres forældre
om omfanget og kvaliteten af kontakten mellem hver af de tre forældre
(moderen og de to fædre) og barnet. Der blev altså fundet et mål for,
både hvor megen tid barnet tilbragte sammen med sine tre forældre,
samt et mål for, hvor positivt eller negativt dette samvær forløb.
Resultaterne af denne undersøgelse viste først og fremmest,
at den af børnenes to fædre, der så udpræget spillede en rolle for børnenes trivsel,
var stedfaderen og ikke den biologiske far. Et dårligt forhold til stedfaderen
var især forbundet med mange indre psykiske problemer hos børnene,
men også med et større antal ydre adfærdsmæssige problemer.
Hvad det sidste angår, var betydningen af et dårligt forhold til stedfaderen
lige så stor som et dårligt forhold til barnets egen mor.
Men når det drejede sig om de indre følelsesmæssige problemer hos børnene
angst, nervøsitet, nedtrykthed, etc. så var forholdet til stedfaderen
faktisk endnu mere afgørende for børnene end forholdet til deres egen mor
og langt mere afgørende end forholdet til de fraværende biologiske fædre.
Det bør dog tilføjes, at både omfanget
og kvaliteten af forholdet til den biologiske far langt fra var uden betydning,
selv om denne betydning altså ikke var af nær samme størrelsesorden
som betydningen af forholdet til stedfaderen.
Dels var der en sammenhæng mellem graden af kontakt
med den biologiske far og børnene, således at de børn, der så mest til
deres biologiske far, gennemgående trivedes lidt bedre end de,
der sjældent eller aldrig så deres biologiske far.
Og dels var der en vis positiv effekt på børnenes effekt
af en god relation til de biologiske fædre for den gruppe af børnene,
der relativt ofte så deres biologiske fædre, mens relationen til
de mere fraværende biologiske fædre betød mindre.
Forskerne noterer i denne sammenhæng, at det er interessant,
at der ikke var nogen sammenhæng i betydningen af de to fædre.
Det var altså ikke således, at forholdet til stedfaderen var bedre eller betød mere
for børnenes trivsel, hvis børnene havde mindre kontakt med deres biologiske far
eller omvendt. Børn med to fædre kan altså udmærket have glæde af begge fædre,
uden at den ene behøver at stå i vejen for den anden.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
(Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien, 2001, 10(6))
Kilde White, L., & Gilbreth, J.G. (2001).
When Children Have Two Fathers: Effects of Relationships With Stepfathers
and Noncustodial Fathers on Adolescent Outcomes.
Journal of Marriage and Family, 63 (February), 155-167.
Erfaringer med fortsat forældreskab efter skilsmisse
I årene omkring 1980 blev skilsmisselovgivningen i en række nordamerikanske stater
ændret, og fælles forældremyndighed blev indført som en mulighed. Samtidig etablerede man
en rådgivning, hvor formålet er at løse konflikter mellem skilsmissepar, ved at en neutral 3. part
søger at hjælpe parret med at formulere deres egen aftale om forældremyndighed,
ægtefællebidrag og bodeling.
En undersøgelse omfattende 178 personer udført af Bautz & Hill (1991) viste,
at der var næsten dobbelt så mange, der fik fælles forældremyndighed blandt de par,
der anvendte rådgivning, sammenlignet med dem der anvendte det traditionelle retssystem.
Forskningen synes nu i særlig grad at koncentrere sig om ordninger, hvor forældrene
begge har del i ansvaret for barnets opvækst, hvor de begge har en dagligdag
sammen med barnet, og hvor beslutninger vedrørende barnet
træffes i fællesskab.
Benjamin og Irving (1990) gennemførte en undersøgelse i Toronto
af 75 forældrepar og 51 enkeltpersoner (hvor den anden forælder ikke kunne
eller ville deltage i undersøgelsen), der praktiserede et fortsat fælles forældreskab efter skilsmisse.
83% af disse forældre blev karakteriseret som tilfredse og 17% som utilfredse.
De tilfredse forældre var i forhold til de utilfredse bl.a. karakteriseret ved,
at de sjældent selv var skilsmissebørn, at de i højere grad havde en positiv opfattelse
af partneren inden ægteskabets opløsning, og at adskillelsen i mindre grad
havde haft negative virkninger på børnene.
Generelt havde de et højere uddannelsesniveau.
Det fælles forældreskab var af disse forældre valgt i enighed af hensyn til børnene,
og advokater havde kun i mindre grad været involveret. Ca. 75% boede mindre end 8 km
fra hinanden og mange kun i kort gangafstand.
Hos godt 40% af de tilfredse forældre havde barnet
ikke en primær bolig hos den ene, men boede på skift hos dem begge.
Kommunikationen forløb i en venlig atmosfære; forældrene kunne tale sammen
om andre ting end barnet, og børnene var mindre urolige i forbindelse med skift.
De aftalte ordninger holdt i lang tid, og forældrene havde indtryk af,
at børnene var tilfredse.
Hos de utilfredse boede barnet i langt de fleste tilfælde hos den ene forælder.
Kommunikationen forløb dårligt, og den ikke samboende forælder frygtede
i mange tilfælde helt at miste kontakten med barnet. Ofte havde ordningerne
hos disse forældre undergået talrige ændringer i tidens løb.
Tre andre undersøgelser har ifølge Kelly (1993) vist,
at når fælles forældremyndighed er en mulighed, er der en betydelig stigning
i antallet af familier, hvor forældrene samarbejder. Kelly fandt, at de fædre,
der havde fælles forældremyndighed, gennemsnitligt var sammen med
deres børn 30% af tiden.
Et typisk mønster for samvær var hver torsdag med overnatning
og hver anden weekend fra fredag til søndag aften eller mandag morgen.
Kelly gør opmærksom på,
at mødres angst og depression på separationstidspunktet kan have en stor betydning for børnenes følelsesmæssige tilstand flere år senere,
og det synes ifølge Kelly klart, at mødre med eneforældremyndighed har en stor indflydelse på far-barn forholdet efter skilsmisse.
Jo bedre moderen fungerer følelsesmæssigt
ved begyndelsen af skilsmisseprocessen, des mindre fjendtlighed
føler hun over for faderen flere år senere.
Referat: Thomas Nielsen.
Lektor på psykologisk Institut, Århus Universitet.
(Scannet fra Forskningsnyt fra Psykologien,
(1995, 4(2))
Kilder:
Bautz, B.J. & Hill, R.M. (1991). Mediating the breakup: Do children win?
Mediation Quarterly, vol. 8 (3).
Benjamin, M. & Irving, H.H. (1990).
Comparison of the Experience of Satisfied and Dissatisfied Shared Parents.
Journal of Divorce & Remarriage, vol. 14 (1).
Kelly, J.B. (1993). Current research on children's postdivorce adjustment:
No simple answers. Family and Conciliation Courts Review, jan., vol. 31.
Hvis du vil se flere undersøgelser
om Børn og Skilsmisse har jeg indscannet nogle flere her
www.psykoweb.dk/parforhold/utrokids.htm
|