Nedenstående fakta fra forskningen
    er indscannet fra ”Forskningsnyt fra Psykologien”,
    /


    De 3 vigtigste årsager til skilsmisse.
    Hvad er det for specielle faktorer, der indgår i det ret svævende begreb
    "ægteskabelig disharmoni", der oftest anføres som årsag til en skilsmisse?
    Det har en forskergruppe fra Tyskland, Italien og Schweiz set nøjere på
    i en stor undersøgelse med fraskilte mennesker i disse tre lande.

    De over 600 personer, som deltog i undersøgelsen,
    var alle blevet skilt nogle år tidligere (gennemsnitlig 4 år inden undersøgelsen),
    og de blev nu bedt om at udfylde tre spørgeskemaer vedr. forskellige typer
    af mulige årsager til deres skilsmisse. (Undersøgelsen handler således
    om de skiltes egne meninger om årsagen til deres skilsmisse)

    Det første af de tre spørgeskemaer,
    de fik, handlede om deres egne svar på: "Hvorfor blev du skilt?".
    Ved at analysere svarene på spørgsmålet om næsten alle tænkelige årsager
    af denne art, nåede forskerne frem til, at disse årsager kunne inddeles
    i fem store grupper, eller "hovedårsagerne":

    1) Manglende evne til kunne lide at snakke sammen
    og manglende evne til at løse problemer igennem samtale.

    2) Ægtefællens personlighed, f.eks. høj egoisme, eenøjet stædighed,
    alkoholisme, misbrug af stoffer - eller voldelige tendenser.

    3) Stress i parforholdet (de specielle former for stress
    blev undersøgt i det andet af de tre spørgeskemaer, se nedenfor).

    4) Følelsen af at være "vokset fra hinanden" og derfor
    ikke kende hinanden så godt mere. ("Vi er fremmede for hinanden").

    5) tab af respekt og sympati for ægtefællen, hvilket formodentlig svarer
    til den dagligdags talemåde: "at man ikke mere elsker sin ægtefælle."

    Det viste sig, at den første og den sidste af disse fem "hovedårsager"
    figurerede langt hyppigere på de skiltes egne besvarelser end de tre andre årsager.
    Det så altså ud til, at i hvert fald disse 600 europæere, der har gennemgået en skilsmisse,
    mener at de to årsager: Manglende evne til at tale sammen og tab af respekt og sympati
    betyder langt mere end de tre andre mulige årsager: ægtefællens personlighed, stress
    i dagliglivet og følelsen af at være vokset fra hinanden- som dog også så ud til
    at spille en vis rolle, men en væsentlig mindre, end de to førstnævnte.

    Det er interessant, at den årsag
    der blev angivet, som den aller almindeligste:
    "Manglende evne til at kunne tale sammen om problemerne",
    netop er den form for ægteskabelig vantrivsel, som man typisk
    arbejder systematisk med i parterapi – og ofte med gode resultater.

    Det andet spørgeskema handlede om specielle stress-faktorer,
    som eventuelle medvirkende årsager til skilsmisse. Ud fra en tidligere analyse
    af typiske stress-faktorer i det ægteskabelige samliv, spurgte forskerne specielt
    til oplevelsen af følgende 5 former for stress i det opløste parforhold:

    1) Stress over dagliglivets ærgrelser
    (f.eks. at ægtefællen glemmer en aftale, kommer for sent,
    ikke holder sine løfter og for ofte skuffer ens forventninger osv.),

    2) Stress over børnene, f.eks. ensidig bekymring over børnenes helbred
    eller uforløste konflikter vedrørende opdragelsen af børnene

    3) Stress i forbindelse med forholdet til ægtefællernes baggrunds familier
    (svigermødre og -fædre, tidligere eks-ægtefæller m.m.),

    4) Arbejdsstress, dels graden af stress på arbejdet som sådan
    og dels stress over konflikter mellem arbejdets og familielivets krav,

    5) Stress i fritiden, sædvanligvis i form af konflikter over
    hvad fritiden skulle bruges til og stress i forbindelse med at deltage
    i forskellige aktiviteter, som måske især var ønsket af ægtefællen.

    Som det fremgik af besvarelsen af de første spørgeskemaer,
    var oplevelsen af stress i det hele taget i det tidlige parforhold ikke noget,
    som de skilte selv mente havde spillet den helt store rolle for deres skilsmisse
    - hvilket forskerne i øvrigt undrede sig noget over.

    Men da man så nøjere på de fem kilder til stress, er det slående,
    at den første: "Ærgrelser og irritationer over ægtefællens adfærd" kom ind
    som et klar nummer éet i de mange besvarelser over oplevede stressfaktorer
    bag skilsmissen. Stress over børnepasning og børneopdragelsen var
    en ligeså klar nummer to, imens de tre andre kilder til stress
    blev ikke oplevet som særlig vigtige årsager
    bag den tidligere skilsmisse.

    Det tredje og sidste spørgeskema handlede om,
    hvad forskerne kalder: Udløsende årsager til skilsmisser,
    (altså de mere specielle og som regel kortvarige begivenheder,
    der - bl. a. på baggrund af de øvrige nævnte årsager af mere langvarig art)
    fører til en hurtig beslutning om skilsmisse). Her havde forskerne på forhånd
    udvalgt disse fem sandsynlige hurtig skilsmisse-udløsende årsager:

    1) Den ene af ægtefællerne er blevet forelsket i en anden.
    2) Den ene af ægtefællerne er blevet grebet i utroskab.
    3) Den ene af ægtefællerne har opført sig voldeligt og skræmmende..
    4) Ægtefællerne er blevet udsat for en stærkt forøget stressbelastning,
    f.eks. i form af et nyankommet og vanskeligt barn, en alvorlig sygdom
    eller akutte økonomiske problemer - og valgte en dårlig måde at klare det på.
    5) En stærk stigning i den form for stress, der i det foregående spørgeskema
    blev kaldt for "dagliglivets stress" - i form af ærgrelser, irritationer og vrede
    over ægtefællens adfærd - og deraf følgende dårlige kommunikation.

    Alle disse fem typer af årsager optrådte
    med høj hyppighed i de 600 besvarelser af spørgeskemaet
    om den udløsende årsag til skilsmisse, men dog med noget forskellig hyppighed
    imellem de to køn og i de tre lande. På tværs af køn og nationalitet så det dog ud til,
    at to af de fem faktorer spillede en noget større rolle end de øvrige tre faktorer,
    nemlig: 1. Utroskab - og 2. tiltagende daglig stress.+ se B

    Disse to begivenheder i et ægteskab er altså
    særlig alvorlige faresignaler om en snarlig skilsmisse.
    Men forelskelse i en anden, voldelig adfærd og stigende belastninger
    med f.eks. børn og penge spillede også en stor rolle bag mange skilsmisser.

    At forelskelse, utroskab og vold kan føre til en skilsmisse
    er bestemt ikke særlig overraskende. De mere interessante fund
    ved denne europæiske undersøgelse er den tilsyneladende store betydning
    af disse tre ting: 1) Manglende evne til at tale sammen. 2) Svækket respekt
    og sympati for ægtefællen - samt 3) manglende vilje til at opføre sig
    sådan, at man ikke går sin ægtefælle på nerverne i dagliglivet.


    Af Thomas Nielsen, Lektor,
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.

    Forskningsnyt fra psykologien”, oktober 2000, 9 (5)

    Kilde: Bodenmann, G., Charvoz, L., Bradbury T. N., Bertoni, A.,
    Liaf rate, R., Guiliani, C., Banse,R. & Behling, J. (2007).
    The role of stress in divorce: A three-nation retrospective study.
    ”Journal of Social and Personal Relationships”, 24(5). 707-728.



    Skilsmisse kan være godt for depression
    En ny amerikansk undersøgelse viser, at der er en speciel kategori af mennesker,
    der får mere gavn end skade af en skilsmisse, nemlig de, der har været gift i flere år,
    og som har døjet med tilbagevendende perioder med depression i disse år.

    Undersøgelsen omfattede en stor gruppe gifte personer i 30-50-årsalderen,
    som alle havde haft flere tilbagevendende depressioner - lige fra begyndelsen
    af 20-årsalderen. Disse mennesker blev fulgt i otte år, hvor man hvert andet år
    kontaktede de pågældende og interviewede dem om nye depressive perioder
    og om vigtige begivenheder i deres tilværelse. Det viste sig, at ca. halvdelen
    af de depressive personer blev skilt i løbet af den otteårige periode.

    og halvdelen af disse skilsmisser eller separationer fandt sted,
    imens de pågældende var inde i en depressiv periode, mens den anden halvdel
    af skilsmisser eller separationer fandt sted på et tidspunkt,
    hvor de pågældende ikke var deprimerede.

    Spørgsmålet, om hvorvidt skilsmisser var godt eller dårligt
    for depressions forløbet, kunne man derfor belyse på denne måde:
    Ved at sammenligne gruppen, der var skilt uden at være deprimeret,
    med en tilsvarende gruppe, der stadig var gift, kunne man se, om de skilte
    fik hurtigere tilbagefald med en ny depression end de, der tidligere havde været
    lige så deprimerede, men som ikke var blevet skilt. Det fandt man ingen tegn til.
    Det så altså ikke ud til i denne undersøgelse, at en skilsmisse
    for dem, der jævnlig døjede med depression, var tilbøjelig til
    at udløse en ny periode med depression. Tvært imod!

    På denne baggrund kan man således besvare spørgsmålet
    om, hvorvidt skilsmisser øger risikoen for depression i almindelighed,
    med et nogenlunde klart nej - hvis det vel at mærke drejer sig
    om mennesker med tilbagevendende depression.

    Spørgsmålet om, hvorvidt skilsmisser ligefrem kan være af det gode
    for mennesker, der døjer med en tilbagevendende depression,
    blev belyst på denne måde:

    Man studerede den gruppe, der var blevet skilt
    midt under en depressiv periode, og sammenlignede forløbet af depressionen
    hos disse mennesker med en tilsvarende gruppe af deprimerede mennesker,
    som var blevet fulgt i et tilsvarende tidsrum fra midt under en depression
    til et stykke tid efter uden at være blevet skilt eller separerede.

    Denne analyse viste, at de, der blev skilt
    under en af de tilbagevendende depressive perioder,
    kom væsentligt hurtigere ud af denne depression og fik færre
    efterfølgende depressioner end lige så deprimerede mennesker,
    der ikke blev skilt under en depressiv periode.

    Det tyder altså - ifølge de amerikanske forskere - på,
    at gifte mennesker med stærke tilbagevendende depressioner
    ligefrem kan have gavn af en skilsmisse.

    Man skal naturligvis være meget forsigtig med
    at generalisere sådanne gennemsnitstal til enkelte konkrete personer.
    Der kan sagtens være deprimerede mennesker, der får det endnu værre
    efter en skilsmisse, men for de her undersøgte personer, gælder det altså,
    at langt de fleste ikke fik det værre, men bedre. Det betyder dog ikke,
    at man generelt kan konkludere, at skilsmisser i sig selv er af det gode.

    Det antyder, at der kan ligge ægteskabelige vanskeligheder
    bag mange tilbagevendende depressioner hos gifte mennesker.

    Da de tre fjerdedele i denne undersøgelse var kvinder,
    kunne man tænke sig, at det måske mest gælder for kvinder.
    Man kunne således forestille sig, at de tilbagevendende depressioner
    kunne være blevet afhjulpet lige så godt, hvis man med psykologhjælp
    havde behandlet de ægteskabelige vanskeligheder, som de nu
    -åbenbart i mange tilfælde blev "afhjulpet" med en skilsmisse.

    I de tilfælde, hvor der er børn i ægteskabet,
    kan noget endda tale for den førstnævnte løsning,
    fordi skilsmissebørn ofte betaler en ret høj pris for forældrenes skilsmisse
    i form af flere følelsesmæssige problemer med angst og depression,
    dårligere trivsel i skolen og ringere uddannelse senere hen.

    Alt dette er selvfølgelig kun gennemsnitstal
    og siger ikke noget om, hvordan det går det enkelte skilsmissebarn.
    Mange klarer sig ganske udmærket - især hvis den af forældrene,
    der tager sig af dem, ikke lider af depression. Så specielt for skilsmissebørn,
    hvis forældre har været deprimerede i ægteskabet, og som er blevet mindre deprimerede
    efter en skilsmisse, er denne skilsmisse nu nok ikke så uheldig i sig selv


    Af Thomas Nielsen, Lektor,
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.

    Forskningsnyt fra psykologien”, oktober 2000, 9 (5)

    Kilde: Cohen, S., Klein, D.N. & OLeary, K.D. (2007).
    The role of separation/divorce in relapse into and recovery from major depression.
    Journal of Social and Personal relationships, 24(6). 855-873.

    + se denne undersøgelse af,
    hvad er det, der udløser den 1. depression?
    +se: Ja, "en kold kæreste" kan gøre dig depressiv.



    Dr. Phill giver en lidt anden forklaring
    i bogen: ”Førstehjælp til Parforhold”,
    se side 144-145
    ”Jeg har arbejdet med tusindvis af skilsmisser og har iagttaget et interessant fænomen.
    Jeg har set at både mænd og kvinder et halvt år til et år efter et brud, begynder at se
    ud som og lyde som helt nye mennesker. Jeg har set, at disse parforholdsflygtninge
    pludselig får et nyt livsmod og ny energi - og undret mig over hvorfor?

    Du har sikkert set det lige så mange gange, som jeg har,
    og tænkt, at grunden til at de havde ændret sig ganske enkelt var,
    at de var kommet ud af deres elendige parforhold. Men efterhånden begyndte
    jeg at se lidt anderledes på det. Det, jeg så, var, at disse parforholdsflygtninge
    efter at have tabt i kærlighed havde gjort status - og derfor havde de besluttet,
    at de hellere måtte se at få styr på sig selv. De var gået i stå i forholdet
    og var derfor næsten helt holdt op med at vise sig fra deres bedste side.

    De havde oplevet et sviende nederlag, og det vækkede dem
    De havde erkendt, at de nu måtte foretage nogle vigtige ændringer.
    Da de nu stod alene, forstod de endelig, at de hellere måtte se at komme
    i omdrejninger og gøre noget af alt det, de godt vidste ville være godt for dem.
    De tabte sig måske tyve, tredive eller hundrede pund, ved at gå i et motionscenter,
    De fik nye interesser og gjorde nogle nye ting, så de nu var mere spændende,
    end da de stod i stampe og var gået død i deres ægteskab.

    Og nu kommer så det, jeg synes er så trist at tænke på:
    Hvis disse mennesker nu havde foretaget disse ændringer,
    imens de endnu var i forholdet, så tror jeg at de stadig ville være der
    og føle sig lige så tilfredse med sig selv. Det eneste, de skulle have gjort,
    var at erstatte deres stilstand med disse handlinger, dvs. ændre deres apati
    med et nyt engagement i deres liv. Det eneste, de skulle have gjort,
    var at begynde at gøre netop de handlinger, som de nu
    efter skilsmissen rent faktisk gjorde.

    Det er, hvad du må gøre, hvis du vil have det godt.
    Du må forvandle begrebet kærlighed til en udfarende adfærd.
    I stedet for at være som så mange andre, der ikke har andet end dårlige ting
    at sige om deres parforhold, og ikke har særligt store forventninger
    - skal du kræve, at du selv og dermed dit forhold bliver bedre.
    Og først når dette har vist sig at være umuligt
    med denne partner, så bryd ud, fremfor
    blot igen og igen at bryde sammen.

    Jeg siger ikke, at det skal være perfekt. Det er et umuligt projekt.
    Men jeg siger, at du skal være stolt af det, du gør over for din partnet.
    Desværre er det sådan, at man ofte mister respekten for den, man kender godt.
    Når vi lærer nogen for godt at kende, går der ikke lang tid, før vi bliver sjuskede
    og slappe. Tænk engang over det: I begyndelsen da du gjorde kur til din partner,
    ville du gøre alt for at gøre indtryk – og jeg mener ikke indtryk i en overfladisk forstand,
    men du ønskede at blive set i et godt lys. Du sørgede ikke alene for at være velplejet,
    du valgte med stor omhu dit tøj, imens du smilede og førte dig så positivt frem
    som muligt. Du talte på en sådan måde, at du håbede,
    at du derved kunne vise dig fra din bedste side.

    Jeg voksede op med tre søstre
    og var vidne til dette parringsritual i hele min ungdom.
    For eksempel ville mine søstre ikke så meget som overveje at spise
    i mulige kæresters nærværelse, om de så skulle sulte. Hvorfor?
    Fordi det efter deres mening var uattraktivt. Mine søstre,
    der nu alle er gift og tydeligvis mindre optaget af, hvordan de virker,
    vil nu med næb og kløer slås med deres mænd om det sidste kyllingelår.

    Tænk tilbage på, hvor fintfølende du var lige i begyndelsen af forholdet
    og sammenlign det med din senere adfærd. Jeg er sikker på, at du nu
    helt automatisk siger og gør ting, som du aldrig ville have overvejet
    at gøre i forholdets tidlige faser.

    Jeg er sikker på, at du giver din partner lov til at se sider af dig,
    du hellere ville være død end have vist i de tidlige faser. Det ligger naturligvis
    i den menneskelige natur, at vi er tilbøjelige til at tage lidt lettere på det,
    når vi først føler os trygge ved en situation - og det er sundt.

    Du bør ikke føle, at du skal leve i et permanent spotlys i dit eget hjem.
    Men når denne afslappede indstilling bliver for dominerende, er der imidlertid
    en naturlig tendens til, at vi begynder at kræve mindreog mindre af os selv.
    For at sige det på en anden måde, vi viser os ikke længere
    fra vores bedste side, fordi vi ikke længere prøver
    at gøre et godt indtryk på nogen.

    Forholdet er jo blevet fast, dvs. fastlåst, forudsigeligt og kedeligt.
    I er kort sagt ikke længere i kurmageriets fase. Du kan måske godt klistre
    smilet på og se glad ud og være varm og hjertelig over for din partner,
    når læreren eller nogle venner er på besøg, eller når en nabo kigger ind.
    Men den måde, du rent faktisk behandler din partner på, bag lukkede døre,
    siger noget vigtigt om din sande personligheds dybde og beskaffenhed.

    Det kan ganske vist til at begynde med forekomme harmløst,
    at du tager mere afslappet på niveauet bag lukkede døre. Men det kan nemt
    gå hen og blive rigtig slemt - for der finder ikke blot en ændring sted
    af standarden for vores adfærd, vi ændrer os også følelsesmæssigt.
    Det sørgelige er, at vi bliver magelige, vi begynder tit forudsigeligt
    at hidse os op over tingene - eller flygte væk fra problemerne.

    I stedet for at du nu viser dig fra din bedste side
    og med beherskede følelser, siger du måske: ,,Åh, hvad fanden.
    Jeg er rasende, så skidt med om det er rimeligt og sårende. Jeg får luft
    og får det bedre lige her og nu – og er ligeglad med, hvordan det påvirker
    de mennesker, jeg står overfor. Og da især, når disse er din familie."

    Ikke mærkeligt at det ender med at blive et elendigt ægteskab,
    som du vil få det meget bedre af - ved at blive skilt. Og ud fra
    denne analyse vil dette dårlige sam og kærlighedsliv fortsætte,
    fremover, hvis du glemmer at gøre netop det, du kan lide
    - også imens du er i et kommende parforhold.

    Dvs de der forstår at nyde livet, kan lide sig selv
    og ofte gør det, som giver dem godt humør og livsmod
    - såvel i som udenfor et ægteskab, vil blive belønnet
    med et bedre parforhold, end de der skifter ansigt,
    når de først har "erobret/ scoret" sig en ny frelser
    fra deres triste, kedlige og glædesløse liv.

    + se
    www.psykoweb.dk/selvtillid/5KognitivTerapi1.htm



    NYTTIGE LINK:

    Erg check lige ind imellem dit Parforhold af
    f. eks. ved at udfylde Partermometret med din kæreste
    og pas i det hele taget bedre på hinanden og på jerselv.
    Et barn har altid bedst af at have 2 glade forældre.
    Vi ved det egentlig godt - men drømme, idealer
    og VIRKELIGHEDEN, er ikke gode venner.

    Gode og nyttige link,
    hvis du trods kampene imod, alligevel blev skilt:

    Skilsmisse - eller de evindelige skænderier?
    Hvad sker der på længere sigt med ungerne?


    Prøv en dag at Google på
    "weekend+far + mor" og "skilsmisse+historier"
    og du vil snart finde en, der har det sådan ca. som du



    Gode bøger:

    Helene Flendt: "Skilt - og hvad så?"
    fra Kroghs Forlag, 2002. 120 sider, 148 kr.
    Bogen er baseret på en langtidsundersøgelse af skilte familier
    i Danmark - den mest omfattende der er lavet herhjemme siden 1980.
    Bogen skildrer via fakta og interview skildringer:

    - Hvordan var det? Hvad skete der?
    - Hvilke problemer mødte de? Hvordan blev de løst?
    - Blev de overhovedet løst?

    Ligeledes er bogen en rigtig god gennemgang af,
    hvad "Fælles Forældremyndighed" betyder i praksis.

    "Skilt - og hvad så?"
    er en nyttig bog mht. at forstå hvad det er der sker,
    hvordan andre har oplevet en skilsmisse før dig,
    - og hvilke konsekvenser det har for børnene.


    Flere bøger om Skilmisse, børn og følelser
    kommer måske senere. Forslag modtages meget gerne!
    ebbe@psykoweb.dk




Til alle websiderne om
Parforhold, kontakt, sex og kærlighed

tilbage til Index