|
|
Det er der selvfølgelig mange vidtforskellige historier om. Her er en typisk historie, som jeg fik tilsendt per email, som jeg med hendes tilladelse, lægger frem til diskussion der forhåbentlig vil spejle forskellige moralske holdninger: Hej Ebbe Jeg er i syv sind. Jeg har mødt manden i mit liv - sådan føles det. Jeg har holdt mig langt væk fra ham længe, fordi jeg forsøgte at undgå min egen stærke tiltrækning af ham, og det har jeg gjort, fordi han er optaget, har kæreste og barn. Så jeg har kun hilst på ham. Den korte historie er, at vi alligevel endte med at mødes til en film Og så galopperede det bare... Jeg elsker ham, og han elsker mig. Det er helt vildt. Jeg kræver intet af ham. Jeg ønsker ikke andet end den tid, vi tilbringer sammen. Spørger ikke om fremtid eller andet. Vi nyder blot det, der er. Hvor vi er nu. Det samme for ham. Så alt er perfekt, ikke? Mit problem er, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, at HUN ikke ved noget. Jeg hader uærlighed, og jeg som grundværdi synes ikke det er i orden, at hun ikke får mulighed for at tage stilling. HAN kan ikke sige noget - for hans første prioritet er hans barn og hans barn vil gå i stykker, hvis de går fra hinanden. Og det er jo en risiko, hvis hun får det at vide. Se, nu er det sådan... at jeg vel kan være ligeglad. Vi har hver vores boldbane at spille på. Han må selv tage sin beslutning. Og jeg må derfor tage min beslutning. Så alt er på det rene - for mig. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere over det, jeg gør. Jeg har MEGA dårlig samvittighed overfor hende. Jeg synes ikke, det er okay. Og min samvittighed fylder så meget, at det er svært 100% at nyde at være sammen. med ham. Jeg får helt lyst til at sige det til hende, eller forlange at han gør. Det er jo ikke, fordi jeg ønsker at splitte familien. Desuden får jeg en mærkelig lyst til at ”redde” deres forhold. Jeg tror nemlig, at utroskab blot er et symptom på, at noget ikke fungerer, at JEG er symptomet på, at DE i virkeligheden skulle kigge deres forhold i sømmene. Jeg kan ikke holde ud, at jeg skal være grunden til, at de går fra hinanden. Når de i virkeligheden kunne komme tættere på hinanden. Og måske få en velfungerende familie. Det er vel forsøget værd… TÆNK NU, hvis hun har det ad h. til, men ikke siger noget, fordi hun ikke føler hun kan, pga. barnet. TÆNK NU, hvis hun gerne vil have et åbent forhold, men har dårlig samvittighed over overhovedet at tænke tanken, og ikke tør tale om det. Før de om 30 år opdager, de begge havde det sådan! TÆNK NU, hvis de begge lider i forholdet, fordi de ikke ser, hvad der er galt, men lader det køre længere og længere ud på et sidespor.. Jeg får virkelig lyst til at pille ved deres forhold - få det til at fungere. Er det ikke skørt, at jeg har det sådan? En kvinde der elsker ham. Hvad i alverden skulle min motivation mon være for det? Hvorfor tænker jeg mere på hendes ve og vel end min egen? Er det bare mig, der SELV er bange for uærlighed, og reagerer stærkt når jeg ser andre udsættes for den? Findes grundværdier overhovedet? Eller er det bare en overbevisning om ”hvem jeg er”, jeg har fået engang, og nu holder mig fast i et bestemt mønster? Er jeg i virkeligheden bange for andres reaktioner, hvis de fandt ud af det? Og skyen af skyld og dårlig samvittighed? Kan jeg klare det? Eller jeg i virkeligheden blot bange for at være i et forhold? Er det skyldfølelsens tunge åg, der styrer mig, eller er det reelle kivsværdier, der forsøger at hive mig på ret køl? Eller det mig, der har svært ved at tillade mig goder og fornøjelser i livet (for det har jeg), og altså også denne gave fra himlet, der er dukket op i mit liv? Mangler jeg måske bare støtte, og at få at vide fra andre, at det er sgu da okay? ”Jeg synes du skal nyde det, og ham – tænk når du er 80 år og kigger tilbage – vil du da ikke hellere have levet passioneret, end være låst i stramme bånd? Jeg stiller mig selv tusind spørgsmål, som du nok kan se, nok også for mange, og jeg bliver mere og mere forvirret, rastløs og stresset. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre og er helt handlings lammet Vi er nået dertil, hvor vi er meget tæt på sex. Jeg har holdt mig meget tilbage. Men nu er grænsen nået. Og jeg føler, at det nu er sidste chance for mig, til at holde mig til mine kerneværdier. At sige NEJ til uærlighed. Hvis vi gennemfører sex, så er spillet ligesom kørt og så løber følelserne vel af med mig (?) Jeg har meget brug for andres refleksioner på dette emne. Måske nogen der rent psykologisk kan gennemskue, hvad der sker i mig. Please!!! Hjælp!!! Jeg er ved at gå op i limningen af modsatrettede tanker en voldsom lyst og følelser. Hvilken retning skal jeg dog lytte til? Jeg elsker denne mand. Og for første gang, har jeg ikke tvivlet på det. Elsker ham - med mindre mit fokus på alt det her, blot er en forskydning af min tvivl på, om jeg mon tør? Mvh Jette Hvortil jeg (Ebbe) svarede: "At starte på et forhold på den tvivlende måde med en gift mand , kan meget let starte som en drøm og ende som et mareridt - som mange kloge kvinder ved. Dine pæne ord om at ville redde deres ægteskab ved at du mæt og glad efter elskov med den utro mand i din seng, begynder at lave parterapi med ham - med det formål om han igen begynder at elske sin svigtede kone er så tosset, at jeg tror at den fantasi blot spejler din dårlige samvittighed - fordi du ikke synes det du gør, er ok. Så - for at passe på dig - er mit umiddelbare råd til dig: Vil du have ham, ja så skal du satse på at fremtvinge et valg og helst gøre det, før du åbner dig yderlig for ham. Sorry. Smed mens jernet er varmt, som de sagde i gamle dage. Hvilket betyder at du må tænke dig godt om. hvilket du også gør ved "at være i 7 sind" og har taget en pause i jeres forhold Du kan f eks. ærligt sige til ham: "Jeg har også en vældig stor lyst til at elske med dig. men gør jeg det nu, ja så mister jeg dig på den lange bane." Dvs hvis du ikke bruger begejstringen, brunsten og forelskelsens enorme energi nu, så fiser det sandsynligvis ud i løbet af foråret. Og du ender med at stå skuffet og alene tilbage. Dvs. hvis du tænker på en fremtid med ham, ja så skal du fortsætte med dette rimelige krav: "Når du er flyttet hjemmefra. Har fundet en lejlighed og fået skilsmisse, så vil jeg love dig at jeg - med stor glæde - vil vente på dig, når du er fri til at vælge mig." Det er et barsk budskab Det har du min fulde forståelse af, men det er desværre det råd min erfaring med utroskabs affærer hvor han er far til et barn, igen og igen har lært mig at indse er klogt. Kender du Helen Fishers forskning? Søg videoklip med "Helen Fisher" på YouTube + www.ted.com/talks/helen_fisher_tells_us_why_we_love_cheat.html og opdag, hvilke vidunderlig hormon vulkan du sætter igang - og hvor barsk det også kan være, hvis du skuffes. Du tror at du kan styre det der sker, men suk, - det er som at stå af på en rutchebane-tur! + se www.psykoweb.dk/singelliv/forelsk0.htm PS. Tænk også på denne triste erfaring: "Når han kan lyve og snyde sin kone med dig, hvorfor skulle han så ikke en dag, gøre det samme imod dig?" "If he can do it with you, he can do it to you." som dr. Phill siger. Så Jette Er det ok med dig, hvis jeg bringer din gode beskrivelse af utroskab, set fra elskerindens synsvinkel på en webside derom her på psykoweb.dk? Jeg synes din beskrivelse er det værd! Og udover at du belyser det at være fristet og elskerindens dilemma så klart som du gør, så åbner dette også op for, at andre end jeg kan give dig kommentarer, gode tips og deres erfaringer. Dvs dig, der læser dette indlæg, sender dit svar til mig, der så sender disse kommentarer videre til dig. - hvis du ønsker det? Hvad siger du til det forslag? Hilsen og medfølelse fra Ebbe Og jeg fik følgende svar:  Kære Ebbe, Det var helt vidunderligt at modtage et svar så hurtigt. Og tak for at anerkende, at det er en stort skridt, og vigtigt valg. Det er altid rart at få opbakning. Ja, du må gerne publicere min beskrivelse. Jeg er kun glad hvis andre kan få noget ud af at genkende sig selv i min situation - og jeg vil gerne se kommentarer. Så alle slags ord er velkommen. Jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke er bange for at blive såret. "Only a broken heart, knows how it is to have loved". Desværre har jeg altid gået halvt ind i kærlighedens verden, holdt den lidt distancen som en turist - selv i et forhold, der på mange måder var gode for mig og nu trænger jeg til at gøre noget mere helhjertet, mere helt... :-) Turde være sårbar. Det er sgu vigtigt. Så jeg vil hellere blive såret, end at gå med livrem og seler hele resten af mit liv, så derfor vil jeg ikke træffe et valg alene ud fra at undgå at blive såret og skuffet. Det pudsige for mig er, at jeg netop ikke kræver noget. Jeg ønsker ikke -på egne vegne- at tænke på fremtid. Forholde mig til, hvad jeg "vil" med ham. Aldrig vil jeg bede ham om at forlade hans kæreste. Derfor er det så paradoksalt, at du -og mine egne tanker - lægger op til et valg omkring fremtid. Det vigtige for mig er at det er rigtigt for mig selv at gøre - lige her og nu. Og eftersom jeg altid har været en "pæn pige" og aldrig har haft et one-night-stand, eller det der ligner, og været bange for at blive kaldt "billig" eller blive snakket om bag ryggen (og ved gud, jeg ikke er det - har kysset med under 10 mænd i mit liv, været seksuel med max. 5, og jeg er 33), så er det jo, at jeg stiller spørgsmåltegn ved - hvad handler min seksuelle tilbageholdenhed overfor denne mand EGENTLIG om. Forstår du, handler det om ham og mig, da synes jeg det er et rigtigt valg at stoppe. Men handler det om min krops generelle modstand mod at nyde og give sig hen, (og især uden for "de lovlige relationer") så er det en anden sag.. Du snakker om idealer. Jeg har altid levet efter udefrakommende normer og forventninger, men det giver ingen trivsel, og i de sidste par år har stillet spørgsmålstegn ved dem. Og nu i denne situation bliver jeg usikker på, om mine tanker om at stoppe dette forhold, er styret af en udefra defineret norm/ideal (hvilket jeg IKKE vil tillade), eller om det er mine egne, og en del af min yderst kostbare integritet. Sidder jeg en dag som 80 årig og tænker tilbage ... ville jeg da le over ungdommens mange komplekser og sige "jeg har levet fuldt ud", eller vil jeg sidde stolt og sige "godt jeg var en kvinde med høje idealer og faste værdier"? Syv sind er ikke nok. Jeg er en kvinde i 7000 sind. Her fik du nogle flere af mine tanker. Med venlig hilsen Jette Dette mere modige svar gav jo en lidt anden synsvinkel på hvad der sker, så jeg svarede hende således: Hej igen Mette Ok - og når du er i den mere passionerede del af dig har du altså denne holdning, "Hvo der intet vover, intet vinder" Jeg vil opleve noget nyt og involvere mig mere helhjertet i det forhold jeg er i nu med ham, der måske/ måske ikke en dag vil forlade sin kone. osv så ... hvad gør at du ikke bare uden videre giver dig selv den - sikkert gode oplevelse - og nye erfaring? Hvad forhindrer dig så i bare at gøre det? Du har jo ret i at når du en dag bliver ældre at så er det da en oplevelse, der vil få dig til at smile hemmelighedsfuld og indforstået med kærlighedens historier Problemet opstår først når du blot dagdrømmer dig væk fra din realitets sans og begynder at drømme om en fremtid med ham I så fald er det klogest at bruge denne energi - brust eller forelskelse? som han sikkert også føler så stærkt nu til at få ham ud af det gamle forhold sådan som jeg foreslår men ok Jeg tror ikke på påstanden om at mennesket er et fornuftsvæsen. Jeg tror at vores hjerne er skabt sådan at den gerne vil danne vilde drømmebilleder, - ganske som vi hver nat drømmer om noget, som ikke er. Og lader vores drømme, angst, savn, behov, længsler og frygt styre os i mange skøre irrationelle retninger der - har sin helt egen logik. " Forståelsen af denn logik er det vi idag kalder for "psyko-logi(k)" "Some people never go crazy. What truly horrible lives they must lead." — Charles Bukowski "Sex is kicking death in the ass while singing." — Charles Bukowski ... så rigtig god fornøjelse Hjertet bliver kun stærkere hvis vi tør bruge det! Hvis jeg får svar og kommentarer videre sender jeg dem til dig. pøj pøj fra Ebbe og fik denne bekræftigelse: Kære Ebbe, Var ved at sende mit indlæg til en anden brevkasse også, og formulerede mig lidt anderledes omkring det med sex - det vil jeg gerne dele med dig. Måske det perspektiverer problematikken og giver anledning til yderligere tanker fra dig... Jeg har generelt svært ved at give mig hen til sex og nydelse. Det har jeg altid haft. Og har stoppet mange gange, når en relation blev tæt på intim. Flirten ja tak - men at gå til kys og endnu videre sex, har altid været svært. Så derfor lurer jeg også på, om min modstand mod at lade det gå videre med denne mand, i høj grad også handler om det? Og mindre om ærlighed/hans forhold. For er det dét, der er den egentlig grund, så er det ærgerligt at slutte. For med denne mand, føler jeg mig egentlig tryg. Og endelig, efter vi har set hinanden i næsten 2 måneder, slapper jeg af med at kysse. Måske har jeg chancen for at lære at kunne slappe af med sex. Med denne mand som partner. Det skal siges, jeg er 33 (!). Jeg har altid været bange for at blive kaldt billig - og at der blev snakket bag mig. Gud ved, det er jeg ikke. jeg har kysset med få, sex med færre. Og altid i et "ordentligt forhold" - altså ingen one-night stands eller lign. Det er da ærgerligt at holde sig selv så meget tilbage med noget så skønt!! Er træt af at blive stoppet i at nyde livet. Gid jeg kunne gennemskue, hvad der er den egentlige årsag bag. Så ville jeg være lykkelig. Mvh Jette + se: Kvinders lyst til sex er stigende! + Se spørgsmål og svar fra brevkasser + Se A + |
|
|
|
|
|
|
Tilbage til Index |
