|
|
A. Oplægget: Hanne sætter sig hen ved siden af Else Marie: "Det handler om mig og Gert, som sidder derovre.(se oversigten her) Det er svært for mig at tale om det her. Jeg har talt om det før med dig Else Marie, men jeg skal lige vænne mig til, at I andre også er her. Jo jeg vil godt se nøjere på min del af konflikten med Gert. Jeg er opmærksom på, at jeg ønsker at få kontakt og opmærksomhed. Det er nemt nok, når jeg er glad og kærlig, men lige så snart jeg er kritisk og vil tale om vores problemer, så løber han væk fra mig følelsesmæssigt! Jeg gør mig en masse tanker om, hvorfor han gør det og ... - åh jeg føler mig så vred og afmægtig lige nu!" Else Marie: "Hvorfor tror du, at han løber væk?" Hanne: "Jeg tror han er bange for mig og gemmer sig i sin egen lille verden. Jeg aner ikke, hvad han tænker på, men jeg tror altså ikke, det er på mig - eller på ham selv. Jeg tror slet ikke, han tænker på noget som helst! Næh, han vil hellere se TV og helt undgå at tænke! Andre gange ser han bare så trist og fortabt ud, men den hopper jeg ikke på mere. Det gør Gerts far også, når han vil stoppe Gerts mor. - Jeg vil ikke mere føle dårlig samvittighed over, jeg ikke kun er din lille søde solskinskone Gert!" Hun ser meget hvast hen på ham, der opmærksomt følger med ovre fra sit hjørne. Else Marie: "Hvad er det værste i alt det her?" Hanne: "At han er så utrolig sårbar og bange for konflikter! Han hader kritik. Hvis jeg er vred og råber op, så lukker han helt i." Hun græder lidt, tørrer så øjnene, og retter sig op: "Det værste er, at jeg føler, han hader mig, når jeg er sådan!" Else Marie: "Hvad føler du ved at sige det Hanne?" Hanne: "Altså jeg hader ham, når han er bange for mig." Else Marie: "Ok, og prøv nu at udtrykke det lidt mere direkte. Hvordan lyder det, når du ser på Gert, imens du siger det?" Hanne: "Gert, jeg hader dig, når du er bange for mig! - Jeg hader at hade dig. Jeg vil jo meget hellere holde af dig." Else Marie: "Godt, det er klart nok som et oplæg. Jeg sidder og tænker på, om du helst vil undersøge det i direkte kontakt med Gert. Han er her jo. Eller om du hellere vil undersøge det i forhold til en stand-in? Vi kan bruge en af de andre mænd her i gruppen, og derved lade Gert sidde i fred og ro og opleve det lidt mere udefra. Måske er det friere både for dig og ham? - Hvad vælger du Hanne?" Hanne: "Hvad siger du Gert?" Gert: "Jeg vil helst sidde her og se det hele lidt udefra, hvis det er i orden med dig Hanne?" Det er det. B. At være Stand-In for en anden i et psykodrama Else Marie: "Er der nogle af jer mænd, der på en eller anden måde genkender noget af dette fra sig selv i Hannes karakteristik af Gert?" Poul, Henrik, Hans og Hugo rækker hånden op. "Godt, vælg nu en af dem som Stand-in for Gert, Hanne. - Måske har en af dem en kropslig lighed, eller en lignende udstråling? Er der en af dem, der minder dig om de værste sider hos Gert?" Hanne ser sig omkring: "Vil du godt spille Gert, Henrik?" Det siger Henrik lidt overrasket ja til. Else Marie: "Godt, lad os fjerne madrassen, så vi får bedre plads på gulvet." (Kort efter står de 3 foran os andre, der sidder ned.) "Først er jeg nysgerrig efter at få at vide, hvorfor du valgte Henrik, som stand-in for Gert?" Hanne ser med et smil nøjere på Henrik og siger: "Jo, du ligner Gert i alder og drøjde. Du talte også varmt om dine døtre i går. Jeg forstod på dig, at det betyder meget for dig at være far, ligesom Gert. Og så er du ude i forretningslivet. Jeg kan også tydeligt mærke, hvordan Gerts arbejde smitter af på ham - og så er du en attraktiv mand, sådan kropslig set, ligesom Gert." Henrik er næsten ved at rødme, og ser lidt forvirret væk. Else Marie: "Så det er fordi han ligner Gert som mandetype?" (- ja) Ok og du skulle også vælge ham ud fra Gerts værste sider. Hvordan er de?" Hanne tøver lidt, inden hun siger: "Jo, egentlig tror jeg, du er en rar og ærlig mand! Men jeg tror også, du er utrolig sårbar over for kritik. Ligesom Gert er du også alt for bange for vrede kvinder. - Jeg tror, du frygter vrede kvinder så meget fordi du hader os et sted inden i. Det hænger nok sammen med din mor, men det gider jeg altså ikke bære over med mere! Du vil også helst have at alting forbliver, som det altid har været. At alting er så pænt og roligt og fornuftigt hele tiden. Du kan bedst lide, at din lille søde kone altid er ih så forstående og overbærende, men sådan er jeg slet ikke! - Du er mest til solskin. Når det regner, eller der er blæst og stormvejr i sigte, så kryber du bare i skjul, ligesom Gert gør. Jeg tror, du svigter i et forhold ved din konfliktangst Henrik. Det tror jeg, du har fælles med Gert." Else Marie: "Og hvad føler du lige nu ved det, Hanne?" Hanne: "Det hader jeg! - Jeg bliver så rasende over den fejhed!" Else Marie til Henrik, som nu er rystet: "Det er svært at være stand-in, stedfortræder for en anden. Det kræver indlevelse og en god portion selvdisciplin, fordi du meget let kan føle dig personligt ramt, og det kan meget let føre til, at du i alt for høj grad bare reagerer tilbage, som dig selv. Lad mig lige kort fortælle dig, hvad det betyder at være stand-in: Du må godt bruge dine følelser, din indlevelse og improvisationsevne, men samtidig skal du også bestræbe dig på at blive indenfor rollen. Det, der bliver sagt til dig, går ikke på dig personligt. Prøv dig frem. - Det er indimellem ret svært, så hvis du har behov for en pause, så skal du vide, at enhver af os her i gruppen hele tiden kan sige: "Nej", "Stop!", "Vent lige lidt!"- eller foreslå en pause. Er det klart nok Henrik?" (Han nikker). "Godt - og Hanne, nu er du hovedperson, derfor vil jeg især koncentrere mig om at følge efter dig. Det er især dine behov og følelser, jeg er nysgerrig efter at lære at kende nu og jeg ved godt at at du Gert har en anden synsvinkel (ser på ham), men den venter jeg med at forstå, til det bliver din tur Gert." C. Psykodramaet begynder Else Marie: "Først skal vi finde en konkret episode, hvor dit had og raseri virkelig flammede op. Kan du komme i tanke om en af de allerværste ture, du og Gert har haft?" Hanne: "Ja, for et par måneder siden var vi alene hjemme. Jeg kan ikke huske, hvad vi sagde til hinanden, og hvad der var sket forud. Jeg havde vel lavet mad, som sædvanlig. Skænderiet startede, imens jeg stod og lavede kaffe. Jeg havde vist tænkt mig at gå ind og se fjernsyn med Gert. Så slog det mig pludselig, at det her minder om det rene plejehjem! - Åh, jeg synes så tit, vi spilder en dejlig aften ved bare at døse hen foran det dødsyge fjernsyn. Der er så mange aftener, hvor jeg synes, jeg har set fjernsyn, så øjnene er blevet helt hævede. Jeg har vel bare været langt borte i en eller anden uvirkelig døs, og bagefter følt at jeg har spildt endnu en aften." Else Marie: "Hvilken følelse giver det dig, lige nu?" Hanne: "Jeg føler mig så dum nu." Hun ser vredt på Else Marie. Else Marie: "Prøv i stedet for at sige: "Jeg føler, jeg spilder mit liv!" Hanne tygger på sætningen: "Netop, det er sådan, jeg føler det. Det gjorde jeg også den aften!" Else Marie: "Prøv at sige den nøglesætning igen" Hanne: "Jeg føler, jeg spilder mit liv" (meget lavmælt). Else Marie: "Og prøv nu at lægge lidt mere følelse i Hanne." Hanne råber: "JEG FØLER, JEG SPILDER MIT LIV!" Else Marie: "Hvor stærkt føler du det?" Hanne med fasthed: "Jeg spilder mit liv, FOR HELVEDE!" Else Marie: "Kan du mærke forskellen?" Hanne nikker. Hun ser nu vældig oplivet og parat ud så Else Marie fortsætter: "Godt, nu har vi fundet en central episode, en scene. Det problem, du godt vil gå på opdagelse i Hanne, er altså jeres forskellighed. - Det ligner i mine øjne situationen i mange danske hjem efter aftensmaden. I sidder der i sofaen foran TV alteret, trætte af dagens krav og pligter, ja måske også trætte af jer selv - og hvad sker så? Den ene gider ikke noget og den anden har vældig lyst til, at der skal ske noget mere interessant. Det er der vist mange skænderier om. Lad os prøve at undersøge, om vi kan løse den konflikt på en bedre måde. Hvad siger du til det?" Hanne: "Det er jo det, jeg leder efter." Else Marie: "Godt, så er vi enige om det. Lad os nu se, hvilke valg du har. Hvor er der en vej ud af afmagten? Hvad er det for et savn og en længsel, der ligger bag dit nødråb og om du kan sige det på en måde, så Gert ikke løber væk?" D. Scenen sættes, dialogen struktureres - og der gives slip Else Marie: "Hanne, lad os først se lidt nøjere på, hvad det er, der sker i dig, nu imens du går rundt ude i køkkenet den aften og laver aftenskaffe til Gert,. som sidder fredsommeligt og ser fjernsyn, her!" Imens Else Marie siger det, tager hun en stol ind i cirklen til Henrik. Foran ham placerer vi en tom papkasse som tv. Han har ryggen til Hanne. Madrassen fra før hentes derpå tilbage og sættes op, som en ca. 1/2 meter høj "væg" ud til køkkenet. Else Marie: "Sidder "Gert" nu rigtig? Er det sådan, han sidder? Prøv at rette på ham, så han sidder nøjagtig, som Gert plejer at sidde, og har det helt rigtige Gert-udtryk på ansigtet - og kropssproget. Hvordan ser du ham sidde der?" Hanne retter "Gert" til. Han får en cigaret i munden og hjemmesko på. Det viser sig, at han overhovedet intet sagde den aften, Hanne kan huske. Scenen ender med, at han rejser sig og går ned i sin hule, "sit kontor" som han kalder sit fristed i et kælderværelse, hvor han er fredet. Else Marie henvendt til Henrik: "Har du fat i hvordan du skal spille Gert i den situation?" Henrik nikker. "Godt. Hanne start nu med at gå rundt her ude i køkkenet, og tal højt med dig selv. Hvad går du og tænker på?" Hanne tænker højt omme bag madrasvæggen, dvs. "ude i køkkenet": "Jeg føler det, som om vi er kommet på plejehjem, og jeg er personalet! Jeg er pissesur over den måde, vi har det på. Det vil jeg ikke finde mig i. - Nu sidder han bare derinde og tror at alt er, som det skal være. Men tænker han nogen sinde på mig? Nej han gør ej! - Han er en dum egoist, der bare tænker på sig selv. Jeg er sgu ikke bare sådan en lille sød kone, som finder sig i alt. TV og aftenskaffe - og så god nat. Har vi da slet ikke noget at tale sammen om mere? Jeg spilder mit liv på den måde. Måske skulle jeg hellere leve alene? - Så vil jeg sikkert få lyst til at gøre alt muligt. Besøge veninder, få besøg, komme ud, have det sjovt. Men tør jeg det? - Åh hvad laver jeg egentlig her?" Hanne går i stå. Else Marie tager hendes hånd og spørger blidt: "Hvad er du i kontakt med nu? Hvad føler du nu Hanne?" Hanne: "Jeg føler mig helt tom i hovedet, meget langt væk. - Det er, som om jeg er ved at gå ind i den gamle døsighed fra dengang, jeg var depressiv. Jeg får vat i hovedet! - Det gør mig bange. - Jeg bliver lidt svimmel nu." Else Marie: "Er det ensomhedsfølelsen, der lammer dig sådan?" Hanne mærker efter, og ser lettet ud: "Ensomhed - ja, det er det." Else Marie: "Den aften vågnede du op af døsen, og gik ind til Gert og prøvede på at vække ham af hans fjernsynsdøs. Var det ikke det, du gjorde den aften? (Hanne nikker). - Godt, vis mig nu, hvordan du gjorde det." Set udefra kommer hun diffus rasende, ja direkte fjendtligt hen til "Gert" lænestol. Hun giver ham et ordentlig fur, der indeholder en masse dømmende udtryk som: "Du er jo gået helt i stå! - Du elsker mig ikke mere! - Du er helt umulig" - og "Du er revnende ligeglad med mig og alle andre! Det eneste du tænker på, er dig selv!", samt: "Hvis du ikke snart vågner op, så går jeg fra dig, og så skal jeg aldrig mere forstyrre dig, så kan du bare sidde der og se det dumme fjernsyn hver aften, for det er jo det, du helst vil!" - Og endelig: "Det her liv kan jeg altså ikke holde ud. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?" Efter således at have fået luft for sin angst, vrede og skuffelse over Gert og sit liv, falder Hanne sammen i afmagt, og ser pludselig meget træt og modløs ud. Else Marie tager hende igen i hånden og siger: "Fortsæt med at tænke højt. - (lang tavshed) - Hvad er du nu i kontakt med Hanne?" Hanne: "En følelse af igen at have gjort noget helt åndssvagt og dumt. - Hele tiden passe på og passe på! Jeg lister rundt om dig Gert, som om du er et skrøbeligt kar. Eller også er det mig selv, der er så skrøbelig, at jeg kan gå i stykker hele tiden? Jeg ved det snart ikke mere. Hvad skal jeg gøre?" Else Marie: "Prøv denne sætning: Jeg indretter mig alt for meget efter dig Gert! - Det er det, jeg hader at gøre." Hanne: "Ja, det er rigtigt! Du og din forbandede sårbarhed!" Else Marie: "Prøv at sige dette lidt venligere til "Gert", der sidder dér lige foran dig og ser fjernsyn i sin trygge og magelige fjernsynsstol og er helt uforberedt." Hanne: "Jeg indretter og indretter mig, jeg passer på og passer på. Det gider jeg simpelhen ikke mere. Og jeg har slet ikke lyst til at være sød og venlig nu. Jeg er vred på dig! Jeg må for guds skyld ikke gøre dig ked af det - Bliver du bange? Hvorfor er du så forbandede konfliktsky? Har du slet ingen følelser for mig mere? Er det det?" ... Spørgsmålene fyres af som med et maskingevær. Else Marie prikker "Gert" (Henrik) på skulderen og spørger ham: "Hvad tror du, at Gert vil sige til Hanne, hvis han kunne sige noget?" Stand-in "Gert" udbryder heftigt: "Åh nej for helvede! - ikke nu igen. Får jeg da aldrig ro!". - Han hidser sig op: "Jeg kan ikke holde det ud, når du kører løs på mig på den måde. LAD MIG DOG VÆRE I FRED - gå væk! Kan du ikke gå en tur med hunden?" Hanne: "Ja netop! Det tænker han: Jeg vil ikke høre på dig. Gå væk!" Hun ser rasende på "Gert"- og falder så ud igen. Jeg tager hendes hånd, og kan tydelig mærke, hvor slap og opgivende den nu bliver. Else Marie: "Og sådan endte den konflikt?" Hanne: "Ja, og så går vi hver til sit, indtil jeg beder om godt vejr. Så er alt fred og harmoni igen - i hvert fald på overfladen. Vi lader, som om der intet er sket, men jeg har stadigvæk ikke fået ændret på noget som helst!" Else Marie: "Ja, det lyder som et helt forudsigeligt mønster. A fører til B, der fører til C og D. Kan du selv høre at det bare kører rundt og rundt?" Hanne: "Ja, det er det, der er så håbløst." E. Valgpunktet for det videre forløb Else Marie: "Jeg ville ønske, jeg nu havde en magisk tryllestav, som med eet slag kunne forvandle Gert til din drømmemand, og dig til Gerts drømmekone. Men sådan fungerer det jo desværre ikke i det virkelige liv. - Nu står vi ved et valgpunkt, hvor vi kan gå flere forskellige veje. Ingen af os er som vi Bør være, så den moralske vej dur ikke. Hvor synes du, vi skal bevæge os hen nu Hanne?" Hanne. "Det ved jeg ikke." Hvis du vil se, hvilke andre valg Else Marie overvejede, så klik her. (Især for dig, som også er psykoterapeut og godt vil vide, hvordan Else Marie tænker) |
|
I. Teori og diskussion: Ved du, hvad forskellen er på burhøns og folk, der bor i et højhus? Svar: Burhøns taler sammen. I vores kultur isolerer vi os i fritiden foran fjernsynet med de 55 ens kanaler i velisolerede hjem. Vi formodes at tage det hele "som en mand", dvs. ikke beklage os, eller lufte vores savn, sorg, angst, skuffelser og irritationer højt, men sejt, tappert og ydmygt bide tænderne sammen - og helst glemme det hele. Derved fornægtes den reelle ensomhed, som ofte føles stærkest af den ene part i et parforhold. Det er oftest kvinderne, som råber op og hejser alarmsignal, når kontakten og kærligheden svigtes. Sådan er det desværre endnu i langt de fleste parforhold her i Danmark - som i resten af verden. Det overhøres oftest, at smerten kommer fra reelle savn og behov, der vil høres! - og ikke fra, at hun sådan bevidst vil gøre "ofret" ondt. Kun når det overhørte råb om hjælp alt for længe er blevet overhørt, går der ondskab i overfaldene - og så er det oftest forsent at sætte ind med almindelig Kommunikationstræning. (se her: www.psykoweb.dk/Vrede_Raseri.htm) En måde at forhindre dette overfald (og det tilsvarende slå-igen eller flygte-væk-fra en konflikt) mønster, er at øve parret i at starte hver sætning med et Jeg-udsagn - i stedet for de velkendte hårde, angribende, udskældende og fordømmende Du-udsagn. F. eks. ved at øve sig i at starte sine udbrud med at sige: "Nu har jeg lyst til... - Jeg vil ikke... - Jeg har brug for... - Jeg savner... - Jeg føler... - Jeg tror at ... - Jeg har en dum fantasi om... - Jeg er bange for... - Jeg ville ønske... - Jeg foreslår... - Jeg forstår dig ikke, når du råber så højt. - Det gør ondt i mig, når du siger, at... - Eller sig: "Jeg afviser dig ikke, jeg føler mig derimod afvist af dig" eller "Jeg siger ikke nej til dig, jeg siger blot JA til mig selv" etc. etc. Det at sige jeg først, åbner i højere grad op for en mere respektfuld kontakt. Dvs. at hvis du ønsker at undgå kamp og flugt, så er kuren, at du må øve dig i at bruge nogle nye venlige ord - og i en periode kun tale i jeg-udsagn og næsten helt undgå du-udsagn. Dvs. hold bolden ovre på din egen banehalvdel og sig kun noget om dig selv. Kort sagt: Sæt en ny grammofonplade på. Vores erfaring taler for, at åbner du selv sårbart og personligt op, søgende og nysgerrigt fremfor kritisk, dømmende og anklagende, så fører din åbenhed i langt de fleste konflikter til, at din partner også tør åbne sig. Ja faktisk er en stor del af vores psykologarbejde baseret på den erfaring. Indenfor terapimiljøet taler vi her om "at øve sig i at blive mere assertiv". Dvs. i højere grad komme rent ud fra hjertet på en mere ærlig, kontant, kontaktstærk og effektiv selvbekræftende facon (jvnf. Anne Dicksons berømte bog om selvværd: "Og jeg mener, hvad jeg siger!", 1988. Eller se om Girafsprog versus Ulvesprog) En kommunikationform kun de færreste af os er optrænet i hjemmefra. Hannes arbejde kan teorimæssigt ses i det perspektiv og i den sammenhæng. Og det Tema kommer der meget mere om i denne bog, som du er ved at læse i nu. Hvis du vil se, hvilke andre valg Else Marie overvejede, så klik her. (Især for dig, som også er psykoterapeut og godt vil vide, hvordan Else Marie tænker) Klik videre til: Hvad er Gestaltterapi for noget? - som er 2. halvdel af kapitel 3. |
|
tilbage til index over hele www.psykoweb.dk |