Solen er dejlig nu. Det har været en dramatisk formiddag
så vi beslutter os for, at holde fri resten af eftermiddagen,
fordøje oplevelserne og først mødes igen i aften.

Else Marie og jeg vender efter en lang gåtur langs havet
hjem igen til huset, hvor folk ligger og soler sig udenfor i små grupper.
Jeg sætter en stille celloconcert på, imens jeg tuller rundt. Jeg kan ikke bestemme
mig for, hvor jeg egentlig vil være. Jeg havner hos Poul og Michelle, som ligger i en
sandgryde og snakker om "formiddagens selvmord". Romantikken længe leve.

Et eksempel på en 2. grads barndomsforbrænding:
Drømmen om den lille lumske knivstikker,
som vover at komme frem i lyset.

Poul fortæller mig om den stærke drøm, han har haft
for et par uger siden, som han stadig går og kæmper med at forstå:
En nat drømte han om en lille 8 årig pige, som sidder og leger på et gulv.
Der bliver hun overfaldet af en frygtelig lumsk dreng, som kommer krybende mod hende
fra sit gemmested under bordet - hvor han stikker en enorm stor machetkniv i hende.
Han er ret optaget af knivens symbolik, fordi den ene side af den er meget skarp
og kan skære lige durkt igennem hendes ben, mens den anden side er sløv.
Denne sløve del af kniven kan ikke skære, men kun bruges til at slå med.

Den første aften fortalte han om, hvordan han heltemodigt kastede sig over den
lumske farlige fyr og tilsidst fik knockoutet ham. For kun at få skæld ud af sin mor over,
at han var så voldsom. Denne gang vender jeg hans opmærksomhed et nyt sted hen:

Ebbe: "Prøv først at være den lille 8 årige pige, sådan som du forestiller dig hende.
Hvordan tror du, at drømmen ser ud fra hendes synsvinkel? Prøv at tale i jeg-form."
Poul: "... Jeg er en lille pige. Jeg sidder her på gulvet og leger helt uskyldigt.
Så kommer ham der, den modbydelige fyr, krybende. Han vil skære i mig.
Jeg kan ikke forstå det. Jeg er helt uskyldig. Jeg har ikke gjort ham noget."
Ebbe: "Ok - hvad føler du lige nu som den lille pige?"
Poul udbryder spontant: "Hjælp! Er jeg helt alene?"

Ebbe: "Er det svært for dig at spørge andre, om de vil hjælpe dig i hverdagen Poul?"
Det må han indrømme. Det er utroligt svært for ham at række ud og sige: "hjælp mig!"
Han har, som så mange af os behandlere, meget nemmere ved selv at være hjælperen.
Den lille pige viser ham en mere uskyldig og hjælpeløs side af sig selv.

Ebbe: "Prøv nu at være den lille lumske knivstikker. Hvordan oplever han det?"
Poul kravler nu gennem sandet og nærmer sig Michelle, som spiller den lille bange pige:
"Ok, jeg prøver at leve mig ind i ham. Det er svært - for jeg vil jo ikke være som ham.
Jeg sniger mig hen over gulvet (sandet) fra mit gemmested under bordet.
("Hvad vil du?"). Jeg vil bare skære i hende! Jeg er vred på hende (snerrer).
Nu minder hun mig om min storesøster, som jeg simpelhen ikke kunne hamle op med
dengang, jeg var lille. Jo, det handler nok om, hvor svært det var for mig
at blive vred på hende? Det turde jeg simpelhen ikke gøre åbent."

Det er svært for Poul at leve sig ind i at være "den lille knivstikker."
Ebbe: "Lad os antage, at knivstikkeren også repræsenterer "noget i dig" i din nutid.
Prøv at giv dig selv lov til at blive lidt mere eet med denne skjulte side af dig Poul.
Ellers forbliver den jo bare under bordet - og der lærer du den ikke at kende."

Poul: "Er jeg så bare en lille rasende knivstikker, som er så lusket og bare vil se blod?"
Ebbe: "Nej! - men din drøm peger på, at du har en sådan ukontrolleret aggression i det skjulte,
som jeg godt vil lære bedre at kende, fremfor, at du en dag f. eks. knockouter den med sprut!
Natasha Mann har et udtryk, der siger mig noget, nemlig "To denye is to dye."

Poul lukker øjnene og koncentrerer sig. Han sidder overfor Michelle imens, og siger så:
"Jeg ser ikke noget for mig lige nu. - Jo, der er noget rødt derinde i mørket...
Nu ser jeg en stor kniv for mig. Den er meget stor." (Han åbner øjnene).

Ebbe: "Luk nu øjnene igen og vær kniven."
Poul: "Jeg er en stor kniv. Det lyder tosset ikke?"
Ebbe: "Ikke for mig. Vær dette symbol på din aggressivitet."

Poul: "Jeg har en meget skarp side og en meget sløv side.
Den skarpe del af mig er så skarp, at den kan skære lige ind til benet.
Den anden side af mig er... jo, jeg er sløv og dump og kan kun bruges til at slå.
Jeg kan jo dræbe med den kniv! (ånder dybt, men fastholder koncentrationen).
Ja, det siger mig noget. Det, at jeg kan dræbe, det har jeg så svært ved at acceptere."

Ebbe: "Hvad føler du lige nu Poul?"
Poul: "Det er ikke rart det her. Mine hænder er meget kolde.
Jeg er bange for min vrede og især for at være aggressiv mod kvinder.
I stedet for at være direkte og åben vred, så stikker jeg lidt lusket ud efter dem."

Ebbe: "Hm... Kan de 2 sider af kniven også være dit intellekt?
Kan du nogle gange bruge din logik til at skære ind til benet i en problematik?
Jeg vil gætte på, du har det helt fint, når du effektivt kan "skære igennem en sag"?
Andre gange, hvor du er bange og afmægtig, så slår du sløvt og tungt fra dig med ord,
eller stikker til hende, ved f. eks. at drille - eller være lidt vel lusket. Kan det passe?"

Den side af Poul har Michelle godt lagt mærke til. Hun kan supplere med
flere små konkrete eksempler, hvor hun dog ikke synes, at Poul har såret hende.
Hun har mere bemærket sig, hvor svært han har ved at råbe op, afvise og "være lidt ond".
"Poul, du undskylder dig selv alt for meget - og det afskyr jeg!", siger hun direkte til ham.

Ebbe: "Michelle, prøv at sige det lidt skarpere og mere spids - i jeg-form til Poul."
Michelle: "Jeg vil hellere have din vrede direkte og frit fremme, end gemt under bordet.
Jeg er ikke så bange for din vrede, som du åbenbart selv er Poul! Jeg bliver meget mere bange,
hvis tingene foregår i det skjulte. Så overfortolker jeg og tror, at du ikke har tillid til mig.
Jeg er jo ikke sådan en uskyldig lille hjælpeløs pige, som bare lader dig skære i mig.
Jeg hader, når følelserne foregår under bordet!" Jeg elsker åbenhed
og at du har temperament."
Poul: "Det kan jeg godt forstå, men så skal du også forstå, hvor bange jeg er,
for at jeg kommer til at spidde dig med min logik og al min psykologisnak. Nogle gange,
bliver jeg så vred. Så bruger jeg mit intellekt til at få ram på dig - men det ønsker jeg ikke.
Der er jo også en anden side af mig i drømmen, som knockouter den der lille feje knivstikker.
Det handler nok om, at jeg må tage kniven fra den lille feje og luskede dreng i mig og om,
at jeg tør blive vred på dig, når jeg f. eks. mener, at du opdrager alt for meget på mig."

Jeg forlader dem i en intens samtale, hvor de tolker videre på drømmen og deres forhold.
Jeg går mig en lille tur og funderede over knivens phallossymbolik og tænker på det med
"at tage kniven fra den lille voldsomme dreng", som mange af os mænd jo godt kender.
Måske handler det også om at integrere denne energi med sin voksne mand?
Altså om at få sin phalloskraft, sin seksualitet og handlekraft tilbage.
Det synes jeg selv giver drømmen mening.

Så dropper jeg al den psykoanalysering og lægger noget stille guitar musik af Bindu på.
Smukt og stille. Der er flere, der snakker og tegner omkring mig, mens jeg tager en lille lur.

Et eksempel på en 3. grads barndomsforbrænding:
En times tid senere bliver jeg vækket af Hugo, som har slæbt 2 madrasser
ned på plænen og nu sidder og tæsker løs på dem med vores ketcher. Jeg opfordrer folk til
at hente nogle flere madrasser, så vi kan få banket støvet af dem. Snart står der
et lille heppekor omkring ham, imens han uartikuleret raser ud imod sin far.

Da han til sidst falder omkuld på madrassen og har pustet ud, spørger jeg uskyldigt:
"Hvordan føles det at være så intenst bundet til din far i had og foragt Hugo?"
Han ser ret overrasket op på mig og siger: "Men det ønsker jeg slet ikke.
Jeg vil ikke være bundet til ham på nogen som helst måde!
Jeg vil være fri af ham."

Ebbe: "Prøv at sige det til madrassen, der."
Hugo: "Jeg vil slet ikke have noget at gøre med dig.
Du har gjort mig nok ondt! Ha! Jeg er heldigvis ikke bange for dig mere!"
(Han ler højt og flipper lidt ud i latter og diffusitet et øjeblik, men så er han klar igen).

Hugo: "Du er simpelthen dumpet. Jeg vil aldrig mere kalde dig Far.
Den titel fortjener du simpelhen ikke. Du var en elendig far. Du er dumpet.
Du forstod dig jo overhovedet ikke på børn. Mig forstod du i hvert fald ikke.
Fald død om. Jeg er fandme da ligeglad. Jeg glæder mig til, at du dør, så er jeg
endelig fri for dig. Du er jo den rene ynk. Ha! Du er jo bare en slatten madras."
Ca. sådan hidser han sig op og ned flere gange, fulgt af nogle ketcherslag.
Det synes han godt at kunne lide.

Ebbe: "Jeg får en følelse af, at du kan stå og skælde den dumme gamle mand ud i årevis
og ligegyldigt, hvad du siger og råber ad ham, så vil han jo aldrig kunne give dig
et ordentlig svar. Har du også selv den følelse Hugo?"

Hugo: "Ja, det synes uendeligt. Jeg kunne blive ved lang tid endnu.
Ulla bryder ind: "Og hvad tror du så, det vil ende med?"
Hugo: "At jeg vil være helt ødelagt og udmattet."

Ebbe: "Kan du nu forstå, hvad jeg mener med en negativ binding?
Det farlige ved at føle så meget had, foragt og hævnlyst er, at det er så uendeligt og koldt.
Det stopper først med mord eller selvmord - enten konkret, eller som et tab af dig selv.
Det kan ende med, at du føler dig lige så kold, død og tom, som han synes at være.
Du leger jo med i hans spil, som var du en marionetdukke! Du søger en skurk at hidse dig op på,
ellers falder du bare helt sammen og sidder og venter på Godot, eller hvilket mirakel,
du nu kunne ønske dig. Jeg synes, det er spild af dit liv! Hvor længe gider du
sidde så fastlåst i den farbinding. Den ødelægger jo dit humør?
Hvordan pokker bryder du dog den lænke?"

Hugo: "Jeg kunne give ham nogle flere tæsk med ketcheren, prøve at slå ham ihjel?"
Ebbe: "Ja, det kunne du - og det ville også ende med, at du bliver totalt udmattet.
Hvad kan du finde på, som har lidt mere personlig stil og humor Hugo?"

Hugo: "Det bedste ved det hele er, at lige nu er jeg virkelig ikke bange for ham!
Det føles rart. Nej, jeg er slet ikke bange for ham mere!
Det er befriende at mærke."

De´r var jeg vist gået glip af noget vigtigt, så jeg læner mig tilbage.
Hugo strækker sig ud i hele sin længde og ryster kroppen godt igennem.
Ebbe: "Hvad føler du nu?" - og alle ler af mit tåbelige spørgsmål.

Da vi er blevet seriøse igen, spørger Lisbeth:
"Jeg sidder og tænker på, om din far også er bange for dig?"
Hugo: "Tror du det, hvorfor skulle han dog være det? - Han besøger mig ikke
og ringer aldrig. Han synes at være aldeles ligeglad med mig. Jo, jeg tror,
du har ret. - Jeg kan godt forestille mig, at han var bange for mig.
Det kan jeg godt føle foragt for. Jeg var jo bare en lille dreng."

Han er lige ved at hidse sig op igen, da jeg afbryder ham.
Ebbe: "Det er nok sandt, at I to aldrig har kunnet forstå hinandens angst.
Javist, men hvad betyder foragt for dig? Du kan jo blive ved og ved med at hænge fast der.
Foragten er for mig udtryk for mindst 2 ting, nemlig: 1/ at du måske ønsker at dræbe ham
og 2/ at du har et meget stift lille dommersystem inden i, som dumper folk og udkårer
vindere hele tiden - ligesom ham. Hvad betyder din foragt for dig Hugo?"

Hugo: "At jeg kan brække mig over ham.
Jeg kan mærke, jeg nu er bange for, om jeg har taget skade af, at have haft ham som far?"
Ebbe: "Prøv at spinde en ende over den tanke."

Hugo: "Jo, der var en pige, der engang spurgte mig, om jeg ikke, et eller andet sted, tror,
at der er noget forkert ved mig, siden jeg kan føle så intenst et had og afsky for ham. Det
sagde mig noget, for den følelse af "at være helt forkert skruet sammen" kender jeg godt."

Ebbe: "Javist, og du er selvfølgelig forkert, ifølge hans lille lukkede vinder- & tabersystem.
Giver du ham virkelig ret i den påstand? Er du en vinder eller en taber i dine egne øjne Hugo?"
Hugo griner og tjatter ud efter mig. Der udvikler sig en kort pudekamp, da Hans kaster
en pude efter Hugo, som kaster den efter Hanne, som kaster den tilbage til Hans.

Lidt efter siger han: "Men hvordan kommer jeg fri af ham?"
Ebbe: "Ved at turde leve dit eget liv efter dine egne spilleregler.
Jeg ved ikke, om du orker mere nu Hugo, men vi kunne jo starte med en scene,
hvor du mødes med ham, lige inden han dør på hospitalet af brok og kræft.
Prøv, om du kan sige farvel til ham med en lille improviseret gravtale."

Den sidder han lidt og tygger på.
Så tager han en madras og lægger Gert,
som i det samme kommer forbi med en kold øl, ned på den.
Gert leger troskyldigt med. Han er dog ved at få øllet galt i halsen,
da han opdager, at han skal forestille at være Hugos far på dødslejet.

Hugo: "Du er døende og ligger ensom på hospitalet. Det har du rigtig godt af!
Du har fået en eller anden frygtelig pinefuld sygdom - jo, du er ved at dø af kræft!"
Ebbe: "Det er den allersidste gang, du ser ham nu Hugo. Hvad vil du sige til ham?"

Hugo tager sin nu ret groggy far (Gert) i hånden og siger:
"Nå farvel din gamle skurk. Du har altid været et åndsvagt grimt monster.
Jeg er ikke ked af, du snart skal dø. Jeg har været meget vred på dig - og jeg har savnet dig.
Jeg lærte dig aldrig rigtig at kende. Du lærte i hvert fald aldrig mig at kende.
Der er så lidt sjovt og godt, som jeg kan mindes med dig. Det er jeg ked af."

Ulla bryder ind: "Er der overhovedet intet godt, du kan sige til ham?"
Hugo: "Jo, du var ikke et monster hele tiden. Du havde også dine gode sider.
Du tog mig ofte med ud at fiske, og så stod vi der. 2o meter fra hinanden, uden et ord,
men du var alligevel god at gå tur med. Du lærte mig at holde af naturen.
Jo og så lærte du mig også at køre bil - og lånte mig engang 1oo kr,
men du sagde aldrig noget godt om mig, så - that´ s all!"

Ebbe: "Hvad er det allersidste, du vil sige til ham?"
Hugo: "Du skulle aldrig være blevet far. Det job egnede du dig ikke til.
Nu håber jeg, at du endelig får fred og snart sover blidt ind.
Sov godt, din tåbelige gamle skurk."

Hugo ser smilende på mig og siger:
"Nu gider jeg ikke sige mere til ham." (han har tårer i øjnene).
Ebbe: "Nyd det. Hvad har du lyst til nu?"

Hugo går hen til forstærkeren og sætter Steppenwolffs gamle "Born to be free på" igen.
Bagefter danser han lang tid alene til noget musik, han selv har taget med.

Senere fortæller han mig, hvordan han i de første danse opdagede,
at han stadigvæk kæmper med sin far. Han havde hoppet og danset på hans grav.
"Men så stod jeg pludselig der, helt stille. Jeg troede ikke, at jeg havde flere kræfter.
Så skete der det, at jeg tydeligt kunne føle, at jeg dansede alene for min egen skyld.
Lige med eet var jeg ude af hans cirkus - og helt alene. Men jeg stoppede ikke.
Det er dejligt at mærke, at jeg også har min helt egen energi,
som slet ikke har noget med ham at gøre."
Han sender mig et smil, der varmer.


På et intensivt ugekursus
er det svært at skelne mellem arbejde og fritid.

Det, at tage afsted med så mange mennesker til et lille hus langt ude på landet, gør,
at vi næsten hele tiden mere eller mindre bliver indblandet i det sociale liv - heldigvis!
Der sker utroligt meget udenfor terapilokalet. Ind imellem har jeg haft en oplevelse af,
at deltagerne i terapigrupper er som popcorn på en pande. Pludselig springer der
en og piff paff puff springer der flere - når tiden er inde til det.

I starten af ugen foregår psykodramaerne kun oppe i terapilokalet,
men efterhånden som ugen skrider frem og deltagerne bliver mere trygge ved hinanden
foregår der mange spændende møder og dramatiske udvekslinger overalt. I køkkenet,
udenfor huset og alle mulige andre steder. Nogle gange har jeg oplevet det,
somom gruppen er et bål, hvor nogle gløder ind imellem blusser op
og spontant sætter et større bål igang.

Det er vigtigt - også for os, som er ledere - at gå ture og være os selv,
for at passe på vores energi, så vi er mere veloplagte, når vi mødes i lokalet ovenpå.
Det er udmattende og spændende at have vores job. Det, som sker inspirerer til,
at vi samtidig også må arbejde med os selv. Vi engagerer os også personligt
og skal samtidig ikke forstyrre forløbet med vores personlige følelser.
Det er en svær balanceakt at være på et sådant job
og være sig selv.

Klik her - og læs fortsættelsen.
om hvad der videre skete ,



Se her indbydelsen til ugekurset
der beskrives i PsykoDrama-bogen

+ se indholdsfortegnelsen til
Psykodrama bogen

og vores 2. bog
Bid livet i låret og find dig en kæreste.

tilbage igen til index
over hele www.psykoweb.dk