|
|
Om selvmordlysten, når du føler dig knockoutet. Lotte sidder og ser ud til at have det elendigt. Hun ser meget tung, mørk, tavs og indesluttet ud. Mona bryder ind: "Jeg kan lige så godt sige det, som du kan. Det er mig, der har skubbet på du skal være hovedperson nu. Vi to lå og puttede tæt sammen ude på græsset her til morgen. Det var så dejligt bare at ligge og lytte til den smukke musik. Jeg følte mig som en dyremor, som lå der med sin lille unge. Da Hugo kom hen til os, følte jeg, vi var en hel lille familie. - Derfor blev jeg skide forskrækket, da du bagefter fortalte mig, at du for alvor går og tænker på at begå selvmord! Det skræmmer mig virkelig Lotte! Det synes jeg, vi skal arbejde med nu, for ellers er det svært for mig at være med til noget som helst andet her i gruppen!" Flere nikker og støtter op. Else Marie: "Hvad siger du til det Lotte?" Lotte ser længe på Else Marie i tavshed: "Det vil jeg godt." Else Marie: "Jeg har også lagt mærke til, at du har det elendigt og jeg er lettet over, du godt vil arbejde nu. - Kom rejs dig op og gå lidt rundt. Lidt efter, siger Else Marie: "Og find nu et sted, hvor du føler dig tryg her i rummet." Lotte sætter sig der hvor Else Marie før sad. Hvorefter at Mone bliver hidkaldt til at sidde med sin ryg op mod Lottes. "- Ja, godt Mona. Sæt dig med ryggen imod Lottes ryg, så hun ikke sidder og falder sammen, imens vi først snakker lidt." Mona sætter sig tilrette op ad Lottes ryg, så hun kan give hende støtte, et mærkbart nærvær og en solid kropslig opbakning. Alle indretter sig, og opmærksomheden samler sig. Lotte: "Det er rigtigt. Jeg har det elendigt. Sådan har jeg haft det hele det sidste år. Mit liv er gået helt i stykker, siden Helge for 3 år siden forsvandt med hende den nye. - Jeg er alt for alene om det hele - og har efterhånden slet ikke lyst til at leve mere. Så enkelt er det." Hun falder sammen i kroppen, og ser tom og træt ud. Else Marie: "Lotte, fortæl mig lidt mere om det besvær, du har fået på halsen efter skilsmissen. Hvordan er det for dig at være helt alene og selv skulle klare det hele? Hvad mistede du, da Helge gik?" Lotte retter sig lidt op: "Jeg er ikke så uskyldig, som nogle af jer måske tror! Helge var sød og kærlig. Vi kunne stadig være gift, hvis jeg ikke havde gået og kedet mig så meget derhjemme. Jeg store idiot blev selvfølgelig en dag forelsket i en anden mand, som kunne give mig mere modstand og - ja bedre sex. Åh det er så banalt at tale om. Else Marie:"Basalt er måske et bedre ord. Fortæl mig hvilket humør du var i dengang det skete?" Lotte: "Jeg mødte Lars til en fest og faldt for ham med et brag. Han var Helges modsætning. Han var fræk, udadvendt, talte meget og var utrolig opmærksom. Han tog mig med storm - og jeg flyttede sammen med ham i 4 måneder, men så en dag smed han mig bare ud. Han havde fundet en anden. - Han var også helt umulig at leve sammen med. Jeg flyttede hjem igen og troede, at alt bare ville fortsætte som før. Der gik bare ikke ret lang tid, så kom Helge og fortalte mig, at nu havde han fundet en anden, og så flyttede han. Han bor nu sammen med hende. - Jeg føler, at jeg har mistet alt." Hun græder lidt, Else Marie sidder blot stille. Lotte retter sig op: "Det er utrolig hårdt at være sygeplejerske! Det er nok det. Det er meget hårdt at arbejde på et hospital i dag. Der er også flere andre sygeplejersker, socialrådgivere og læger, der simpelthen "går i sort". Ja, det sker også for psykologerne. Der er mange andre end mig, der føler sig helt udbrændt. - Det er ikke kun mig. Det ved jeg godt, men..." Ebbe: "Hørt! Lotte ser ned i gulvtæppet: "Ja, det er frygteligt, |
|
At opdage konsekvenserne af at du ikke lever på en øde ø. Gruppen samles atter ovenpå, og sidder nu igen omkring Lotte. Else Marie ser på os med en finger for munden og siger lidt efter: "Er du klar til at fortsætte Lotte - eller vil du holde for nu, her?" Lotte: "Jeg har det meget bedre nu, men jeg føler mig slet ikke færdig." Else Marie: "Hvad tænker du på, lige nu?" Lotte: "Jeg tænker på, hvordan min lille pige på 6 år derhjemme vil reagere, hvis hun fik at vide, at jeg havde dræbt mig selv. Det må hun simpelthen ikke opleve! Da jeg skreg, var det, fordi jeg pludselig opdagede, hvad det var, jeg var ved at gøre mod hende. Det er frygteligt. Det skal hun i hvert fald ikke udsættes for!" Else Marie: "Så du fandt ud af, hvorfor du ikke må begå selvmord. Der må da også være en anden udvej Lotte! Skal vi prøve at se efter den?" - Men det er lidt for tidligt endnu. Lotte ser ud, som om Else Marie bad hende om at flyve. Else Marie: "Er du helt sikker på, du ikke mere vil vælge selvmordet som udvej?" Lotte: "Ja, Det vil ødelægge mine børn fuldstændig, hvis jeg gjorde det. Jeg kan ikke være så egoistisk! Det kan jeg ikke tillade mig." Else Marie: "Det kan jeg kun give dig ret i. Det ville være noget helt andet, hvis du havde AIDS eller kræft i sidste stadie. Som det er nu, vil dine børn - og alle andre, der holder af dig blive efterladt med et kæmpechok, skyldsfølelser, en målløs vrede og det store ubesvarlige spørgsmål: "Hvorfor dræbte hun dog sig selv?" Det kan få en uhyggelig livstidseffekt på børn, hvis deres far eller mor dræber sig selv. Senere hen i livet vil de alt for ofte køre sig selv helt ud i torvene, ja måske selv prøve at begå selvmord! Fordi de derved tror, at de bedre kan forstå, hvorfor deres mor/far følte sig tvunget til at dræbe sig selv. Ja, de kan bruge resten af livet på at forsøge at forstå dette uforståelige: Hvorfor? - som engang spændte ben for deres tro på livet. Det er så tragisk, fordi børn med en selvmordsforældre ofte gør selvdestruktive ting for at genetablere forbindelsen med den døde. Det dæmoniske er, at hvis det så endelig en dag lykkes for dem at forstå, ja så dør de jo med stor sandsynlighed også for egen hånd. Hvorfor? - Fordi at så har de det jo lige så rædselsfuldt! Børn og forældre bliver bundet sammen i død og smerte. Det er at kaste en ond skygge ud over deres fremtid. Jeg har talt med flere, som fik forstyrret deres barndom og voksenliv på grund af en mors eller fars selvmord. Ja, jeg har hørt nogle fortælle, hvordan de har følt det, som om den døde kalder på dem. Selvmord smitter! Derfor er selvmord et tabu, som du kun må tænke på, men ikke gøre, når du har børn. Du ønsker vel ikke at lære dem, at det er ok at vælge den letteste udvej, når livet bliver hårdt? Eller at det er nødvendigt at dræbe sig selv for at få fred og ro. Det er da bedre at lære dem at mennesket kan overleve selv det værste mareridt - Lang tavshed. Ebbe: "Ja, lad os låse den bagdør, for før starter dit nye liv jo ikke! Men før vi ser ind i svaret på, hvorfor det alligevel er bedst at leve, har jeg lyst til at uddybe, hvad det egentlig er for et budskab, du udsender til dine børn, hvis du dræbte dig selv. Hvad fortæller du dem om livet, hvis du slog dig selv ihjel? Hvad vil du f. eks. svare dem, hvis de en dag spørger dig: "Mor, dengang for mange år siden, da du ønskede at dø, hvorfor ville du det?" - Hvad vil du svare Lotte?" Lotte råber desperat: "Jeg kan simpelhen ikke holde det ud mere! Jeg kan ikke se nogen anden udvej. Jeg kan ikke holde mit liv ud, når det er sådan. Det bliver bare ved og ved med at være håbløst!" (Her følger en lang pause, hvor hun langsomt vender sit tidsperspektiv, og vågner op). - "Jeg havde glemt alt om jer og alle andre. Jeg ville bare væk, sove og hurtigst mulig blive glemt. - Jeres far var meget bedre forældre, end jeg. Jeg ville bare have fred! Undskyld!" Hun græder lidt. Ebbe: "Er der et dybere budskab, som ligger bagved den undskyldning, Lotte? Hvad er egentlig dit budskab med den handling? Hvad siger du om livet ved at dø på den måde? - Hvad skulle der f. eks. stå på din gravsten, hvis du selv skulle mejsle nogle ganske få ord der, højst 1 sætning? Står der eet budskab foran - og et helt andet på bagsiden af din gravsten?" Lotte grædende: "Jeg forstår ikke, hvad du mener?" Else Marie: "Jo, hvad er dit selvmordsønske et udtryk for? Hvad er det som synes tabt for evigt? - Lad os prøve at se lidt dybere ind i mørket. Hvad er det, som er så vigtigt, at du synes, det er værd at dø for? Det vil jeg godt prøve at forstå!" Lotte retter sig op og tørrer tårene væk: "Det vil jeg også gerne selv forstå." Else Marie: "Lisbeth, læg dig nu igen død her ved træet." Det gør hun som før. - "Lotte, først skal du prøve at leve dig lidt mere ind i at være din lille uskyldige datter, som vildt chokeret og rædselslagen kommer og finder sin mor ligge stiv, iskold og død. Hvad tror du, en lille pige har lyst til at sige til en mor, som har dræbt sig selv?" Dette er selvfølgelig utrolig svært for Lotte. Hun rejser sig, går hen og sætter sig på hug ved "den døde" og siger grædende: "Hvor kunne du gøre det! - Godt, du ikke er min mor! Min mor ville aldrig dø fra mig på den måde. Min mor elsker mig nemlig. Du er ond! - Du er ond, at du kan gøre sådan noget imod mig. Jeg hader dig!" Hvorefter hun rejser sig op og dirrer i hele kroppen af raseri. Else Marie: "Ja godt. Mærk styrken i det raseri, du føler nu! Det understreger jo det, vi lige har talt om. " Hun går lidt rundt, stampende i gulvet. -"Godt, nu ved vi, at det ikke er hele dig, der vil dø! For så havde du jo allerede gjort det!" Lotte nikker og stamper færdigt, inden hun igen kommer hen til Else Marie: "Godt, og nu vil jeg godt have, at den del af dig som virkelig ønsker at dø, lægger sig under egetræet der, og så vil vi begrave den mulighed. Derefter vil vi lade dig være alene heroppe et stykke tid, så du kan finde dine egne svar på, hvad dit selvmordsønske egentlig handler om i fred og ro. Jeg vil godt være sikker på, at du låser den bagdør. Er det ok Lotte?" Hun nikker skræmt og nysgerrigt. "Vi vil lade dig blive liggende "i graven" til du vil op igen, men i modsætning til, hvad der ville ske, hvis du virkelig var død, kan du nu opleve det hele i dybden og meditere over, hvad det egentlig drejer sig om. Prøv om du kan finde 2 enkle sætninger. - Hvad vil du svare din datter og din søn, hvis de en dag spørger dig: hvorfor?" Lotte krummer sig sammen "under træet" i fosterstilling og ligger helt stille. Else Marie fortsætter: "Det er alt for let at sige, at du gør det, fordi du er ond. Hvis du virkelig er ond, så ville du jo overhovedet ikke sidde her og arbejde med det. - Du har det ondt. Det er noget helt andet! Du føler dig slået ud, knockoutet, håbløs og umulig. Ok, men det dur altså ikke, bare at kalde dig selv ond og håbløs, det er for let. Hvad handler det her egentlig om Lotte?" Og henvendt til os andre: "Lad os begrave den del af Lotte, som ønsker at dø. - Prøv hver især at sidde et øjeblik i tavshed nu, og overvej, om du har en sætning eller et udbrud i dig. Hvad har du lyst til at sige til den del af Lotte, som ligger død der? - Når du har din sætning, så tag en pude og gå een for een hen til graven og læg den ovenpå "liget". Og gå så ud i solen. Hvem har lyst til at starte?" Lidt efter lidt går vi andre, een for een, hen til Lotte og lægger eller kaster en pude ovenpå hende. Nogle har nogle "farvel ord" til hende, andre græder bare. Hanne, Mona og Ulla er så de dirrer af tilbageholdt vrede. De kaster deres pude ovenpå Lotte. De andre reagerer på hver sin måde. Hans er den sidste, som rejser sig. Han kaster hårdt og rasende sin pude på Lotte, der tydeligt inde bag alle puderne må kunne mærke det som et kraftigt stød i sin krop. Men hun ligger helt stille, uhyggeligt stille, inde under det bjerg af puder, der efterhånden dækker hende, som en lille stenhøj. Meget stille lister vi derefter ud i den friske luft, undtagen Else Marie, der bliver hos Lotte. Der er en meget intens og dirrende stemning i huset. Kun ganske få siger noget. Det er mest småord a´ la: "Gider du lige give mig en kop kaffe?", "Åh! det er rart at komme ud" og "Puha!" Jeg føler mig dejlig nærværende og meget rolig inden i. Ude i solen ser jeg, at alle farverne er lidt tydeligere og lysere. Lærken synger stadigvæk højt over huset. Efter ca. 15 minutters tid lister jeg op i lokalet og kigger ind til Lotte, som stadigvæk ligger under alle puderne, og sætter mig stille ned ved siden af Else Marie. Jeg ved, at der sker en masse i Lotte nu. Det, hun frygter mest af alt, nemlig at hun en dag "kommer til" at tage sit eget liv, er nu blevet yderst konkret og forstærket i mærkbar grad. Nu er det ikke blot en tvangstanke eller en ubevidst længsel, nu er det blevet en mærkbar følelsesmæssig realitet for hende. Beslutninger, der tages i sådan en intens situation, kan virkelig ændre på en gl. fastlåst livsholdning, såvel i den gode, som i en destruktive retning. Det var jo sådan den gamle beslutning blev taget - og et nyt valg, en ny beslutning kan fødes. |
|
Klik videre her til den næste side Se Indholdsfortegnelsen Psykodrama bogen Se indbydelsen til ugekurset der beskrives i PsykoDrama-bogen og vores 2. bog Bid livet i låret og find dig en kæreste. tilbage til index over hele www.psykoweb.dk |