Oplægget:
På sommerkursets 3. aften, tirdag aften,
er der en munter pludren efter aftensmaden,
da vi igen samles oppe på loftet i sommerhuset.
Der er nu kommet en god tryghed i gruppen og Poul,
(som er med på kurset sammen med sin kæreste Michelle)
sætter sig nu hen ved siden af Else Marie. Da roen sænker sig,
starter han (se søndags oplægget her) sit psykodrama således:

Poul: "Jeg vil godt være hovedperson nu.
Jeg er nemlig bange for, at mit forpulede forhold til min mor
kan komme til at ødelægge noget imellem Michelle og mig.
Det har det gjort i mine tidligere forhold og jeg er bange
for, at det skal ske igen. Det vil jeg godt arbejde med.

Efter at forholdet har varet et stykke tid, dør ilden ud,
og så sker der en masse koks, som jeg har svært ved at hitte ud af.
- Jeg vil helst arbejde med dig Else Marie, og du skal bare gå hårdt til mig,
for jeg ved godt, at der er noget, som jeg bliver nødt til at flytte rundt på,
så lad være med at være alt for rar og pædagogisk overfor mig!"

Else Marie ler og siger: "Ok, så kom da til sagen."
Poul: "Jo, jeg har opdaget, jeg alt for let kommer ind i et dødsygt spil.
når jeg er glad for en pige. Igen og igen spiller jeg så op, som den
der lille søde og glade dreng, som jeg tror hun bedst kan lide mig,
uden at jeg selv altid rigtigt står bag det. Det er mere et spil
end et udtryk for, hvem jeg ærligt og rigtigt er"

Else Marie: "Kan du uddybe det lidt mere?"
Poul: "Jo, jeg bliver sådan helt tuttenuttet, som en hundehvalp.
Egentlig hader jeg at opføre mig sådan, men det sker altså igen og igen.
Det har forskrækket mig, at der er begyndt at dukke noget af den kunstighed
op imellem mig og Michelle, som I ved jeg kun har kendt
i et halvt års tid. Det vil jeg godt gå på opdagelse i nu."

Else Marie: "Det lyder, som om der er nogle andre sider af dig
end de der søde og rare, som du skjuler for hende. Kan du give mig
et eksempel på det du taler om, så jeg bedre kan forstå dig?"

Poul: "Ja, nu f. eks. i eftermiddags gik vi en tur langs vandet.
Jeg havde pludselig lyst til at løbe afsted og hive Michelle med ud i vandet.
Men nej, jeg gik bare helt stille og sagde pænt ja, ja til alt det, som hun gik
og fortalte mig. Det var først bagefter, at jeg opdagede, jeg var irriteret
på hende og på mig selv - men vreden forsvandt dog hurtigt igen.

Jeg tror det er et kærlighedsmønster, jeg har lært af min mor.
Hun kunne nemlig bedst lide mig, når jeg var sådan rigtig sød og rar.
Det er ligesom blevet en rolle, som jeg sidder fast i, når jeg godt vil elskes.
Hun var så skidebange for alt det vilde i mig, så det lærte jeg at skubbe langt væk,
når jeg var sammen med hende. Det mere vilde og sjove i mig kom kun frem,
når jeg var alene eller langt væk hjemmefra, så følte jeg mig meget friere.

Og det skete sgu også i dag. Jeg går der og er så forbandet oversød
og prøver at leve op til alt det, som jeg tror, at Michelle vil have af mig.
Pludselig er al min spontanitet, alle mine indfald væk, og så går jeg død.
Jeg mærker det først bagefter, som en tristhed - og ja som en surhed."
Else Marie: "Er du sur nu? (Han ryster på hovedet).

Else Marie fortsætter:
"Ok Poul, så det er dit oplæg - og i stedet for blot at tale om det,
så lad os dramatisere det, du her taler om, så vi bedre kan se, hvad der sker.
Se dig nu om her i gruppen og vælg en af kvinderne til at være standin
for din mor. Hvem her i gruppen minder dig lidt om hende?"

Poul vælger Hanne, som bliver standin for hans mor.
De rejser sig og sammen laver de en "skulptur" af Pouls mor (Hanne).
Hun ender med at stå med let hængende skuldre, hovedet på skrå
og med et lidt bedende, ja tryglende udtryk i øjnene,
samtidig med at hun ser anklagende på Poul.

Else Marie: "Hvad tror du hun udtrykker, når hun står sådan?"
Poul: "Hun udsender budskaber som: "Hvad er der i vejen med dig?
Sådan må du ikke være. Jeg har brug for dig. Du skal tage dig af mig
- og det skal du, fordi du er min!". "Du skal være sød, så jeg kan lide dig
og så vil mor til gengæld elske dig, som ingen andre kan".
- Sådan ser jeg hende, når hun har det ansigt på."

Else Marie: "Ok, så du fornemmer en række krav fra hende
bag det der bedende kritiske ansigt. Lad os finde dit svar på de krav.
Vælg nu en af fyrene her, som kan være standin for den del af dig,
som stadigvæk føler sig som mors lille søde Poul."

Poul vælger Otto til at rollespille SødePoul
og viser ham, hvordan han så skal stå sammen med mor.
Det viser sig, at han næsten skal være et spejlbillede af hende.
Blot med den forskel, at han står og skjuler sin pik med sine hænder.
Han skal også se ret sur og tvær ud på en tavs og indeklemt facon.

Else Marie: "Godt, og lad mig så møde den anden del af dig Poul.
Træd nu ud af den der artige position. Ryst dig lidt løs. (Han går lidt
rundt i lokalet og ryster armene og sig selv løs. Imens stiller Otto
sig ind foran "Mor" (Hanne). - Du er jo også en vild fyr
siger du, som er helt anderledes end ham der,
som vi kan kalde for "sødePoul".
Lad mig se den side af dig."

Poul stiller sig med ryggen til "Mor og SødePoul".
Else Marie: "Når du står her, er du helt anderledes, kan du føle det?"
Poul forstærker postionen ved at knytte næverne og stå med spredte ben,
næsten i karatestilling - og stadigvæk med ryggen til "skulpturen".

"Hvordan er du, når du er alene eller langt væk hjemmefra?"
Poul: "Når jeg står her, så gør jeg lige præcis, hvad jeg har lyst til!
- Jeg kan lide min frækhed og min handlekraft. Her kan jeg lide at være mand.
Jeg er med på det hele, bare det er sjovt og spændende. "Kom bare an!",
siger jeg til hele verden. Jeg kan lide at slås og drikke, blive beskidt,
støje og bande og råbe op. Jeg gider ikke bare være så sød og rar.
hele tiden. - Jeg er slet ikke så sød og flink, som hun tror!"

Else Marie: "Ok, nu er det lidt tydeligere
hvad du taler om. Er der nogle af jer andre fyre,
der genkender dette split og vil være stand-in for den der
mere oprørske side af Poul?" Der er flere der melder sig. Lidt overraskende
springer Hugo op og stiller sig i den karatestilling, som Poul indtog lige før.
Else Marie: "Det er du godt tændt på hva´ Hugo? (Han nikker ivrigt).
Er det ok for dig Poul, at Hugo spiller den anden side af dig?"
Poul griner og siger ja.

At turde træde op imod sin mor
Else Marie: "Ok Poul, jeg kan godt se dit dilemma
Prøv nu et øjeblik at bytte plads med Hanne og vis hende,
hvordan din mor vil reagere på ham den mere spontane og vildePoul.
Hvad tror du, at din mor vil sige til ham der?"
(peger på Hugo = vildePoul).

Poul går ind i moderens position og uddyber rollen for Hanne:
"Nej, sådan er du slet ikke Poul. Hold nu op med at prøve at bevise noget!
Du er jo så sød. Lyt ikke til ham der. Du har da altid gjort som far og mor har sagt.
Nej, du skal være som ham der (peger på Otto = sødePoul),
sådan kan vi kvinder bedst lide dig".

Else Marie: "Ok, og husk nu mors holdning og replikker Hanne.
- Og du Poul, vær nu vildePoul igen. Hvad siger du til det, din mor siger?"
Poul: "Jeg hader dig, når du ikke ser mig som jeg er. Så se mig for helvede!
Hvad godt er der ved den der hængerøv? Se på mig for helvede!
Sådan er jeg slet ikke! - og jeg hader at spille med i det der spil."

Hanne, som Pouls Mor": "Hvad er det dog, du siger?
Sådan er du da slet ikke. Du er da mors søde dreng ikke Poul?"
Hun ser meget bekymret ud. Et stykke tid står de sådan overfor hinanden.
Deres viljer støder sammen - og replikkerne gentages et par gange.

Poul står tilsidst - med ryggen til - og råber på mors accept,
imen mor bliver mere og mere stiv og ulykkelig. Hun bliver ved med
at benægte eksistensen af den mere og mere vilde og desperate Poul.
- På et tidspunkt går han helt død og begynder at give efter
for sin mors "milde" pres - og vender sig imod hende.

Vi ser helt konkret, hvordan han bliver gjort tavs og føjelig.
Han smiler beroligende til hende og synker helt sammen i kroppen.
På det tidspunkt, hvor Poul begynder at blive bedende i sin afmagt:
"Vil du ikke godt se mig, som jeg er mor?", flytter Else Marie ham igen
tilbage til at være sødePoul, og i den position siger han opgivende:
"Du har nok ret. Din accept betyder alt for meget for mig!"
Hvortil mor siger: "Ja, nu er du min egen søde dreng.
Nu kan jeg kende dig igen."

Poul falder sammen i afmagt..
Else Marie: "Ok, og træd nu ud af det spil Poul.
Prøv nu selv at se, hvad der sker udefra." Otto, Hanne og Hugo
genspiller den scene, der lige er beskrevet - med de samme replikker.
Poul overværer det nu udefra, imens de tre stand-ins viser ham,
hvad som skete.

Hanne tager igen en tørn med at lave den oprørske Poul om til sødePoul.
Hugo, som "spiller" Pouls skyggeside, hidser sig hurtigt gevaldigt op i starten.
Ja han er ind i mellem ved at træde helt ud af rollen, men Hanne giver ham igen
så dygtigt, at også han falder til patten. Han bliver tavs, og alt det vilde synes helt
at forlade ham, så han også tilsidst står i tung afmagt, og ser fortabt ud,
ligesom Poul gjorde før.

På det tidspunkt træder sødePoul (Otto)
nænsomt og blidt hen til mor, som så trøster og putter ham.
Da hun har fået kastreret sin oprørske dreng, stryger hun ham kærligt over håret
og siger sukkersødt: "Ja, nu er alt godt igen. Du er jo mors søde dreng!
Har vi det ikke rart sammen?" (mens hun stryger ham over håret).
Det svarer han ikke på, men ser sig opgivende omkring.

Både mor og sødePoul er nu rolige, da tætheden er genetableret.
Prisen for roen og accepten betaler Poul for med sin selvstændighed
og sin udfarende kraft, som han holder alt for godt skjult for "sin elskede".
Hans mere vilde, frække og oprørske sider skubbes om i bagbutikken
- og luftes kun udenfor hjemmet.

Psykodramaet vokser frem:
Imens Hugo tager sin verbale dyst med Hanne
står Poul og Else Marie udenfor og ser på det, der sker:
Da Hugo er tæmmet, spørger Else Marie: "Hvad ser du ske Poul?"
Poul: "Hold da kæft! Det er jo sådan, det sker!

Else Marie: "Kan du uddybe det lidt mere?"
Poul: "Tidligere faldt jeg altid for sådan nogle piger, som lignede min mor.
Sådan nogle sårbare typer som blev bange for mig, hvis jeg skældte dem ud.
Deres sårede ansigtsudtryk lukker helt kæften på mig"

Else Marie: "Hvem her i gruppen kan spille sådan en pigetype?"
Poul ser sig om i gruppen og vælger Mona, som kommer ind i midten
og nu skal forestille at være sådan en meget sød, blid og følsom type.
Else Marie: "Godt - og prøv nu at rollespille din mor igen, Poul.
Hvad siger hun om hende der?" (peger hen på Mona).

Poul, som sin mor:
"Ja, det er vel nok en sød pige, du der har fundet.
Hun er lige noget for dig! Hende skal du være rigtig sød ved
og passe godt på. Hun er lige din type."

Else Marie: "Hvad synes vildePoul om hende?"
Han skifter plads: "Hende der? Hun er røvkedelig!
Jeg vil have det sjovt! Hun er sød, ja - og hun gør mig tryg ja,
men hun er ikke særlig spændende eller sexet. - Jeg vil kunne føle noget.
- Jeg synes, hun skulle sendes til opfedning og få nogle større bryster.
- Jeg gider ikke mere falde for den der nuttede blide type."

Else Marie: "Ok, men hvad siger sødePoul til hende?"
Han bytter plads med Otto og siger så med et smørret grin:
"Egentlig vil jeg jo helst have min mor, men
hun er sikkert meget sød og forstående og ...
jeg tror også, vi kan få det rart sammen ...

Jeg tror egentlig, at det mest tiltrækkende ved hende er,
at hun kan lide mig, som jeg er. Det tror jeg er essencen i det."

Else Marie: "Hvad i alverden mener du med det?"
SødePoul: "Jo hun kræver ikke noget af mig. Hun er nem at leve sammen med.
Bare jeg ikke hidser mig alt for meget op. Og så er hun god til at passe på mig,
hvis jeg altså er sød og rar! Så elsker hun mig, og så har vi det godt.
Jeg skal bare være, som hun vil have mig, så er alt godt."

Else Marie: "Det lyder, som din mors opfattelse. Vær nu din mor igen."
Poul bytter plads med Hanne og siger som sin mor: "Hun kan lave en god
og sund mad til dig. Hun passer godt på dig og hende kan du stole på Poul.
Sammen med hende, kommer du ikke ud i noget skidt.
Hun er lige den kone, du har brug for."

Else Marie: "Og hvad siger du sødePoul, så til det?
SødePoul med en grimasse: "Ok. Du er ikke lige så god som mor,
men du er den næstbedste, og da jeg ikke kan få den bedste,
ja så er du vel god nok til mig."

Hvorefter han ser ikke så lidt mut, tvær og trist ud.
Else Marie: "Og hvad siger din mor så til det udsagn?"
Pouls mor: "Det glæder mig at høre. Nu kan jeg dø roligt."


Else Marie: "Ok. Træd nu ud af spillet igen Poul.
Lad os se den sidste scene igen udefra - og prøv denne gang
at se dit kærlighedsdrama fra dit mere voksne ståsted, som dig selv."
Poul står tankefuldt og ser på, mens replikkerne gentages af de tre stand-ins.
Da det er vist for ham, siger Else Marie: "Hvad ser du ske Poul?"

Poul: "Jeg ser mig selv blive splittet ad i 2 dele.
- Jeg vil jo godt have det varme, det blide og det tætte. Det følsomme
er også godt nok, men jeg vil også godt have en helt anden slags pige,
som ikke er så bange for min voldsomhed og min spontanitet.
En voksen kvinde som er sjovere og bedre at gå i seng med,
end hende der ...

Hun er jo bare en replikant,
ligesom hende, som fyren i Blade Runner faldt for.
Jeg bliver utrolig tiltrukket af det blide rum, du skaber omkring dig.
Din stilhed og din ro, og samtidig får det mig også til at falde sammen,
og så bliver jeg bare til den der lille dum dreng, som jeg hader at være.
Min frihed og næsten hele min seksualitet forsvinder sammen med dig."
Else Marie: "Hvad føler du ved at sige det?"

Poul: "Det vil jeg for fanden ikke finde mig i!
Jeg føler mig som en kvart mand sammen med den slags piger.
Jeg kommer så forbandet let til at opføre mig, som om jeg stadigvæk kun er
en lille snottede dreng, når jeg er sammen med den slags piger. Det er fandme træls!
Han vender sig om og begynder at vandre rundt i gruppen, og Else Marie
opfordrer han til at tænke højt, imens han tramper rundt.

Poul: "Jeg tænker på, at min mor i grunden selv ikke er andet
end en lille bange hjælpeløs pige, der bare prøver at støtte sig op ad mig,
for at hun ikke selv skal falde sammen. - Jeg er jo bare en slags krykke,
et redskab for hende. Hun ser mig jo slet ikke." Det kæmper i ham,
og snart efter står han igen stille - og trækker vejret heftigt.

Else Marie: "Hvad får du lyst til at råbe?"
Poul: "Jeg vil have en fuldblods kvinde! Ikke sådan en erstatningsmor."
Du er satme for kedelig - jeg vil ikke være, som du vil have mig!"
Else Marie: "Gentag den sætning en gang til - højere!"
Poul: " Jeg vil ikke kun være som du vil have mig!"

Else Marie: "Det er vist tættere på essencen af det du mener, ikke?"
Poul: "Jo, det andet mente jeg ikke, det er mere noget,
som jeg er blevet hjernevasket til at tro på.

Hvorefter Else Marie drejer focus mod nutiden:
"Synes du, at Michelle er sådan en mindre frygtsom kvinde,
som du godt kan tillade dig at skælde ud og elske vildere med?"
Poul ler: "Ja, det gør jeg. - Men det skræmmer mig også,
for kan jeg nu leve op til det?"

Else Marie: "Ja, det er det spændede ved det.
Så du siger, at det nye ved dit forhold til Michelle er,
at du har vovet at forelske dig i en ny type kvinde, og at du
er ret bevidst om, hvad der før gik galt. Spørgsmålet er så,
om du kan forvandle dig fra at være mors lille søde dreng
til at blive en mere helstøbt mand. Det er udfordingen.

Poul nikker tankefuldt og ser lidt skræmt ud.
Else Marie: " Er det ok, at vi nu går videre med,
at finde ud af hvor Nøglen er, til at du bedre kan vælge
om du vil forblive en slave af din fortid - eller vokse op.

I mine øjne er både den søde og nuttede Poul,
og den mere vilde og desperate Poul begge to drenge.
En mand har samlet begge disse to sider i sig til en ny helhed.
Sådan ser det ud for mig. Hvad siger du til den analyse?"

Poul: "Det gør lidt ondt at høre, men det har du sgu ret i.
Kan du siger noget mere? Jeg vil så gerne forstå det her rigtigt."
Else Marie: "Nej - du har allerede rigelig forståelse af dilemmaet.
Jeg er mere interesseret i, hvad du vil gøre ved det, end i at vi bare
står her og dør af forståelse over, "hvorfor" du har det sådan Poul.
Har du selv en ide om, hvad du trænger til
for at du bedre kan lide dig selv?"

Poul, (som har læst en masse om psykologi)
er dog ikke parat endnu til at forlade "Hvorfor-stadiet"
og siger tankefuldt og analyserende:

"I transaktionsanalyse jargon
er det jo konflikten imellem "mit tilpassede barn"
og "mit frie uafhængige barn". Mit voksne jeg står så mærkeligt passivt udenfor.
- Jeg ser mig selv som en, der er ret god til at analysere og forstå det, som sker
med mig og andre, men jeg savner ofte en mere barsk kraft, så jeg ikke
er så let at manipulere med! Det er det, jeg er mest i kontakt med nu."
.... Hvad tror du, at jeg har brug for, for at kunne det?"

Else Marie: "Det er det vi leder efter Poul.
- Hvad tror du selv?" Poul: "Det ved jeg ikke"
(hvorefter han igen falder sammen i tomhed og afmagt).
Else Marie: "Hvor er gløden og handlekraften i det, du siger?
Poul: "Det er somom al kraften er løbet ud af mig nu."

Else Marie: " Hm .. jeg er opmærksom på
at der er er en stor kropslig slaphed i dig lige nu Poul.
Og jeg er utryg ved, om du nu igen blot reagerer på mig,
ligesom om at jeg er din mor, som bare ved bedre end dig
hvad du har brug for osv., når jeg ser dig stå og se på mig
med det der spørgende tomme udtryk i øjnene, som nu.

Lang pause - "Jeg hører en angst for dig selv i det, du siger,
en vrede og en desperation, men hvor er opdagelsesglæden?"
Poul nikker, og siger så med et desperat udtryk i ansigtet:
"Men hvad skal jeg dog gøre ved det?"

Else Marie overvejer forskellige slags svar,
inden hun spørger ham: "Hvordan var din far Poul?"
Poul: "Han er platumulig. Han blev knust af at leve med mor.
Nej, han kan heller ikke hjælpe mig."

Else Marie: "Så du savner også et positivt farbillede?"
Poul: "Ja for helvede, men hvad gør jeg, når jeg ikke har
sådant et ordentligt farbillede i mig?

Else Marie: "Hvordan ser du ham?"
Poul: " - Min far er et skvat. Jeg foragter min far,
og det kan jeg ikke forandre på! SødePoul er jo bare sådan,
som min far burde have været overfor mor. Mors idyludgave af far,
det ved jeg godt. Det er der ikke noget nyt i. Det er sådan
en dødsyg ødipal situation, jeg sidder fast i.

Det ved jeg godt, men hvordan fanden kommer jeg ud af det?
Det er det, jeg forsøger at finde ud af og jeg aner fandme ikke,
hvad helvede jeg skal gøre ved det!"

Else Marie med et smil: "Lige her og nu er du ude af det!"
Poul ser først helt forundret på hende, og så ler vi alle sammen.
Poul: "ja - lige nu føler jeg mig ikke som Mors lille søde dreng,
det har du sgu ret i - men jeg vil sikkert falde i igen."

Else Marie: " Ja sikkert - men prøv lige et øjeblik
at mærke, hvordan det føles at være trådt ud af de der barnesko,
inden vi går videre. Hvordan føles det at være dig lige her og nu Poul?"
Poul strækker sig spontant ud og siger: "Det føles godt - lige nu.
Men jeg vil stadigvæk godt høre, hvad du tænker om mig.

Else Marie overvejer om hun vil svare ham,
men ok, spørgsmålet er ikke et led i "Hvordan vil du have mig? -spillet",
da det kommer fra et mere nysgerrigt og åbent sted:

Else Marie: "Som jeg ser det, der sker Poul,
så er det sådan en tragisk situation, som mange andre mænd
end dig også befinder sig i idag. I kender slet ikke jeres fædre
- og hvis I gør, ja så foragter eller afviser I dem. Og det kan jeg,
som kvinde ikke hjælpe dig med Poul! Jeg kan lytte til dig
og sige dig min mening, men det hul i din personlighed,
det kan ingen kvinde fylde ud for dig.

Hvad føler du ved, at jeg fortæller dig det?"
Poul med tårer i øjnene: "Det føles godt."
Else Marie: "Kan du uddybe det?"

Poul: "Jeg tror, du har ret. Jeg har gået og fortalt mig selv,
at jeg har et megastort morsavn, men det føles egentlig mere rigtigt
at høre, at jeg bag det har et endnu større Far-savn" (lang tavshed).
Det kan jeg godt se, at en kvinde ikke kan forandre på.
(Han ser sig nysgerrigt og lidt hjælpeløst rundt nu).
Hvad kan du råde mig til?"

Else Marie: "Hvad vil du ha' Poul?
Det er ikke kun trøst og forståelse, du har brug for, vel."
Poul: "Nej - Jeg føler mig helt tanketom nu. - Jeg er ked af det.
Det, jeg kan mærke nu er, at jeg bliver ked af det. Jeg føler mig tom
og lidt depressiv. - Tror du, det kan hænge sammen med, at jeg næsten ikke
tør tro på, at jeg kan have det godt ret længe ad gangen? Det er som om "noget"
inden i mig, ligefrem forbyder mig at tænke på noget glædeligt."
Nu ser han igen desperat, mut og aggressiv ud.

Else Marie: "Det lyder som et godt nyt spor.
Lad os se på, hvad der sker, når du er alene med Michelle,
og du så lige pludselig igen har det sådan, som du har det nu."
Poul: "Når jeg er sammen med en stærk kvinde, er det svært for mig
at være glad ret lang tid ad gangen. - Ude, der må jeg godt.
Når jeg er sammen med mine venner eller i et selskab,
som på dette her kursus, så kan jeg godt være fri

men når jeg er alene med Michelle, bliver jeg for hurtigt tam.
Jeg indretter mig alt for let efter hende og lader mig reducere til det,
som jeg tror, hun kan lide ved mig. Jeg glemmer helt at være mig selv,
sådan som jeg kan lide at være mig. - Ja, sådan er det."

Hvorpå han tager en dyb indånding. Hovedet løftes,
og han synes at give slip på noget tungt, da han puster ud,
for han retter sig pludselig op og ser meget højere ud end tidligere.
Et stykke tid står han sådan foran os og ser meget mere maskulin,
voksen og følelsesmæssig helt nøgen ud.